Hvis det ikke er vor opgave at konstruere fremtiden og gøre alt færdigt til alle tider, er det hævet over enhver tvivl, hvad vi har at gore dag; jeg sigter til den hensynsløse kritik af alt bestående, hensynsløs i den forstand, at kritiken hverken frygter sine egne resultater eller konflikter med nuværende magter…. Da står vi ikke doktrinært frem for verden med et nyt princip: her er vor sandhed, her skal du bøje dig tiljorden. Vi udvikler nye principper for verden med udgangspunkt i verdens egne principper. Vi siger ikke: hold op med dine kampe, de er bare dumheder; vi skal give dig klar besked om kampens sande paroler. Vi viser kun verden, hvorfor den egentlig kæmper, og bevidstheden er en ting, den må tilegne sig, selv om den ikke har lyst…..
Brev fra Marx til Ruge. September 1843. Karl Marx: Verker i utvalg, bind 1, s. 52 – 53. Pax Forlag, Oslo, 1970.
Formålet med teori er praksis
Teoriens funktion er at være grundlag og vejledning for vores praktiske handlen. Uden en analyse af virkeligheden bliver praksis fejlagtig eller præget af tilfældigheder, medens en korrekt opfattelse af virkeligheden muliggør en fornuftig og effektiv handlen.
Baggrunden for vores syn på verden er vores erfaringer, vores praksis og vores studier. Formålet med denne opsumering er, at klargøre vores teoretiske grundlag, og dermed styrke vores praksis.
En revolutionær teori bør derfor ikke blot beskrive verden; Den skal klargøre de revolutionære klasser og være således udformet, at den kan danne grundlag for en strategi for handling, være en anvisning på, hvad der konkret bør gøres. [l]
Det teoretiske og praktiske arbejde og deres gensidige påvirkning af hinanden er grundlæggende for en revolutionær organisations arbejde. Uden praksis mister teorien sin mening, og uden teori mister praksis sin retning og bliver tilfældig.
Marxismen – Den dialektiske materialisme
Udarbejdelsen af et teoretisk grundlag – og den deraf følgende praksis – må tage sit udgangspunkt i en analyse af virkeligheden, i en erkendelse af, hvordan den verden, man ønsker at ændre, faktisk ser ud, og hvordan den fungerer. Marx’ teori, med dens materialistiske anskuelse og dialektiske metode, anvendt på samfundets konkrete virkelighed, giver de bedste forudsætninger for en erkendelse af virkeligheden. Marx gjorde studiet af samfundet og dets udvikling til videnskab. Marxismen er en metode til undersøgelse af økonomiske og samfundsmæssige forhold, en metode, der opfatter disse ting, som de er, i konstant udvikling, under stadig forandring. Verden har udviklet sig kolossalt siden Marx og Lenins tid. En forstenet og idealistisk anvendelse af marxismen ville derfor hindre os i at forstå kapitalismen, som den fremtræder i dag. Tilhængere af marxismen må frigøre sig fra dogmatisme og ønsketænkning og bruge den marxistiske metode i studiet af den konkrete virkelighed.
Tendensen til at omdanne marxisme til et religiøst dogme, der blot skal læres, huskes og praktiseres, og hvorfra uimodsigelige sandheder kan udledes, er lige så gammel som marxismen selv. Marx og Engels kæmpede selv mod denne tendens. Mod dem som “… kun bruger den materialistiske historieopfattelse som et påskud til ikke at studere historien”. “Engels til Schmidt”. London d. 5/8-1890. K. Marx, F. Engels: Udvalgte Skrifter, bind II, Forlaget Tiden, København 1971, s 487. (herefter MEUS, I-II).
En analyse af de økonomiske forhold er grundlæggende
En analyse af virkeligheden i Marxistisk forstand vil først og fremmest sige en analyse af de grundlæggende økonomiske forhold, af produktivkræfternes udvikling og af produktionsforholdene, fordi disse grundlæggende økonomiske forhold er bestemmende for de sociale, klassemæssige og politiske forhold.
Den materialistiske opfattelse af historien går ud fra den sætning, at produktionen og næst efter produktionen, udvekslingen af produkter, er grundlæggende for al samfundsorden, at fordelingen af produkterne og dermed den sociale inddeling i klasser eller stænder i ethvert samfund i historien retter sig efter, hvad og hvorledes der bliver produceret, og hvorledes det producerede udveksles. Efter denne opfattelse skal de endelige årsager til alle sociale forandringer og politiske omvæltninger ikke søges i menneskernes hoveder, i deres stadig større indsigt i den evige sandhed og retfærdighed, men i forandringerne af produktionsmåden, de skal ikke søges i den pågældende periodes filosofi, men i dens økonomi.
