Appendix: Introduktion til marxistisk værditeori

Drivkraften i kapitalismen er akkumulation. Det er det forhold, at kapitalen investeres med det formål at skabe mere af det samme, nemlig mere kapital. Det er derfor ikke så underligt, at kapitalisme er ensbetydende med vækst. For at nå dette mål vil kapitalen søge at sælge så mange varer som muligt til den højeste pris. Dette udspiller sig imidlertid inden for en række begrænsninger, som samlet kan betegnes som markedet. Det vil sige kapitalens adgang til kapital, materialer, arbejdskraft og kunder. Den mængde varer, kapitalisten kan sælge til en given pris, er desuden begrænset af konkurrenter, kapitaler med samme intentioner. Disse begrænsninger er konsekvenser af sociale processer, som varierer med tid og sted. Der er naturligvis en forskel, men også et samspil, mellem den teoretiske analyse af den perfekte kapitalisme og den historiske kapitalisme med alle dens særlige forhold og kendetegn. Kapitalismen, som vi møder den, er et samspil mellem økonomiens lovmæssigheder og de historiske sociale konflikter.

Karl Marx satte sig i midten af 1800-tallet for at beskrive kapitalismen i alle dens facetter i flerbindsværket Kapitalen, men tiden, kræfterne og emnets voksende kompleksitet gjorde, at han kun blev halvt færdig. Han nåede aldrig at udforme en teori om staten, verdensmarkedet og international handel, selvom det indgik i hans oprindelige plan for Kapitalen [1] Selvom han beskriver kolonialismen og dermed Englands udbytning af andre nationer, formulerede han aldrig en egentlig imperialismeteori.

Den første teori om verdensmarkedet i forlængelse af Kapitalen blev formuleret 100 år senere af Arghiri Emmanuel i teorien om det ulige bytte. [2] Emmanuel blotlægger i sin teori de mekanismer, hvorved værdi overføres fra et land til et andet. Jeg vil derfor i det følgende resumere Marx’ værdiopfattelse og de dele af hans kapitalismebeskrivelse, der er nødvendige for forståelsen af teorierne om globale transnationale udbytningsformer.

Varen

Marx’ metode til at beskrive den kapitalistiske akkumulation tager udgangspunkt i en analyse af varen. Grundlaget for produktion af kapital, akkumulation, er at forvandle ethvert menneskeligt behov til varer. Som en celle i en organisme indeholder varen grundbestanddelen i kapitalismen, et “DNA’, som går igen på alle niveauer op gennem kapitalismen. Fra den simpleste udveksling på middelalderens marked til den globale kapitalisme.

En vare besidder to former for værdi: brugsværdi og bytteværdi. Brugsværdien er udtryk for, at varen er i stand til at tilfredsstille et fysisk eller psykisk menneskeligt behov. Bytteværdien viser sig som det mængdeforhold, hvor brugsværdier af forskellig karakter udveksles med hinanden. To stole for et bord.

En vare er et produkt af menneskeligt arbejde, fremstillet med udveksling for øje. Det er altså ikke en fysisk egenskab ved produktet, men den sociale relation, der afgør, om det er en vare. Om noget er en vare, viser sig i sidste instans først når varen kommer på markedet. Her afsløres det, om nogen har brug for den, og hvor meget de vil give. Bytteværdien er således et udtryk for, at varerne har en fælles karakter. En fælles karakter, der beror på, at de er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der egentlig sættes i forhold til hinanden ved varebyttet, er det menneskelige arbejde, der er brugt til fremstilling af varen. En vareudveksling er derfor ikke blot en relation mellem genstande eller ting. En vareudveksling er udtryk for en menneskelig relation, en relation mellem producenter og konsumenter. Blot kommer denne udveksling af værdier til udtryk i forholdet mellem ting.

Til varens dobbeltkarakter brugsværdi/bytteværdi svarer også en dobbeltkarakter i arbejdet. Grundlaget for brugsværdien er det konkrete arbejde: at tømre, at sy, at lodde osv. Brugsværdien og det konkrete arbejde er af kvalitativ natur og opfylder et behov. Grundlaget for bytteværdien er det abstrakte arbejde, der er af kvantitativ natur. Det er forbruget af den menneskelige arbejdskraft: tid, kræfter, viden og erfaring. Det er dermed det abstrakte arbejde, grundlaget for produktets værdi, der i udvekslingen sættes i forhold til andre varers værdi. Udvekslingen sker i overensstemmelse med den mængde menneskeligt abstrakt arbejde, der er medgået til fremstillingen inden for rammerne af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid.

