Kapitel 2

Nationalisme og internationalisme

Internationalismen spillede en central rolle i den tidlige kommunisme. I Det Kommunistiske Manifest fra 1848 kommer Marx og Engels med en forudsigelse om, at de nationale forskelle og modsætninger mellem folkene gradvist ville forsvinde. Det kom sandt at sige ikke til at holde stik. [1] Marx blev, som tidligere omtalt, senere bevidst om imperialismens og nationalismens splittende effekt i arbejderbevægelsen, og han var i sine sidste leveår meget frustreret over udviklingen i bestræbelserne på at skabe en international kommunistisk bevægelse. Etableringen og udviklingen af nationalstaten og dermed nationalismen spillede en afgørende rolle i europæisk og nordamerikansk politik op gennem 1800-tallet. Denne nationalisme blev yderligere forstærket af imperialismen, med dens påstand om den hvide mands overlegenhed i forhold til de “uciviliserede” folk i kolonierne. Resultatet var en bred opbakning til imperialistisk kolonipolitik i den europæiske befolkning.

I det følgende afsnit vil jeg se nærmere på de konkrete konsekvenser af udbredelsen af nationalismen i den socialistiske bevægelse i Europa i første halvdel af 19-hundredetallet, og betydningen af dette for den internationale solidaritet.

Den tyske folkeimperialisme

[2]

I første halvdel af 1800-tallet blev det nuværende Tyskland betragtet som en relativ tilbagestående, feudal del af Europa. I anden halvdel af århundredet bevægede Tyskland sig imidlertid fra en semiperifer position til en centerposition. Det skete i kraft af kapitalismens enorme vækst, drevet frem af især det engelske kolonisystem. Her kom det tyske landaristokrati, de såkaldte junkere, der havde tjent gode penge på at levere fødevarer til det engelske imperium, til at udgøre grundstenen i det fremvoksende industrielle og finansielle bourgeoisi. [3]

Den tyske industrielle revolution foregik fra 1850 til 1875 under Otto von Bismarcks preussiske militærregime i en klassealliance mellem de nye industrielle kapitalister og de kapitalistiske junkere. Begge parter ønskede, at staten opbyggede en stærk flåde og drev en aktiv militaristisk kolonipolitik, der kunne sikre tyske kolonier med monopol på råvareproduktion og handel. Ligesom Cecil Rhodes i England argumenterede den tyske godsejer og kolonialist, Ernst von Weber, i 1890’erne for at imperiet ville frelse Tyskland fra de tilbagevendende overproduktionskriser og fra landets overbefolkningsproblem. Hvis det ikke skete, ville landet ifølge Weber stå over for en blodig social revolution. [4] De tyske kapitalister var fuldt bevidste om nødvendigheden af en selvstændig tysk kolonialisme, hvis Tyskland skulle klare sig i konkurrencen med England, Frankrig og den anden ekspanderende magt USA. I 1890’erne opbyggede Tyskland en betydelig handels- og militærflåde. De havde baser så langt væk som på Kinas sydkyst, de opererede i Middelhavet ud for Nordafrika og Tyrkiet i konkurrence med England og Frankrig.

Få år senere, i 1906, havde Tyskland opbygget et koloniimperium med hvide settlere i Østafrika (Tanzania), Sydvestafrika (Namibia), Cameroun, New Guinea, Togo, Catoline, Paula og Marianneøerne, Marshalløerne, Samoa og Kiauchau. En samlet landmasse på størrelse med Indien. Den tyske økonomi dominerede desuden Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet. Den fremvoksende storindustri så det som absolut nødvendigt, at Tyskland havde sin egen adgang til koloniale råvarer som gummi, vegetabilsk olie og tekstiler. Det var i denne koloniale sammenhæng, at Tyskland udviklede ideen om det tyske Herrenvolk. Mange af de grundlæggende elementer i den nazistiske raceteori blev lagt i denne tidlige koloniale periode og praktiseret i Sydvestafrika, bl.a. i form af folkemordet på Herero-stammen i Sydvestafrika, det nuværende Namibia. [5] Ved det tyske Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) kongres i Stuttgart i 1907, tre år efter folkedrabet, udtalte formanden Eduard Bernstein – samstemmende med grundlæggeren af SPD, Ferdinand Lasalle – følgende angående befolkningen i kolonierne: “Folk som ikke kan udvikle sig, kan med retfærdighed undertvinges af folk som har opnået civilisationen.” [6] Endvidere sagde Bernstein: “Også Socialister bør erkende behovet for at civiliserede mennesker agerer som beskyttere for de uciviliserede (…) vores økonomier er for en stor del baserede på udvindingen af produkter fra kolonierne, som de indfødte ikke har nogen ide om at udnytte.” [7]

Tysklands fremfærd i Sydvestafrika var på mange måder en generalprøve på nazismens Holocaust. Tyskland opførte kz-lejre i Sydvestafrika med ca. 20.000 fanger, heraf var 2/3 kvinder og børn. Levevilkårene i lejrene var umenneskelige. Fangerne boede ofte uden beskyttelse for vejr og vind. Samtidigt var sygdom, tvangsarbejde og overgreb så voldsomme, at mange bukkede under. Voldtægt var så udbredt, at ca. 90 % af de tyske soldater kom hjem med seksuelt transmitterede sygdomme. Samtidigt lavede man en række medicinske forsøg, hvor man bl.a. undersøgte hoveder og kønsdele af henrettede fanger for at underbygge påstanden om, at afrikanere var en underrace i forhold til hvide. Tvangsarbejde i og uden for lejren var en vigtig del af lejrsystemet. Fangerne blev blandt andet brugt til det hårde arbejde ved anlæggelse af jernbaner. Fra 1906-1907 døde således 67 % af de 1.359 arbejdere, der deltog i jernbanebyggeri.

