I maj tilbragte to medlemmer af Liberation Support Movement – Bay Area Unit 3  uger i Folkerepublikken Kina på en rejse for “politiske aktivister” arrangeret af “Guardian”. Rejsen gav en uvurderlig mulighed for at få et førstehåndsindtryk af den kinesiske revolutions erfaringer. I denne artikel vil vi dog begrænse os til nogle få  kritiske bemærkninger om vores erfaringer som deltagere i rejseholdet. Om den politik, holdet lagde frem, og hvordan det genspejler visse grundlæggende svagheder ved det amerikanske venstre.

Amerikansk national chauvinisme

På  trods af betegnelsen “politiske aktivister” var vort rejsehold en blanding  bestående af 22 enkeltpersoner med forskellig baggrund og forskellige grader af politisk engagement. Fælles for de fleste var, at de under hele turen udviste stor mangel på respekt for vore værter og deres anstrengelser for at vise os, hvad de mente var vigtigt ved deres land og deres revolution. For eksempel mente de fleste, at vore guider var bureaukratiske, manipulerende og modvillige til at vise os det, vi gerne ville se. Mange insisterede på, at kineserne skulle tilbyde alternativer til hver dags program og var åbenlyst utilfredse med nogle planlagte aktiviteter, som f. eks. et besøg hos en enhed af Folkets Befrielseshær. (Skønt alle bagefter var glade for dette besøg, var der ingen selvkritik eller indrømmelse af, at kineserne måske bedst selv vidste, hvad de skulle vise os af deres revolution.) Der var også tilfælde af grov uhøflighed og politisk uansvarlighed, som da en regeringsembedsmands tale om Kinas udenrigspolitik kun blev overværet af 13 medlemmer af rejseholdet. De andre ville hellere gå i butikker eller promenere. I andre tilfælde udviste nogle af dem  turistlignende kulturel chauvinisme og protesterede mod den “overdrevne” formalitet, som er en del af den kinesiske høflighed. De ville i stedet have, at det skulle være uformelt, uregelmæssigt og spontant – med andre ord “amerikansk”. Når vi blev hilst velkommen af revolutionskomitéen på den fabrik, skole eller kommune, vi besøgte, blev det opfattet som et bureaukratisk påfund for at forhindre os i at blande os med “almindelige” arbejdere og bønder. Kun få af os var klar over, at arbejderne og bønderne selv – vi fik lejlighed til at tale med mange af dem – ville  have betragtet det som en alvorlig fornærmelse mod deres amerikanske venner, hvis deres valgte ledere i Revolutionskomitéerne ikke havde stillet sig til rådighed.

Forkert beskrivelse af amerikanske tilstande

I diskussioner med kineserne satte medlemmer af vort rejsehold hele tiden lighedstegn mellem nutidens USA og det før-revolutionære Kina, skønt der i virkeligheden intet sammenligningsgrundlag er. Skønt adskillige familier i Kina også i dag deler baderum og køkken, fik vore kinesiske kammerater for eksempel at vide, at arbejderboliger i USA var langt værre. Der blev sagt meget om inflation og høje leveomkostninger; men der blev ikke nævnt et ord om biler, elkomfurer, køleskabe, fjernsyn og lignende “luksusgenstande”, som hører med til næsten alle amerikanske arbejderes “way of  life”. På denne måde fik vore værter et forvrænget billede af de materielle betingelser i USA. Det var derfor ikke underligt, at en af vore guider blev forbavset, da han fik at vide, at en deltager på vores rejsehold havde råd til bil, fjernsyn, elkomfur og køleskab ud af sin indtægt som bogholder på deltid. Han blev endnu mere forbavset, da han hørte om arbejdsløshedsforsikring, garanterede mindstelønninger og socialforsorgssystemet – et “dygtigt kapitalistisk trick”, som han karakteriserede det.

