Kapitel 1

Etableringen af det todelte verdenssystem

Kolonisering og imperialisme

Hvis man skal vælge et årstal, der symboliserer det kapitalistiske verdenssystems fødsel, er 1492 et godt valg. Det er året, hvor Europa, i form af Columbus’ søgen efter søvejen til Indien, begyndte sin militære, økonomiske, politiske og kulturelle erobring af verden. Det er samtidig på dette tidspunkt, at udviklingen af kapitalismen og opløsningen af feudalismen tager fart i selve Europa. Spiren fandtes allerede i 1400-tallet i form af handels- og købmandskapital især i Norditalien, men det var erobringen af “den nye verden”, der for alvor satte skub i udviklingen af kapitalismen i Europa. De spanske kolonier i Latinamerikas vigtigste produktion var sølv, og konsekvensen var, at mængden af omsætningsmidler i form af sølvmønter steg voldsomt. Det for handlen så vigtige metal blev i enorme mængder transporteret fra især Mexico og Peru til Spanien, hvorfra det som mønter spredtes ud over Europa og slukkede den spirende kapitalismes tørst efter udvekslingsmidler. Fra 1500 til 1520 prægede Den Spanske Mønt 45.000 kg. sølv, fra 1545 til 1560 270.000 kg. sølv og fra 1580 til 1600 340.000 kg. [1] De umådelige rigdomme, som tilflød Spanien og Portugal i form af sølv og guld, blev blandt andet brugt til at købe varer fremstillet ved manufaktur i Belgien, Holland og England, hvilket stimulerede disse landes vareproduktion, mens Spanien og Portugal selv blev hængende i feudalismens dynd.

Etableringen af verdensmarkedet var samtidig en polariserende proces, en opdeling af dette verdenssystem i et center og en periferi med forskellige roller og udviklingsmuligheder. Koloniseringen var en befolkningsmæssig katastrofe for periferien. Befolkningen i Latinamerika faldt fra et anslået 50 millioner i 1492 til 4 millioner i slutningen af 1600-tallet.[2] Man mener, at befolkningen i Mexico i 1519 var på 25 millioner mennesker. I 1605 var dette tal faldet til blot 1,25 million. [3] For at råde bod på den manglende arbejdskraft tog slaveriet fart. 10-12 millioner slaver blev ført over Atlanten fra Afrika. For at importere denne mængde slaver, måtte man indfange omtrent det firedobbelte i Afrika, altså ca. 40 millioner mennesker. Det vil sige, at 30 millioner døde under transporten frem til havnene på Afrikas kyster og under rejsen til først Sydamerika senere Nordamerika. [4] Konsekvensen var, at Afrikas befolkningstal fra 1450 til 1870 slet ikke steg. Ødelæggelsen af de afrikanske samfund og den tilnærmelsesvise udslettelse af de oprindelige amerikanske samfund, blev fuldbyrdet i løbet af ganske få år. I Asien var handelskapitalens fremfærd også voldelig, hvilket eksempelvis Hollands fremfærd i Indonesien og Englands erobring af Indien er eksempler på. I mange tilfælde blev europæiske købmænd dog her stillet over for samfund, som selv havde en udviklet militær magt, handel og manufaktur. Man måtte derfor i højere grad indgå i alliancer eller kompromisser med lokale magthavere.

Handelskapitalens værk blev at sammenknytte en verden, som hidtil havde bestået af isolerede økonomier og kulturer, og samtidig lægge grunden til denne verdens opdeling i en udbyttet og en udbyttende del. Det gjorde handelskapitalen i form af kolonisystemet, dels med grundlæggelsen af handelskolonier som i Indien og i Kina, dels med settler-slavekolonier som i Nord- og Sydamerika. I 1600- og 1700-tallet var antallet af arbejdere i plantager, haciendaer, fabrikker og miner i kolonierne mindst lige så stort som proletariatet i Europa selv. [5] Udbytningen af kolonierne skabte den klassiske industrikapitalismens gennembrud i England i begyndelsen af 1800-tallet. Marx beskriver det malende i Kapitalen:

“… Opdagelsen af guld og sølv i Amerika, udryddelsen og underkuelsen af den indfødte befolkning, som levende begravedes i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Østindien, morgenrøden for den kapitalistiske produktions epoke. Disse idylliske begivenheder er væsentlige led i den oprindelige akkumulation. I deres fodspor følger de europæiske nationers handelskrige med hele verden som skueplads.

De forskellige metoder for den oprindelige akkumulation fordeler sig i tidsmæssig rækkefølge mere eller mindre navnlig på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de i slutningen af det 17. århundrede systematisk i kolonisystemer, statsgældsystemet, det moderne skattesystem og beskyttelsestoldsystemet. Disse metoder hviler til dels på den mest brutale vold, dvs. kolonisystemet. Men alle benytter de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, til kunstigt at befordre omdannelsen fra feudal til kapitalistisk produktionsmåde og til at forkorte overgangstiden. Vold er fødselshjælperen for ethvert samfund, der går svangert med et nyt. Den er selv en økonomisk kraft.” [6]

De ydre forudsætninger for Englands fremvækst som kapitalistisk land var handelsherredømmet, som gav sig udslag i grundlæggelsen af et verdensomspændende koloniimperium. England blev centrum for verdenshandlen, og der udvikledes en industriel arbejdsdeling i forhold til de oversøiske lande. Disse leverede råvarer til den engelske industri, der til gengæld leverede færdigt forarbejdede produkter. Bomuld fra Egypten og Amerika blev til klæde i Manchester. England blev verdens værksted, og landets industri ekspanderede i et internationalt vakuum skabt af dets flåde. Monopolet på det internationale marked gav England et tilsvarende monopol på industriel fabrikation. Et monopol, landet besad i første halvdel af 1800-tallet. Den engelske kapitalisme udviklede sig i denne første periode på bekostning af det traditionelle håndværk, nationalt som internationalt, hvilket betød, at de engelske industrivarer var forholdsvis billigere – den britiske industri kunne for en stund sælge alt, hvad den kunne fremstille.