En række begreber, som senere optræder i nazismens vokabularium har deres oprindelse i denne tyske kolonialisme. Lebensraum: “plads til at leve”, byggede på en idé om mere plads til det tyske folk på bekostning af de oprindelige beboere. Endlosnung: “den endelige løsning” på et problem, blev også brugt som en omskrivning af folkedrabet i Sydvestafrika. Der er også en række personsammenfald mellem tysk kolonialisme og nazisme. Franz von Epp var officer i Sydvestafrika. Han blev senere ledende nazist i Bayern 1933-1945, hvor han var med til at oprette kz-lejren Dachau og var ansvarlig for udryddelsen af næsten alle jøder i delstaten. Eugen Fischer var tysk raceteoretiker, der lavede feltarbejde i Namibia 1907-1908. Han var fortaler for racehygiejne, herunder ideen om, at racerne ikke skulle blandes, fordi den hvide race var overlegen i forhold til andre racer. Fischers raceteorier inspirerede direkte Hitler. Han arbejdede sammen med nazisterne som rådgiver i racespørgsmål. Han fik sit eget institut, hvor han personligt uddannede SS-læger, der arbejdede i kz-lejrene. Efter en kort afnazificeringsdom blev Fischer i 1952 ærespræsident af det tyske antropologforbund. I det hele taget fik en række tidligere koloniadministratorer fra Sydvestafrika under Anden Verdenskrig ansvaret for at udføre Nazitysklands besættelsespolitik i Østeuropa, hvor målet var oprettelsen af en tysk koloni på bekostning af de oprindelige beboere. [8]

Etableringen af et tysk koloniimperium blev modsvaret af en indenrigspolitisk udvikling. Fra 1886 til 1911 vokser arbejdslønningerne i Tyskland betydeligt. Samtidig etablerede den tyske forbundsstat under Bismarck en forløber for velfærdsstaten. En sundhedsforsikring blev indført i 1883, en ulykkesforsikring i 1884 og en invalide- og alderspension i 1889. I denne periode gled den tyske arbejderbevægelse mod højre fra kommunistiske positioner til Europas stærkeste og mest indflydelsesrige socialdemokrati, SPD. Det var dette parti med Karl Kautsky i spidsen, som Lenin så som arbejderaristokratiets bannerfører og som “socialimperialistisk.” Ved rigsdagsvalget i 1912 blev partiet med 34,8 % af stemmerne det største i Rigsdagen, og stemte som bekendt for krigsbevillingerne, og dermed for Tyskland deltagelse i Første Verdenskrig, i 1914. Tysklands konflikter med Frankrig og England om global indflydelse var en af hovedårsagerne til Første Verdenskrig. Tysklands mål med krigen var at svække Frankrig i Vest og Rusland i Øst og dermed blive den dominerende magt på det europæiske kontinent, med Øst- og Sydeuropa som tyske semikolonier.

Lenin og Luxemburg

I takt med at socialismen i Vesteuropa mistede sin revolutionære glød, kunne arbejderklassen blive integreret som en del af den parlamentariske demokratiske styreform, der voksede frem i Vesteuropa. Socialdemokraterne blev arbejderklassens foretrukne parti. Især det tyske socialdemokrati under ledelse af Bernstein kom til at spille en vigtig rolle i udvikling af reformismen. Som resultat af denne udvikling var det ikke så underligt, at det næste større bidrag til teorien om imperialismen og arbejderaristokrati kom fra Europas semiperiferi – Rusland – i form af Lenins artikler om imperialisme og arbejderaristokrati. Lenin måtte i begyndelsen af det 20. århundrede konstatere, at Engels’ forhåbninger om at nedbrydningen af Englands industrimonopol ville føre til økonomiske forhold, der atter ville bringe revolutionen på dagsordenen, ikke slog til. Tværtimod styrkedes reformismen i arbejderklassen. Lenin indså også, at denne udvikling havde sine rødder i imperialismen. Arbejderklassens lederes “forræderi” var blot et udtryk for dette økonomiske forhold. Lenin skrev i august 1907:

“Som et resultat af den omfattende kolonipolitik befinder den europæiske proletar sig imidlertid til dels i en situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødtes arbejde i kolonierne, der opretholder hele samfundet. Det britiske bourgeoisi får f.eks. mere profit ud af de mange millioner mennesker i befolkningen i Indien og de andre kolonier end af britiske arbejdere. I visse lande skaber dette den materielle og økonomiske basis for at smitte proletariatet med kolonial chauvinisme. Naturligvis, dette er måske kun et midlertidigt fænomen, men ondet må ikke desto mindre klart erkendes og dets årsager forstås, for at man skal kunne samle proletariatet i alle lande til kamp mod den art opportunisme.” [9]

Lenin, der var bekendt med Marx’ og Engels skriverier om arbejderaristokrati, skrev:

“Det må bemærkes, at imperialismens tendens til at splitte arbejderne, til at styrke opportunismen blandt dem og forårsage midlertidig råddenskab i arbejderbevægelsen, har vist sig i Storbritannien længe før slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede; for to af imperialismens vigtigste kendetegn – uhyre kolonibesiddelser og en monopolitisk stilling på verdensmarkedet – viste sig i Storbritannien allerede i midten af det 19. århundrede. I flere årtier sporede Marx og Engelsk systematisk denne sammenhæng mellem opportunisme i arbejderbevægelsen og den britiske kapitalismes imperialistiske træk.” [10]

