GNISTAN, organ for det svenske Kommunistiska forbundet marxist-leninisterna, skriver i sin afsluttende artikel mod K.O. bl.a. som følger:
“Men hvis nu arbejderklassens fornemste kendetegn stadig er, at den er en udbyttet og undertrykt klasse, og hvis den ikke er bestukket af kapitalisterne, hvorfor er den da ikke socialistisk? spørger K.O. og dets eftersnakkere.
Mens Karl Kautsky endnu var marxist, gav han et svar, som Lenin med tilslutning citerede i ‘Hvad må der gøres?’ (Udvalgte værker, bind 2, s. 54-55). Kautsky påviste, at bevidstheden om socialismens nødvendighed ikke opstår direkte af proletariatets klassekamp, og ‘kan kun opstå på grundlag af en dyb videnskabelig indsigt’.
‘Videnskabens bærer er imidlertid ikke proletariatet, men den borgerlige intelligens; det er jo også hos enkelte medlemmer af dette lag, at den moderne socialisme er opstået, og først gennem dem er den blevet meddelt de i åndelig henseende mest udviklede proletarer, der derpå har ført den ind i proletariatets klassekamp, hvor betingelserne har tilladt dette. Således er den socialistiske erkendelse noget, der er bragt ind udefra i proletariatets klassekamp og ikke noget spontant, der er vokset op inden for den.’
Således var det, og således er det. Og dér har vi forklaringen på, at arbejderklassens flertal i dag ikke kan kaldes socialistisk, og på, at de i fremtiden kan komme til at blive det.”
Så vidt GNISTAN.
Arbejderklassen og den tids viden
Af hensyn til de forskellige moderne teorier om, at de intellektuelle skal have den førende rolle i revolutionen, og for at dette citat ikke skal føre på vildspor, er det nødvendigt at minde om disse ord i en fodnote fra Lenins hånd umiddelbart efter de ord, han citerer fra Kautsky. Lenin skriver:
“Dette betyder naturligvis ikke, at arbejderne ikke deltager i denne udarbejdelse (af den socialistiske ideologi). De deltager imidlertid ikke i deres egenskab af arbejdere, men i deres egenskab af socialismens teoretikere … de deltager med andre ord kun, når og for så vidt det lykkes dem i større eller mindre grad at beherske deres tids viden og føre denne viden fremad.”
Det er endvidere påkrævet at understrege, at arbejdere i dagens Danmark (og i dagens Sverige) har hundredfold større muligheder for at “beherske deres tids viden” end de arbejdere, Lenin talte om. En betragtelig del af det daværende russiske proletariat kunne hverken læse eller skrive, en betydelig del af arbejderne boede under de usleste forhold i fabrikkernes barakker, deres arbejdsdag var lang, ingen af dem havde adgang til vore dages velforsynede kommunebiblioteker, og de havde ikke penge til at købe de nødvendige bøger.
Men derfor er det naturligvis stadig lige rigtigt, at man ikke bliver socialist eller får indsigt i lovene for samfundsstrukturens udvikling blot af at være arbejder i den kapitalistiske industri. Man bliver socialist ved gennem læsning og studier uden for arbejdstiden at forstå, hvad det vil sige at være arbejder, hvorfor vi har det kapitalistiske samfund, hvorfor og hvordan dette samfund vil blive afløst af det socialistiske, hvorfor og hvordan klassesamfundet viger pladsen for det klasseløse kommunistiske samfund.
Ønske om forandring – en nødvendig betingelse
Dette er imidlertid ikke det væsentlige for os i det af GNISTAN anførte citat.
Det væsentlige i den øjeblikkelige forbindelse ligger i Kautskys bemærkning – som Lenin altså tilslutter sig – at de mest udviklede proletarer fører socialismens ideologi ind i proletariatets rækker, hvor betingelserne har tilladt dette!
GNISTAN erklærer, at det er marxister-leninisters fornemste opgave i den kapitalistiske verden netop nu påny at vække den socialistiske bevidsthed hos arbejderklassen.
Dette er umarxistisk.
Marx, der var materialist til marven, skrev i forordet til “Kritiken af den politiske økonomi” de berømte ord:
“Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.”
