Moral og Politik

Denne tredje og sidste del af artiklen handler om moral og politik, ikke mindst om vold i politisk sammenhæng.

Vold er historisk en fast del af politik. Det er et ubehageligt faktum. Siden Anden Verdenskrig har der været mere end 100 væbnede konflikter i Den 3. Verden med mere end 20 millioner dræbte. [95] Det er let i dagens Danmark at være politisk korrekt og afvise vold som middel, men i praksis er de fleste villige til at benytte det – ikke mindst statsmagter. Hvad der er en legitim præventiv fredsskabende mission og hvad der er kriminel vold og terrorisme, beror i høj grad på politisk ståsted. Det handler om politik.

I denne del af teksten vil vi:

• Problematisere holdningerne målet helliger midlerne og målet helliger aldrig midlerne.
• Give eksempler på de dilemmaer, man som politisk aktør kommer i, når man vil handle.
• Forholde os til vold som politisk middel.
• Diskutere forholdet mellem befrielseskamp og terrorisme.

Målet helliger midlerne?

I kølvandet på PØKs bøger om Blekingegade-gruppen har der udfoldet sig en debat i medierne blandt andet om Blekingegadegruppens moral. Med udgangspunkt i PØKs såkaldte stemme har der blandt de fleste kommentatorer været enighed om, at Blekingegadegruppen var behersket af en kynisk tankegang. Vi fremstilles som villige til at støtte palæstinensernes flybortførelser, bruge kriminelle midler etc. for at opnå vores mål. Vi skulle angiveligt blindt have fulgt mottoet: målet helliger midlerne. Et udsagnder ofte tillægges Niccolò Machiavelli. [96] Han er forfatter til bogen Fyrsten skrevet i begyndelsen af 15-hundredetallet. Bogen indeholder en række råd til, hvordan en fyrste skal styre. Problematikken mellem mål og midler er imidlertid urgammel. Den græske dramatiker Sophocles skrev i Elektra: “The end excuses any evil?” (ca. 409 f. k.) Senere skrev den romerske poet Ovid i Heroides: “The result justifies the deed” (ca. 10 f. k.)

Når man skal veje mål og midler, er det konkrete vurderinger af, hvad man finder vigtigt og retfærdigt. De mål vi ikke finder vigtige eller rimelige hos andre, retfærdiggør ikke de midler, de bruger, og så affærdiger vi dem moralsk med at: for dem helliger målet jo midlerne. Det er bekvemt ikke blot at være politisk uenig med modstanderen, men også at tillægge vedkommende en slet moral.

Som Politiken skriver den 4/3 2007: ”Overordnet set indrømmer ”stemmen” imidlertid, at målet helliger midlet. At man har lov at gøre alt i sagens tjeneste”. [97] Blekingegade-gruppen er amoralske skurke, der har sat sig udenfor den konsensus, der tilsyneladende hersker om: at målet aldrig må hellige midlerne.

Lad os for et øjeblik vende os fra den politisk korrekte retorik og se på den virkelige verden. Er konsensus omkring at: målet aldrig helliger midlerne virkelig så udbredt? Her er tre eksempler i forbindelse med krigen i Irak: [98]

USA’s netop udpegede udenrigsminister Madeleine Albright bliver interviewet – om konsekvenserne af boykotten af Irak før invasionen – af journalisten Lesley Stahl i Tv-programmet ”60 Minutes” den. 5.12.1996.

Lesley Stahl: ”Vi har hørt at en halv million børn er døde, jeg mener – det er flere børn end der døde i Hiroshima. Er det prisen værd?”

Madeleine Albright: ”Jeg synes, det er et meget svært valg. Men det er prisen værd.”

Politikens redaktør Tøger Seidenfaden skrev den 20. februar i Politiken, to år inde i Irak-krigen: ”Set med vestlige øjne retfærdiggør det gode formål – demokrati i Mellemøsten – de barske midler”. [99] Denne udtalelse er endda fremkommet to år efter invasionen, hvor de enorme tabstal var kendte.

Statsminister Anders Fogh-Rasmussen sagde i sin nytårstale i TV om Irak-krigen den 1. januar 2004.: ”… jeg er sikker på, at befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd”. [100]

Når det kommer til Irak-krigen hører konsensus om, at ”målet aldrig må hellige midlerne” åbenbart op.

Hvis der med udsagnet: målet helliger midlerne, menes, at uanset hvilket mål, man ønsker at opnå, kan man bruge et hvilket som helst middel, som står til ens rådighed, uden hensyn til konse­kven­serne, som dette måtte medføre for andre, så har Blekingegade-gruppen aldrig ladet sine handlinger følge dette motto. Lige så vel som vi ikke har ladet vores handlinger styre af det modsatte motto: målet helliger aldrig midlerne.

Men der er et tredje synspunkt, som er mere realistisk end de to ovennævnte:

Ikke alle mål helliger ethvert middel, men nogle mål helliger nogle midler under nogle omstændigheder.

Det var dette synspunkt, som styrede vores handlinger. Men det er et besværligt synspunkt, fordi det kræver, at man overvejer alle tre parametre: målet, midlerne og de konkrete politiske omstændigheder. Her findes intet let korrekt svar.

Vi tror heller ikke, at Albright, Seidenfaden og Fogh deler synspunktet målet helliger midlerne – selvom det godt nok er nogle barske midler, de kan acceptere: en halv million døde børn, 700.000 dræbte og fire millioner fordrevne irakere.

Det fornuftige ved det tredje synspunkt forekommer os at være, at aktørerne må fremlægge deres politiske mål og forklare, hvilke midler der kan accepteres for at opnå målet. Diskussionen bevæger sig dermed fra en udelukkende moralsk principiel diskussion til at blive en konkret politisk diskussion, hvor moralen indgår som en parameter.

Afvejningen af mål og midler bliver kritiseret af filosoffen Emmanuel Kant (1724-1804). Han mener ikke at resultatet – målet – kan bruges som argument for en bestemt handling. En handling – midlet – skal også ifølge Kant kunne forsvares, uanset om målet opnås. Denne argumentation sætter fokus på valget af midler, men det fjerner ikke den politiske vurdering.