Lenin var stærkt optaget af sammenhængen mellem imperialismen og opportunismen i arbejderklassen. Konkret var det kampen mod socialdemokratiet om linjen i den Anden Internationale, som dengang spillede en betydelig rolle for de nationale socialistiske og kommunistiske partiers politik. Skulle strategien være reformer inden for det kapitalistiske samfund, som stille og roligt bevægede sig mod en form for socialisme, eller kunne socialismen kun etableres ved en revolutionær magtovertagelse af samfundets magtinstitutioner? [11] Denne konflikt mellem den revolutionære og reformistiske socialisme, hang igen sammen med imperialismen. Lenin skrev i oktober 1916 en hel lille pjece med titlen “Imperialismen og splittelsen i socialismen” særligt om dette spørgsmål. [12] Samme år, midt under Første Verdenskrig, skrev Lenin i sit eksil i Schweiz den berømte tekst “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.” [13] Der var ikke tale om en omfangsrig, dybtgående teoretisk analyse i forlængelse af Marx’ Kapitalen, men en konkret beskrivelse af international økonomi og politik omkring Første Verdenskrig. Den var inspireret af den engelske økonom J.A. Hobson værk Imperialism fra 1902. Hobson skabte begrebet imperialisme, og beskrev i sin bog de økonomiske kræfter i kapitalismen, der drev den ud på de fremmede koloniale markeder, og dermed fremmede imperialistiske politikker. Hobsons bog betragtes som den første økonomiske beskrivelse af den moderne imperialisme. [14] Hobson introducerede også begrebet snylterstat og beskrev, hvordan imperialismen ville skabe stater i Europa, hvor en elite af meget rige finansfolk ville leve og ansætte store dele af befolkningen i velbetalte service jobs. [15]

I sin bog beskrev Lenin kapitalens stigende grad af monopolisering, altså stadig færre, men større firmaer. Han beskrev også kapitalens bestandige søgen efter nye investeringsmuligheder og afsætningsmarkeder, der driver den ud over hele kloden med deraf følgende konflikter mellem de imperialistiske magter. Det var et overskud af kapital og det stigende lønniveau i Europa, som pressede profitraten og stimulerede kapitalen til at søge ud mod kolonierne.
En anden bolsjevik, Gregory Zinoviev, beskæftigede sig ligesom Lenin med arbejderaristokratiet. I 1916 skriver Zinoviev The Social Roots of Opportunism [16] om arbejderaristokratiet i Tyskland, som han definerede som et øvre lag af arbejderklassen ikke mindst centreret om det socialdemokratiske partiapparat. Det var der måske noget om, i hvert fald udtalte Wilhelm Liebknecht, grundlægger af det tyske Socialdemokrati, ved partikongressen i 1892:

“I, der sidder her, er for det meste, i en vis grad aristokrater blandt arbejderne. Jeg mener, hvad indkomst angår. Det arbejdende folk i mineområdet i Saksen og væverne i Slesien ville betragte indkomster som jeres som den rene Krøsus.” [17]

Den revolutionære kommunistiske position i Tyskland blev repræsenteret af Rosa Luxemburg. Den grundlæggende forskel mellem Lenin og Luxemburg er deres forståelse af forholdet mellem klassestrukturen i de imperialistiske lande og i kolonierne. Efter revolutionen i 1917 støttede Lenin bevægelser i kolonierne, der kæmpede for national uafhængighed. Luxemburg anså arbejderklassen i de imperialistiske lande som drivkræften og avantgarden en i en socialistisk verdensrevolution og var derfor modstander af støtte til den gryende antikoloniale nationalisme, som hun betragtede som borgerlig. [18]

Ifølge Luxemburg er kapitalismens grundlæggende problem overakkumulationen, altså kapitalens til stadighed manglende profitable investeringsmuligheder. Den eneste løsning på denne krise er at søge udad og udbrede kapitalismen til alle hjørner af kloden. Når hele kloden således er blevet et kapitalistisk system og dermed løbet tør for udvidelsesmuligheder, vil den grundlæggende modsigelse føre til en uløselig krise og systemet ville bryde sammen. Denne krise vil blive fulgt af en socialistisk revolution under ledelse af arbejderklassen i de imperialistiske lande. [19] For Luxembourg var imperialismen først og fremmest et system, som opretholdt kapitalismen og dermed gavnede kapitalen. Hun havde mindre øje for dets forskelligartede konsekvenser for klassestrukturen i de imperialistiske lande og i kolonierne. Imperialismen løste rigtig nok kapitalens akkumulationsproblemer ved at skabe profitable investeringsmuligheder, men den gjorde det blandt andet ved at udvide det købedygtige marked i arbejderklasen i de imperialistiske lande selv. Så der var bestemt en politisk og økonomisk logik bag den europæiske arbejderklasses støtte til den imperialistiske politik – og dermed også til den inter-imperialistiske kamp om adgangen til kolonierne.

Første Verdenskrigs udbrud og Rosa Luxemburgs forgæves appel til Europas arbejdere om ikke at gå i krig mod hinanden, viste med al tydelighed nationalismen styrke og internationalismen svaghed. Under ledelse af socialdemokratierne fulgte arbejderpartierne de respektive nationale bourgeoisier i den første imperialistiske storkrig om kolonier og indflydelsessfærer. Bourgeoisiets og de øvre lag af arbejderklassens interesser faldt delvist sammen. Nationens velstand var deres fælles velstand. Lenin konstaterede i maj 1915, at også Anden Internationale måtte bryde sammen som konsekvens af nationalismens tag i arbejderklassen. Han skrev således at:

“Med socialchauvinisme mener vi godkendelsen af tanken om forsvar for fædrelandet i den nuværende imperialistiske krig, retfærdiggørelsen af et forbund mellem socialister og bourgeoisiet og regeringerne i deres “egne” lande i denne krig, afvisning af at drive propaganda for og støtte proletarisk-revolutionær aktion mod ens “eget” bourgeoisi og så videre. Det er aldeles indlysende, at socialchauvinismens grundlæggende ideologiske og politiske indhold fuldt ud falder sammen med opportunismens grundlag. Det er en og samme tendens. Under krigens betingelser i 1914-15 fører opportunismen til socialchauvinisme. Tanken om klassesamarbejde er opportunismens hovedtræk (…) Opportunismen blev fremavlet igennem årtier af de særlige træk i den periode i kapitalismens udvikling, da den forholdsvis fredelige og civiliserede tilværelse for et lag af privilegerede arbejdere “borgerliggjorde” dem, gav dem krummer fra deres nationale kapitalisters bord og isolerede dem fra de forarmede og ruinerede massers lidelser, elendighed og revolutionære glød. Den imperialistiske krig er den direkte fortsættelse og kulminationen af denne tingenes tilstand, fordi dette er en krig for stormagtsnationernes privilegier, for nyopdeling af kolonierne og dominans over andre nationer. At forsvare og styrke deres privilegerede stilling som et småborgerligt “øvre lag” eller aristokrati (og bureaukrati) i arbejderklassen – det er den naturlige krigstidsfortsættelse af småborgerlige opportunistiske forhåbninger og den dertil svarende taktik, det er det økonomiske fundament for socialimperialismen af i dag.” [20]

Luxemburgs strategi led sit endelige nederlag sammen med den fejlslagne tyske revolution i 1919. Hun blev sammen med sin partikammerat, Karl Liebknecht, myrdet. De følgende årtiers udvikling kom til at vise, i hvor høj grad det var muligt for den tyske imperialisme at mobilisere den tyske arbejderklasse, for at gengive Tyskland sin førende position i den imperialistiske verdensorden.