Derfor formulerede også Lenin, der ligeledes var materialist til marven, opgaven for den vestlige verdens kommunister med disse ord:
“… at være i stand til at søge, finde og rigtigt fastslå den specifikke udvikling eller den bestemte vending i begivenhederne, der vil føre masserne til den virkelige, afgørende og endelige revolutionære kamp …”
Betyder det, at vi benægter nødvendigheden af at tilføre arbejderklassen socialistisk bevidsthed? På ingen måde. Betyder det, at vi forklejner den ideologiske kamp mod reformisme og revisionisme? På ingen måde.
Det betyder heller ikke, at vi har glemt Mao Tse-tungs ord fra “Om modsigelse”:
“Mens vi anerkender, at i historiens almindelige udvikling bestemmer det materielle det mentale, og samfundsmæssig væren bestemmer samfundsmæssig bevidsthed, anerkender vi også – og må vi anerkende – mentale tings tilbagevirkning på materielle ting, samfundsmæssig bevidstheds tilbagevirkning på samfundsmæssig væren …”
Det betyder, at mens vi anerkender – fuldt ud – at ideologien, marxismen, bliver en materiel kraft, når den griber masserne, så kan den kun gribe masserne, når disse masser udsættes for bestemte påvirkninger fra deres samfundsmæssige forhold.
Med andre ord: Kautsky havde ganske ret, da han sagde, at den socialistiske ideologi tilføres proletariatet, hvor betingelserne tillader dette.
Den opgave, Lenin stillede vestens kommunister, betyder jo netop, at kommunisterne må være i stand til på forhånd at sige, hvilke begivenheder, hvilken udvikling, der vil skabe betingelserne for at tilføre masserne socialistisk bevidsthed – overbevise dem om revolutionens nødvendighed. Lenin gav selv et fortrinligt eksempel på denne materialistiske – marxistiske – tankegang, da han i 1915 i artiklen “Borgerlige filantroper og revolutionært socialdemokrati” beskrev tre former for sympati for fred i de kapitalistiske lande. Den tredje form, den revolutionære, beskrev han med disse ord:
“3) Proletariatets oplyste fortropselementer, de revolutionære socialdemokrater, holder opmærksomt øje med massernes følelser, bruger deres voksende trang til fred, ikke til at støtte vulgære utopier om en “demokratisk” fred under kapitalismen, ikke til at opmuntre til, at der sættes lid til filantroperne, myndighederne, bourgeoisiet, men for at gøre de tågede revolutionære følelser klare. De gør dette – idet de baserer sig på massernes erfaring og på deres følelser, oplyser dem ved hjælp af tusinder af kendsgerninger om førkrigspolitiken – for systematisk, standhaftigt, usvigeligt at vise behovet for revolutionær masseaktion mod bourgeoisiet og regeringerne i deres respektive lande som den eneste vej til demokrati og socialisme.“
Krigen havde skabt en tåget harme blandt masserne – og dette var den nødvendige betingelse for at indføre socialistisk ideologi blandt masserne! Uden massernes erfaringer – fremkaldt af objektive betingelser – er det ikke muligt at gøre det!
GNISTAN ikke så meget ‘som spørger sig selv, om betingelserne i Sverige i dag tillader at indføre socialismens ideologi udefra i den svenske arbejderklasse.
Man begår på GNISTANs redaktion og dermed i KFMLs ledelse den generalbrøler at gå ud fra som en given ting, at disse betingelser a1tid er. til stede, hvor man har en arbejderklasse.
GNISTAN har tilmed den dristighed at fremhæve Kina som et strålende eksempel på, at det er muligt at virkeliggøre den socialistiske revolution. Det er naturligvis ubestrideligt rigtigt, at det i Kina var muligt for det kommunistiske parti under Mao Tse-tungs ledelse at vække den socialistiske bevidsthed hos arbejderklassen og det arbejdende folk. Det har GNISTAN selvfølgelig ret i. GNISTAN glemmer imidlertid aldeles at spørge, hvorfor dette var muligt. Hvad var det for betingelser, der tillod Mao Tse-tung og partiet at tilføre arbejderklassen socialistisk bevidsthed udefra?