Samfundsmæssig nødvendig arbejdstid vil sige, at der til fremstillingen er forbrugt den i samfundet normalt anvendte mængde af arbejdskraft af gennemsnitlig kvalitet og intensitet, og under anvendelse af den for det pågæl­dende samfund normale teknik.

Simpel vareproduktion

Det samfundsmæssige fænomen, der af Marx betegnes som simpel vareproduktion, hører til en bestemt historisk periode. Denne ligger forud for kapitalismen. Selve det at producere varer er et langt ældre fænomen end kapitalismen selv. I både slavesamfundet og feudalsamfundet fandtes der vareproduktion og markeder. Den tidlige form for vareproduktion var karakteriseret ved, at producenten, der f.eks. kunne være en bonde eller en håndværker, selv ejede produktionsmidlerne og produkterne. På dette tidspunkt var udbytningen af andre mennesker via lønarbejde endnu ikke fremtrædende. Det kunne derimod ske ved hoveri, altså den arbejdsmængde f.eks. en fæstebonde skulle lægge i leje for sin jord, eller slaveri, men arbejdskraften var endnu ikke en vare.

Den oprindelige akkumulation

Men den simple vareproduktion blev over en lang historisk periode, fra slutning af 1400-tallet og frem til 1800-tallet, afløst af kapitalisme som den dominerende produktionsform. Opløsningen af feudalismen og skabelsen af forudsætningerne for den kapitalistiske produktionsmåde kalder Marx for den oprindelige akkumulation. Oprindelig, fordi kapitalismens fødsel ikke kan forklares ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egen akkumulations lovmæssigheder. Ophobningen af de værdier, der blev til den oprindelige kapital, var ikke et resultat af kapitalistisk udbytning, lønarbejde, men af direkte vold og ran. Jeg har i det historiske afsnit beskrevet, hvordan de oprindelige kapitaler for en stor dels vedkommende var et resultat af udplyndringen af de koloniale områder.

Ligesom den oprindelige kapitaldannelse var en betingelse for kapitalismens gennembrud, var også skabelsen af et proletariat en nødvendighed. Det vil sige fremkomsten af en klasse af “frie” arbejdere, frie i dobbelt betydning: for det første måtte de frit kunne sælge deres arbejdskraft, og ikke som slaver eller feudale livegne være tilknyttet en bestemt produktion. For det andet måtte de være fri for ejendomsret til produktionsmidler, og ikke som bonden eller håndværkeren arbejde med egne produktionsmidler. Under kapitalismen fremstår der således to grundlæggende klasser, bourgeoisiet og proletariatet. Bourgeoisiet, eller kapitalisterne, med kapitalen og dermed produktionsmidlerne og proletariatet, som “berøvet” sine produktionsmidler kun har deres arbejdskraft at sælge. Under kapitalismen er arbejdskraften således også blevet en vare. Denne udbredelse af lønarbejdet eller proletarisering er stadig i gang i verdenssystemet.

Arbejdskraftens værdi og pris

Arbejdskraften er ikke nogen almindelig vare. Dens pris, lønnen, bestemmes af flere faktorer. Marx skelnede således ved bestemmelsen af arbejdskraftens pris mellem to elementer. Dels arbejdskraftens reproduktionsomkostninger, dels det han betegner som det historiske og moralske element. Arbejdskraftens reproduktionsomkostninger vil sige prisen på de varer, der er nødvendige for at arbejderen og arbejderklassen som helhed kan fortsætte med sit arbejde, sin eksistens og reproduktion. Det drejer sig om den basale føde, tøj og tag over hovedet. Når arbejderen kun far en aflønning, der dækker de fysiske reproduktionsomkostninger, betegnes det som subsistenslønninger. Udover de rent fysisk bestemte livsfornødenheders priser bestemmes arbejdskraftens værdi også af det, som Marx i Kapitalen kalder “det historiske og moralske element”:

“…På den anden side er omfanget af de såkaldte nødvendige behov ligesom måden at tilfredsstille behovene på selv et historisk produkt og afhænger derfor i høj grad af et lands kulturtrin, blandt andet også væsentligt af, under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet de har.