Komintern og det koloniale spørgsmål

Det var denne nationalchauvinisme og reformisme, som Lenin søgte at bekæmpe i sine mange, meget polemiske, artikler om sammenhængen mellem imperialisme og opportunisme i den europæiske arbejderklasse. Han understregede gang på gang, at en forståelse af opportunismens rødder og bekæmpelsen af socialchauvinismen var den vigtigste opgave for Vesteuropas revolutionære i denne periode. Kampen førtes blandt andet i den internationale kommunistiske bevægelses organisationer. Første og Anden Internationale brød sammen og splittedes i disse opgør. Det endte i årene efter Første Verdenskrigs afslutning med tre organiseringer: En socialdemokratisk, en trotskistisk og en kommunistisk internationale. Sidstnævnte, også kaldet Tredje Internationale eller Komintern, blev tæt knyttet til Sovjetunionens Kommunistiske Parti. I 1919 på den første kongres i Komintern vedtog alle de større kommunistpartier i datiden en resolution, hvori det hed:

“På de udplyndrede koloniale folks regning har kapitalen korrumperet sine lønslaver – og skabt fælles interesser mellem udbyttede og udbytterne i forhold til de undertrykte i kolonierne – de gule, sorte og røde koloniserede folkeslag – og de har således lænket den europæiske og amerikanske arbejderklasse til det imperialistiske “fædreland.” [21]

Samtidig hedder det dog i kongressens manifest, forfattet af den russiske revolutionære leder, Leon Trotsky:

“Arbejderne og bønderne ikke kun i Annam, Algier og Bengalen, men også i Persien og Armenien vil først få mulighed for at opnå selvstændighed på det tidspunkt, hvor arbejderne i England og Frankrig har styrtet Lloyd George og Clemenceau – og taget statsmagten i deres egne hænder. Koloniale slaver i Afrika og Asien, den dag proletariatets diktatur sejrer i Europa, den dag vil frihedens time slå for jer.” [22]

Lenins politiske strategi for Vesteuropa efter Første Verdenskrig gik ud på at gå uden om de øvre, bedst betalte, lag af arbejderklassen og mobilisere de egentlige proletarer. Hans strategi slog ikke til. Det var ikke muligt for den revolutionære del af arbejderbevægelsen at fravriste reformisterne ledelsen af arbejderklassen. I Tyskland, hvor den revolutionære linje stod stærkt, forsøgte kommunisterne sig med en opstand i 1918-19, men blev slået ned af den socialdemokratiske regering. I England og i Skandinavien betød krisen i kølvandet på Første Verdenskrig et gennembrud for socialdemokraterne. I 1924 dannede socialdemokraterne såvel i Danmark som i England regering, ikke med den dagsorden at afskaffe kapitalismen, men at løse dens krise. Arbejderklassens flertal ønskede reformer ikke revolution. I de lande, hvor en socialdemokratisk politik blev gennemført, blev krisen lettet gennem regeringsindgreb og reformer. I Danmark er Steinckes socialreform et eksempel på dette forhold. Den socialdemokratiske socialminister, K.K. Steincke, gennemførte under Stauning-regeringen i 1930’erne en lang række reformer for arbejdsmarkedet, social- og sundhedsvæsenet, der lagde grunden til det sociale sikkerhedssystem, vi kender i dag.

Hvad angår solidariteten med de koloniserede folk var der ikke meget at hente hos de europæiske socialdemokrater. Lenin skriver om den engelske arbejderklasses holdning til de undertrykte nationers frigørelseskamp i forbindelse med Tredje Internationales anden kongres i 1920:

“Jeg vil også gerne understrege vigtigheden af de kommunistiske partiers revolutionære arbejde, ikke blot i deres egne, men også i de koloniale lande, og særligt blandt tropperne, som de udbyttende nationer bruger til at holde de koloniale folk underkuede.

Kammerat Quelch fra det Britiske Socialistiske Parti talte om dette i vor kommission. Han sagde, at den almindelige britiske arbejder ville betragte det som forræderisk at hjælpe de slavebundne nationer i deres oprør mod det britiske herredømme. Sandt nok, de chauvinistisk-sindede arbejderaristokrater i England og Amerika udgør en meget stor fare for socialismen og er II Internationales bolværk. Her står vi over for det største forræderi fra de ledere og arbejdere, der tilhører denne borgerlige Internationale (…) der findes intet tegn på ægte revolutionært arbejde eller hjælp til de udbyttede og afhængige nationer i deres revolter mod de undertrykkende nationer. Dette mener jeg, gælder også for de fleste af de partier, der er trådt ud af II Internationale og ønsker at slutte sig til III Internationale. Vi må erklære dette offentligt, så alle kan høre det, og det er uigendriveligt, lad os se, om nogen gør forsøg på at benægte det.” [23]

På samme kongres kritiserer Lenin det britiske arbejderpartis passivitet over for Englands kolonipolitik i Irland:

