25 min read

“Hvis snylterstatsteorien vinder gehør i vores del af verden, så er den forkert.”

KAK-joke 1975.

Barn af den kolde krig

Min første oplevelse af politik var Cuba-krisen i 1962. Under Den Kolde Krig ønskede Sovjetunionen at opstille atommissiler på Cuba, som et svar dels på USA’s opstilling af tilsvarende atomvåben i Tyrkiet rettet mod Sovjetunionen, dels på det CIA-støttede invasionsforsøg i Svinebugten på Cuba det foregående år. De sovjetiske skibe lastet med materiellet til opstilling af våbnene blev spottet på vej til Cuba, og USA svarede igen med en flådeblokade af øen. Hvad ville der ske, når de sovjetiske skibe kom i konfrontation med den amerikanske flåde? En atomkrig mellem supermagterne lurede. Jeg var ti år gammel, men forstod udmærket situationens alvor. Den danske regering havde samme år ladet en pjece med titlen Hvis Krigen Kommer husstandsomdele, der med billeder viste, hvordan man skulle kravle ned under sofabordet, når man så “glimtet” og derefter søge i kælderen, hvor man på forhånd skulle have samlet et forråd af vand og mad. I vores nye TV havde jeg set billedet af paddehatteskyen, og i vores gade hørte jeg lyden af sirenerne, når de hver onsdag blev testet. Naboen bar dåsemad ned i kælderen. Jeg var ikke dummere, end at jeg tænkte: hvad så, når vi har spist maden og kommer op fra kælderen?

Den umiddelbare fare drev over. Elvis, Beatles, Rolling Stones og diskussionerne om hårets længde tog over, men ikke mere end at organisationen Aldrig Mere Krig var den første politiske bevægelse, jeg støttede, og at jeg var helt sikker på, at jeg skulle være militærnægter. En anden krig, Vietnamkrigen, fyldte dog snart mere og mere i min bevidsthed. Ikke mindst på grund af de daglige billedreportager i TV. Det er ikke så sært, at den krig fik betydning for min generation af antiimperialister. USA’s krig i Vietnam var en af de mest brutale i nyere historie. Bombningerne fra B-52 fly, som begyndte med “Operation Rolling Thunder” i 1965 og fortsatte helt frem til forhandlingerne om våbenhvile i 1973, var massive. Nordvietnam, som var på størrelse med Texas, blev bombet med en tonnage tre gange så stor som de samlede bombninger af Europa, Asien og Afrika under hele Anden Verdenskrig. Mere end 7 millioner tons sprængstof med en sprængkraft svarende til over 400 Hiroshima-bomber blev hældt ud over Vietnam. [1] CIA’s antiguerillaoperationer, som eksempelvis “Phoenix”, neutraliserede mere end 80.000 mistænkte Viet Cong-støtter. I alt blev mere end 1,5 million vietnamesere dræbt som konsekvens af den amerikanske krigsførelse. [2] Det er ikke en overdrivelse at kalde den amerikanske krigsførelse for et folkemord, en dom, som Russell Tribunatet under formandssæde af Jean Poul Sartre nåede frem til i Stockholm 1967. Præsident Nixon og udenrigsminister Kissinger burde efter internationale regler være stillet for en krigsforbryderdomstol.

I 1969 købte jeg min første politiske bog. Det var netop Krigsforbrydelser i Vietnam af Nobelpristageren og filosoffen Bertrand Russell. I forbindelse med arbejdet med denne bog, kikkede jeg i den. Jeg havde streget følgende sætningen under:

“For nogle forekommer udtrykket: Den amerikanske imperialisme at være en kliché, fordi det ikke er en del af deres egen erfaring. Vi i Vesten er begunstiget af imperialismen. Udbytningens frugter er det, der korrumperer os.” [3]

Disse sætninger ramte mig åbenbart, for når jeg ser tilbage på udviklingen af mine politiske anskuelser, så sammenfatter disse ord min erfaring.

