Fra 1800 til selvstændigheden var der i Indien – den engelske koloni om omfattede det nuværende Indien, Pakistan og Bangladesh – mindst syv meget omfattende hungersnødsperioder. Alene i tidsrummet fra 1866 til 1878 var der tre store hungerkatastrofer med op mod 10 millioner døde. Denne hungersnød havde blandt sine vigtigste årsager den britiske kolonisering af landet.

Indien under den britiske kolonialisme

Det indiske landsbysamfund – med en udviklet “hjemmeindustri” – blev slået i stykker, da briterne gjorde Indien til råvareleverandør til den engelske industri og til marked for engelske industrivarer. Ejendomsretten til jord blev indført, markedsøkonomien bredte sig. Millioner af bønders og håndværkeres forarmelse og sult var den pris, som Indien måtte betale for at blive velsignet med den “vestlige civilisation”.

Men englændernes “mission” i Indien var ikke kun at knuse de bestående samfund og gøre dem afhængige af sig.

Som Karl Marx skrev i 1853: “England har en dobbelt mission at udfylde i Indien: en ødelæggende og en skabende: tilintetgørelsen af det gamle asiatiske samfund og skabelsen af det materielle grundlag for et vestligt samfund i Asien.” Med “vestligt samfund” mente Karl Marx et kapitalistisk samfund med storindustri og højt udviklede produktivkræfter.

Ved begyndelsen af det 20. århundrede var der allerede blevet anlagt storindustri i Indien – hovedsagelig omkring jernbanecentrene – og naturligvis overvejende af engelsk kapital men fra starten var der et islæt af indisk national kapital i industrien.

1.verdenskrig betød en yderligere industrialisering af Indien, bl.a. fordi briterne opmuntrede indisk og britisk kapital i Indien til produktion af krigsmateriel. Det samme gjaldt for 2. verdenskrig.

I 1943-44, mens England var dybt engageret i den anden verdenskrigs kampe og også havde sendt hundredtusinder af indiske soldater i krig for at forsvare “moderlandet”, indtraf der stor hungersnød i Bengalen. Fødevaremanglen i Bengalen skyldtes ikke i første omgang naturkatastrofer – oversvømmelser og tørke forekom jævnligt og gør det stadig, men den omstændighed, at floderne årligt går over deres bredder, er en del af grundlaget for bøndernes risdyrkning. Katastrofen skyldtes bl.a., at det risproducerende Burma var blevet besat af Japan (1941-42), hvorved forsyningerne af ris til Indien formindskedes.

Selve fødevaremanglen var dog ikke katastrofal, der fandtes andre fødevarelagre. Afgørende var det, at transportsystemet var helt indrettet efter de allieredes hæres behov og var underlagt deres kontrol.

Priserne på korn steg. Mange småbønder var ude af stand til at betale de høje priser. Bønderne flokkedes til Calcutta, hvor det sorte marked florerede.

Den bengalske regering kunne ikke løse problemerne, og den koloniale administration havde ikke tid til at tage sig af den slags problemer midt i en verdenskrig. Først da katastrofens omfang havde nået uhyggelige dimensioner, blev den engelske hær sat ind og overtog kontrollen med fødevareforsyningen. Den indførte rationering af levnedsmidler i alle de store byer,  men da var det allerede for sent -over 3 millioner mennesker (mere end 7 gange så mange som de samlede engelske tab under hele den anden verdenskrig) var døde – enten af sult eller under de epidemier, som fulgte i kølvandet på den store vandring af forsultede masser fra landdistrikterne ind til byerne.

Britisk Indien deles

Indien blev selvstændigt i 1947 – bl .a. på grund af amerikansk pres mod briterne for afskaffelse af kolonisystemet og aftalen under Lend-Lease Agreement om ophævelse af de engelske imperiepræferencer efter krigens ophør. (Cordell  Hull: “Memoirs” – N. Mansergh: “Survey of British Commonwealth Affairs”, vol. IV – Lend-Lease Agreement, 1942, Article VII “Foreign Relations of the US,  1942′ 7 vol. I)

Der var ingen befrielseskrig mod briterne, men blodsudgydelser var der ingen mangel på. Englændernes “dåbsgave” til det selvstændige Indien og Pakistan var en blodig konflikt mellem de to lande. Over en halv million mennesker blev dræbt i massakrer og mange millioner i begge lande blev hjemløse. Bengalen blev delt i Vestbengalen, som kom under Indien, og Østbengalen, som blev til Østpakistan den ene del af det todelte muhammedanske Pakistan.

