37 min read

Fagbevægelserne

I de følgende to kapitler vil jeg se på nogle udvalgte centrale aktører i modstanden mod den neoliberale globalisering. Fra midten af 1800-tallet og op gennem sidste århundrede var den antikapitalistiske modstand tæt knyttet til industriarbejderklassen. Jeg vil derfor i dette kapitel se på fagbevægelsens udvikling og position i dag. Efter Anden Verdenskrig udviklede der sig imidlertid en ny social basis for modstand mod kapitalisme i form af de antikoloniale bevægelser, som mobiliserede masserne på baggrund af kamp mod imperialisme og for national befrielse. Jeg vil i den forbindelse i det følgende kapitel beskrive det kinesiske kommunistparti, der i dag er verdens største og mest indflydelsesrige. I den anden ende af skalaen vil jeg se på den zapatistiske bevægelse, en af de nyere befrielsesbevægelser, der er fremhævet her, fordi den på nogle punkter står for en fornyelse af kampformer og stra­tegier. Endelig vil jeg se på de nyere globale sociale bevægelser som World Social Forum.

Som konsekvens af industrialiseringen af Syd er der blevet skabt en enorm udvidelse af proletariatet. Dette proletariat har en objektiv interesse i grundlæggende forandringer af den eksisterende orden. Derfor er deres organisering interessant. Fagbevægelsen har siden slutningen af 1800-tallet prioriteret en national strategi i kampen om løn- og arbejdsforhold. Målet for fagbevægelsen i Nord har været den socialdemokratiske velfærdsstat, der styrer og regulerer kapitalismen og derved skaber social omfordeling og vækst. Den internationale organisering er formelt set blevet opretholdt, men blev nedprioriteret og underordnet den nationale kamp. Fagbevægelsen er således også i sin internationale organisering et produkt af den nationale industrielle arbejderklasse i Nord. Dens løsning på arbejderklassens problemer er det sociale kompromis skabt af den sociale stat som mægler mellem arbejder og kapital. Denne samfundsmodel indeholder arbejdsløshedsun­derstøttelse, regler for afskedigelse og regler for lønforhandlinger, pension og mindsteløn og så videre. De løn- og arbejdsforhold, som det lykkedes arbejderbevægelsen i Europa og Nordamerika at tilkæmpe sig fra slutningen af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet kan imidlertid ikke kopieres i det globale Syd. Udviklingen i Nord forudsatte netop udbytningen af Syd, og sidstnævnte har ingen periferi at udbytte eller hvor den industrielle reservearme kan drage hen og settle. Ydermere sætter den globaliserede produktion de forskellige regioner i Syd i et internt konkurrenceforhold. Et lønkrav fra fagbevægelse i en given industri i et givent land bliver mødt med truslen om, at kapitalen blot kan flytte sin investering til et land, med lavere løn. Sammen med den politiske repression giver dette vanskelige betingelser for den faglige kamp.

Kina repræsenterer i den forbindelse en unik kombination for kapitalen af moderne velfungerende infrastruktur og en fagbevægelse, hvis hænder er bundet på ryggen af statslig kontrol og styring. Det er denne kombination, der har tiltrukket mere end tusind milliarder dollars i investeringer til Kina, siden det åbnede sine grænser for fremmed kapital i 1979. Også i lande, hvor retten til uafhængige fagforeninger formelt set eksisterer, såsom Filippinerne eller Columbia, er der dog en voldelig repression mod faglig organisering. Disse forhold har ikke kun en effekt i de enkelte lande. Den internationale konkurrence på arbejdsmarkedet spreder effekten over hele det globale Syd. I lyset af dette er det klart, at det er svært for fagbevægelsen i Syd at gøre fremskridt på isoleret national basis eller endda på kollektiv basis uden at forholde sig til de statsformer, der undertrykker eller ligefrem bekæmper fagbevægelsen. En bredere dagsorden for forandring og international samarbejde er vejen frem for fagbevægelsen.

I det følgende vil jeg se nærmere på organisationer, der handler, eller burde handle, på vegne af arbejderklassen på globalt plan. Det drejer sig dels om International Labour Organization (ILO), der er FN’s organisation for arbejdsmarkedsforhold, og dels den internationale fagbevægelse, International Trade Union Confederation (ITUC). Et centralt tema for hele denne tekst er spørgsmålet om den globale solidaritet i arbejderbevægelsen. Jeg vil derfor have fokus på, om disse organisationer fremmer eller svækker samarbejdet mellem Syd og Nords arbejdere i forhold til den globale kapital. Derudover vil jeg se nærmere på fagbevægelsen i tre udvalgte lande: I Kina, fordi den kinesiske arbejderklasse er verdens største og vigtigste. I Sydafrika, fordi der her findes en stærk og meget politiseret fagbevægelse med et klart Syd-perspektiv. Den Sydafrikanske fagbevægelse har desuden en interessant kritik af såvel den internationale fagbevægelse, som af ANC’s neoliberale politik. Til sidst vil jeg se på en særlig form for fagbevægelse, social union, som har en bredere dagsorden end den traditionelle fagbevægelse. Konkret vil jeg se på SEWA, en social fagbevægelse, som organiserer den uformelle sektor i Indien.

International Labour Organization

ILO er i dag en del af FN og er således den organisation, der skal regulere internationale arbejdsforhold ud fra et statsligt regeringsperspektiv. Hvert medlemsland i FN har i alt fire repræsentanter i ILO: To regeringsrepræsentanter, en arbejdstager- og en arbejdsgiverrepræsentant. FN-konceptet bygger på nationen som rettighedshaver, så allerede her er ILO problematisk i forhold til at varetage arbejderklassens interesser. De udgør kun en fjerdedel af repræsentanterne, og de nationale regeringers interesser er ofte ikke de samme som arbejderklassens.