Det begyndte med følelser: Som en trang til retfærdighed for Vietnams folk, som vrede over USA’s bombninger med napalm. Måske også en dårlig samvittighed over, at jeg lever så rigt, når så mange i den tredje verden lever så fattigt. Jeg skriver denne tekst i bekvemmelighed på en af husstandens to computere. Vi har også en iPad og et par mobiltelefoner og et fladskærms-TV. I vores 90 kvadratmeter store lejlighed er der bad og et moderne køkken. Når jeg har ferie, tager jeg med fly til udlandet og nyder solen, kulturen og maden i et land, hvor folk er fattige. Jeg får en høj løn, der kan betale for alt det. Det er måske denne forskel i livsbetingelser her i verden, der har været min personlige politiske driver. Hvad er det for en historisk udvikling, der har ført frem til denne opdeling af verden? Hvad er det for økonomiske og politiske mekanismer, der opretholder den? Og hvorfor det er så svært at ændre denne situation? Disse spørgsmål nærede min interesse for politik.

Min gymnasietid på Stenhus Kostskole i Holbæk faldt sammen med 68-oprøret. Det nåede helt ud til provinsen. Vi havde også vores opgør med den gamle skoles autoriteter, et alternativt skoleblad og politiske møder om Vietnamkrigen. Vi var en gruppe, der diskuterede tidens politiske spørgsmål og begyndte at læse politiske teori for at finde en sammenhæng i verden og en løsning på uretfærdigheden. En af mine kammerater på kostskolen introducerede mig i 1969 for Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), den politiske gruppering, inden for hvilken den såkaldte “Blekingegadegruppe” nogle år senere opstod. Det fik brikkerne til at falde på plads i mit hoved. Årsagen var simpelthen, at deres teorigrundlag, snylterstatsteorien, forklarede mig, hvordan verden fungerede på en måde, jeg umiddelbart kunne genkende i min hverdag. Teorien viste, at der var en sammenhæng mellem rigdommen i vores del af verden og fattigdommen i den tredje verden, og at denne sammenhæng var imperialismen. Den forklarede også, hvorfor arbejderklassen i vores del af verden ikke ønskede en revolution, men blot forbedringer inden for systemets rammer.

Denne teoretiske forståelse førte til, at en individuel og ukoordineret politisk handlen baseret på følelser blev til en organiseret og strategisk praksis. Jeg blev medlem af KAK og deltog i deres praksisser. Konkret blev det til studiebesøg i den tredje verden og videre til praktisk materiel støtte til befrielsesbevægelser – legal såvel som illegal. Besøgene i Mellemøsten og Afrika og samarbejdet med befrielsesbevægelserne forstærkede de oprindelige følelser: Trangen til retfærdighed og vreden over imperialismens undertrykkelse. Dertil kom en ny følelse af et personligt ansvar for at hjælpe de befrielsesbevægelser, som nu var blevet til konkrete personer, til kammerater. Vi ville være et lille tandhjul i det maskineri, der arbejdede for en anden verdensorden. Disse handlinger, denne praksis, disse følelser, førte igen til politisk refleksion og studier, som skulle undersøge, forklare og mobilisere os selv – og gerne andre – til fælles handling.

Teoretisk udvikling forblev således til stadighed vigtig for os. Der lå altid bevidste teoretiske, strategiske og taktiske overvejelser bag vores praksis. Vi diskuterede altid politik før praktik i samarbejdet med befrielsesbevægelser. Når jeg således ser tilbage på min politiske virksomhed, så er det en pendulering mellem følelser, praksis og teoretisk refleksion. Denne bog er en opsamling på disse teoretiske overvejelser gennem mere end 40 år.