Modsigelsen mellem produktion og forbrug

Allerede i 1840’erne indfandt de første overproduktionskriser sig i England. Forbruget kunne ikke følge med den hastigt stigende produktion. Markedet – vel at mærke det købedygtige marked – er nemlig det centrale problem i en kapitalistisk økonomi. For at opnå størst mulig profit vil kapitalen til stadighed søge at udvide produktionen, indføre ny teknik og kaste et stadigt større antal varer på markedet. Uden et stadig voksende marked stagnerer systemet. Den klassiske liberale økonomiske teori, dengang såvel som i dag, er af den opfattelse, at der hersker en balance i kapitalismen mellem produktion og forbrug. Den franske liberale økonom, J.B. Say, formulerede i 1803 den tese, at produktionen via dens lønninger og profitter skaber en købekraft, der svarer til de producerede vares samlede pris. Historiske og almindelige praktiske erfaringer viser imidlertid, at markedet – undtaget under ekstreme forhold som krig og katastrofer – altid er købers marked.

For en umiddelbar betragtning kan Says lov synes at være logisk. Tag et givent samfunds produktion i en given periode: Den del af de samlede varepriser, der stammer fra råvarer, hjælpestoffer, afskrivning på maskiner, bygninger osv. kan allerede inden produktionen af forbrugsvarerne er tilendebragt, udløse en købekraft svarende til deres andel i priserne. Underleverandørernes lønninger og profitter kan umiddelbart efterspørge varer – ingen problemer her. Arbejderne, der producerer selve forbrugsvarerne kan ligeledes umiddelbart med deres løn efterspørge deres andel af de producerede varer, de ødelægger heller ikke balancen mellem produktion og købekraft. Problemet er profitterne. Profitterne er nemlig ikke til stede før alle varerne er solgt. Og alle varerne kan ikke sælges, fordi profitterne mangler på efterspørgselssiden i balancen mellem de samlede varepriser og den samlede købekraft. Købekraften halter således bestandigt efter udbuddet af varer. Det er denne ubalance, der kommer til udtryk i historiske tendens til overproduktion, der altid har plaget kapitalismen. Det er den ubalance, der kommer til udtryk i den almindelige erfaring, at man altid kan få varer for sine penge, men ikke altid penge for sine varer. [7]

Tilstrækkeligt marked er et iboende problem i kapitalismen, fordi købekraften begrænses af de love, som udbytningen sætter. Den enkelte kapitalist kæmper på den ene side for at holde lønnen så lav som muligt i sin virksomhed for at opnå størst mulig profit. Men de samlede lønninger udgør på den anden side en væsentlig del af den efterspørgsel, som ved varekøb skal realisere profitten. Den kapitalistiske akkumulationsform har således en tendens til at ødelægge sit eget marked. Hvis kapitalisterne øger lønnen, begrænser de deres profitmulighed. Hvis lønnen omvendt sænkes, begrænses markedet. I begge tilfælde vil kapitalisterne stoppe deres investeringer, ikke fordi det er et teknisk problem at producere, men fordi det er et problem at sælge. [8]

Efter en vækstperiode i første halvdel af 1800-tallet begyndte disse strukturelle problemer således at indfinde sig i den engelske kapitalisme. Det var vanskeligt for kapitalen at opfylde eller blot imødekomme proletariatets krav om bedre arbejdsforhold og højere løn, hvis profitraten skulle bibeholdes. Derfor måtte ethvert større krav om forbedringer afvises. Bourgeoisiet kunne på det tidspunkt ikke tillade sig den “luksus” at indføre et parlamentarisk demokrati, ret til dannelse af fagforeninger og så videre, da dette ville true selve det kapitalistiske systems eksistens.

Det var den sociale bevægelse, som de økonomiske problemer fremkaldte, der fik Marx til at indlede Det Kommunistiske Manifest skrevet i 1848 med ordene: “Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.” [9] I denne periode foregik der en revolutionering af produktivkræfterne og dermed af produktiviteten. Udviklingen fra spinderok til spindemaskine, fra håndvæv til maskinvæv, udviklingen af dampmaskinen og indførelsen af jernbaner forøgede produktiviteten mangefold. Denne produktivitetsforøgelse betød dog ikke bedre forhold for arbejderklassen, tværtimod. I første del af 1800-tallet svingede lønnen omkring det fysiske eksistensminimum. [10] Dette forhold begrænsede hjemmemarkedet, og på det internationale marked var fransk og amerikansk industri begyndt at blive konkurrencedygtig. Industrien konkurrerede ikke længere blot mod håndværket. Den indbyrdes konkurrence mellem kapitalisterne blev skærpet. Modsigelsen mellem produktionens stadige udvidelse og forbrugets stagnerende tendens førte til fald i profitraten og til overproduktionskriser. Kapitalismens mulighed for at undslippe kriserne var at søge ud i verden efter nye markeder og nye investeringsmuligheder for kapital. Marx beskriver det i Det Kommunistiske Manifest denne tendens til globalisering:

“Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt (…) Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidler. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde, det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, det vil sige blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber en verden i sit eget billede.” [11]

Marx anskuede kapitalismens udvikling som en centrifugal proces. De ringere muligheder for profitable investeringer i de mest udviklede kapitalistiske lande ville få kapitalen til at søge profitable investeringer i kolonilande og i de mindre udviklede centerlande. Marx forestillede sig således, at kapitalismen ville sprede sig hastigt ud over hele kloden. Han forestillede sig dog ikke, at denne proces ville resultere i en ret så “fast” opdeling af verden i et højt udviklet imperialistisk center og i en udbyttet og underudviklet periferi. Marx betragtede kolonialismen som et progressivt fænomen. Engelsk kapital ville strømme ud og gøre resten af verden til et spejlbillede af England, og dermed på globalt plan udvikle de samme modsigelser, som truede kapitalismen i England. Som Marx skriver i Kapitalen: “Det i industriel henseende mere udviklede land viser kun det mindre udviklede land et billede af dets egen fremtid.” [12]