“Kammeraterne har understreget, at arbejderaristokratiet er stærkere i England end i noget andet land. Det er sandt. Arbejderaristokratiet har, når alt kommer til alt, eksisteret i England – ikke i årtier men i århundreder (…) Dette lag er gennemsyret med borgerlige fordomme og fører en absolut borgerlig reformistisk politik. I Irland findes der f.eks. 200.000 britiske soldater, som med barbariske terrormetoder undertrykker irerne. De britiske socialister udfører overhovedet ikke revolutionær propaganda blandt disse soldater, skønt vores resolutioner klart siger, at kun de britiske partier, der udfører ægte revolutionær propaganda blandt de britiske arbejdere og soldater, kan optages i den kommunistiske Internationale.” [24]

Debatten om hvorvidt den socialistiske revolution udspringer fra de imperialistiske lande eller fra de koloniserede har været en mangeårig, tilbagevendende diskussion, der også i mellemkrigsårene delte den kommunistiske bevægelse. På dette tidspunkt mente Komintern, at det var i Europa, at slaget for verdensrevolutionen skulle stå, men forudsætningen var, at den revolutionære linje i den socialistiske bevægelse sejrede. Der herskede en udpræget eurocentrisk opfattelse af, at det var de imperialistiske lande, der var de vigtigste, simpelthen fordi de var centret for kapitalismen, økonomisk og institutionelt. Her var arbejderklassen jo mest udviklet, mens bønderne, lumpenproletariatet og den uorganiserede arbejderklasse i periferien umuligt kunne udgøre revolutionens fortrop.

På Kominterns anden kongres i 1920 tog kommunisterne fra kolonierne til genmæle mod eurocentrismen i den kommunistiske bevægelse, måske også under indtryk af den tyske revolutions nederlag i 1919. Pak Din Shoon, den koreanske delegat på kongressen kritiserede den måde, hvorpå det koloniale spørgsmål var blevet behandlet på den første kongres: “Man skulle rette sin opmærksomhed mod Østen, hvor verdensrevolutionens skæbne meget vel ville blive afgjort,” [25] udtalte han.

En anden interessant person i denne debat var Sultan Galiev (1892-1940), der stammede fra den muslimske del af det gamle russiske imperium, og som havde været aktiv i revolutionen i 1917. Hans plan var at bringe den revolutionære energi fra Oktoberrevolutionen videre i den muslimske verden syd og øst for Rusland. Som M.N. Roy fra Indien og de kinesiske kommunister anbefalede Galiev Komintern at give revolutionerne i øst prioritet. Argumentationen var, at antikoloniale revolutioner i øst var en betingelse for en revolution i vest: “Frataget Østen og afskåret fra Indien, Afghanistan, Persien og de andre asiatiske og afrikanske kolonier vil den vestlige imperialisme visne og dø” [26] Galiev mente, at den kommunistiske bevægelse havde gjort en alvorlig strategisk fejl ved at “give første prioritet til den revolutionære bevægelse i Vesteuropa, og dermed havde overset, at kapitalismens svage punkt lå i Orienten.” [27] Orienten havde måske ikke en udviklet arbejderklasse, men nationerne var udbyttede og derfor “proletariske nationer.” Frem til 1923 var dette synspunkt ikke fremmed i Sovjetunionens kommunistparti, men herefter prioriterede man – stående overfor fascismens fremvækst – udviklingen i vest og forsvaret af Sovjetstaten selv. Galiev fremsatte stædigt sine synspunkter og arbejdede også for dem i praksis. Det bragte ham på kollisionskurs med Stalin.

Ho Chi Minh, den senere formand for Vietnams kommunistparti opholdt sig i 1920’erne sig i Europa og deltog i 1924 i Kominerns 5. kongres. Her følger han trop og rettede en kraftig kritik mod de europæiske kommunistpartier for deres manglende solidaritet med proletariatet i kolonierne.

“Ni lande (England, Frankrig, USA, Spanien, Italien, Japan, Belgien, Portugal, Holland) med en samlet befolkning på 320.657.000 og med et samlet areal på 11.470.000 kvadratkilometer udbytter kolonier, der omfatter dusinvis af forskellige nationaliteter med en samlet befolkning på 560.193.000 og med et samlet areal på 55.637.000 kvadratkilometer.

Derfor er det vel ikke nogen overdrivelse at hævde følgende: så længe det franske og det engelske kommunistparti ikke fører en virkelig progressiv politik i forbindelse med kolonierne, så længe de ikke engang har etableret kontakt med de undertrykte folk i kolonierne, så længe vil deres samlede program som hidtil ikke kunne fungere, fordi det i denne henseende er i direkte modstrid med leninismen…” [28]

Europas socialister og kolonialismen

Ho Chi Minhs og andre kommunisters kritik blev aldrig forstået, endsige efterlevet af de imperialistiske landes kommunistpartier, og diskussionerne i Komintern om de koloniale landes frigørelses betydning for verdensrevolutionen blev ikke fulgt op. De vesteuropæiske partier manglede interesse for spørgsmålet, og de fortsatte deres valne holdning til det koloniale spørgsmål. Værre var dog, at de socialdemokratiske partier, som efterhånden repræsenterede størstedelen af arbejderklassen i de vesteuropæiske lande, viste sig at være direkte proimperialistiske. På Kominterns 6. kongers i 1928 fremlagde Togliatti, lederen af det italienske kommunistparti en detaljeret rapport om den socialdemokratiske bevægelses holdning til kolonierne.

“Socialdemokraterne er blevet kolonipolitikere. De tilkendegi­ver, at kolonier er noget deres lande aldrig vil give afkald på, og hvis deres land ikke har nogen kolonier, så er det op til dem, i på en mere eller mindre åben facon, at kræve det. På dette punkt er der ikke et eneste socialdemokratisk parti, der udgør en undtagelse (…) Socialdemokratisk politik består i, at alliere sig med, eller direkte deltage i bourgeoisiets koloniale forehavende.” [29]

Togliatti fremlagde i sin rapport en lang række eksempler på socialdemokratiernes proimperialistiske politik som bevis for sine påstande. [30]

I Frankrig havde socialistpartiet altid stemt til fordel for de koloniale forehavender. På det franske socialistpartis kongres i december 1927 blev det erklæret, at uden kolonierne “kan efterkrigstidens problemer ikke løses.” Partiet stemte ligeledes for de militære bevillinger til nedkæmpelse af de nationalistiske uroligheder i Syrien, under hvilke de franske tropper massakrerede Damaskus’ befolkning.