ILO’s historie går tilbage til 1919, hvor organisation blev skabt i forbindelse med dannelsen af Folkeforbundet, forløberen for FN. Den historiske sammenhæng var afslutningen af Første Verdenskrig med revolutionær uro i Tyskland og revolutionen i Rusland. ILO’s egen version af historien beskriver den politiske motivation til etableringen som “Uden en forbedring af deres forhold, ville arbejderne, hvis antal til stadighed blev øget som resultat af industrialiseringen, skabe social uro – endda revolution.” [1] De herskende klassers frygt for revolutionære bevægelser spillede således en vigtig rolle i etableringen af ILO. Den socialdemokratiske Anden Internationale stod på sin side klar til at indgå i processen. Tre ud af de fire arbejderrepræsentanter på konferencen, der dannede ILO, var tidligere centrale medlemmer af Anden Internationale. I mellemkrigsårene med 1930’ernes økonomiske depression fik ILO stadig flere medlemsstater og en tydelig socialdemokratisk profil. Organisationens storhedstid var i 1960’erne og begyndelsen af 1970erne, hvor ILO, med sin keynesianske reguleringsøkonomi med dens mål om social sikkerhed og fuldbeskæftigelse, havde indflydelse på fastlæggelse af arbejdsmarkedspolitikken i Nord.

ILO’s relative succes med en socialdemokratisk og keynesiansk profil i Nord blev dog aldrig overført til Syd. Dels på grund af medlemsstaternes uvilje, dels fordi den socialdemokratiske model simpel hen ikke kunne fungere i Syd. Kenneth Roberts skriver for eksempel om Latinamerika:

“Historisk er socialdemokratiet grundlagt på betingelser, som ikke er til stede i Latinamerika, nemlig: en central og høj organisationsgrad af arbejderbevægelsen, som har tætte politiske forbindelser til socialistiske partier. Tilstrækkelig med finansielle ressourcer til at opretholde et udviklet socialt statsborgerskab, samt politisk magt og institutionsformer, som fremmer klasse- kompromisser og demokratiske processer, der kan afbalancere kapitalen.” [2]

For at den socialdemokratiske model med dens kompromis mellem arbejder og kapital kan udvikles, skal det være muligt for kapitalen at imødekomme arbejdernes krav uden at profitraten falder til et niveau, der sætter akkumulationen i stå. Derudover er indkomstniveauet i Syd så lavt, at statens skatteindkomster ikke gør den socialdemokratiske model mulig. Det var således, og er stadig, urealistisk at gennemføre ILO’s målsætninger globalt, i en socialdemokratisk ramme.

Fra ILO’s højdepunkt i 1969 gik det da også ned ad bakke i takt med faldet i den socialdemokratiske politiks indflydelse i Nord. USA trak sig ud af organisationen i 1975, hvilket tidsmæssigt faldt sammen med USA’s skifte til en neoliberal, økonomisk strategi. Formelt var udmeldelsen en protest mod Sovjetunionens repræsentanter, der ifølge USA ikke var legitime. Derudover var den amerikanske regering utilfreds med en erklæring fra ILO om palæstinensiske arbejderes forhold, der ifølge amerikanerne var for “politisk.” USA’s udmeldelse af ILO kom på initiativ af såvel den amerikanske fagbevægelse AFL-CIO som den amerikanske arbejdsgiverforening og blotlagde organisationens grundlæggende svaghed, nemlig dens afhængighed af regeringsfinansiering, i særdeleshed fra USA, der før sin udmeldelse stod for 25 % af ILO’s økonomiske grundlag.

Da den neoliberale offensiv i begyndelsen af 1970’erne satte ind, havde ILO ikke noget modsvar på vegne af arbejderklassen, men tilpassede sig den neoliberale politik. Organisationen skiftede fokus fra relationen mellem arbejder og kapital, til at blive en “udviklingsorganisation”, der arbejdede for at sikre “basale behov,” og i stigende grad begyndte at tale for vækst og en mere erhvervsvenlig politik som løsningen på fattigdom. I 1985 genindtrådte USA i ILO i tilfredshed med den nye linje. ILO’s svage position kom til udtryk i de forgæves forsøg på at få en social klausul om standarder for arbejdsforhold ind i WTO-aftaler om frihandel.

I 1998 vedtog ILO sin “Declaration of Fundamental Principles and Rights at Work” som organisationens nye arbejdsgrundlag. Den indeholdt fire hovedkrav: Frihed til at organisere sig og anerkendelse af kollektive forhandlinger, afskaffelse af tvangsarbejde, afskaffelse af børnearbejde og afskaffelse af diskrimination i forbindelse med ansættelse og erhverv. Man kan dels spørge sig selv om relevansen af netop disse fire krav, og dels hvor effektiv ILO har været i forhold til medlemsstaternes opfyldelse af kravene. ILO har i lighed med andre FN-institutioner kun ringe mulighed for at gennemtvinge beslutninger. Retorikken har altid været mere fremherskende end magtudøvelsen. Den internationale fagbevægelse ITUC publicerede i 2008 en rapport, som redegjorde for Kinas overtrædelser af ILO’s deklarationer. Her fremgår det, at Kina simpelthen ikke havde ratificeret retten til frit at organisere sig og til kollektive forhandlinger. Det samme gælder konventionen om tvangsarbejde. I stedet er alle kinesiske arbejdere tvunget til at organisere sig i den statsstyrede fagforening All China Federation of Trade Unions. Brasilien, Indien, Iran og USA havde heller ikke ratificeret konventionen om fri ret til organisering af fagforeninger og ret til kollektive forhandlinger. Kina havde på dette tidspunkt underskrevet konventionen mod børnearbejde, men til trods herfor, var – og er – børnearbejde alligevel udbredt i landet. Den generelle konklusion i rapporten var, at Kina kan ignorere ILO, uden at det har nogen følger. [3] Konvention nr. 100 i ILO’s charter, der handler om lige løn for lige arbejde, er et andet eksempel på begrænsningerne i ILO’s politik og handlekraft. Denne konvention er især blevet brugt til at kritisere diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet i forskellige lande, men ILO ignorerer til stadighed fuldstændigt “elefanten i rummet”, nemlig de generelle globale lønforskelle for ensartet arbejde. ILO’s begrænsning er det nationale fokus, mens det globale perspektiv er ikkeeksisterende.