I det følgende vil Indiens og Østpakistans (= det senere Bangladesh’) udvikling blive behandlet hver for sig.

Indien

Kongresbevægelsen, som først og fremmest blev støttet af det indiske borgerskab, overtog fra briterne et Indien, hvor det materielle grundlag for den kapitalistiske udvikling ikke kun var til stede, men allerede havde givet grobund for en ret anselig storindustri – først og fremmest industri til forarbejdning af bomuld, te, jute og sukker (bl.a. beregnet til eksport), men også omfattende nogen sværindustri – kul, jern og stål – samt en voksende letindustri, der havde sit vigtigste afsætningsmarked i byerne.

Den overvejende del af Indiens befolkning var stadig bønder – og den overvejende del af bønderne var fattige småbønder eller landarbejdere med meget lidt eller slet ingen jord.

I 1951 udgjorde landarbejderne 38% af den samlede landbefolkning. Deres gennemsnitlige indkomst var 448 Rupees om året, hvilket skulle brødføde en familie på gennemsnitligt 4 til 5 medlemmer. (Det kan her nævnes, at engrospriserne på varer som sukker, ris, ghee (fedtstof) og hvede samme år var henholdsvis 0,63 Rs. pr. kg, 0,43 Rs. pr kg, 5,32 Rs pr. kg og 0,44 Rs pr. kg.)

Den samme undersøgelse, som har givet ovenstående oplysninger (Agricultural Labour Enquiry, Census 1951) viser, at af den indkomst, som landarbejderne havde, kom 13,4% fra dyrkning af egen jord eller jord, som de havde brugsretten til, mens resten kom fra lønarbejde, hovedsagelig for andre landmænd.

Småbønderne udgjorde majoriteten på landet – 45 procent af alle landbofamilier, og de besad 43% af landbrugsjorden. Deres jordbrug var på mellem 3 og 15 acres pr. familie. De var ofte forgældede til pengeudlånere og storbønder, og de fattigste småbønder kunne blive tvunget til at opgive noget af deres jord og blive landarbejdere.

Storbøndernes antal var mindre end småbøndernes. De store og mellemstore bønder udgjorde i 1951 omkring 17% af den samlede landbrugsbefolkning, men de besad mere end halvdelen af jorden. De havde overskud fra deres produktion og fungerede i større eller mindre grad som pengeudlånere for småbønder og landarbejdere. Kun i ringe omfang brugte de deres pengeindkomster til investering i maskiner og forbedrede dyrkningsmetoder.

For landbruget som helhed gjaldt det, at produktivkræfterne var meget lavt udviklet. Der anvendtes stadig samme redskaber fil dyrkning af jorden, som havde været anvendt i århundreder.

Under den britiske kolonialisme var, som nævnt, den private ejendomsret til jord blevet indført, og briterne havde gjort de oprindelige feudale skatteopkrævere – zamindarerne – til jordejere, med både ret til jorden og ret til at opkræve skatter fra bønderne, som dyrkede jorden.

Ved selvstændigheden var omkring 40% af jorden kontrolleret af zamindarerne – især i Bengalen og i Gangesdalen.

Et af de første indgreb, som den nye stats regerende parti gennemførte, var ophævelsen af zamindarsystemet på landet. Resultatet af denne reform var en styrkelse af de store og mellemstore bønders stilling og en svækkelse af det feudale aspekt på landet. Senere jordreformer, der indeholdt regler om maksimumstørrelser på landbrugene, blev ligeledes først og fremmest udnyttet af denne klasse af rige bønder, der blev den herskende i landdistrikterne.

Det selvstændige Indiens stat repræsenterede samtidig de rige bønders og industriborgerskabets magt.

Byerne, middelklassen og staten

De i forvejen store indiske byer voksede kraftigt efter selvstændigheden. F. eks. blev Delhis indbyggertal mere end tredoblet i løbet af de første 15 år af selvstændigheden.

Arbejderklassen voksede i takt med den øgede industri. I 1950 var der ca. 3 millioner fabriksarbejdere i Indien, i 1967 var tallet tæt ved de 5 millioner. Men det var karakteristisk, at industriens vækst – og arbejderklassens vækst – langt fra kunne holde trit med tilvæksten af forarmede bønder, der strømmede til byerne og slog sig ned i slum eller på fortovene.