I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land i en bestemt periode er den gennemsnitlige mængde og sammensætning af de nødvendige livsfornødenheder imidlertid givet.” [3]

Det historiske og moralske element, hvilket er produkt af klassekampen og hele det historiske og økonomiske grundlag denne føres på, er således i høj grad bestemmende for lønniveauet under kapitalismen. Dette forhold, samt arbejdskraftens stærkt begrænsede mobilitet internationalt, har medført, at der har udviklet sig vidt forskellige lønniveauer i verden. Arbejdskraftens brugsværdi, dens evne til at skabe værdi, påvirkes naturligvis ikke af disse forskelle i prisen af selve arbejdskraften. Arbejde med ens kvalifikationer er lige værdiskabende, ligegyldigt hvor arbejdet bliver ydet, og ligegyldigt hvilken pris selve arbejdskraften har. Hvorfor skulle en havnearbejder i Esbjerg være mere værdiskabende end en havnearbejder i Shanghai, blot fordi den danske arbejder har en løn, der er 25 gange større? Med ens kvalifikationer, teknologi og ens intensitet vil værdien af deres arbejde være den samme, ligegyldigt hvilken pris, deres arbejdskraft har.

Lønnens størrelse er således afhængig af styrkeforholdet mellem klasserne nationalt og globalt. Prisen på varen arbejdskraft adskiller sig således fra det normale varemarked. Forbruget af arbejdskraft er desuden belagt med normer, regler, love og krav, fagforeningerne har fået opfyldt i forhold til arbejdsdagens længde, arbejdsforhold, overarbejde, mindsteløn, akkordtariffer og så videre. Klassekampens internationalt forskelligartede forløb har skabt store internationale lønforskelle. Indenfor de enkelte lande – især de imperialistiske – er der derimod en tendens til en udligning af lønniveauet. Den udlignende tendens på det nationale plan fremkaldes dels af den relativt store bevægelighed af arbejdskraften indenfor landene og dels af politiske indgreb. [4]

Løn varierer relativt lidt indenfor en given periode, men meget fra land til land. Derimod varierer prisen på de fleste andre varer ofte kraftigt med tiden, men relativt lidt fra sted til sted. Prisen på kobber eller hvede kan variere kraftigt fra dag til dag, men geografisk varierer prisen meget lidt. På et givent tidspunkt er der en verdensmarkedspris.

Kapitalens kredsløb

Også på andre områder adskiller varen arbejdskraft sig dog fra andre varer. Arbejdskraften har den brugsværdi for kapitalisten, at den kan forbruges produktivt til fremstilling af varer, hvis værdi er større end de råvarer og den løn, der indgår i produktionen. For at forbruge arbejdskraften må kapitalisten imidlertid være i besiddelse af produktionsmidler. Kapitalisten investerer dels i bygninger, maskiner og råstoffer, kort sagt produktionsapparatet. Denne del af kapitalen betegnes som konstant kapital, fordi den ikke ændrer værdi under akkumulationens forløb. Dels køber kapitalisten arbejdskraft. Denne del af kapitalen betegnes som variabel kapital, fordi den skaber grundlag for mere værdi, end den selv indeholder. [5] Kapitalens kredsløb består herefter af en produktionssfære og en cirkulationssfære, hvor køb og salg foregår. Disse to dele ved kapitalens kredsløb forudsætter og betinger hinandens eksistens, ingen produktion uden cirkulation og ingen cirkulation uden produktion.

Første fase i kapitalens kredsløb udspiller sig i vareomsætningen, hvor kapitalisten køber arbejdskraft og produktionsmidler. I den næste etape, produktionen, der er grundlag for værdiøgningen, forbruges de indkøbte varer. Dette sker i fremstillingen af varer, som kapitalisten forudsætter at kunne realisere til en større pris, end hvad der svarer til den oprindelige investering. Arbejdskraftens værdi og den værdi, som arbejderen skaber under arbejdsprocessen, er to forskellige størrelser. Værdiøgningen, er den værdi, der ligger ud over arbejdskraftens egen værdi. Kun det levende arbejde, arbejdskraften, kan være kilden til den nyskabte værdi. Produktionsmidlerne, som kapitalisten købte for at kunne sætte produktionen i gang, skifter ganske vist form (f.eks. fra oksehud til sko), men ændrer ikke værdi. De bevarer værdien. Denne overføres til de producerede varer i samme omfang, som produktionsmidlerne forbruges under fremstillingen.

Den følgende fase foregår atter i vareomsætningen, hvor tilegnelsen af værdien foregår. For at det er muligt for kapitalisten at tilegne sig hele den nyskabte værdi, er det nødvendigt, at de fremstillede varer kan sælges på markedet til deres værdi. Dette vil sige det samlede kapitaludlæg til variabel og konstant kapital plus merværdien. Hvis dette lykkes, har kapitalisten således forøget sin oprindelige kapital med merværdien, der atter kan forbruges produktivt, det vil sige til et nyt udvidet kredsløb eller uproduktivt til forbrug. [6] Det samlede varekredsløb ser således ud:

Merværdi

Det særlige ved Marx’ beskrivelse af kapitalismen i forhold til andre økonomer i hans samtid, er, at han afdækker hvorledes udbytninger foregår i form af tilegnelse af merværdi. Merværdien er den værdi, arbejderen skaber udover sin egen arbejdskrafts værdi. Man kan teoretisk set dele arbejdsdagen i en kapitalistisk virksomhed i to dele. Den nødvendige arbejdstid, hvor arbejderen reproducerer sin egen arbejdskrafts værdi, og i merarbejdstiden, hvor merværdien skabes. [7] Merværdiraten er forholdet mellem merarbejdet og det nødvendige arbejde. Udtrykt som værdi er det forholdet mellem arbejdskraftens værdi og merværdien, eller forholdet mellem variabel kapital og merværdien:

Merværdiraten er således udtryk for udbytningsgraden af arbejdskraften. Den konstante kapital har ingen indflydelse på den nyværdi, som skabes. Om den indgår i større eller mindre omfang i produktionen har ingen indflydelse på merværdiraten.

Profit

Merværdi og merværdiraten er uden umiddelbar interesse for kapitalisten. Kapitalisten interesserer sig ikke for, hvor meget merværdi arbejderen aftvinges, men for hvor meget den totale investerede kapital afkaster i overskud, altså i profit. Det, der derfor umiddelbart interesserer kapitalisten ved de producerede varer, er altså deres produktionsomkostninger, deres kostpris. [8]

Hvordan denne kostpris fordeler sig på konstant og variabel kapital er ligegyldigt for kapitalisten, for denne er profitten et afkast af totalkapitalen. Marx skriver i tredje bog af Kapitalen: “Når man på denne måde forestiller sig merværdien som et afkom af den udlagte totalkapital, får merværdien den forvandlede form af profit.” [9] Merværdiens størrelse set i forhold til den udlagte totalkapital defineres som profitraten:

Den enkelte kapitalists profitrate afhænger derfor – teoretisk set – dels af merværdiraten, dels af størrelsesforholdet mellem den konstante og den variable kapital. En stigning eller et fald i merværdiraten medfører den tilsvarende tendens for profitraten. Forholdet mellem konstant og variabel kapital defineres også som kapitalens organiske sammensætning. Dette værdiforhold grunder sig på den tekniske sammensætning af henholdsvis arbejdskraft og produktionsmidler i den givne industrigren. Kapitalen har en lav organisk sammensætning, hvis den variable kapital udgør en stor del af totalkapitalen. Modsat har kapitalen en høj organisk sammensætning, hvis den konstante kapital udgør en stor del af totalkapitalen. Petrokemisk industri, med en meget stor andel af konstant kapital, har således en høj organisk sammensætning, medens f.eks. tekstilindustri, med meget variabel kapital, har en lav organisk sammensætning.

I det følgende eksempel, hvor der antages éns merværdirate og éns omslagstid, [10] vises, hvordan kapitalens organiske sammensætning teoretisk set [11] slår igennem på profitratens størrelse. Jo højere organisk sammensætning, jo lavere profitrate og jo lavere organisk sammensætning, jo højere profitrate: [12]

Dannelsen af en gennemsnitlig profitrate

Af ovenstående tabel ses, hvorledes lige store kapitaler med forskellig organisk sammensætning tilegner sig forskellige mængder merværdi, hvilket rent teoretisk fører til højst uens profitrater for lige store kapitaler. Denne tendens slår imidlertid ikke igennem i virkeligheden. Hvis den gjorde det, ville det medføre, at kapitalen ville strømme til lavorganiske produktionsgrene, hvor den variable kapital udgør en relativ stor del af totalkapitalen, og bort fra højorganiske produktionsgrene, hvor den konstante kapital udgør en rela­tiv stor del. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Fra den virkelige verden ved vi, at væsentlige forskelle i de gennemsnitlige profitrater for de forskellige industrigrene ikke eksisterer, bortset fra kortvarige, tilfældige forskelle, der på længere sigt udligner hinanden. Spørgsmålet er derfor, hvorledes foregår denne udligning?

Den gennemsnitlige profitrate opstår ved, at kapitalen til stadighed bevæger sig til sektorer, hvor profitten er højest. Hvis der opstår en stor efterspørgsel efter en bestemt industrigrens produkter, vil prisen på disse produkter stige, og profitraten indenfor sektoren vil dermed også stige. Dette vil føre til, at kapital vil strømme til sektoren for at få del i den højere profitrate. Dette medfører en øget produktion af sektorens produkter, hvilket igen fører til en mætning af det samfundsmæssige behov evt. til overproduktion og dermed til faldende priser, hvilket vil sige lavere profitrate, og dermed kapitalflugt fra sektoren. Ulighederne i profitraterne fra produktionsgren til produktionsgren er således grundlag for stadige kapitalbevægelser og dermed til en tendens til en udligning af profitraterne. Konkurrencen mellem kapitalerne tenderer altså mod en udjævning af de forskellige industrigrenes profitrater til en gennemsnitsprofitrate, således at lige store kapitaler afkaster lige store profitter uanset i hvilken branche, de er investeret, og uanset hvordan kapitalen fordeler sig på konstant og variabel kapital. Gennemsnitsprofitten kan herefter defineres som den profit, der, i overensstemmelse med den almindelige profitrate, tilfalder en kapital af en given størrelse, uanset hvordan den er organisk sammensat.

