Kapitel 8

Er revolutionen på trapperne?

Kapitalismen er på vej ind i en dyb strukturel krise, [1] og i et tidsperspektiv på 20-30 år vil der ske grundlæggende forandringer i verdenssystemet. Kapitalismens iboende modsigelser driver systemet fremad. Disse modsigelser har hidtil kunne udfolde sig inden for kapitalismens rammer og har givet den en utrolig dynamik, men nu har modsigelserne nået et punkt, hvor de truer med at sprænge systemets rammer. Krisens alvor ligger netop i, at den ikke primært er fremkaldt af et politisk pres for en anden økonomisk politik nedefra, som det var tilfældet med krisen i 1970’erne, men af at systemets egen akkumulationsstrategi har ramt muren.

Kapitalismens basale drivkræft er akkumulation. Det vil sige at kapital investeres i vareproduktion, og at disse varer derefter sælges til en pris, der sikrer kapitalen en profit, hvoraf en del atter kan investeres i at udvide produktionen. Problemet er imidlertid, at kapitalismen får vanskeligere og vanskeligere ved at opretholde en profitrate, der er tilstrækkelig høj til at fortsætte akkumulationen. Profitraten har svinget op og ned gennem hele kapitalismens 500-årige historie. Kapitalismen er netop kendetegnet ved disse skiftende forløb af høj- og lavkonjunkturer. Den nuværende krise er dog af konkrete historiske årsager anderledes alvorlig for systemet. Profittens størrelse bestemmes som sagt af forskellen mellem produktionsomkostningerne og salgsprisen, og den begrænses hovedsageligt af tre faktorer, der indgår i produktionsomkostningerne, nemlig lønninger, udgifter til såkaldte eksternaliteter (f.eks. miljøhensyn), samt skatter og afgifter til staten. Hvis omkostningerne ved produktionen nærmer sig salgsprisen, bliver det mere og mere uinteressant for kapitalen at forsætte produktionsprocessen og en krise indtræder.

Neoliberalismen var løsningen på 1970’ernes krise i kapitalismen. Ved at flytte produktionen fra det globale Nord til Syd kunne kapitalen reducere lønudgifterne. Kapitalen kunne dermed genskabe sin magt over arbejdet. Ligeledes kunne man reducere de miljømæssige omkostninger ved produktionen ved at henlægge den til Syd, der ikke stillede de samme miljømæssige krav til produktionen. Endvidere betød neoliberalismen et lavere skattetryk for kapitalen. Kapitalens globale mobilitet betød, at nationalstaterne konkurrerede om at tiltrække kapital ved at nedsætte skatter og afgifter og skabe de bedste produktionsbetingelser. Kapitalen kunne løsrive sig fra de statslige reguleringer, der havde styret kapitalismen siden Anden Verdenskrig. Alle disse mekanismer til at opretholde profitraten vil dog blive alvorligt udfor- dret de kommende årtier.

Udviklingsmuligheder

Et tegn på, at det forholder sig således, er, at kapitalen forlader produktionssfæren til fordel for finansielle spekulationer i håb om mere profit. Den historisk lave rente er ligeledes et tegn på, at kapitalen ikke kan finde profitable investeringsmuligheder. Lad os se nærmere på de faktorer, løn, eksternaliteter og skatter, der ligger til grund for den vigende profitabilitet og dermed systemets strukturelle krise.

Udgiften til løn er en direkte begrænsende faktor for profitten. Kapitalen søger at begrænse lønnen, blandt andet ved at placere arbejderne i konkurrence med hinanden individuelt, nationalt og internationalt. Under højkonjunkturer indgår kapitalen kompromisser med arbejderklassen og tillader lønstigninger, fordi det gør mindre skade end uro og strejker på arbejdsmarkedet. I krisetider med hård priskonkurrence er det en nødvendighed for kapitalen at begrænse lønandelen. Konfronteret med presset for højere løn i centerlandene flyttede kapitalen sin produktion til områder i Syd, hvor en enorm reservearmé af arbejdskraft stod til rådighed for en lavere løn. I de kommende årtier vil kapitalen dog også i Syd blive mødt af krav om et højere lønniveau. Koncentrationen af arbejderne i fabrikkerne i Syd vil med tiden resultere i faglig og politisk organisering. Denne udvikling er i gang i Kina. Samtidig vil arbejderklassen i Nord kæmpe indædt for at opretholde sit nuværende lønniveau.

