Det globale perspektiv

Hvis vi skal opnå en mere lige og demokratisk verden på den anden side af kapitalismens krise, er det afgørende med en fælles front mellem Syds og Nords arbejderklasser. De højrenationale og reformistiske forsøg på at sikre velfærdsstaten via en styrkelse af de nationale grænser, herunder begrænsninger i arbejdskraftens bevægelighed, er ikke kun reaktionær, den vil også være forgæves. Hvis de nordamerikanske og europæiske arbejderklasser ikke ønsker at konkurrere med arbejderne i Mexico eller Kina i et neoliberalt rotteræs mod bunden, så må de forene sig i en kamp mod det racebaserede og kulturelle hierarki af nationer og den enorme kløft i levevilkår, som den globale kapitalisme skaber.

Som situationen ser nu lige nu, ligger en sådan forening af kræfterne ikke lige om hjørnet. På den anden side er det vanskeligt at forestille sig, at den nuværende ulighed kan fortsætte. Koncentrationen af hundrede af millioner af nye proletarer i Syd under ringe arbejdsforhold og løn vil medføre en reaktion. Ikke mindst fordi globale informations- og kommunikationsformer gør denne ulighed og uretfærdighed ekstrem synlig. De nye millioner af arbejdere er ikke magtesløse, de er blevet uundværlige. Kina, Indien og Brasilien er ikke perifere lande, de udgør knastakslen i den globale økonomi, og de har en fælles interesse i at ændre den verden, hvor andre nyder frugterne af deres arbejde. Den arbejderklasse i Kina, Indien, Indonesien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, der gav kapitalismen ny luft og en tro på, at modstandens historie var forbi, ruster sig et nyt opgør, et oprør, der kan blive en overlevelseskamp for kapitalismen. Realiseringen af dette magtpotentiale, en transformering af denne følelse af uretfærdighed til politisk praksis, kræver dog organisering, ikke kun fagligt, men også en politisk vision og strategi. Og her er der brug for nytænkning.

Kina vil komme til at spille en afgørende rolle i denne proces. På den ene side har Kina lukket op for globale markedskræfter, der suger værdier til sig og har skabt en ny kapitalistklasse. På den anden side kan vi ikke blot afskrive det kinesiske kommunistparti. Det har stadig magt og muligheden for at lede den kinesiske arbejderklasse. Omvendt kan partiet også komme til at stå i vejen, for ikke at sige på den forkerte siden, i den nye runde i klassekampen, som står for døren i Kina. De gamle kommunistpartier – herunder Kinas – har kun en chance, hvis de formår at udvikle nye visioner og strategier for, hvordan produktionen og forbruget skal indrettes, og hvordan samfundet skal styres.

Hvis vi følger Forans analyse af revolutionens anatomi, så er de strukturelle betingelser for en ny revolutionær bølge til stede: kapitalismen befinder sig i en langvarig strukturel krise, proletariatet i Syd kræver økonomisk og social befrielse, Syd domineres af politiske regimer, der med repression og støtte fra NATO opretholder en politisk orden, der skal sikre den globale neoliberalisme. I denne situation vil der uundgåeligt med mellemrum opstå akutte økonomiske og politiske kriser, der kan udvikle sig til revolutionære situationer. Spørgsmålet er, om vi vil være i stand til at udnytte disse muligheder, udvikle en slagkraftig politisk kultur, der er stærk nok. Kan vi skabe en organisering, der kan modstå repression og imperialismens modoffensiv? En organisering med viljen og evnen til at skabe alliancer nationalt, regionalt og globalt, der kan skabe det fornødne momentum? Udvikle en vision om “en anden verden”, der kan mobilisere folk? Strategier, der er konkrete og realistiske nok til, at folk tror på forandringen til det bedre, og at de selv skal være den kraft, som skaber forandringen?

Hvis antiimperialismens kendetegn, fra Anden Verdenskrig og frem til slutningen af 1970’erne, var den nationale befrielseskamp, så vil antiimperialismen under den nuværende neoliberale globalisering, få karakter af anti-kapitalisme. Hvis slutningen af det 20. århundrede var karakteriseret ved en nedbrydning af nationalstaten som rammen for økonomi til fordel for det globale marked, så vil det 21. århundrede blive præget af kampe for atter at få økonomien under samfundsmæssig kontrol, hvilket vil sige en form for socialisme med globalt perspektiv.

Kapitalismen har skabt en muteret og skæv form for globalisering. Skæv fordi den i dag mere end nogensinde er afhængig af udbytningen af proletariatet i Syd, men også fordi den i Nord i stigende grad fører til ubehagelige former for nationalchauvinisme, racisme og opdeling af befolkningen i A- og B-mennesker.