“Grunden til at marxismen-leninismen har spillet så stor en rolle i Kina siden dens indførelse er, at Kinas samfundsforhold kræver den, at den er blevet forbundet med den kinesiske revolutions faktiske praksis, og at det kinesiske folk har grebet den. Enhver ideologi – selv den allerbedste, selv marxismen-leninismen – er virkningsløs, hvis den ikke forbindes med objektiv virkelighed, imødekommer objektivt eksisterende behov og er blevet grebet af folkets masser. Vi er historiske materialister, vi er modstandere af historisk idealisme.“
Understregningerne i dette citat fra Mao Tse-tungs artikel “Den idealistiske historieopfattelses fallit” (Udvalgte værker, bind III, København, s. 272) er vore.
Mao skriver et andet sted (“Citater”, s. 36):
“Bortset fra deres andre karakteristika er det fremtrædende ved Kinas 600 millioner mennesker den omstændighed, at de er “fattige og ubeskrevne”. Dette kan synes en dårlig ting, men i virkeligheden er det en god ting. Fattigdom giver stødet til ønsket om forandring, ønsket om handling og ønsket om revolution. På et ubeskrevet ark papir uden nogen plet kan der skrives de friskeste og smukkeste skrifttegn, kan der males de friskeste og smukkeste billeder.“
Det var de kinesiske samfundsforhold – feudalismens underkuelse af bondemasserne, imperialismens hærgen og udplyndring, bureaukrat-kapitalismens udbytning og undertrykkelse – der gjorde det muligt for Mao Tse-tung og Kinas kommunistiske Parti udefra at tilføre arbejderklassen socialistisk ideologi! “Fattigdom giver stødet til ønsket om forandring, ønsket om handling og ønsket om revolution” – det var betingelserne der tillod at vække den socialistiske bevidsthed.
Sådanne betingelser har vi ikke i Danmark eller i Sverige i dag.
Imperialisme og opportunisme
Vore landes arbejderklasse i dag er ganske vist “udbyttet” men den er ikke fattig, den ønsker ikke forandring, den ønsker ikke revolution eller socialisme.
Vore landes arbejderklasse er ikke ubeskreven. Den er fuld til papirets kant af småborgerlige og borgerlige opfattelser, af reformistiske og revisionistiske vrangforestillinger om samfundet og sig selv. Der er dårligt nok plads til at skrive et eneste frisk eller smukt ord eller male et eneste frisk eller smukt billede!
Kommunistisk ORIENTERING har flere gange bragt udtalelser fra Engels om den engelske arbejderklasse, der blev borgerliggjort. Hvorfor blev den det? Fordi – nej, lad Engels selv forklare det:
“Hvad arbejderne angår, må det til at begynde med erklæres, at der ikke har eksisteret noget særskilt politisk arbejderparti i England, siden chartist-partiets forsvinden i halvtredserne. Dette er forståeligt i et land, hvor arbejderklassen mere end noget andet sted har fået del i fordelene ved den umådelige udvidelse af storindustrien. Det kunne heller ikke være anderledes i et England, der beherskede verdensmarkedet, og bestemt ikke i et land, hvor de herskende klasser har stillet sig selv den opgave sideløbende med andre indrømmelser at gennemføre det ene punkt i chartisternes program efter det andet.”
Lenin gengiver i “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” den socialliberale Hobsons malende beskrivelse af perspektiverne for de imperialistiske landes snylten på kolonien Kina, og han tilføjer, at dette perspektiv er absolut realistisk, “hvis imperialismens kræfter ikke mødte nogen indflydelse i modsat retning”. Lenin skriver videre:
“Imperialismen, som betyder opdeling af verden og udbytning ikke alene af Kina, og som betyder monopolistisk høje profitter for en håndfuld af de rigeste lande, skaber den økonomiske mulighed for bestikkelse af de øverste lag af proletariatet; den nærer, former og befæster derved opportunismen. Man må dog ikke overse de kræfter, som den socialliberale Hobson naturligvis ikke ser, og som modvirker imperialismen i almindelighed og opportunismen i særdeleshed.”
Hvad er det for kræfter, Lenin taler om? Det er de revolutionære partier, det er den revolutionære marxistiske ideologi der griber masserne. Men GNISTAN skriver jo selv, at vi ikke har sådanne partier, og at de partier, vi kender – socialdemokraterne og de kommunistiske partier – aldrig havde held til at løse den opgave at udbrede marxistisk ideologi. De kræfter, Lenin så hen til, har ikke virket i vore lande!