Snylterstatsteorien

Jeg blev som nævnt politiseret af krigen i Vietnam. Det var dog ikke kun gennem min harme over krigen, Vietnams kamp var også en inspirationskilde til modstand. Krigen viste, at den menneskelige faktor, Vietnams folk – folkekrigen, kunne besejre verdens største supermagt. I solidaritetsarbejdet og i demonstrationerne mod krigen var det først og fremmest unge studerende med udgangspunkt i ungdomsoprøret, der deltog. Arbejderklassen og dens organisationer så vi ikke meget til. Samtidigt forekom det mig, at der var en enorm forskel mellem de livsbetingelser, som proletariatet i den tredje verden levede under, og så de problemer, som arbejderklassen i min del af verden tumlede med. Der er stor forskel på sult, arbejdsdage på tolv timer og en løn på 10 kr. om dagen, som var betingelserne i den tredje verden, og så længere ferie, mere i pension og 10 kr. mere i timen, som var dagsordenen i 1960’ernes arbejdskamp i Danmark.

At de udfordringer, som den tredje verdens arbejderklasse står overfor er langt større end de problemer, arbejderklassen her i Vesten har, synes måske indlysende for de fleste. Og at der er en sammenhæng mellem livsbetingelser, radikaliteten af modstanden og ønsket om en anden verdensorden, kan synes som et ligeså ukontroversielt synspunkt. På venstrefløjen i vores del er verden er det synspunkt dog højst kontroversielt. At påstå, at arbejderklassen i lande som Danmark, drager fordel af den internationale arbejdsdeling, at de dermed ikke har nogen umiddelbar interesse i at forandre det nuværende system, og at det samtidig er årsagen til den manglende internationale solidaritet fra arbejderklassens side, møder ikke meget forståelse på venstrefløjen. Jeg fristes til at citere den amerikanske forfatter og socialist, Upton Sinclair, der i en tale i 1934 formulerede dette kontrovers således: Det er svært at få nogle til at forstå noget, når deres løn afhænger af, at de ikke forstår det. [4] Ikke desto mindre var det sådanne kætterske tanker, som Kommunistisk Arbejdskreds forfægtede i den såkaldte “snylterstatsteori.” Det var ikke kun logikken i KAK’s teori, der tiltrak mig. Det var også det engagement og den troværdighed, som de medlemmer, jeg mødte, havde. For dem var solidaritet ikke kun politiske erklæringer, men handling, “noget man kan have i hånden.” Der var en overensstemmelse mellem det, de sagde og den praksis, de havde.

Snylterstatsteorien blev formuleret og udviklet af KAK’s formand, Gotfred Appel, i en række artikler i bladet Kommunistisk Orientering fra 1966 og frem til KAK’s splittelse i 1977, [5] en splittelse, der resulterede i dannelsen af Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA). [6] En af årsagerne til splittelsen i KAK var den leninistiske dogmatisme, der herskede i organisationen, og som blokerede for inddragelsen af nye teoretiske bidrag til udviklingen af vores forståelse af verden. M-KA søgte i stedet at videreudvikle snylterstatsteoriens økonomiske teorigrundlag med en kobling til Arghiri Emmanuels teori om det ulige bytte, der beskrev, hvorledes udbytningen af proletariatet i Asien, Afrika og Sydamerika skete via international handel. Historisk og sociologisk søgte vi på samme måde at udbygge vores teori med en kobling til især Immanuel Wallersteins verdenssystemteori, der beskrev kapitalismens historiske og politiske udvikling fra middelalderen til i dag, som netop et sammenhængende center-periferiforhold. M-KA udgav i 1983 bogen Imperialismen i dag, som var den første sammenhængende formulering af snylterstatsteorien, der både indeholdt det økonomiske grundlag, de klassemæssige og politiske konsekvenser og ikke mindst et bud på en konkret praksis i imperialismens centerlande. [7]
I april 1989 blev Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe opløst som konsekvens af flere af medlemmernes fængsling i forbindelse med den såkaldte “Blekingegadesag.” Her var jeg og seks andre tiltalt for en række røverier og andre kriminelle forhold, heriblandt røveriet mod postterminalen i Købmagergade det foregående år, hvor en politibetjent desværre mistede livet under den efterfølgende skudveksling. [8]
Under mit fængselsophold havde jeg i mine politiske studier og skriverier fokus på globaliseringen og neoliberalismen, der blev mere og mere fremtrædende i disse år. [9] Samtidig skete der store politiske ændringer uden for murene. Sovjetunionen og de socialistiske stater i Østeuropa opløstes og blev inddraget i det kapitalistiske verdensmarked. De antiimperialistiske kampe i den tredje verden enten mistede pusten eller deres tidligere socialistiske indhold. [10] Trods dette var den grundlæggende økonomiske og politiske præmis uforandret. Verden var stadig opdelt i en rig og en fattig del. Intet tydede på, at denne polarisering var under forandring, men især det falmende socialistiske perspektiv i befrielseskampen og Sovjetunionens opløsning gav stof til eftertanke og en søgen efter nye svar på spørgsmålet om, hvordan en socialistisk økonomi og politisk styring kunne indrettes, og med hvilke strategier og praksisser vi kunne bevæge os i den retning. [11] Fra min løsladelse i 1996 og i en årrække frem var jeg aktiv i forskellige globaliserede modstandsformer, der var inspireret i zapatisternes oprør i Chiapas, Mexico og af modstanden mod World Trade Organization (WTO). Således deltog jeg bl.a. i zapatisternes internationale møde i Chiapas i 1996 og i World Social Forum-møder.