I Holland diskuterede socialistpartiet end ikke behovet for kolonier, de interesserede sig kun for de metoder, med hvilke kolonierne blev regeret. Det hollandske socialistparti advarede sin regering om, at et oprør var under opsejling i Indonesien. Da det brød ud i 1926 på Vestsumatra og Java, under ledelse af det indonesiske kommunistparti, fik det absolut ingen støtte fra de hollandske socialister; tværtimod. De fordømte i stedet oprørerne i stærke vendinger “hvad enten de stammede fra Moskva eller Canton.” Da oprøret blev nedkæmpet med massehenrettelser, tog det hollandske socialistparti afstand fra disse. Kun de arbejdere og bønder, “der havde givet anledning” til oprøret, skulle henrettes!

I Tyskland protesterede socialdemokratiet f.eks. på Bern-konferencen i 1919 mod det faktum, at Tyskland var berøvet sine kolonier. Ved Marseilles-kongressen krævede R. Hilferding, på socialdemokratiets vegne, kolonierne tilbage til Tyskland. Dette krav blev gentaget i 1928.

I Italien vedtog socialdemokraterne i 1928 en resolution, som protesterede mod Versailles-traktatens fordeling af kolonierne efter første verdenskrig. De krævede en ny aftale om koloniproblemet, der tilgodeså den italienske kapitalisme.

I det engelske arbejderpartis program fra 1918 fremgår det, at de er imod afkoloniseringen af det britiske imperium, fordi arbejderpartiet anser det for sin pligt “at forsvare rettighederne for de britiske borgere, som har interesser i udlandet…” og endelig “hvad angår det samfund, af forskellige racer, af mennesker med forskellig hudfarve, religion, og på forskellige trin af civilisationens udvikling, som kaldes det Britiske Imperium, så er arbejderpartiet for dets opretholdelse.” Den engelske arbejderregeringen Ramsey MacDonald (1929-1931) afviste alle krav fra den ægyptiske regering om tilbagetrækning af britiske soldater og politisk-økonomiske rådgivere, samt frihed for Suezkanalen.

Selv samme Togliatti, som i 1928 havde kritiseret de europæiske socialdemokrater for deres støtte til kolonialismen, blev i 1946 imidlertid justitsminister i en samlingsregering med deltagelse af det italienske kommunistparti. Her krævede han, at Eritrea, Somalia og Libyen igen skulle være italienske kolonier. Italien havde ifølge Togliatti nu ikke en imperialistisk regering, men en folkefrontsregering, og det italienske proletariat skulle nu lede kolonierne til selvstændighed. [31]

Helt frem til slutningen af Anden Verdenskrig var holdningen til kolonierne, i den almindelige befolkning og langt ind i rækkerne af socialister i Europa, at de skulle tjene moderlandenes behov. Det var nærmest europæernes moralske og politiske pligt at udbytte og udnytte ressourcerne i Asien, Afrika og Latinamerika, fordi de derved udviklede og civiliserede kolonierne. De menneskelige omkostninger og skævvridningen af koloniernes økonomi blev betragtet som uheldige og utilsigtede omkostninger ved udviklingen.

En interessant person i mellemkrigstidens diskussioner om kolonialisme er Rajani Palme Dutt, [32] som var ideolog i det britiske kommunistparti CPGB. I 1936 udgav han bogen World Politics 1918-36, som direkte nævner begrebet “ulige bytte”:

“Essensen af forholdet mellem kolonierne og imperialismen er ulighed. De koloniale folk er via en række mekanismer og metoder tvunget til at afgive deres jord, betale ”hytte-skat”, [33] personskat og arbejde for at producere råvarer til priser som efterlader dem på et sulteniveau. Priserne på de varer som eksporteres til kolonierne er på et højt niveau. Det er et ulige bytte, som rent faktisk opretholdes med væbnet vold, og som giver de høje koloniale super-profitter til kapitalisterne i de herskende lande. Til dette ulige bytte skal lægges de direkte indkomster fra kapitaleksporten.” [34]

Frem til 1934 angreb Komintern den socialdemokratiske proimperialisme. Under indtryk af den fremvoksende fascisme, gik Komintern dog fra 1935 over til folkefrontsstrategien, hvilket betød at man forsøgte at samarbejde med socialdemokratierne i kampen mod fascismen. I Dimitrovs rapport til Kominterns 7. kongres i 1935 nævntes kampen i kolonierne nærmest kun i forbifarten. Kampen mod fascismen i Europa var blevet det helt centrale. I denne kamp listede han en række sociale kræfter op: Socialdemokrater, katolikker, anarkister, uorganiserede arbejdere, bønder, småborgerskabet og intelligentsiaen, og til slut i denne remse nævnte han også bevægelserne i kolonierne som en “vigtig reserve for verdensproletariatet.” [35]

Der kunne meget vel være et rationale i denne taktiske alliance for at hindre Hitler fremmarch og krig. Det problematiske var dog, at denne skillelinje mellem fascisme og “demokratiske” kræfter sendte den anti-koloniale kamp ud på et sidespor, ja den blev nærmest et problem, hvis den generede de allierede i kampen mod fascismen.