England havde gennemført den første fase af den industrielle revolution omkring 1830. På det tidspunkt havde det kontinentale Europa og USA kun lige påbegyndt deres industrialisering. Disse lande blev ikke periferi til England. Tværtimod var engelsk kapital i høj grad med til at gøre dem til højtudviklede kapitalistiske lande. Så her holdt Marx’ forudsigelser stik. USA overhalede endda England mod slutningen af 1800-tallet. Marx forestillede sig udviklingen i kolonierne i Asien og Afrika på samme måde. Når England havde fået nedbrudt de oprindelige samfund og indført kapitalismen, ville disse kolonier gennemløbe en hastig udvikling, der ville gøre dem til et spejlbillede af England selv. Marx skriver om Englands rolle i Indien:

“England har en dobbelt mission at udfylde i Indien: en ødelæggende og en skabende: tilintetgørelsen af det gamle asiatiske samfund og skabelsen af det materielle grundlag for et vestligt samfund i Asien (…) Jeg ved, at det engelske millokrati har til hensigt at forsyne Indien med jernbaner med det ene formål at udvinde bomuld og andre råmaterialer til deres egne produkter med formindskede omkostninger. Men når man en gang har indført maskineriet som befordringsmiddel i et land, der besidder både jern og kul, er man ude af stand til at hindre fremstillinger deraf. Man kan ikke opretholde et jernbanenet i et umådeligt stort land uden at indføre alle de industrielle processer, der er nødvendige for at imødekomme jernbanebefordringens umiddelbare og vedvarende behov, og herudaf må nødvendigvis vokse anvendelsen af maskineri i de grene af industrien, der ikke er umiddelbart tilknyttet jernbanerne. I Indien vil jernbanesystemet derfor for alvor blive forløberen for den moderne industri.” [13]

Åbningen af nye markeder i Afrika og Asien, kapitaleksporten til Nord- og Sydamerika ville midlertidigt udskyde kapitalismens sammenbrud. Det ville dog kun blive en stakket frist: Resultatet ville blot blive en endnu kraftigere akkumulation, der ville medføre en ny og forstærket overproduktionskrise. Friedrich Engels ridser perspektivet for kapitalismens udvikling op således:

“Selv i helt barbariske lande gør bourgeoisiet fremskridt (…) Det vil indrette hele verden efter sin målestok, og det vil lykkes for det på en betydelig del af kloden.

De er indskrænkede nok til at tro, at med deres sejr vil verden få sin definitive skikkelse. Og dog er intet mere iøjnefaldende, end at de overalt kun baner vejen for os, demokrater og kommunister, og at de højst vil kunne erobre nogle års urolig nydelse for straks igen at blive styrtet (…) Som løn for det skal I komme til at herske en kort tid. I skal komme til at diktere love, I skal komme til at bade jer i glansen fra den majestæt I har skabt, I skal komme til at spise i den kongelige sal og befri kongens smukke datter, men glem det ikke – ’Uden for døren venter bødlen’ (Heinrich Heine).” [14]

Bødlen venter som bekendt stadig. Imperialismen og den deraf følgende opdeling af verden i rige og fattige lande gav kapitalismen helt nye vækstbetingelser og et langt liv. Marx’ og Engels’ forudsigelser med hensyn til kapitalistisk udvikling i kolonierne og med hensyn til kapitalismens sammenbrud gik ikke i opfyldelse. Ikke fordi deres analyser af kapitalismen var direkte forkerte. Det kapitalistiske system, som det fungerede frem til midten af 1800-tallet, var faktisk ved at have udtømt sine udviklingsmuligheder. Kriserne kom med kortere og kortere mellemrum og antog en dybere og dybere karakter. Proletariatets styrke og kampvilje voksede i takt hermed. “Kommunismens spøgelse” gik gennem Europa, og materialiserede sig i form af opstanden i Pariserkommunen i 1871. Bourgeoisiet var hunderæd for revolutionen. Hvad Marx og Engels ikke havde forudset var, at netop proletariatets kamp for bedre levevilkår kombineret med imperialismen blev drivkraften bag en ændring af kapitalismens akkumulationsform på globalt plan, som gav kapitalismen fornyet grokraft og liv. Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister, beskrev dette i 1933:

“Kapitalismen forlængede sit liv helt til vore dage på grund af en faktor som Marx ikke fuldt ud tog hensyn til. Det var den udbytning af kolonierne, som vestens industrilande gennemførte. Det gav dem nyt liv og velstand, men det sker rigtig nok på bekostning af de fattige lande, som blev udbyttet.” [15]

Fra omkring midten af 1800-tallet begyndte proletariatets situation langsomt at ændre sig i Europa. For første gang i kapitalismens historie måtte kapitalisterne betale en løn over det blotte eksistensminimum. Denne første spæde fremgang var ikke først og fremmest et resultat af proletariatets egen kamp. Arbejderbevægelsen stod svækket af splittelse og korruption. Årsagen til at det engelske proletariat, som det første i Europa, fik forbedringer i løn- og arbejdsforhold, skal findes i modsigelsen i de herskende klasser selv. I kraft af godsejernes historisk bestemte stærke position i det engelske parlament var det lykkedes dem i 1804 at gennemføre et importforbud mod korn og andre landbrugsprodukter til England. Dette importforbud medførte, at godsejerne kunne opretholde et kunstigt højt prisniveau på deres produkter. Det høje prisniveau medførte, at kapitalisterne måtte betale arbejderne en relativ høj nominel løn, blot for at de kunne betale deres eksistensomkostninger. Den høje pris på korn medførte, at godsejerne tilegnede sig en betydelig del af de ekstraprofitter, som Englands industrimonopol gav. Dette betød da også, at industrikapitalisterne i 1840’erne pressede voldsomt på for at få ophævet lovene om forbud imod import af udenlandsk korn. I alliance med arbejderklassen lykkedes det dem at få ophævet lovene i 1846. Åbningen af kornimporten fra specielt Preussen, Danmark og senere fra USA medførte et fald i prisen på brød og andre fødemidler.

