Kapitel 5

Den neoliberale globalisering

Efter min gennemgang af den antiimperialistiske teori og praksis’ historie frem til 1989, er sigtet med del II at gøre status på kapitalismens politiske økonomi i dag. Hvad har forandret sig siden 1970’erne? Hvordan fungerer systemet i dag? Hvordan påvirker det klasseforholdene globalt? Mit grundlæggende perspektiv et det samme som i første del. Verden anskues som et sammenhængende økonomisk og politisk system. Netop denne opfattelse blev almindeligt anerkendt i begyndelsen af 1990’erne med begrebet globalisering. Samtidig mistede et andet begreb, den tredje verden, sin politiske t. Med Berlinmurens fald i 1989 og opløsningen af den anden verden, den socialistiske blok, kom selve begrebet “den tredje verden” i bekneb. Samtidig skete der en differentiering af den tredje verden. Der foregik en industrialisering i lande som Sydkorea og Taiwan, der medførte, at de bevægede sig mod semiperiferien. I Saudi Arabien og i golfstater som Dubai, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar udviklede der sig ekstremt rige samfund, uagtet at deres rige byer er bygget og serviceret af et proletariat fra Nepal, Bangladesh og Filippinerne, der i dag udgør 80-90 % af befolkningen i disse lande. Samtidig betød neoliberalismens øgede polarisering mellem rige og fattige generelt, at der i vesten opstod lommer, der mindede om den tredje verden. I dag er “den tredje verden” måske mere en social kategori, som reference til særlige livsbetingelser end et geografisk defineret område.

I begyndelsen af 1980’erne vandt betegnelserne Nord og Syd mere indpas, efter offentliggørelsen af Brandt-kommissionens rapport, North-South — A Programme for Survival i 1980. [1]Nord og Syd er mere et politisk-økonomisk begreb end et strengt geografisk begreb, men det globale Nord er dog stort set sammenfaldende med OECD-landene, mens Syd er en betegnelse lavtlønslandene, der for langt hovedpartens vedkommende befinder sig i den tredje verden. I denne tekst bruger jeg betegnelsen “den tredje verden” frem til 1989 og herefter hovedsageligt betegnelserne Nord og Syd. Denne politisk-økonomiske del af bogen bygger jeg dels på Samir Amin, Immanuel Wallerstein og andre af 1970’ernes endnu relevante imperialismeteoretikere, og dels på nogle af de mange nye bidrag til teorien om imperialisme og opdelingen af den globale arbejderklasse, der er kommet i de senere år. På det akademiske felt er det især fra Timothy Kerswell, John Smith og ikke mindst Zak Copes Divided World Divided Class og John Brolins omfattende afhandling om det ulige bytte, The Bias of The World. [2]

Mod en integreret kapitalisme-imperialismeteori

[3]

Op gennem det 20. århundrede blev der, som beskrevet i forrige del, formuleret en række teorier om imperialisme, men fælles for dem alle var, at de netop var særlige imperialismeteorier, der fungerede som supplement til de mere generelle teorier om kapitalismen. Dette skyldtes blandt andet, at imperialismen udfoldede sig i samfund og relationer, der ikke var fuldt ud integrerede i kapitalismen. I dag står vi imidlertid i en situation, hvor selve den kapitalistiske produktion er blevet globaliseret. Det skaber forudsætninger for en integration af imperialisme- og kapitalismeteori.

Lenins klassiske imperialismeteori blev således formuleret i en epoke i kapitalismen, hvor den ganske vist var udviklet i dele af Europa og i Nordamerika, men hvor den kapitalistiske produktionsmåde langt fra var udbredt overalt i kolonierne. De imperialistiske stater udøvede så sandelig deres magt globalt, i mindre grad via kapitalistiske økonomiske relationer, men mere i form af den fysiske undertrykkelse og plyndring, der altid har kendetegnet forholdet mellem koloniherre og kolonier. På Lenins tid havde de kapitalistiske relationer kun så småt begyndt deres indtrængen i kolonierne. En globalisering af kapital-arbejdeforholdet var kun i sin vorden, først og fremmest i plantagedrift og råvareproduktion. En kapitalistisk industrisektor i den tredje verden, integreret i transnationale produktionskæder og et globalt marked, slog først igennem 60 år senere.

Lenins imperialismeteori var en analyse af konkrete økonomiske og politiske forhold omkring Første Verdenskrig. Hans “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” fra 1916 beskrev således nogle centrale udviklingstræk ved datidens kapitalisme: En øget monopol- og karteldannelse og fremvæksten af en selvstændig finanskapital. Lenins imperialismeanalyse lå ikke i forlængelse af Marx’ værditeori, som den er udfoldet i Kapitalen. Den beskrev ikke hvorledes værdi – i marxistisk forstand – blev skabt og flyder i en global kapitalisme, fordi denne udvikling netop er af nyere dato. Der kan være mange grunde til, at imperialismeteorien ikke udviklede sig synderligt i de følgende mange år. Sovjetunionens helt dominerende rolle i den kommunistiske bevægelse gav Lenin en monopolstatus på teorien længe efter hans død. Stalinismen virkede ikke befordrende på teoretisk udvikling overhovedet. Eurocentrismen spillede bestemt også en rolle. Først sidst i 1960’erne tog især Samir Amin og Arghiri Emmanuel tråden op fra Marx’ Kapitalen og beskrev, hvordan værdi som marxistisk begreb via det ulige bytte bevægede sig i den globale kapitalisme. De så samtidig begyndelsen til den globalisering af selve produktionsprocessen, der nu folder sig ud i fuldt flor. Afhængigheds-, ulige bytte- og center-periferi-teorierne gled imidlertid i baggrunden samtidig med, at den neoliberale globalisering for alvor tog fat i 1980’erne. Interessen for det imperialistiske aspekt i globaliseringen svandt ind. I stedet blev det den finansielle globalisering og spørgsmålet om nationalstatens rolle i en mere og mere transnational økonomi, der kom i centrum. Imperialismeteori blev betragtet som noget retro fra 1970’erne. Kasinokapitalismen, statens rolle og de nye transnationale politiske organisationer er bestemt ikke uvæsentlige aspekter ved globaliseringen, men den centrale dynamik er til stadighed Nord-Syd-relationen.

I dag er de økonomiske relationer mellem de imperialistiske lande og de tidligere kolonier i høj grad internaliseret i en global kapitalisme og dermed styret af dens logik. Denne udvikling er kommet i stand gennem en globalisering af selve den kapitalistiske produktionsproces i form af transnationale produktionskæder og netværk. Dette kommer blandt andet konkret til udtryk ved en massiv udflytning af industriel produktion til lavtlønslande. Drivkraften i denne udvikling er de transnationale selskabers stræben efter at sænke omkostninger og dermed hæve profitter, ved at udskifte højtlønnet arbejdskraft med lavtlønnet. Det har skabt nye strømme af superprofitter til kapitalen, og en overførsel af velstand, i form af billige varer, til de rige landes forbrugere. De sidste årtiers neoliberale globalisering har således forstærket kapitalismens snyltende og derfor imperialistiske træk. Denne globalisering af produktionen har gjort kapitalen i de imperialistiske lande langt mere direkte afhængig af udbytningen af arbejdskraften i Syd. Det er således en “ren” kapitalistisk form for imperialisme, en udbytning, som bygger på kapitalismens økonomiske logik mere end kolonialismens statslige voldsapparat. Denne udvikling sker dog naturligvis i sammenhæng med – og på grundlag af – den gamle kolonialisme og den klassiske imperialismes opdeling af verden i undertrykkende og undertrykte nationer. Den koloniale opdeling af verden blev arvet af den globaliserede kapitalisme og er nu en integreret del af dens funktion. Den imperialistiske higen efter lavtlønnet arbejdskraft, tager form af en globalisering af selve produktionsprocessen, med det resultat, at kapital-arbejde relationen i stigende grad bliver en global relation mellem kapital fra Nord og arbejdskraft fra Syd.

I 1970’erne påviste politiske økonomer, hvordan periferiens udvikling var afhængig af kapitalismen i centerlandene. I dag kan man med god ret påstå, at vi i centret er afhængige af produktionen i periferien. Betegnelserne producentøkonomier og konsumentøkonomier forbundet via globale produktionskæder og ulige bytte er i dag en mere dækkende beskrivelse for det globale system end 1970’ernes center-periferi-betegnelse. [4] I denne situation, hvor proletariatet i Syd ikke længere spiller en perifer rolle, og hvor udbytningen af det ikke er et supplement, men et væsentligt, fuldt ud integreret og definerende træk i kapitalismens seneste udvikling, den neoliberale globalisering, er udviklingen af en teori, der indfanger denne udvikling, væsentlig. I stedet for tidligere tiders særlige imperialismeteori, kan vi i dag begynde at formulere en integreret teori for kapitalisme og imperialisme. Lad os mere detaljeret se på hele dette systems udvikling, struktur og funktion.