F. Engels: Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. MEUS II, s. 132
Dette betyder ikke, at de økonomiske forhold er de eneste bestemmende. F. Engels skriver:
… Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogen sinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter – klassekampens politiske former og dens resultater – forfatninger, der udformes af den sejrende klasse, efter at slaget var vundet, o.s.v. – retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. Der består en vekselvirkning mellem alle disse momenter, I hvilken den økonomiske bevægelser til sidst vinder hånd som det nødvendige element midt i hele den uendelige mængde af tilfældigheder (d.v.s. ting og begivenheder, hvis indre sammenhæng er så løs eller så vanskelig at påvise, at vi kan betragte den som ikke eksisterende og ignorere den). Ellers ville det jo være nemmere at anvende teorien på en hvilken som hels historisk periode end at løse en simpel førstegrads ligning.
Vi skaber selv vor historie, men for det første under meget bestemte forudsætninger og betingelser. Blandt disse er de økonomiske til syvende og sidst de afgørende. Men også de politiske o.s.v., ja selv traditionen, der spøger i menneskets hjerne, spiller en rolle omend ikke den afgørende.
Engels til Bloch. London d. 21-22/9-1890. MEUS II, s. 488-489.
Den samfundsmæssige hovedmodsigelse
Marx og Engels opdagede, at årsagen til den samfundsmæssige udvikling og til samfundsmæssige omvæltninger er de økonomiske forhold – modsigelsen mellem produktivkræfternes udvikling og den ramme, produktionsforholdene sætter for denne udvikling. Marx skriver i “Til kritik af den politiske økonomi”:
… På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelser i det materielle live, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold.
K. Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. MEUS I, s. 356.
Om forholdet mellem bevidsthed og væren
Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt, undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.
K. Marx, F. Engels: Det kommunistiske partis manifest. MEUS I, s. 26-27.
Klassekampen er historiens drivhjul – menneskene skaber selv deres historie, men hvad bestemmer menneskenes, eller rettere massernes bevæggrunde? Hvad forårsager sammenstødene mellem de stridende klasser? – Det gør deres modstridende økonomiske interesser. Marx skriver om forholdet mellem væren og bevidsthed:
… I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktionskræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.
K. Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. MEUS I, s. 355-356.
Forandring kommer naturligvis ikke uden ønske om forandring. Uden dette ønske, vrede og forbitrelse er det ikke muligt at organisere revolutionens subjektive kræfter, der skal gennemføre forandringen. Men det er vigtigt at fastholde, at revolutioner ikke primært kommer, fordi folk ønsker dem. Revolutioner kommer som resultat af en nødvendighed i den samfundsmæssige udvikling. En udvikling, der kan hæmmes eller fremmes af klasserne i samfundet, men ikke ophæves. Vi mener ikke hermed, at den historiske udvikling blot er en stor mekanisk objektiv nødvendighed, at revolutionens subjektive kræfter og klasserne ikke spiller nogen rolle for historiens udvikling. – Tværtimod, det er igennem disse, at den objektive nødvendighed træder frem.
Det er de økonomiske forhold, der i sidste instans tvinger de undertrykte til revolutionære handlinger. Det er altså primært det, at de ikke kan leve under de herskende forhold, der får dem til at lave revolution. Sekundært, at de ikke vil. Man kan ikke overbevise en klasse om socialismens nødvendighed, hvis der ikke er en økonomisk baggrund for dette.
Det er således ingen tilfældighed, at revolutionære omvæltninger er sket i Rusland, Kina, Cuba, Algeriet, i det Sydlige Afrika o.s.v. og ikke i USA eller Vesteuropa. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at ønsket om forandring, om socialisme i dag har langt større grobund og udbredelse i den tredie verden, end i USA og Vesteuropa. Det beror på en grundlæggende forskel i de objektive, økonomiske forhold i de to dele af verden.
Verdens befolkning er delt i rige og fattige
Den nuværende økonomiske verdensorden er karakteriseret ved en opdeling af verdensbefolkningen i rige og fattige klasser. Denne opdeling tager sig hovedsageligt ud som en opdeling af verden i rige og fattige lande. Opdelingen er en konsekvens af kapitalismens udvikling i de sidste 100 år, hvor kapitalismens vækst har været betinget af denne stadige polarisering. Vækst, rigdom og social velfærd i de imperialistiske lande hænger uløseligt sammen med nøden og elendigheden i den tredie verden. Det er to sider af samme økonomiske system, imperialismen. Den kendsgerning at den kapitalistiske verden er opdelt i generelt set rige klasser i de imperialistiske lande og fattige klasser i den tredie verden – bortset fra en lille privilegeret overklasse er meget svært at bortforklare eller benægte. De historiske kendsgerninger og de materielle forhold i dagens verden taler for sig selv.