Som følge af de faldende kornpriser søgte industrikapitalisterne at sænke de nominelle lønninger, men det lykkedes arbejderbevægelsen at begrænse faldet og opnåede dermed en reallønsfremgang. Denne tendens blev yderligere forstærket med indførelsen af 10-timers arbejdsdagen, som arbejderbevægelsen havde kæmpet for i 30 år. 10-timers arbejdsdagen blev gennemført kort efter ophævelsen af kornloven, idet arbejderbevægelsen fik uventet støtte fra godsejernes repræsentanter i parlamentet, der tørstede efter at få hævn over industrikapitalisterne. Levestandarden for den engelske arbejderklasse begyndte at stige. Mellem 1850 og 1872 blev importen af hvede mere end fordoblet, importen af kød ottedoblet.

Fra ’farlige’ klasser til borgere i nationen

Arbejderbevægelsen selv spillede naturligvis også en rolle i denne udvikling. Den voksede ud af håndværkernes lavsvæsen med dets regler og ritualer. Et vigtigt spørgsmål i den tidlige periode i arbejderbevægelsen var bestræbelsen på at opnå national enhed i forhold til de forskellige håndværks hævdelse af egenart.

Den tidlige arbejderbevægelse udviklede nye aktionsformer som strejken og sabotage. Perioden var præget af kaotiske konflikter og hård repression fra statsmagt og bourgeoisiet. De frygtede revolutionen og “de farlige klasser”, men senere skiftede taktikken ud fra devisen: Hellere reformer end revolutionære opstande som i 1789 og 1848. Såvel Napoleon 3. i Frankrig som det konservative parlament i England begyndte fra midten af 1870’erne at lette arbejderklassens muligheder for at organisere sig. Ved at give de såkaldte farlige klasser medborgerskab håbede man, at konflikterne ville få et mere kontrolleret forløb inden for rammerne af systemet end den truende revolution. Valgretten blev udvidet til også at omfatte mænd fra arbejderklassen, lønniveauet steg, de første statslige sociale og sundhedsmæssige forsikringer blev indført. Proletariatet blev langsomt en del af nationen. Det var på dette tidspunkt, at Første Internationale blev dannet, hovedsagelig af vesteuropæiske fagforeninger. De politiske diskussioner drejede sig især om statsmagtens rolle. Anarkisten Mikhail Bakunin var i opposition til enhver form for statsmagt og mente, at staten skulle nedlægges. Karl Marx havde derimod en totrinsstrategi. Statsmagten skulle først erobres og bruges til transformation af samfundet og først derefter visne bort. Hvordan man skulle erobre statsmagten skulle senere dele den socialistiske bevægelse i reformister og revolutionære, men i Første Internationale var det diskussionen med anarkisterne, der var den centrale. I de følgende årtier voksede den socialistiske bevægelse hurtigt. Der blev dannet partier i alle vesteuropæiske lande samtidig med at fagbevægelsen voksede i styrke. Parallelt hermed blev bevægelserne, med undtagelse af bolsjevikkerne i yderkanten af Europa, afradikaliserede. Den vesteuropæiske arbejderklasse havde forladt 1848-revolutionerne og Pariserkommunens barrikader til fordel for parlamentarismen og forhandlinger med arbejdsgiverne.

Feminismens og kvindebevægelsens historie op gennem 1800-tallet havde mange lighedspunkter med arbejderbevægelsen. De to strømninger forløb imidlertid i parallelle spor, der kun sjældent krydsede, endsige understøttede, hinanden. Store dele af arbejderbevægelsen så på kvindernes kamp som en irriterende afvigelse og konkurrent. Der var undtagelser, som den franske socialist og feminist, Flora Tristan (1803-1844). Hun var fortaler for enhed i arbejderbevægelsen og samtidigt for sammenhængen med den feministiske bevægelse. I sit hovedværk, Union Ouvrière, [16] fra 1843, hvori hun agiterer for dannelse af et verdensomspændende forbund af arbejdere og for kvinders rettigheder, skriver hun: “Alle arbejderklassens problemer kan opsummeres i to ord: Fattigdom og uvidenhed. Jeg ser kun en vej ud at dette moras: Begynd med uddannelse af kvinder, fordi det er dem, der står for opdragelsen af drenge og piger.” [17] Tristan insisterede på, at kvindekampen og proletariatets kamp var uadskillelige. Kvinderne var ifølge hende “proletariatets proletariat,” men hun var en blandt få. For den mandlige arbejder var problemerne med kvinderne ligetil: Kvinderne udgjorde en betydelig del af arbejdskraften i Europas store byer. I 1850’ernes Paris var op mod 40 % af arbejderne kvinder. Kvindernes betydeligt lavere løn var en trussel for de mandlige arbejderes beskæftigelses- og lønniveau.

Første Internationales første kongres i 1866 var delt i kvindespørgsmålet. De tyske delegerede ville simpelt hen forbyde kvinder at arbejde i industrien med henvisning til de farlige sundhedsmæssige arbejdsforhold. Den endelige resolution fastslog imidlertid, at det var positivt, at kvinder var en del af arbejdsmarkedet, men kritiserede de forhold, de måtte arbejde under. Arbejderbevægelsen skulle kæmpe for en lige løn for lige arbejde, og lønnen skulle have størrelse af en familieløn. Kravet om familieløn var udbredt i arbejderbevægelsen, ved denne forstod man: den løn, en mandlig arbejder skulle have, således at han kunne forsørge kone og børn.