Jeg havde ikke systematisk gennemtænkt snylterstatsteorien i lyset af de store ændringer, der var sket i den globale arbejdsdeling og nye transnationale produktionsformer siden vi skrev Imperialismen i dag i 1983. I løbet af de seneste år er det imidlertid gået op for mig, via endnu en forandring siden 1983, internettet, at teorien ikke er en hendøende tese, men i høj grad stadig er levende og brugt. En række politiske organiseringer og teoretikere har udviklet teorien og arbejder stadig med teorier om sammenhængen mellem imperialistiske udbytningsformer og de politiske konsekvenser af dette. Det har været opmuntrende at opdage, at man ikke er en uddøende race, men en del af et levende netværk, der arbejder med at udvikle en forståelse af de globale økonomiske sammenhænge, de politiske konsekvenser og strategier for forandring. [12]

Mellem det akademiske og det politiske

Denne tekst er ikke akademisk i sin opbygning eller i sin ambition, men den bygger i høj grad på akademiske afhandlinger, og jeg redegør for mine kilder. Det er heller ikke klassisk politisk tekst al den stund, at den ikke kommer fra en organisation, men fra et enkelt individ. Det er således en personlig tekst, imperialismeteori oplevet gennem min egen historie, men også en politisk tekst forstået på den måde, at den vil forklare, argumentere og mobilisere til handling.

Når jeg ser på rækken af bidrag til imperialismeteori, som jeg har læst gennem årerne og sammenligner de akademiske bidrag med praktikernes bidrag til teoriudviklingen, er der ofte – om ikke altid – en naturlig forskel. For akademikeren er den politiske praksis en interessant empiri, de iagttager og kommenterer på. Det drejer sig om at forstå og forklare verden. Der er sjældent et bud på, hvad der bør gøres. Akademikeren vil for alt i verden undgå at blive identificeret med en særlig konkret politisk retning, endsige organisering, da det vil være akademisk diskvalificerende. Praksis er ikke deres gebet, den overlader de høfligt til andre. Til gengæld er de ofte kommet et spadestik dybere og har skabt en teoretisk udvikling. For praktikeren derimod er teorien et værktøj til at forstå verden med det formål at handle mest effektivt. Det ses tydeligt i bidragene fra Lenin, Mao og repræsentanterne for efterkrigstidens befrielsesbevægelser, for eksempel Che Guevara og Amilcar Cabral.