Den groveste forvrængning af virkeligheden drejede sig nok om den amerikanske venstrefløjs omfang, karakter og betydning. Vore kinesiske kammerater hørte om store og indflydelsesrige “masseorganisationer”. De fik rapporter om “revolutionære partiforberedende organisationer”, der “slog rødder blandt arbejderklassens masser”, og arbejderklassen selv blev beskrevet som værende meget militant og endog klassebevidst. Disse synspunkter om det amerikanske samfund og dets politik blev taget meget alvorligt af de kinesere, vi havde kontakt med. For eksempel viste en guides kommentarer efter en diskussion med et medlem af New American Movement, at han i høj grad havde forkerte opfattelser af denne organisations størrelse, indflydelse og samfundsmæssige grundlag.

Hvis interesser tjener sådanne fortielser og fordrejelser? Det er klart, at sådanne vildfarelser kun gør det endnu sværere for kineserne at vurdere begivenheder i USA og andre imperialistiske lande korrekt. Det var selvfølgelig også svært, om ikke umuligt, for vore kinesiske venner at forstå vores politiske praksis som medlemmer af LSM. Mens de mente, at arbejde for de nationale befrielsesbevægelser var vigtigt og positivt, syntes de også, at vi skulle gøre noget for at organisere de brede masser af klassebevidste og militante amerikanske arbejdere, som de hørte så meget om. Og når vi brugte udtrykket “arbejderaristokrati” for at beskrive betingelserne i arbejderbevægelsen, troede de, at vi talte om velnærede fagforeningsbureaukrater, og ikke om den brede masse af organiserede arbejdere. Og hvorfor skulle de ikke det? Det forvrængede billede af de materielle og politiske betingelser i USA, som vort rejsehold lagde frem, kan kun føre til fejlagtige forestillinger hos folk, der ved relativt lidt om livet i de imperialistiske lande. Vi mener, at det er groft politisk uansvarligt at vildføre vore kinesiske kammerater i dette spørgsmål; lidt mindre brovten og lidt mere ydmyghed over for Kinas revolutionære bedrifter kunne måske have skabt et mere kammeratligt forhold mellem vort rejsehold og vore værter.

Kinesisk internationalisme

Før rejsen var vi opmærksom på Folkerepublikkens støtte til nationale befrielsesbevægelser. Vi var derfor ivrige efter at erfare, hvordan principperne om internationalisme blev omsat til handling i hverdagslivet. Af denne grund spurgte vi altid folk om deres meninger om nationale befrielseskampe, om hvilke konkrete former deres meninger gav sig udtryk i, og om deres almindelige kendskab til  udviklingen i “den tredie verden”. Vi fandt snart ud af, at det kinesiske folk “resolut” støtter alle ægte nationale befrielsesbevægelser i deres kampe over hele verden”. Men det lykkedes os næsten ikke at trænge ind bag denne form for generalisering. For eksempel talte nogle skoleelever, som arbejdede ved Shanghai Friendship-stormagasinet, i stærke vendinger om alle afrikanske folks ret til selvstændighed, men de havde ingen oplysninger om befrielsesbevægelserne eller de særlige betingelser i Afrika. Da vi i en grundskole spurgte, hvordan børnene blev oplært i internationalismens ånd, fik vi at vide, at de studerede eksempler som Norman Bethune i Kina og de kinesiske frivillige soldater i Korea. Det eneste eksempel på konkret støtte, som vi hørte om, var ved en fabrik for medicinske apparater i Shanghai, hvor arbejderne havde overtid for at forsyne “slagmarkerne i Vietnam og de arabiske lande” med operationsborde.

Den stærke og ofte udtrykte internationale solidaritet med kampe andre steder var tydeligvis autentisk. Men information om begivenhederne i andre lande syntes begrænset i et sådant omfang, at arbejder- og bondemasserne kun havde lidt kendskab til de nuværende betingelser udenfor Kinas grænser. Set på baggrund af årene med relativ isolation, mens landet konsoliderede proletariatets diktatur, er dette selvfølgelig til en hvis grad forståeligt. Men nu, da Kina har døren vidt åben til verden, og regeringen indtager et anti-imperialistisk standpunkt på verdensarenaen, ville proletarisk internationalisme baseret på masserne være bedre tjent med mere oplysning om de konkrete betingelser og de revolutionære kampe udenfor Kina.

