Vi bringer i det følgende uddrag af en debat,  der har været ført i det revolutionære indiske blad “Frontier”. Diskussionen drejer sig om den vesttyske arbejderklasse efter anden verdenskrig og føres mellem den vesttyske ML-organisation KBWs standpunkt (repræsenteret af H.R.) og standpunktet om den bestukne arbejderklasse (repræsenteret af P.N.). Vi bringer hovedindholdet af debatten her, idet den atter engang viser, at ML-grupperne kun kan opretholde deres fantasier om den nuværende vesteuropæiske arbejderklasse ved – som idealister – at forklare denne arbejderklasses objektive afmagt ud fra alverdens subjektive faktorer og ved – som dogmatikere – at lyve om fakta og fylde ud med abstrakte floskler.
Debatten startede med, at H.R. den 1. og 8. december 1973 i “Frontier” bragte en artikel om “Den kommunistiske bevægelse i Vesttyskland”. Vi bringer nogle centrale uddrag af, hvad H.R. ville prakke de indiske kammerater på:

Den »kommunistiske bevægelse« i Vesttyskland

Om imperialisme (artiklens eneste sætning om emnet):

“Lønstigningen (de vesttyske arbejderes lønstigning i slutningen af 4o’erne) viste en stedse voksende kløft mellem denne lønstigning selv og det overskud, der var resultat af udbytningen. Dette overskud, skabt gennem udbytning af tyske arbejdere, blev siden brugt til at holde masserne i Asien, Afrika og Latinamerika undertrykt.”

Om grunden til den vesttyske arbejderklasses afmagt i 2 årtier:

“Hele tiden forsømte KPD at være i offensiven med sin egen uafhængige politik. Folkets kamp blev svagere. I 50’erne og begyndelsen af 60’erne blev strejker endnu sjældnere. Kommunisterne isolerede i stigende grad sig selv som et resultat af deres politik.”

Om arbejdernes levestandard og ML-ernes betydning i 70’erne:

“I løbet af 1972-73, f.eks. i forbindelse med metalarbejdernes lønkamp, stillede fagforeningsledelsen sig tilfreds med meget små lønstigninger. Som et resultat heraf fik en tendens, som havde eksisteret i adskillige år, nemlig en vedvarende nedgang i reallønnen, lov til at fortsætte.
… I den tidlige sommer (1973) reagerede nogle af de bedrebetalte arbejdere – nemlig i den grafiske industri – med en stærk strejke. Noget andet skete, som forbavsede bourgeoisiet, i mange fabrikker over hele Forbundsrepublikken strejkede arbejderne uden forudgående samtykke fra og legalisering gennem fagforeningsledelsen. Kravet var en forhøjelse i betalingen på fabriksplan. … Strejkebevægelsen var af største betydning, fordi det var klart, at strejkerne ikke havde kunnet blive til virkelighed uden den organiserede deltagelse af kommunistiske celler, og fordi dette var første gang, kommunistiske organisationer havde den ledende rolle. Kommunisternes fabriksaviser var arbejdernes organisatorer og talerør. Her er en ny faktor, som borgerskabet vil få at gøre med.” … “Samtidig med lønkampene er der utallige andre bevægelser mod huslejer, der ofte er ublu, stigning i sporvognstakster, for fri abort, mod den ekstreme larm fra motorveje og militære flyvepladser og også mod portugisisk kolonialisme. Overvejende stærkest er alle disse bevægelser på universiteterne”.  … “Friheden til kritik er i høj grad indskrænket. Selv spørgsmål stillet af studenter kan resultere i fængselsstraf og bortvisning, hvis vedkommende professor mener, at sådanne spørgsmål gør det umuligt for ham at fortsætte forelæsningen.”  …

“Alle disse kampe viser, at arbejderne og folket i almindelighed er mere i offensiven, fordi de endnu mere frigør sig selv for alle former for reaktionær ideologi.  …”