Selv midlet vold finder de fleste rimeligt, hvis situationen er alvorlig og målet tilstrækkelig vigtigt. Der er f.eks. stort set enighed om, at den danske modstandsbevægelses brug af vold mod den tyske besættelse var politisk-moralsk forsvarlig. Det havde den vel også været, selv om nazisterne skulle have vundet krigen. Den danske modstandsbevægelse kunne jo ikke besejre nazismen. De valgte at være et lille tandhjul i kampen mod nazismen. Målet ”at svække Nazi-Tysland” medførte, at modstands­bevægelsen tog bestemte voldsformer i brug. Man saboterede togdriften og fabrikker, der produ­cerede vigtige produkter til Tyskland. Man likviderede formodede stikkere uden rettergang. Men det betød ikke, at modstands­bevægelsen anså alle midler for politisk korrekte. I de seneste år er nogle af disse handlinger blevet problematiseret, for eksempel at en del af likvideringerne foregik på spinkle beviser. Men få vil i dag totalt afvise modstands­bevægelsens ret til at likvidere stikkere.

Det er svært at sætte en grænse for, hvornår handlingerne kan forsvares og hvornår de ikke kan. Man handler i en gråzone. I sidste instans måtte Frihedsrådet, den enkelte modstandsgruppe og den enkelte modstandsmand sætte sine egne grænser og leve med den beslutning, man tog, resten af livet. Og det er i virkeligheden kernen i ethvert politisk dilemma – hvad enhver politisk aktør må gøre.

Vi valgte også at være et lille tandhjul i en anden kamp – den globale kamp mod undertrykkelse og udbytning i kolonier, settlerstater og diktaturstater i Den 3. Verden. Vi traf et konkret politisk-moralsk valg, som vi må leve med resten af livet.

Palæstinenserne har siden 1949 befundet sig i en lignende situation som den danske modstands­bevægelse. De er besat, og for dem og for os er det legitimt at bekæmpe besættelsesmagten. De forskellige organisationer i den palæstinensiske modstandsbevægelse har haft forskellige grænser for hvilke midler, der er helliget af målet – at få en palæstinensisk stat. I starten af 1970erne mente PFLP, at flybortførelser var legitime. Hvor grænsen præcis går, er et vanskeligt spørgsmål, men målet er efter vores opfattelse legitimt at stræbe efter.

Lad os også foretage et tilbageblik på den zionistiske kamp for staten Israel. Den senere præsident Begin – der var leder af modstandsgruppen Irgun – og Yitzhak Shamir – der var leder af modstandsgruppen Lehi (Stern Gruppen), der i 1930erne og 40erne kæmpede mod både briter og palæstinensere, tog barske midler i brug. De var involveret i Deir Yassin massakren i 1948, bombeattentatet mod King David Hotellet i Jerusalem og flere politiske drab, bl.a. på den britiske højkommissær Lord Moyne og på FNs mægler i Palæstina, den svenske grev Folke Bernadotte. [101] Stern-gruppen var også kendt for at angribe de engelske officerers familier i stedet for at angribe selve de militære tropper i Palæstina. De mente, at dette ville ryste kolonimagten England langt mere. Hvis den danske modstandsbevægelse havde haft en lignende strategi, ville det nok have ført til en langt større debat i efterkrigstiden om politiske mål, midler og moral.

Machiavellis brug af målet helliger midlerne

Machiavellis lille bog Fyrsten blev udgivet i 1532. Det er en lærebog i statsmandskunst. I bogen fremfører Machiavelli sine berømte og berygtede tanker om, at vold kan være berettiget til at opnå magt i en given situation:

En fyrste, der ønsker at beholde sin stat, er ofte tvunget til at gøre onde ting. [102]

Men bogen er i virkeligheden en ærlig og redelig beskrivelse af magtens karakter. Det er denne nøgternhed, som trækker forståelsen af magtudøvelsen ud af alle ideologiske og moralske legitimeringer. Man kan læse ”Fyrsten” på flere måder. Som en kynisk vejledning i at opnå og bevare magten, men som Machiavelli selv skriver:

Men da det er min hensigt, at skrive noget der kan nytte.. synes det mig rigtigere at holde mig til tingenes virkelige tilstand og ikke til fantasibilleder. [103]

Machiavelli var en af renæssancens første sekulære tænkere. Han talte for at skille religion – datidens herskende moral – og politik. Han nægtede at vurdere de politiske realiteter ud fra religiøse dogmer. Han var, i modsætning til de fleste af hans samtidige skribenter, realist, og han kunne ikke undgå at bemærke, hvor langt fra politikkens virkelige og barske verden de teologiske idea­li­se­ringer var. Det er som bekendt stadig et aktuelt tema at få skilt politik fra religion.

Det er desuden vigtigt at gøre sig klart i hvilken politisk historisk sammenhæng, Machiavelli skriver Fyrsten. Han er ikke bare en hofsnog, der søger magten for magtens skyld. Machiavelli har et projekt: Italiens samling.

Italien nød i 1400-tallet national uafhængighed gennem et system af fem stater, der gensidigt holdt hinanden i skak: Napoli, Kirkestaten, Firenze, Milano og Venezia. Der udviklede sig i dette område en statskunst, der opererede efter faste og sikre regler, udført af diplomater fra bystaterne, der havde gensidige ambassader. Men fra 1494 væltede katastroferne ind over Italien med franskmændenes og spaniernes angreb. Napoli og Milano mistede deres selvstændighed, og de andre bystater levede en usikker tilværelse. Med andre ord; de råd som Machiavelli kommer med i Fyrsten, bl.a.: at målet helliger midlerne, er ikke alment gyldige. Han gav dem i en konkret situation, hvor den italienske nation var i havsnød.

Den samme situation kan man vel dårligt hævde, gælder for USA i 1996 (Albright) eller Danmark i henholdsvis 2001 (Seidenfaden) og 2004 (Fogh). Hverken USA eller Danmark kan siges at have været nær udslettelse som stat på de pågældende tidspunkter. Det kan man til gengæld med en vis ret hævde, at den palæstinensiske nation var i 1970.