Eksternaliteter er som nævnt tidligere de omkostninger ved produktion, som kapitalen altid forsøger at lægge over på andre – eksternalisere. Gennem århundreder er industriaffald i forskellige former blevet dumpet i jorden, i vandet og i luften. Det har nu nået et omfang, hvor det er blevet et konkret mærkbart samfundsproblem. Forureningen har alvorlige konsekvenser for vores sundhed, og klimaforandringer skabt af den menneskeskabte globale opvarmning er årsag til naturkatastrofer. Forureneren, industrikapitalen, betaler sjældent for fortidens synder, men der er et øget pres for, at man i produktionen skal tage mere hensyn til miljøet, og at omkostningerne skal internaliseres i produktionsprisen og ikke betales af staten eller af ofrene for miljøproblemerne. Dette pres på produktionsomkostningerne søgte kapitalen også at undgå ved at flytte til Syd, hvor staterne ikke stiller de samme miljøkrav. Også her begynder konsekvenserne dog at blive så mærkbare, at kravene til mere miljørigtig produktion er stigende. Og ikke mindst er de miljømæssige konsekvenser grænseoverskridende. Hav- og luftforureningen og klimaforandringer har antaget en global karakter.

En tredje produktionsomkostning for kapitalen er skat. Det voksende skattetryk i Nord var endnu en motivation til at outsource produktionen til Syd, hvor man ofte kunne henlægge produktionen i skattefri zoner. Neoliberalismens friere bevægelig af kapital betød også nye muligheder for at undgå beskatning i Nord ved at flytte kapitalen til skattely af mere eller mindre lovlig karakter. Også ift. skattebetaling vil der dog komme et øget omkostningspres på kapitalen i de kommende årtier. Statsmagterne har stigende udgifter til sikkerhed, øgede udgifter til velfærd og til administration. I magtspillet med indre og ydre fjender er der er en stadig tilskyndelse til at opruste i en endeløs auktion, hvor buddet hele tiden stiger. Afslutningen af Den Kolde Krig førte ikke til nogens krigsdividende. Tværtimod er udgifterne til militær og krig blevet en voksende omkostning for de fleste stater. Problemets størrelse fremgår af, at verdens eneste supermagt, USA, har problemer med at finansiere sine krige. Krigene i Irak kostede så meget, at USA ikke selv kunne betale. Hovedparten af krigsindsatsen blev derfor betalt af Kuwait og Saudi Arabien.

Omkostningerne til velfærd er ligeledes stadigt stigende i Nord. Det drejer sig især om uddannelse, sundhed, ældrepleje og pensioner, ydelser som arbejderklassen har tilkæmpet sig, og som er en betingelse for den politiske konsensus. I 1960’erne forestillede man sig, at udgifterne til sundhed ville stagnere, fordi folk blev sundere, men nye behandlingsformer, ny medicin og teknologi øger tværtom udgifterne. Ingen regering vil overleve betydelige nedskæringer i velfærd. Befolkningen i Nord vil ligeledes hårdnakket forsvare pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse. Mere skat vil lægge dels direkte pres på kapitalen, dels indirekte i og med højere indkomstskat vil betyde krav om højere løn.

Fra midten af 1970’erne og de følgende tredive år lykkes det kapitalen via neoliberalismen og outsourcing til Syd at få profitten til at vokse ved at begrænse udgifterne til løn, miljø og skat. Festen er imidlertid ved at være forbi. Kapitalen vil i de kommende årtier igen stå over for et lønpres ikke mindst fra Syd; klimaforandringerne og miljøproblemerne kommer til at koste både i Syd og Nord, og krav om at bidrage til mere skat vil vokse.

Problemet er, at den globale kapitalisme simpelthen ikke genererer tilstrækkelig merværdi til at opfylde disse krav og stadig opnå en profitrate, der sikrer den forsatte akkumulation. Hvis kapitalen nægter at give efter for presset, vil det betyde at den politiske konsensus, der har holdt de farlige klasser i skak opsiges, og de miljømæssige og klimatiske problemer vil accelerere. Kapitalismen er ikke ved at komme sig oven på finanskrisen. Den er i begyndelsen af en dyb strukturel krise. De kommende årtier vil være præget af store og hurtige økonomisk udsving, depression og sociale konflikter.