Den igangværende neoliberale globalisering har nogle forudsætninger. Fundamentet blev allerede lagt i 1950’erne og 60’erne med fremvæksten af de multinationale virksomheder. Det var store, nationalt baserede monopoler i USA, Nordvesteuropa og Japan, der via filialer i andre lande søgte lettere adgang til råvarer og markeder. Et eksempel på en sektor, der var transnational frontløber, var olieindustrien med selskaber som Exxon, Shell og BP. Netop den tredje verdens nationalistiske modstand mod de transnationale selskabers dominans, i form af de olieeksporterende landes organisation OPEC, udløste en krise i kapitalismen, da OPEC i begyndelse af 1970’erne satte råolieprisen dramatisk op. Svaret på denne krise blev udviklingen af neoliberale politikker. Neoliberalismen blev allerede formuleret i mellemkrigsårene især af økonomen og filosoffen F.A. Hayek. Dette tankegods blev nu samlet op af liberale tænketanke som alternativ til keynesianismen, der havde været den fremherskende økonomiske politik i Nord siden Anden Verdenskrig. De voksende transnationale selskaber så neoliberalismen som løsningen på deres problemer med nationalstaternes forsøg på at regulere og kontrollere deres færden. Gennembruddet for neoliberalismen kom da tænketankene og de transnationale selskabers lobbyorganisationer skabte forbindelse til oprindelige konservative politiske kræfter. I England var det Margaret Thatcher og i USA i Ronald Reagan, der kombinerede en social og kulturel konservatisme med en markedsorienteret kritik af en statslig regulering af kapitalismen. Det skabte de politiske, lovgivningsmæssige institutionelle rammer for neoliberalismens vækst op gennem 1980’erne. Det sidste led i etableringen af den globale kapitalisme var Sovjetunionens, Østeuropas og Kinas indlemmelse i det kapitalistiske verdensmarked.

Denne politiske udvikling havde nogle tekniske forudsætninger skabt af produktivkræfternes udvikling. Faxmaskinen og udviklingen af standard containere til land- og søtransport var vigtige i 1970’erne. CAD-computer- programmer fik stor betydning med computernes gennembrud i 1980’erne, og internettet og de nye former for kommunikations- og informationsteknologi har revolutioneret informationsstrømmene globalt. Disse nye teknologier blev udnyttet i nye organisationsformer og management af selve produktionen som for eksempel “just in time” produktion. Just-in-time er en managementmodel, der har fokus på tid og sted. Materialerne til produktion skal være tilgængelige, præcis når der er behov for dem og i den rigtige mængde, for at minimere tidsforbrug og lagerbeholdning. Det er således en produktionsform, der kræver meget kommunikation og billig logistik. Hele denne udvikling af produktivkræfterne har gjort kapitalen mere og mere uafhængig af det konkrete sted, imens arbejdskraften til stadighed i høj grad er bundet til stedet. Den nye informations- og kommunikationsteknologi tillader på samme tid en opdeling af produktionen og dens koordinering i netværk og produktionskæder; det være sig mellem etager i en bygning eller mellem kontinenter. Kapitalen har en stigende evne til at samle og sprede arbejdskraften til en specifik opgave, hvor som helst og når som helst det er mest profitabelt. De nye teknologier muliggør en bredere og mere fleksibel tilgang til arbejdskraften.

Den kapitalkoncentration, som Hobson, Lenin og Hilferding konstaterede som et træk ved kapitalismen i de første årtier i 1900-tallet, er forsat op gennem århundredet. Samir Amin betegner det nuværende stadie i kapitalismen som “generaliseret monopolkapitalisme.” [5] Monopolerne er ikke længere enkeltstående store koncerner i et hav af andre relativt selvstændige firmaer, men udgør et integreret system, som dominerer hele det produktive system. Små og mellemstore firmaer reduceres til underleverandører. [6] Her er nogle konkrete eksempler: Ti firmaer står for 76 % af verdens bilproduktion, blot to firmaer for 95 % af verdens flyproduktion og ét firma kontrollerer 60 % af verdensmarkedet for mikroprocessorer. Seks firmaer kontrollerer 85 % af verdens dækproduktion, mens syv firmaer står for 90 % af verdens medicinske udstyr og to firmaer producerer 80 % af verdens pulverkaffe. 77 % af verdenshandlen med korn står blot fem firmaer for, tre firmaer har 80 % af verdensmarkedet for bananer, mens det for 87 % af verdensmarkedet for tobak drejer sig om fire firmaer. [7] Selv om en stor del af den fysiske produktion ikke længere foregår i Nord, så ligger magten stadig her, blandt andet via kontrollen med nøglesektorer i den globale økonomi som handel, finansvæsen, olie, militært udstyr og intellektuelle rettigheder. En undersøgelse fra Swiss Federal Institute of Technology i Zürich har via en database med 37 millioner firmaer og investorer trukket information ud om alle 43.060 transnationale selskaber i verden og deres netværk af gensidige forbindelser og ejerskab. [8] Ud af de 43.060 selskaber udgjorde 1.318 firmaer et center i netværket. Hver og en af de 1.318 havde forbindelse til mindst 2 og i gennemsnit 20 af de andre firmaer. Ud af disse udgjorde 147 firmaer et særligt tæt net af gensidigt ejerskab.

Den nye globale arbejdsdeling

I løbet af de sidste tre årtier er der sket en grundlæggende forandring i den globale arbejdsdeling, i forhold til den verden Marx beskrev. Den arbejdsdeling, hvor de imperialistiske lande udvekslede industrivarer for landbrugs- og råvarer produceret i det globale Syd, forblev stort set uændret frem til 1970’erne. Med neoliberalismens gennembrud skete der imidlertid et radikalt skifte. Fra i 1950’erne blot at udgøre omkring 15 % af det globale Syds samlede eksport udgør eksporten af industrivarer i dag mere end 70 %. [9]

En vigtig og overset forandring, som denne neoliberale globalisering har skabt, er den stigende proletarisering i Syd. Mellem 1980 og 2011 voksede størrelsen på den globale arbejdsstyrke, som var indrulleret i kapitalismen, ifølge International Labour Organisation (ILO) fra 1,9 til 3,3 milliarder mennesker, en stigning på 73 %. Tre fjerdedele af denne arbejdsstyrke findes i Syd. Kina og Indiens arbejdsstyrke udgør alene 40 % af verdens arbejdere. [10]198 Indien blev medlem af World Trade Organisation (WTO) i 1995 og Kina blev medlem i 2001. Sammen med integrationen af Rusland og Østeuropa repræsenterer dette en udvidelse af det kapitalistiske marked af historiske dimensioner. Man kan se det som en form for oprindelig akkumulation på linje med opløsningen af feudalismen. Millioner af arbejdere bliver udstødt fra statsejede virksomheder og landbruget, for at blive kastet ind i den globale kapitalistiske økonomis lavtlønssektor. Ikke blot er over en milliard nye arbejdere blevet indrulleret i den globale kapitalisme. Arbejdsfordelingen mellem Nord og Syd er imidlertid også blevet radikalt forandret. Nedenstående graf (fig. 3) viser forandringerne i fordeling af industriarbejdere mellem Nord og Syd fra 1950 til 2005. I 1980 var der nogenlunde lige mange industriarbejdere i højt- og lavtlønslande. I 2005 befandt 541 millioner industriarbejdere, svarende til 79 % af den globale industriarbejderstyrke, sig i Syd, mens der blot er 145 millioner industriarbejdere tilbage i det globale Nord. Industriproletariatet i Syd er således ikke kun vokset i antal, det er blevet langt mere integreret i den globale økonomi, og har dermed fået langt større økonomisk betydning. Tyngdepunktet i verdens industriproduktion er flyttet fra Nord til Syd.

Denne industrialisering er koncentreret til 23 lande i Syd omfattende 76 % af den samlede befolkning i det globale Syd. [11] For de øvrige 107 lande i det globale Syd, er det stadig eksport af landbrugs- og råvarer, der er dominerende. Dette er imidlertid en højst blandet gruppe. Lande som Saudi Arabien, Golfstaterne, Nigeria og Venezuela, der har en betydelig olieeksport til Vesten, spiller stadig en vigtig rolle i verdensøkonomien, mens lande i det centrale Afrika bliver mere og mere marginaliseret i den globale økonomi. Industrialisering af Syd er således ulige og koncentreret til en række lande og ofte også til særlige områder i disse lande, de såkaldte eksportzoner. Det er særlige områder, hvor der ofte er lempeligere regler for beskatning, arbejdsmiljø og såvidere. I 2006 arbejdede der lidt over 63 millioner arbejdere i 2.700 eksportzoner spredt ud over Syd. Kina er et godt eksempel på en sådan koncentration af industrialiseringen. Næsten hele eksportproduktionen er koncentreret omkring Pearl River med byerne Hongkong, Shanghai og Guangzhou.

Det globale Syds landbrugssektorer er imidlertid også blevet langt mere integreret i det kapitalistiske verdensmarked og arbejdskraften er blevet proletariseret. Det drejer sig f.eks. om de landbrugssektorer, der fremstiller tropisk tømmer, vegetabilske olier, kaffe, the, kød og foderstoffer. Et særligt vækstmarked har været frugt, grønsager og blomster til de europæiske og nordamerikanske forbrugere. Væksten har været betinget af nye former for rationaliseret containertransport og “kølekæder”. Alle former for frugt og grønt er nu tilgængelige for forbrugerne i Nord året rundt til relativt lave priser. Vi spiser vindruer fra Ægypten, Sydafrika og Brasilien. Produktionen i den såkaldte non-traditional agricultural export, dvs. frugt, grøntsager og blomster til det europæiske og nordamerikanske marked, foretages for firefemtedeles vedkommende af kvinder under intensiv brug af pesticider og konserveringsmidler i dyrkningen. [12] Dette marked for fødevareprodukter fra tropiske lande er kontrolleret af en håndfuld store grossist- og supermarkedskæder som amerikanske Wal Mart og britiske Tesco.

