Væsentlige videnskabelige og teoretiske fortolkninger af imperialismen har de sidste tredive år forandret de paradigmer, igennem hvilke vi analyserer og forstår menneskehedens historie. Med udgangspunkt i en forpligtelse til internationalisme og social retfærdighed har en række sociologer, politologer og økonomer belyst imperialismens historiske og nuværende centrale betydning for alle aspekter af samfundet. Mens postkoloniale studier siden 1970’erne har beskrevet forskellige former for kulturel dominans – et væsentligt kendetegn ved imperialismen – ja så har kritisk geopolitisk og økonomisk analyse været fraværende i store dele af forskningen. Samtidig med, at de mere formelle former for imperialistiske magtformer – direkte politisk styre og militær besættelse – i vid udstrækning er blevet opgivet (dog ikke helt, som eksemplerne i Afghanistan, Irak og Palæstina viser), har det globale frie marked fremelsket en ny æra af neokolonial imperialisme, der har øget uligheden såvel inden for nationalstater som på tværs af grænserne. Denne nye form for imperialisme har utvivlsomt været med til at anspore de videre undersøgelser af alle aspekter af imperialismefænomenet og ikke blot dets kulturelle former.
I takt med, at Europa og Nordamerika de seneste år er drevet længere mod højre, har der været en dramatisk opblomstring i proimperialistiske diskurser. For eksempel har flere britiske forfattere bygget deres karriere på at prise det engelske imperiums storhed, dets betydning for civilisationens fremskridt og den vestlige verdens triumf. I 1990’erne beskrev den amerikanske politolog, Samuel Huntington, i sin bog The Clash of Civilizations hvordan alle ikke-vestlige kulturer havde et ‘iboende barbari’ og fandt et ivrigt mainstream publikum i kontekst af den såkaldte ‘krig mod terror’ og diskursen om ‘humanitær interventionisme.’ Disse propagandisters politiske tilbøjeligheder er indlysende for alle med selv et minimum af kritisk bevidsthed i eller uden for den akademiske verden. Intellektuel uhæderlighed og meddelagtighed i stormagternes forbrydelser begrænser sig imidlertid ikke blot til den politiske højrefløj, selvom den er mere åbenlys der. Desværre forfægtes national chauvinisme i det globale Nord af både højrefløjen og dens påståede modpart. Den mest velhavende og borgerlige brøkdel af den internationale arbejderklasses klasseinteresser afspejles også i den europæiske og nordamerikanske venstrefløjs analyser. For sidstnævnte bliver imperialismen alt for ofte opfattet enten som en historisk anakronisme eller som noget, der kun gavner vise kapitalister eller et smalt øvre lag af arbejdstagerne i bestemte sektorer af økonomien.
Som Torkil Lauesen viser i denne bog, skyldes de fordele, arbejderklassen i metropolerne har i forhold til det egentlige proletariat — de udbyttede lønarbejdere i industri og landbrug — netop imperialismen, og kan derfor kun opretholdes og udvides i kraft af denne. I sidste instans betyder det, at forfølgelsen af kortsigtede økonomiske fordele fra det, der kan defineres som et massearbejderaristokrati, medfører et åbent eller taktisk kompromis med kapitalen. Det betyder, at dem, der befinder sig på de øverste løntrin i den globale arbejderklasse, og som ønsker at frigøre sig fra kapitalens herredømme, må slå til lyd for afskaffelsen af det globale lønhierarki vel vidende, at dette vil betyde en langvarig og betydelig reduktion af deres nationale medborgeres købekraft.
Denne bog undersøger, hvordan imperialismen har påvirket den tredje verden, også kaldet det globale Syd, det vil sige de tidligere kolonier i Asien, Afrika, Latinamerika og Caribien. Den beskriver desuden, hvordan imperialismen har formet sociale relationer og befolkningens opfattelser i den første verden, det globale Nord, hvilket vil sige Europa, Nordamerika og Japan. Den beskriver imperialismens skiftende former for transnational værdioverførsel og afdækker, hvordan det ulige bytte skaber superprofitter og øget fattigdom, og hvorledes kapitaleksport i denne sammenhæng er blevet kilden til det globale profitsystem.
I dag står den tredje verden over for imperialistiske invasioner, besættelser, stedfortræderkrige, embargo, afpresning, sult, folkedrab, brutal undertrykkelse og transnationale selskabers udplyndring. Kontrasten til forbruger-, velfærds- og fritidssamfundet, som imperialismen har muliggjort, kan næppe være større. På trods af dette må forfattere som Torkil Lauesen forklare og tydeligt angive tingenes tilstand og sammenhæng. I disse dystre tider er det ofte svært at se, hvordan vi kan arbejde for en bedre fremtid. På et intellektuelt niveau kan vi kun bevæge os i den retning, hvis vi ser verdensudviklingen ud fra et globalt perspektiv, hvor flertallet af menneskeheden kæmper for et bedre liv.
I denne bog placerer forfatteren imperialismen i centrum for sin stringente klasseanalyse og sætter på samme tid klasseanalysen i centrum for sin forståelse af imperialismen. Det er en analyse, som bygger på årtiers studier og engagement i internationalisme. Forfatteren gentager ikke blot idealet om internationalisme. Hver sætning i bogen bekræfter, at det er umuligt at forså imperialismen uden at nære sympatiske følelser for kampen imod den. I den modsigelse ligger håbet.
Dr. Zak Cope Belfast den 16. marts 2016.
Noter:
Zak Cope er forfatter til bogen Divided World Divided Class: Global Political Economy and the Stratification of Labour under Capitalism. (Kersplebedeb 2015) og sammen med Immanuel Ness redaktør af The Palgrave Encyclopedia of Imperialism and Anti-Imperialism (Palgrave Macmillan 2016).