Sådanne forudsigelser om kapitalismens endelige krise er forekommet flere gange i kapitalismen historie, i forbindelse med økonomiske kriser og sociale konflikter i 1870’erne, 1930’erne og 1970’erne. Kapitalismen har evnet at rejse sig som en fugl Fønix efter den ene krise efter den anden. Den skabte via kolonialismen og opdelingen af verden i center og perifer en politisk struktur i verdenssystemet, som sikrede kapitalakkumulationen uden at systemet er blevet detroniseret af de farlige klasser. Kan kapitalen i den nuværende situation ikke blot finde en vej ud af krisen som så mange gange før? Vil der eksempelvis ikke udvikle sig en ny middelklasse, et nyt arbejderaristokrati, i Syd, der vil kunne udgøre et nyt marked, der kunne redde systemet ud af suppedasen?

En del af arbejderklassen og den administrative middelklasse i industrien og statsapparatet i Syd indtager ganske rigtigt en relativ privilegeret position på arbejdsmarkedet, men selv denne privilegerede arbejderklasses løn udgør kun en brøkdel af lønneniveauet i Nordeuropa. De har således stadig en fælles interesse med resten af det globale Syds befolkning i en global omfordeling. I Kina har arbejderklassen i den mest avancerede eksportorienterede industri haft betydelige lønstigninger de senere år. Et fænomen, der hænger sammen med den økonomiske afmatning i Nord siden 2008. Den kinesiske regering besluttede at øge det kinesiske lønniveau for at stimulere hjemmemarkedet som kompensation for den faldende eksport. En beslutning, den kinesiske regering rent faktisk kunne tage, i modsætning til de fleste andre lande i Syd hvor neoliberalismen hersker. Det stigende lønniveau betyder faldende profit for den kinesiske og transnationale kapital, men skaber harmoni i den nationale kinesiske økonomi, som er et vigtigt mål for det kinesiske kommunistparti. En stigning i lønniveauet i Syd vil nok skabe et nyt marked i lande som Kina men vil samtidig begrænse profitten og indsnævre markedet i Nord, og det er dermed ikke noget, der overordnet vil stabilisere den globale kapitalisme. [2]

En anden potentiel mulighed for den globale kapitalisme er en ny bølge af proletarisering. Strategien med skiftende geografisk lokalisering har virket udmærket for kapitalen de sidste to hundrede år. Problemet er, at verden er ved at løbe tør for periferi og landbefolkning, som kan proletariseres. Andelen af mennesker, der lever i byer er mellem 1950 og 2000 steget fra 30 til 60 %. [3] Den største ressource for ny arbejdskraft, Kina, er ved at nå grænsen for proletarisering af landbefolkningen. De resterende perifere områder som Nigeria, Nordafrika og Mellemøsten har ikke den statslige styring, stabilitet eller arbejderklasse, der skal til for en ny ekspansion.

En tredje potentiel udviklingsmulighed er en udflytning af jordbrugsproduktionen fra Nord til Syd på linje med udflytningen af industriproduktionen. De billige priser på jord og arbejdskraft i landbrugssektoren kunne være en ny kilde til profit, der kunne give systemet en optur. Vi har da også set store jordopkøb i Indien, Brasilien og i flere afrikanske lande i de seneste år. Problemet med en sådan massiv udflytning af jordbrugsproduktion er først og fremmest politisk. Den vil møde stor modstand i såvel Nord som Syd. I Syd udgør jordløse bønder allerede et stort problem både i landområderne, og når de søger mod byernes slum. I Nord vil en nedlæggelse af landbrugssektoren skabe alvorlig politisk og social uro. I Nord må kapitalen agere inden for en parlamentarisk politisk ramme, og her er landbruget sær­deles velorganiseret. Det leder os over i systemets generelle legitimeringsproblemer.

Neoliberalismen var nødvendig for at sikre den kapitalistiske akkumulation, der var presset af befrielseskampen i Syd og socialdemokratiet i Nord. Neoliberalismens sejr og dermed det politiske nederlag for den globale venstrefløj var samtidig et farvel til det reformistiske håb om et bedre liv inden for systemets rammer, og dermed en svækkelse af de legitimerende kræfter i det kapitalistiske system. Samtidig med, at liberalismen proklamerer lighed på markedet, lighed for loven, at alle mennesker skal have lige ret og mulighed for at opfylde deres drømme som mål, vokser uligheden. Finanskrisen i 2008 svækkede for alvor neoliberalismens legitimitet. Påstanden om, at individer kan maksimere deres velstand ved kloge investeringer på markedet holdt ikke stik. Folk, der havde investeret i deres bolig, deres pension eller aktier, mistede pludselig deres penge. Den enorme rigdom, der var skabt blandt eliten, dryppede ikke nedad, tvært imod. På globalt plan er Latinamerika det sted, hvor den folkelige modstand mod neoliberalismen er mest udviklet, men også i Kina, Indien og Sydafrika er neoliberale projekter blevet mødt med bred folkelig modstand, og selv i Europa, i f.eks. Grækenland og Spanien, er neoliberalismen alvorligt miskrediteret.

