Gnisten og steppebranden

“En enkelt gnist kan starte en steppebrand.” Dette citat fra Mao Tse-tung står som fast parole på forsiden af det svenske Kommunistiske förbundet marxist-leninisternas organ, GNISTAN.

Og det er naturligvis så sandt, som det er sagt – men vel at mærke som det er sagt! For de ledende folk i KFML og for GNISTANs redaktion har disse ord imidlertid en helt anden mening, end de har hos Mao Tse-tung.

Hos Mao Tse-tung udtrykkes en revolutionær optimisme, der grunder sig på et nøje kendskab til faktiske omstændigheder og reelt eksisterende betingelser for den kinesiske revolutions udvikling i årene omkring 1930, da artiklen med samme navn blev til. Hos KFML er de udtryk for en subjektivistisk og idealistisk tankegang, der ender i rendyrket og højst umarxistisk ønsketænkning.

Hvad bruger KFML-folkene dette citat til? Hvilken betydning har disse ord for dem? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af udtalelser fra dem selv efter KFMLs kongres i december 1968. Således skriver Gunnar Bylin, en af de ledende folk, i Marxistiskt Forum nr. 1/1969:

“… det (har) ikke skortet på kamp og ejheller på kæmper i den svenske arbejderklasses historie. Hvorfor har det svenske proletariat da ikke opnået større bestående revolutionære landvindinger, end tilfældet er? Det har ikke skortet på objektive forudsætninger for at opbygge et kommunistisk parti, for at propagere den revolutionære marxistiske ideologi og vinde betydende dele af den svenske arbejderklasse for den socialistiske revolution.

Det springende punkt er, at den kamp, som generationer af arbejdere har ført, ikke blev ledet af et kommunistisk parti væbnet med den videnskabelige socialismes teori, …”

Og til slut i samme artikel:

“Mao Tse-tung siger i ‘Reformer vort studium’, at ‘så snart marxismen-leninismens almengyldige sandhed blev forbundet med den kinesiske revolutions konkrete praksis, gav den den kinesiske revolution et helt nyt præg. Med anstrengelser fra vor, dagens svenske marxister-leninisters side skal vi kunne danne det kommunistiske parti, der vil indlede en helt ny fase i den svenske arbejderklasses historie …”

I GNISTAN nr. 2 kører man samme linje:

“Den dag er ikke fjern, da det marxistisk-leninistiske parti skal dannes, der vil indlede en helt ny æra i den svenske arbejderklasses historie.”

Kort sagt: En enkelt gnist kan starte en steppebrand, siger Mao Tse-tung. Vi må slå denne gnist an, vi må danne vort parti, så kommer svensk arbejderklasse i skred.

D’herrer i KFMLs top har som sædvanligt ikke begrebet et suk, og de har endnu engang afsløret deres manglende evne til at læse, hvad der står på de trykte linjer, som de med utvivlsomt meget stor flid lader deres øjne følge.

Lad os begynde forfra igen. Hvad skriver Mao Tse-tung om gnisten og steppebranden? Han skriver:

“Revolutionens subjektive kræfter (hvormed menes revolutionens organiserede kræfter. Red.) er i sandhed blevet stærkt svækket siden revolutionens nederlag i 1927. De tilbageværende kræfter er meget små, og de kammerater, der kun dømmer ud fra den ydre fremtræden, føler sig naturligvis pessimistiske. Men hvis vi dømmer ud fra det væsentlige, er det en helt anden historie. Her kan vi anvende det gamle kinesiske udtryk: ‘En enkelt gnist kan starte en steppebrand.’ Med andre ord, vore kræfter vil, skønt de i øjeblikket er små, vokse meget hastigt. Under de betingelser, der hersker i Kina, er deres vækst ikke blot mulig, men i sandhed uundgåelig, som 30. Maj Bevægelsen, og den Store Revolution der fulgte efter, i fuldt mål har bevist.” (En enkelt gnist kan starte en steppebrand, Udvalgte værker, engelsk, bind I, side 119.)