Vesttyskland: lllusion og virkelighed

Den 9. marts 1974 bragte “Frontier” følgende indlæg fra P.N.:

“I Artiklen om Vesttyskland og dets venstrefløj giver forfatteren, der øjensynlig repræsenterer KBWs syn, et fordrejet billede af den tyske arbejderklasse, på hvilket han derefter bygger sin ‘optimisme’ m.h.t. at vinde støtte i det vesttyske folk. Det er en alvorlig sag at fremlægge et sådant billede overfor læsere, der ikke har mulighed for at sammenligne med det virkelige Vesttyskland, og således fremkalde fordrejede forestillinger om udsigterne for socialisme i det vestlige Europa.
Faktum er, at vesttyske arbejderes leveforhold vedvarende er blevet forbedret siden 2. verdenskrig. I dag har vesttyske arbejdere en af de højeste levestandarder i verden. På grund af den fremgang, som den tyske imperialisme har kunnet nyde i neokolonialismens tidsalder, har det været muligt for den tyske kapitalistklasse at bestikke, ikke alene et lille arbejderaristokrati, men den tyske arbejderklasse som helhed – ved hjælp af en del af de mægtige superprofitter, den vesttyske imperialisme har indkasseret. I dag har den vesttyske arbejder ikke kun sine lænker at miste. Denne kendsgerning burde være indlysende for enhver, der lever sit daglige liv i Vesttyskland, og den kan tydeligt aflæses i statistikkerne. I 1972, f. eks., havde 5.157.576 vesttyske arbejdere egen automobil (sammenholdt med ca. 6,3 mill. arbejderhusholdninger ialt). I en gennemsnitsarbejderfamilie blev kun omkring 65 % af indtægten brugt til mad,v tøj, husleje, el, varme, møbler og transport (indbefattet udgiften til eget køretøj). Det er almindeligt, at en vesttysk arbejderfamilie har TV. De vesttyske arbejdere indtager en privilegeret stilling på arbejdsmarkedet, hvor de mest utiltalende jobs er besat af 2,5 mill. fremmedarbejdere fra mindre udviklede lande. I tilfælde af sygdom får en vesttysk arbejder betaling for det tidsrum, hvor han eller hun er fraværende. Lægebehandling er gratis. Arbejderne er sikret mindst 3 ugers betalt ferie om året.

Under de seneste årtiers forbedrede leveforhold har de vesttyske arbejdere kapituleret overfor deres imperialistiske herrers propaganda. Når forfatteren skriver: ‘Kommunisternes fabriksaviser var arbejdernes organisatorer og talerør. Her er en ny faktor, som borgerskabet vil få at gøre med’, må det anses for at være en grov overvurdering. Når arbejderne, f.eks., om eftermiddagen forlader Hoechst’s 30.000 mand stærke fabrik i Frankfurt, kan man se dem gå totalt uinteresserede forbi bladsælgerne fra et par af de organisationer, som forfatteren nævner. Imidlertid køber en stor del af de samme arbejdere dagligt den antikommunistiske, racistiske og supernationalistiske sensationsavis ‘Bild’. Dette giftige organ for reaktionær ideologi købes hovedsageligt af arbejdere. I dag er den vesttyske gennemsnitsarbejder antikommunist og nærer racistiske fordomme mod fremmedarbejderne, som han gerne så forlade ‘hans’ tyske fædreland. Et kedeligt eksempel på racistiske følelser blandt vesttyske arbejdere sås sidste sommer, da strejkende tyrkiske arbejdere, der havde besat en del af Ford-fabrikken i Køln, blev banket af en blandet styrke af politi og vesttyske arbejdere, der ønskede at gå i arbejde igen.

