USA-imperialismen har ikke opgivet sin plan om verdensherredømme. På trods af de nederlag den er blevet tilføjet i Vietnam, tror den stadig, at det kan lykkes for den. At kræve ”forhandlinger” er at gå imperialisternes ærinde; hvad andet kan Nordvietnam om muligt ”forhandle” om end Sydvietnams skæbne?
Det mest ironiske er måske, at samtidig med at de er ved at vinde overlegent, lader vietnameserne måske sejren glide sig af hænde ved hjælp af ”forhandlinger”.
At nordvietnameserne udsender sådanne ”forhandlingsfølere”, står i skarp kontrast til folkekrigens sag i syd. Befrielsesfrontens styrker står militært og politisk i den bedste situation siden de startede revolutionen. I 1965 havde de næsten slået Saigon-marionettropperne. De havde nedkæmpet nøglesektioner af marionethæren og dens strategiske reserver i slag ved højlys dag i Mekong-deltaet og steder som f. eks. Binh Gia. Det var på randen at dette nederlag, Johnson følte sig tilskyndet til at eskalere og indsætte USA-kamptropper på slagmarken i stor målestok.
Befrielsesfrontens hær har initiativet mod USA-aggressorerne. I 1966 og en del af sidste år var USA-imperialisterne i stand til at iværksætte storstilede ”eftersøgnings- og ødelæggelsesoperationer” (skønt det taktiske initiativ om hvor og hvornår slagene faktisk skulle finde sted stadigvæk lå i frontens hænder); nu er det imidlertid befrielsesfronten, der tager initiativet til de store slag. Ikke kun delinger og kompagnier, men hele bataljoner af USA-tropper bliver udslettet. Westmore-land flytter som en afsindig tropper fra den ene ende af landet til den anden for at forsvare sig mod stadigt kraftigere og et stedse stigende antal FLN-angreb; han er ude af stand til at tage initiativet i noget som helst. Det strategiske initiativ er gået over til befrielsesfronten, og USA-imperialisterne har nu brugt de bedste af deres styrker. For at gøre en ende på det ville de have været nødt til at mobilisere reserverne hjemme, hvilket ville skabe endnu stærkere modsætninger til arbejderklassen her i landet.
Uanset hvad man tror om ”tropper fra nord”, er – selv ifølge amerikanske pressekilder – 90 % af den nordvietnamesiske hær i nord, ikke i syd. Derfor er det vietnamesiske folks reserver mere end overlegne uden hensyn til, hvad USA-imperialismen kunne tænkes at gøre af den årsag. Og bagved disse reserver står Folkerepublikken Kinas styrker mere end villige, parate og i stand til at hjælpe, hvis vietnameserne skulle bede om det.
Selv om de var ved at tabe, ville det have været diskutabelt om folkets styrker skulle ”forhandle”; snarere skulle de, om muligt, udkæmpe et strategisk tilbagetog, som kineserne gjorde det på deres berømte ”lange march”. Men når folkets styrker har overtaget og udsletter de bedste tropper den imperialistiske fjende kan sætte ind mod dem, må den militære fordel udnyttes til sin yderste – og logiske – konsekvens: aggressorens militære – og derfor politiske – nederlag.
Da de ved dette, vælger de imperialistiske styrker ”forhandlingerne”, for ved konferencebordet at vinde det, de ganske øjensynligt er ved at tabe på slagmarken. (26-1-1968)
====
Punkt 1 af den Demokratiske Republik Vietnams 4-punkts erklæring af 8. april 1965:
Anerkendelse af det vietnamesiske folks grundlæggende nationale rettigheder, nemlig selvstændighed, suverænitet, enhed og territorial integritet. I streng overensstemmelse med Geneve-aftalerne må den amerikanske regering trække sine tropper, militære personel og våben, ammunition og krigsmateriel af enhver art tilbage fra Sydvietnam, nedlægge de amerikanske militærbaser der, ophæve sin militæralliance med Sydvietnams regering og samtidig indstille sin interventions- og aggressionspolitik i Sydvietnam. Den amerikanske regering må indstille alle sine krigshandlinger mod Nordvietnam og gøre afgørende ende på alle krænkelser af Den Demokratiske Republik Vietnams territorium og suverænitet.
====
Statsminister Pham Van Dong erklærede d. 2. september 1965:
At bøje sig for de amerikanske imperialisters trusler eller at gå på kompromis med dem ville udgøre en opmuntring, der indebærer talløse alvorlige konsekvenser …. Formålet med det vietnamesiske folks hellige kamp er fuldt ud legemliggjort i den Demokratiske Republik Vietnams 4-punkts standpunkt. Dette er det eneste korrekte fredens standpunkt. Og det er af verdensopinionen blevet anerkendt som det eneste grundlag for en løsning på Vietnamproblemet. Dette 4-punkts standpunkt svarer til fulde til de vigtigste politiske og militære bestemmelser i Geneve-aftalerne af 1954, og hele verden er nu af den opfattelse, at disse aftaler må virkeliggøres på den rette måde. Dette 4-punkts standpunkt må højtideligt akcepteres af den amerikanske regering, før en politisk løsning på Vietnam-problemet kan overvejes.
ooo
HVORFOR SIDDER DEN NORDVIETNAMESISKE DELEGATION VED FORHANDLINGSBORDET I PARIS ?