PFLPs flybortførelser i 1970

Da PFLP i september 1970, efter at have bortført tre civile fly, satte dem ned i den jordanske ørken, stod den palæstinensiske nation i en katastrofal situation. Den amerikanske udenrigsminister William Rogers var gået i gang med at udarbejde en plan for Mellemøsten, kendt som Rogersplanen. Ikke bare PFLP, men de fleste palæstinensiske organisationer og politiske iagttagere, så på dette tidspunkt Rogersplanen som et forsøg på at likvidere den palæstinensiske revolution og håbet om en palæstinensisk stat. Dette synspunkt havde fået yderligere næring af, at det jordanske militær – med USAs billigelse – i månederne forinden havde indledt en offensiv mod de palæstinensiske flygtningelejre i et forsøg på at knuse den palæstinensiske modstandsbevægelse. Det var i denne situation og med de begrundelser, at PFLP – om man må være så fri at sige – trak i nødbremsen ved at bortføre tre fly og dermed prøvede at sætte en kæp i hjulet for Rogersplanen. Det skal nævnes, at alle gidslerne senere blev frigivet uskadte. Det var flyene, der blev sprunget i luften.

Allerede under kampene den 7-11. juni 1970 i Amman bombede de jordanske styrker med fly de palæstinensiske flygtningelejre. For at afværge dette besatte PFLP-enheder to af Ammans hoteller og tog de amerikanske, vesttyske og britiske gæster som gidsler, idet de krævede, at de jordanske myndigheders bombardementer af flygtningelejrene skulle ophøre. Det følgende er et uddrag af generalsekretæren for PFLP, George Habashs, tale til gidslerne på Jordan Intercontinental Hotel kl. 5 om morgenen den 12. juni 1970: [104]

Mine damer og herrer
Jeg føler det som min pligt at forklare, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Naturligvis er jeg, fra et liberalt synspunkt, ked af hvad der skete, og jeg er ked af, at vi har voldt Dem ubehageligheder de sidste 2-3 dage, men bortset fra det håber jeg, De vil forstå eller i det mindste prøve at forstå, hvorfor vi har handlet, som vi har. Det vil sikkert være svært for Dem at forstå vort synspunkt. Mennesker, der lever under forskellige omstændigheder, tænker i forskellige baner. De kan ikke tænke på samme måde, og for os, det palæstinensiske folk, har de forhold, vi har levet under i en hel del år, skabt vores tankegang. De vil kunne forstå vores tænkemåde, hvis De kender et meget grundlæggende faktum: vi palæstinensere har i de sidste 22 år boet i telte og hytter. Vi blev drevet ud af vores land, vores huse, vores hjem, vores jord, vi blev drevet ud som får og efterladt her i flygtningelejrene under yderst umenneskelige forhold. I 22 år har vort folk ventet på at genopnå dets rettigheder, men intet skete. For 3 år siden blev omstændighederne gunstige for at vort folk kunne få våben og forsvare sin sag, tage tilbage og genoprette sine rettigheder og befri sit land. Efter 22 års uretfærdigheder, umenneskeligheder, mens vi bor i lejre, uden at nogen tager sig af os, føler vi, at vi har fuld ret til at forsvare vor revolution. .. Vor moralkodeks er vor revolution. Hvad der frelser vor revolution, hvad der hjælper vor revolution, hvad der forsvarer vor revolution er rigtigt, er overordentlig rigtigt og ærefuldt og meget nobelt og smukt, for vor revolution betyder retfærdighed, betyder, at vi får vore hjem, vort land tilbage, og det er et yderst retfærdigt og ædelt mål. De er nødt til at tage dette punkt under overvejelse. Hvis De ønsker, på den ene eller den anden måde, at samarbejde med os, må De prøve at forstå vort synspunkt.

Med Habashs ord til hotelgæsterne er vi tilbage ved denne diskussions udgangspunkt: Helliger målet midlerne? Kan det faktum, at palæstinenserne var blevet drevet ud af deres land og havde levet 22 år under kummerlige forhold i flygtningelejre, der nu bliver udsat for flybombardementer, berettige at besætte hoteller og bortføre fly?Hermed er diskussionen konkret. Det er ikke mere en abstrakt filosofisk diskussion. Men et konkret politisk spørgsmål. Berettiger målet – et stop af flyangreb og et palæstinensisk hjemland – i denne helt konkrete situation midlerne? Vi mener det. Vi prøvede at forstå deres synspunkt. Men det betyder ikke, at der ikke er grænser for midlerne. Både på Intercontinental Hotel og i flyene i Jordens ørken forblev gidslerne uskadte.

Den engelske filosof Ted Honderich udtrykker det noget anderledes, men ender op med samme resultat – et besat folk har ret til at gøre voldelig modstand. Han opererer med et begreb – menneskelighedsprincippet – som han bruger analytisk til at retfærdiggøre eller fordømme terror. Han ser den palæstinensiske terror som ”retfærdig”:

Jeg drog en parallel mellem modstanderne af apartheid i Sydafrika og palæstinensernes kamp i de besatte områder. Når et folk er undertrykt og udsat for en besættelsesmagt, kan man ikke fortænke dem i at bruge voldelige midler.

Et dårligt liv har man, hvis man ikke har mulighed for et relativt langt liv, kropslig sundhed, frihed, politiske rettigheder, respekt og selvrespekt, muligheder for at indgå forhold til andre mennesker og retten til at nyde kulturelle goder. En politik, der sikrer disse, er en teori, der er i overensstemmelse med menneskelighedsprincippet. Palæstinensernes terrorhandlinger kan retfærdiggøres, fordi de er et opgør med en magt, der berøver dem deres rettigheder. Derfor er deres kamp retfærdig, mens f.eks. Osama bin Ladens ikke er. Det er altså en konsekvensetik ikke en rettighedsfilosofi. [105]

Ted Honderich beskæftiger sig set i forhold til vores analyse, med det ene aspekt – om målet er legitimt/retfærdigt. Det andet aspekt – hvilke midler der så er rimelige at tage i brug – beskæftiger han sig ikke med i det interview i Information, hvor vi har taget citaterne fra.

Befrielseskamp er ikke terrorisme

Med de internationale aktioner i perioden 1968-72 bankede PFLP og andre palæstinensiske organisationer på verdensoffentlighedens dør. Alle de betydningsfulde palæstinensiske organisationer følte i slutningen af 1960erne, at de talte for fuldstændig døve ører, når de prøvede at fremføre deres sag over for regeringer og opinionen i Vesten. De følte sig som ”verdens æsler”, som en gammel palæstinenser sagde til os.