Relationen mellem teori og praksis må være et samspil. En teori, som ikke udvikler en praksis, er ikke nogen god teori. Vi kan snakke i timer om alle mulige politiske spørgsmål og kommer med fine analyser, men hvis vi ikke til slut har noget svar på det afgørende spørgsmål, “hvad bør der gøres?”, så mangler der en afgørende del. På den anden side er praksis uden teori et vildspor. Hvordan skal vi kunne udvikle en slagkraftig praksis, hvis vi ikke har en konkret virkelighedsnær analyse af de politiske, økonomiske og sociale relationer, som bestemmer vores liv og samtidig udvikle en ide om, hvor vi skal hen og hvordan vi kan nå i den retning?

I 1960’erne og 70’erne stod afhængighedsteoretikere som Samir Amin, Arghiri Emmanuel og A.G. Frank, samt verdenssystemteoretikerne med Immanuel Wallerstein i spidsen for det mest betydningsfulde nybrud i imperialismeteorierne siden 1920’erne. Til denne opblomstring af teori hørte også kredsen omkring tidsskiftet Monthly Review i USA med folk som Magdoff, Baran og Sweezy. Samtidig skete der en betydelig vækst i kommunistiske partier og bevægelser og et opsving i befrielseskampen i den tredje verden. Det forekommer mig dog, at det akademiske og det praktiske opsving i høj grad forløb parallelt uden rigtigt at befrugte hinanden. Det var for eksempel ikke meget imperialismeteori, der kom fra Kinas Kommunistiske Parti, og de fleste befrielsesbevægelsers teoretiske overvejer omkring politisk økonomi var ikke specielt avancerede, med Che Guevaras og Amilcar Cabrals teorier som nogle af de få undtagelser. Jeg ved godt, at Karl Marx’ berømte citat fra hans “Teser om Feuerbach” er fortærsket, men det kan åbenbart ikke gentages nok:

“Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” [13]

I KAK og M-KA gjorde vi et bevidst valg: Vi ville bruge tid og ressourcer på teori for ikke at blive “blinde” aktivister. Vores studier søgte ikke blot at beskrive og forklare verden, men mundede også ud i en opfordring til en praksis: “Hvad skal kommunister i de imperialistiske lande gøre?” [14] Det er intentionen med denne bog at følge denne tradition, at søge en kobling mellem teoretisk analyse og politiske vilje til forandring. Emnerne i denne bog er uhyre omfangsrige: Imperialismens historie, global økonomi, den politiske udvikling de sidste to hundrede år. Jeg kan umuligt behandle dem fyldestgørende, så også her følger jeg ikke de akademiske regler. Jeg udvælger, hvad jeg mener, er væsentligt, interessant og hvad jeg synes, der er overset. Jeg veksler mellem de store generelle linjer og de små konkrete eksempler. De mange sidebemærkninger og små historier afspejler netop min personlige tilgang til imperialismeteorier i dette hjørne af verden. Jeg plukker således teser og værktøjer fra forskellige teoretiske retninger uden nødvendigvis at “købe hele pakken.” Jeg er således ikke trofast mod en særlig politisk linje. Den form for dogmatisme har jeg ikke gode erfaringer med. KAK’s stringente leninisme blokerede for nye relevante teoretiske vinkler, og den meget bastante retorik imod enhver afvigelse fra den rette vej blokerede for mere frugtbare meningsudvekslinger. Den del at 1970’ernes politiske kultur savner jeg ikke.

En metodisk-filosofisk refleksion

Ud fra et akademisk metodisk synspunkt kan man kalde min metode for eklekticisme, det vil sige en udvælgelse af forskellige ideer, også selvom at de måske kan virke uforenelige. Mine valg har dog et fælles perspektiv, der er en rød tråd i den historie, jeg fortæller. Jeg har nogle grundantagelser.