En opdeling af arbejdsmarkedet i mere eller mindre udbyttede befolkningsgrupper inden for et økonomisk system, som det er tilfældet med opdelingen i Nord og Syd, er ikke noget nyt fænomen. Opdelte arbejdsmarkeder har eksisteret i århundreder – måske i årtusinder. [1] Ofte har den herskende klasse opnået så stor magt, at den ikke alene har kunnet udbytte sin “egen” underklasse, men også “fremmede” klasser. Dette fænomen har sin særlige politiske logik. Den herskende klasse kan ikke over længere perioder udbytte alle producenterne i en sådan udstrækning, at de ikke har en tilstrækkelig indkomst til at dække deres reproduktionsomkostninger og et minimum af socialt liv. Hvis den herskende klasse alligevel gør dette, spænder den ben for sig selv. Måske er det årsagen til, at det er uhyre sjældent i menneskehedens historie, at slaver er blevet hentet fra et samfund selv. Slaveriet foregik enten uden for samfundet i forbindelse med kolonisering, eller også blev slaverne bragt ind i samfundet udefra. Kulturelle værdier, normer og love satte visse begrænsninger for, hvad den herskende klasse kunne gøre mod medlemmer af deres “eget” samfund, men sådanne begrænsninger gjaldt ikke for producenterne i de erobrede områder. Slaverne i minerne kunne arbejde sig til døde for at skaffe rigdom til overklassen. Eller den oprindelig befolkning i kolonierne kunne udryddes for at skaffe jord til settlere. Der har således langt tilbage i historien eksisteret delte arbejdsmarkeder. Der har været klassesamfund magtfulde nok til at erobre og underlægge sig andre samfund, og der få adgang til en ekstern arbejdende klasse, som kunne udbyttes ud over hvad, der var normen for den interne arbejdende klasse.

Denne opdeling af arbejdsmarkedet i en intern og ekstern del har været en væsentlig kilde til racisme. I alle klassesamfund, der erobrer og underlægger sig andre samfund, udvikles en opfattelse af at dem med en anden kultur og hudfarve som værende mindreværdige og derfor også mere legitime mål for plyndring og udbytning. Denne ideologi er blevet påtvunget og delvist accepteret af arbejderklassen i det imperialistiske samfund og lever videre i bedste velgående i vores syn på befolkningerne i det globale Syd og “de fremmede” i vores eget samfund. Det delte arbejdsmarked kommer til udtryk i fordelingen og aflønningen af arbejde, vores skelnen mellem indvandrere fra Syd og ex-pats fra andre områder i Nord, segregerede bydele, skoler osv. Denne racisme kan bekæmpes og begrænses, men den vil eksistere, så længe vi har en todelt arbejderklasse på globalt plan. En konklusion på alt dette kunne være, mennesket er et “ondt dyr”, og at verden aldrig bliver bedre. Det er ikke min opfattelse.

Der er talrige eksempler på menneskelig solidaritet og opofrelse på tværs af nationalitet og etnicitet. Det er et spørgsmål om rammer: økonomiske, politiske og kulturelle. Det betyder dog også, at det er nødvendigt at gøre op med kapitalismen og nationalstaten, som de har udfoldet sig hidtil, hvis vi skal ændre denne forbandelse.

Det er ikke umuligt. Kapitalismen selv har skabt en globalisering, der giver mulighed for at gøre op med “dem-og-os-syndromet.” Opbygningen af en øget global bevidsthed og solidaritet er en opgave, som er nødvendig for at løse de globale problemer. Det er en opgave på linje med opbygningen af den nationale identitet og solidaritet gennem de sidste forgangne 2-300 år. Vi må forvandle os fra borgere i en nationalstat til verdensborgere. Denne proces er under vejs. Billederne fra rummet af vores lille grønne og blå planet i det mørke verdensrum visualiserer fælles situation og skæbne. De økonomiske, politiske og miljømæssige globale sammenhænge bliver tydeligere og tydeligere. De økonomiske kriser antager en global karakter. Vi ved godt, at klimaproblemer ikke er nationale, og at forureningen af hav og luft flyder over grænser. Universelle menneskerettighederne har fået en voksende moralsk, politisk og juridisk opbakning.

Internationalismen er begrebsmæssigt og historisk et forhold mellem nationer og nationaliteter. Denne internationalisme må erstattes af en global solidaritet, som ikke er mellem nationer, men mellem mennesker, og hvor rettighederne ikke er knyttet til et nationalt borgerskab, men til et globalt medborgerskab. De næste årtier bliver afgørende for, om vi vil bevæge os i den retning eller mod en ny bølge af nationale, religiøse og kulturelle stridigheder, der ikke kun vil betyde krig og nød, men også at de klima- og miljømæssige problemer vil antage katastrofale former. Den gode nyhed er, at handling kan bestemme udfaldet. Kapitalismens økonomiske og politiske krise sætter radikal forandring på dagsordenen og gør den mulig. Opgaven er at mobilisere og organisere de kræfter, der skal skabe forandringen og udvikle strategier og taktikker. I denne situation er det vigtigt at have et globalt perspektiv.

Noter