Kvinder blev i stort omfang holdt ude af arbejderbevægelsen; så sent som 1914 var kun 5-10 % af medlemmerne i fagbevægelsen kvinder. En undtagelse var det franske socialistparti. Pariserkommunen i 1871 havde haft flere fremtrædende kvindelige ledere. Hubertine Auclert gav i 1879 en berømt tale til det franske socialistpartis tredje kongres hvor i hun sagde: “Jeg er kommet her, ikke fordi jeg er arbejder, men fordi jeg er kvinde. Det vil sige et menneske, som er udbyttet – en slave delegeret af ni millioner slaver.” [18] Hun appellerede til dannelsen af en alliance mellem arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen og sluttede sin tale med ordene: “Proletarer, hvis I ønsker at være frie, så lad vær med at være uretfærdige (…) sig, at lighed gælder alle mennesker – også lighed mellem mænd og kvinder.” [19] Kongressen vedtog en resolution, der understregede lighed mellem kønnene og kvinders ret til lige løn, men samtidigt insisterede resolutionen på kvindernes forpligtelse til at tage sig af børnene.

Den patriarkalske familie og kvinden som husmoder appellerede til store dele af arbejderklassen, der kopierede middelklassens og overklassens kønsrollemønster. Den blev støttet af kapitalen og det borgerlige politiske system, der så denne rollefordeling som en stabiliserede faktor for arbejdskraften og det borgerlige samfund generelt. Kvinderne skulle tage sig af husførelsen og børneopdragelse. Den ansvarlige mand skulle sørge for at familien fik sit udkomme. De eneste, der protesterede mod den rollefordeling, var feministerne.

Inklusionen af “de farlige klasser” som medborgere krævede en definering af kønsroller og opgaver, der blev understøttet af den fremvoksende videnskabeliggørelse af lægegerningen og sundhedspolitikker. Denne videnskab understregede de fysiologiske og psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder og “naturliggjorde” deres forskellige roller i samfundet. Kønsrollerne gjorde det vanskeligt for kvinder at deltage i det organisatoriske liv, for ikke at tale om at danne selvstændige organisationer. En undtagelse var kampen mod slaveri i midten af 1800-tallet. Her var det åbenbart legitimt for kvinder at være aktive og udtrykke “deres særlige kvindelige empati,” som det hed sig. Mange kvinder fik her organisatoriske erfaringer, som de senere brugte i kvindebevægelsen.

Racisme og biopolitik

Ligesom at arbejderbevægelsen i 1800-tallet havde svært ved at håndtere den fremvoksende kvindebevægelse, havde den også svært ved at forlige sig med fremmede etniske gruppers kamp for lige rettigheder. Denne problematik udspillede sig tydeligst i USA omkring slaveriet, som vi senere skal se. I England var de irske immigranters kamp for ligeret en parallel. De irske immigranter blev set som konkurrenter af de engelske arbejde og blev mødt med fjendtlighed.

Det racistiske og etniske hierarki fik ligesom patriarkatet videnskabens legitimering. Den sociologiske praksis blev til biologisk videnskab. Da de europæiske magter i slutningen af 1800-tallet gennemførte en kolonial ekspansion, blev de racistiske ideer, der tidligere havde retfærdiggjort slaveriet videnskabeliggjort og populariseret i form af teorier om den ariske races overlegenhed og dens naturlige ret og pligt til at herske over de mere “primitive racer,” og begrebet “den hvide mands byrde” opstod. Racismen fik sit stærkeste udtryk i settlerkolonierne, hvor den oprindelige befolkning enten blev udryddet, marginaliseret eller ekstremt undertrykt. Denne racisme skabte på sin side antiracistiske bevægelser i USA og Europa, men det må medgives, at disse var langt svagere end arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen. De liberale ideer og retorik om lighed og medborgerskab som grundlag for at styre samfundet stod i modsætning til de sociale realiteter, som den kapitalistiske økonomi skabte: Ulighed mellem bourgeoisi og proletariat, mellem kvinder og mænd og mellem etniske grupper. Disse sociale realiteter skabte identiteter og forestillinger: Hvid arier, sort orientaler, maskuline mænd, feminine kvinder, nationalborgere, fremmede immigranter. Sammen med disse identiteter hørte bevægelser, organisationer og institutioner. Kvindebevægelsen og den antiracistiske kamp forblev underordnet klassekampen i den kommunistiske og socialistiske bevægelse i første halvdel af 1900-tallet. Det var først med 1968-oprøret, at spørgsmålet om kønsroller og den antiracistiske kamp blev sat på dagsordenen som selvstændige punkter. Den såkaldte tripple oppression-teori ligestillede klassespørgsmålet med køns- og racespørgsmålet.

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte statsmagten således at bekymre sig om befolkningens ve og vel, deres sundhed, sikkerhed, deres uddannelsesniveau og så videre. Disse forhold blev i stadig højere grad set som kilde til nationens velstand og styrke. Det førte til en lang række nye videnskabelige metoder og politikker til udvikling af velfærd eller det, som filosoffen Michel Foucault kalder for biopolitik eller biomagt. [20] Magthavernes bekymring for befolkningen var noget nyt. Middelalderens og den tidlige modernitets herskere regerede ikke med det, Foucault kalder “livets magt”, men med brutalitetens magt, i sidste instans dødens magt. Befolkning skulle stille deres liv til rådighed for magthaverne. Folk blev holdt i skak med pludselige indgreb af vold og magt.