Når derfor den tyske organisation KBW i dokumenterne fra sin stiftelseskongres hævder, at ‘tendensen til absolut forarmelse, dvs. til reallønssænkning er den afgørende årsag til skærpelse af klassemodsigelser i almindelighed og i særdeleshed i Vesttyskland’, blander de dogmatisk en abstrakt sandhed med konkret nonsens om det nuværende Vesttyskland og håner de vesttyskere, der stadig kan se med deres øjne og høre med deres ører, og de af verdens folk, for hvem ‘forarmelse’ ikke kun er et abstrakt ord. Revolutionære må altid anerkende virkeligheden, også når denne virkelighed tyder på, at der ikke går nogen lige vej til socialismen. Vor forfatter kommer med den idealistiske påstand, at arbejderne og folket i Vesttyskland i de forløbne år yderligere har frigjort sig fra reaktionær ideologi og er gået i offensiven. For at bevise denne drøm – for kedeligt nok et det kun en drøm – nævner han forskellige bevægelser og aktioner, som alle (med undtagelse af nogle økonomiske strejker) blev udført af organisationer hovedsageligt bestående af studenter, og som var uden støtte i noget andet lag af en klasse eller i nogen klasse.

Anser han det for at være en fare for den tyske imperialisme, at studenter kræver gratis sporvogn eller retten til at afbryde forelæsningerne på universitetet? Hvad de økonomiske strejker angår, så er det fra et fagforeningsmæssigt synspunkt bemærkelsesværdigt, at vesttyske arbejdere overhovedet strejker – mens strejker i visse andre imperialistiske lande i årtier har været et led i dagligdagen. Men det er faktisk meget svært at se noget revolutionært perspektiv i nogle vesttyske arbejderes undtagelsesvise strejke for lokale økonomiske krav, når deres imperialistiske herrer faktisk var i stand til at opfylde nogle af kravene og derved fik arbejderne til at gå i arbejde igen, overbeviste om, at de nu havde fået en ‘mere retfærdig andel’ i den vesttyske imperialismes fremgang. At nogle af disse strejker er blevet ledet af folk, der ikke kender forskellen mellem marxisme og økonomisme, og som derfor stadig kalder sig ‘kommunister’ er utvivlsomt en kendsgerning.

‘De Uafhængige og Longuetisterne forstår ikke og forklarer ikke masserne, at de fremskredne landes imperialistiske superprofitter satte dem i stand til (og stadig sætter dem i stand til) at bestikke proletariatets øverste lag, at tilkaste dem nogle smuler fra superprofitterne (fremskaffet fra kolonierne og fra den finansielle udbytning af svage lande), at skabe et privilegeret lag af faglærte arbejdere, o.s.v.

Uden afsløring af dette onde, uden en kamp både mod fagforeningsbureaukratiet og alle udslag af småborgerlig faglig snæversynethed, mod arbejderaristokratiet, de øvre arbejderlags privilegier, uden skånselsløs fordrivelse af dem, der er gennemsyret af denne ånd, fra partiet, uden en appel til det lavere lag, til stadig større dele af masserne, til de udbyttedes virkelige flertal – uden alt dette kan der ikke være tale om proletariatets diktatur.’
(Fra ‘Udkast til RKPs svar på brevet fra Tysklands USPD’, V.I. Lenin: Om imperialisme og opportunisme”, Futura 1973, s. 83).

Ligesom de Uafhængige ikke forstod dette, forstår KBW og andre tyske organisationer og med dem artiklens forfatter ikke, at i dag er det ikke kun det øvre lag af den vesttyske arbejderklasse, der er bestukket. I dag findes der ikke i Vesttyskland eller i de andre fremskredne industrialiserede, imperialistiske lande et forarmet flertal af arbejdere, som revolutionære kan tale til uden om det bestukne mindretal. De er alle bestukne. I dag findes der ingen virkelige proletarer i disse lande. I og med at KBW og de andre ikke anerkender dette, bliver de arvtagere til de Uafhængige.