Da vi som medlemmer af KUF i 1969 via planche-demonstrationer på Strøget i København søgte at gøre opmærksom på palæstinensernes situation, var de eneste – uvelkomne – sympatitilkendegivelser fra det yderste højre. Sympati for palæstinenserne blev dengang betragtet som anti-jødisk.

Noah Lucas skriver i forbindelse med palæstinensernes brug af internationale aktioner:

Det indbragte dem [PLO] ikke megen sympati i verden, ikke desto mindre lykkedes det at skabe et billede af deres sag, som et bedraget folks stræben efter national selvbestemmelse, snarere end et negligeret flygtningeproblem, som den hidtil var blevet anset i vide kredse”. [106]

Det palæstinensiske krav om et hjemland blev i praksis indtil da nærmest ignoreret af Vesten, på trods af resolutioner vedtaget i FN så tidligt som 1947 (resolution 181 – plan for Palæstinas deling) og 1948 (resolution 194 – de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem), som giver palæstinenserne ret til et hjemland. Det er vel at mærke resolutioner, Vesten selv havde stemt for.

Vi fandt det legitimt og nødvendigt at støtte den palæstinensiske befrielseskamp, hvis man skulle kunne tale om en retfærdig verdensorden og ansvarlighed overfor denne orden. Enten hersker jungleloven, de stærkes ret, eller også er FN-resolutioner forpligtende for alle. Vi mente, at palæstinensernes situation var så håbløs og elendig, at ”beskidte” metoder som flykapringer kunne give dem en chance for at blive hørt.

Vi ser således ikke PFLPs kamp som terrorisme. De ønskede en demokratisk og ikke-religiøs styret stat. De lever i et besat land med en voldelig besættelsesmagt.

Abu Ali Mustafa var den politiske leder af PFLP. Han arbejdede åbent politisk på Vestbredden, men blev dræbt, da en israelsk Apache helikopter affyrede to missiler ind i hans kontor i Ramallah den 27. august 2001. Ifølge Oslo-aftalen, som Israel var med til at forfatte, var de kontorer, som palæstinensiske ledere anvendte i Ramallah, fredet. Alligevel besluttede den israelske regering at henrette Abu Ali Mustafa uden om det juridiske system.

Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem har Israel siden år 2000 dræbt 232 palæstinensere ved såkaldte ”målrettede drab”, altså likvideringer besluttet af statsmagten uden om det juridiske system. 154 tilfældige civile blev dræbt ved disse likvideringer. Det førte ikke til nogen nævneværdig reaktion fra omverdenen. [107]

Israel agerer således ikke som en retsstat. I de besatte områder er der ikke demokrati, men dens stærkes ret.

PFLP svarede igen på likvideringen af Abu Ali Mustafa den 17. oktober samme år ved at dræbe den israelske turistminister, Re`havam Ze´evi. Han var sandsynligvis med til at træffe afgørelsen om likvideringen af Abu Ali. Ligesom han var leder af det ultra-højre nationalistparti, Den Nationale Union, der efter terrorangrebet mod USA den 11. september, forlangte etnisk udrensning af alle palæstinensere fra Israel og de besatte områder. Dette gengældelsesangreb fra PFLP var den konkrete årsag til, at USA og EU satte PFLP på terrorlisten.

Når PFLP anvender vold imod en statsmagt – selv om det er en besættelsesmagt – så fordømmes den og kaldes for terrorisme. Når samme statsmagt bruger vold imod indbyggerne eller de besatte, så taler man snarere om gengældelse og nødværge end om terror. Hvis Israels magtmidler bliver særligt grusomme, kan det godt medføre kritik. Men kun de besattes organisationer kommer på terrorlisten.

En simpel optælling af ofre i Palæstina-konflikten viser, at den statslige israelske vold dræber ca. fem gange så mange som den palæstinensiske vold. Ifølge den israelske menneskerettigheds­organisation B’tselem, blev der i perioden 29/9 2000 til 30/4 2008 dræbt 4789 palæstinensere af de israelske sikkerhedsstyrker og civile israelere, medens der i samme periode blev dræbt 1053 israelere af palæstinensere. Hvis man alene ser på mindreårige, var de palæ­sti­nen­siske tab otte gange større: 938 palæstinensere mod 123 israelere. Hovedparten af de dræbte palæsti­nen­sere er iflg. samme kilde ikke mål for aktionerne, men tilfældige civile ofre. [108] Den israelske statsterror beklages, den palæsti­nen­siske fordømmes og kriminaliseres. Der er ingen, der kriminaliserer støtte til staten Israel.

Vold som politisk middel

I den politiske debat opfordrer man altid til demokratisk dialog. Vold er ikke på dagsordenen. Det står i modsætning til den historiske erfaring og politiske praksis. Alverdens politikere opbygger større og større voldsapparater og bruger dem. Den freds-dividende, der blev stillet i udsigt efter Berlin-murens fald, blev aldrig til noget. Også den danske regering bruger i stigende omfang vold i udenrigspolitikken.

Vi har ikke noget romantisk forhold til vold. Vi har med egne øje oplevet borgerkrigen i Libanon. Vi har set nedbrændte landsbyer i Rhodesia. Vi så i tv bomberne vælte ud af B-52erne over Vietnams byer, og vi så børn forbrændt af napalm løbe på vejen. Vi har heller ikke noget romantisk forhold til ikke-vold. Vi støttede den væbnede befrielseskamp i disse lande. [109]

Det er ikke så mærkeligt, at den antikoloniale og antiimperialistiske kamp blev voldelig. Den euro­pæiske kolonialisme og imperialisme var ekstrem voldelig. Lad os tage to mindre kendte eksempler: De tyske kolonister udryddede så at sige hele Sydvestafrikas – det nuværende Namibias – befolkning i 1904. [110] Da USA tog over fra den spanske kolonialisme på Filippinerne i 1902 satte de 125.000 soldater ind for at nedkæmpe den filippinske befrielsesbevægelse. Krigen kostede en halv million filippinere livet.