Frem for alt voksede en middelklasse frem i byerne. Denne “klasse” af offentligt ansatte, håndværkere, forretningsindehavere, kontorfolk, småkapitalister, studenter, lærere, læger, ingeniører o.s.v. viste sig snart at være den “vigtigste” klasse i Indien – i den forstand at det var den, der leverede ledere til statsapparatet, og det var den, der i stor udstrækning var forbrugere af industriens varer.

I slutningen af 1960’erne udgjorde denne “klasse” eller dette lag op mod 50 millioner mennesker.

Denne vækst i byernes indbyggertal og i markedet for industrivarer fordrede en øget produktion af fødevarer til lave priser.

Landbrugsreformerne, som havde svækket det feudale aspekt på landet, samt de store kunstvandingsprojekter, der kunne tages i brug i 1950’erne, var i første omgang i stand til at frembringe den nødvendige øgede landbrugsproduktion.

Svingende vejrforhold – samt endnu for dårligt udbyggede lager- og distributionsforhold – var imidlertid stadig i stand til afgørende at påvirke fødevareforsyningen.

1951 blev et dårligt høstår for både ris og hvede, som udgjorde (og stadig udgør) de væsentligste bestanddele i indernes føde. (Mellem 20 og 30% af en arbejderfamilies udgifter bruges til korn og kornprodukter.) Dette bevirkede, at priserne på fødevarer steg (d.v.s. de officielle priser steg, mens de uofficielle på den sorte børs steg endnu mere), hvilket igen betød, at bybefolkningens forbrug formindskedes. Der skulle simpelthen bruges en større andel af pengeindkomsten til at købe fødevarer for end tidligere, så der blev mindre råd til af købe industrielle forbrugsvarer. Man kan aflæse en fejlslagen høst også i en nedgang eller en reduceret vækst i industriproduktionen for samme og/eller følgende år. I 1953-54 var høsten god, og den modsatte effekt kunne aflæses. Priserne på fødevarer faldt, forbrugsevnen hos befolkningen steg,og industriproduktionen steg – især inden for forbrugsartikler som sæbe og tøj, og det blev muligt for regeringen af ophæve krigsrationeringen.

Regeringens – eller statens – rolle i Indien var lige fra starten at forsøge at skabe stabile fødevareforsyninger til byerne, at reformere landbruget, at udbygge infrastrukturen og basisindustrierne (stål, olie, elektricitet, kunstgødning, cement) for at muliggøre en øget landbrugs- og industriproduktion, og at holde fødevarepriserne så langt nede som muligt for at stimulere den industrielle udvikling.

Statens funktion var ikke blindt at tjene industriborgerskabets interesser, men at være den formidlende magt mellem industriborgerskabets og (stor)bøndernes ofte modstridende interesser.

Samtidig fremtrådte staten som en mere og mere selvstændig magt, der bragte både industriborgerskabet og (stor)bønderne i afhængighed til sig selv, men som også – ved øget bureaukratisering og korruption – blev en hæmmende faktor for udviklingen.

Et eksempel på statens rolle som magten mellem industriborgerskabet og (stor)bønderne er dens kontrol over elektricitetsforsyningen.  Når bønderne skal have deres marker vandet, kan staten (på baggrund af den herskende mangel på elektricitet i Indien) finde på at beordre fabrikker, der bruger elektricitet, lukket for at bønderne kan få elkraft til deres pumper. Til andre tider må bønderne undvære elektricitet, fordi industrien får større forsyninger. Staten kommer således til at “sidde” mellem de to parter og påkalder sig skiftevis den enes og den andens vrede.

Fødevarekrise og amerikansk hvede

Da det selvstændige Indien i 1951 stod over for den første – i en række af mange – fejlslagne høst, henvendte regeringen sig til USA for at få kornforsyninger.

USA havde siden 30’erne – og specielt efter 2. verdenskrig – store overskudslagre af landbrugsvarer, bl.a. hvede, og efter megen diskussion i Kongressen blev der bevilget Indien 1,1 mio. tons hvede – under meget hårde lånebetingelser.

Dette udefra kommende korn – ialt importerede Indien i 1951-52 4,7 mio. tons korn til en pris af mere end 2 milliarder Rupees – reddede Indien fra en større hungersnød og forhindrede fødevarepriserne i at stige med raketfart.