Følgende er karakteristisk for Lenins betragtningsmåde over for den konkrete virkelighed, han kendte, og samtidig et typisk eksempel på, hvordan denne virkelighed har ændret sig siden Lenins dage. Lenin skriver videre i det nævnte værk:
“Det karakteristiske ved situationen i dag består i de økonomiske og politiske betingelser, som med nødvendighed skærper opportunismens uforenelighed med arbejderbevægelsens almindelige og fundamentale interesser: Imperialismen, som tidligere kun fandtes i kim, har udviklet sig til det herskende system; de kapitalistiske monopoler har tilkæmpet sig førstepladsen i samfundsøkonomien og politiken; verdens opdeling er fuldført; og på den anden side ser vi i stedet for det ubestridte engelske monopol en lille gruppe imperialistiske magters kamp om deltagelse i monopolet; en kamp der kendetegner hele begyndelsen af det 20. århundrede. Opportunismen kan nu ikke mere i en årrække stå som fuldstændig sejrherre i noget lands arbejderbevægelse, som den var det i England i sidste halvdel af det 19. århundrede; i en række lande er opportunismen tværtimod blevet moden, overmoden og rådden derved, at den som social-chauvinisme er smeltet fuldstændig sammen med den borgerlige politik.”
Som vi tidligere har fremdraget, forudså Engels, at den engelske arbejderklasse, når det engelske monopol på storindustri og kolonier blev brudt, ville komme ned på de kontinentale arbejderes materielle leveniveau igen, og at opportunismen i den engelske arbejderbevægelse derfor ville miste sin dominerende stilling.
Lenin studerede virkeligheden på sin tid og konstaterede, at kapitalismens videreudvikling til imperialisme siden Engels’ dage havde medført, at flere lande nu deltog i monopolet, og at opportunismen derfor havde bredt sig også til disse andre rige lande.
Lenin forudså, at den rådnende og døende kapitalisme ville betyde, at opportunismen, der allerede på hans tid var rådnende og døende, hurtigt ville miste sit greb om disse landes arbejdermasser.
Et blot nogenlunde ærligt studium af vore dages virkelighed viser, at opportunismen – socialdemokraterne og revisionisterne – den dag i dag har bevaret grebet om arbejder-klassens altovervældende flertal.
GNISTAN indrømmer selv denne kendsgerning. Men hvordan vil GNISTAN forklare den? Hvis man søger forklaringen på samme ubrydeligt materialistiske måde, som Lenin gjorde det, bliver resultatet uvægerligt det, vi er kommet til: Neokolo- nialismens forstærkede udbytning af de tidligere kolonier.
Lenin citerede Engels’ udtalelse om den engelske arbejderklasse, der gladeligt tog deres del af den engelske kapitals koloniale rov, og fortsatte:
“Her ser vi tydeligt årsager og følger. Årsager: 1. Det pågældende lands (Englands) udbytning af hele verden. 2. Dets monopolstilling på verdensmarkedet. 3. Dets kolonimonopol. Følger: 1. En del af det engelske proletariat bliver borgerliggjort. 2. En del af proletariatet lader sig lede af folk, som er købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet.”
Lenin understreger, at ganske den sanme situation er ansvarlig for opportunismens vækst i alle de imperialistiske lande. Han skriver:
“Imperialismen ved begyndelsen af det 20. århundrede har fuldendt verdens opdeling blandt nogle få stater af hvilke hver enkelt nu udbytter en ikke meget mindre del af verden (regnet efter ekstraprofit) end England i 1858.”
Et blot nogenlunde ærligt studium af vor virkelighed i dag viser, at denne udbytning af de dengang koloniale, nu formelt politisk selvstændige lande i Asien, Afrika og Latinamerika er blevet yderligere forstærket siden Lenins dage.
Vi har altså følgende situation:
Årsager: 1. Imperialismen udbytter fortsat, ja udbytter mere end nogensinde de tidligere og nuværende koloniale og afhængige lande. 2. De har tilsammen monopol på industrivarer på det kapitalistiske verdensmarked.
Følger: 1. En endnu større del af proletariatet bliver borgerliggjort. 2. En endnu større del af proletariatet lader sig lede af folk, som er købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet.