Og senere i samme artikel:

“Når først vi forstår alle disse modsigelser (i det kinesiske halvfeudale og halvkoloniale samfund. Red) vil vi se, i hvilken desperat situation, i hvilken kaotisk tilstand, Kina befinder sig. Vi vil også se, at revolutionens flodbølge mod imperialisterne, krigsherrerne og herremændene er uundgåelig og vil komme meget snart. Hele Kina er spækket med tørre risknipper, der snart vil stå i flammer. Udtrykket ‘En enkelt gnist kan starte en steppebrand’ er en passende beskrivelse af, hvordan den nuværende situation vil udvikle sig.” (Samme sted, side 121)

Situationen i Kina – klassekræfternes indbyrdes forhold, imperialismens og feudalismens underkuelse og udplyndring af folket, den omstændighed, at “der er hungersnød og bandituvæsen overalt, og bondemasserne og byernes fattige næppe kan opretholde livet”, gjorde en flodbølge i revolutionen uundgåelig: I denne situation ville revolutionens “subjektive kræfter”, dersom de førte en rigtig politik på grundlag af en rigtig vurdering netop af denne situation, lige så uundgåeligt vokse sig stærke og være i stand til, som Mao siger det, at “fremskynde den revolu-tionære flodbølge”. (Samme sted, side 118)

Hele Kina var spækket med tørre risknipper, der snart uundgåeligt ville stå i flammer! Mao Tse-tungs genialitet består netop i, at han kunne se dette, at han formåede at udlede de rigtige følgeslutninger af denne kendsgerning og på grundlag af disse objektive kendsgerninger udarbejde den rigtige politik. Revolutionens “subjektive kræfter”, de organiserede kræfter, partiet, skabte ikke de tørre risknipper, de rejste ikke den revolutionære flodbølge – Mao Tse-tung lærte partiet, at denne flodbølge ville komme og lærte partiet at fremskynde den!

Det er netop marxistisk – det er Mao Tse-tungs tænkning at erkende vekselvirkningen mellem den faktisk eksisterende revolutionære flodbølge og partiets virksomhed. Det er Mao Tse-tungs tænkning at tage sit udgangspunkt i de faktisk foreliggende omstændigheder (og det kræver marxisme af skaffe sig et klart og holdbart billede af dem) og dernæst ud fra disse omstændigheder fastslå, hvornår og hvordan kommunister kan fremme den igangværende flodbølge, fastlægge de veje, der vil føre til målet og lede arbejderklassen og det arbejdende folk ad disse veje.

Gnisten kan starte en steppebrand, hvis steppen er tør! Hvis den er dyngvåd, fænger gnisten ikke. Og hvis gnisten ikke fænger, bliver revolutionens subjektive kræfter heller ikke store og stærke!

Det er kommunisters opgave at konstatere, om steppen er tør eller våd. Mao Tse-tung var ved at anvende marxismens anskuelsesmåde med sit geni i stand til – modsat andre – at konstatere, at den var tør, at Kina var spækket med tørre risknipper. Derfor konstaterede han, at en enkelt gnist kunne antænde steppebranden.

Det er i håbløs modstrid med Mao Tse-tungs tænkning deraf at udlede, at steppen i alle lande i verden er lige så tør, som den var i Kina i 1930.

Hvis man vil følge Maos eksempel, må man nøje undersøge, om ens egen steppe er tør, og man må, dersom det viser sig, at den ikke er tør, undersøge, hvordan den bliver det.

GNISTANs og Marxistiskt Forums snak om en “gnist” er en jammerlig forvrængning af Mao Tse-tungs tænkning. Det lyder flot, revolutionært, optimistisk og ukueligt, men det er det rene bavl.

De citerer selv, som ovenfor nævnt, Mao Tse-tungs ord om, at den kinesiske revolution fik et helt nyt præg, da marxismen-leninismens almengyldige sandhed blev forbundet med denne revolutions konkrete praksis.

Men de forstår ikke selv, hvad de citerer. De tror, at Mao siger, at revolutionen blev iværksat, fordi disse almene sandheder blev forbundet med dens praksis. De ser ikke, at Mao Tse-tung udtrykkeligt taler om en revolution, der allerede var i gang. De tror, at Mao Tse-tung her har sagt, at partiet starter revolutionen ved af blive stort og stærkt. I virkeligheden siger han, at partiet bliver stort og stærkt ved på rigtig måde at lede en revolution, der er startet uafhængigt af partiet, på grund af en række objektive samfundsmæssige forhold.

Marxistiskt Forum drømmer søde drømme om, hvad der kunne være sket i Sverige, hvis den svenske arbejderklasse tidligere var blevef ledet af et kommunistisk parti, Sådanne drømme er mere end ørkesløse – de skulle hellere søge en forklaring på, at den svenske arbejderklasse ikke blev ledet af et sådant parti, og de kunne passende begynde med at undersøge, om der på noget tidspunkt i det kapitalistiske Sverige har foreligget en situation, der gjorde det muligt for at kommunistisk parti at vokse sig stort og stærkt ved at lede arbejderklassen i en revolutionær kamp.   Hvornår har der i det kapitalistiske Sverige eksisteret en revolutionær situation? Hvornår har der i det kapitalistiske Sverige eksisteret en revolutionær flodbølge, der uundgåeligt ville storme frem, og som et kommunistisk parti kunne have fremskyndet? Sandt at sige, en sådan situation har aldrig eksisteret i det kapitalistiske Sverige, ikke mere end i Danmark!