Disse forhold fører til, at de oprindelige vareværdier omdannes til produktionspriser. En vares produktionspris er lig med dens kostpris plus en gennemsnitsprofit i forhold til den kapital, der er anvendt (ikke blot forbrugt) til dens fremstilling. Med andre ord:

Produktionspris = Kostpris + (totalt anvendte kapital x gns.-profitraten)

Produktionsprisen må ikke forveksles med den konkrete markedspris, som den kun tilfældigt kan være sammenfaldende med. Markedsprisen er den pris, en vare aktuelt bliver solgt til på markedet. Markedsprisens svingninger omkring produktionsprisen er justeret af udbud og efterspørgsel. Produktionsprisen på den enkelte vare er således ikke det samme som værdien af den enkelte vare, men totalt vil summen af de samlede produktionspriser være lig summen af vareværdierne, ligesom summen af profitterne vil være lig den samlede merværdi. Grundlæggende skal en vare opnå en markedspris, der dækker produktionsomkostninger plus den gennemsnitlige profitrate, for at produktionen af den pågældende vare og dermed akkumulationen fortsætter. Lad os se, hvordan etableringen af en gennemsnitlig profitrate indvirker på de tal, der fremkom i ovenstående tabel.

De enkelte totalkapitaler er stadig på 100, merværdiraten er konstant på 100 %. Vi forudsætter igen, at hele kapitalen slår om i ét kredsløb. Det nye er altså dannelsen af den gennemsnitlige profitrate: [13]

Som det ses af skemaet, er den organiske sammensætning af de forskellige kapitaler meget uens, hvilket betyder, at de hver især sætter meget forskellige mængder menneskeligt arbejde i bevægelse. Der skabes således grundlag for forskellige mængder merværdi i de forskellige produktionsgrene. Merværdien tilegnes imidlertid ikke nødvendigvis af den produktionsgren, hvor den er skabt. Via udligningen af profitraten sker der en værdioverførsel fra produktionsgrene, som ligger under gennemsnittet med hensyn til organisk sammensætning, til de produktionsgrene, der ligger over.

For kapitalisterne er denne værdioverførsel uden interesse. Den enkelte kapitalist er ligeglad med, hvor meget merværdi, der skabes i den konkrete virksomhed eller produktionsgren. Det er blot et marxistisk begreb. Det, der interesserer kapitalisten, er profitten, og den fordeler sig som følge af udligningen af profitraten jævnt på alle kapitaler, uanset hvordan den organiske sammensætning er.

Denne værdioverførsel bliver af enkelte økonomer betegnet som “ulige bytte”. [14] Der er imidlertid intet uligt ved denne værdioverførsel, idet den er en betingelse for selve kapitalismens funktion. Det er denne udligning af profitraten, der gør det profitabelt for kapitalisten bestandigt at forbedre sit produktionsapparat, ja, tvinger kapitalisten til dette, for at klare sig i konkurrencen. Kapitalismen får derved en dynamik, en evne til at udvikle produktivkræfterne. Forestillede man sig, at varerne blev realiseret til deres værdi i stedet for til en pris, der svinger om produktionsprisen, ville det medføre et stop i investeringer i mekanisering og i højt organisk sammensatte produktioner i det hele taget, medens arbejdsintensive produktioner med meget variabel kapital og dermed meget merværdi ville vinde frem. Kemisk industri ville dø ud og billedskæreri blomstre.

Altså: under udviklet kapitalisme er der indenfor det enkelte lands rammer en tilstrækkelig bevægelighed af arbejdskraften til en tendens til udligning af merværdiraten. Ligeledes er kapitalens bevægelighed tilstrækkelig til, at der fremkommer en tendens til udligning af profitraten. Dette medfører, at udvekslingsforholdet mellem varerne – deres markedspriser – ikke længere svinger om værdien eller kostprisen, men om produktionsprisen. Spørgsmålet er nu, hvordan det forholder sig på det internationale plan. Er arbejdskraftens bevægelighed mellem landene tilstrækkelig til, at der sker en udligning af merværdiraten, det vil sige af udbytningsgraden? Er kapitalens bevægelighed tilstrækkelig stor til, at der sker en udligning af profitraten, og at der dermed dannes produktionspriser? Kort sagt, spørgsmålet er, hvordan fungerer det kapitalistiske verdensmarked?

