Kapitalismen, som har vokset sig frem til at blive det vigtigste aspekt i modsigelsen mellem feudalismen og kapitalismen, får sine vækstbetingelser betydeligt forringet efter Kiel-freden i 1814 (14). Landbruget blev ramt af en almindelig europæisk landbrugskrise. De vigtigste betingelser for krisen i Danmark var:
- Den almindelige europæiske overproduktion med deraf følgende prisfald.
- Englands protektionistiske kornlov i 1815.
- Tabet af Norge og dermed monopolstillingen på det norske marked (da det korn, man hidtil havde solgt til Norge, blev bragt på det engelske marked, blev det listeført under den lidet flatterende betegnelse “skidensæd”).
Landbrugskrisen varede til 1828. De værste år sank priserne til mellem 1/3 og 1/4 af 1818-niveauet. Som helhed ramte denne krise det danske samfund hårdt, da ca. halvdelen af eksporten på dette tidspunkt bestod af korn. I særdeleshed ramte krisen den mest fremskredne del af landbruget, den kapitalistiske del, eksportlandbruget (godsejerne). Værst gik det ud over folk (især godsejere), der havde købt ejendomme i de sidste højkonjunkturår eller havde investeret i produktionsforbedringer i den samme periode. Staten kom på et tidspunkt i besiddelse af over 50 godser, fordi ejerne ikke var i stand til at betale renter og afdrag på de lån, staten havde ydet dem i begyndelsen af krisen. Krisen hæmmede desuden den begyndende kapitalistiske udvikling i det øvrige landbrug. I 1815 var ca. 2/3 af gård-fæsterne blevet selvejere, men herefter gik opløsningen af fæstevæsenet i stå – helt op til 1835 var der praktisk taget ingen fæstere, der ønskede at blive selvejere (enkelte ekstreme selvejerbønder blev efter egen forbøn fæstere igen). Bønderne klarede sig relativt bedre igennem krisen, fordi deres landbrug stadig i høj grad var feudalt præget: Selvforsyning. Pengeøkonomien, som så småt var begyndt at trænge igennem, blev igen trængt tilbage af den gamle naturalieøkonomi.
Note
(14) Kiel-freden i 1814 er en afdeling af Wien-freden efter Napoleonskrigene.