Verdensbanken angav i 1978 bruttonationalproduktet pr. indbygger for de 18 rigeste kapitalistiske lande – til hvilke Danmark hører – til gennemsnitligt 8.070 US.$. For de såkaldte mellemindkomstlande var det gennemsnitlige bruttonationalprodukt pr. indbygger 1.250 US.$, og for de 38 fattigste lande var det i gennemsnit 200 US.$. Med andre ord er de rigeste landes bruttonationalprodukt pr. indbygger 6,5 gange så stort som mellemindkomstlandenes og 40 gange så stort som de fattigste landes. [2]
Forskellen mellem de rige og fattige lande er i dag større end nogen sinde. De imperialistiske – rige lande med kun 25% af verdens befolkning disponerer over 83% af verdens bruttonationalprodukt. De forbruger 75% af verdens energi, 70% af verdens korn, 92% af verdens industriprodukter og anvender 89% af alt, hvad der ofres på uddannelse i verden.
FAO har forsigtigt anslået, at 450 millioner mennesker i de underudviklede lande lider af alvorlig underernæring, hvilket vil sige, at de sulter. Flere hundrede millioner andre mennekser i den tredie verden lider af almindelig under- og fejlernæring. Forbruget pr. indbygger af animalsk protein er 6 gange større i de industrialiserede lande end i u-landene. Forbruget af fedt er 4,5 gange større, af korn 2,3 gange større og af mælk 6 gange større.
UNESCO har beregnet, at der i 1980 var ca. 820 millioner analfabeter i de fattige lande, hvilket vil sige 3 ud af hver 10 voksne. Dette tal inkluderer ikke de millioner af børn, der i dag ikke modtager nogen undervisning og derfor om få år vil træde ind i analfabeternes rækker. Den rigeste 1/5 af verden, d.v.s. 20 lande med 21% af verdens befolkning, bruger 50 gange mere på undervisning pr. indbygger end den fattigste 1/5 af verden, hvilket vil sige 26 lande med ca. 23% af verdens befolkning.
Sundhedssituationen i de udbyttede lande afspejler ligeledes kløften mellem de rige og fattige lande. Over 1 milliard mennesker, d.v.s. 25% af jordens befolkning, lever i følge WHO under så dårlige forhold, at deres liv er truet. 70% af børnene i u-landene lider af infektionssygdomme og parasitter. Spædbørnsdødeligheden i de rige lande varierer mellem 10 og 20 pr. 1000 levendefødte. I Afrika er tallet mellem 150 og 200 pr. 1000 levendefødte. I Asien mellem 100 og 150 og i Latinamerika mellem 30 og 170 pr. 1000 levendefødte.
Af de over 122 millioner børn, der hvert år fades i den tredie verden, dør 10% inden de fylder et år, og yderlige 4% dør inden de fylder 5 år. Hvert år dør ca. 18 millioner børn under 5 år i hele verden, 17 millioner af dem – altså 95% – i u-landene. Risikoen for at dø før puberteten er 1 til 40 i de rige lande, mod 1 til 4 i Afrika som helhed og 1 til 2 i visse afrikanske lande. Den forventede livslængde for nyfødte i de rige lande er mellem 72-74 år. I de fattige lande er den i gennemsnit 50 år, men i visse regioner af verden mindre end 40 år. Sammenfattende kan den nuværende situation i de fattige lande beskrives med følgende tal (1980):
Den nuværende verdensordens konsekvenser
Om nuet er tragisk, så ser fremtiden endnu værre ud. Verdens befolkning anslås for øjeblikket til ca. 4,4 milliarder, heraf lever ca. 75% i u-landene. I år 2000 vil der være ca. 6,4 milliarder mennesker i verden. Over 90% af denne befolkningstilvækst vil være i de fattige lande, hvilket medfører, at 80% af verdens befolkning – 5,1 milliard – til den tid vil leve i den fattige del af verden. 4 ud af 5 mennesker i verden vil leve i u-landene.
