“Revolution er ikke mulig uden en almindelig national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne). Følgelig er det for revolutionen … nødvendigt at opnå, at flertallet af arbejderne (i hvert fald flertallet a£ de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og holdent forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den, …“
Lenin
3. maj 1968
Ingen, der ikke er forblindet af fraser eller fordomme vil i dag påstå, at flertallet af den danske arbejderklasse er “rede til at gå i døden” for den socialistiske revolution. Flertallet er i dag snarere rede til at lade sig lokke ud i katastrofen for at forhindre den udvikling, der fører til den.
Ingen, der ikke er forblindet af socialdemokratisme eller moderne revisionisme, vil i dag påstå, at der overhovedet kan tales om “bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere” i nogen udstrækning, der ønsker eller arbejder på at få socialismen. Den sørgelige kendsgerning er den, at så godt som alle “politisk aktive” arbejdere i dag er aktive i et arbejde, der direkte er med til at befæste det kapitalistiske system.
SÅDAN ER DET, SÅDAN HAR DET VÆRET I ÅRTIER, OG SÅDAN VIL DET ENDNU VÆRE ET STYKKE TID.
Vi stillede i efteråret 1966 i “Kommunistisk ORIENTERING” følgende spørgsmål:
“Hvordan vil en sådan (bestukket) arbejderklasse reagere, når dens lands kapitalister på grund af de undertrykte nationers og folks frigørelseskamp ikke længere får råd til at “købe” og bestikke den?”
Der kan efter alle de erfaringer, vi har indhøstet siden da, ikke herske tvivl om svaret. Det er også tydeligt blevet bevist under diskussioner omkring havnearbejderdemonstrationerne i London mod de farvede indvandrere: Situationen i dag i den danske arbejderklasse (enkeltpersoner undtaget, naturligvis) kan kort udtrykkes med disse ord, der blev udtalt af en arbejder forleden:
“Hvad vi vil gøre, når deres frigørelseskamp begynder at koste os noget? Det er da klart nok. Vi vil gå imod dem!”
Der er næppe i Danmark tale om egentlige racefordomme. “Vi har sgu ikke noget imod de farvede, som sådan.”
Der er tale om ren og skær snæversynet egoisme:
“Det er da indlysende, at hvis de fremmede prøver at tage vores arbejde fra os, må de ud af landet.”
Der er tale om en utrolig mangel på solidaritet:
“Ja, selvfølgelig. Så længe der er mangel på arbejdskraft, er det i orden, at de er her. Men så snart, der kommer arbejdsløshed, så er det ud!”
Der er tale om en oprørende, stupid uvidenhed og ligegyldighed, når folk kan sige, som vi har hørt dem sige:
”De har at skrubbe hjem, hvor de kom fra. De skal ikke bilde sig ind, de bare kan komme rendende her og nyde godt af det, vi har tilkæmpet os, mens de selv dansede hula-hula med en fjer i røven!”
Sjældent har en mand ramt i den grad lige på kornet, som Lenin, da han sagde:
“I Vesteuropa har der udviklet sig et fagegoistisk, snævert, egenkærligt, forstokket, vindesygt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialisterne underkøbt, af imperialisterne demoraliseret ‘arbejderaristokrati'”
Lenin
(“Venstre”kommunismen, en børnesygdom)Lenin brugte disse ord om en lille del af arbejderklassen, han kunne ikke vide – selvom han forudså muligheden – at de ville blive dækkende for arbejderklassen som helhed.
Hvordan er det kommet dertil?
Vi har sagt det igen og igen, og vi vil blive ved med at sige det. Det er kommet dertil, fordi, som Engels skrev, arbejderne fra kolonialismens start “gladeligt har taget deres del af byttet” fra udsugningen af de koloniale folkeslag.
OG FORDI INGEN HAR FORTALT DEM, AT DET VAR DET, DE GJORDE!
Det er kommet dertil, fordi ingen har fortalt dem, at det ville føre dem lige lukt i den borgerlige, uhyggelige, hæsligt stinkende imperialistiske pøl, hvis de ikke stoppede op i tide og tænkte sig grundigt om.
Marx har sagt det, Engels har sagt det, Lenin har sagt det – men de socialdemokratiske partier fortav det. De såkaldt “kommunistiske” partier i Vesteuropa fra begyndelsen af 1920’erne til i dag har fortiet det. Alle fortier det endnu!
Der har næppe siden Lenins død været nogen, der har fortalt Vesteuropas arbejdere om “konsekvenserne af deres egne fejltagelser på forhånd og gjort dem klart, at enhver bevægelse, der ikke holder ødelæggelsen af lønsystemet for øje som endemålet, uvægerligt vil fare vild og komme til kort” (Engels i brev til Sorge i 1866).
Hvad har socialdemokraterne gjort?
De har arbejdet for “reformer”, for kortere arbejdstid, længere ferie, større arbejdsløshedsunderstøttelse o.s.v.