I KAK spillede teoretiske studier som nævnt en betydelig rolle. Der var ikke kun tale om politiske og økonomiske studier. Der var også studier i filosofi og metode. Især husker jeg et studieforløb i foråret 1975 i dialektisk materialismen, som var meget givende. Det er tilfredsstillende at få greb om, hvordan verden er skruet sammen. Formålet med studierne i filosofi var at udvikle en metode til at bearbejde al det materiale, vi have samlet fra vores studierejser i den tredje verden og studier i netop konkret politik og økonomi. Bag det hele lå det formål at udvikle en teori og strategi, hvorudfra vi kunne handle for at forandre.

Det handler altså om forholdet mellem ”verden i sig selv” og vores tolkning af verden “verden for os”. Sagt på en anden måde: På den ene side eksisterer verden og har en ganske bestemt form, hvad enten jeg er til eller ej. På den ene side har vi mennesker mange forskellige tolkninger af denne verden. Vi opfatter verden gennem vores sanser og hjernes tolkning, og vi kan beskrive virkeligheden i tal, ord og billeder. Disse fremstillinger er ikke mere eller mindre gode tilnærmelser af virkeligheden. “Verden for os” er ikke en afglans af “verden i sig selv,” men noget radikalt andet. Selvom “verden i sig selv” og “verden for os” er radikalt forskellige, er der imidlertid et forhold mellem dem. Det er ikke uafhængige kategorier. “Verden for os” handler om vores relation til virkeligheden – en fortolkning og et perspektiv på den. Dette perspektiv er som et par briller. Den måde, glassene er konstruerede og farvede på, bestemmer i høj grad vores opfattelse af verden. Vi lægger vægt på bestemte forhold og betoner særlige sammenhænge, der skaber en mening i vores perspektiv på verden. Igen er det ikke således, at vi afslører den “skjulte mening” med verden “i sig selv”, men vi skaber en meningsfuld sammenhæng mellem verden og os. En særlig tolkning er således et iboende uundgåeligt forhold i al viden. At noget kun er en tolkning er ikke det samme, som at det er usandt. En tolkning kan være sand eller falsk. Hvordan skelner man da en sand og en falsk tolkning? Ud fra et ganske bestemt perspektiv, naturligvis. Ud fra dette vurderer vi tolkninger som gode eller dårlige.

Hvis det ikke giver mening at søge efter tingenes inderste væsen, meningen med livet, er det så derimod meningsfuldt at søge efter en opfattelse af virkeligheden, som tjener vores interesser, mål og løser vores problemer? En beskrivelse af verden i vores perspektiv, en beskrivelse af virkeligheden i et bestemt perspektiv med et bestemt formål? På den ene side at insistere på, at der eksisterer en virkelighed og på den anden side erkende, at vi oplever denne virkelighed gennem en særlig tolkning, — det stiller krav om refleksion over, hvordan vores “briller” forvrænger vores syn. At selve denne refleksion er underkastet den samme forvrængning, gør ikke opgaven lettere.

Jeg er udmærket klar over, at nogen vil mene, at denne tekst er et produkt af et bestemt perspektiv, der giver mig et tunnelsyn, mere end Det globale perspektiv, som er bogens titel. Jeg insisterer naturligvis på, at jeg har bestræbt mig på ovenstående refleksion. Det er et træk ved vores bevidsthed, at vi betragter vores egen opfattelse af verden som havende en stor grad af universalitet. Men hvis selvcentreret universalisme er den ene grøft, så er det synspunkt, at alle opfattelser af verden er lige gode, den anden. Begge grøfter ødelægger muligheden for en diskussion, der fremmer en kollektiv analyse.