Den internationale fagbevægelse

Til forskel fra ILO, som har en mere rådgivende karakter og repræsenterer nationale interesser, har den internationale fagbevægelse større handlemulighed. Den kan yde direkte moralsk og materiel støtte til nationale arbejderbevægelser uden om regeringerne, ligesom den kan organisere solida­ritetsaktioner på tværs af grænser. Umiddelbart synes den internationale fagbevægelse at være en potentiel mere magtfuld organisation end ILO. Den internationale fagbevægelse består i dag dels af ca. 15 internationale organisationer, de såkaldte global unions, der organiserer særlige fagområder som f.eks. transportarbejdere, metalarbejdere og bygningsarbejdere, dels International Trade Union Confederation (ITUC), hvis opgave er at koordinere de forskellige nationale fagbevægelsers globale strategier, aktioner og kampagner. ITUC blev dannet så sent som i november 2006, hvor de to internationale faglige organisationer, International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU) og World Federation of Trade Unions (WFTU), blev opløst og sammenlagt i ITUC. Den tidligere deling af den internationale fagbevægelse i ICFTU og WFTU afspejlede Den Kolde Krigs deling af arbejderbevægelsen i en vest- og en østblokdomineret del.

Den vigtigste kampagne for den internationale fagbevægelse i de sidste mange år, har som før nævnt været forsøget på at få sociale klausuler om løn- og arbejdsforhold ind i WTO-aftalerne om frihandel, bl.a. i forbindelse med WTO-mødet i Seattle i 1999. Her viste fagbevægelserne i både Syd og Nord i høj grad interesse for at få skrevet sådanne sociale klausuler ind i WTO’s handelsaftaler, om end de ikke var særlig optimistiske i forhold til mulighederne for at overtale arbejdsgivere og deres egne regeringer, som forestod disse forhandlinger. Det kom til at holde stik. Ikke mindst regeringerne i Syd modsatte sig sociale klausuler, fordi deres konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække kapital netop er lav løn og dårlige arbejdsforhold. De norske fagforeningers landsorganisation, LO, iværksatte en undersøgelse af årsagerne til ICFTU’s fejlslagne politik i forhold til WTO. [4] Undersøgelsen påpegede flere forhold, men især ringe mobilisering og deltagelse fra såvel fagforeningsledere som medlemmer i Syd. Rapporten refererer blandt andet Congress of South African Trade Unions (COSATU) for det synspunkt, at der er en forskel i fagforeningernes forhold til regeringer i Nord og i Syd og i deres måder at opnå indflydelse. Mens politisk lobbyisme er den primære strategi for at opnå indflydelse i Nord, er massemobilisering den primære fagforeningsstrategi for at opnå indflydelse på regeringer i Syd. [5] Den brasilianske fagforening The Central Unica dos Trabalhadores (CUT) anfører i rapporten:

”Ved lobbyvirksomhed behøver man kun at informere nogle få topledere om emnet. For at opnå forandring gennem mobilisering, må et stort antal arbejdere uddannes omkring emnet.” [6]

I og med at ICFTU hovedsageligt arbejdede med lobbyisme som strategi i sin kampagne i forhold til handelsaftalerne, var deres arbejde af begrænset relevans i Syd. Rapporten om ICFTU efterlader et indtryk af et internationalt kontor eller lobbyistorganisation, der mest forholder sig til andre in- terstatslige organisationer eller arbejdsgiverorganisationer, og ikke til det, der måtte foregå blandt arbejderne på gulvet. Mark Anner konstaterede i rapporten, at der eksisterer en reel modsætning mellem fagforeningerne i Nord og i Syd. Mens fagforeninger fra Sydafrika og Brasilien fremhævede beskæftigelse og udvikling som centrale temaer for arbejderne i Syd, var det for fagbevægelserne i en række Nord-lande, heriblandt Japan, England, Danmark og USA, udflytningen af arbejdspladser til Syd, der blev anført som det væsentligste problem. [7] I en typisk udtalelse fra den centrale amerikanske faglige organisation, AFL-CIO, fra oktober 2010 hedder det f.eks.:

“Siden 2001 har nationen tabt mere end 2,5 millioner arbejdspladser i industrien og mere end 850.000 i service- og informationssektoren (…) og millioner er i risikozonen i de næste fem til ti år. (…) Øget outsourcing underminerer også løn- og arbejdsbetingelser for de job, der er tilbage og truer den langsigtede sundhed i økonomien.” [8]

Anner beskrev endvidere i sin rapport, at Syds fagbevægelser aldrig har opnået den samme status og indflydelse inden for deres nationale rammer, som fagbevægelserne i Nord har. [9] Det afspejledes også i sammensætningen af repræsentanter i det daværende ICFTU og det nuværende ITUC. Nedenstående oversigt viser størrelsen af den globale arbejdsstyrke, antallet af medlemmer i fagforeninger tilknyttet ITUC og antallet af delegerede i ITUC.

Tabel 2: Nøgletal for arbejdsmarkedet og ITUC
NordSyd
Arbejdsstyrke567.117.0002.555.915.000
% af global arbejdsstyrke18%82%
Fagforeningsmedlemmer97.220.00078.243.000
% medlemmer af fagforening17%3%
Arbejdere i lande uden ITUC repræsentation01.030.218.000
% arbejdere i land uden ITUC repræsentation0%40%
Antal delegerede448784
% delegerede36%64%
Arbejdere pr delegeret1.266.0003.260.000

Kilde: Kerswell (2011): 274.

Det fremgår af skemaet, at størstedelen af den globale arbejdskraft, ikke mindst i Syd, ikke er medlem af en fagforening. Endvidere ses det, at det globale Nords arbejdsstyrke, der udgør 18 % af den samlede globale arbejdsstyrke, sidder på 36 % af de delegerede i ITUC. Årsagen til dette er, at kun 3 % af Syd arbejdsstyrke er medlem af en fagforening mod gennemsnitligt 17 % i Nord. Det medfører, at Syds arbejdere har en delegeret i ITUC for hver 3,26 million arbejdere, mens Nord har en for hver 1,27 million arbejdere. Denne skævridning kan bidrage til at forklare, hvorfor ITUC’s fokus ofte ikke i særlig høj grad matcher arbejderne i det globale Syds interesser. For den internationale fagforeningsbevægelse er et af de kritiske punkter således nødvendigheden af at øge organisationsprocenten i Syd. På grund af repressive politiske forhold, den hastige industrialisering og den store uformelle sektor er der mange forhindringer for en sådan udvikling.