Hvad har “kommunisterne” i DKP gjort?
De har stillet krav om endnu højere løn, om endnu længere ferie, om endnu større arbejdsløshedsunderstøttelse o.s.v.
Socialdemokraterne har pralet af deres indsats for arbejderklassens “interesser” og af de opnåede resultater, og de har aldeles tabt endemålet af syne.
“Kommunisterne” har fortalt, at disse resultater var for små, og har ved at kræve dem større forsøgt at “afsløre” socialdemokraternes manglende vilje netop til at virke for arbejdernes “interesser”. De har hævdet, at en sådan “afsløring” plus større resultater ville få arbejderne til at lave revolution.
“Kommunisterne” har fortalt, at “enhed” i arbejderklassen omkring disse “interesser” ville føre til socialisme.
DET ER BEKLAGELIGVIS EN HUL LØGN!
Ingen “enhed” i den danske arbejderklasse omkring denne klasses “interesser” inden for det imperialistiske system gør den skikket til at gennemføre den socialistiske revolution.
EN SNYLTERSTATS ARBEJDERKLASSE KAN IKKE GENNEMFØRE REVOLUTIONEN!
Dumhed, uvidenhed, opportunisme, angst for at blive isoleret, frygt for at gå imod strømmen – plus en god portion europæisk chauvinisme og følelse af bedreværd i forhold til de “uciviliserede” folkeslag – alt dette i een uskøn pærevælling er forklaringen på, at Tredje Internationales vesteuropæiske sektioner (de “kommunistiske” partier) ganske glemte Lenins ord fra 1907:
“En besiddelsesløs, men ikke-arbejdende klasse er ude af stand til at styrte udbytterne. Kun den proletariske klasse, der opretholder hele samfundet, kan virkeliggøre en social revolution. Nuvel, den omfattende udfoldelse af kolonipolitik har resulteret i, at den europæiske proletar de1vis er kommet i en situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødtes i kolonierne, der opretholder hele samfundet.”
Lenin
Hvad er der sket, siden Lenin skrev disse ord – i 1907! – ? Der er kun sket det, at det i dag (det så anderledes ud efter både den første og den anden verdenskrig, det ved vi) i endnu mindre grad end dengang er den europæiske proletars arbejde, der opretholder hele samfundet. Den europæiske proletar er i dag endnu mindre end i 1907 i stand til at styrte udbytterne.
Lenin fortsatte:
“Da dette er tilfældet, skabes der i visse lande et materielt og økonomisk grundlag for at smitte proletariatet med kolonial chauvinisme. Det er naturligvis muligt, at dette kun er et forbigående fænomen, men ikke desto mindre må ondet klart erkendes og dets årsager forstås, for at man kan forene proletariatet i alle lande til kampen mod denne art opportunisme.”
Lenin
“Kommunisterne” i Vesteuropa undlod og undlader stadig at erkende ondet og at forstå dets årsager.
Dette onde viste sig tilmed ikke at være et kortfristet “forbigående fænomen”. Den koloniale chauvinisme har slået dybe rødder.
Socialdemokrater og “kommunister” har tilmed været rørende enige om at bilde arbejderne ind, at det er arbejderklassen selv, der gennem det, de kalder “klassekamp”, har “tilkæmpet” sig sin nuværende levestandard.
Det er på tide, at “ondet erkendes og dets årsager forstås”. Proletariatet i alle de udviklede kapitalistiske lande må forenes i kampen mod denne art opportunisme!
Hvis det ikke sker snart, vil arbejderne i de imperialistiske snylterstater, så snart det begynder at gå ned ad bakke for kapitalismens økonomi, gå imod ikke blot de farvede indvandrere, ikke blot mod udenlandske arbejdere uanset hudfarve – de vil gå imod menneskehedens forarmede flertal i dette flertals kamp for frigørelse.
Det afhænger a£ de revolutionære kommunister – af deres mod og kampånd, af deres tro på sandheden og deres evne til at udmønte den – hvor langt ned i chauvinismens og den imperialistiske tankegangs hængedynd arbejderklassen skal komme, før den besinder sig og gør front mod kapitalismen, sammen med imperialismens ofre, som den også selv har snyltet på og stadig snylter på.
DER KOMMER EN DAG, HVOR DET IGEN ER DEN EUROPÆISKE PROLETAR, DER OPRETHOLDER HELE DET KAPITALISTISKE SAMFUND!
Den dag vil den europæiske proletar følge disse revolutionære kommunister og styrte udbytterne!
Om forfatteren / About the Writer
Gotfred Appel, Formand og ideologisk leder af Kommunistisk Arbejdskreds fra 1964 til splittelsen i 1978. Gotfred Appel fortsatte sammen med Ulla Houton under navnet Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
Gotfred Appel, Chairperson and ideological leader of the Danish Kommunistisk Arbejdskreds, KAK (Communist Working Circle, CWC) from 1964 till the splitt in 1978. Gotfred Appel continuned with Ulla Houton as Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