Et andet eksempel på disse voksende legitimitetsproblemer i verdenssystemet er udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten. De tidligere nationalistiske regimer i regionen gav frem til slutningen af 1970’erne befolkningen et håb om forbedring af deres livsvilkår. De kunne imidlertid ikke levere varen, og regimerne gled ud i korruption og nepotisme og mistede deres legitimitet. Det åbnede op for de religiøse partiers fremgang og det håb, de gav for et værdigt liv her og hinsidigt. Den stadige politiske uro i Mellemøsten og Nordafrika er samtidig et tegn på, at der var et revolutionært potentiale til stede, en utilfredshed som venstrefløjen blot ikke var i stand til at udnytte under de givne betingelser. De nationale regimers manglende legitimitet fristede NATO-landene til et opgør med de gamle fjender og til en opdeling af Mellemøsten i svage og provestlige stater. Det har kastet regionen ud i et kaos af social uro, samt etniske og religiøse konflikter. Der er dels fundamentalistiske, religiøse kræfter som ISIS, der totalt afviser vestlig indflydelse. Der er provestlige, liberale kræfter, der prøver at tænde et håb om fremgang for befolkning, hvis de blot kopierer den europæiske model, men de fattige ved godt, at det kun gælder en middelklasse. Ingen politisk kraft fremstår med en klar politisk legitimitet. Store dele af befolkningen vil blot væk fra nød og politisk kaos og flygter mod Nord, hvor de ikke er velkomne.

Et vindue for radikal forandring

Den strukturelle krise i den kapitalistiske produktionsmåde åbner et vindue for en radikal transformation i de nærmeste årtier. Denne transformation kommer naturligvis ikke af sig selv. Der er ingen naturlig eller automatik i overgangen fra kapitalismen til en mere lige og demokratisk verden. Der kan lige så vel opstå et nyt system byggende på hierarki og ulighed. Historien er ikke på nogens side, men under en strukturel krise får aktøren, aktivisten, en væsentlig betydning, fordi systemet er ustabilt og dermed påvirkeligt. Enhver handling kan have betydning for udfaldet af krisen. Det er i høj grad et spørgsmål om politisk kamp og dermed op til os. Hvad der kan gøres vender jeg tilbage til. Efter at have beskrevet træk af imperialismens historie og den politiske økonomi, vender vi os nu mod det politiske felt og dermed praksis. Først lidt om de politiske rammer og deres betydning: nationalstaten og institutionerne. Dernæst nogle vigtige aktører: arbejderbevægelsen, befrielsesbevægelserne, de politiske partier og de sociale bevægelser. Jeg vil se på disse aktørers nuværende strategier og politikker i Syd og Nord. Endelig vil jeg se på muligheden for at udvikle nye visioner og strategier for antiimperialistisk modstand globalt, i Syd og Nord og dermed også komme med et bud på en strategi for modstanden her.

Den neoliberale globalisering af produktion, handel og finansielle markeder de sidste 40 år har haft en dramatisk indflydelse på kapitalens løsrivelse fra de nationale økonomier. Mens politikerne i 1970’erne talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber, må statsmagten i dag i stadig højere grad tilpasse sig og servicere de transnationale selskaber i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft, der stadig er fastholdt af nationalstatens grænser. Det politiske omslag fra socialdemokratiske keynesianske økonomiske politikker, der til en vis grad kunne regulere den nationale økonomi, til neoliberale politikker i midten af 1970’erne, er ikke bare et politisk valg, men i høj grad en effekt af forandringer i teknologi og kapitalens organisering af produktivkræfterne. Det er simpelthen ikke muligt i dag at føre national økonomisk politik som i 1960’erne. Der er sket en magtforskydning fra stat til marked. Staten har på det økonomiske felt mistet en del af den selvstændighed, den havde i forhold til kapitalen. De daglige valuta- og finanstransaktioner er vokset ekspotentielt og gør selv de største nationalbankers mulighed for kontrol og regulering vanskelig.