Det er overvejende industrielle arbejdspladser, der er blevet flyttet fra Nord, men i de senere år er selv former for kontorarbejde og servicefunktioner, der er geografisk mobile, blevet mål for udflytning. Mange flyselskabers billetudstedelse, regnskaber og andre IT-funktioner bliver udført i Mumbai, der er blevet et globalt knudepunkt for billig global IT-service. F.eks. får private hospitaler i USA deres journaler skrevet i Indien. Lægen dikterer journalen på en lydoptagelse, der elektronisk overføres og renskrives i Indien og er tilbage på computerskærmene i USA den næste dag. Grafisk arbejde og layout foretages på samme måde i stigende grad i lavtlønslande. Prisen for en indisk softwareingeniør, programmør eller grafisk designer er langt under halvdelen af en amerikansk eller europæisk. Lønarbejdernes strategier i Nord går ofte ud på at beholde et forspring i uddannelsesniveauet i forhold til Syd, for på den måde at sikre sig en lukrativ, højtlønnet position i den globale arbejdsdeling. Også på dette punkt forandrer situationen sig imidlertid. Uddannelsesinstitutioner i Syd pumper i disse år højt uddannet arbejdskraft ud, så også her er der om føje år basis for en udflytning af forskning og udvikling. Konkurrencestrategien synes at være en tabervej for arbejdskraften i Nord.

I Vesten begyndte vi i 1980’erne at tale om det postindustrielle samfund. Vi arbejder mere og mere immaterielt med viden, information, kommunikation, oplevelsesøkonomi og kreativitet. Hvis dette “vi” er hele menneskeheden, så lever vi dog bestemt ikke i en postindustriel verden, men snarere i et nyt stadie af global industrialisering. Der er “nogen”, der fremstiller de skærme, computere, iPhones og iPads, vi laver postindustrielt arbejde med, og der er “nogen”, der fremstiller stadig stigende mængder af særdeles materielle varer, som vi konsumerer. På globalt plan kommer der flere og flere industriarbejdere. Industriel produktion og industriprodukter er ikke ved at forsvinde, arbejdet bliver bare i stigende grad udført i Syd. Industrialiseringen af Syd er kun den ene side af billedet. Det er også værd at fremhæve den anden side: Væksten af det uproduktive arbejde i Nords økonomi. I den nuværende globale arbejdsdeling er produktionen af værdi og realiseringen af værdien mere geografisk afkoblet end nogen sinde og opdelt i lande, der producerer og lande, der forbruger. Den store vækst i det uproduktive arbejde i Nord ville medfører et fald i profitraten, hvis det ikke blev afbalanceret af en voksende udbytning af det produktive arbejde i Syd.

Traditionelle udviklingsøkonomer har altid rådgivet udviklingslandene om, at industrialisering ville være metoden til at indhente de rige lande. Den nuværende industrialisering af Syd sker imidlertid under helt andre forhold og i en helt anden ramme, end industrialiseringen af Nord i sin tid skete. Her foregik den bag nationale toldmure og med et hjemligt marked som primær afsætningskanal. Fra midten af 1800-tallet og hundrede år frem kunne industrialiseringen således ske i en gensidigt forstærkende dynamik mellem voksende masseproduktion og et købedygtigt hjemmemarked. En dynamik, der blev igangsat og vedligeholdt med kolonialismens og imperialismens supplerende bidrag. Sådan er det som sagt ikke i Syd i dag.

Her er produktionen hovedsageligt baseret på eksport til Nord og dermed ikke på et købedygtigt hjemmemarked, som det var tilfældet med industrialiseringen i Nord. Det globale Syd besidder heller intet industrimonopol, som det var tilfældet med England i 1850. Tværtimod befinder industrien i Syd sig i en intern intens konkurrence. Mærkevarefirmaerne fra Nord kan vælge og vrage mellem producenter, der byder sig til. Syd har heller ingen periferi at udbytte. Proletariatet har derfor vanskeligt ved at hæve lønniveauet. Dels er de presset af en enorm reservearmé af arbejdsløse, dels kan de ikke selv udvandre til områder med bedre lønniveau. Døren til Nord står kun på klem for den mest attraktive del arbejdskraften, og der er ingen områder at “settle” i, som det var muligt for den europæiske arbejder i 1800-tallet. Der er med andre ord ingen kolonial periferi til at komme med et supplerende bidrag.

Lønniveauet for industriproduktion i Nord flyttede ikke med, da industrien blev outsourcet. Kina oplevede naturligvis en vækst i nationalproduktet, men velstandsstigningen tilflød en ny overklasse og en mindre middelklasse. Industriarbejderne oplevede i første omgang ikke reallønsforbedringer. Kina, Sydafrika eller Brasiliens industrialisering er ikke på vej til stille og roligt at skabe en dansk levestandard for befolkningen. Der kan ikke skabes den tilsyneladende balance mellem købekraft og vareudbud på markedet, som har kendetegnet Nord. Det er der hverken merværdi eller tilstrækkelige fysiske ressourcer til.

Det lave lønniveau i Syd befordres i høj grad af eksistensen af det, Marx kaldte arbejdskraftens reservearmé. De data som ILO, FN’s internationale arbejderorganisation, tilvejebringer om den globale arbejdsstyrkes sammensætning, svarer i og for sig godt til Marx’ kategorier vedrørende arbejderklassens opdeling. Ifølge ILO så den globale arbejdsstyrke således ud i 2011:

• • • 1,4 milliarder er lønarbejdere. Mange af disse har såkaldte “prekære jobs,” det vil sige, at de er lette at fyre, og at en del kun er deltidsansatte.
    • 1,7 milliarder er klassificeret som sårbart beskæftiget arbejdskraft. Det er restkategorien af den økonomisk aktive befolkning. Den består af folk som arbejder, men ikke er lønarbejdere. Det er mennesker i den uformelle sektor, der arbejder i det globale Syd som gadesælgere, med servicearbejde eller på landet i subsistens-landbrug. En stor del af disse mennesker er reelt arbejdsløse, men optages ikke som sådan i de officielle statistikker. Denne kategori svarer til det, Marx kaldte den latente del af reservearméen.
    • 218 millioner er klassificeret som arbejdsløse. For at blive kategoriseret som sådan, skal det registreres, at man har søgt arbejde i et vist antal uger. Denne kategori svarer til det, Marx kalder for den flydende del af reservearméen. Det vil sige dem, der til stadighed flyder ud og ind af ansættelsesforhold.
    • 538 millioner i den erhvervsdygtige alder (25-54 år) bliver klassificeret som ikke økonomisk aktive. Det er en meget blandet gruppe bestående af studerende, handicappede personer, kriminelle elementer, samt en række andre grupper, som er marginaliserede af systemet. Sidstnævnte er det, som Marx kaldte for lumpen-proletariatet. [13]

Hvis vi adderer kategorierne: Arbejdsløse, sårbart beskæftigede og de økonomisk inaktive, når vi frem til en globale reservearmé på 2,4 milliarder mennesker. Til sammenligning er der blot 1,4 milliarder egentlige lønarbejdere. På trods af en vis usikkerhed omkring disse ILO-data, er der uden tvivl tale om en enorm reservearmé af arbejdskraft. Det er eksistensen af denne armé, der er mere end 70 % større end lønarbejderklassen, og som hovedsagelig findes i Syd, der medvirker til at holde lønniveauet nede. For kapitalens synspunkt er denne reservearmé potentielle lønarbejdere, der skal integreres dybere i den kapitalistiske økonomi. De mange millioner af tidligere landarbejdere, der bevæger sig mod byerne i søgen efter arbejde, kan imidlertid vanskeligt opsuges. Den integrering der skete i Europa, kan ikke gentages under de forhåndenværende forhold, og de har ringe muligheder for at emigrere.

Finanskapitalens vækst

Finanskrisen, der ramte verden i 2007, markerer enden på et højdepunkt i den neoliberale globalisering. Den tog sin begyndelse i slutningen af 1970’erne som kapitalens offensiv oven på oliekrisen og mod den intensiverede antiimperialistiske kamp i Syd og den socialdemokratiske velfærdsmodel i Nord. Kapitalens mission lykkedes, profitraten steg og løn- og skattebetaling faldt i de følgende 30 år. Den 9. august 2007 sluttede festen imidlertid. Den Europæiske Centralbank og Den Amerikanske Nationalbank måtte give en nødtransfusion af penge til det internationale banksystem. Bankerne var holdt op med at låne penge til hinanden, fordi de hver især frygtede den andens konkurs. Det blev begyndelsen til en finansiel krise, der slog revner langt ned i kapitalismens fundament.