Kolonimagternes syn på verden fremgår af Englands premierminister Lord Salisbury tale i Albert Hall i 1898:

Groft taget kan verdens nationer deles op i levende og døde… de levende nationer trænger gradvis ind på de dødes territorium. [111]

Det 20. århundredes imperialisme er ligeså brutal. USAs krigsførelse i Vietnam kostede en million mennesker livet. Frankrigs forsøg på at opretholde det franske settler-regime i Algeriet kostede en million mennesker livet.

Det er på baggrund af denne kamp, Frans Fanon, der var aktiv i befrielseskampen, skriver bogen: Fordømte her på jorden. I bogen tolker han sin egen og Den 3. Verdens situation. Holdt nede med vold, udbyttet og undertrykt må Den 3. Verdens folk rejse sig og blive sig selv bevidst. Hovedtesen er, at selvstændigheden og frigørelsen fra kolonisystemet kun kan opnås gennem vold koordineret, ledet og forklaret af frihedsbevægelserne. I forordet til bogen skriver Jean-Paul Sartre:

Prøv at forstå så meget: hvis voldsanvendelsen tog sin begyndelse nu i dag, hvis der aldrig havde eksisteret udbytning og undertrykkelse på jorden, så kunne slagordene om ikke-vold måske bilægge striden. Men når hele regimet, også Deres ikke vold idéer er betinget af tusindårig undertrykkelse, tjener Deres passivitet kun til at stille dem ind på række med undertrykkerne. [112]

Vores opfattelse var, at den demokratiske vej til frigørelse og socialisme blev blokeret med vold ofte med amerikansk indblanding. Tag f.eks. CIAs rolle i kuppet mod den demokratisk valgte Mohammed Mossadeq i Iran 1952/53. CIAs rolle i kuppet udført af Augusto Pinochet mod den demokratisk valgte Salvador Allende i Chile 1973 eller deres konstante indblanding i de mellemamerikanske landes forhold. Den portugisiske kolonialisme i Mozambique og Angola, de racistiske regimer i Rhodesia og sydlige Afrika og de højreorienterede diktatoriske regimer i Latinamerika levnede ej heller noget håb om befrielse uden kamp.

De fleste befrielsesbevægelser er begyndt som legale politiske sociale bevægelser. Sydafrikas ANC (African National Congress) er et eksempel. Helt frem til slutningen af 1950erne var der tale om fredelig legal kamp. Det var først efter Sharpeville-massakren i 1960 og ulovliggørelsen af ANC, at bevægelsen satte væbnet kamp på programmet.

I 1970 var en verden i oprør fra Vietnam til Mexico, fra Sydafrika til USA. Vi fornemmede, det var begyndelsen på en revolutionær proces, der ville fortsætte med at vokse. Vi var langt fra ene om støtten til væbnet kamp. I begyndelsen af 1970erne var der langt større forståelse på venstrefløjen for vold som middel til befrielse og revolution end der er i dag. Det gav sig mange udtryk f.eks. i bogudgivelser. På bagsiden af førnævnte bog, Fordømte her på jorden, er Klaus Rifbjerg citeret fra sin anmeldelse i Politiken:

et af kolonilandenes vigtigste ideologiske kampskrifter – ja måske det vigtigste – foreligger nu på dansk fremlagt med nærmest poetisk raseri og isglødende saglighed.

På Gyldendal udgav Jens Nauntofte antologien Den palæstinensiske befrielseskamp. [113] Den indeholder interview med PFLPerne Laila Khaled om flybortførelser og George Habash om den politiske situation. Tonen i bogen er positiv. Der er tale om en befrielsesbevægelse. De, der i dag kaldes terrorister, hedder i bogen Fedayins, det arabiske ord for partisaner – dem, der ofrer sig.

Sympatien for befrielseskampen på venstrefløjen blev modsvaret af kritik fra højrefløjen. Skellet gik ikke overraskende ned gennem Socialdemokratiet. Statsminister J.O. Krag og udenrigsminister Hækkerup støttede USAs krigsførelse i Vietnam. Det var først med Anker Jørgensens kritik af USAs tæppebombardementer af Hanoi i julen 1972, at partiet begyndte at skifte kurs. USA nedkastede 7,6 mio. tons bomber ovre Indokina. [114] Det er tre gange den samlede mængde bomber de allierede nedkastede under Anden Verdenskrig.

Den borgerlige side, repræsenteret ved Berlinske Tidende og Jyllandsposten, var bestemt ikke principielt modstander af vold som politisk middel. De to aviser bakkede op om USAs krig i Vietnam til det sidste. [115] Jyllandsposten havde også forståelse for Pinochets kup mod Salvador Allende i Chile, og Sydafrikas sorte befolkning var ikke klar til demokratisk indflydelse. [116] Centrumdemokraten Erhard Jakobsen var en fast støtte for Apartheidstyret i Sydafrika og anså ANC som terrorister. ANC var ledet af Nelson Mandela. Den brede sympati for Nelson Mandela er et nyere fænomen.

Når vi betragtede det globale oprør i slutningen af 1960erne og i begyndelsen af 70erne, og samtidig selv befandt os i en privilegeret position i lande, som var en del af årsagen til problemerne, ja så nåede vi til den konklusion, at vi måtte handle. En følelse af en grum uretfærdighed i en verden, vi måtte gøre noget for at forandre. En følelse af at stå i en situation, hvor vi kunne gøre noget og dermed også en følelse af svigt, hvis vi ikke handlede.

Vi har svært ved at dele stemmens synsvinkel i PØKs bog, når han siger: at man aldrig kan veje lidelser mod hinanden. For det første er udgangspunktet for trang til retfærdighed og forandring ikke en cost benefit analyse. Det begynder med: Nu er det nok! Opvejninger af omkostninger og resultater kommer senere.

For det andet. Hvis man vil handle politisk, undgår man ikke disse afvejninger. Det gælder os – eller en hvilken som helst politisk aktør for den sags skyld. Hvordan fører man ellers udenrigspolitik eller sundheds- og social politik, hvis man ikke vil opveje lidelse? Hvordan kan man bekæmpe en besættelsesmagt eller undertrykkelse – gøre oprør, hvis man ikke vil afveje lidelse? Vi gør det alle på det personlige plan i vores hverdag. Vores nære og venner betyder mere end dem, der er langt væk og fjender. Det er menneskeligt at foretage disse valg. Det er ophøjet, ja næsten guddommeligt, ikke at gøre det.