Det må imidlertid fremhæves, at den nuværende klassefred i Vesttyskland kun er midlertidig. En dag vil det gå ned ad bakke for den i øjeblikket fremgangsrige vesttyske imperialisme, bestikkelsen af arbejderne vil få en ende, og en kommunistisk bevægelse vil med sikkerhed igen være at finde i den vesttyske arbejderklasse.”

Flere ønskedrømme og fordrejelser

I Frontier d. 11. maj 1974 tager HR til genmæle mod PNs artikel. Han skriver bl .a.:
“Siden omkring midten af tresserne er hovedparten af arbejdernes reallønninger faldet generelt. Desuden bliver en del af lønstigningerne taget væk af stlgende skatter. I 1969 havde 49 % af alle arbejderklassefamilier råd til en bil, men antallet af biler svinger meget alt efter, om familien har en højere eller lavere indtægt, et bestemt antal børn og om begge forældre arbejder o.s.v. En stor del af disse biler betales ikke kontant og er derfor en kilde til stigende forgældethed. Def som ingen bil har, eller de familiemedlemmer, der ikke kan bruge den, er tvunget til at forlade sig på et miserabelt og kostbart, offentligt transportsystem.

Hvor problematisk gennemsnitstal er, ses også, når PN siger, at kun 65 % af arbejdernes indkomst bruges på nogle grundlæggende nødvendigheder. Han giver nemlig ikke tal for alle grundlæggende nødvendigheder, og han skriver heller ikke noget om den kendsgerning, at først i de sidste få år har arbejdernes gennemsnitlige opsparringsrate nærmet sig 10 %, og han siger heller ikke, at forskellene mellem forskellige niveauer inden for arbejderklassen er store. I praksis vil man, hvis man taler med en vesttysk arbejder, se, at der ikke er noget tilbage ved månedens slutning. Selv borgerlige økonomer indrømmer, at folkets masse i et imperialistisk land ikke er i stand til at samle nogen relevant rigdom.” …

“Reallønsnedgangen betyder en tendens imod absolut forarmelse, og dette har afgjort været grunden til den store stigning i antallet af strejker i Vesttyskland siden 1969. Men massernes kamp beror ikke fuldstændigt på absolut forarmelse. Proletariatets rolle er mere specifikt karakteriseret af den eksisterende, relative forarmelse. Produktiviteten i vesttyske industrier er høj, og den andel, arbejderklassen får fra denne stigende rigdom, er aftagende. Dette betyder, at udbytningen – i den politisk-økonomiske betydning – er stigende. Kampen mod udbytningen er hovedkendetegnet for proletariatets økonomiske kamp. Det ses, f.eks., at strejkerne i -69 og -73 ikke skete i økonomiske kriseperioder, men i faser med relativ højkonjunktur: Arbejderne så, at de producerede mere og gik i strejke for højere løn.”   …

“Det er kommunisters opgave at vise, at massernes interesser er i modsætning til kapitalismen og følgelig at vise nødvendigheden af arbejderklassens herredømme.

Kommunisterne er ved at gøre dette i Vesttyskland. Selvfølgelig kunne der nævnes flere eksempler end Hoechst-fabrikken nær Frankfurt til at vise, at de begår fejl, og at de endnu ikke har nået ret store resultater. Men tendensen går i retning af at rette disse fejl.”

“I min første artikel prøvede jeg at vise de forskellige bevægelser i hvilke kommunister forenes med masserne i kampen.”

“I Vesttyskland selv bliver de ideer, som PN proklamerer, kun faldbudt af socialdemokraterne, der ved, at kampen er dødbringende for dem.  At sige, at folket i Vesttyskland lever i total bekvemmelighed er borgerlig propaganda, af to grunde: For det første styrker det billede af paradisiske tilstande i de imperialistiske lande, der herved tegnes, den ideologiske position for dem, der siger, at kapitalismen vil lede Indien til en lys fremtid, hvis blot folket er rede til at lide og ofre nu. For det andet er ideen om ‘folket i de imperialistiske lande der suger blodet af folkene i de undertrykte lande’ et redskab imod folkenes solidaritet imod imperialismen.”