Fagbevægelsen i Kina

Det er et væsentligt problem for den internationale fagbevægelse, at store dele af Syds arbejdsstyrke er helt uden egen selvstændig repræsentation, som tilfældet er med Kina. Kina har verdens største industrielle arbejdsstyrke, men disse arbejdere repræsenteres udelukkende af det statslige All China Federation of Trade Unions (ACFTU), som er tæt knyttet til regeringen og Kinas Kommunistiske Parti. I de senere år er der sket en vis opblødning. I flere arbejdskampe har ACFTU støttet arbejdernes krav og endog på lokalt niveau stillet sig i spidsen for deres kamp. En uafhængig fagbevægelse i opposition til kommunistpartiet, som det var tilfældet med Solidaritet i Polen, ville være et mareridt for den kinesiske regering.

Med Kinas integration i det kapitalistiske verdensmarked og privatiseringen af de tidligere statsejede virksomheder fra begyndelsen af 1990’erne og frem er der sket en svækkelse af arbejderklassens magt i Kina. Tidligere var ansættelser i kinesiske virksomheder livslange, og der var tilknyttet en række sociale goder, som sygesikring og pension. Desuden var der en betydelig medindflydelse på arbejdspladsen, ligesom at arbejdsløsheden før privatiseringen var meget lille. For at disciplinere arbejderne og presse lønniveauet skabte en række nye politikker fra 1980’erne og frem helt bevidst en reservearmé af arbejdskraft. Fra 1993 til 2006 forsvandt mere end 60 millioner arbejdspladser i Kinas statsejede virksomheder. Samtidig med, at man afskedigede statsansatte arbejdere, blev der åbnet op for migration fra landområderne til byerne. [10] Siden begyndelsen af 1980’erne har omkring 200 millioner migrantarbejdere søgt fra landområderne til byerne for at finde arbejde. [11] Kinas eksport af industriprodukter er i stort omfang baseret på disse arbejdere. En opgørelse fra det kinesiske statistiske bureau fra 2009 viser, at gennemsnitsarbejdstiden for en migrantarbejder var 58,4 timer om ugen mod de normale 44 timer i Kina. 60 % af migrantarbejderne havde end ikke underskrevet en formel arbejdskontakt. Samtidig viste undersøgelsen, at ledelserne på virksomhederne benytter rutinemæssig korporlig afstraffelse for at disciplinere arbejderne. [12]

Et særligt problem for immigrantarbejderne er det hukou-system, der forbinder sociale ydelser som adgang til skole, bolig, sundhed og alderspension til fødestedet. Disse ydelser flytter ikke automatisk med, hvis man arbejder i en anden kommune eller region. Millioner har forladt deres hukou- registrering for at finde arbejde i byerne. Man kan opnå en ny registrering, men det er op til myndighederne i tilflytterkommunen, og mange af immigrantarbejderne i storbyerne står uden for hukou.

Udvidelsen af den industrielle arbejdsstyrke i Kina med udgangspunkt i landbrugssamfundets overskudsbefolkning ligner på mange måder det, der skete i England og andre dele af Vesteuropa i 1800-tallet, men de forandringer, der i Europa og USA tog 50 år, er i Kina blevet komprimeret til et årti. I løbet af disse år blev der skabt en enorm reservearmé i byområderne, der pressede lønniveauet generelt og skabte et opdelt arbejdsmarked mellem et øvre lag af de “gamle arbejdere” og de nye immigranter fra landområderne, hvilket svækkede solidariteten blandt arbejderne på fabrikkerne. Denne proletarisering af landbefolkningen kan dog ikke vare ved. Landområdernes arbejdskraftreserve er ikke uudtømmelig. Vicepræsidenten for The International Finance Corporation, Jannik Lindbaek, rejste allerede i 1997 i en artikel spørgsmålet: Hvor lang tid vil lavtlønsfordelen i de nye økonomier vare ved? I artiklen påpegede han de store lønforskelle i tekstilindustrien på 1 til 21 mellem OECD-landene og lande som Pakistan, Indonesien og Kina. Ved at analysere forskellige demografiske forhold, blandt andet det forventede fald i antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder i Kina, der vil indtræde i 2020’erne, anslår Lindbæk, at lønnen i Kina til den tid vil begynde at stige betydeligt. [13]

I tidsskriftet The Economist beskriver Chongqing og Foshan hvordan en udtynding af den kinesiske reservearmé af arbejdskraft kombineret med øget uro på det kinesiske arbejdsmarked, vil være enden på de store profitter fra produktion i og handlen med Kina:

“De kinesiske arbejdere i byerne er nu lige så dyre som deres thailandske eller filippinske kollegaer (…) Enden på overskuddet af arbejde vil ikke blive en enkeltstående pludselig begivenhed, men en proces. Og den proces er måske undervejs.” [14]

En række forhold, herunder udviklingen af landbruget i Kina og en eventuel øget organisering af arbejderne, vil fremme denne udvikling. Hvad vil de transnationale selskaber så gøre? spørger The Economist.

Minqi Li, en venstreorienteret intellektuel, der flygtede fra Kina i forbindelse med oprøret på Tiananmen-pladsen i 1989, mener, at Kinas arbejdsstyrke toppede i 2012 med 970 millioner arbejdere, og at den vil falde til 940 millioner i 2020. Li forudser, at dette vil styrke arbejdernes forhandlingsposition, øge arbejdskampen og fremme radikale forandringer i Kina. [15] Ifølge det kinesiske statistiske bureau steg antallet af såkaldte “episoder med uro på arbejdspladser” fra 8.700 i 1993 til 87.000 i 2005. Siden er statistik for dette område blevet hemmeligholdt, men der er blandt forskere enighed om, at tallet forsat er steget. Sociologen Sun Liping anslår, at tallet var 180.000 episoder i 2010. [16]

Der har i de senere år været flere eksempler på en intensiveret arbejdskamp i Kina. Tonghua Steel var et statsejet stålværk i Tonghua i Jilin provinsen. I 2005 blev Tonghua Steel privatiseret og skiftede navn til Jianlong, og 24.000 ud af 36.000 arbejdere blev derefter afskediget og diverse sociale goder som pension og sygesikring ophørte. I stedet ansatte man nye immigranter fra landområderne til den halve løn. Den nye ledelse fik store bonusser, og ifølge nye regler for management kunne ledelsen pålægge arbejderne forskellige sanktioner og straffe. I 2007 begyndte Tonghua-stålarbejderne at protestere, og den 24. juli 2009 begyndte en omfattede strejke på stålværket. Da personalechefen truede med at fyre alle arbejderne, overfaldt de rasende arbejdere ham og tævede ham ihjel. Selv om provinsens guvernør og bevæbnet politi i tusindtal var til stede under episoden, turde de ikke gribe ind. Efter overfaldet blev Jilin-provinsen tvunget til at aflyse privatisering. [17]