Fra slutningen af 50’erne til over midten af 60’erne blev import af amerikansk overskudskorn en permanent foreteelse i Indien. I 1954 havde USA vedtaget en lov om fødevareforsyning af ulandene med varer fra de amerikanske overskudslagre – den såkaldte Public Law 480. I de følgende år blev denne lov udvidet flere gange. Det europæiske marked for landbrugsvarer var på dette tidspunkt – efter Marshall-hjælpens afslutning – ved at være mættet, da Europa selv var kommet i gang med en rivende landbrugsmæssig industriel udvikling.

Koreakrigen var overstået, og de amerikanske kornlagre bugnede. De ledende amerikanske politikere – især demokraterne – så nu u-landene som det vigtigste afsætningsmarked for det produktivitetsøgende landbrugs “overskudsproduktion.”

Samtidig med at eksporten af fødevarer fra USA til Indien voksede og blev et permanent forehavende, voksede også de amerikanske investeringer i Indien og den amerikanske eksport til Indien af industrivarer.

Op til 1966 udgjorde de amerikanske officielle lån til Indien mere end 6 milliarder dollars – d.v.s. næsten halvt så meget som det beløb, USA brugte til Europas genopbygning gennem Marshall-hjælpen. Og i et år som 1964 udgjorde den amerikanske eksport til Indien 955 mio. dollars – 3,6 % af den samlede amerikanske
eksport dette år.

I 1950’erne og 1960’erne undgik Indien således at komme ud i skæbnesvange fødevarekriser.

Med jævne mellemrum kom naturkatastroferne, som de havde giort det tidligere – monsunen slog fejl, floderne gik over deres bredder, storme og græshopper ærgede. Det kunne ofte ske, at bønderne fik deres høst ødelagt, og ofte måtte småbønder og landarbejdere forlade deres iord og søge til byerne for at få noget at spise. Her kunne de på grund af regeringens store import af levnedsmidler undgå sultedøden. Men det var også alt – boliger og arbejde var der ikke til de forsultede millioner.

Så snart tilstandene blev lidt bedre, vendte størsteparten tilbage til den jord, som de stædigt klyngede sig til, og som på forunderlig vis kunne brødføde deres familier.

Den værste krise i fødevaresituationen kom i 1965-67, da der var tørke to år i træk. Millioner of bønder fik deres høst helt eller delvis ødelagt – millioner af måbønder og landarbejdere blev bragt på vandring til byerne eller til egne, hvor høsten ikke var ødelagt. Utallige marker og lagre blev plyndret af sultne mennesker. Priserne på levnedsmidler steg, og utilfredsheden voksede i byerne, hvor arbejderklassen streikede og middelklassen demonstrerede.

Igen blev situationen reddet af den amerikanske hvede. I 1966 nåede den indiske kornimport sit hidtidige højdepunkt – mere end l0 mio. tons. Dette var så meget, at USAs skibskapacitet til transporten af korn og Indiens havnekapacitet blev udnyttet til sine maksimale grænser – og de amerikanske hvedefagre blev i disse år – 1965-67 – mere end halveret.

En kæmpekatastrofe i Indien blev undgået. Bønderne kunne i stort tal vende tilbage til deres jord, og industriens hjul kunne komme til at snurre igen.

“Den grønne revolution”

På dette tidspunkt vor situationen på landet imidlertid ændret en del. Der var nu praktisk taget ikke mere ny landbrugsjord at tage i brug i Indien.

Den store befolkningstilvækst havde gjort det vanskeligt for de fattigste bønder at klare sig – flere og flere skulle brødfødes af den samme jord. Samtidig var der efterhånden blevet opbygget en kunstgødningsindustri  (statsejet) og en maskinindustri,  som kunne forsyne landbruget med pumper, så kunstvanding kunne benyttes. De største bønder havde anskaffet maskiner og var ved at tilegne sig forbedrede dyrkningsmetoder.

I 1951 var der i Indien kun 8.600 traktorer,  i 65 var tallet 48.000. De tilsvarende tal for eldrevne pumper var 26.000 og 415.000. Der var i 1951 82.000 dieselpumper – i 1966 449.000. Samtidig var antallet af jernplove steget fra ca. 1 til 3 millioner og af træplove fra 32 til 40 millioner.

Tørken i 1965-67 satte ekstra skub i udviklingen. Regeringen indså nu nødvendigheden af at hæve det indiske landbrug. USA – der var blevet forskrækket over den indiske fødevarekrises omfang, og som selv var i færd med at gennemføre en ny landbrugspolitik – indså også nødvendigheden og pumpede dollars i stor mængde ind i Indien.