Verdensmarkedet

Hvad angår merværdiraten, så er der globalt ikke en bevægelighed af arbejdskraften mellem landene, der er tilstrækkelig til at fremkalde en udligning. Udviklingen har været den modsatte, som det blev påvist i del II. Hvad angår profitraten, så er jeg af den opfattelse, at kapitalens bevægelighed internationalt, specielt efter den anden verdenskrig og afkoloniseringen, har været tilstrækkelig til at fremkalde en tendens til udligning og dermed til dannelse af produktionspriser på internationalt niveau. Forudsætninger for prisdannelsen på verdensmarkedet er altså:

1. Lønnen: Uens aflønning af arbejdskraften og dermed en stor variation i merværdiraten mellem de imperialistiske og udbyttede lande.
2. Profitten: Ens aflønning af kapitalen. Kapitalens bevægelighed er tilstrækkelig til at medføre en tendens til en global udligning af profitraten.

Ulige bytte gennem international handel

Lad os se, hvad disse forudsætninger fører til i Marx’ skemaer for dannelse af produktionspriser. Vi tænker os to lande: A og B. I første omgang forestiller vi os, at merværdiraten og profitraten i de to lande er ens, hvilket vil sige, at arbejdskraft og kapital har en tilstrækkelig bevægelighed til at fremkalde en udligning (skema 1). Den organiske sammensætning i produktionen i land A og B er ens (k og v er 100 i begge lande). Dette er valgt for at gøre “alt andet lige,” altså for at eliminere, at en højere organisk sammensætning skulle være årsag til evt. værdioverførsler. Dette medfører, at værdi og produktionspris i dette tilfælde falder sammen. Endelig forudsætter vi, at hele kapitalen slår om i begge lande med samme hastighed.

I skema I er merværdiraten og profitraten mellem de to lande udlignet. Udvekslingsforholdet mellem de to lande er derfor lige. I skema II er der derimod indført en lønstigning på 50 % i land A, hvilket fører til en lavere merværdirate, en mindre udbytningsgrad. Dette får konsekvenser for bytteforholdet mellem de to lande. Der anvendes lige store mængder arbejdskraft i de to lande, det er blot prisen på arbejdskraft, der er uens, derfor er værdien af de to landes produktioner stadig lige store. Merværdiraten for de to lande er til gengæld forskellig, mens profitraten er ens. Med samme indsats af menneskeligt arbejde, med ens værdimængde i de to lande, får vi alligevel forskellige produktionspriser, fordi prisen på arbejdskraften er forskellig. Hvor produkterne i skema I blev udvekslet lige 300 til 300, resulterer lønstigningen på 50 % i skema II (hvilket i forhold til virkelighedens lønforskelle er meget beskedent) i en ulige udveksling: 333 1/3 > 266 2/3. Land B bliver i forhold til lige bytte snydt for 33 1/3, mens land A vinder dette. Ved en fuldstændig udveksling af varer mellem land A og B vil resultatet blive en gevinst på 33 1/3 + 33 1/3 = 66 2/3 for land A. Samtidig betyder lønstigningen i land A, at den gennemsnitlige profitrate falder fra 50 % til 33 1/3 %. På denne måde overføres der værdi fra lande med lavt lønniveau til lande med højt lønniveau.

Ulige bytte i transnationale produktionskæder

Emmanuel formulerede sin ulige bytteteori som en kritik af David Ricardos klassiske liberale teori om udenrigshandel. Den går i korthed ud på, at når alle land laver det, de er bedst og billigst til, og de derefter udveksler varer frit, har alle fordel af handlen. Med globaliseringen af selve produktionen i transnationale produktionskæder er det i dag måske mere relevant at formulere det ulige bytte som en kritik af den neoliberale forståelse af prisdannelse end udenrigshandel.

