Engels til Marx
Barmen, 19. november 1844
Jeg er begravet til halsen i engelske aviser og bøger, fra hvilke jeg samler materiale til min bog om de engelske proletarers forhold. Jeg regner med at være færdig i midten eller slutningen af januar, da jeg blev færdig med det vanskeligste arbejde, arrangementet af materialet, for et par uger siden. Jeg vil præsenterer englænderne for en smuk regning med fordømmelse. Jeg anklager det engelske bourgeoisi over for hele verden for mord, røveri og alle former for andre forbrydelser i massemålestok, og jeg er ved af skrive et engelsk forord, som jeg vil have trykt separat og vil sende til de engelske partiledere, skribenter og medlemmer af parlamentet. Disse folk vil blive nødt til at huske mig. Desuden siger det sig selv, at mens jeg rammer hoppen, er det også min agt at slå til æslet, nemlig det tyske bourgeoisi, om hvem jeg tydeligt nok siger, at det er lige så dårligt som det engelske, blot ikke så modigt, konsekvent og befaren i delikatesse-forretnings metoder. Så snart jeg er færdig med det, går jeg i gang med historien om englændernes samfundsudvikling, hvilket vil koste mig langt mindre anstrengelse, fordi jeg allerede har materiale til det parat og arrangeret i mit hovede, og fordi hele sagen står mig ganske klart.
Marx til F. Freiligrath
Paris, 31. juli 1849
Men hovedsagen i øjeblikket er England. Man må ikke bedrage sig selv med hensyn til det såkaldte fredsparti, hvis anerkendte leder er Cobden. Ejheller bør man lade sig føre bag lyset af englændernes “uselviske begejstring” for Ungarn på de møder, der organiseres over hele landet.
Fredspartiet er intet andet end et Frihandels-parti i forklædning. Det samme indhold, det samme mål, de samme ledere. Ganske som frihandelsfolkene angreb aristokratiets materielle grundlag hjemme ved at afskaffe korn- og søfartslovene, således angriber de nu dets udenrigspolitik, dets europæiske forbindelser og forgreninger, ved at forsøge at bryde den Hellige Alliance. De engelske frihandelsfolk er radikale borgerlige, der ønsker at foretage et radikalt brud med aristokratiet for at herske enerådende. Det, de overser, er imidlertid, at de på denne måde uden egen vilje bringer folket ind på scenen og til magten. Ingen udbytning af folkene ved hjælp af middelalderlige krige, men kun ved hjælp af handelskrige – sådan er fredspartiet. Cobdens aktion i det ungarske spørgsmål var motiveret af direkte praktiske overvejelser. Rusland stræber i dette øjeblik efter at sikre sig et lån. Cobden, industribourgeoisiets repræsentant, forbyder penge bourgeoisiet denne transaktion; og i England hersker industrien over banken, mens i Frankrig banken hersker over industrien.
Engels til Marx
Manchester, 5. februar 1851
Frihandelsfolkene her gør brug af velstanden, eller halv-velstanden, til at købe proletariatet, og John Watts optræder som mægler. Du kender Cobdens nye plan; en national friskole-forening for at gennemføre en lov, der giver byerne magt til at pålægge sig selv lokale skatter med henblik på bygning af skoler. Det udnyttes på fortrinlig måde. I Salford er der allerede desuden oprettet et frit bibliotek og museum – med lejebibliotek og læseværelse gratis. I Manchester er Videnskabens Hus – og her, som Manchesters borgmester på det underdanigste anerkendte, var Watts virkelig mægleren – blevet købt ved hjælp af offentlig subskription (der blev indsamlet ialt £ 7.000), og det vil også blive omdannet til et frit bibliotek. Ved udgangen af juli skal det hele åbnes – med 14.000 bind til at begynde med. Alle de møder og forsamlinger, der afholdes med dette for øje, genlyder af arbejdernes rosende bemærkninger, og især den værdige, beskedne, nyttige “Wattss’, der nu står på den bedste fod med biskoppen af Manchester. Jeg ser allerede hen til det udbrud af harme over arbejdernes utaknemmelighed, der vil bryde løs fra alle sider ved det første chok.