“Men der er mere specifikke grunde til, at PNs måde at nærme sig emnet på, må fremhæves som farlig, borgerlig. Hans artikel er fuld af foragt for massen af vesttyske arbejdere: de er bestukne, har en racistisk og antikommunistisk ideologi, og kun deres sluttelige absolutte forarmelse vil til den tid få dem til at forstå deres situation som arbejdere.

Denne småborgerlige foragtelige holdning til arbejderne som det sløve objekt for borgerlig propaganda kan kun føre til enten resignation eller pseudo-venstre-eventyrpolitik. Disse er begge historisk placeret tæt ved siden af hinanden og er i det væsentlige af samme natur.”

I samme maj-nummer af “Frontier” tager D.A., en i Heidelberg bosat inder, ordet i debatten:

“Det er sandt, at de arbejdende masser i Vesttyskland ikke sulter eller er tvunget til at leve udendørs. Men det faktum, at de konstant må kæmpe for at opretholde deres eksistensminimum (efter vestlig standard) og forblive fysisk og psykisk duelige til at kunne sælge sig selv, er den nøgne sandhed. ….

Idet han taler om hovedparten af tyske arbejdere, der har bil, TV og andre fordele og luksusgenstande, glemmer forfatteren (PN) at tale om den miserable arbejdssituation, den stadigt voksende hastighed ved samlebåndene, det umenneskelige arbejdspres. Hvorfor taler han ikke om de små og trange huse, som arbejderfamilierne bor i, og de kvarterer, som de ligger i? Og arbejdernes aktuelt faldende indkomst i sammenligning med de stigende priser?”

Dogmatisme og realiteter

I sit svar til HR og DA skrev PN bl.a.:

“Udgangspunkter for vor uenighed er, hvorledes de vesttyske arbejderes levestandard er, og jeg kan ikke være enig med DA i, at spørgsmålet ikke har noget med politisk standpunkt at gøre. Uenigheden opstår nøjagtig som følge af dogmatismen hos HR og DA der hårdnakket hævder, at tendensen imod absolut forarmelse af arbejderklassen (som Marx opdagede var en lov for kapitalismen) er dominerende i det nuværende Vesttyskland – selvom dette gør det nødvendigt at fornægte virkeligheden. Virkeligheden er, at tendensen til bestikkelse af arbejderne (som allerede blev nævnt af Marx og Engels i forbindelse med Englands koloni- og industrimonopol i forrige århundrede og som omtales af Lenin ved enhver lejlighed, når han beskæftiger sig med opportunismens vækst i Vesteuropa – en tendens der således ikke kan være ukendt for nogen marxist) foreløbig dominerer i dagens imperialistiske Vesttyskland.”

“HR fortsætter med at hævde, at siden midten af tresserne er reallønnen sunket, men senere i artiklen forsyner han os med den kendsgerning, at ‘først i de sidste få år har arbejdernes gennemsnitlige opsparings
rate nærmet sig 10 %’, og gør det således klart for læserne, at den påståede reallønsnedgang skal søges inden for metafysikkens enemærker. HR indrømmer, at ‘i 1969 havde 49 % af alle arbejderklassefamilier råd til en bil’, men han tilføjer kvikt, for nu  ikke at give dette faktum for stor betydning, at alt efter indtægt, antal børn o.s.v. er det særdeles forskelligt om en familie tilhører disse 49 % eller ej. Jeg kan til dette føje, at i 1962 var det tilsvarende tal 23 %, hvilket betyder, at i perioden 1962-69, som ifølge HR delvis skulle være karakteriseret af reallønsnedgang, trådte en fjerdedel af arbejderne ind i bilejernes rækker. Selvom tilsvarende tal for årene 1965 og 1973 ikke er tilgængelige, er tendensen for nogle andre forbrugsvarer i vesttyske arbejderklassehusholdninger meget klar:

	1962	1969
TV	45%	84%
Radio	94%	99%
Køleskab	55%	89%
Støvsuger	68%	85%
Vaskemaskine	38%	71%

(Statistisches Jahresbuch der BRD, 1970, s. 469)

DA hævder som en ‘nøgen sandhed’, at de vesttyske arbejdere fører en ‘konstant kamp’ for at opretholde deres ‘eksistensminimum (efter vestlig standard)’. Dette er fuldkommen rigtigt, hvis ‘konstant’ og ‘kamp’ sigter til de årlige lønforhandlinger mellem fagforeningsspidser og kapitalister (og omfatter de spredte strejker, der f.eks. i det ofte nævnte år 1969 berørte mindre end 1 % af de vesttyske arbejdere), og når man tilføjer, at parantesen om vestlig standard indbefatter bil, TV, en gennemsnitlig opsparingsrate på 10 % o.s.v. For klarhedens skyld skulle så kun nævnes, at dette muligvis er den vesttyske arbejderklasses eksistensminimum som småborgerlige arbejderaristokrati, men at det intet har at gøre hverken med et menneskeligt eksistensminimum (et vist antal kalorier etc.) eller med det marxistiske begreb om de nødvendige midler til livets opretholdelse.

Det var selvfølgelig ikke min mening at hævde, at vesttyske arbejdere ikke bliver udbyttet (hvilket ville være at hævde, at Vesttyskland ikke er kapitalistisk), eller at de får boliger eller lægebehandling af samme kvalitet som den tyske kapitalistklasse. Det var imidlertid min hensigt åbent at fortælle, at de vesttyske arbejdere lever i relativ velfærd, relativ i sammenligning med verden som helhed og sammenlignet med den forarmelse, der i dette systems sidste ende vil blive arbejdernes lod. Og mens arbejdernes midlertidige velstand er det materielle grundlag for socialdemokratisk indflydelse og argumentet i socialdemokratisk forsvar for imperialismen, er det for mig beviset på modbydeligheden i imperialismen, der ved at bestikke en lille del af verdens folk og opretholde umenneskelige forhold for resten splitter verdens arbejdende masser.

For HR er perspektivet for at opnå socialisme i Vesttyskland det at lede arbejderne i kamp for højere lønninger og andre fordele (og med det formål har KBW faktisk stillet krav om 35-timers uge og 8 ugers betalt ferie årligt). Arbejderklassen skulle så gennem denne kamp blive sig socialismens nødvendighed bevidst. HR nævner selv, at strejkerne uden om fagforeningerne for højere løn i 1969 og i 1973 blev gjort mulige af et opsving i den vesttyske økonomi, og i KBWs stiftelsespapirer (Ergebnisse der Gründungskonferenz des KBW, Heidelberg 1973, s. 39-40) kan man læse: ‘Arbejderklassen er ikke svækket gennem nogen længere arbejdsløshedsperiode. Samtidig går angrebet på reallønnen foreløbig hånd i hånd med konjunkturopsving. Dette forbedrer objektivt og subjektivt betingelserne for kampen imod forværringen af livsbetingelserne. Arbejderklassen må udnytte de for tiden stadig gunstige kampbetingelser til at indlede kampen og ruste sig til sværere kampe.’ HR og KBW nægter hårdnakket at se, at de omtalte konjunkturopsving er en imperialistisk økonomis opsving, at kampe for at opnå fordele på basis af disse opsving er kampe for en yderligere sammenkædning af vesttyske arbejdere med imperialismen og selvfølgelig vil have præcist det modsatte resultat end det at gøre arbejderne bevidste om socialismens nødvendighed.