I følge liberal teori bestemmes prisen af en vare af udbud og efterspørgsel på markedet. Hvis markedsprisen ikke dækker producentens omkostninger plus den gennemsnitlige profitrate, vil produktionen standse. Hvis markedet stadig efterspørger produktet, stiger prisen så produktionen igen blive rentabel at fremstille, og således skabes der en pris baseret på udbud efterspørgsel og produktionsomkostninger. Produktionsomkostningerne i en transnational produktionskæde, der udgår fra Nord, løber igennem en produktionsfase i Syd og tilbage til et salg i Nord, vil ifølge mainstream økonomisk teori kunne tegnes som en glad smiley-kurve, med et stort bidrag til prisen for aktiviteter i Nord og et lille bidrag for aktiviteter i Syd. En kurve for værditilvæksten af produktet i marxistisk forstand vil derimod have form af en sur smiley. Forklaringen på denne forskel mellem markedspris- og værdikurven er naturligvis den måde arbejdskraften måles. I kurven for markedsprisen er det prisen på arbejdskraften – lønnen – der indgår. I kurven for værditilvæksten er det arbejdets kvalitet og omfang. Årsagen til, at de to kurver ikke er sammenfaldne, men modsatrettede, er naturligvis forskellen på prisen på arbejdskraft i Nord og Syd. I en verden, hvor markedsprisen på varer tenderer en global udjævning, mens markedsprisen på varen arbejdskraft varierer, sker der således en omfordeling af værdi via markedspriserne fra lande med lav markedspris på arbejdskraft til lande med høj pris på arbejdskraft. Dette er imperialisme. [15]

Om udbytning

Det er det menneskelige arbejde, som skaber værdi. Det er merarbejde, som skaber merværdi, men det er via markedspriserne, at værdien af det menneskeskabte arbejde fordeles på tværs af sektorer og nationer. Det sker mellem kapitalisterne via udligning af profitraten. Der overføres værdi fra lavt organisk sammensatte industrigrene til industrigrene med en højt organisk sammensat kapital. Finans- og handelskapitalen kan tilegne sig værdi uden overhovedet at være direkte tilknyttet produktionssfæren. Det sker mellem kapital og arbejdere i form af fordelingen mellem profit og løn. Det sker mellem nationer i form af forskellige forhold mellem prisen på arbejde og prisen på varer, hvorved der overføres værdi mellem lande med et lavt lønniveau til lande med et højt lønniveau. Udbytningen, merarbejdet, i den enkelte konkrete produktion fordeles via transformationen fra værdi til markedspriser.

Værdi og merværdi er således ikke noget, vi kan se eller røre. Vi kan imidlertid se og røre de varer, som har værdi og giver ophav til merværdi. Vi kan også konstatere effekten af merværdiskabelsen, nemlig akkumulationen af velstand på den ene pol og fattigdom på den anden. Værdi og merværdi i sig selv er dog ikke et fysisk objekt, men en social relation. Merværdi kan således ikke betragtes som en fysisk egenskab indlejret i en vare. På trods af at merværdi kan måles i arbejdstid, kan den ikke bestemmes i den enkelte vares fysiske egenskaber. Værdier flyttes, fordeles og distribueres som konsekvens af konkurrence og klassekampe. Værdi eller bytteværdi er ikke molekyler, men bestemmes af de sociale relationer mellem kapital og arbejdere. Som Marx udtrykker det: “Hidtil har ingen kemiker opdaget nogen bytteværdi i en perle eller en diamant.” [16]

Kapitalistisk udbytning kan således ikke snævert forbindes med produktionen alene og til det konkrete forhold mellem kapital og arbejde. Under udviklede kapitalistiske forhold må udbytningen ses i relation til kapitalens kredsløb som et hele. Det vil sige både i relation til produktionen og handlen med varer. Grundlaget for merværdien skabes i produktionen, tilegnelsen og fordelingen af merværdien foregår i vareomsætningen. Det forhold, at en person rent teknisk indgår i produktionen som lønarbejder, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vedkommende er udbyttet og ikke kan udbytte andre. Lønarbejdet er en nødvendig betingelse for kapitalistisk udbytning, men ikke en tilstrækkelig. Udbytningen afhænger af det konkrete forhold mellem det nødvendige arbejde (løn) og merarbejdet (merværdien). Hvis man således for sin løn kan tilegne sig mere værdi, end man selv har skabt, så er man ikke udbyttet, men udbytter.

Marx beskæftiger sig allerede i 1857 i Grundrids med det forhold, at arbejdere gennem etableringen af produktionspriser og en national gennemsnitlig profitrate kunne drage fordel af, at andre arbejderes produkter blev solgt under deres værdi, i det omfang, disse produkter indgik i deres forbrug. [17] Der er således ikke noget nyt i, at lønninger af en vis størrelse kan indeholde mere værdi end det arbejde, der ydes for lønnen. Det vil sige, at man for sin løn kan købe varer af større værdi, end man selv har skabt ved sit arbejde. Det er et kvantitativt spørgsmål, om det er tilfældet for en administrerende direktør med en årsgage på 5 million, eller for en underdirektør med en gage på 1 million kr., eller det allerede indtræder for en faglært arbejder til 350.000 kr. Dette er et spørgsmål om beregning, ikke et spørgsmål om principper.