Vi synes ikke, vi gav os selv en moralsk fribillet, som PØK citerer sin stemme for. [117] Der var grænser for, hvad vi planlagde og udførte. Moral blev i høj grad diskuteret f.eks. i forhold til bortførelses­planen. Her havde vi alle problemer. Planen blev udarbejdet kort efter Israels invasion i Libanon med tusinder af dræbte og massakrerne i flygtningelejrene Shaba og Shatila. Vi følte et skæbne­fælles­skab med palæstinenserne, og det flyttede vores grænser. Deres kamp var vores kamp, de var vores venner. Men det var ingen fribillet. Det var kvaler og søvnløse nætter. En fribillet for os ville være ikke at handle i denne situation.

Global eller national sammenhæng

Når vi i Blekingegadegruppen brugte vold i en dansk sammenhæng, var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi agerede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Demokratiske bevægelser med et antiimperialistisk fundament – der ikke var bakket op af væbnet befrielseskamp – så ikke ud til at have en chance imod en imperialisme, der var bevæbnet til tænderne og ikke tøvede med at bruge sin magt. I denne sammenhæng var der med vores politiske briller en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Et konkret eksempel: I 1947 vedtager FN med Danmarks stemme en delingsplan for Palæstina, der skulle føre til både en israelsk og palæstinensisk stat. Årene går og Danmark og FNs Sikkerhedsråd lever på ingen måde op til planen, kun israelerne får deres hjemland, palæstinenserne kan rådne op i deres lejre. Hvad så? Skal man som dansker være national demokratisk medløber, eller skal man internationalt fremme demokratiske og menneskelige rettigheder? Hvad skal en demokratisk internationalist gøre, når de rige og magtfulde ”internt” demokratiske lande opfører sig udemokratisk ”eksternt”? Når det internationale svigt medfører, at et folk bliver frataget muligheden for at oprette en legitim stat, må man så støtte de undertrykte med ulovlige midler? Det var vores dilemma.

I denne ulige verden havde vi en praksis i et demokratisk land, hvor der ikke var ønske eller behov for revolutionære omvæltninger. Derfor udsendte vi ikke politiske udtalelser i forbindelse med vores kriminelle praksis, i modsætning til de bevægelser – RAF, De Røde Brigader osv. – som vi er blevet sammenlignet med. I en snæver dansk sammenhæng var vores praksis kriminel.

Vi har således heller aldrig følt os uretfærdigt behandlet af retsmaskineriet eller opfattet os selv som politiske fanger i en dansk sammenhæng, men som kriminelle. Men det var en kriminalitet, som var begrundet i globale politiske forhold. Vi befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land,for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Ligesom det kan problematiseres, når demokratiske lande sender deres militær ud i verden, uden der er et globalt eller lokalt demokrati, der sanktionerer det – som f.eks. i Irak. Dette dilemma – mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden – er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

Afrunding

Historierne og diskussionen om Blekingegade-sagen kører nu på tyvende år, og sagen fylder ikke mindre med årerne – tværtimod. Ind i mellem går medierne helt i selvsving og trækker politifolk og politikerne med i karrusellen. Politikerne har deres motiver. Opgøret med 70´ernes venstrefløj. Hvad der skal gøres til genstand for ”undersøgelse” er en politisk kampplads. Peter Øvig Knudsen, Jørn Moos og Per Larsen har en egen interesse i, at sagen pustes op og dramatiseres maksimalt. De sælger bøger, er ”konsulenter” på film, tv-serier og teaterstykker, optræder i talkshows og drager land og rige rundt med foredrag. På omslaget af PØKs tobindsværk står der:

Dette er en dokumentarisk beretning. Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder.

Det er en sandhed med modifikationer. Vi kan godt se, at det er en god historie. Men så stor og betydningsfuld er historien heller ikke. Blekingegadebanden er ved at blive en brand og en sand medieindustri og pengemaskine. Hvem har ejendomsretten til historien? Kapitalismen fornægter sig ikke. Det er ikke vores hensigt at medvirke til at forstærke dette.

Vi har flere gange i årenes løb selv udtalt os og skrevet om sagen i en bog og i interviews. [118] Alligevel har vi fået et prædikat som ”de tavse”, fordi vi ikke stiller op, hver gang en journalist gerne vil have det. På den anden side bliver visse medier voldsomt provokeret, når vi udtaler os.

Det vi har villet med denne artikel, er endnu engang, i en mere samlet og uddybet form, at komme med vores vurderinger og erfaringer. Det er ikke ment som en apologi eller et politisk manifest, men det er bestemt et forsøg på at sætte begivenhederne ind i en politisk sammenhæng. I stedet for krimi og drama vil vi gerne bidrage til at nuancere debatten om mål og midler i politik.

Blekingegade-sagen er politiske handlinger som reaktion på andre politiske handlinger. Det er et eksempel på sammenhængen mellem national og global politik. Det er en vrede over uretfærdighed og en vilje til at forandre verden. Til at gøre noget – fordi man ikke bare kan være passiv. Det er politiske analyser, det er vurderinger af sandt og falsk.

Den globale udbytning og ulighed var den problemstilling, der var drivkræft for vores politiske engagement. Denne ulighed eksisterer som bekendt stadig, ligesom de sociale bevægelser, som søger at fjerne nøden og undertrykkelse. Kampen fortsætter.

I denne artikel har vi fremlagt vores erfaringer med det politiske arbejde i KAK og M-KA gennem tyve år. Artiklen er altså ikke ment som et manifest for de kommende politiske kampe, men som en videregivelse af erfaringer til brug for udformningen af nye strategier.