For at forstå finanskrisen må man se på forholdet mellem de to væsentligste træk ved den neoliberale globalisering: Outsourcing til det globale Syd og finanskapitalens vækst, “finansialiseringen” af kapitalismen. Ved begrebet finansialisering forstår man: En øget vægt af aktie-, obligation- og valutahandel, forsikringsvirksomhed og handel med fast ejendom i den samlede økonomi i forhold til reel vareproduktion. Finansialisering kommer til udtryk ved, at en større og større del af de samlede profitter stammer fra finansielle transaktioner og dermed tilsyneladende adskilt fra produktion af fysiske varer. Det fænomen, at profitskabelse i de stadig mere finansialiserede, imperialistiske lande er adskilt fra produktion betyder dog ikke, at den er uafhængig af outsourcing og dermed produktionen i Syd. Tværtimod er de to fænomener – finansialisering og outsourcing af produktion – opstået samtidigt og kan kun forstås i sammenhæng.

For at øge uafhængigheden af den enkelte nationalstats kontrol- og reguleringsforsøg og skattebetaling, udviklede de transnationale selskaber i slutningen af 1970’erne såkaldte offshore finansielle centrer til handel med valuta og værdipapirer. Det globale finansielle marked forbinder virksomheder, investorer og spekulanter over hele kloden. Kapitalen strømmer 24 timer i døgnet i et net af forbundne finansmarkeder fra Tokyo, Hongkong, Singapore, London, Frankfurt, Paris, New York og San Francisco. Milliarder af dollars skifter sted og hænder på sekunder. Disse transnationale kapitalbevægelsers størrelse, som procent af nationalproduktet, blev tidoblet på ti år fra 1982-1992. [14] Fra dette finansielle netværk investeres kapitalen, og til dette netværk vender profitten tilbage, et computerstyret kasino, hvor firmaers skæbne, menneskers opsparing, nationale valutaers værdi og regioners udvikling bestemmes. Denne globale finanskapital handler på grundlag af informationer skabt og formidlet af den nye informationsteknologi. Informationer om aktuelle produktionsomkostninger, infrastruktur, markedsforhold, lønniveauer, konkurrenceforhold, nye teknologier, politiske begivenheder, jordskælv osv. omsættes til kurser på aktier, obligationer og valutaer. Det er den ansigtsløse kollektive kapitalist – den endeløse søgen efter penge med penge.

Finansialiseringen lægger et konstant pres på at øge aktiernes værdi. Dette pres sætter sig igennem som et konkurrencepres på den produktive sektor og tvinger den konstant til at skære i omkostningerne. En vigtig måde at gøre dette på, er at flytte produktionen til Syd. Resultatet er en øget profitrate, dels på grund af de lave lønninger, dels i lavere priser på varer i Nord og dermed bedre mulighed for at holde lønniveauet i ave der. De profitter, der blev skabt ved udflytningen til lavtlønslande, voksede især med reintegrationen i det kapitalistiske verdensmarked af Kina, Sovjetunionen og Østeuropa i perioden 1990-2001. I denne periode gik det så hurtigt, og der var tale om så store mængder af kapital, at investeringer i produktion ikke kunne opsuge dem. De flød derfor over i spekulation i aktier, obligationer, valuta, varer, jord og ejendom og skabte fra midten af 1990’erne og frem til den spekulationsboble, der bristede i 2007. Der er således en gensidigt kapitalisme forstærkende sammenhæng mellem outsourcing af produktionen til Syd og finanskapitalens vækst.

En anden vigtig finansiel konsekvens af industrialiseringen af Syd og den deraf følgende vareeksport til Nord, er en ubalance i samhandlen. Kina har f.eks. et stort handelsoverskud med USA. Det resulterer i, at betydelige summer af dollars havner i Kinas nationalbank. En stor del af disse penge tilbagelånes til USA i form af kinesisk opkøb af amerikanske statsobligationer, så USA kan forsætte med at købe varer i Kina, trods sit store underskud på handelsbalancen. På den måde finansierer de fattige lande via finanssystemet de rigeste landes overforbrug. Store summer af kapital fra lande som Kina og Brasilien bidrager via obligationsopkøb til, at renten i verden er historisk lav. Disse Syd-Nord-kapitalstrømme er et resultat af den globale finansielle ubalance, der er skabt gennem outsourcing af produktion til lavtlønslande.

Med andre ord: De faktorer, der ved en overfladisk betragtning var årsagen til finanskrisen: stor gæld, stor risikovillighed, finansiel hokus pokus og så videre, er for en stor del effekter den globale ubalance i pengestrømme, skabt af den globale outsourcing af produktion fra det globale Nord til Syd. Lad os se nærmere på den praktiske organisering af denne outsourcing. [15]

Globalisering af produktionen

I 1800-tallet blev en vare – fra råmateriale til det færdige produkt – typisk fremstillet inden for en fabriks rammer. I 1900-tallet, især efter Anden Verdenskrig, var der en vækst i outsourcing af delkomponenter. Store virksomheder havde underleverandører, men overvejende inden for en national ramme. I det meste af disse to århundreder bestod verdenshandelen således af udveksling af råvarer eller færdige produkter. Med industrialiseringen af Syd, koblet med liberaliseringen af handel og finanstransaktioner, er der imidlertid de seneste tre årtier sket en eksplosiv vækst i transnationale bevægelser af delkomponenter og halvfabrikata – ofte inden for den samme koncern. Det anslås at “ca. 80 % af verdenshandlen er knyttet til TNC’s (Trans National Coorporations) internationale produktionsnetværk.” [16]

Man taler om produktionskæder, der strækker sig fra ideen til produktet til det endelige salg. [17] Denne form for transnational produktion tog sin begyndelse i 1970’erne med sko, tøj, billig elektronik og legetøj. I dag omfatter disse produktionskæder alt fra sværindustri, [18] skibe og biler til avanceret elektronik og bioteknologi. Hver delkomponent i produktionskæden fremstilles dér, hvor betingelserne er optimale, og produktionen kan lynhurtigt skifte plads, hvis betingelserne ændrer sig. Komponenterne til en bil fremstilles i måske 20 forskellige lande, ligesom samlingen af delene kan foregå flere forskellige steder. BMW samles ikke kun i Tyskland, men også i Kina. Ford samler biler i Mexico, Volkswagen i Brasilien og Toyota mange steder i Asien. Nikes sko og tøj fremstilles 40 forskellige steder spredt ud over hele Syd- og Sydøstasien. Design og marketing udtænkes i USA, nye designs sendes til et firma i Taiwan, som udvikler og modificerer prototyper af nye sko og tøj via avanceret computerteknik. Herfra sendes så produktionsspecifikationer ud til de mange lokaliteter i Kina, Indonesien, Sydkorea og Indien, hvor den fysiske produktion af skoen sker. Efterfølgende går turen tilbage til først og fremmest Nordamerika og Europa, hvor en marketings- og salgsstrategi tager over for at sælge varerne. Disse produktionskæder kan være meget komplekse. Computerfirmaet Dell køber således ca. 4.500 forskellige delkomponenter fra 300 forskellige producenter verden over.

Apple er et godt eksempel på en sådan “fabless” – fabriksløs – virksomhed. En virksomhed, som udvikler, designer og sælger produkter, men hvor selve den fysiske fremstilling af produkterne er outsourcet. I en undersøgelse af Apples iPhone-produktion fra 2010 skriver Asian Development Bank Institute: “Det er næsten umuligt i dag klart at definere, hvor en vare er fremstillet på det globale marked. Det er derfor, der på bagsiden af en iPhone står: “Designed by Apple in California, Assembled in China.” [19] Selv om begge disse udsagn bogstaveligt er korrekte, indikerer de ikke, hvor produktionen i realiteten finder sted. Apple i USA udvikler software og design, men resten af produktionen sker hovedsageligt i Asien. Delkomponenterne fremstilles af firmaer som Toshiba og Samsung. Alle delkomponenter fragtes til Shenzhen i Kina, hvor firmaet Foxconn, [20] der har hovedkontor i Taiwan, har enorme samlefabrikker. I Foxconns fabrik, Longhu, i Shenzhen, hvor arbejderne samler iPhones og iPads arbejder, sover og spiser 400.000 kinesiske arbejdere. Lønnen på fabrikken var i 2009 på minimumsniveauet for det tilladte i Shenzhen, nemlig 83 cent i timen. Gennemsnittet samme år for elektronikarbejdere i Kina var $1,36 i timen. Arbejdstiden i Shenzhen er 12 timer om dagen, seks dage om ugen. [21] Ledelsen i Apple-koncernen i Californien kalder FoxConns fabriksby for “Mordor,” en reference til helvede i Tolkiens Ringenes Herre. [22] En række tragiske selvmord i 2010 i FoxConns fabrikker viser, at denne metafor ikke er uden relevans. [23] De congolesiske minearbejdere, der bryder de mineraler, der indgår i de elektroniske komponenter, og de kinesiske arbejdere på samlefabrikkerne er forbundet med ledelsen og designerne i Apple af de globale produktionskæder, men samtidig er deres livsbetingelser vidt forskellige, ikke på grund af det ocean, som adskiller dem, men af kapitalismens økonomiske og politiske historie.