“Optimisme” og utopi
Lad os tage endnu en udtalelse fra Lenin:
“Der opstår således en sammenhæng mellem imperialisme og opportunisme, et fænomen som kom tidligst og stærkest frem i England, fordi visse imperialistiske træk i udviklingen her viste sig langt tidligere end i andre lande. Mange forfattere, f.eks. Martov, ynder at gå uden om den kendsgerning, at der består en sammenhæng mellem imperialisme og opportunismen i arbejderbevægelsen, skønt denne kendsgerning nu er særligt iøjnefaldende – og det sker med ‘officielt-optimistiske’ argumenter … af denne art: Sagen ville være håbløs for kapitalismens modstandere, hvis netop den fremskredne kapitalisme førte til forstærkelse af opportunismen, eller hvis netop de bedst betalte arbejdere hældede mod opportunismen o.s.v. Man må ikke tage fejl af en sådan ‘optimisme’s betydning: Dette er optimisme til fordel for opportunismen, en optimisme, der tjener til at tilsløre opportunismen.”
GNISTAN nægter konsekvent at se sammenhængen mellem imperialismen – udplyndringen af kolonierne – og opportunismen. De er stadig “optimistiske” nok til at nægte, at de “bedst betalte arbejdere hælder mod opportunismen”. Man må stadig ikke tage fejl af en sådan “optimisme” – den tjener stadig til at tilsløre opportunismen! Som Lenin udtrykte det: “Farligst er i denne henseende de folk, der ikke vil forstå, at kampen mod imperialismen er en tom, forløjet frase, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen.”
Ved at nægte at åbne øjnene for den kendsgerning, at årsagen til, at den svenske arbejderklasse (ganske som den danske) for en stor del er borgerliggjort og for en endnu større del lader sig lede af folk, der er “købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet”, skal søges og kun kan findes i “visse imperialistiske træk i udviklingen”, der nu også har vist sig i Sverige (og i Danmark), stiller GNISTAN sig den uløselige og derfor umarxistiske opgave at ta1e eller skrive arbejderne til forståelse af socialismens nødvendighed uden hensyn til de objektive betingelser. GNISTAN glemmer, at arbejderklassen må have praktisk, daglig erfaring om kapitalismens uhyrlighed, at vi må have en krise, at vi må have forbitrelse, harme og had som følge af en sådan krise, før det bliver muligt at overbevise klassen om revolutionens og socialismens nødvendighed.
Den opgave, som GNISTAN stiller sig er ren utopi!
Modent til revolution?
Den fuldt udviklede kapitalistiske verden har i snart mange årtier været moden til en socialistisk revolution, det er rigtigt. Der gives, som Lenin udtrykte det, ingen “sund” kapitalisme i imperialismens tidsalder. Den “sunde” kapitalisme har to gange i dette århundrede ført til verdenskrig med massenedslagtning af mennesker og masseødelæggelse af materielle værdier. Den samfundsmæssige produktion er for længst udviklet i en sådan grad, at socialismen i denne henseende er mulig og fornuftig.
Alligevel har vi ikke fået den socialistiske revolution i disse lande, og det må være en opgave for kommunister, der ved, at de almene love for samfundsudviklingen uundgåeligt fører til, at kapitalismen bliver erstattet af socialismen, at undersøge og finde ud af, hvorfor vi ikke har fået denne revolution. Det er en opgave for marxister af den enkle årsag, at de er nødt til at vide det for at kunne sige, hvordan vi da får den på et senere tidspunkt. Svaret på dette spørgsmål er en væsentlig del af beskrivelsen af den kapitalistiske verden, og uden en sådan beskrivelse kan revolutionære ikke udføre deres politiske arbejde. Man skal kende den verden, man skal lave om!
Een af årsagerne til, at vi endnu ikke har fået den socialistiske revolution, er at finde i den kendsgerning, at den økonomiske udvikling i vor del af verden har skabt en arbejderklasse, der er ude af stand til ved egen kraft at styrte den kapitalistiske klasse fra tronen. Løftestangen i den socialistiske revolution i de fuldt udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa skal endnu ikke bruges i disse lande selv – den skal bruges i de tidligere og nuværende kolonier, halvkolonier og afhængige lande!
Denne situation er ikke ny! Vi har tidligere set en situation, hvor et kapitalistisk land har skabt de nødvendige samfundsmæssige forudsætninger for socialismen, men alligevel ikke har en arbejderklasse, der kan gennemføre revolutionen. En sådan situation fandtes i England for 100 år siden. Karl Marx har beskrevet den!