I den gamle internationale økonomi optrådte staten som en stødpude mellem de globale økonomiske kræfter og den hjemlige økonomi. Statens hovedopgave var at forsvare de klasseinteresser, som var indlejret i den nationale økonomi. I stigende grad bevæger vi os mod en transnational global økonomi, hvor staten må tage mere og mere hensyn til de transnationale selskaber og institutioner som WTO og IMF Danmarks økonomiske politik er stort set styret af fælles EU beslutninger. Fra at være et bolværk mod den globale økonomi, bliver staten et transportbånd, fra den globale til den nationale økonomi. Det betyder imidlertid ikke, at staten svinder ind, som liberalismen engang troede. Den neoliberale stat er ikke en minimalstat. Staten er heller ikke blevet magtesløs. Den neoliberale statsmagt flytter blot til andre niveauer og indsatsfelter, og den integreres mere i transnationale organisationer og funktioner. Selve den neoliberale globalisering kunne ikke være gennemført uden USA’s væbnede styrker og den amerikanske føderale banks administration af dollaren. Hæren og administrationen af en møntfod er statslige opgaver, som intet marked kan regulere. Kapitalen har brug for stat til at udføre helt nødvendige funktioner, men ikke nogen bestemt stat. Den kan vælge den stat, der har de bedste faciliteter og yder den bedste service. Det være sig billig arbejdskraft, det største marked, lav beskatning, lov og orden, kontrol og overvågning eller god infrastruktur. Hvis kapitalen ikke kan lide spillet i cn stat, kan den forlade arenaen og søge at optimere sine betingelser i en anden stat, som villigt byder sig til. Etableringen af de optimale betingelser for kapitalakkumulationen bliver den afgørende politiske prioritering. Vi har fået den neoliberale konkurrencestat.

En radikal udlægning af de politiske konsekvenser af globaliseringen finder man i Michael Hardt og Antonio Negris bog Empire. [4] Ifølge Negri og Hardt skal de økonomiske, politiske, militære og kulturelle forandringer af verden de sidste 50 år forstås som skabelsen af ct imperium: Et globalt økonomisk og politisk system, der består af en række nationale og transnationale og overnationale institutioner forenet i en logik, den globaliserede kapitalisme. [5] Under imperiet fortsætter kapitalismens udvikling og udvidelse med forøget kraft og hastighed. Det er ikke kun en ekstensiv geografisk udvidelse, det er også en intensivering af kapitalismen. Stadig nye områder af vores liv inddrages i det kapitalistiske marked. Den offentlige sektor privatiseres, fritid, kultur og sport kapitaliseres. Biologisk materiale, gensekvenser, viden, information og almene erfaringer privatiseres via copyright og patentsystemet. De transnationale selskaber fungerer ikke blot som organisering af produktion og salg, de strukturerer også imperiet. De fordeler arbejdskraft, de tildeler finansielle ressourcer og teknologi, de skaber behov og identiteter. De former vores krop og sjæl – vores livsstil.

Der er ingen tvivl om, at kapitalismens logik omfatter større og større dele af vores liv og former vores identiteter og normer og værdier. Der er bestemt også en tendens til øget global styring som konsekvens af kapitalens transnationale karakter, der også indbefatter militære operationer. At kapitalens logik har fået en samlet politisk udtryksform i form af Imperiet, er vi dog et stykke fra. Hardt og Negri overser det imperialistiske element, uligheden mellem Syd og Nord i det, der ganske rigtigt bliver et mere og mere globalt integreret økonomisk system. Der findes ganske rigtigt elementer af den tredje verden i Nords ghettoer, og der er områder i de gamle kolonier, der ligner Nords metropoler, Dubai for eksempel. Der er imidlertid stadig en grundlæggende Nord-Syd-struktur mellem imperialistiske stater og udbyttede stater. USA, EU, Japan, Australien og New Zealand er vidt forskellig fra Brasilien, Mexico, Nigeria, Ægypten, Kina og Indien.

