Hvorfor støtter vi PFLP?

PFLP har opfordret os til at fortælle om, hvorfor vi støtter PFLP. Følgende to dokumenter, “Hvorfor støtter vi PFLP?” og “Udtalelse fra KUF” er afsendt til offentliggørelse i PFLP’s blad Al-hadaf.

At besvare spørgsmålet om, hvorfor vi støtter PFLP er det samme som at fortælle, hvem vi er.

“Vi” er Kommunistisk Arbejdskreds, startet i 1963, og Kommunistisk Ungdoms Forbund, stiftet i 1968 på KAKs initiativ.

Vi bor og arbejder politisk i et land, hvor man kan få alle og enhver til at sige, at han eller hun er villig til at “ofre deres liv for revolutionen”. Det ligger imidlertid sådan i denne del af verden, at ingen har nogen mulighed for at ofre deres liv. På den anden side har de mulighed for at “ofre” en fridag på at duplikere en løbeseddel – og det er langt vanskeligere at få folk til at gøre det. Nogle forlod KAK i løbet af de første par år, netop fordi de var villige til at “give deres liv” for den socialistiske revolution, men ikke var villige til at forlade deres lune hjem for at gøre et stykke praktisk arbejde.

Andre forlod gruppen – men nye kom til, senere dannede de kernen i KUF – da vi forlod de “nemme”, rent teoretiske politiske problemer om nødvendigheden af den proletariske revolution kontra fredelig overgang o.s.v. De forlod os, da vi vendte os til vort eget land af i dag, vor egen arbejderklasse, vor egen kapitalisme, perspektiverne for vor egen socialistiske revolution.

Vi begyndte at studere de samfundsmæssige årsager til, at ikke blot Danmark, men hele den fuldt udviklede, kapitalistiske verden er forblevet kapitalistisk den dag i dag. Vi begyndte at studere de gamle kommunistiske partiers politik før, under og efter den anden verdenskrig. Vi begyndte for alvor at studere de to sider af den grundlæggende klassemodsigelse i det kapitalistiske samfund – kapitalistklassen og arbejderklassen. Vi forkastede alle gamle “abstrakte definitioner”, åbnede vore øjne og begyndte at tage vort udgangspunkt i en konkret analyse af konkrete kendsgerninger.

Hvad fandt vi? Kort fortalt, vi fandt at de enorme profitter, som de imperialistiske lande i årtier hentede hjem fra kolonier og afhængige lande, blandt andre ting var blevet brugt til at bestikke arbejderklassen i disse imperialistiske lande. Friedrich Engels skrev i sidste halvdel af det 19. århundrede, at de engelske arbejdere gladeligt tog deres del af det koloniale rov, og at det var årsagen til, at der på den tid ikke var nogen socialistisk bevægelse i England. Vi fandt, at i dag gælder dette ikke blot for England, men i det grundlæggende for alle fuldt udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa. Efter den første verdenskrig skrev Lenin, at en del af arbejderklassen i de vestlige lande sammen med den kapitalistiske klasse var i gang med at bygge et paradis på ryggen af menneskehedens flertal i de koloniale lande. Vi fandt, at i dag er det ikke blot et lille lag, men arbejderklassen som helhed, der bygger og bor i dette paradis. Og det er årsagen til, at der stadig ikke er nogen socialistisk bevægelse i de imperialistiske lande – og ikke har været det i årtier.

Da vi var kommet så langt, påbegyndte vi et fornyet studium af marxismens klassikere. Og vi fandt, at i 1869 erklærede Marx, at England, i økonomisk henseende, var modent til den socialistiske revolution, men at denne revolution ikke ville komme, før det irske folk havde befriet sig fra det engelske herredømme. I de nuværende kapitalistiske lande har vi i langt højere grad end i England i 1869 den samfundsmæssige produktion – storindustri, arbejdsdeling – der gør vore lande modne til socialismen, i denne henseende, men revolutionen kommer ikke, før de folk, som de imperialistiske lande udbytter, og på hvem de snylter, har kæmpet sig vej ud af imperialistisk dominans og herredømme.

Vi har prøvet at leve op til Lenins ord om, at det er kommunisters opgave i vesten at søge, finde1 og rigtigt fastslå den vending i begivenhederne, den specifikke udvikling, der vil føre masserne til revolutionær kamp. Vi har fulgt Mao Tse-tungs ord om altid at nå frem til og fastslå den vigtigste modsigelse i enhver kompliceret samfundsmæssig udviklingsproces – denne den vigtigste modsigelse, der afgør og påvirker alle de andre.

Når man i dag tager verden som et enkelt hele, vil man opdage at den vigtigste modsigelse i dag i denne verdens komplicerede udviklingsproces er modsigelsen mellem imperialismen som helhed og de lande, der udbyttes ved hjælp af neo-kolonialistiske metoder.

Dette er den vigtigste modsigelse, der afgør og påvirker alle andre samfundsmæssige modsigelser – modsigelsen mellem imperialismen og de lande, der fortsat udbyttes på den gamle koloniale vis, modsigelserne blandt de imperialistiske magter selv, modsigelserne mellem enkelte imperialistiske lande og enkelte neo-kolonialt udbyttede lande, o.s.v., o.s.v.