Biopolitikken søgte derimod at kontrollere befolkningen og fremme deres sundhed, ikke for det enkelte individs skyld, men for at styrke statens magt. En sund befolkning blev anset for at være forudsætningen for en velfungerende økonomi og et velfungerende samfund. Etableringen af velfærden kom dog ikke blot ovenfra. Kapitalen havde naturligvis fordel af, at arbejderne var sunde og at der herskede ro og orden i samfundet, men etableringen af velfærdsstaten var ikke mindst en proces, der blevet drevet frem fra neden, af arbejderklassens politiske og de faglige organisationers kamp for bedre løn, arbejdsforhold, arbejdsløsheds, og sygeforsikring, pension og så videre. Udviklingen af velfærden var et resultat af klassekampen i samfundet, kompromisser mellem kapital og arbejder, der samtidig dæmpede klassekampens form. Denne proces havde dog som bekendt også nogle mørke sider. Biopolitikken bidrog til at forene befolkningen i opbakning til nationalstaten og f.eks. i deres støtte til imperialismen. Biopolitikken skabte nationale interesser og en racisme, der retfærdiggjorde en politik, der i kampen for den ene nations velfærd betød død og elendighed for en anden nations borgere. Det er dette forhold, som Mark G. E. Kelly kalder biopolitisk imperialisme:

“Imperialismens politik skaber primært en død og lidelse, som står i kontrast til befolkningens biopolitiske velfærd i de imperialistiske metropoler. Jeg påstår, at der er en direkte sammenhæng mellem disse to fænomener, hvor død – billedlig talt – eksporteres og liv importeres, i kraft af en systematisk nedbrydelse af mulighederne for biopolitik i periferien, skabt af biopolitikkens funktion i centret.” [21]

Kelly citerer blandt andet Mike Davis for en række konkrete eksempler på bioimperialisme. Davis viser gennem casestudier af Indien, Kina og Brasilien, hvordan de imperialistiske magter gennem direkte regeringsmæssige indgreb eller økonomiske forhold ødelagde disse landes befolkningers sundhed og velfærd for at tilgodese sine egne befolkninger. Et eksempel var den massive eksport af fødevarer, der fandt sted fra Indien til Storbritannien samtidig med, at Indiens befolkning sultede:

“Mellem 1875-1900 – en periode, der omfattede den værste hungersnød i indisk historie – steg den årlige korneksport fra tre til 10 millioner tons, svarende til det årlige ernæringsbehov til 25 millioner mennesker. Rent faktisk forsynede Indien omkring århundredeskiftet Storbritannien med en femtedel af dets forbrug af hvede på bekostning af sin egen fødevaresikkerhed.” [22]

Som et eksempel på denne omstrukturering af den lokale indiske økonomi, så den passede til Storbritanniens behov – uagtet konsekvenserne for befolkningen i kolonien – beskriver Davis, hvordan Beratis-provinsen under hungersnøden i 1899-1900, hvor 143.000 mennesker døde af sult, eksporterede ikke blot tusindvis af baller af bomuld, men også 20.330 tons korn. [23] Derudover måtte Indien også stille mandskab og økonomiske midler til rådighed for det britiske imperiums militære herredømme i Asien og kolonikrige i f.eks. Ægypten, Etiopien og Sudan, både i form af penge og liv. Som resultat heraf udgjorde Indiens militære udgifter aldrig under 25 procent af koloniens årlige budget. [24]

Tabel 1: Det britiske imperiums indtægter 1867-1908

	Indtægter
År	Fra Imperiet	Fra England
1867-68	£69.600.218	£36.496.000
1877-78	£77.739.671
1887-88	£89.802.254	£67.162.960
1897-98	£106.614.004	£101.126.879
1907-08	£146.541.737

Kilde: Cope (2014): 277.

Kolonialismens bidrag

Den væsentligste faktor for forandringen i levestandard i England var således koloniimperiet, dels i form af import af koloniale forbrugsvarer, dels i kraft af import af råvarer til den frembrusende engelske industri og endelig som område for investeringer og mål udvandringen af den “industrielle re- servearme” – den arbejdsløse overskudsbefolkning. Der skete en voldsom udvikling af produktivkræfterne i sidste halvdel af 1800-tallet, og stigningen i det engelske arbejderklasses levestandard bliver ofte kædet med den højere produktivitet. Produktivitetsstigningen havde naturligvis en betydning, men stigningen i den engelske levestandard var for en stor del resultat af indtægter fra, samt forbrug og bearbejdning af, varer fra kolonierne. En indikation på dette fremgår af tabel 1, der viser størrelsen af den engelske stats indtægter fra skatter og afgifter fra oversøiske besiddelser under engelsk herredømme fra 1867 til 1908 sammenlignet de hjemlige genererede.[25]

Om sammenhængen mellem imperiet og udviklingen af kapitalismen i England skriver den amerikanske sociolog, Richard Krooth:

“I 1914 dækkede det britiske imperium 12,7 millioner kvadratmil, ud af hvilket United Kingdom udgjorde mindre end en hundrededel. Hvad angår befolkning, så var 410 millioner mennesker, svarende til en femtedel af klodens befolkning, britiske undersåtter. Heraf boede 44 millioner i selve United Kingdom, lidt mere end en tiendedel af imperiets indbyggere (…) Indtægterne på oversøiske investeringer blev tredoblet mellem 1880 og 1910 fra 57,7 millioner pund i 1880 til 170 millioner pund i 1910. Andre indkomster fra skibsfart, forsikring og service steg fra 96,4 millioner pund i 1880 til 146,7 millioner pund i 1910 (…) Tilsammen afspejles summen af handel og indtægter fra oversøiske områder i en accelereret kapitalakkumulation. I de 63 år fra1812 til 1875 blev den engelske formue øget med 5,848 milliarder £, sammenlignet med en akkumulation på 7,924 milliarder £ i den følgende 37 års periode, 1876-1912…

Den forøgede kapitalakkumulation stammede fra den store ekspansion af koloniimperiet efter 1875 og særligt efter 1882. Disse kolonier, hvortil engelske varer blev eksporteret og råvarer og fødevarer blev importeret, betød investeringsmuligheder og renteindtægter på udlån.” [26]