Man kan inddele de globale produktionskæder i to typer: De producent drevne, hvor der er tale om et meget stort transnationalt industriforetagende, som organiserer et produktionsnetværk, hvor enkeltdele fremstilles og samles i de forskellige lande, hvor betingelserne er optimale. Det er f.eks. bilproducenter. Salgsleddet i disse kæder er ofte selvstændige firmaer, som det er tilfældet inden for salg af biler. Den anden form, er de forbrugerdrevne produktionskæder. Det kan være et handelsfirma, ofte en global supermarkedskæde som Wal-Mart eller Tesco eller en mærkevarekæde som f.eks. Nike eller H&M. De outsourcer produktionen af en massekonsumtionsvare til en selvstændig underleverandør i Syd i “armslængde afstand”. Den lokale producent med egen fabrik er ansvarlig for produktionsforholdene, mens det transnationale firma definerer produktets egenskaber i detaljen og ofte er det lokale firmas hovedaftager. Mærkevarefirmaet tager sig af branding, marketing, distribution og salg. Produktionskæderne udgår fra det globale Nord og deres produkt ender hovedsageligt også her. Modsat traditionel international handel, hvor eksporten er en udvidelse af afsætningen af et firmas produktion på hjemmemarkedet, så er industrialiseringen af Syd helt eksportorienteret. Hele brancher i økonomien er orienteret mod forbrugerne i Nord. Den eneste årsag til at flytte produktion af tøj fra Herning til Bangladesh er den billige arbejdskraft, og hele produktionen går til konsumenterne i Japan, Europa og Nordamerika. Det lave lønniveau i Syd gør det umuligt for producenter at konsumere blot en brøkdel af deres egen produktion. Det er konsumptionen i Nord, der skal realisere varernes værdi og bringe profitten hjem.

Et andet karakteristisk træk ved eksporten fra Syd til Nord er, at selvom produktionen er lokaliseret i det globale Syd, så er den kontrolleret eller ejet af transnationale firmaer, hvis hovedsæde er i Nord, og hvortil broderparten af profitten også ender. Mærkevarefirmaet i Nord er ofte den eneste store bestiller hos outsourcingfirmaet i Syd, og firmaet i Nord kan meget reelt true med at flytte sin bestilling, hvis producenten søger at forbedre sine vilkår. Den gamle definition på et transnationalt firma var, at det ejede afdelinger i flere lande; i dag må definitionen være, at det transnationale firma har magt til at kontrollere og koordinere aktiviteter i flere lande. Det er denne kontrol, ofte placeret langt værk fra frabriksgulvet, der er kilde til profitten. Det er således ikke sådan, at firmaer fra USA, Europa og Japan konkurrerer med firmaer i Kina eller Bangladesh. Som situationen er i dag, udfordrer Kinas eller Mexicos industrizoner ikke nordamerikanske, europæiske eller japanske firmaers dominans på det globale marked. Firmaerne i Nord bruger blot firmaer i Syd som billige produktionsplatforme i deres konkurrence mod hinanden, Adidas mod Nike og Microsoft mod Apple, mens firmaerne i Syd konkurrerer mod hinanden om at tilbyde den billigste arbejdskraft.

Timothy Kerswell har i et studie fra 2011 en konkret beskrivelse af produktionskæder inden for bilindustrien. Bilproduktionen hos f.eks. Ford, der lagde navn til tidligere tiders fremherskende industrielle produktions- og managementformen, fordismen, var førhen opdelt i en lang række af små operationer forbundet af et samlebånd på samme fabrik. I dag er bilproduktionen mønstereksemplet på “lean and flexible” globaliserede produktionskæder. Komponenterne til en Ford kommer typisk fra 17 forskellige lande, og de samles til biler flere steder i verden, med “just in time” leverancer af komponenterne, så der ikke er brug for store lagerfaciliteter. I bilproduktionen er det samlefabrikkerne, som er det centrale led. I forbindelse med disse findes ofte også udviklings- og designfunktionen samt marketing. Det er dog ikke kun avancerede produkter, bestående af mange komponenter, der organiseres i produktionskæder. Det kan også være simple mærkevarer. Coca Cola ejer for eksempel meget få produktionsvirksomheder uden for USA. Det amerikanske moderselskab koncentrerer sig om branding, mens selve produktionen outsources til lokale firmaer mod klækkelige royalties – i Danmark: Carlsberg. På den måde søger Coca Cola at fraskrive sig ansvaret for de produktionsforhold, der eksisterer på Coca Cola-fabrikker rundt om i verden. [24]

Arbejdskraftarbitrage

Globaliseringen af produktionen er som nævnt karakteriseret ved udflytning af arbejdsprocessen til lavtlønslande. Til at beskrive årsagen til dette bruger englænderen John Smith begrebet arbejdskraftarbitrage. [25] Arbitrage er et økonomiske fagudtryk for handel med en ensartet vare – her arbejdskraft – på adskilte markeder, i dette tilfælde henholdsvis lavt- og højtlønslande. Ved arbitrage kan man således score en gevinst ved at købe billigt på et fremmed marked og sælge dyrt på et hjemmemarked. Jo mere adskilte markederne er, jo større prisforskel kan der eksisterer på den samme vare og jo større profit kan man score. Der er næppe et marked mere adskilt – og dermed uperfekt – end det globale marked for arbejdskraft.

Arbejdskraftarbitrage antager to former: Udflytning af produktionen til lande med lav løn og import af immigrantarbejdere fra lavtlønslande. Førstnævnte er langt den vigtigste form, fordi arbejdskraftens bevægelighed er stærkt reduceret af lovmæssige restriktioner, særligt manifesteret i form af Europas og af USA’s militariserede grænser. De produktionsgrene, der har vanskeligt ved at flytte ud til den billige arbejdskraft, f.eks. visse former for landbrugs- og gartneriproduktioner, samt forskellige serviceerhverv som rengøring, søger at erstatte den højt betalte arbejdskraft med de immigrantarbejdere, det trods alt er lykkedes at komme ind i de rige lande i Nord. Det drejer sig f.eks. om latinamerikanerne i det sydlige USA eller de såkaldte “østarbejdere” på f.eks. gartnerier og byggepladser i Europa. Eksemplerne er mange, men fælles for dem alle er, at de får en lavere løn end den hjemlige arbejderklasse. Selv de lavest lønnede i Nord tjener dog meget mere end arbejderne i Syd gør. Ifølge tal fra Verdensbanken sendte hver af de 210.000 immigranter fra Bangladesh, der i 2013 levede i England, i gennemsnit $ 4.058 tilbage til familie eller andre i Bangladesh. Til sammenligning tjente en arbejder i tekstilindustrien i Bangladesh samme år gennemsnitligt $ 1.380. Immigranten kunne altså i gennemsnit spare tre gange så mange penge op ved at arbejde og bo i England, som vedkommende ville kunne tjene ved at arbejde i den bangladeshiske tekstilindustri. [26]

I de arabiske golfstater og Saudi Arabien lukker man migrantarbejdere ind, når man har brug for dem, og smider dem ud igen, når man ikke længere har det. Disse emigrantarbejdere står for stort set alt byggeri og serviceerhverv til ekstremt lave lønninger. Dubais og Qatars skylines er bygget af arbejdere fra Bangladesh, Nepal og Filippinerne. William Robinson beskriver denne type af emigrantarbejdernes situation således:

“… at opretholde en stor mængde af disponibel arbejdskraft under prekære forhold, som ikke nyder borgerlige, politiske eller fagforeningsmæssige rettigheder, og som har sprogmæssige barrierer og som færdes i en kulturelt og ideologisk fjendtlig atmosfære… den type migrantarbejde ønsker hverken arbejdsgiverne eller staten at fjerne.” [27]

Disse migrantarbejdere fra lavtlønslande og de mange flere, der bliver tilbage på fabrikkerne, minerne og plantagerne i Syd, udgør essensen af det, der i dag er verdens proletariat. Det styrende princip på det globale arbejdsmarked er således arbejdskraftarbitrage. Det opretholdes dels af den begrænsede bevægelighed af arbejdskraften, dels af eksistensen af en massiv global reservearmé af arbejdskraft, der til stadighed presser lønniveauet i Syd mod subsistensniveauet. Udflytningen af millioner af industrielle arbejdspladser til det globale Syd kombineret med stadig stærkere hindringer for indvandring til Nordamerika, Europa, Japan og Australien har skabt en dramatisk udvidelse af lønforskellene i verden. Ifølge Verdensbanken er prisforskellen på arbejdskraft: “større end nogen anden prisforskel skabt af landegrænser.” [28]

Grænser

En forudsætning for arbejdskraftarbitrage er, at det globale marked for arbejdskraft er opdelt i adskilte markeder. Et fremtrædende træk ved den neoliberale globalisering er kapitalens, varernes og kapitalisternes frie bevægelighed over de grænser, der adskiller det globale Nord og Syd. Denne frie bevægelighed udstrækkes imidlertid ikke til dem, der producerer varerne. De begrænsninger, der lægges for arbejdskraftens bevægelighed – med den deraf følgende reservearmé af arbejdskraft grundet overskudsbefolkningen i Syd – forklarer en del af lønforskellene i verden. Etableringen af dette opdelte globale arbejdsmarked er en historisk proces.