Et andet eksempel var strejken på Hondas gearkassefabrik i Nanhai i Guangdong provinsen. To tusind arbejdere strejkede i maj 2010 og forlangte en lønforhøjelse på 800 yuan (svarende til ca. 700 kr.) om måneden, en stigning på 80 procent. [18] Inden for en periode på to uger udbrød der strejker på to andre Honda-fabrikker i Guangdong provinsen. På få dage var arbejderne i stand til at tvinge produktionen på flere store Honda-samlefabrikker til at standse. Tabene ved produktionsstoppet var betydelige, både for Honda og for den kinesiske joint-venture partner, hvilket kan forklare, hvorfor Honda bøjede sig for arbejdernes krav. Arbejderne opnåede den lønstigning, de havde stillet krav om. Foråret 2014 var præget af strejker i Yue Yuen Industrial Holding, verdens største producent af sportssko med 100 millioner par om året til blandt andet Nike, Adidas, Asics, Reebok, Salomon og Timberland. [19] Strejken blev udløst af, at firmaet i årevis havde snydt med indbetalingerne til pension og sundhedsforsikringer. Op mod 100.000 arbejdere strejkede i to uger, indtil det kinesiske ministerium for arbejdskraft og social sikkerhed beordrede Yue Yuen til at indbetale de manglende bidrag til pension og sundhedsforsikring. [20] Den succesfulde strejke udløste en bølge af andre strejker f.eks. i Masstop Liquid Display, som fremstiller touch skærme til Apple.

Alle disse strejker er begyndt at give generelle resultater. Migrantarbejdernes lønninger er steget det sidste årti. For eksempel er mindstelønnen i en af industricentret Shenzhen – der fastsættes af lokalregeringerne – steget fra 610 yuan i 2005 til 1.808 (ca.1.900) i 2015. Lønstigningen er dels en konsekvens af, at tilstrømningen af migrantarbejdere fra landområderne er faldende.[21] Dels har mange strejker i Kina gennem 2014 og 15 vist, at den kinesiske arbejderklasse har evnen og vilje til at kæmpe for bedre forhold uden om ACFTU. Spørgsmålet er om den kinesiske kapitalistklasse formår at imødekomme arbejderklassens krav om bedre løn og arbejdsforhold og samtidig opretholde det statskapitalistiske system? En gradvis lønstigning med etablering af et hjemmemarked, som var den europæiske model under den ”klassiske imperialisme”, synes ikke at være en farbar vej, fordi denne model netop baserer sig på lave lønninger et andet sted på kloden. Alt dette fører til, at modsigelserne i det kinesiske samfund er stigende. I denne proces vil den kinesiske arbejderklasse fremstå som en vigtig social og politisk kraft i det kommende årti.

Den sydafrikanske fagbevægelse

Fagbevægelsen i Sydafrika er et godt eksempel på de problemer, proletariatet i Syd står over for. Sydafrika blev befriet for apartheidregimet og den sidste rest af kolonialisme gennem en langvarig befrielseskamp, men at føre denne kamp videre til en social revolution, viste sig vanskelig for befrielsesbevægelsen ANC. Siden ANC kom til magten i 1994, har partiet ført en neoliberal politik, der har medført, at afstanden mellem rig og fattig i dagens Sydafrika er større end den var under apartheidregimet. På den anden side har Sydafrika en af Syds mest velorganiserede og radikale fagbevægelser. The Congress of South African Trade Unions (COSATU) er den vigtigste sydafrikanske faglige sammenslutning. Den sydafrikanske fagbevægelse er særlig interessant, fordi den som den første har udfordret Nords dominans i ITUC. Kritikken af Nords fagforeningers rolle i ITUC deles måske nok af fagbe­vægelsen i Sydkorea og Brasilien, som siden 1990’erne har søgt at danne en uformel Syd-alliance inden for den internationale fagbevægelse, men de har aldrig udtrykt deres kritik så klart som COSATU. COSATU’s internationale sekretær, Bongani Masuku, deler i en artikel Nord-fagforbundene op i fire kategorier:

“For det første er der “de fire store”: AFL-CIO (USA), DGB (Tyskland), TUC (England) og RENGO (Japan). Disse fire er kustoder for de mest konservative politiske positioner, især hvad angår opretholdelsen af imperialismen (…) Den anden kategori består af de socialdemokratiske fagforeninger i de nordiske lande og Holland. De synes enige med os i de fleste spørgsmål, men ønsker ikke at udfordre “de fire store” (…) Man kan imidlertid ikke stole på dem i de mest grundlæggende og fundamentale kampe, i særdeleshed når det drejer sig om at konfrontere underudvikling og i spørgsmål om handel og antiimperialisme. Den tredje kategori er de sydeuropæiske fagforeninger, der inkluderer CGIL (Italien), CC.OO (Spanien) og CGT (Portugal). Disse fagforeninger har historisk set været progressive, med en antiimperialistiske holdning, men de er i den senere tid gået på retræte. Disse fagforeninger er lidt modigere, når det drejer sig om at udfordre “de fire store” på mindre væsentlige område, men går på listesko, når det drejer sig om de store spørgsmål. Endeligt er der de progressive, individuelle fagforeninger, som findes i de store forbund – selv blandt “de fire store” – og som deler COSATU’s synspunkter på globale forhold, Palæstina, handel og Afrikas udvikling.” [22]

I den sammenhæng er det ikke så mærkeligt. at COSATU i 2012 besluttede at tilknytte sig resterne af den gamle, kommunistiske og mere klassekampsorienterede internationale fagforening, World Federation of Trade Unions (WFTU), mens de samtidig opretholder deres medlemskab af ITUC. WFTU blev efter Sovjetunionens opløsning og Østeuropas integration i den globale økonomi, reduceret til et ubetydeligt kontor med nogle få ansatte. De fleste tidligere medlemsorganisationer i Europa gik over i ITUC, men efter WFTU kongres i Havanna 2005 vendte nedturen. En ny ledelse, med den græske fagforeningsleder Georges Mavrikos i spidsen, blev valgt, og hovedkontoret flyttede fra Prag til Athen. Fokus har siden været på at organisere faglige organisationer i Syd, og WFTU samarbejder med Organization of African Trade Union Unity (OATUU), International Confederation of Arab Trade Unions (ICATU), Permanent Congress of Trade Union Unity of Latin America (CPUSTAL) og General Federation of Trade Unions of CIS, men også i Europa har WFTU i de senere år fået nye fagforeninger tilknyttet.

