(Uddrag)
Skrevet 15. april 1919,
offentliggjort i maj 1919.
(…)
Hvis enhver marxist, ja enhver person overhovedet, der har et almindeligt kendskab til moderne videnskab, blev spurgt, om det er sandsynligt, at de forskellige kapitalistiske landes overgang til proletariatets diktatur vil finde sted på en identisk eller harmonisk forholdsmæssig måde, ville hans svar uden tvivl være benægtende. Der har aldrig været og vil heller aldrig komme jævn, harmonisk eller forholdsmæssig udvikling i den kapitalistiske verden. Hvert land har i højere grad udviklet så det ene, så det andet aspekt eller træk eller gruppe af træk ved kapitalismen og arbejderbevægelsen. Udviklingsprocessen har været ujævn.
Da Frankrig gennemførte sin store borgerlige revolution og ruskede hele det europæiske kontinent op til et historisk nyt liv, stod England i spidsen for den kontrarevolutionære koalition, skønt det samtidig var langt mere kapitalistisk udviklet end Frankrig. Den periodes britiske arbejderbevægelse foregreb imidlertid strålende meget af det, fremtidens marxisme indeholdt.
Da England gav verden chartismen, den første virkeligt brede og politisk organiserede proletariske revolutionære massebevægelse, forekom der borgerlige revolutioner, de fleste svage, på det europæiske kontinent, og den første store borgerkrig mellem proletariatet og bourgeoisiet var brudt ud i Frankrig. Bourgeoisiet sejrede over proletariatets forskellige nationale afdelinger en efter en, på forskellig måde i de forskellige lande.
England var mønster på et land, hvor, som Engels udtrykte det, bourgeoisiet havde skabt et meget borgerligt øvre lag af proletariatet, ved siden af et borgerligt aristokrati. [45] I flere årtier sakkede dette fremskredne kapitalistiske land agterud i proletariatets revolutionære kamp. Frankrig syntes at have opbrugt proletariatets styrke i to heroiske arbejderklasserevolter mod bourgeoisiet i 1848 og 1871, som gav meget betydelige bidrag til den verdenshistoriske udvikling. Lederskabet i arbejderbevægelsens internationale gik derefter over til Tyskland; det var i halvfjerdserne i det 19. århundrede, da det økonomisk var bagefter England og Frankrig. Men da Tyskland havde overgået disse to lande økonomisk, dvs. i det 20. århundredes andet årti, viste det sig, at Tysklands marxistiske arbejderparti, dette forbillede for hele verden, blev ledet af en håndfuld åbenlyse slyngler, det mest beskidte pak – fra Scheidemann og Noske til David og Legien – de mest modbydelige bødler af arbejderrod, som havde solgt sig selv til kapitalisterne, som var i monarkiets og det kontrarevolutionære bourgeoisis tjeneste.
Verdenshistorien bevæger sig urokkeligt hen mod proletariatets diktatur, men ad veje, der er alt andet end jævne, enkle og lige.
Da Karl Kautsky stadig var marxist og ikke den renegat fra marxismen, han blev, da han begyndte at forsvare enhed med Scheidemann’erne og støtte det borgerlige demokrati mod det sovjetiske eller det proletariske demokrati, skrev han en artikel – dette var ved århundredes begyndelse – med titlen “De slaviske folk og revolutionen”. I denne artikel redegjorde han for de historiske betingelser, som tydede på muligheden af, at lederskabet i verdens revolutionære bevægelse var ved at gå over til de slaviske folk.
Sådan er det gået. Lederskabet i den revolutionære proletariske internationale er for en tid – for en kort tid, selvfølgelig – gået over til russerne, ligesom den på forskellige tidspunkter i det 19. århundrede var i hænderne på englænderne, så franskmændene, så tyskerne.
Jeg har mere end en gang haft lejlighed til at sige, at det var lettere for russerne end for de fremskredne lande at begynde den store proletariske revolution, men at det vil blive vanskeligere for dem at videreføre den og føre den til endelig sejr, forstået som den fuldstændige organisering af et socialistisk samfund.
(…)
(45) Se side 27 i Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972.
LCW bd. 29, s. 308-310.
LUV bd. 10, s. 218-220.
Online i fuldtekst. Se Marxisme Online