Om udbytning mellem lande

Udbytning betyder altid i sidste instans tilegnelse af andre menneskers arbejde. Dette gælder, hvad enten det drejer sig om det ene menneskes udbytning af det andet, eller landes udbytning af andre lande. Produktet af menneskeligt arbejde fremkommer som varer eller tjenesteydelser. Tilegnelsen af menneskeligt arbejde er derfor tilegnelsen af disse varer og ydelser. Konsekvensen heraf er, at al udbytning mellem lande i sidste instans beror på en ulighed i byttet af varer og tjenesteydelser. Dette kan enten være i form af et handelsbalanceunderskud, det vil sige, at det imperialistiske land importerer flere varer, end det eksporterer i de gældende verdensmarkedspriser, eller uligheden kan ligge i selve prisdannelsen. Vi må bort fra den forsimplede forestilling, at “markedet” udelukkende er et sted hvor producenten og slutbrugeren mødes. En stor del af transaktioner sker i dag mellem producenter i lange produktionskæder. Fastsættelsen af priser på dette marked af underleverandører er udtryk for køberens forsøg på at fravriste sælgeren en del af den profit, som er skabt i tidligere led i kæden, for selv at realisere den i det endelig salg til forbrugeren, som det for eksempel sker i beklædningsindustrien. Det er ikke kapitalisten på tøjfabrikken i Bangladesh, der scorer superprofitten, det er H&M og forbrugeren. I de tilfælde hvor køber og sælger rent faktisk er samme firma, som i bilindustrien, kan prisen manipuleres for eksempel af skattetekniske årsager.

Produktionskæder er i og for sig ikke noget nyt. I hele kapitalismens historie har produktionskæder for betydningsfulde varer krydset statsgrænser: slaver, bomuld og metaller, men med industrialiseringen af Syd er produktionskæder blevet normen for vareproduktion. Disse produktionskæders geografiske forløb er ikke tilfældige. Deres udgangspunkt er mangfoldige, men deres endelig destination er som regel Nordamerika, Europa og Japan. Dette stedmæssige hierarki i produktionskæderne har medført en stadig større polarisering mellem periferi og center gennem det ulige bytte.

Det er bemærkelsesværdigt hvordan kapitalismen, som historisk system, har evnet at dække over det ulige bytte. En nøgle til at forså dette ligger i selve strukturen af den kapitalistiske verdensøkonomi. Nærmere bestemt den tilsyneladende adskillelse af det økonomiske felt: den globale arbejdsdeling, den integrerede produktionsproces og markedet, og det politiske felt: opdelingen i suveræne nationalstater med hver deres relativt autonome politiske beslutninger og militære kapacitet. Med polariseringen og den følgende koncentration af kapital i centret, skabtes de finansielle muligheder og den politiske motivation for at etablere stærke statsapparater i Nord, der blandt andet sikrede, at statsapparaterne i Syd blev eller forblev svagere. Centret kunne dermed ikke blot via markedskræfter, men også via politiske kræfter og ren vold, presse de svagere stater til at acceptere og fremme en global arbejdsdeling, der placerede dem nederst i de globale produktionskæders hierarki. Ved en kombination af økonomi og politik skabte den historiske kapitalisme således de store lønforskelle mellem Syd og Nord.

Når jeg betegner denne polariserende proces som “skjult”, er det fordi at de aktuelle priser og lønninger altid synes at blive fastsat på verdensmarkedet på basis af “rene” økonomiske markedskræfter. Det store politiske apparat af latent magt behøver ikke at blive sat i værk i hver transaktion for at sikre det ulige bytte. Den militære intervention benyttes kun, når systemet er alvorligt udfordret. I den resterende tid kan kapitalen foregøgle, at priser og lønninger i verdensøkonomien er et resultat af forholdet mellem udbud og efterspørgsel, uden at nævne hvorledes dette forhold i verdensøkonomien historisk er blevet til og hvilke kræfter, der stadig opretholder den norm, at lønninger og livskvalitets er vidt forskellig i Syd og Nord.

Kapitalismen fungerer mere og mere som en global økonomi, men ikke i en global stat. I stedet fungerer den inden for et hierarki af mere eller mindre uafhængige stater. Dette system påvirker markedet. Det kapitalistiske marked er aldrig givet, endsige konstant. Økonomi er ikke en naturlov. På et hvert givet tidspunkt repræsenterer markedet et sæt af love og begrænsninger, som er resultat af politiske kamp nationalt og transnationalt. Love, vi derfor kan forandre.

Noter