Bongani Masuku fra COSATU afslutter sin artikel med nogle tanker om den fremtidige organisering:

“Vi må lave en fair vurdering af ITUC og WFTU baseret på kendsgerninger, der hverken er sentimentale eller ortodokse, for at udvikle diskussionen af mulighederne (…) Det betyder, at man overvejer muligheden for at skabe en ny international faglig organisation, der samler så mange af verdens arbejdere som muligt (…) I mellemtiden må tyngdepunktet i vores internationale politik være organiseringen af det globale Syd. En nøgle til dette er at udvikle den afrikanske fagbevægelse til en stor, militant og progressiv bevægelse, der handler til fordel for arbejderne og kontinentets muligheder for at besejre underudvikling og den globale kapitalismes kvælergreb. SIGTUR har potentiale til at blive en sådan strategisk platform og må styrkes for at kunne udfylde denne rolle.” [23]

Southern Initiative on Globalisation and Trade Union Rights (SIGTUR) blev oprettet af COSATU sidst i 1980’erne som svar på neoliberalismens indtog i Syd. Formålet er at styrke Syd-Syd-samarbejdet i den internationale fagbevægelse.

I de seneste år er der sket en yderligere radikalisering af den sydafrikanske fagbevægelse. Der har længe ulmet en kritik af ANC’s neoliberale politik i fagbevægelsen. Den er især blevet fremført af National Union og Metalworkers of South Africa (NUMSA). Organisationen har 230.000 medlemmer og er den største fagforening i COSATU. Under befrielseskampen og i de første år efter apartheidregimets fald var der en tæt alliance mellem COSATU og ANC, men ANC har siden, det kom til magten ført en liberal økonomisk politik. Der er blevet skabt en lille sort overklasse og middelklasse, men det store flertal af sorte arbejdere er blevet stadig fattigere. Det har resulteret i en række strejker blandt minearbejderne og landarbejderne, som er blevet mødt med politibrutalitet. Nedskydningen af strejkende minearbejdere i Marikane den 16. august 2012 er blevet et vendepunkt på linje med Sharpeville-massakren under apartheidregimet. I konfrontationen mellem arbejdere og politiet blev 44 arbejdere dræbt og 78 alvorligt sårede. Dette sammen med stigende korruption i ANC har ført til, at NUMSA ønskede at bryde alliancen med ANC. I december 2013 holdt metalarbejdernes fagforening sin nationale kongres. Kongressen blev indledt med at mindes Nelson Mandela og en opfordring til at føre hans projekt videre, idet man mindedes hans ord til COSATU kongressen i 1993:

“I må være årvågne! Hvor mange gange har en arbejderbevægelse ikke støttet en befrielsesbevægelse, kun for at blive forrådt på befrielsesdagen? Der er mange eksempler på dette i Afrika. Hvis ANC ikke leverer varen, må I gøre ved ANC, hvad I gjorde ved apartheid-regimet.” [24]

Deklarationen fra kongressen kritiserer ANC for at have erstattet dets berømte Freedom Charter fra 1955, et militant, folkeligt program, som udfordrede de eksisterende ejendomsforhold i Sydafrika, med et neoliberalt program, som cementerer de eksisterende ejendomsforhold for at tækkes mine- og finanskapitalen.

NUMSA ser COSATU som splittet af en intern kamp mellem kræfter, som fortsat støtter ANC og deres neoliberale dagsorden på den ene side og dem, der kæmper for en uafhængig, antikapitalistisk fagforening, på den anden side. I deklarationen fra kongressen opfordrer NUMSA COSATU til at bryde med ANC og i stedet at opbygge en bred bevægelse, som skal koordinere kampen på arbejdspladser og i samfundet, på samme måde som man med succes gjorde det i 1980erne. På kongressen besluttede NUMSA derfor at trække sin støtte til regeringspartiet og i stedet arbejde for opbygning af en “bevægelse for socialisme”. Et resultat af konflikten i COSATU er, at NUMSA blev ekskluderet i november 2014. Problemet i Sydafrika er, at den nationale befrielseskamp aldrig blev videreført som en økonomisk og social kamp. Jorden ejes stadig hovedsagelig af de hvide settleres efterkommere. Sydafrikas rige guld- og diamantminer er stadig i hænderne på transnationale selskaber. Apartheidregimets nederlag faldt sammen med “den reelt eksisterende socialismes” opløsning og neoliberalismens fremvækst. I den situation blev befrielsesbevægelsen ANC opslugt af liberalt parlamentarisk demokrati og en national forsoning, der indebar, at de økonomiske relationer forblev som under apartheid.

Det er på denne baggrund, at dele af fagbevægelsen træder frem på vegne af den arbejderklasse, der bliver mere og mere frustreret over at befrielseskampen stoppede på halvvejen. Sydafrika er en krudttønde af sociale problemer, men har samtidig et utal af græsrodsorganisationer og en meget livlig politisk debat. Sydafrikas politiske udvikling i de kommende år vil få stor betydning ikke kun for det sydlige Afrika, men for hele kontinentet.