KFML drømmer søde drømme om, når de er ”færdige” med at studere Mao Tse-tungs tænkning og det svenske klassesamfund (det er de efter eget udsagn i løbet af indeværende forår!), at blive den “gnist”, der kan starte “steppebranden” i Sverige. De skænker det ikke en tanke, om Sverige i dag virkelig er spækket med tørre risknipper, der snart vil stå i flammer – og de begriber naturligvis slet ikke, at disse risknipper, hvis de er der, vil bryde i brand, hvad enten der eksisterer et parti eller ej!(Vi henviser til brevet fra Engels til Bebel af 30. august 1883, der står i tillægget til dette nummer af K.O.)

Det kommunistiske parti kan ikke antænde risknipperne. Når risknipperne bryder i brand, vil det vise sig, om det kommunistiske parti er sit navn værdigt. Det vil vise sig deri, at det på forhånd har indset, at risknipperne ville bryde i brand og har forberedt sig på denne situation. Det vil vise sig i partiets evne til at puste til flammerne, give dem den rigtige retning og påse, at de fortærer de rigtige ting og ikke lader sig slukke.

Revolutionens subjektive kræfter kan ikke skabe en revolutionær situation, men hvis de er dygtige nok og har de rigtige ledere og den rigtige politik, kan de lede arbejderklassen og de arbejdende masser, når den revolutionære situation er i anmarch, og når den er der – lede dem til at udnytte situation rigtigt, til at vinde sejr.

Hvad var det Mao Tse-tung sagde om gnisten og steppebranden? Lad os citere et stykke af det igen:

“Her kan vi anvende det gamle kinesiske udtryk: ‘En enkelt gnist kan starte en steppebrand! Med andre ord, vore kræfter vil, skønt de i øjeblikket er små, vokse meget hastigt.”

I Maos mund er det ikke “vore kræfter” (partiet), der er gnisten, og revolutionen der er steppebranden. DET ER OMVENDT. Gnisten – det er den spontane rejsning, der er fremkaldt af samfundsforholdene, blandt Kinas arbejdere og bondemasser. Steppebranden – det er den spontane rejsnings hastige udbredelse, det er denne spontane rejsnings udvikling under partiets ledelse, og i takt hermed er det partiets egen vækst, numerisk og i politisk modenhed og erfaring i at lede.

GNISTAN fra Göteborg tror sig i stand til at antænde en revolutionær steppebrand i Sverige. Desværre er der en del af den slags “gnister” i den kapitalistiske verden i dag. De slår om sig med Mao-citater og forstår ikke, hvad de selv siger, De har ikke anelse om, hvad en revolutionær situation er. De taler om sig selv som marxister-leninister og har ikke begrebet den mindste smule af den historiske materialisme.

De hylder  Mao Tse tung – og de fornærmer ham og kaster smuds på hans tænkning ved at forvrænge hans udtalelser og gøre dem til subjektivistisk og idealistisk snak.

Disse “gnister” har dannet eller vil danne “marxistisk-leninistiske partier”, og samtidig afviser de blankt Lenins klare og utvetydige beskrivelser af, hvordan revolutionen kommer.

Lad os slutte med en sådan beskrivelse fra Lenins side:

“For marxisten er det ubestrideligt, at en revolution er umulig uden en revolutionær situation; det er tilmed ikke enhver revolutionær situation, der fører til revolution. Hvilke er, sagt i almindelighed, symptomerne på en revolutionær situation? Vi tager bestemt ikke fejl, hvis vi peger på følgende tre vigtigste symptomer: (1) Når det er umuligt for den herskende klasse af bevare deres herre-dømme uden nogen forandring; når der er tale om en krise, under en eller anden form, blandt de ‘øvre klasser’, en krise i den herskende klasses politik, der fører til en revne, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og harme kan bryde frem. For at en revolution skal finde sted, er det almindeligvis utilstrækkeligt, at ‘de lavere klasser ikke ønsker’ at leve på den gamle måde; det er også nødvendigt, at de ‘øvre klasser må være ude af stand til’ at leve på den gamle måde; (2) når de undertrykte klassers lidelser og nød er blevet mere akut end sædvanligt; (3) når der som følge af de nævnte årsager er en betydelig stigning i massernes aktivitet, de masser der uden at klage i ‘fredstid’ lader sig plyndre, men som i urolige tider både af alle krisens omstændigheder og af de ‘øvre klasser’ selv trækkes ind i selvstændige historiske handlinger.