Engels til Marx
Manchester, 23. maj 1856
Under vor rejse i Irland kom vi fra Dublin til Galway på vestkysten, derefter 20 miles mod nord ind i landet; så til Limerick, ned ad Shannon til Tarbet, Tralee, Killarney og tilbage fil Dublin – ialt 450 til 500 engelske miles ind i landet selv, således at vi har set omkring to tredjedele af det hele. Med undtagelse af Dublin, der står i samme forhold til London som Düsselforf til Berlin og helt har karakter af en lille tidligere hovedstad, helt engelsk-bygget endda, ser hele landet og især byerne ud, som om man var i Frankrig eller Norditalien. Gendarmer, præster, sagførere, bureaukrater, landadelsmænd i behagelig forvirring og total mangel på enhver industri overhovedet, således at det ville være vanskeligt at forstå, hvad alle disse snyltervækster lever af, hvis ikke bøndernes nød gav den anden halvdel af billedet. “Kraftige forholdsregler” ses i alle dele af landet, regeringen blander sig i alt, der er ikke antydning af såkaldt selvstyre. Irland kan betragtes som den første engelske koloni og som en koloni, der på grund af sin nærhed stadig regeres nøjagtig på den gamle maner, og man kan her allerede se, at den engelske borgers såkaldte frihed er baseret på undertrykkelsen af kolonierne. Jeg har aldrig set så mange gendarmer i noget land, og den drikfældige prøjsiske gendarms sure udtryk udvikles til sin højeste fuldkommenhed her blandt konstablerne, der er bevæbnet med karabinder, bayonetter og håndjern.
Karakteristisk for dette land er dets ruiner, hvoraf de ældste stammer fra det 5. og 6. århundrede, de yngste fra det 19. – med ruiner fra alle mellemliggende perioder. De ældste er alle kirker; efter 1100 kirker og borge; efter 1800 bondehuse. Hele den vestlige del, især omkring Galway, er dækket af ødelagte bondehuse, hvoraf de fleste er blevet forladt siden 1846. Jeg har aldrig troet, at hungersnød kunne have en så håndgribelig realitet. Hele landsbyer er lagt øde, og der mellem dem ligger de mindre herremænds pragtfulde parker, der er næsten de eneste mennesker, der bor her. Hungersnød, emigration og rydninger tilsammen har afstedkommet dette. Der ses end ikke kvæg på markerne. Jorden er en ren ørken, som ingen vil have. I Country Clare, syd for Galway, er det noget bedre. Her er der i det mindste kvæg, og bakkerne i retning af Limerick er udmærket opdyrket, hovedsageligt af skotske landmænd, ruinerne er blevet fjernet, og landet har et borgerligt udseende. Mod sydvest er der en mængde bjerge og sumpe, men også pragtfuldt rigt skovland, og på den anden side igen er der fine græsgange, især i Tipperary, og i retning af Dublin er der jord, som kan man se, gradvis er ved at komme på storbønders hænder.
Landet er blevet fuldstændigt langt i ruiner af de engelske erobringskrige fra 1100 til 1850 (for i virkeligheden varede både krige og belejringstilstanden så længe). Det er blevet fastslået som en kendsgerning, at de fleste af ruinerne blev frembragt af ødelæggelserne under krigene. Folket selv har fået sine særlige karakteristika på grund af dette, og på trods af al deres irske fanatisme føler de, af der ikke længere er noget hjem i deres eget land. Irland for Angelsakseren! Det er nu ved at blive virkeliggjort. Ireren ved, at han ikke kan konkurrere med englænderen, der kommer udrustet med midler, der i enhver henseende er overlegne; emigrationen vil fortsætte, indtil befolkningens overvejende, i virkeligheden næsten udelukkende, keltiske karakter er gået fløjten. Hvor ofte har irerne ikke påbegyndt et eller andet, og hver gang er de blevet knust, politisk og industrielt. Gennem konsekvent underkuelse er de kunstigt blevet omdannet til en totalt forarmet nation og opfylder nu, som alle ved, den funktion at forsyne England, Amerika, Australien o.s.v. med prostituerede, løsarbejdere, drukkenbolte, tyve, svindlere, tiggere og andet afskum. Forarmelse kendetegner også aristokratiet. Herremændene, der alle andre steder er blevet borgerliggjorte, reduceres her til fuldstændig fattigdom. Deres herresæder er omgivet af enorme, forbløffende smukke parker, men hele vejen rundt om dem ligger brakmarker og hvor pengene skal komme fra, er det umuligt at se. Disse fyre er så komiske, at man kan brøle af latter. Af blandet herkomst, for det meste høje, stærke, smukke karle, går de allesammen med enorme moustacher under kolossale romerske næser, og de anlægger falske miner som pensionerede oberster, rejser landet rundt efter alle slags fornøjelser, og hvis man spørger, ejer de ikke en øre, er tynget af gæld og lever i frygt for Loven om forgældede ejendomme.