Litteraturliste

Amin (1977)	Samir Amin: Unequal Development. London 1977. Oversat til dansk med titlen: Den ulige udvikling på Forlaget Aurora 1979.
Andersen, C. (4. Marts 2007)	Carsten Andersen: 2. del – Det hemmelige liv. (Politiken 4.3. 2007)
Andersen, C. (17. marts 2007)	Carsten Andersen: Interview med Peter Øvig Knudsen: To år med Blekingegadebanden. (Politiken 17.3. 2007)
Andersen, C. (20. nov. 2007)	Carsten Andersen: Interview med Peter Øvig Knudsen: Effektivt forbryderhåndværk. (Politiken 20.11. 2007)
Appel (1971)	Gotfred Appel: Der kommer en dag – Imperialisme og Arbejderklasse. Forlaget Futura. 1971.
Appel (1985)	Gotfred Appel: Et 3 timer langt interview til DR-lokalradio i 1985.
Aurora (1974)	Aurora: Kampen för Det palestinska Avantgardet. Forlaget Aurora. Stockholm. 1974.
Aust, Stefan (2008)	Stefan Aust: Rote Armee Fraktion. Lindhardt og Ringhof. 2008.
B’tselem	Den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem’s webside: http://www.btselem.org/english/statistics/Casualties.asp
Bergsøe (2008)	Claus Bergsøe: Om Peter Øvig og straffelovens § 114. (Information, 16. januar 2008).
Bonde Jensen (2007)	Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken – et læserbrev. Forlaget Babette. København 2007.
Bunde (1991)	Hans Bunde m.fl. (1991): Blekingegade – røvere eller soldater. DR 1991.
Bülow, Andreas (2007)	Andreas Bülow: Anmeldelse af “Blekingegadebanden 1, den danske celle”. Socialistisk Standpunkt, 30. maj 2007.
Dahlin, Ulrik (2008)	Ulrik Dahlin: Fortidens synder. En artikelserie i Information på 9 artikler om JP og Berlingske Tidendes dækning af Vietnam-krigen, opgøret med apartheidstyret i Sydafrika, det CIA-støttede militærkup i Chile mv. Information 21/8, 23/8, 25/8, 28/8, 1/9, 8/9, 15/9, 19/9 og 27/9. Alle i 2008.
Emmanuel (1972)	Arghiri Emmanuel: Unequal Exchange. Modern Reader 1972.
Fanon (1968)	Frantz Fanon: Fordømte her på jorden. Rhodos 1968.
Guevara, Che (1968)	Udgivet i bogen Vi er praktiske revolutionære. Artikler af Fidel Castro, Che Guevara og Regis Debray. Bibliotek Rhodos, 1968.
Hansen, Bente (2007)	Bente Hansen: Mossad og Blekingegade. (Salt, nr. 2, april 2007, s. 28)
Hobsbawn (1964)	Eric Hobsbawn: Labouring Men. Weidenfeld London 1964.
Honderich, Ted (2008)	Nogle gange kan terror retfærdiggøres. Interview med Ted Honderich af Mads Qvortrup. (Information 27.-28. december 2008, side 14-15)
Hybel, Kjeld (2009)	”Peter Øvig afviser kritik fra Blekingegadebanden”, Af Keld Hybel (Politiken 26. februar, 2009)
Jyllandsposten (2007)	Dansk stråmand for våben til Iran. Af Olst (Jyllandsposten, Indblik 4.2. 2007) Se artikel online på TV2-nyhederne
Jyllandsposten (2008)	Drabet på en politibetjent. Af Morten Pihl, Carsten Ellegaard og Jesper Stein Larsen (Jyllandsposten 22. marts 2008)
Jørgensen, Niels (1994)	Læserbrevet: Man skal ikke kaste med sten, når… (Weekendavisen 1994. Nr. 48, 2.-8. December 1994) Ligger online på snylterstaten.dk
KAK (1964)	KAK: Til alle kommunister! Til alle der vil socialisme. Forlaget Futura. 1964
KAK (1966)	KAK: Perspektiverne for Socialisme i Danmark. (Tillæg til Kommunistisk Orientering. 3. Årgang nr. 3-5, 1966)
KAK (1968-69)	KAK: To linjer. Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 – 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969)
KAK (1975)	Don Barnett (nekrolog) og Om Dogmatisme og proletariat Af Don Barnett (Kommunistisk Orientering, nr. 5, 27. juni 1975. Ansvarshavende redaktør Gotfred Appel) P.t. ikke online.
Kazziha (1975)	Walid Kazziha: Revolutionary Transformation in the Arab World. Habash and his comrades from Nationalism to Marxism. London 1975
Köhler (1998)	G. Köhler: The Structure of Global Money and World Tables of Unequal Exchange. Journal of World System Research, vol. 4. Nr. 2. Side 145-168.
Lauesen (1986)	Torkil Lauesen: Handelsbalancens politiske økonomi. (Häften för Kritiska Studier. Nr. 3 1986)
Lauesen (2008)	Torkil Lauesen: Befrielseskampens problemer. Bragt i tidsskriftet Gaia nr. 61, 2008. Online på snylterstaten.dk
Lenin (1916)	Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Findes på dansk i Bind 6 i Lenins Udvalgte værker. Tidens Forlag 1946.
Lindqvist (1992)	Sven Lindqvist: Udryd de sataner. Gyldendal 1992.
Lucas (1974)	Noah Lucas: The modern history of Israel. London 1974. Weidenfeld and Nicolson
Machiavelli (1962)	Niccolo Machiavelli: Fyrsten. Borgens Billigbøger 1962.
Manifest-KA (1978)	Manifest-KA: Kommunistisk Arbejdsgruppe dannet. (Manifest, nr. 1. oktober 1978)
Manifest-KA (1979)	Manifest-KA: Verdens Deling i To (Manifest. nr. 4, 19. marts 1979 og nr. 5, 23. juli 1979)
Manifest-KA (1982)	Manifest-KA: Om fred. (Manifest nr.17. 1982, s. 2-9) Artiklen er p.t. ikke online.
Manifest-KA (1983)	Manifest-KA: Imperialismen i dag – det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt Verden. Forlaget Manifest 1983. Forord af A. Emmanuel og Kapitel 6 er online på snylterstaten.dk Findes også i engelsk udgave: Unequal Exchange and the prospects of Socialism. Forlaget Manifest 1986
Manifest-KA (1985)	Manifest-KA.: Kapitalismens krise. Forlaget Manifest. 1985.
Manifest-KA (1986)	M.K. Andersen & T. Retbøll: Myter om Sovjet. Forlaget Manifest 1986. Forord online
Markholst, Karoline (2009)	”Øvig: Blekingegadebandens forsvar er grotesk og sørgeligt” Af Karoline Markholst (Berlingske Tidende, 20. februar 2009)
Marx, Karl (1971)	Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest. Forlaget Tiden, 1971.
Moos (2008)	Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius: Blekingegadebetjenten – Kriminalinspektør Jørn Moos fortæller. People’s Press, 2008
Nauntofte (1971)	Jens Nauntofte: Den palæstinensiske befrielseskamp. Gyldendal. 1971
Nehru (1967)	Jawaharlal Nehru: Verdens historie. Pax, Oslo 1967.
Nyerere, Julius (1973)	Julius Nyerere: En opfordring til europæiske socialister. Artiklen er trykt i ”Ny Politik” nr. 3, marts 1973, side 8.
Nørgaard (1986)	Erik Nørgaard – 4 bind, der omhandler Komintern fra den russiske revolution til moderne tid: 1. Drømmen om verdensrevolutionen, Komintern og de revolutionære søfolk, fra den russiske revolution til Hitlers magtovertagelse. (1985)2. Truslen om krig, Komintern, folkefront og 5. kolonne, fra Hitlers magtovertagelse til den spanske borgerkrig. (1985)3. Krigen før krigen, Wollweber-organisationen og skibssabotagerne, fra den spanske borgerkrig til besættelsen af Danmark. (1986)4. Krig og slutspil, Gestapo og dansk politi mod Kominterns “bombefolk”, fra besættelsen af Danmark til i dag, Erik Nørgaard (1986)
Ostrovsky & Hoy (1990)	Victor Ostrovsky & Claire Hoy: By way of deception: The making and unmaking of a Mossad Officer. Wilshire Press, 1990
PFLP (1970)	PFLP: PFLP forklarer. Forlaget Futura. 1970. Findes også på www.snylterstaten.dk
Robinson (1971)	Joan Robinson: Frihed og Nødvendighed. Gyldendal, København 1971
Sivard (1993)	R. L. Sivard: World military and social expenditures. 1993, Washington DC
Skovrind (2003)	Åge Skovrind: Trotskisterne og befrielseskampen i Algeriet. (Socialistisk Information. Nr. 181. November 2003)
Sparring, Åke (1966)	Åke Sparring, (red.): Kommunismen i Norden. Fremads Fokusbøger 1966
Stenstrup (2007)	Mads Stenstrup: Made In Israel Denmark. Jyllands-Posten, 4.2. 2007
Thing, Morten (2007)	Venstrefløjen og terroren. (Social Kritik, nr. 111, 2007. Side 4-17). Artiklen findes online på modkraft.dk i Kontradoxsa.
Varga og L. Mendelsohn (1940)	Varga og L. Mendelsohn: New Data for V.I. Lenin’s Imperialism – The Highest stage of Capitalism. International Publishers, New York 1940
Wallerstein (1974)	Immanuel Wallerstein: The Modern World-System. Academic Press 1974
Wikipedia	Wikipedia: den engelske udgave på: http://en.wikipedia.org/
Øvig Knudsen (2007), bd. 1	Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007
Øvig Knudsen (2007), bd. 2	Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den hårde kerne. Gyldendal 2007
Øvig Knudsen (2008)	Peter Øvig Knudsen interviewes af Clement Kjersgaard i programmet Autograf. Blev vist på DR2 den 12. september 2008.