Den såkaldte “grønne revolution” tog sin begyndelse.

De høje fødevarepriser efter krisen 1965-67 og de store udenlandske lån, som regeringen optog for at viderelåne en del af pengene til landmændene, gav storbønderne – hovedsagelig i de kunstvandede områder – troen på, at det kunne betale sig at gå over til moderne dyrkningsmetoder. De købte højtydende “mirakelkorn”, kunstgødning (kunstgødningsindustrien var blevet delvis denationaliseret på foranledning af USA “for at øge effektiviteten”), diesel- og el-pumper og plantesprøjtemidler.

Resultaterne udeblev ikke. Fra 1966-67 til 1969-70 fordobledes hvedeproduktionen i Indien. Også risproduktionen steg, men ikke så markant – og muligvis ikke så meget på grund af forbedrede metoder, som på grund af gode vejrforhold.

Antallet af traktorer var steget til 63.000 (1970) – stadig et forsvindende lille tal i et land med 550 mio. indbyggere – og arealet under de højtydende kornsorter var steget fra 200.000 ha i 1966 til ca. 2 millioner ha i 1970. Forbruget af kunstgødning var steget fra ca. 700.000 t i 1964-65 til over 2 mio. t i 1970-71 (samtidig var importen af kunstgødning steget, så den importerede kunstgødning udgjorde ca. halvdelen af det samlede forbrug.

Med stolthed fremførte Kongrespolitikere, at Indien endelig var på vej mod selvforsyning med levnedsmidler, og at landet nu ikke længere ville være afhængig af fødevarehjælp fra udlandet.
At Indiens gæld til udlandet – hovedsagelig USA -havde nået gigantiske dimensioner, og at Indien nu var blevet afhængig af øget import af olie, kunstgødning og kemikalier til at holde liv i den “grønne revolution” med, var mindre omtalte aspekter ved udviklingen.

De kapitalistiske bønder i Indien blev styrket. De små bønder havde ingen mulighed for at investere i de nye dyrkningsmetoder, der krævede en anselig kapital, når de knap nok kunne klare deres allerede eksisterende gældsforpligtelser til de lokale pengeudlånere.

Den nye krise

I 1972 begyndte en ny krise i Indien så småt at udvikle sig. På samme måde som krisen i midten af 60′-erne blev varslet af krigen mod Kina (1962) og krigen mod Pakistan (1965), blev den nye krise indvarslet af Indiens krig mod Pakistan, hvorunder Østpakistan blev besat af indiske tropper og udråbt som selvstændig stat ved navn Bangladesh.

1971 var et rekordår i Indien – både hvad kornhøst og industriproduktion angår. Importen af korn fra udlandet- var nede på det laveste siden 1955, og lagrene i 1971-72 var på 8 millioner tons korn. I 72 var der imidlertid udbredt tørke, og fødevareproduktionen gik ned.

Levnedsmiddelpriserne steg. Stigningen skyldtes dog ikke blot mindre produktion, men i lige så høj grad, at regeringen var begyndt at lade seddelpressen gå for at kunne finansiere sine stigende drifts- og anlægsbudgetter og virkningerne af krigen mod Pakistan. Det var heller ikke kun fødevarer som steg, industrivarerne steg også – omend ikke så skarpt.

En faktor, som havde stor betydning både på det lavere høstudbytte og på industriproduktionen, var, at elektricitetsforsyningen var utilsrrækkelig og upålidelig. Tørke havde reduceret vandmængden i dæmningssøerne ved vandkraftværkerne, men den dårlige elforsyning skyldtes også – og måske i højere grad – dårlig vedligeholdelse af kanaler og dæmninger og simpelthen dårlig administration.

Industrien har lidt meget under strømafbrydelser og kan langt fra køre under fuld kapacitet. Det gælder f.eks. kunstgødningsindustrien, der kræver megen elektricitet. Mange steder blev bønderne opfordret til at gå fra eldrevne til dieseldrevne pumper for ikke at lægge så stort pres på elforbruget.

Til disse indre årsager til prisstigningerne kommer nogle ydre faktorer, der er lige så betydningsfulde.