Revisionismens “anden side”

Vores rejsehold var faktisk meget repræsentativt for bevægelsen i USA. Nogle af deltagernes kyniske liberalisme, individualisme og anarkisme er et resultat af en lang proces med “borgerliggørelse”, som er fulgt i kølvandet på imperialistisk ekspansion. Sådanne tendenser afstives af en romantisk identifikation med den amerikanske “arbejderklasse” som venstrefløjen forsøger at lede – langt overvejende et arbejderaristokrati, der i dag som klasse er halehæng til det imperialistiske borgerskab. Der har næsten ikke været nogen undersøgelser af, hvad denne klasse repræsenterer; hvad der er dens materielle grundlag og dens objektive interesser.

Revisionisme er det politiske udtryk for den del af proletariatet, der allierer sig med borgerskabet. Som den europæiske og nordamerikanske arbejderbevægelses historie viser, dukker revisionismen op, hvor den kapitalistiske produktions overskud rundhåndet trænger ned i klasserne og skaber et arbejderaristokrati blandt arbejderne. Betragter vi den amerikanske kapitalisme og den amerikanske “bevægelses” nuværende stade, ser vi, at det netop er indenfor denne imperialistiske nation, at revisionismen på venstrefløjen træder stærkest frem. Dens materielle basis er solid, dens ideologi har dybe rødder i befolkningen og har i virkeligheden allerede gennem klassesamarbejde og socialdemokratisk “mådehold” manifesteret sig som en dominerende faktor i flere årtier.

Kineserne er udmærket klar over revisionismens vækst, særlig hvor den har statsmagten, som i Sovjetunionen og Østeuropa. Deres kamp mod det sovjetiske bureaukratiske borgerskabs socialimperialisme, og deres egen fornægtelse af revisionismen – den store proletariske kulturrevolution – har haft en stor og sund indflydelse på den internationale socialistiske bevægelse. Men vore erfaringer i Kina gjorde os klar over, at kineserne næppe er bekendt med revisionismens “anden side”, som er vidt udbredt blandt socialister i de imperialistiske lande.

Det er helt klart, at det ikke er kinesernes pligt at “færdiggøre” teorien om revisionismen til bekvem vejledning for verdens venstrekræfter. Det er heller ikke deres pligt at lave en klasseanalyse af hvert enkelt fremskredet kapitalistisk land. Men det bekymrer os, at de fleste nordamerikanske organisationer, som støtter Kinas anti-revisionistiske kampe endnu ikke er så meget som begyndt på en analyse af dette  fænomen – hverken i teori eller i praksis – i deres eget land. I stedet for er de blevet et bytte for den farlige vane, det er ukritisk at acceptere alle sider af Kinas verdensanskuelse – i den grad de selv forstår og udlægger den  – med den begrundelse, at Kina er den internationale socialistiske bevægelses ubestridte leder.

Dette fører afgjort til fejltagelser. For eksempel fordømmer mange amerikanske og canadiske organisationer korrekt den sovjetiske social-imperialisme over hele verden, og CPC’s (Communist Party of Canada) og CPUSA’s (Communist Party of U.S.A.) tilsvarende fallit, mens de på samme tid undlader at gå videre i kampen mod revisionismen ved at bestemme dens klassemæssige basis i Nordamerika: Den store masse af arbejdere, som aktivt eller passivt samarbejder med det imperialistiske borgerskab.

Som et led i denne kamp må vi fordømme de semiracistiske og nationalchauvinistiske holdninger, som vort rejsehold klart demonstrerede. I denne historiske periode kommer den alvorligste trussel mod den internationale kapital ikke fra amerikanske arbejdere, men snarere fra revolutionære masser og befrielseskampe i imperiets “landområder”. Støtte til sådanne kampe fremskynder imperialismens sammenbrud. Det skaber også gradvist revolutionære betingelser indenfor de imperialistiske metropoler, hvor overskuddet (den materielle basis for klassesamarbejdet) forsvinder i den almindelige krise, der forårsages af systemets sammenskrumpning. Revolutionært arbejde i forbindelse med de superudbyttede folkeslags og klassers kampe svarer til ideologisk kamp og åbent oprør mod nordamerikanske, japanske og europæiske arbejderes klassesamarbejde med imperialismen. En sådan praksis er afgørende for at udrydde revisionismen og opbygge socialismen på basis af ægte proletarisk internationalisme.