For en række produkter til massekonsumption var England helt afhængig af import fra kolonierne. Det gælder produkter som sukker, ris, te, kaffe og tobak. Den vigtigste råvare i den engelske økonomi i midten af 1800-tallet var bomuld, som først blev importeret fra Sydstaterne i USA, produceret af slaver. Efter den amerikanske borgerkrig var det Indien og Ægypten, som blev hovedleverandører af bomuld til den engelske klædeindustri. Den engelske økonomi var således for en stor del afhængig af det engelske imperium og dets position i verdenshandlen. Det engelske proletariats levestandard var afhængig af vareimporten og profitterne fra kolonierne, og deres beskæftigelse var i stor udstrækning en funktion af opretholdelse af det engelske imperium. Forbruget af “kolonialvarer” steg hurtig, og levestandarden voksede, ikke blot kvantitativt, men også kvalitativt. Til at begynde med stod de høje priser på varerne i vejen for deres hurtige udbredelse, men så snart billige forsyninger af varen blev tilgængelige for en bredere kreds af forbrugere, steg forbruget voldsomt. Således blev et regelmæssigt forbrug af te og kaffe udbredt i alle lag i samfundet i midten af 1800-tallet, og sukker var i 1850 den næststørste importvare efter bomuld, mens te var den fjerdestørste og kaffe den sjette. På dette tidspunkt brugte selv den fattigste del af befolkningen 6-7 procent af deres indkomst på disse kolonialvarer. [27]43 Mellem 1850 og 1875 steg forbruget af te per capita i England med 60 %, sukker med 75 %, tobak med 18 %, stærk alkohol med 33 % og vin med ca. 66 %. [28]

Te med sukker og brød med sukkerholdig marmelade, der også var et nyt produkt, blev det nye morgenmåltid i stedet for grød, der gennem århundreder havde været hovednæring for de fattige. En kop te med sukker kunne fjerne følelsen af sult og give ny energi for en kort tid. Mens te med sukker var et engelsk fænomen, var kaffe med sukker og mælk et fransk. Allerede omkring år 1800 var der i Paris alene 600-700 caféer, hvor man kunne få cafe au lait.[29]

Lønnen i England voksede samtidigt i forhold til priserne med 26 % i 1870’erne, med 21 % i 1880’erne og med 11 % i 1890erne.[30] Det var den faglærte del af arbejderklassen, der især nød godt af disse lønstigninger. En faglært arbejder tjente ca. det dobbelte af en ufaglært, der stadig befandt sig omkring subsistensniveauet. Denne forøgelse af levestandarden blev ikke foræret af kapitalisterne, den var et resultat af arbejderklassens egen indsats. Arbejderklassen havde organiseret sig i slagkraftige fagforeninger og blev pø om pø indsluset i det borgerlige parlamentariske demokrati. Det lykkedes de øvre lag af især faglærte arbejdere at tilkæmpe sig stadig bedre løn- og arbejdsforhold, samt udvidelser af faglige rettigheder. Denne lønfremgang, der først indtraf i England, senere i Frankrig, Tyskland og de andre vesteuropæiske lande, var medvirkende til at løse op for den krise, kapitalismen havde befundet sig i 1870’erne og 1880’erne. Lønstigningerne betød nemlig en udvidelse af det indre marked, og dermed en løsning på overproduktionsproblemerne. Disse lønstigninger lod sig gøre uden profitraten faldt under det acceptable for kapitalens akkumulation. Årsagen til, at dette kunne lade sig gøre, var inddragelsen og udbytningen af et stadigt stigende antal mennesker i de koloniale områder i det kapitalistiske verdenssystem. Ikke blot som marked for industriprodukter, men nu i stigende grad som arbejdere i kapitalistisk drevne plantager, miner og fabrikker. Her var lønningerne imidlertid på det fysiske minimum – og derunder. Denne voksende udbytning af arbejdskraften i kolonierne gav grundlag for højere profitter for kapital investeret i kolonierne end “hjemme.” Det fald, man skulle forvente i profitraten som resultat af de stigende lønninger i Europa, blev således udjævnet af de stigende mængder af merarbejde i kolonierne. På det globale plan var dette begyndelsen til en mere permanent løsning af modsigelsen mellem produktion og konsumption. På den ene side kunne kapitalen drage fordel af stigende lønninger “hjemme” og de dermed forbedrede afsætningsforhold. På den anden side sikrede de lave lønninger i de koloniale områder en høj profitrate. Disse forhold medførte en gradvis ændring af kapitalstrømmen inden for det kapitalistiske verdenssystem. I stedet for at eksportere kapital begyndte de højtudviklede kapitalistiske lande at suge kapital og værdi til sig fra kolonierne. Hvor kapitalismen via en nettokapitaleksport tidligere havde en tendens til at udligne forskelle i udviklingsgrad mellem de højt udviklede industrialiserede lande og kolonierne, begyndte nu en udvikling, der opdelte verden stadig skarpere i rige og fattige lande. Denne opdeling af var historisk nødvendig for den kapitalistiske produktionsmådes fortsatte ekspansion. Den skabte rammer, der betød, at kapitalismen kunne udvikle produktivkræfterne med fornyet kraft.

Indien blev således aldrig, som Marx troede, en kopi af England. Det blev derimod dele af det kontinentale Europa og settlerstaterne USA, Canada, Australien og New Zealand. Disse lande blev befolket med udvandrere fra Europa, for hvem det lykkedes at etablere et lønniveau på linje med det vesteuropæiske på basis af udbytning af koloniale relationer og for USA’s vedkommende slaveri. Kolonierne i Latinamerika, Asien og Afrika udviklede sig ikke ad denne vej. De kunne simpelthen ikke. Udbytningen og underudviklingen af disse lande var nemlig forudsætningen for de rige nationers vækst. Ifølge Marx har den kapitalistiske akkumulation en almen lovmæssighed:

“Akkumulation af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen.” [31]

Denne lov fremstod tydeligt i kapitalismens første år i Europa, hvor akkumulationen hovedsageligt fandt sted på det nationale plan. I takt med, at akkumulationen blev mere og mere international, fik denne lovmæssighed dog også en stadig større international fremtrædelsesform.