Hardt og Negri ser eksklusionen af immigranter i Nord som skabelsen af en “intern tredje verden.” Der er imidlertid en forskel. De har ganske vist ikke den fulde adgang til velfærdsstaten, men blot i kraft at befinde sig fysisk i Nord, er de i større fysisk sikkerhed, har adgang til rent vand, regelmæssig elforsyning, de har mulighed for at opnå en højere løn end i Syd osv. Et tegn på, at det forholder sig således er, at grænsen mellem Syd og Nord er stærkt bevogtet. De vigtigste grænser er grænsen mellem USA og Mexico, Middelhavet og Timor-havet mellem Indonesien og Australien. I disse områder er der et pres på grænserne. Tusinder af mennesker kæmper med livet som indsats for at kommer ind i Nord. Neoliberalismen har ikke udviklet én global stat og ét globalt bourgeoisi. Kapitalen eroderer på den ene side nationalstatens evne til økonomiske styring, men den trives og spiller på den anden side også på nationalstaternes rivalisering. Kapital og varer bevæger sig transnationalt, mens de nationale grænser opretholder vidt forskellige betingelser for produktion, ikke mindst prisen på arbejdskraft.

Selve væksten af de globale produktionskæder og netværk er udtryk for denne dobbelthed af transnationalisme og interimperialistisk konkurrence. Historisk begyndte denne del af globaliseringen i midten af 1970’erne, hvor Japan flyttede arbejdsintensive produktioner til lavtlønslande for at konkurrere mere effektivt mod USA og europæisk-baserede firmaer. For at opretholde amerikanske transnationale firmaers dominans især inden for elektronikindustrien opfostrede USA som modtræk en eksportorienteret industrialisering af Taiwan og Sydkorea i slutningen af 1970’erne. [6] EU-landene havde i første omgang svært ved at etablere sig i de asiatiske lavtlønslande. I stedet lagde Tyskland og Frankrig pres på EU for en hurtig indlemmelse af den tidlige østblok efter murens fald, netop for at give deres firmaer adgang til den billige arbejdskraft i Østeuropa.

Den imperialistiske økonomiske rivalisering kan således ses som en drivkraft i outsourcing af produktion til lavtlønslande og dermed i etableringen af transnational produktion. Denne triade, som Samir Amin kalder den, bestående af Nordamerika, EU og Japan udgør på den anden side en fælles imperialistisk alliance mod Syd, hvor lande som Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien og på det seneste også Rusland i stigende grad begynder at hævde deres nationale interesser. Der er således ingen grund til at antage at globaliseringen af produktionen har erstattet rivalisering med en overnational konsensusstyring, som Hardt og Negri hævder. Det er dog klart, at en tilbagevenden til økonomisk krigsførelse mellem de førende imperialistiske magtcentre, i en global integreret økonomi vil være langt mere ødelæggende end for 75 år siden.

Militærimperialisme

Selvom den vigtigste regulerende faktor i det økonomiske forhold mellem imperialistiske og udbyttede nationer ikke længere er militær magt, men markedskræfter, så spiller den rå vold stadig en central rolle for opretholdelse af den imperialistiske verdensorden. Da Sovjetunionen og Warszawa- pagten blev opløst i 1991 var det med en forventning om, at NATO ligeledes havde udspillet sin rolle, og at man i fællesskab ville kunne høste en afrust­ningsdividende, men det skete ikke. I stedet er NATO forblevet en aggressiv alliance, der nu ikke kun har et europæisk perspektiv, men et globalt. De første NATO-aktioner efter Warszawa-pagten opløsning var i Jugoslavien, hvor NATO med USA i spidsen støttede etableringen af Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Kosovo som selvstændige lande og et systemskifte i Serbien. Senere fulgte den første Golfkrig i 1991, “krigen mod terror” med invasionerne i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003, interventionen mod Gadaffi i Libyen i 2011, interventionen i Syrien i 2013 og krigen mod Islamisk Stat fra 2014 og frem. USA og NATO har et ønske om et opgør med de gamle nationale regimer i Mellemøsten, der kom til magten under afkoloniseringen i kølvandet på Anden Verdenskrig. Det er regimer, der ikke uden videre følger USA politiske linje eller åbner deres lande for transnationale selskabers investeringer og varer. Denne strategi har dog ikke altid været vellykket. De repressive og korrupte regimer er ikke blevet afløst af velfungerende, liberale og svage stater. Tværtimod har interventionerne åbnet en Pandoras æske af sekteriske konflikter og fundamentalistiske kræfter. Ikke mindst fordi USA ofte har støttet netop disse fundamentalistiske kræfter i den indledende fase i kampen mod de gamle nationalistiske regimer. Derudover har NATO genoplivet konflikten på sin østlige flanke med Rusland, der ganske vist er blevet kapitalistisk, men stadig har nationale ambitioner. Dette har ført til konflikten omkring Ukraine og Krim-halvøen, som NATO søger at inddrage i sin interessesfære.