En konsekvens af mit filosofiske, materialistiske perspektiv er, at den måde, vi producerer og fordeler produkterne på, spiller en stor rolle for min tolkning af verden. Det er min erfaring, at de betingelser, hvorunder mennesker arbejder, og de livsbetingelser det skaber, i høj grad bestemmer den måde, vi tænker på. Vi socialiseres, ikke mekanisk eller deterministisk, men dialektisk. Min historieopfattelse er således historisk materialisme. Jeg betragter kapitalismen som et system. Det har en 500-årige historie, det har en fødsel og en død, præcis som alle andre historiske systemer gennem de sidste 10.000 år. Men der er ingen forudbestemt determinisme i den historiske udvikling. [15] Ingen lovmæssig overgang fra kapitalisme til socialisme. Den samfundsmæssige udvikling er kompleks og uforudsigelig i blot et 50-års perspektiv. De samfundsmæssige systemer er mere eller mindre kaotiske. I visse perioder er systemet relativt stabilt. Selvom revolutionære bevægelser bruger enorme mængder energi på at bringe det ud af balance, har det en tendens til at svinge tilbage mod en ligevægt, men aldrig helt tilbage: noget er forandret. I andre perioder befinder systemet sig i en strukturel krise. Det er kommet så langt væk fra ligevægten, at det for alvor bliver ustabilt og kaotisk. I disse perioder har agenten, den revolutionære bevægelse, stor betydning. En skopudser, der brænder sig selv af i protest mod de herskende forhold i Tunis sætter gang i en lavine af begivenheder. Som en sommerfugl, der slår med vingen i en del af verden og udløser en storm i en anden del af verden. Det er denne måde, jeg anskuer den vanskelige problematik mellem strukturen, der former menneskene og menneskene, der forandre strukturen i historiens gang.

Når jeg skal samle disse filosofiske og metodiske grundholdninger i en mere konkret overordnet antagelse om virkeligheden så er den: at verden er delt i rige og fattig lande, at denne opdeling primært har økonomiske årsager, og at denne opdeling afspejler sig i klasseforhold og politik.

Læsevejledning

Denne bog består af tre dele, der følger en bestemt progression. I del I følger jeg teorierne om imperialismen og verdens opdeling i rige og fattige lande og de klassemæssige konsekvenser af denne opdeling fra teoriernes udspring i 1850’erne og frem til 1989. Det gør jeg i en historisk sammenhæng og samtidig ud fra mit eget personlige perspektiv, hvilket vil sige, hvordan disse teorier kom til mit og KAK/M-KA’s kendskab, og hvordan de indgik i vores egen teoriudvikling. Jeg lægger det tidsmæssige snit i 1989, et både historisk skelsættende år med Berlinmurens fald og personligt skelsættende med opløsningen af Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe og vores fængsling som konsekvens af afsløringen af vores illegale praksis. Denne gennemgang af teorierne og deres historiske sammenhæng, er en tour de force af teoretikere, refleksioner, sidebemærkninger og litteraturhenvisninger, så interesserede kan få smagsprøver og en lettere indgang til paradigmet. Det er af flere årsager væsentligt for mig at følge teoriens røde tråd i tid og rum, fra den blev spundet i midten af 1800-tallet og fremefter. For det første er det vigtigt for mig at dokumentere, at der er tale om en kontinuerlig politisk linje. For det andet er det relevant at formidle de historiske erfaringer omkring de ideologiske kampe, der har været forbundet med teorierne. Erfaringer, der er vigtige, ikke mindst i min del af verden, hvor antiimperialismen netop er præget af diskontinuitet. For det tredje fordi antiimperialismen hos os er en reaktion på begivenheder ude i verden mere end udtryk for konflikter i vores eget samfund. Antiimperialisme fungerer ikke som en nødvendig og integreret del af hverdagen, det er snarere en politisk interesse, man kan vælge til eller fra, som det passer i ens livsforløb.