Frem til 1920 var der relativt få politiske restriktioner på bevægeligheden af mennesker over nationale grænser. [29] Pas behøvedes sjældent og immigranter fik let statsborgerskab. [30] I hvert fald hvis man var Nordvesteuropæer. Ca. 70 millioner mennesker udvandrede fra Europa i denne periode til andre dele af jorden. Det svarer til ca. 17 % af de 408 millioner, der levede i Europa omkring år 1900. Den industrielle reservearmé svandt på den måde ind i de imperialistiske lande og sikrede dermed arbejderklassen et gunstigere udgangspunkt for forhandling med kapitalen. Dette afspejledes i lønstigningerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hvis det samme forholdsmæssige antal mennesker havde udvandret fra den tredje verden mellem 1945 og i dag, som forlod Europa mellem 1850 og 1920, så skulle 800 millioner have indvandret til Europa og Nordamerika. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I stedet er det lykkedes blot 0,8 % af den samlede arbejdsstyrke i det globale Syd at trænge ind i Nord. Det svarer til 5 % af den europæiske udvandring i perioden 1850-1920. [31] Kontrasten mellem de to perioder bliver endnu større, når vi medtager nogle forhold, der egentligt skulle medvirke til en øget bevægelighed i dag i forhold til perioden omkring forrige århundredeskifte. For det første er forskellen mellem Nord og Syd i løn og levevilkår langt større i dag end omkring år 1900. Motivationen er derfor langt større. For det andet er det blevet sikrere og hurtigere at rejse end for hundrede år siden. For det tredje er det lettere i dag end dengang at holde kontakt med familien og det samfund man forlod.

Ifølge en FN-rapport fra 2005 befinder der sig ca. 62 millioner immigranter fra det globale Syd i Nord. [32] Ca. 75 % af dem bor i USA, der har været det mindst restriktive land, hvad angår indvandring. Ca. 7,5 millioner immigrerede fra Syd bor i EU. De fleste kom i første halvdel af 1990’erne og siden er immigrationen blevet mere begrænset. I Japan er der lidt under 1 million immigranter fra den tredje verden, hvilket betyder, at de udgør ca. 1,4 % af en arbejdsstyrke på 64,5 millioner. Til dette billede skal man tilføje, at en del af den begrænsede immigration, der sker til Nord udgør et brain drain af Syd. Forskellige Green Card-ordninger tillader nemlig arbejdskraft med særlige kvalifikationer at indvandre. Den ufaglærte arbejdskraft bliver derimod i stor udstrækning holdt ude fra det globale Nord af grænsekontrol.

De store lønforskelle i verden er på en og samme tid drivkræften til lønarbitragen og til migrationen. En ufaglært arbejder i Nord er rig i forhold til befolkningen i Syd. Migration er således et problem – eller løsning – for mange mennesker, alt efter hvor de opholder sig. Hvis man deler verden op i fattige og rige lande, er der ganske få steder i verden, hvor de mødes geografisk, enten med en grænse eller en mindre sødistance mellem sig. På disse steder er der miner, mure, pigtrådshegn, vagter og patruljebåde, som skal hindre menneskers bevægelighed. I dag drømmer emigranterne ikke om at få jord, men om at få arbejde. Aldrig har så mange mennesker drømt om at udvandre til landene med høj løn, og aldrig har så mange andre mennesker anstrengt sig for at hindre det. Middelhavet og USA’s grænse til Mexico er forvandlet til dødszoner, hvor emigranter fra lavtlønslandene desperat søger at nå det forjættede land. Disse restriktioner på menneskers bevægelighed over grænser har naturligvis sine klassemæssige undtagelser. Det nationale bourgeoisi fra Syd kan passere frit gennem grænserne til deres andet hjem i Paris, London eller New York. De kan sende deres familier på shoppingture og deres børn på skoler og universiteter i det globale Nord.

Immigranter eller flygtninge fra Syd kan – om end med vanskeligheder – passere de territoriale grænser. Langt vanskeligere er det at blive accepteret som borger i det nye territorium. Det vil sige få tilladelse til at arbejde og modtage de velfærdsgoder, der tilkommer statsborgere. Det er således ikke blot den geografiske grænse, men den biopolitiske grænse: statsborgerskabet, der giver adgang til velfærdsydelserne. At passere den bliver stadigt vanskeligere. Der er mange stadier mellem at være illegal immigrant og have det fulde statsborgerskab. Trin man på forskellig vis skal gøre sig fortjent til. Mennesker på “tålt ophold”, mennesker med midlertidig opholdstilladelse, mennesker med permanent opholdstilladelse, mennesker, der kan blive forenet med deres familie, osv. Alle disse kategorier har adgang til velfærdssystemet på forskellige niveauer. Immigrationssystemet skelner mellem politiske flygtninge og flygtninge fra fattigdom, med vanlig arrogance kaldet “bekvemmelighedsflygtninge.” Konsekvensen af denne opdeling er, at politisk forfølgelse udgør en flugtmulighed fra fattigdom. Politisk forfølgelse kan så sandelig medføre fysiske men og død, men det kan fattigdom også. Flygtningepolitikken har således en tendens til at blive elitær og favorisere den politiske intellektuelle på bekostning af den fattige bonde eller arbejder. Tortur giver adgang til flygtningestatus, men det gør truslen om sultedød ikke.

Grundlaget for beslutninger, der kan betyde liv eller død for immigranter er ikke længere primært race eller kultur, men statsborgerskab. Diskriminering af mennesker ud fra statsborgerskab, er i modsætning til racisme eller kulturelle fordomme helt accepteret af den almindelige opinion. Antiimmigration har erstattet racismen som barriere for en udligning af løn og levevilkår mellem mennesker. Antiimmigration har naturligvis stadig en racistisk dimension, i og med den i højere grad rammer folk af anden etnisk baggrund end hvid, men den økonomiske værdi af immigranten har erstattet race som kriterium for diskrimination ved grænsen. Vi har et særligt positivt ord for disse immigranter af økonomisk værdi, vi gerne tager i mod, ex-pats.

Kapitalismen har gennem mere end hundrede år skabt og fungeret fint med dette nationale og befolkningsmæssige hierarki på det globale arbejdsmarked. Som tidligere nævnt var det de teknologiske forandringer i kommunikation og transport, sammen med politiske og institutionelle forandringer, der for alvor åbnede lavtlønslandene i Syd for flytningen af produktionen. De teknologiske og politiske forandringer har imidlertid blot muliggjort den nye globale arbejdsdeling. Hvad der drev kapitalen ud, var den billige arbejdskraft og dermed højere profit. En løsning, der også var nødvendiggjort af klasserelationerne i de imperialistiske lande. Hvis kapitalen skulle have stoppet faldet i profitraten i 1970’erne ved at presse lønnen hos arbejderklassen i de imperialistiske lande, ville det have udløst en social og politiske krise og et brud med den sociale kontrakt, der i mere end et århundrede har knyttet arbejderklassen og kapitalen sammen i relativ fredsommelighed. [33]

Globale lønniveauer og arbejdsforhold

Den nationale og internationale klassekamp har skabt store internationale lønforskelle. Indenfor det enkelte land – især de imperialistiske – er der deri­mod en tendens til en udligning af lønniveauet, en tendens, der fremkaldes dels af arbejdskraftens relativt store bevægelighed indenfor det enkelte land og dels af politiske indgreb. På det internationale plan er en lignende udvik­ling ikke slået igennem. Tværtimod: Her er lønforskellene mellem de imperi­alistiske lande og de udbyttede lande vokset. Prisen på varen arbejdskraft har ikke fulgt den almindelige tendens inden for kapitalismen mod etablering af en verdensmarkedspris. Prisen på de fleste varer, f.eks. kobber eller hvede, varierer kraftigt fra måned til måned, men geografisk meget lidt. På et givent tidspunkt er der én verdensmarkedspris. Det omvendte gør sig gældende med lønnen. Prisen på arbejdskraft varierer relativt lidt indenfor en given periode, men forholdsvist meget fra sted til sted.

De forskellige lønniveauer er som nævnt en væsentlig faktor for etable­ringen den nye globale arbejdsdeling. Data om globale lønforhold har været samlet af International Labour Organization siden 1924, men da de har været baseret på indberetninger fra statslige myndigheder, har de været be­hæftede med store usikkerheder, mangler og mere eller mindre bevidste fejl. ILO’s tal rummer desuden kun den organiserede del af arbejdsmarkedet, der arbejder inden for den officielle mindsteløn. Det medfører, at rappor­terede løntal generelt har været højere end de reelle lønninger i det globale Syd. Med ILO’s Global Wagc Report 2008/09 er der imidlertid sket en betydelig forbedring, idet ILO nu foretager egne supplerende undersøgelser af lønniveauet ved siden af de statslige indberetninger.

I runde tal disponerede den gennemsnitlige borger i Latinamerika i år 2000 over 1/13 af indkomsten af den gennemsnitlige borger i det globale Nord, altså Nordamerika, Europa, Japan, Australien og New Zealand. For Asiens vedkommende var forholdet 1/24 og for Afrika 1/60. [34] Cirka 1,2 milliarder arbejdere tjente mindre end to dollars om dagen, mens yderligere 535 millioner tjente mindre en 1$ om dagen. [35] Zak Cope udarbejdede i 2012 en oversigt over lønniveauet i en lang række lande i Nord og Syd.