Et arbejderaristokrati “gone Mad”

I 1935 skrev den tyske økonom og socialist, Fritz Sternberg, i sin bog Fascismen ved magten om Lenins bidrag til teorien om imperialisme og reformisme:

“Som Lenin fejlvurderede reformismens virkelige styrke, således endnu mere hans eftersnakkere. Han gav aldrig en systematisk analyse af de sociologiske forudsætninger, som lagde grunden for reformismen og som forhindrede, at den blev svækket i perioden før fascismens sejr. Komintern har ladet sig nøje med slagord. Den har aldrig klarlagt, at differentieringen inden for arbejdernes rækker i førkrigstiden skete på basis af hele klassens stigende lønninger. Komintern har ikke rettet Lenins fejl i spørgsmålet om arbejderaristokratiet og dermed vurderingen af reformismens virkelige styrke. Tværtimod, den har fordybet den endnu mere.” [36]

Man kan sige, at Sternberg fik ret, i og med at den tyske arbejderklasse udviklede sig til en særlig ubehagelig form for arbejderaristokrati under det tyske naziregime. Efter den tyske revolutions nederlag i januar 1919, hvor det kommunistiske Spartakistoprør i Berlin blev slået ned af højreorienterede frikorps, støttet af den socialdemokratiske regering, var kommunisterne og socialdemokraterne i Tyskland blevet direkte fjender. For kommunisterne var socialdemokraterne socialfascister og socialdemokraterne anså kommunisterne for en større fare end nazismen. I ly af denne konflikt og i den økonomiske og politiske krise efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, kunne nazisterne appellere til arbejderklassens nationalisme, bl.a. med den såkaldte “dolkestødslegende.” Ifølge den var Tyskland blevet besejret i Første Verdenskrig, fordi de væbnede styrker blev “dolket i ryggen” af forrædere, kapitalister, jøder og ledende politikere i Weimar-republikken. Tyskland skulle rejse sig som europæisk stormagt og skabe et Lebensraum for tysk imperialisme. Indenrigspolitisk appellerede nazipartiet også til arbejderklassen. Ved valget i 1932 fik det socialdemokratiske SPD otte millioner stemmer, kommunisterne seks millioner stemmer, mens nationalsocialisterne fik 14 millioner stemmer. Det tyske småborgerskab omfavnede fascismen og med storkapitalens støtte lykkedes det dem at bringe nationalsocialisterne med Hitler i spidsen til magten. Da partiet fik regeringsmagten i 1933 blev bekæmpelsen af den økonomiske krise og arbejdsløsheden gjort til en hovedopgave for nazisterne. Den iværksatte offentlige arbejder som boligbyggeri, motorvejsanlæg og andre infrastrukturarbejder. Oprustningen fra 1934-35, der betød ordrer til industrien, arbejdspladser og dermed større efterspørgsel efter forbrugs- og investeringsgoder gjorde, at arbejdsløsheden allerede i 1936 var så godt som overvundet.

Fascismen i Tyskland var et arbejderaristokrati i det ekstreme. En alliance mellem kapital og arbejderaristokrati i form af Tysklands Nationalsocialistiske Arbejderparti (NSDAP). Nazipartiet vendte sig mod de traditionelle arbejderpartier. Marxismen, klassekampen og socialismen skulle erstattes af et højere nationalistisk mål: Det tredje rige, og nazisterne udryddede sine politiske hovedmodstandere, kommunisterne og socialdemokraterne, fra det politiske liv. En af de første opgaver, som Hitlers regering gennemførte, var at opløse de organisationer, som holdt live i klassemodsætningerne mellem ansatte og arbejdsgivere. [37] Den socialdemokratiske fagbevægelse blev erstattet med en statslig fagforening, Deutsche Arbeitsfront, hvis leder, Robert Ley bl.a. i en tale i 1936 sagde, at den gamle fagbevægelse med sit marxistiske grundlag ikke ønskede social fred, men regnede med, at dens politiske magt ville vokse i takt med arbejdernes stigende utilfredshed. Ley ønskede i stedet at ændre Tyskland fra en nation af proletarer til “en nation af herskere. Om ti år vil en tysk arbejder se bedre ud end en engelsk lord.” [38] Allerede i Mein Kampf havde Hitler beskrevet, hvordan England og Tyskland skulle opdele verden mellem sig. På samme måde som England havde ekspanderet mod vest til Amerika og mod syd til Indien og Afrika, skulle Tyskland ekspandere mod Øst. Østeuropa og Sovjet skulle blive Tysklands “Indien”. Hitlers vision havde dog et yderligere racistisk aspekt. Erobringen af territorierne i øst skulle følges op med en udryddelse eller underlægning af befolkningerne for at give “Lebensraum” til en ny, voksende arisk race.

Det nye proletariat, der skulle betale for dette arbejderaristokrati, var først og fremmest den østeuropæisk arbejdskraft importeret til Tyskland eller i det kommende tyske socialimperialistiske rige. I millionvis af tyske “ariske” – især mænd – blev arbejdsledere og bureaukrater i Det Tredje Rige. I en diskussion med ledende tyske arbejdsgivere i oktober 1942 om behandlingen af østeuropæiske arbejdere i den tyske industri, understregede Ley, med følgende bemærkning, der fremgår af mødereferatet, at han forventede, at arbejdsgiverne bakkede de tyske arbejdsformænd op i opretholdelse af disciplinen: “Når et russisk svin skal have tæsk, så er det den almindelige tyske arbejder, der må gøre det.” [39]

Nazismens racisme og nationalchauvinisme blev sidenhen fordømt af de andre europæiske magter, men som forfatteren og politikeren Aimé Céaire skrev:

“Det ville være umagen værd at studere meget klinisk i detaljer Hitler og “Hitlerismens” handlinger og afsløre, hvorledes den meget agtværdige, meget humanistiske og kristne borger fra det tyvende århundrede, uden at være sig det bevidst, har en Hitler inden i sig, at Hitler er en dæmon, og når han opponerer mod ham, er han inkonsekvent, for på bunden er det ikke forbrydelsen i sig selv, han ikke kan tilgive Hitler, det er ikke forbrydelsen mod menneskeheden, det er ikke ydmygelsen af mennesker som sådan, det er forbrydelsen mod det hvide menneske, ydmygelsen af det hvide menneske, og det faktum, at Hitler benyttede de koloniale metoder, som indtil da have været reserveret for araberne i Algier, kulierne i Indien og de sorte i Afrika.” [40]