Sociale faglige bevægelser i Indien

Siden uafhængigheden i 1947 har den indiske fagbevægelse været tæt tilknyttet forskellige politiske partier og hovedsageligt arbejdet gennem det parlamentariske system, hvor aftaler blev indgået centralt. Denne del af den indiske fagbevægelse omfatter kun fuldtidsbeskæftigede, og den betragter nærmest kontraktansatte og den uformelle sektor som sine konkurrerende fjender. Sidstnævnte grupper udgør 94 % af den indiske arbejdskraft. [25]315 Forskellen i lønniveau mellem fastansatte og kontraktansatte er i gennemsnit 5:1. [26] Det er aldrig lykkedes den indiske fagbevægelse at forhindre, at kontraktansatte, uden for det faglige system, kan arbejde på samme arbejdspladser som fagligt organiserede arbejdere. Kastesystemet og religiøse konflikter udgør en yderligere kilde til opdeling og splittelse i fagbevægelsen. Endvidere er den indiske stat hård og brutal over for aktionerende arbejdere. Aktivister bliver ofte tævet og arresteret. Den gamle traditionelle fagbevægelse har i høj grad mistet evnen til at imødegå såvel kapital som stat. På trods af disse forhindringer er der i de seneste år, ligesom i Kina, opstået en ny form for arbejdskamp, med udgangspunkt i den enkelte virksomhed. Nye uafhængige fagforeninger med et syndikalistisk udgangspunkt er vokset frem. Modsat de gamle søger de at skabe solidaritet og fælles aktioner mellem de fast ansatte og kontraktarbejderne. Denne udvikling begyndte i den hurtigt voksende indiske automobilindustri, i 2012 og har siden bredt sig til det indiske industriområde Gurgaon vest for Delhi. [27]

Den uformelle sektor har i årtier ligeledes organiseret sig uden for den traditionelle fagbevægelse i såkaldte sociale faglige bevægelser. Sociale faglige bevægelser (på engelsk: Social Movement Unions) adskiller sig fra traditionelle fagforeninger ved at opfatte sig som en bredere social kraft i samfundet og ikke kun en bevægelse, der forhandler løn og arbejdsvilkår for arbejdere. SEWA er et eksempel på en sådan social faglig bevægelse. SEWA står for Self Employed Womens Association og er et eksempel på, hvordan det er muligt for en af de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet at organisere sig i forhold til den globale kapitalisme.

SEWA udviklede sig ud fra en traditionel fagbevægelse, Textile Labour Association (TLA), grundlagt af Mohandas Gandhi i 1920. [28] SEWA var en underorganisation, der særligt tog sig af de kvindelige arbejdere i hjemmeproduktion, småhandlende og den såkaldte uformelle sektor. Det vil sige arbejdere, der ikke har fast lønarbejde omfattet af regler og kontrakter. I 1982 blev SEWA imidlertid ekskluderet fra TLA, da SEWA’s stigende medlemstal og dermed indflydelse kom i konflikt med resten af TLA’s formelle sektor, de egentlige lønarbejdere. Den indiske industriarbejderklasse udgør kun 6 % af den samlede arbejdsstyrke og er således relativt mindre end den kinesiske, der udgør 25 %. I Indien er familiebrug og selvstændig virksomhed i den uformelle sektor stadig den dominerende del af arbejdsmarkedet. Trods eksklusionen fra fagbevægelsen fortsatte SEWA med at vokse og havde i 2008 1,1 million medlemmer. SEWA organiserer hjemmearbejdende, småhandlende – ofte gadehandlere – og den uformelle rengørings- og servicesektor, der i Indien i høj grad udgøres af kvinder. SEWA giver sine medlemmer en sundhedsforsikring, yder mikrokreditter og juridisk hjælp, hjælper medlemmer, der har behov for at lære at læse og regne, organiserer børnepasning osv. SEWA yder dermed en hjælp ud over den traditionelle fagforening, der har fokus på løn og arbejdsforhold. I byerne har SEWA skabt direkte forbindelse mellem kvinder, der laver kunsthåndværk, og markederne således at mellemhandlere undgås. På landet har SEWA opbygget kooperativer. På international plan er det lykkedes SEWA at sætte de hjemmearbejdende kvinders vilkår på ILO’s dagsorden.

Trods protester fra den indiske fagbevægelse er SEWA blevet optaget som selvstændig organisation i ITUC. SEWA har ligeledes været inspirationskilde til lignende organisationer i Sydafrika, Yemen og Tyrkiet. I det seneste årti, der ellers har været kendetegnet ved problemer med at organisere fagligt, er SEWA vokset betydelig i medlemstal. Særligt bliver det interessant at se, om SEWA’s evne til at danne kooperativer inden for hjemmeproduktion af tekstilvarer kan blive et alternativ til de globale produktionskæder fra hjemmeproduktion til H&M og lignende tøjfirmaer i Nord.

Perspektiver

ILO og ITUC har de seneste årtier ikke formået at opfylde de mål, de har sat sig. En væsentlig årsag er, at disse internationale organisationer består af aktører, der prioriterer deres nationale interesser. Deres hver især nationale dagsordner kan kun vanskeligt koordineres i forhold til den transnationale globale økonomi. Det fører til en situation, hvor nationale regeringers interesser (ILO) og nationale arbejderorganisationer (ITUC) plejer deres egne snævre interesser. De kan – eller vil – derfor ikke opfylde organisationernes mere langsigtede, transnationale målsætninger. Såvel ILO som ITUC har vist sig ude af stand til at påvirke situationen for arbejderbevægelsen i Kina. Begge organisationers manglende handlekraft underminerer organisationernes troværdighed, ligesom ITUC har ignoreret den kritik, der er kommet fra den sydafrikanske fagbevægelse. Hvis ILO og ITUC skal have relevans i det 21. århundrede, må medlemsorganisationerne forlade det internationale paradigme og begynde at handle ud fra et langsigtet, globalt perspektiv, der matcher den globaliserede økonomi. Mulighederne for dette synes små hvad angår ILO. Fokus er nemlig her den enkelte nation i pagt med FN-institutionen. Der er lidt mere positive tegn i udviklingen i ITUC. I en resolution fra ITUC’s anden kongres i Vancouver i 2010 hedder det:

“Den økonomiske krise har klart tydeliggjort den øgede gen­sidige afhængighed mellem lande og folk som resultat af glo­baliseringen. Den har også demonstreret de begrænsninger og svagheder, der er ved det nuværende globale system til styring. En ny form for globalisering må stadfæste principper for global social og økonomisk retfærdighed, menneskelig solidaritet og en demokratisering af de globale magtrelationer.” [29]

ITUC hænger ikke længere i Den Kolde Krigs dynd og har nu muligheden for en virkelig global strategi. Hvis ITUC kan overkomme de problemer, den nationalt baserede medlemsstruktur skaber, og hvis der sker et brud med den historiske dominans, som fagbevægelsen i Nord har haft over organisationens politik, til fordel for en struktur, der tilgodeser flertallet af arbejdere i Syd, så har ITUC en ramme, der kan matche den globale kapital på mere lige fod end i dag.