Som det fremgår af figuren, er der tale om betydelige internationale lønvariationer. Flere forhold indikerer, at lønforskellen i virkeligheden er større. De lønninger, der rent faktisk udbetales i de udbyttede lande, vil ofte være mindre end de angivne på grund af omgåelser af aftaler og lovgivning fra arbejdsgivernes side. Omvendt betaler arbejdsgivere i Nord ofte forsik­ring, sygesikring, pension osv. udover den løn, som udbetales direkte til arbejderne, og som i virkeligheden burde figurere som en del af deres samlede løn. For landarbejdere er lønforskellen mellem Nord og Syd endda endnu større. Det globale Syds landproletariat, der arbejder i de eksportorienterede plantagebrug, der producerer landbrugsvarer som kaffe, kakao og bomuld er nemlig dårligere lønnet end industriarbejdere.

I procenter fik en gennemsnitlig kinesisk industriarbejder ifølge U.S. Bureau of Labor Statistics i 2008 4 % af lønnen for lignende arbejde i USA. Kineserens løn svare til 3 % af en tilsvarende løn for samme arbejde i EU. Til sammenligning får en mexicansk industriarbejder 16 % af det ameri­kanske niveau. [36]

Vi kan også se på lønforskellene i produktionen af en helt konkret vare, f.eks. en iPod. I en undersøgelse fra 2009 af Apples iPod-produktion fremgår det, at den det år beskæftigede 41.000 arbejdspladser på verdens­plan. Af disse fandtes de godt 27.000 uden for USA, hovedsageligt i den lavtlønnede produktionsdel af processen. De resterende 13.930 arbejdsplad­ser fandtes i USA og fordelte sig mellem dels højtlønnede ingeniør- og leder­stillinger, dels lavere lønnede marketings- og salgsstillinger. Ud af de USA­baserede arbejdspladser var blot 30 kategoriseret som produktionsarbejde med en gennemsnitlig løn på $ 47.640 pr. år. Salgs- og servicepersonalet i USA fik i gennemsnit $ 25.580 pr. år, mens de 6.101 ledere og ingeniører i udviklingsarbejdet i gennemsnit fik $ 85.000. Produktionsarbejderne i Kina fik til sammenligning $ 1.540 om året eller $ 30 om ugen. Det var 6 % af den gennemsnitlige løn for amerikanske servicearbejdere og 3,2 % af den løn, de amerikanske produktionsarbejdere modtog. [37] De nævnte lønforskel­le i Apples produktion er en miniatureudgave af de kræfter, der driver den neoliberale globalisering: Globaliseringen af produktionsprocessen i form af produktionskæder og netværk, som forbinder fabrikkerne i Syd med forbru­gerne i Nord, orkestreret af de transnationale firmaer.

Der er imidlertid lande, der har et lavere lønniveau end Kina: Cam­bodja, Vietnam, Bangladesh og Nepal. Disse lande benyttes ofte af trans­nationale selskaber til fremstilling af tøj og lettere industrivarer via lokale firmaer. I en artikel i New York Times fra 2010 beskrives det, hvordan det Hong Kong-baserede firma Li & Fung faciliterer outsourcing for firmaer som Walmart og Liz Claiborne, der øgede deres produktion i Bangladesh med 20 % i 2010. Arbejdere i tekstilindustrien i Bangladesh tjener ca. $ 64 om måneden, mens lønnen i Kinas industricentre til sammenligning ligger på $ 117-147 pr. måned. Sådanne lønninger er ofte ikke tilstrækkelige til at dække arbejdskraftens fysiske reproduktionsomkostninger, og lønnen må suppleres ved andre familiemedlemmers arbejde, hvilket betyder, at der sker en fysisk nedslidning af arbejdskraften, der medfører en langt højere udskift­ningsrate på arbejdskraften end i industrien i Nord. [38]

Arbejdsforholdene i det globale Syd står på mange måder ikke tilbage for den rå Manchester-kapitalisme i 1830’ernes England. I Asiens elektroni­kindustrier foretrækkes unge ugifte kvindelige arbejdere. De har intet fami­lieliv, husligt arbejde og børnepasning ved siden af arbejdet og kan derfor arbejde længere og hårdere — op til 60 timer om ugen. De deltager ikke på samme måde i forsørgelsen af familien og kan derfor betales lavere løn end forsørgere. Efter 3-4 års opslidende arbejde ved mikroskoperne er de så ned­slidte, at deres syn og nerver ikke længere kan honorere produktionens høje krav om hurtighed og præcision. De fyres, eller som det hedder “opfordres til at trække sig tilbage og gifte sig,” og ny frisk arbejdskraft antages. [39] Den schweiziske bank UBS publicerer hvert år tal for løn, arbejdstid og priser i en række byer verden over. Af 2012-rapporten fremgår det f.eks., at den gen­nemsnitlige arbejdstid i Paris er 1.558 timer per år, mens den i Mexico City er 2.375 timer per år. [40] UBS’ opgørelser sker dog på grundlag af officielle, statslige statistikker. Ser man på konkrete undersøgelser er forholdene endnu værre.

En undersøgelse fra 2005 af produktionsforholdene i Kinas industri­zone i Pearl River-deltaet, som omfatter byerne Guangzhou, Shenzhen og Hong Kong, fortæller om industriarbejdere, der arbejder 16 timer i stræk, og om at korporlig afstraffelse bruges rutinemæssigt som led i opretholdelsen af arbejdsdisciplinen. [41] Det internationale fagforbund ICFTU beskriver arbejdsforholdene således:

”De mennesker, som forsyner verdens konsumenter med alt fra t-shirts til DVD-afspillere, har ofte en 60-70 timers arbejdsuge, bor i sovesale med 8-16 personer i hvert rum, tjener mindre end minimumslønnen, som er så lav som 44 dollars per måned og har arbejdsløshed som den eneste mulighed, hvis de skulle kom­me ud for en ulykke på fabrikken.” [42]

De ringeste arbejdsforhold finder man i de outsourcede produktioner. Ved at holde produktionen i armslængdeafstand, kan firmaerne fralægge sig ansvar for forurening, sulteløn, arbejdsulykker, undertrykkelse af fagforeninger og så videre. Vi kender eksemplerne fra H&M’s tekstilproduktion i Bangladesh. Den 24. april 2013 blev 1.127 tekstilarbejdere dræbt, da tøjfabrikken Rana Plaza, der var leverandør til mange kendte tøjmærker, styrtede sammen. Der arbej­der 3 millioner, mest yngre kvinder, i tekstilproduktionen i Bangladesh. De arbejder 10 timer om dagen, 6 dage om ugen for ca. 40 dollars i månedsløn.

Arbejdere i de samme industrier, men i forskellige lande, får altså vidt forskellig løn. En gængs forklaring på, hvorfor arbejdere i det globale Syd får markant lavere løn er, at de har en lav produktivitet ift. arbejdere i det globale Nord, der har en høj produktivitet og derfor får mere i løn. Der er endda dem, der påstår, at arbejderne i de udviklede imperialistiske lande – på grund af deres store produktivitet – er mere udbyttede end proletariatet i Syd, simpelthen fordi deres nødvendige arbejdstid, altså den tid, det tager at fremstille de varer, der er nødvendige for at reproducere deres egen arbejds­kraft, falder i forhold til merarbejdet pga. af den høje produktivitet. I Syd er produktiviteten på de produkter, der indgår i arbejderklassens forbrug, ifølge argumentet imidlertid lavere, hvilket medfører, at den nødvendige arbejdstid udgør en langt større del af den samlede arbejdstid, end i de imperialistiske lande. Arbejdskraften i Syd er ifølge denne logik, trods en lavere løn, mindre udbyttet end i de imperialistiske lande. Denne opfattelse bygger imidlertid på en fejlagtig opfattelse af begrebet produktivitet.

For det første må man adskille de to begreber: produktivitet og intensitet. Den borgerlige økonomi fokuserer for det meste på output pr. arbejder, enten i form af vareenheder eller i form af profit. Om dette stigende output pr. arbejder er en følge af stigende priser, ny teknik eller større slid på arbejds­kraften, interesserer økonomerne mindre. Mange marxister blander ligele­des intensitet og produktivitet sammen. De definerer produktivitet som antal producerede varer pr. tidsenhed, og er dermed ikke i stand til at skelne, om en produktivitetsforøgelse er et resultat af ny teknik eller af et større slid på arbejdskraften. Jeg vil, for at kunne skelne mellem de forskellige faktorers indflydelse, definere begreberne således:

Intensitet er et udtryk for, hvordan arbejdskraften forbruges, altså for­holdet mellem tid og antal varer produceret.

Produktivitet relaterer sig til de tekniske hjælpemidler, der anvendes og organiseringen af selve produktionen.

Såvel ved en intensitetsforøgelse som ved en produktivitetsforøgelse bliver der således skabt mere brugsværdi pr. tidsenhed, men det er kun det mere intensive arbejde, der giver mere værdi pr. tidsenhed. Ved produktivitetsforøgelsen kommer den samme værdi blot til udtryk i en større mængde brugsværdier. Med hvilken værdi bidrager de millioner af arbejdere i Kina, som producerer Dell-computere og iPhones? Ifølge gængs økonomisk teori: meget lidt. Men trods denne opfattelse vokser outsourcing af industriarbejde til lavtlønslande med millioner af arbejdspladser hvert år. Kapitalen tager ikke fejl, der må være noget at hente. Den manglende overensstemmelse mellem teori og virkelighed afspejler en mangel på teori om, hvordan værdi skabes og udveksles under neoliberal globalisering. Fraværet af en sådan teori resulterer i en accept af den borgerlig økonomis mainstream definition af produktivitet, altså: Værditilvækst pr. arbejdstime (værdi er her lig med salgspris). Det betyder, at de lavtlønnede arbejdere i Kina, der kun bidrager med få dollars til den færdige computer, dermed lander på en lav produktivi­tet i gængs økonomisk forstand, selv om de arbejder i en fabrik med den mest moderne teknologi 12 timer om dagen og er underlagt streng overvågning, der blandt andet foreskriver, at man ikke må tale sammen i arbejdstiden.