HR har tilsyneladende aldrig hørt om imperialismens krisefremkaldende indre modsigelser og tror derfor, at min omtale af den tyske imperialismes skæbne i henhold til disse modsigelsers lov skyldes et subjektivt ‘håb’ fra min side om sammenbrud i al almindelighed. HR tror måske, at det – som resultat af KBWs rejste krav om yderligere fordele – vil være muligt at etablere arbejderstyre i Vesttyskland uden at nogen ‘økonomisk katastrofe’ berører Vesttysklands gunstige imperialistiske forbindelser med udlandet? HR skulle i så fald hellere åbent erklære sig som forkæmper for borgerlig socialisme, for socialimperialisme.

HR og DA bryder sig ikke om min ‘foragt’ for den vesteuropæiske arbejderklasse. Denne arbejderklasse er imidlertid ikke noget helligt dyr, og når den er gennemsyret af småborgerlige og proimperialistiske følelser, er det kommunisters opgave ikke at lyve denne kendsgerning bort, men derimod at kritisere denne arbejderklasse. HR tror, at ideen om ‘folk i de imperialistiske lande, der suger blodet af folkene i de undertrykte lande’ er et redskab imod folkenes solidaritet mod imperialismen. Imidlertid bør international solidaritet, hvis den da ikke blot er en frase, bygges på anerkendelse af virkeligheden. De ideer, som HR henfører til med ovenstående hjemmelavede bloddryppende formulering, er intet andet end anerkendelse af den dybe forbindelse mellem imperialisme og opportunisme i arbejderklassen, den erkendelse, der fik Lenin til på Kominterns 2. kongres at erklære:

“Her må vi spørge: Hvordan kan man forklare, at sådanne strømninger vedvarende eksisterer i Europa? Hvorfor er denne opportunisme stærkere i Vesteuropa end i vort land? Det skyldes, at de fremskredne landes kultur har været og stadig er resultatet af, at de er i stand til at leve på bekostning af et tusind millioner undertrykte mennesker. Det skyldes, at kapitalisterne i disse lande får en hel del mere på denne måde, end de kunne få som profit ved at udplyndre arbejderne i deres egne lande.

Før krigen blev det anslået, at de tre rigeste lande – Storbritannien, Frankrig og Tyskland -fik mellem otte og ti tusind millioner francs om året alene fra kapitaleksport, foruden fra andre kilder.

Det er uden videre klart, at af denne nette sum kan der bruges mindst fem hundrede millioner på at berolige arbejderlederne og arbejderaristokratiet, det vil sige til alle former for bestikkelse.

Det hele er i sidste ende intet andet end bestikkelse. Det gøres på tusinder af forskellige måder: Ved at forøge de kulturelle goder i de største centrer, ved at skabe undervisningsinstitutioner og ved at skaffe lederne fra kooperationen, fagforeningerne og parlamenterne tusinder af behagelige ]obs. Dette gøres, hvor som helst der eksisterer moderne, civiliserede kapitalistiske forhold. Det er disse tusinder af millioner i superprofitter, der udgør det økonomiske grundlag for opportunismen i arbejderbevægelsen.” (V.I. Lenin: “Om imperialisme og opportunisme”, Futura 1973, s. 85-86).

Danmark: lllusion og virkelighed

I “Frontier” d. 6. juli 1974, skrev sluttelig Shabnah, en inder bosat i Danmark. bl.a. følgende:

“Jeg har læst artiklerne i ‘Frontier’ om arbejderklassens situation i Vesttyskland af HR og PN og kommentaren fra en europæisksindet inder, der bor i Vesttyskland.

Jeg er overrasket over, at HR og DA taler om ‘de kæmpende masser’ i Vesttyskland og andre vestlige lande. Jeg har ikke befundet mig længe i Vesttyskland – jeg bor i Danmark – men det er sandt, at arbejderklassens situation ikke ‘grundlæggende’ adskiller sig fra det ene land til det andet i Europa.