Vedrørende de veje og midler, hvormed England hersker over dette land – undertrykkelse og korruption – længe før Bonaparte forsøgte den slags, skriver jeg inden længe, hvis du ikke kommer hertil snart.
Engels til Marx
Manchester, 7. okt. 1859
Affæren med Jones er særdeles afskyvækkende. Han har holdt et møde her og har talt efter den nye alliances linje. (Chartist-lederen E. Jones forsøgte at etablere en alliance med de borgerlige radikale om en valgrets-reform. Red.) Efter denne affære er man virkelig næsten drevet til at mene, at den engelske proletariske bevægelse i dens gamle traditionelle chartistiske form må gå fuldstændigt til grunde, før den kan udvikles i en ny, levedygtig form. Og dog kan man ikke forudse, hvordan denne form vil blive. Forøvrigt forekommer det mig, at Jones’ nye træk, set i sammenhæng med de tidligere mere eller mindre vellykkede forsøg på en sådan alliance, i virkeligheden er forbundet med den kendsgerning, at det engelske proletariat faktisk er ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerlige proletariat ved siden af et bourgeoisi. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en vis grad berettiget. Det eneste, der ville hjælpe her, ville være nogle gennemgribende dårlige år, men efter guldfundene synes sådanne år ikke længere af være så lette at hidskaffe. …
Marx til Engels
London, 17. november 1862
Det, der imidlertid kunne få mig til at ændre min opfattelse, er arbejdernes fårede holdning i Lancashire. Sådan noget har man aldrig hørt om i verden. Og desto mere, eftersom disse slyngler, fabrikanterne, end ikke foregiver at “yde ofre”, men overlader det øvrige England æren af at holde deres hær på benene for dem, det vil sige, pånøder resten af England omkostningerne ved at opretholde deres variable kapital. (Borgerkrigen i USA medførte standsning af bomuldsleverancerne til spinderierne i Lancashire med arbejdsløshed til følge. Fabrikanterne fik regeringen til at organisere offentlige arbejder og til at betale understøttelse til de arbejdsløse tekstilarbejdere. Red.)
England har i den sidste tid mere end noget andet land bragt sig i miskredit – arbejderne gennem deres kristne, slaveprægede naltur, bourgeois’erne og aristokraterne gennem deres begejstring for slaveri i dets mest direkte form. Men de to manifestationer supplerer hinanden.
Marx til Engels
London, 9. april 1863
Jeg overværede det møde, som Bright holdt i spidsen for fagforeningerne. (Londons fagforeninger holdt et møde den 26. marts 1863 til støtte for dem, der bekæmpede slaveriet i USA og mod engelsk intervention til fordel for slavestaterne. Red.) Han lignede fuldstændigt en Uafhængighedsmand og hver gang han sagde: “I de Forenede Stater ingen konger, ingen biskopper”, var der voldsomt bifald. Arbejderne selv talte fortrinligt, med en fuldstændig mangel på borgerlig retorik og uden i mindste måde at skjule deres modstand mod kapitalisterne (som Fader Bright forøvrigt også angreb).
Hvor snart de engelske arbejdere vil frigøre sig fra deres tydelige borgerlige smitte, må man vente og se. Forøvrigt, hvad hovedpunkterne i din bog angår, er de blevet bekræftet til mindste detalje af udviklingen siden 1844. Jeg har nemlig selv sammenlignet bogen igen med mine notater om den senere periode. Kun den lille tyske småborger, der måler verdenshistorien med sin alen og de seneste “interessante nyheder i aviserne”, kunne forestille sig, at i en udvikling af en sådan størrelsesorden er 20 år mere end en dag – omend på et senere tidspunkt dage igen kan blive dage, der legemliggør 20 år.