I maj 2014 afholdt ITUC sin tredje verdenskongres i Berlin. I den kommende periode frem til næste kongres i 2018 har man opstillet fire målsætninger:

Organisere 27 millioner nye medlemmer.
Modarbejde de slavelignede forhold for migrantarbejdere i blandt andet Qatar.
Fastsættelse af minimumslønninger.
Koble fagbevægelsen til bestræbelserne for at imødegå globale klimaforandringer.

Hvad enten det gælder støtte til nye fagforeninger, kampagner for bedre arbejdsforhold i Syd eller bestræbelser på at få fodfæste i nye vanskelige områder som i Kina, så står den internationale fagbevægelse dog i et dilemma. Den må tilsidesætte nogle af sine nuværende medlemmers umiddelbare snævre interesser for at sikre den globale fagbevægelses landsigtede interesser. Det er vanskeligt at håndtere dette problem i en medlemsstyret organisation som ITUC. Tiden vil vise, hvorvidt ITUC’s medlemsorganisationer, det vil sige de nationale faglige sammenslutninger, er i stand til at se ud over deres egne snævre interesser og sætte ind i de regioner, hvor man umiddelbart har mindst indflydelse, først og fremmest blandt millionerne af uorganiserede arbejdere i Asien.

ITUC er domineret af det synspunkt, at vejen frem for Syd er at kopiere fagbevægelsen i Nords normer og værdier. Målsætningen for Syds udvikling er således den kapitalistiske velfærdsstat, det “paradis”, som Nords arbejderklasser selv er ved at blive fordrevet fra. ITUC er kritisk over for den neoliberale globalisering, men ikke kapitalisme som sådan. Oven i dette er der problemet med ITUC usynlighed. Organisationen repræsenterer formelt 176 millioner medlemmer, fordelt på 325 fagforeninger i 161 lande og er dermed formelt den største transnationale bevægelse på kloden. Den er imidlertid meget lidt tilstede i globale medier endsige i medlemmernes bevidsthed. Hvor mange kender organisationens eksistens? Hvornår har man set den handle?

Den nationale fagbevægelse, der op gennem 1900-tallet spillede en central politisk rolle i Nord står svækket. Neoliberalismen og det faldende antal industriarbejdere har betydet, at fagbevægelsen i Nord er sat ud på sidelinjen. Globalt set er industriarbejderklassen imidlertid større end nogensinde. Spørgsmålet er, hvordan det nye proletariat i Syd vil organiserer sig? De fleste eksisterende fagbevægelser i Syd har deres oprindelse i den antikoloniale kamp, ofte knyttet tæt til det nationalistiske parti, der førte an i denne kamp, og som blev statsbærende. De har således en korporativ karakter. I de sidste 30-40 år er disse nationale regimer ofte degenereret, og deres økonomier opslugt af den neoliberale globalisering. Disse fagbevægelser har derfor kun mindre relevans for det nye fremvoksende proletariat. Den traditionelle fagbevægelse synes ud af stand til at sikre arbejderne bedre løn og arbejdsforhold. En ny udvikling er imidlertid på vej: gennem det sidste årti er en bølge af arbejdskampe vokset frem fra neden, i Kina, Bangladesh, Indien og Sydafrika. Det er strejker og besættelser af fabrikker, organiseret af en ny generation af arbejdere, ofte uden om den eksisterende fagbevægelse. Det er langt fra sikkert, disse aktive arbejdere vil kopiere sidste århundredes fagbevægelser, med deres bureaukrati, top-down styring, tilknytning til politiske partier og indordning under statslige regler. Den direkte arbejdskamp ledet af lokale arbejderledere, har vist sig at være mere effektiv. Det er denne udvikling af en ny radikal arbejdskamp, der skal styrke den faglige kamp i Syd. Disse arbejdskampe udfordrer ikke kun kapitalen, men også den fagbevægelse, der gennem kooperation med staten ofte er blevet en del af neoliberalisme.

De mange millioner af nye proletarer, koncentreret i Sydens fabrikker, vil ikke vedblive med at acceptere de store uligheder inden for kapitalismen. Hvor afslutningen på sidste århundrede var præget af etableringen af et globaliseret marked for varer og penge, så vil der i dette århundrede komme et enormt pres på arbejdsmarkedet i form af krav om ligeløn og fri bevægelighed for mennesker globalt. Her bliver fagbevægelsen på nationalt og transnationalt plan en central faktor. Forandringskraften vil dog næppe komme fra oven i ITUC, men fra neden. Fra Kinas migrantarbejdere, Sydafrikas minearbejdere og de indiske kvinder.

Noter

  1. ILO (2012).[]
  2. Roberts (1998): 104.[]
  3. ITUC (2008): 10-12.[]
  4. Rapporten blev udarbejdet af Mark Anner, en fagforeningsleder med erfaring fra arbejde i Mellemamerika.[]
  5. Anner (2001).[]
  6. Anner (2001): 24.[]
  7. Anner (2001): 21-26; Kerswell (2011): 270.[]
  8. AFL-CIO (2010).[]
  9. Anner (2001): 15.[]
  10. Hurst (2009): 1, 16. Tallet kan bekræftes ved at sammenligne antallet af ansatte i stats­ejede firmaer i forskellige år i China Statistic Yearbook 2012[]
  11. Det er 50 millioner flere personer end den samlede industriarbejderklasse i det globale Nord. Hart-Landsberg (2010b): 16.[]
  12. Hart-Landsberg (2010b): 17.[]
  13. Lindbaek (1997): 5.[]
  14. Chongqing & Foshan: The Next China.[]
  15. Li (2011): 8. Minqi Li har undervist i økonomi ved University of Utah siden 2006, og sad som politisk fange i Kina fra 1990 til 1992.[]
  16. Yongshun (2008): 163.[]
  17. Hqi (2014).[]
  18. Luthje (2010).[]
  19. Ness (2016): 135.[]
  20. Ness (2016): 141.[]
  21. Gøttske (2015).[]
  22. Masuku (2010).[]
  23. Masuku (2010).[]
  24. NUMSA (2013).[]
  25. Ness (2016): 86.[]
  26. Ness (2016): 90.[]
  27. Ness (2016): 84.[]
  28. Datta (2003): 354.[]
  29. ITUC (2010): 13.[]

Om forfatteren / About the Writer

+ posts

Aktivist og forfatter, Medlem at Internationalt Forum.