Styret under den fordrukne Frederik d. 5. (1746-66) og i første del af den sindsyge Christian d. 7.s regeringstid (1766-1808) er et konservativt embedsmandsstyre, hvorunder kongens adelige tyske embedsmænd fører en farveløs merkantilistisk politik med indrømmelser til godsejerne, støtte til “industrien” og begunstigelse af søhandelen.
I 1770 afbrydes denne politiske rutine i Danmark ved, at en frisindet tysk borgerlig, kongens livlæge Struensee, får en sådan kontrol over den sindsyge enehersker, at det gør Struensee til reel magthaver i landet. Efter 16 måneders styre bliver Struensee imidlertid styrtet og får hovedet kappet af.
Når det går så galt for ham, er det ikke alene fordi den kapitalistiske tendens i samfundet ikke har vokset sig stærk nok til at kunne understøtte en liberal politik som den, Struensee fører. Hans fald må især tilskrives, at han driver enevældens “uafhængighed” for vidt, han forstår ikke, at denne uafhængighed kun består i kraft af, at såvel borgerskab som godsejere behandles med passende respekt. Istedet benytter Struensee sig ganske enerådende – og på det tyske sprog – af den enevældige diktaturmagt.
Administrationen bliver centraliseret, og retsvæsenet humaniseres. Der indføres trykkefrihed. Hoveriets omfang bliver fast bestemt, og yderligere landboreformer forberedes. Overleverede katolske helligdage afskaffes, og toldbeskyttelsen af ”industrien” fjernes, hvilket iøvrigt får dødelig udgang for denne. At Struensee afskaffer Københavns selvstyre med et pennestrøg og gør kongen til hanrej, gør også sin del til, at han sluttelig står helt uden forbundsfæller.
Han bliver da fældet af en temmelig ubetydelig hofklike. Andre kan nemlig ikke bringe det over deres adelige navne at foretage det nødvendige kup, der jo på en vis måde krænker den ukrænkelige enevælde. Den ny regering under hofmanden Guldberg proklamerer: ”Bondestandens åg kan ikke afkastes uden at staten i alle sine grundvolde skal bæve”, og gør igen hoveriet ubestemt og genoptager støtten til ”industrien” og til handelshusene.