For at føje spot til skade, så påstår nogle økonomiske studier, at outsour­cing til Syd øger arbejdsproduktiviteten i moderfirmaets hjemland, selvom de tilbageværende arbejdere i Nord forsætter med deres arbejde præcis som før. [43] Det skyldes, at firmaet nu tilegner sig mere “value added” pr. arbejder i Nord end før udflytningen af produktionen til Syd. Det er ikke kun intuitivt absurd – og uretfærdigt – det afspejler også en verden, hvor man forveksler reel værdi skabt i produktionsprocessen med salgsprisen på markedet.

Kerswell har undersøgt produktiviteten i bil- og tekstilindustrierne og viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem høj løn og høj produktivitet. I bilindustrien havde Mexico den højeste produktivitet med Slovakiet på andenpladsen og Tyskland som den laveste. I tekstilindustrien havde Bra­silien og Thailand højere produktivitet end USA og Tyskland. Overordnet var arbejdskraften i Syd lige så produktiv, og i flere tilfælde mere produktiv, end i Nord. [44] Der er således ikke noget, der tyder på, at de globale lønfor­skelle skyldes forskelle i produktivitet. Derimod har undertrykkelsen af den frie bevægelighed af arbejdskraft og fremvæksten af en stor reservearme af overskydende arbejdskraft betydning for de vilkår, hvormed Syd tilbyder sin arbejdskraft til transnationale firmaer og lokale kapitalister. Hvis dette ikke var tydeligt i 1970’erne, er det i hvert fald blevet det nu, hvor globaliseringen af selve produktionsprocessen medfører, at flere og flere af de forbrugsgoder som arbejderklassen i Nord forbruger, simpelthen er produceret i Syd, alene af den årsag, at lønnen er lav og produktiviteten høj.

Migrantarbejdere og global apartheid

En udsat gruppe af global arbejdskraft er migrantarbejdere. De arbejder i Sydeuropas eller i USA’s sydstaters gartnerier og frugtplantager. Deres ofte illegale status gør dem særlig udsatte for grov udbytning. En anden gruppe migrantarbejdere er kontraktarbejderne fra Nepal, Filippinerne og Bangla­desh, der søger til lande som Saudi Arabien, Kuwait, Dubai og Qatar. Disse arbejdere har ofte gæld, fordi de har betalt agenter for at få arbejdet og for transporten. Tilbagebetaling af gæld med høje renter, manglende lønudbe­taling, konfiskation af rejsedokumenter, indkvartering under kasernelignen­de forhold, forbud mod at forlade arbejdspladsen, alt dette, sammen med lav løn, gør i realiteten disse arbejdere til moderne slaver. Denne gruppe af migrantarbejdere udgør globalt ca. 21 millioner mennesker.

Et aktuelt eksempel på udnyttelsen af disse arbejdere er Qatars byg­geri i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold i 2022. Avisen The Guardian har i en række artikler beskrevet forholdene. Qatar har den høje­ste andel af migrantarbejdere i forhold til befolkning i verden. Lidt over 90 % af arbejdsstyrken i landet udgøres af immigranter. Qatar regner med at rekruttere 1,5 millioner migrantarbejde til at bygge stadioner, veje, havne og hoteller i forbindelse med VM i fodbold. Nepalesere udgør ca. 40 % af disse migrantarbejdere i Qatar. Over 100.000 nepalesere tog til Qatar alene i 2012. De arbejder under livsfarlige forhold. Alene i de godt to måneder mel­lem 4. juni og 8. august 2013 døde 44 nepalesiske arbejdere på arbejdet eller ulykker på arbejdspladsen. Arbejderne fortæller, at deres løn tilbageholdes for at forhindre dem i at forlade arbejdet. Deres pas inddrages, så de de facto har status af illegale indvandrere. 30 arbejdere har søgt tilflugt på Nepals ambassade i hovedstaden Doha for at komme væk fra de brutale forhold. En af verdens rigeste nationer udnytter således en af verdens fattigste folk, for at gøre sig klar til VM i fodbold. [45] Den nepalesiske fagforeningsleder, Umesh Upadhyaya, siger i en kommentar til bekymringerne for fodboldspillerne i det kommende VM:

“Alle taler om effekten af Qatars ekstreme hede for nogle få hundrede fodboldspillere. Men de ignorerer de strabadser, blod og sved som tusinder af migrantarbejde må lide under, mens de på skift, der varer otte gange en foldboldkamp, bygger VM- stadioner.” [46]

Kombinationen af outsourcing, drevet af det lave lønniveau i Syd og neoli­beralismen, hvor varer og kapital flyder stadig mere uhindret over græn­serne på den ene side, og på den anden side fysiske statslige grænser og regler for statsborgerskab, der begrænser arbejdskraftens mobilitet, mere specifikt mobiliteten af proletarer fra Syd til Nord, har skabt en lagdeling i verden, som kan karakteriseres som “global apartheid.” Dette ikke blot ment som en smart metafor, men en betegnelse for et system, der for det første bygger på et racistisk og nationalt hierarki, hvor en fysisk – til tider voldelig – begræns­ning af arbejdskraftens bevægelighed spiller en central rolle. For det andet er det en politisk økonomi, hvor produktion og konsumption er blevet opdelt stort set langs de samme grænser, som deler arbejdskraft med lavt lønniveau og arbejdskraft med højt lønniveau. Det ser umiddelbart ud som om global ulighed skyldes geografi. At statsborgerskab i Nord eller Syd er henholdsvis en præmie eller en straf, vi gives som fødselsgave. I Danmark er der også en vis ulighed. Hvis du er født i en rig familie, har du en arv, bedre adgang til uddannelse og et indflydelsesrigt netværk. Der er dog i store dele af det po­litiske system en intention om at reducere denne ulighed og øge den sociale mobilitet via progressive skatter, lige adgang til uddannelse og sundhed og så videre. På det globale plan er der bestemt også en ulighed mellem nationer. De rigeste nationer har gennem århundreder akkumuleret en rigdom og dermed skabt en position, som gives videre generation efter generation. Selv en fattig amerikaner er relativ rig i forhold til en mexicaner. Den “letteste” vej, om end den er svær, for social mobilitet i Mexico er at passere grænsen til USA.

Den voksende globale ulighed er et noget overset fænomen. Den hi­storiske og samfundsvidenskabelige forskning har koncentreret sig om, hvad der er sket i centerlandende og dermed om den globale middelklasse, som udgør 10-20 % af verdens befolkning. Inden for dette segment er der sket en udligning af indkomster i de sidste hundrede år, som har maskeret det vok­sende gab mellem dette og de resterende 80-90 %. Ifølge økonomen Branko Milanovic fra Verdensbanken var den globale ulighed mellem befolkninger i 1870 betydelig mindre end i dag. Desuden var uligheden ifølge Milanovic tidligere hovedsagelig præget af klasseforhold, det vil sige fordelingen af den nationale indkomst, mens den i dag for 80 % vedkommende er bestemt af geografisk placering. Som Milanovic formulerer det: “Det er langt vigtigere globalt set, hvorvidt du er heldig nok til at blive født i et rigt land end om du tilhører en høj, medium eller lav indkomstklasse.” [47] Til det kan tilføjes, at den geografiske ulighed er produkt af økonomiske og politiske strukturer skabt af kolonialismen og imperialismen. Disse historiske faktorer danner grundlaget for den klassekamp, som bestemmer det, Marx betegner som ”det historiske og moralske element af lønniveauet.”

[48]

Denne internationale ulighed har ikke samme politiske prioritet som den nationale. Der bliver i hvert fald ikke handlet på problemet. Vi ser det i stor udstrækning som normalt, at der er en overførsel af kollektiv, natio­nal rigdom fra generation til generation. Vi ser den globale ulighed som et historisk og kulturelt faktum. Vores rigdom forklares med, at vi gennem generationer med klogskab, sunde værdier og flid har opbygget vores sam­fund, mens de fattige lande ikke har formået at komme ud af primitive so­ciale og kulturelle strukturer. At der kunne være en historisk, økonomisk og politisk sammenhæng mellem vores rigdom og deres fattigdom, er en fjern og ubehagelig tanke. Vi i de rige lande er endda så generøse, at vi yder en udviklingsbistand på samlet set godt 100 milliarder dollars om året. For at få proportionerne på plads, så er det blot fem gange så meget som investe­ringsselskabet Goldman Sachs udbetaler til sig selv i bonus om året. [49] Fra et sådant perspektiv er det ikke så sært, at det nationale tilhørsforhold og statsborgerskab har været en mindst lige så stærk identitetsskabende faktor for arbejderklassen som selve klassetilhørsforholdet. Bourgeoisiet har dermed kunnet gøre det globale apartheidsystem til et våben i klassekampen, der maksimerer profit, men også fungerer som en del-og-herskpolitik over for den globale arbejderklasse.

Noter