Verdensmarkedsprisen på hvede er fra midten af 1972 steget kolossalt. Dette skyldes dels den amerikanske og canadiske landbrugspolitik, der siden midten af 60’erne er gået ud på at reducere hvedearealet for at mindske overskudsproduktionen og derved hæve prisen på hvede, og dels den generelt dårlige høst i 1972 verden over, som lokkede USSR-opkøbere til USA, hvor de reducerede de amerikanske hvedelagre yderligere ved at købe 20 mio. tons hvede (iøvrigt under anvendelse af handelsmetoder, der var så udspekulerede, at selv garvede amerikanske imperialister blev slået af forbavselse).

Så kom olieprisstigningen i slutningen af 1973. Den har naturligvis betydet en kraftig omkostningsstigning for den indiske industri- og landbrugsproduktion. (Indien producerer selv olie – ca. 7 mio. tons om året, men må alligevel importere dobbelt så meget fra udlandet, hovedsagelig fra Iran.)

For Indien har prisstigningen på olie imidlertid betydet mere end en yderligere omkostningsstigning. Den har lagt en bombe under hele den “grønne revolution”.

De bønder, som gik over til den “grønne revolution”s dyrkningsmetoder, måtte før olieprisstigningen bruge over halvdelen af deres samlede investeringer i produktionen til kunstvanding (pumper) og kunstgødning alene. Nu,da oliepriserne er steget med raketfart, kan man forestille sig, hvor alvorlig en stilling de kapitalistiske bønder i Indien befinder sig i.

Men ikke nok med, at priserne på olie og kunstgødning er steget, forsyningerne med disse varer er indskrænket betydeligt. De findes simpelthen ikke på markedet i de mængder, der er behov for. Indien brugte i 1973-74 2,6 mio. tons kunstgødning, men der var et behov for yderligere 1,3 mio. tons. Denne mængde fandtes simpelthen ikke – dels på grund af den indiske kunstgødningsindustris vanskeligheder og dels på grund af kunstgødningsmangel i hele verden (siden 1971).

Uden kunstvanding og kunstgødning er der ikke nogen mirakler i de amerikanske mirakelkornsorter. Vrede bønder har demonstreret mod regeringen for af-få dieselolie og kunstgødning – og de er blevet begunstiget i det omfang, det har været muligt for regeringen. Men mange bønder er nu atter gået over til de gamle kornsorter, og man har opfordret dem til at anvende naturgødning, hvor kunstgødning ikke kan fås.

Kornlagrene i Indien er faldet drastisk fra de 8 millioner tons i 1971-72 til 3 mio. t i 1973-74.

Produktionen er steget i forhold til 1972-73, men kom ikke over niveauet for 1971-72.

Selv om de klimatiske forhold viser sig at være gunstige nok i 1974-75, kan Indien ikke regne med en øget kornproduktion, og der er ikke lagre nok til at klare situationen. Regeringen har gjort en del for at få kontrol med markedsføringen af hvede (uden held) og for at inddrage hamstringslagre of kom, men det er næppe nok til at forbedre situationen væsentligt.

Kan en hungersnød undgås?

Hvis det kapitalistiske landbrug i Indien skal udvikles, kræves der stadig enorme investeringer.

En af forudsætningerne for en højnelse af landbruget er øget og forbedret kunstvanding. Kun ca. en femtedel af Indiens samlede landbrugsjord til fødevarer er under kunstvanding, og denne fungerer tilmed så dårligt og upålideligt, at det virkelige areal er betydeligt mindre.

De investeringer, som Indien har brug for, kan næppe komme fra egne ressourcer i den nuværende situation. Landet er gældsat til op over begge øren, og den hjemlige industri er selv i vanskeligheder. Produktionen er stagnerende eller for nedadgående, og priserne på f.eks. tekstiler er faldende. Selvom eksporten er stigende – Indien vil bl.a. satse på eksport af sukker, da prisen på verdensmarkedet er høj for øjeblikket – kan den ikke give Indien den kapital som er nødvendig for at hæve landbruget.

USA har ikke det kapitaloverskud, som det havde i midten af 60’erne, og der er ikke meget, der tyder på, at USA vil få det foreløbig.

Vesteuropa og Japan mangler selv i høj grad kapital, og USSR, som Indien i mange år har betragtet som sin nærmeste ven, er heller ikke i besiddelse af det kapitaloverskud, som er nødvendigt. Tværtimod kan Indiens “venskab” med Sovjetunionen komme til at koste dyrt. I 1973 – efter at Sovjet havde været verden rundt for at få sine egne hvedelagre fyldt op til lave priser (1972) – tilbød Brezhnev i et brev til Indira Gandhi Indien 2 millioner tons hvede på lånebasis. Indien indvilgede og modtog hveden i løbet af 1973 og 1974. Halvdelen kom fra USSR selv, mens den anden halvdel var købt i Canada og Australien.

