Revisionisterne i Moskva er i fuld gang med at forråde den vietnamesiske revolution. Alle sovjetiske handlinger – lige fra samtalerne mellem Johnson og Kosygin i Glassboro og svindelnumrene hånd i hånd med Wilson og paven for at presse vietnameserne til forhandlingsbordet og til den ”trojanske hest”, som den sovjetiske hjælp i virkeligheden er – tjener samme formål: i samarbejde med USA at standse de undertrykte landes revolutioner og isolere Kina.
Hvorfor skulle den revisionistiske ”hjælp” til Vietnam være væsensforskellig fra ”hjælpen” til de reaktionære i Indien, Indonesien og Latinamerika? Den sovjetiske våbenhjælp til de arabiske stater gav revisionisterne mulighed for at standse arabernes modstand i juni-krigen på det for imperialisterne rette tidspunkt. Den revisionistiske ”hjælp” til Indiens reaktionære bliver brugt til at holde folket nede og til at angribe Kina. Den sovjetiske ”hjælp” til blodhudene i Indonesien blev brugt til at udrydde over en halv million progressive og revolutionære indonesere.
Den sovjetiske revolution er blevet drejet tilbage. Den revisionistiske politik søger at forråde alle andre revolutioner og dreje dem tilbage. De er selv bange for en ny revolution, der kan vælte korthuset. En sejrrig revolution i Vietnam ville være et alvorligt slag mod imperialismens hensigter og mod den revisionistiske pølsesnak om fredelig sameksistens. En ny socialistisk stat i Sydøstasien ville styrke alle revolutionære og svække imperialismen den sovjetisk inspirerede revisionisme. Frihed vundet gennem revolution er smitsom, og efter revisionismens og imperialismens mening breder den sig som en pest og må derfor brændes ud.
Kernen er, at ligegyldigt hvilke julelege revisionister og imperialister finder på, er de dømt til at mislykkes, sålænge vietnameserne holder sig til folkekrigens uovervindelige strategi. Men ved at modtage hjælp fra Sovjet har vietnameserne selv åbnet en dør på klem for revisionistisk indflydelse. Ved at hylde Sovjet og andre revisionistiske kræfter som tak for ”hjælpen” har de tilsløret revisionismens farer. Man kan ikke både hælde olie og vand på ilden. Enten er revisionismen reaktionens højre hånd eller også er den det ikke. Når man er revolutionær kan man ikke have ”aktionsenhed” med fjenden. At modtage hjælp fra Sovjet kan se ud til at have fordele på kort sigt, men det vil give bagslag.
Det krævede bestikkelse fra revisionisternes side for at opnå vietnamesernes tillid. For at forråde nogen må man ofte først vinde deres tillid. Dette forklarer, hvorfor USA ser gennem fingre med den sovjetiske ”hjælp”, selvom det er første gang i historien, at USA lukker øjnene for ”hjælp” fra en ”fjende” beregnet til at dræbe USA-tropper. Imperialisterne påskønner en vennetjeneste på falderebet.
Vi tror, at revolutionære må være enige i dette afgørende spørgsmål: modtag aldrig hjælp fra revisionismen. Vi tror at ligegyldigt hvor godt deres væbnede styrker kæmper, vil de, der modtager hjælp fra revisionismen i sidste ende tabe deres kamp. Dette er et spørgsmål om liv eller død for den internationale revolutionære bevægelse.