Med en næsten uhyggelig aktualitet for os i dag skriver Marx i forskellige breve i 1869-70 om forholdet mellem muligheden af en socialistisk revolution i England og den engelske undertrykkelse af Irland. Der er desuden en god portion arbejdsmetode at lære ved at følge udviklingen i hans tankegang.
Vi begynder med et uddrag af et brev fra Marx til Kugelmann den 29. november 1869 (hentet fra “Marx/Engels: Selected Correspondance, Moskva 1965):
“Jeg er blevet mere og mere overbevist om – og det eneste problem består i at hamre denne overbevisning ind i den engelske arbejderklasse – at den aldrig kan udføre noget afgørende i England, før den adskiller sin politik med hensyn til Irland på det mest bestemte fra de herskende klassers politik, før den ikke alene gør fælles sag med irerne, men i virkeligheden tager initiativet til at opløse Unionen, der blev oprettet i 1801, og erstatte den med et frit føderalt forhold. Og dette må gøres, ikke som et spørgsmål om sympati med Irland, men som et krav der fremsættes i det engelske proletariats interesser. Hvis ikke vil det engelske folk forblive bundet til de herskende klassers ledesnore, fordi det vil være nødsaget til at gå sammen med dem i en fælles front mod Irland. Hver eneste af dets bevægelser i England selv forkrøbles af striden med irerne, der udgør en meget vigtig del af arbejderklassen i England. Den første betingelse for frigørelse her – omstyrtelsen af de engelske Jordbesidderes oligarki – forbliver umulig, fordi dets positioner her ikke kan stormes, så længe det opretholder sine kraftigt forskansede udposter i Irland.”
Marx understreger i dette og i senere breve, at når først magten i Irland er i hænderne på irerne selv, vil det blive uhyre meget lettere for dem at styrte de engelske jordbesiddere, fordi kampen mod dem ikke blot er et økonomisk, men også et nationalt spørgsmål, idet “godsejerne ikke, som godsejerne i England, er de traditionelle dignitarer og nationens repræsentanter, men er dødeligt hadede undertrykkere.” Marx skriver videre i det nævnte brev:
“Men eftersom den engelske arbejderklasse utvivlsomt kaster det afgørende lod i den sociale frigørelses vægtskål i almindelighed, må løftestangen bruges her.”
Her siger Marx altså, at den engelske arbejderklasse i det kapitalistisk langt højere udviklede England gennem sin socialistiske revolution skal hjælpe den undertrykte befolkning i det koloniale Irland til dens befrielse. Men Marx ændrer hurtigt opfattelse. Han skriver blot en halv snes dage senere (10. december) til Engels:
“… Jeg vil fremlægge sagen som følger næste tirsdag: at helt bortset fra alle fraser om “international” og “human” retfærdighed for Irland – hvilket betragtes som en given ting i det Internationale Råd – er det i den engelske arbejderklasses direkte og absolutte interesse at slippe ud af sin nuværende forbindelse med Irland. Og dette er min fuldeste overbevisning, og af grunde som jeg delvis ikke kan fortælle den engelske arbejder selv. I lang tid mente jeg, det ville være muligt at styrte det irske regime ved hjælp af den engelske arbejderklasses opstigen. Jeg har altid givet udtryk for dette synspunkt i New York Tribune. Dybere studium har nu overbevist mig om det modsatte. Den engelske arbejderklasse vil aldrig opnå noget, før den er sluppet af med Irland. Løftestanden må bruges i Irland. Derfor er det irske spørgsmål så vigtigt for den sociale bevægelse i almindelighed.” (Understregningerne over alt – også i det følgende – Marx’ egne)
Marx udbygger sit nye synspunkt i et brev til S. Meyer og A. Vogt den 9. april 1870, hvor han tilsyneladende giver en del af de grunde, som han delvis ikke kunne fortælle de engelske arbejdere selv. Marx skriver:
“Efter at have beskæftiget mig med det irske spørgsmål i mange år er jeg nået til den slutning, at det afgørende slag mod de engelske herskende klasser (og det vil blive afgørende for arbejderbevægelsen over hele verden) ikke kan rettes i England, men kun i Irland.