Betingelserne for lånet var, at Indien fra 1976 hvert år i 5 år skulle betale af på lånet – ikke i penge, men i hvede. Det vil sige, at Indien, som har de allerdystreste udsigter for sin egen kornforsyning i de nærmeste år, er forpligtet til at forsyne USSR med 400.000 tons hvede hvert år i 5 år fra 1976. (Samtidig har denne handel med USSR gjort USA meget uvillig stemt for at forsyne Indien med hvede efter de “gamle” Public Law 480-klausuler. Foreløbig har Indien kun fået bevilget 300.000 tons hvede fra USA i denne omgang.)

De lande, som idag har et kapitaloverskud – de olieproducerende lande bl.a. – synes hidtil ikke at have været særligt interesseret i at investere deres kapital i Indien. Den forrentes bedre i de højt industrialiserede lande.

Officielt er fødevaresituationen under kontrol i Indien. Regeringsrepræsentanter benægter på det kraftigste, at der skulle være tale om hungersnød. Dog har myndighederne ikke benægtet, at 25.000 i Vestbengalen er døde af sult eller “fejlernæring” i 1974.

For at højne det indiske landbrug og dermed løse fødevareproblemet i Indien kræves indsats af enorme ressourcer.

Hvor skal Indien få dem fra i den nuværende situation?

Er en højnelse af det indiske landbrug i det hele taget mulig under de gældende betingelser?

Hvor skal Indien få levnedsmidler fra i en verden med tomme fødevarelagre og himmelhøje priser?

Kan en hungersnød af kæmpedimensioner undgås -kan et sammenbrud af den indiske økonomi undgås ?

Disse spørgsmål står i øjeblikket ubesvaret.

En katastrofe som den i 1943-44 har ikke fundet sted i Indien i årene efter selvstændigheden. Tværtimod har denne periode – trods korruption, bureaukrati og et voksende sort marked – været kendetegnet af nogenlunde kontrol over fødevaresituationen.

Der er i visse dele af Indien udviklet et moderne, kapitalistisk landbrug og en ret omfattende industri. Dog har den industrielle vækst i Indien ikke været så hurtig, af den tilnærmelsesvis har kunnet opsuge dels de mange forarmede bønder, som løsrives fra landbruget, og dels de unge uddannede fra middelklassen.

Arbejdsløsheden er vokset kraftigt. Fra 1968 til 1974 er antallet af registrerede arbejdsløse vokset fra ca. 3 millioner til 8 millioner. Heraf udgør unge uddannede ca. en million (1974).

De fattige småbønder og landarbejdere – som altid har haft en evne til at leve og arbejde under forhold, som byens industriarbejdere ikke ville kunne eksistere under – er i årenes løb kommet i en mere og mere kritisk situation. Befolkningstilvæksten gør brugene mindre og endnu mere urentable, fordi bønderne ikke har råd til at investere  i  moderne dyrkningsmetoder. Konkurrencen med de store bønder, der mere eller mindre har udviklet sig til kapitalistiske bønder, bliver stærkere, og i tilfælde af fejlslagen høst rammes de fattigste småbønder og landarbejderne hårdest.

Den indbyggede fare for udløsning af en katastrofal hungersnød i Indien er ikke blevet elimineret -tværtimod er faren vokset.

Indien er afhængig af udenlandsk kapital, teknologi, fødevarer og råvarer Hl forsyning af sin egen industri og sit eget landbrug. En krise i verdensmålestok, hvor den udenlandske kapital og teknologi, fødevarerne og råvarerne holder op med at flyde til Indien i stor skala, vil uden tvivl udløse en alvorlig krise og et sammenbrud for den indiske økonomi.

Bangladesh

I Bangladesh har mange af de samme ting gjort sig gældende som i Indien.

I årene fra 1947 til 1972, da Østbengalen var en del af Pakistan, forekom mange af de samme fænomener dér som i Indien.

Naturkatastroferne i Bengalen – de jævnlige oversvømmelser og tørkeperioder – ramte i lige grad Øst-og Vestbengalen. Naturen har ingen respekt for landegrænser og specielt ikke for den slags grænser, som havde delt Bengalen i to dele.