Efter HRs og DAs mening bliver arbejderne i de europæiske lande udbyttet og brutalt undertrykt af kapitalisterne. Arbejderne må ‘konstant kæmpe for at opretholde deres eksistensminimum’. De taler om det stigende antal spontane strejker og den europæiske arbejderklasses voksende revolutionære bevidsthed. Fra disse skriverier får man det indtryk, at revolutionen er i færd med at bryde ud i Europa. Forholder det sig virkelig således? Først af alt er det nødvendigt at kende den europæiske arbejderklasses levestandard. Hvad PN skrev om den vesttyske arbejderklasses levestandard stemmer meget godt overens med mine egne erfaringer i Danmark.

Arbejderklassen her har virkelig alle faciliteter, der hører til et behageligt liv. Man kan sammenligne en dansk arbejders levestandard med en indisk ‘Class I officer’s. Gennemsnitsarbejderfamilien har bil, en godt møbleret lejlighed eller et hus med TV, køleskab telefon og alle slags elektriske køkkenredskaber, og mange arbejdere har endda eget sommerhus.

Arbejderfamilien har mere end nok at spise hver dag, og det er almindeligt her at smide mad væk, der er mere end 2 dage gammel. En af de mest almindelige dødsårsager er sygdomme, der skyldes, at man spiser for meget.”

“For nogle uger siden var der en strejke i Ålborg i Danmark. Grunden: arbejderne kunne ikke købe stærkt øl (kun lyst øl) i deres fabrikskantine. Der var en anden strejke i København i protest mod nogle skatter på biler, vin, øl og cigaretter: 60.000 arbejdere demonstrerede foran Folketinget, der blev beskyttet af en eller to smilende politifolk (Denne strejke var ‘spontan’ og meget imod fagforeningsledelsens vilje).”

“Derfor, hvis arbejderne i Danmark strejker, betyder det ikke, at der er ‘kæmpende masser’ eller revotionære kræfter.

Dette er den danske arbejderklasse.

I andre europæiske lande kan strejker og aktioner være mere eller endog mindre ‘militante’, men i det grundlæggende er der ingen stor forskel.

Størsteparten af alle den europæiske arbejderklasses strejker og aktioner (legale eller illegale, spontane eller organiserede) styres af det formål at forøge eller forsvare dens privilegier.

Arbejderklassen handler ikke som en klasse, der ‘kun har sine lænker at miste’, og som er rede til at ofre livet.

Hvem vover at sammenligne denne arbejderklasse med indiske jernbanearbejdere? Den europæiske arbejderklasse optræder som et arbejderaristokrati, der – idet der er rigt, egoistisk og snæversynet – er tættere ved, hvad vi betagter som ‘middle class’ end ved proletariatet.

Så godt som alle venstreorganisationer i Europa gør – så vidt jeg ved – deres bedste for at vise sig selv som førere af den ‘europæiske arbejderklasses kæmpende masser’. I denne bestræbelse fremstiller de altid arbejdeme som udbyttede af kapitalisterne.

Disse organisationers eneste beskæftigelse er at opmuntre arbejderne til at få højere lønninger og flere privilegiet, og nogle af disse såkaldte revolutionære venstreorienterede tror endog, at dette arbejde med sikkerhed vil føre til socialismen.

Europæiske venstreorienterede som HR og hans halvt-indiske, halvt-tyske kollega baserer deres teorier og aktiviteter på illusioner om undertrykkelse og elendighed i den europæiske arbejderklasse.

Kan de ikke se kendsgerningerne?

Den europæiske arbejderklasses rigdom og privilegier er ubestridelige kendsgerninger og har ikke noget med borgerlig propaganda at gøre.
Man må basere sine teorier og sin praksis, ikke på illusioner men på konkrete betingelser.

Betingelserne i Europa er ikke gunstige for en revolution nu eller i den nærmere fremtid, og ønsketænkning vil ikke bringe revolutionens dag nærmere.

Sande revolutionære overalt i verden må aldrig benægte kendsgerninger. Intet frugtbart kan bygges på illusioner.”