Det kan således meget vel være, at Sternberg havde ret, at Lenin undervurderede reformismens styrke, at arbejderaristokratiet ikke kun var et øvre lag, man kunne gå uden om, men at det omfattede størstedelen af arbejderklassen i Nordvesteuropa. Men i modsætning til Luxemburg blev Lenin hen imod slutningen af sit liv mere og mere overbevist om, at mulighederne for revolution var gunstigere i kolonierne end i de imperialistiske lande. Lenin brød med det eurocentristiske dogme om, at revolutionen kun var på dagsordenen i de udviklede kapitalistiske lande. Det blev proklameret på Congres of the Peoples of the East i Baku i Sovjetunionen, hvor Lenin var til stede. Lenins styrke var, at han ikke kun beskrev imperialismens økonomi, men også relaterede den til udviklingen af klassestrukturen i de imperialistiske lande og dermed til udviklingen af politiske strategier. I en sammenligning mellem Luxemburgs og Lenins politik, giver historien Lenin ret i form af den bølge af antikoloniale bevægelser, der i det 20. århundrede gik over Afrika, Asien og Latinamerika i kølvandet på den russiske revolution i 1917. Den vesteuropæiske arbejderklasse var på ingen måde frontkæmpere i denne proces, tvært imod. Det var i kolonierne, at man ønskede revolution. [41]

Nogle af præmisserne for Lenins argumenter blev eroderet eller forandret af tiden. Drivkraften i imperialismen på Lenins tid var i høj grad de nationale statsmagter, naturligvis på grundlag af kapitalens interesser, men formen var meget politisk. Det var statsmagten, der med militære midler skabte og udkæmpede inter-imperialistiske krige for at opretholde koloniimperierne. Imperialismen var i høj grad et spørgsmål om territorial kontrol. Dette var også situationen op gennem 1930’erne, hvor de inter-imperialistiske modsigelser mellem Tyskland og Japan på den ene side og England, Frankrig og USA på den anden skærpedes. Imperialisme var stadig i høj grad et forhold mellem en national kolonimagt og dets imperium, hvor andre kolonimagter ikke havde adgang til investeringer og handel. Det var således den imperialistiske statsmagt, der var driver i koloniseringen på vegne af den nationale kapital. Nye fremstormende nationer som Tyskland og Japan måtte således sikre sig geografisk overherredømme, hvis de ønskede at udvide deres imperium og marked. Magtmidlet til dette var mere militært end økonomisk.

USA’s udvikling i mellemkrigsårene

USA gik ud af Første Verdenskrig som den store vinder. Krigen var foregået på europæiske grund, forbruget af krigsmateriel havde accelereret den industrielle udvikling i USA, og de konkurrerende industrinationer i Europa var svækkede af krigen. Den amerikanske kapitalisme gik ind i en højkonjunktur, der gav grundlag for en udvidelse af det privilegerede lag i den amerikanske arbejderklasse. Det amerikanske forbrugersamfund opstod allerede i 1920’erne og var præget af en kraftig forbrugsudvidelse, en udvikling Europa ikke nåede før i slutningen af 1950’erne. Boligbyggeriet steg voldsomt, helt nye industrigrene blev anlagt: biler, flyvemaskiner og hårde hvidevarer. Produktionen af varige forbrugsgoder øgedes dobbelt så hurtigt som ikke-varige. I 1920’ernes USA fik privatbilismen en udbredelse, som vi først kender den i 1960ernes Europa. Henry Ford startede en masseproduktion af biler. Han optimerede samlebåndsproduktionen, effektiviserede hver eneste arbejdsproces, udviklede management og gennemførte storstilet moderne markedsføring. Målgruppen var netop de velbetalte arbejdere og farmerne. I 1920 fremstillede USA 83 % af verdens biler. Der kørte 20 gange så mange biler på USA’s landeveje som i den næststørste bil-nation, der var Canada. Fra 1908 til 1927 produceredes der alene 15 millioner biler af Ford model T, en rekord, der først blev slået af Folkevognsfabrikkernes “boble” i 1972. I tilknytning til bilindustrien voksede der olie-, gummi- og glasindustri frem. Begrebet “Fordisme” er blevet brugt til at beskrive denne udvikling af masseproduktion på den ene side og udvikling af et forbrugermarked på den anden side. Henry Ford udviklede ikke alene nye former for organisering af produktionsprocessen, men argumenterede også for, at arbejderne skulle betales en løn, der var tilstrækkelig til de kunne købe de producerede varer. [42] Den voksende produktion kunne kun afsættes ved en stadig forøgelse af det købedygtige marked. Det var ikke noget, Henry Ford kunne gøre alene, selv om Ford-fabrikkerne rent faktisk var lønførende.

Den uregulerede amerikanske kapitalisme drønede derfor derudad og endte i 1929 i en krise af overproduktion og uhæmmet spekulation, kendt som Det store krak. Krakket i 1929 betød et midlertidigt afbræk i den amerikanske optur, men betød samtidig etableringen af netop den nationale politiske ramme for en udvidelse af købekraften, i form af New Deal, der atter accelererede udvikling. New Deal var navnet på præsident Franklin D. Roosevelts reformpolitik fra 1933-1938 i kølvandet på krakket. Det var en social betonet politik, der nærmede sig den europæiske, socialdemokratiske tankegang. USA skulle også i fremtiden være et kapitalistisk samfund, men kapitalismen skulle reguleres. Staten skulle i overensstemmelse med den britiske økonom Keynes’ [43] tanker gribe ind i økonomien, som en regulerende og udjævnende faktor. Der blev iværksat statslige arbejdsprojekter for at mindske arbejdsløsheden og få gang i forbruget igen. Med Social Security-loven i 1935 blev der indført folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp, og i 1938 blev der indført regler for maksimal arbejdstid og minimumslønninger.

USA var ubestridt blevet verdens førende økonomiske og politiske magt. Fra i 1870 kun at være den fjerde største økonomi i verden, var USA i 1922 nummer et med en økonomi, der var større end Englands, Tysklands, Frankrigs, Italiens, Belgiens, Ruslands og Japans tilsammen. Som efter Første Verdenskrig stod USA også efter Anden Verdenskrig som den store sejrherre – klar til at blive den globale supermagt.

Noter