En syttenårig pige fortæller: ”Vi kritiserer også visse lærere. I min klasse er det særlig to lærere, som kritiseres.
Den ene vil have, at vi skal være eksperter og blive berømte som fremstående teknikere. Han mener, at det er mere fornemt end at være arbejder. Han har ikke rigtig forstået kernen i det at tjene folket.
Den anden har ikke rigtig forstået kernen i politikken at forene kropsarbejde med studier, som Mao har fremlagt. Han foragter kropsarbejde. Han kan ikke lide at være med selv, og han kan heller ikke lide, at hans elever gør det.
Alt dette afspejler sig i deres undervisning og i deres måde at behandle fagene og eleverne på, i deres vurderinger. Vi kritiserer dem, når det kommer frem. Mundtligt. Nogle gange venskabeligt, og andre gange går det hårdere til.
Der kritiseres stadig, man kan ikke vente sig noget resultat på én dag. Et menneske forandres ikke så hurtigt. Det kræver lang tid og hårdt arbejde. Vi læser Mao for bedre at forstå, hvordan vi skal behandle vore lærere.”