FNs beregninger viser, at bruttonationalproduktet pr. indbygger i år 2000 vil ligge på et verdensgennemsnit på ca. 2.311 US.$ (i 1975 $). Dette indebærer en stigning på verdensplan på 53% sammenlignet med 1975. Men stigningen vil ikke fordele sig jævnt. I-landenes bruttonationalprodukt pr. indbygger vil stige til nær 8.500 US.$, medens u-landenes vil blive stående på mindre end 590 US.$ pr. indbygger i gennemsnit. I år 2000 vil gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i de industrialiserede lande således være 14 gange så stor som i u-landene – i de 10 rigeste kapitalistiske lande vil den være 20 gange større. Alt dette vil sige, at kløften mellem rige og fattige lande i de nærmeste 20 år vil øges til det dobbelte. Den gennemsnitlige forskel på bruttonationalproduktet pr. indbygger mellem rige og fattige lande var i 1975 ca. 4000 US.$, i år 2000 vil den være ca. 8000 US.$. Den kløft, der i dag skiller rige og fattige landes befolkninger, og som synes afgrundsdyb, vil om blot 18 år være fordoblet, hvis den nuværende verdensorden fortsætter.
De dybtgående økonomiske, sociale og politiske kriser, som den tredie verden befinder sig i – og som ikke kan løses indenfor den imperialistiske verdensorden – vil uundgåelig udløse dybtgående revolutionære forandringer, såvel i de enkelte lande som i forholdet mellem de rige og fattige lande. Krisen i den tredie verden har rejst kravet om socialisme og en verdensorden, der fremmer udviklingen i de udbyttede lande og mindsker uligheden i verden. Dette krav vil vokse sig stærkere i de kommende år.
*****
Vi vil i det følgende behandle de historiske årsager til denne opdeling af verden i rige og fattige lande. Vi vil beskrive, hvordan de rige imperialistiske lande udbytter de fattige lande, hvilken betydning dette har fået for den økonomiske udvikling i de fattige og rige lande, og vi vil opridse de konsekvenser, dette har fået for kampen for socialismen på verdensplan.
Vi har i vores fremstilling koncentreret os om det ulige bytte og dets konsekvenser, fordi vi mener, at det er imperialismens vigtigste udbytningsform. Det betyder, at de socialistiske landes økonomiske og politiske betydning i verden stort set ikke bliver behandlet, da deres udenrigshandel er relativ lille i forhold til den kapitalistiske verdens. Dette betyder dog på ingen måde at de socialistiske lande ikke spiller en endog særdeles vigtig rolle i den globale kamp imod imperialismen, for socialismen – tværtimod. Den socialistiske lejrs modvægt mod imperialismen er en vigtig forudsætning for, at de undertrykte massers kamp kan lykkes. De socialistiske landes rolle i verdensøkonomien/politikken er et spørgsmål af største betydning, som vi vil vende tilbage til i andre sammenhænge.
Vi vil beskæftige os med de store linier, med de væsentlige generelle træk. Der er utvivlsomt i mange tilfælde situationer og undtagelser, som vores fremstilling ikke dækker. Det er således hverken nogen fyldestgørende historisk redegørelse eller dybtgående analyse af kapitalismen, men derimod en opridsning af nogle generelle træk, som vi mener er væsentlige for at forstå imperialismens udvikling og funktion.
Noter
[1] “Den marxistiske filosofi er af den opfattelse, at det vigtigste problem ikke ligger i at forstå den objektive verdens love og således være i stand til at forklare den, men i at anvende viden om disse love til aktivt at forandre verden. Marxismen anerkender teoriens betydning, og dette fandt sit fuldkomne udtryk i Lenins tese: “Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse”. Men marxismen tillægger teorien værdi, fordi og kun fordi den kan vejlede vor handling. Hvis vi har en korrekt teori, men kun snakker om den, gemmer den væk og ikke omsætter den i praksis, så er denne teori, hvor god den end kan være, uden betydning. Erkendelse begynder med praksis, når man gennem praksis har erhvervet teoretisk viden, må man atter vende tilbage til praksis.
Mao Tse-tung: Om praksis.
Mao Tse-tung: Filosofiske skrifter, Forlaget Futura, København, 1973, s. 27.
[2] De følgende tal og oplysninger stammer fra en tale af Fidel Castro på Den interparlamentariske Unions Konference i Havana, 15-23 september, 1981. Tidsskriftet Manifest, nr. 17/18, København, 1982. (i fuld gengivelse på dansk),
og
World Bank Atlas: 1978, Washington D.C., USA, 1979.
og
United Nation Statistical Yearbook: 1978, UN, New York, 1979.