Den 1. januar 1870 udsendte Generalrådet et fortroligt cirkulære udarbejdet af mig på fransk … om den irske nationale kamps forhold til arbejderklassens frigørelse og derfor om den holdning, som den Internationale Association bør indtage med hensyn til det irske spørgsmål.
Jeg skal her kun, kort, give jer de afgørende punkter.
Irland er det engelske jordbesiddende aristokratis bolværk. Udbytningen af dette land er ikke blot en af hovedkilderne til dette aristokratis materielle velstand; den er dets største moralske styrke. I virkeligheden repræsenterer den Englands dominering over Irland. Irland er derfor det store middel, hvormed det engelske aristokrati opretholder sin dominering over England selv.”
Marx understreger i brevet, at frihed for Irland øjeblikkeligt vil medføre en jordreform, der som nødvendig konsekvens vil have en omstyrtelse af den engelske godsejerklasse, hvilket igen vil opfylde den første betingelse for den proletariske revolution i England.
Han understreger videre, at det engelske bourgeoisi har den samme interesse i at bevare Irland under det engelske herredømme: Irland betyder billigt kød og uld til det engelske marked; der strømmer årligt mellem seks og ti tusind pund sterling i fortjeneste fra Irland til England, o.s.v.
Marx fortsætter i brevet:
”Men det engelske bourgeoisi har desuden langt mere betydningsfulde interesser i Irlands nuværende økonomi.
På grund af den stadigt forøgede koncentration af forpagtnings-brug leverer Irland støt sit eget overskud til det engelske arbejdsmarked og tvinger således lønningerne ned og sænker moralen og de materielle forhold for den engelske arbejderklasse.
Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handels-centrum i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i hans egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på een gang en medskyldig i og et stupidt redskab for det engelske styre i Irland.
”Men det engelske bourgeoisi har desuden langt mere betydningsfulde interesser i Irlands nuværende økonomi.
På grund af den stadigt forøgede koncentration af forpagtnings-brug leverer Irland støt sit eget overskud til det engelske arbejdsmarked og tvinger således lønningerne ned og sænker moralen og de materielle forhold for den engelske arbejderklasse.
Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handels-centrum i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i hans egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på een gang en medskyldig i og et stupidt redskab for det engelske styre i Irland.
Denne antagonisme holdes kunstigt i live og forstærkes af pressen, prædikestolen, de kulørte blade, kort sagt af alle de midler, der står til de herskende klassers rådighed. Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses impotens, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt. Og denne klasse er fuldt ud klar over dette.”
Marx skriver videre:
“Da England er kapitalens hovedstad, den magt der hidtil har behersket verdensmarkedet, er det i øjeblikket det vigtigste land for arbejdernes revolution, og desuden det eneste land, i hvilket de materielle betingelser for denne revolution har udviklet sig til en vis grad af modenhed. At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det mest betydningsfulde mål for den Internationale Arbejderassociation. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændigt.
Derfor er det Internationalens opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden og overalt at tage Irlands parti. Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London at vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske stemninger, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.”
Da Lenin i 1914 i artiklen “Den utopiske Karl Marx og den praktiske Rosa Luxemburg” refererede Marx’ udtalelser om det irske spørgsmål og den engelske socialistiske revolution, citerede han også et brev fra Engels til Marx om samme emne, hvori Engels understreger, hvor katastrofalt det er for en nation at underkue en anden nation. Lenin konstaterede desuden, at begivenhederne ikke udviklede sig, som Marx havde håbet – “Både det irske folk og det britiske proletariat viste sig at være for svage” – og han skrev:
“Marx’ og Engels’ politik i det irske spørgsmål tjener som et strålende eksempel, der den dag i dag er af umådelig praktisk betydning, på den holdning, som de undertrykkende nationers proletariat bør indtage over for nationale bevægelser.”
Lenin har stadig ret!
***
Om forfatteren / About the Writer
Gotfred Appel, Formand og ideologisk leder af Kommunistisk Arbejdskreds fra 1964 til splittelsen i 1978. Gotfred Appel fortsatte sammen med Ulla Houton under navnet Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
Gotfred Appel, Chairperson and ideological leader of the Danish Kommunistisk Arbejdskreds, KAK (Communist Working Circle, CWC) from 1964 till the splitt in 1978. Gotfred Appel continuned with Ulla Houton as Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.