Kampene i 1947 omkring Hindustans deling i to stater havde i Østbengalen ikke kun religiøs karakter, men var også en social kamp, idet det store flertal af muslim-bønderne vendte sig mod de hinduistiske godsejere og pengeudlånere. Millioner af hinduer flygtede fra Østbengalen ved selvstændigheden, og tusinder blev dræbt.

Men for bengalerne blev hinduernes dominans erstattet af dominans fra Vestpakistan. Hæren og administrationen var præget af vestpakistanere. Den lille industri var på vestpakistanske hænder, og et bengalsk borgerskab fik ikke lov at udvikle sig. Middelklassen voksede, men havde ingen politisk magt, og østpakistanske politiske organisationer blev undertrykt.

I 1950 gennemførtes en jordreform i Østpakistan, som fastsatte en maksimumstørrelse på brugene til lidt over 25 ha, og mellemmænd samt renteindsamlere inden for forpagtningssystemet blev afskaffet. (Reformen minder i sin udformning om lignende reformer i Indien, hvor deres virkning dog var mere begrænset.) Baggrunden for reformerne var, at de fleste af de godsejere eller storbønder, som ramtes, var hinduer, og loven var med til at fordrive dem fra landet. Denne og andre antifeudale foranstaltninger lettede trykket for bønderne en del, så ny jord kunne fordeles til jordløse bønder eller småbønder.

Samtidig styrkedes de mellemstore bønder, der mere og mere overtog de tidligere storbønders rolle som pengeudlånere.

Befolkningstilvæksten blandt småbønderne kunne snart mærkes i denne verdens tættest befolkede egn. Brugene blev mindre på grund af ny opdeling til sønnerne i familien. Den gennemsnitlige jordlod var på 1,6 ha, mens halvdelen af jordlodderne var mindre end 1 ha (i 1961).

De jordløses antal steg – i 1961 udgjorde de 26% af samtlige bønder og ved Bangladesh’ oprettelse 35%.

De mellemstore og store bønders magt voksede. Naturkatastroferne – og regeringens manglende evne til at forebygge deres virkninger – var med til at accelerere denne proces.

I 1971 kom krigen, der resulterede i oprettelsen af et selvstændigt Bangladesh.

Fattige bønder blev jaget på flugt gf de kæmpende hære. Indien opgav antallet af flygtninge fra Østpakistan i slutningen af 1971 til 10 millioner. Tusinder blev dræbt, og vigtige produktivkræfter blev ødelagt – både i industri og landbrug og på transport og kommunikationer. De store oversvømmelser og lovløsheden i krigens kølvand forværrede yderligere bøndernes situation. Millioner flokkedes til Dacca og andre byer.

Siden selvstændigheden i 1972 har situationen i Bangladesh ikke forbedret sig.

Det regerende parti, Awamiligaen – har langt fra kontrol med hele landet, og derfor endnu mindre indflydelse på økonomien og udviklingen. Korruptionen, som også florerede før krigen, fik nyt liv med regeringspartiets overtagelse af vestpakistanernes tidligere positioner.

Tørken i 1973 betød en rishøst på 25% mindre end beregnet og har bragt landet i en akut mangel på ca. 2,5 millioner tons korn.

Antallet af jordløse bønder opgives på nuværende tidspunkt til at være omkring 45% af den samlede bondebefolkning, og Daccas indbyggertal er steget til over 6 millioner. Dacca betegnes nu som “værre” end Calcutta, og det siger en hel del.

Der er oprettet regeringslejre i hovedstaden og i andre byer, hvor forsultede bønder holdes indespærret og får tildelt mad fra de fødevareforsyninger, der undslipper sortbørshajernes hænder.

100.000 mennesker menes allerede at være døde under denne hungersnød. En dansk Røde Kors-mand i Bangladesh, med mange års erfaring fra hungersnøds- og andre krisesituationer, mener, at antallet af dødsofre vil blive mellem 1 og 2 millioner i 1975.

I slutningen af december 1974 indførte præsidenten undtagelsestilstand for – med hærens hjælp – at forsøge at få kontrol med landet.

Bangladesh fremtidige udvikling afhænger af, om det lykkedes regeringspartiet at få kontrol med landet, og især af om kræfter i udlandet (Indien, USSR) vil støtte præsidenten i disse bestræbelser.

Men som for Indien gælder det, at uden en udenlandsk indvirken – i  form af øget kapital og teknologi og fødevarer (i den øjeblikkelige situation først og fremmest fødevarer) – kan det nuværende system ikke bestå.