Krige, det være sig mod “ulydige” despoter, venstreorienterede regeringer, oprørske sociale bevægelser eller konkurrerende regimer, er lige så uundgåelige konsekvenser af den imperialistiske produktionsmåde som skiftet mellem højkonjunktur og krise. Også denne “ordenshåndhævelse” har dog i stigende grad antaget en transnational karakter. Hvor der i første halvdel af det 20. århundrede var krig, konflikter og konkurrence mellem de ledende imperialistiske magter, er dette i stigende omfang blevet erstattet af en idé om “et partnerskab.“ I mangel af en global stat har USA taget rollen som leder af det internationale samfund på sig. EU, Japan, Australien, New Zealand og Saudi Arabien legitimerer denne nye, fælles autoritet centreret omkring USA, som i alt kun udgør 15 % af verdens befolkning. Mens USA således fra 1945-1970 fremstod som en hegemonisk magt med Europa og Japan som satellitter, må USA i dag inddrage disse som partnere for at opnå legitimitet og for at hjælpe med at betale regningen for USA’s krigsførelse.

I den globaliserede verden er det ofte svært for ideologerne at identificere fjenden til et bestemt lokaliseret geografisk område. I stedet tegner der sig en fjende, som er overalt, nemlig i form af modstanden mod den herskende orden. Fjenden er ikke længere politiske modstandere, men netop “kriminelle” og “terrorister”. Krigen bliver ikke begrundet politisk, så meget som den bliver gjort til en moralsk begrundet politiaktion. De seneste årtiers krige har således været “retfærdige krige” og “humanitære interventioner.” Et nyt træk ved krigen er desuden, at den ofte ikke har nogen geografisk eller tidsmæssig begrænsninger. Krigen mod terror føres globalt fra Hellmanprovinsen, over Syrien og Irak til Nørrebro. Interventioner i Syd har endvidere et stadig mere sikkerhedspolitisk perspektiv for Nord selv. Interventionens funktion er at skabe tilstrækkelig stabilitet i Syd, således at der ikke bliver en spill over-effekt af politisk uro, immigranter og sygdoms- epidemier til Nord. Et andet træk ved nutidens krige er, at grænsen mellem de egentlige militære styrker på den ene side og politi og efterretningsvæsen på den anden bliver mere og mere utydelig. Samtidig globaliseres det egentlige juridiske og poli­timæssige arbejde i stigende grad, ikke mindst efter angrebene på USA den 11. september 2001. Såvel inden for EU som mellem EU og USA er der store fælles politistyrker og et fælles efterretningsarbejde, der fokuserer på politiske modstandere. Den globale overvågning og aflytning af kommunikationsstrømme overstiger Orwells fiktion og får STASI i det tidligere DDR til at fremstå som de rene amatører i sammenligning.

Et nyt træk ved de imperialistiske militærinterventioner er bestræbelsen på helt at undgå tab af “egne” liv. Dette er ikke mindst en konsekvens af Vietnamkrigen, hvor folkeopinionen i USA vendte sig mod krigen på grund af de mange amerikanske soldater, der blev dræbt. For at minimere egne tab har USA i krigen mod terror udviklet nye sofistikerede former for voldelig indgriben: Særlige hemmelige specialstyrker med højteknologisk udstyr og support, som kan indsættes overalt på kloden for at eliminere fjender. Dro­ner, som kan dræbe udvalgte personer, hvor som helst de opholder sig på kloden.

På den militære og politiske front er verden ikke blevet mindre kaotisk og ustabil, end den var under Den Kolde Krig. USA er stadig en dominerende faktor, men langt fra tidligere tiders hegemoniske magt. I denne situation udgør NATO en alvorlig fare, fordi den repræsenterer Nords krav på at kunne intervenere overalt for at implementere Vestens fortolkning af de geopolitiske realiteter. Det kan føre til farlige konflikter. Det er i denne ramme af stigende globalisering af økonomi og politik, kombineret med rivalisering mellem nationalstater og politik kaos, at de bevægelser, der ønsker en radikal forandring af verden, skal agere.