At læse din bog igen har gjort mig vor voksende alder beklageligt bevidst. Hvor frisk og lidenskabeligt, med hvilke dristige forudsigelser og ingen lærde og videnskabelige tvivl, bliver sagen fremstillet her! Og selve illusionen om, at resultatet vil springe frem i historiens dagslys i morgen eller i overmorgen, giver det hele en varme og et levende humør – i sammenligning med hvilke det senere “gråt i gråt” kontrasterer forbandet ubehageligt.
(Marx omtaler her Engels’ bog: “Den arbejdende klasses stilling i England”. I et brev til Marx dateret 8. april 1863 erklærede Engels med hensyn til den overvejede nye udgave af dette værk: “Under alle omstændigheder er dette ikke noget opportunt øjeblik, da det engelske proletariats revolutionære energi i enhver praktisk henseende er fuldstændigt forduftet, og det engelske proletariat fuldt ud godkender bourgeoisiets herredømme.” Red.)
Marx til Engels
London, 1. maj 1865
Den Internationale Associations store resultat er dette: Reformligaen er vort arbejde. (Ligaen ledede arbejdernes politiske kamp for almindelig valgret. Red.) Arbejderne i den indre Komite på 12 (6 middelklasse og 6 arbejdere) er alle medlemmer af vort råd (Eccarius medregnet). Vi har afvist alle forsøg fra middelklassens side på at føre arbejderklassen på vildspor. Bevægelsen i provinsen afhænger denne gang helt af bevægelsen i London. Ernest Jones, for eksempel, havde opgivet, indtil vi satte fart i tingene. Hvis det lykkes os igen at puste liv i den engelske arbejderklasses politiske bevægelse, vil vor Association, uden stor ståhej, have gjort mere for Europas arbejderklasse end det havde været muligt på nogen anden måde. Og der er al udsigt til et godt resultat.
Marx til Engels
London, 7. juli 1866
Arbejderdemonstrationerne i London, der er fremragende sammenlignet med noget andet, vi har set i England siden 1849, er udelukkende Internationales værk. Hr. Lucraft, for eksempel, lederen på Trafalgar Square, er medlem af vores råd. (Demonstrationerne gjaldt valgretten. Red.) Dette viser forskellen mellem at arbejde bag kulisserne og ikke træde offentligt frem og demokraternes måde at gøre sig selv betydningsfulde på offentligt og intet at gøre.
Commonwealth vil snart opgive ånden, Fox forlader det næste uge. Forresten, Stumpf skriver til mig fra Mainz, at efterspørgselen efter din Bog “Den arbejdende klasses stilling …” blandt arbejderne vokser dag for dag, og at du bliver nødt til at udsende en ny udgave, om kun af partigrunde. Samtidig får hans personlige erfaring ham til at mene, at “arbejder-problemet” umiddelbart efter krigen vil indtage en fremtrædende plads i Tyskland.
Marx til Engels
London, 27. juli 1866
Her har regeringen næsten fremkaldt en opstand. (Marx henviser til ef regeringsforbud mod at holde møder i Hyde Park i London og et sammenstød mellem arbejdere og politi den 23. juli. Red.) Englænderne må naturligvis først have revolutionær opdragelse, og to uger ville være tilstrækkeligt, hvis Sir Richard Mayne havde den fulde kontrol. Det hele afhang i virkeligheden kun af en enkelt ting. Hvis rækværkerne – og det var lige på nippet – var blevet brugt offensivt og defensivt mod politiet, og en snes stykker af dem var blevet slået ned, ville militæret have været nødt til at “intervere” i stedet for blot at paradere. Og så ville der være sket noget. Een ting er sikker og vis, disse tykhovede John Bull’er, hvis hjerneskaller tilsyneladende er specielt fremstillet til konstablernes knipler, kommer aldrig af stedet uden et virkeligt blodigt sammenstød med de herskende magter.
Den sentimentale scene mellem det gamle fæ Beales og det lige så store æsel, gamle Walpole, og indimellem den pibende, nævenyttige og anmassende Holyoake, der ud fra “kærlighed til sandheden” altid finder vej til Times, – intet andet end fredelighed og opløsning. Mens denne bærme udveksler komplimenter og hengiver sig til åndsforladt snak, afsiger køteren Know, politiretsdommeren i Marylebone, summariske domme på en måde, der viser hvad der ville ske, hvis London var Jamaica.
(Vi fortsætter offentliggørelsen af Marx’ og Engels’ breve om England i næste nummer af K.O.)