Uden disse objektive forandringer, der er uafhængige af viljen ikke blot hos enkelte grupper og partier, men endog hos de enkelte klasser, er en revolution som almindelig regel umulig. Den samlede sum af alle disse objektive forandringer kaldes en revolutionær situation.”

Dette er de objektive forudsætninger for en revolution – som almindelig regel. Uden dem ingen revolution. Med dem ikke nødvendigvis en revolution. Marxister anskuer ikke tingene mekanisk. Lenin fortsætter derfor:

“En sådan situation eksisterede i 1905 i Rusland og i alle revolutionære perioder i Vesten; den eksisterede også i Tyskland i tresserne i sidste århundrede og i Rusland i 1859-61 og 1879-80, skønt der ikke i disse tilfælde indtraf en revolution. Hvordan kunne det være? Det skyldes, at det ikke er alle revolutionære situationer, der giver stødet til en revolution; revolution opstår kun ud af en situation, hvor de nævnte objektive forandringer ledsages af en subjektiv forandring, nemlig den revolutionære klasses evne til at foretage revolutionær masseaktion, der er stærk nok til at bryde (eller rokke) den gamle regering, der aldrig, selv ikke i en kriseperiode, “falder”, hvis den ikke væltes.

Sådan er det marxistiske syn på revolution, et syn der er blevet udviklet mange, mange gange, er blevet accepteret som ubestrideligt af alle marxister…” (“Anden Internationales sammenbrud”, Samlede værker, eng. bind 21, side 213-14)

KFML og tilsvarende “gnister” andre steder i den imperialistiske verden har ikke accepteret dette marxistiske syn på revolution. De er ikke marxister.

En revolutionær situation som her beskrevet af Lenin har ikke eksisteret på noget tidspunkt i det kapitalistiske Danmark eller det kapitalistiske Sverige (men nok i andre europæiske lande under og efter den første verdenskrig, det ved vi). Derfor er det meningsløst, når KFML taler om, hvad der ville være sket, hvis der havde eksisteret et “kommunistisk parti”, der kunne have ledet arbejderklassen. De objektive forandringer, der er nødvendige for skabelsen af en revolutionær situation, har ikke fundet sted, og det følger umiddelbart deraf, at de subjektive forandringer, som Lenin taler om, ikke har haft mulighed for at finde sted – de subjektive forandringer kan kun finde sted på grundlag af de objektive forandringer. (I de lande i Europa, hvor vi på et vist tidspunkt har haft en revolutionær situation, og hvor der altså var mulighed for de subjektive forandringers indtræden, indtraf de alligevel ikke, og derfor kom der enten ikke revolution, eller revolutionen led nederlag).

I dag er de objektive forandringer, der er nødvendige for at få en revolutionær situation, ikke indtruffet noget sted i den imperialistiske verden, og de er ikke i umiddelbar anmarch. Gnisten er der ikke, fænghætten er væk, og steppen er dyngvåd!

KFML har for det første ikke forstået, hvad Mao mener med “gnisten”, og de tror derfor, at de selv kan få risknipperne så tørre, at deres private gnist kan antænde dem. De tror med andre ord, at de kan få historien til pludseligt at bevæge sig i omvendt rækkefølge. Derfor stiller de sig i heltepositur op på den dyngvåde slette og brænder blålys af!

Det er en sørgelig, men også lattervækkende forestilling.

Vi er fuldstændigt på det rene med, at KFML-folkenes evne til at læse indenad er så ringe udviklet, at de vil sværge deres saligheds ed på, at vi med det foregående har sagt, at det ville være umarxistisk, i modstrid med Mao Tse-tungs tænkning at arbejde på at skabe et kommunistisk parti i Danmark eller i Sverige i dag. Det har vi ikke dermed sagt, og det mener vi naturligvis på ingen måde! Det drejer sig blot om af vide, hvilke opgaver et sådant kommunistisk parti har i dag i lande af vores slags. Ved man ikke det – og det gør KFML-folkene ikke – kan man naturligvis døbe sin organisation om og kalde den “et parti”, men man kan ikke danne et kommunistisk parti, der er sit navn værdigt, og hvis dannelse vil have den mindste betydning for arbejderklassens historie i det pågældende land. Ved man det, kan man for alvor gå i gang med det langvarige forberedende arbejde til at danne et sådant parti. Herom mere en anden gang.