Denne den vigtigste modsigelse i verdens nuværende udviklingsproces påvirker også modsigelserne i de enkelte lande selv. Den påvirker modsigelsen mellem kapitalistklassen og arbejderklassen i de imperialistiske lande – profitterne fra udbytningen ude svækker klassemodsigelsen hjemme, med det resultat at klassekampen i dag er fuldstændig ophørt i disse lande (klassekamp i betydningen kampen om magten) – allerede Lenin konstaterede, at kapitaleksport svækker klasseantagonismen i de lande, der eksporterer denne kapital!

Den vigtigste modsigelse påvirker også modsigelserne i de enkelte lande, der tidligere var kolonier eller afhængige lande, og som nu formelt er selvstændige, men udbyttes på
neo-kolonialistisk vis. I disse lande giver den stødet til en hidtil uset udvikling af produktivkræfter, den skaber en ny klasse af agent-kapitalister, og den skaber også en ny arbejderklasse og nye modsigelser mellem denne arbejderklasse og det forarmede bonde-flertal.

For os i det lille imperialistiske Danmark og i den fuldt udviklede kapitalistiske verden som helhed er resultatet, at kampen mellem de to sider i den vigtigste modsigelse – kampen mellem imperialismen og de folk, der kæmper mod neo-kolonialismen – og folkenes kamp over imperialismen er den afgørende faktor, netop den ’’specifikke udvikling”, som Lenin talte om, der vil føre masserne i vore lande til revolution. Enhver svækkelse af neo-kolonial udbytning og svækkelse af neo-kolonialt greb om folkene i Asien, Afrika og Latinamerika betyder en svækkelse af imperialismen og vil medvirke til at genoplive klasseantagonismer og klassekamp i vore imperialistiske lande.

Da vi ønsker at arbejde for socialistisk revolution i vort eget land, anser vi det derfor for vor hovedpligt at fortælle folk om denne den vigtigste modsigelse, at forberede vor arbejderklasse på det uundgåelige resultat af kampen mellem de to sider af denne modsigelse – og først og fremmest at støtte den kamp, der føres mod neo-kolonialismen, mod imperialismen af i dag.

Som vi ser det, er den såkaldte ’’Staten Israel” et produkt af den gamle kolonialisme, oprettet ved hjælp af gammeldags koloni-metoder, mens samtidig denne “Staten Israel” i
dag tjener neo-kolonialistiske formål for imperialismen, først og fremmest den amerikanske imperialisme. Denne kendsgerning gør det palæstinensiske folks og de arabiske folks kamp mod denne zionistiske stat særlig akut, og den afgør kampens særlige karakter og vor særlige forpligtelse til at støtte den.

Som påpeget af Lenin og som gentaget af Mao Tse-tung var det engang sådan, at set i verdensmålestok var alle nationale befrielsesbevægelser en del af den proletariske verdensrevolution. Vi kan ikke længere begrænse os til denne definition, der i dag er blevet en “abstrakt definition”, fordi den ikke længere modsvarer kendsgerningerne.

Siden den anden verdenskrig har vi set en række nationale befrielsesbevægelser slutte med sejr, ikke? De udenlandske koloniherrer er blevet kastet ud og deres magtapparat odelagt – men førte det til nogen svækkelse af imperialismen? Fremmede det den proletariske verdensrevolution? Det gjorde det på ingen måde.

I dag er det derfor ikke længere tilstrækkeligt at sige at revolutionære i de imperialistiske lande må støtte nationale befrielsesbevægelser uden hensyn til hvilken klasse, der i et givet land står i spidsen for den nationale befrielsesbevægeIse.

Hvis den nationale befrielsesbevægelse under ledelse af en småborgerlig klasse resulterer i skabelsen af en selvstændig stat med eget flag og egen nationalsang, med egne politiske institutioner og væbnede styrker – men ikke resulterer i en svækkelse af imperialismen, kan vi da støtte den? Hvis en sådan national befrielsesbevægelse resulterer i neo-kolonial udbytning af det pågældende land – og for en tid vil en sådan udvikling styrke imperialismen – kan vi da støtte den? Vi kan støtte den, ja, vi må støtte den, ja – men ikke uforbeholdent. Vi må også kritisere den. Og dersom der samtidig eksisterer en anden bevægelse, i det samme land, i den samme del af verden, der stræber efter at give proletarisk lederskab til den nationale befrielsesbevægelse, der ikke vil standse revolutionen på halvvejen, men som har sat sig for at mobilisere arbejderklassen, det arbejdende folk til at kæmpe mod imperialismen hele vejen igennem, så kan der ikke være nogen tvivl om, hvem vi må støtte – i den socialistiske revolutions interesse i vort eget land!

I de arabiske folks kamp mod imperialismen, zionismen og den arabiske reaktion støtter vi derfor uforbeholdent PFLP. Hvem skulle vi ellers støtte?

Gotfred Appel