Splittet af økonomisme

31. marts 1967

Mæglingsforslaget blev vedtaget med overvældende flertal.

Der var flere direkte ja-stemmer ved urafstemningen end nej-stemmer ved urafstemning og kompetent forsamling tilsammen.

Hvad viser det?

Det viser, at vi havde ret, da vi i sidste nummer af K. O. skrev, at der ikke var bevægelse eller virkeligt røre i arbejderklassen bag de rejste krav. Vor teoris rigtighed er således blevet bevist af praksis.

Afstemningsresultatet viser imidlertid også noget andet og vigtigere: At “økonomismen” – arbejdernes kamp alene for økonomiske og sociale forbedringer – årtierne igennem har splittet klassen op i interessegrupper, har tappet dens bevidsthed om at være een klasse over for en anden klasse, der har magten i samfundet.

LAND og FOLK forsøgte krampagtigt at holde fast ved den selvskabte myte om dybtgående utilfredshed og kampånd. “Næsten 100.000 stemte nej”, proklamerede bladet med fede typer. Der kunne man bare selv se!

Hvad kan man bare selv se? Er de knapt 100.000 nej-stemmer udtryk for en ensartet, kompakt holdning til arbejdsgiverne (for slet ikke at tale om holdning til kapitalismen)? Nej, det er de ikke. Tror nogen, at f.eks. typograferne stemte nej af samme grund som slagteriarbejderne eller keramisk forbund? Er der nogen, der for alvor vil hævde, at de godt 17.600 smede, der stemte nej, gjorde det for at tilsige de lavest lønnede hos arbejdsmændene støtte eller for at sætte styrke bag kravet om lige løn? Stemte sømændene nej af samme grund som tobaksarbejderne?

De 100.000 nej-stemmer er ikke udtryk for en samlet stillingtagen til klassens grundlæggende problemer, og man opnår kun at stikke sig selv blår i øjnene ved at hævde det modsatte (netop sig selv, for arbejderne kan man ikke narre!).

Det er på den anden side lige så indlysende, at de godt 170.000 ja-stemmer ikke er udtryk for idel tilfredshed i arbejderklassen hverken med mæglingsforslaget eller med tilværelsen som helhed i dagens kapitalistiske Danmark. Der er mange grunde til, at folk har stemt ja. Den mest udbredte er uden tvivl den simple, at “noget får vi da ud af det, og en strejke vil sikkert ikke give os mere”.

De knapt 100.000 nej-stemmer, de godt 170.000 ja-stemmer ved urafstemningen og de godt 270.000 stemmer, der ikke blev afgivet, viser således netop, at arbejderklassen (at HK er med i LO og er koblet ind i overenskomst og mæglingsforslag gør ikke HK-medlemmer til medlemmer af arbejderklassen) er splittet, er uden samlet målbevidsthed, uden ægte klassesolidaritet, uden ægte klassebevidsthed.

Når dette er sagt, og det skal efter vor mening siges, må det også siges, og kraftigt understreges, at denne situation i den danske arbejderklasse er et midlertidigt, forbigående fænomen. Den er et fænomen, der er skabt af en ganske bestemt historisk, økonomisk og ideologisk udvikling, og den vil atter ændre sig under en ny historisk, økonomisk og ideologisk udvikling.

Kommunister er til i dette land for at bidrage til at ændre denne situation, og derfor er det vores første pligt at erkende situationen og åbent indrømme, at sådan er den. Man kan kun forandre sin verden, hvis man kender den. Kender man den ikke, og lukker man bevidst øjnene for den, handler man i blinde og famler sig, sådan som DKPs ledere har gjort det i mangfoldige år, fra den ene lukkede dør til den anden!