Noter

[95] R. L. Sivard: World military and social expenditures. 1993, Washington DC

[96] Niccolò Machiavelli (1469-1527)

[97] Carsten Andersen: 2. del – Det hemmelige liv. (Politiken 4.3. 2007)

[98] Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken – et læserbrev. Forlaget Babette. København 2007. De tre eksempler er taget herfra. Bogen indeholder en interessant diskussion af mål og midler i forhold til Irak-krigen og med reference til Blekingegade-sagen.

[99] Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken – et læserbrev. Forlaget Babette. København 2007, side 107.

[100] Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken – et læserbrev. Forlaget Babette. København 2007, side 139.

[101] www.lesikon.org

[102] Niccolo Machiavelli: Fyrsten. Borgens Billigbøger 1962. Kapitel 19.

(103) Niccolo Machiavelli: Fyrsten. Borgens Billigbøger 1962. Side 60.

[104] PFLP: PFLP forklarer. Forlaget Futura. 1970. Findes også på www.snylterstat.dk

[105] Nogle gange kan terror retfærdiggøres. Interview  med Ted Honderich af Mads Qvortrup. (Information 27.-28. december 2008, side 14-15)

[106] Noah Lucas: The modern history of Israel. London 1974. Weidenfeld and Nicolson. 

[107] Her citeret fra Berlinske Tidende 6/12 2008

[108] Den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem’s webside: http://www.btselem.org/english/statistics/Casualties.asp

[109] Se i øvrigt Torkil Lauesen: Det globale oprør. Autonomt forlag 1994. Afsnittet: Om væbnet kamp og fred, side 117ff.

[110] Sven Lindqvist: Udryd de sataner. Gyldendal 1992. Side 168.

[111] Sven Lindqvist: Udryd de sataner. Gyldendal 1992. Side 159.

[112] Frantz Fanon: Fordømte her på jorden. Rhodos 1968.

[113] Jens Nauntofte: Den palæstinensiske befrielseskamp. Gyldendal. 1971.

[114] Ulrik Dahlin: Fortidens synder. En artikelserie i Information på 9 artikler om JP og Berlingske Tidendes dækning af Vietnam-krigen, opgøret med apartheidstyret i Sydafrika, det CIA-støttede militærkup i Chile mv. Information 27.9.2008.

[115] Ulrik Dahlin: Fortidens synder. Information 27.9.2008.

[116] Ulrik Dahlin: Fortidens synder. Information. 28.8.2008.

[117] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1. Side 340

[118] En mand fra Blekingegade – den 3. Verden. Interview om Blekingegade-sagen med Torkil Lauesen af Peter Kramer. 31.8 1991 Det fri Aktuelt. Findes på snylterstaten.dk

I mangel af et sørøverskib. Interview med Carsten Nielsen den 29. – 30. juni 1991 af Kåre Bluitgen i Information. Findes på: snylterstaten.dk

Blekingegade 2. 1 sal. th. Bog baseret på interview med Carsten Nielsen, Jan Weimann, Niels Jørgensen og Torkil Lauesen af Betina Bendix og Lene Løvschall. Borgens Forlag 1994. Uddrag findes i Euroman nr.13. oktober 1994.