I bogens del II vil jeg søge at give en aktuel status på imperialismen. Hvordan fungerer den globaliserede kapitalisme? Hvordan påvirker det klasseforholdene globalt? I denne politisk-økonomiske del vil jeg inddrage de mange nye bidrag, der er kommet til imperialismeteorien fra 1990’erne og frem til i dag, både fra akademisk side og fra politiske bevægelser. Endelig vil jeg i del III beskæftige mig med de politiske konsekvenser af denne politiske økonomi, både her i det globale Nord og i Syd. Hvordan ser de politiske rammer ud? Hvem er de politiske aktører? Hvordan ser de aktuelle politikker ud? Endvidere vil jeg diskutere og komme med et bud på strategier og praksisser for antiimperialistiske bevægelser i dag. Er vejen frem et brud med den neoliberale globalisering i form af en de-linking, en afkobling, fra systemet, til fordel for en nationalt centreret udvikling? Eller skal den neoliberale globalisering imødegås af en globaliseret modstand? Eller noget tredje? Hvilken rolle kan nationale befrielsesbevægelser spille i dag? Har den internationale fagbevægelse en fremtid i den nye globale arbejdsdeling? Kan de nye globale sociale bevægelser komme til at spille en rolle? Hvordan kan man arbejde antiimperialistisk i vores del af verden? Denne del er således i høj grad et oplæg til diskussion. Mens den første del således er historisk præget, er anden del en aktuel politisk-økonomisk analyse af kapitalismens globale sammenhænge, mens den tredje og sidste del handler om den førte politik og den politik, der skal føres, hvis verden skal forandres. Bagest i bogen findes et appendiks om marxistisk værditeori. Det udgør en væsentlig baggrund for bogens argumentation, men er bragt som appendiks fordi det placeret i teksten ville skabe et brud i fortællingen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle dem, der har gennemlæst mine udkast til bogen og givet mig mange nyttige kommentarer med på vejen. Desuden en tak til Forlaget Nemo for mod- og medspil i redigeringen af bogen.
Torkil Lauesen, april 2016.

Noter:

Alle citater fra engelsksprogede værker er oversat til dansk af forfatteren.

  1. Karnow (1997) : 431.[]
  2. Appy (2003): 361.[]
  3. Russel (1969): 78.[]
  4. Upton Sinclair var forfatter og mest kendt for romanen The Jungle fra 1906. Senere blev han socialistisk politiker. Citatet stammer fra en tale i 1934, hvor Sinclair prøvede at blive valgt til guvernør i staten.[]
  5. Mange af disse tekster ligger online på hjemmesiden snylterstaten.dk.[]
  6. KAK blev splittet i tre iraktioner. Gotfred Appel videreførte sammen med 2-3 personer KAK frem til 1981. En gruppe på 10-15 personer, der kaldte sig Marxistisk Arbejdsgruppe (MAG), videreførte et års tid diskussionerne om erfaringerne fra KAK, hvorefter gruppen blev opløst. Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe blev således den fraktion, der både praktisk og teoretisk videreførte KAK’s linje frem til 1989.[]
  7. M-KA (1983). Bogen udkom på engelsk i 1986.[]
  8. For en detaljeret beskrivelse af gruppens kriminelle, praksis og retssagen mod gruppen, se: Jørgensen, Lauesen & Weimann (2009): 35-57.[]
  9. Jeg benyttede som konsekvens af min nye, “praksis” som fange, opholdet i Vridsløselille Statsfængsel til at foretage, feltstudier i fængselslivet og til at tage, en kandidatgrad i statskundskab, se,: Lauesen (1998).[]
  10. Se, f.e,ks. Lauesen (1994), samt artikler i Gaia i årene, 1995-2013.[]
  11. Se f.eks. Swing m.fl. (2005): 22-52.[]
  12. Selvom der i dag ikke findes nogen formel organisering omkring snylterstatsteorien i Danmark, er f.eks. hjemmesiden snylterstaten.dk et udtryk for en stadig aktualitet og interesse.[]
  13. Marx & Engels (1973b): 403.[]
  14. Se, f.eks. sidste kapitel i M-KA (1983), samt M-KA (1985a). Begge, tekster ligger på snylterstaten.dk.[]
  15. Engels (1973): 88-152.[]

Om forfatteren / About the Writer

+ posts

Aktivist og forfatter, Medlem at Internationalt Forum.