Fra revolution til reform

De stigende lønninger omfattede i begyndelsen langt fra hele arbejderklassen i England. De begrænsede sig til den faglærte, bedst organiserede del af industriarbejderne. Målt med vore dages leveforhold i Europa var selv disse arbejderes kår kummerlige. Men set i forhold til levevilkårene i første halvdel af århundredet – og i forhold til arbejderne og slavearbejderne i kolonierne – var det absolut forbedringer i løn- og arbejdsforhold og i politiske rettigheder. Ved indgangen til 1900-tallet var den udbredte hunger – som vi ser det i den tredje verden i dag – stort set forsvundet i England og i de andre vesteuropæiske lande. Ikke for at påstå, at den europæiske arbejderklasse som helhed levede i velstand i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, ingenlunde. Det væsentlige var, at kolonialismen og imperialismen åbnede op for muligheden for stigende velfærd inden for rammerne af kapitalismen i vores del af verden.

På det politiske plan ændrede de nye økonomiske tendenser de betingelser, hvorunder klassekampen blev ført. De økonomiske og politiske forbedringer, som kapitalistklassen ikke for sin død ville give arbejderne i første halvdel af århundredet, fordi det dengang ikke var muligt for den, begyndte den at give dem hen mod slutningen af 1800-tallet. Absolut ikke frivilligt. Europas og USA’s arbejderklasse tilkæmpede sig deres økonomiske og politiske forbedringer i hårde faglige og politiske stridigheder med bourgeoisiet. Men før var forbedringer af arbejderklassens forhold et spørgsmål om selve kapitalismens eksistens. Det blev nu muligt at tilkæmpe sig væsentlige forbedringer inden for kapitalismens rammer. De højere lønninger, de forbedrede arbejdsforhold, de udvidede politiske rettigheder styrkede samtidig troen i arbejderklassen i Europa på reformismens muligheder, hvilket igen gjorde det mindre risikabelt for kapitalisterne at give arbejderklassen yderligere politiske rettigheder.

De forbedrede livsbetingelser og den politiske indflydelse, arbejderklassen fik i de imperialistiske lande, var således ikke generelt et resultat af en snedig plan udtænkt af kapitalisterne, eller en “bestikkelse” for at skabe social ro, men en konsekvens af arbejderklassens kamp på baggrund af en kapitalistisk økonomi, der havde udvidet sin imperialistiske dimension. Bestikkelsesteori er således ikke en særlig præcis betegnelse for den historiske proces. Men resultatet af denne udvikling førte til, at den revolutionære del af arbejderbevægelsen svækkedes i takt med, at reformismen vandt frem. Pariserkommunen led nederlag og Internationalen gik i opløsning i 1871, medens den faglige og politiske reformkamp vandt succesfuldt frem. Den reformistiske linje viste sig nu at være i stand til at forbedre arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår inden for det kapitalistiske systems rammer. Revolutionen stod ikke længere på dagsordenen i Vesteuropa.

Marx og Engels havde ellers i 1848 en optimistisk forestilling om, at det var muligt at organisere den internationale arbejderklasse på tværs af nationale skel. Også mellem koloniherre og koloni til fælles kamp for en socialistisk revolution. Det kom til udtryk i Det Kommunistiske Manifests parole: “Proletarer i alle lande: foren jer!” [32] Men de blev skuffede og påpegede flere gange sammenhængen mellem kolonialismen, Englands position som det mest udviklede kapitalistiske land og borgerliggørelsen af arbejderklassen. I et brev til Marx dateret 7. oktober 1858 skrev Engels:

”… det engelske proletariat er faktisk ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden, er dette naturligvis til en vis grad berettiget. Det eneste, der ville hjælpe her, ville være nogle gennemgribende dårlige år, men efter guldfundene synes sådanne ikke længere at være så lette at hid skaffe…” [33]

Og i et brev til Karl Kautsky skriver Engels:

“Du spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtig det samme, som de mener om politik i almindelighed: det samme som bourgeoisiet mener. Der findes ikke noget arbejderparti her, forstår du, der er kun konservative og liberal radikale, og arbejderne tager gladelig deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne.”[34]

Allerede i 1800-tallets anden halvdel spillede nationalchauvinisme, troen på national overlegenhed, en fremtrædende rolle i den engelske arbejderklasse. Om den engelske arbejderklasses holdning til kolonien Irland og den irske arbejderklasse skriver Marx i et brev til Meyer og Voigt den 9. april 1870:

“Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandart. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til et redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de ”fattige hvides” holdning over for ”niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i sin egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på én gang en medskyldig i, og det stupide redskab for, det engelske herredømme i Irland (…) Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt… At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det vigtigste mål for den Internationale arbejderassociation. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændig. Derfor er det internationales opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden og overalt åbent at tage Irlands parti. Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London at vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.” [35]

Det lykkedes ikke for Første Internationales centralråd at vække den engelske arbejderklasses bevidsthed om forholdene i kolonierne og om, at disse landes frigørelse var en forudsætning for deres egen. Ligesom den socialistiske bevægelse på det nationale plan stillede spørgsmålet: Hvad skaber værdierne? skulle den have gentaget spørgsmålet på det internationale niveau, for derved at skabe en forståelse for kapitalismens dynamik på verdensplan. Men den socialistiske bevægelse ignorerede i vidt omfang dette perspektiv, og i stedet cementeredes den engelske arbejderklasses forsvar af koloniimperiet i årene fremover. En af de få samtidige beskrivelser af Englands koloniale udbytning kommer fra Naoroji, Indiens “grand old man.” [36] I en appel fra 1882 om retfærdighed for Indien stilet til det engelske parlament, og baseret på omfattende statistiske beregninger af det økonomiske dræn fra Indien til England, beskrev Naoroji hvordan at skatter, handelsprofitter, ødelæggelse af Indiens håndværkssektor og monopolpriser på import fra England til Indien drænede landet. I 1896 vedtog Indian National Congress officielt Naorojis drain theory som deres politiske kritik af kolonialismen.

Også den senere historiske forskning har peget på sammenhængen mellem kolonialismen og udviklingen af et arbejderaristokrati. Den engelske historiker Eric Hobsbawm definerer fremvæksten af et sådant fra omkring 1840 i relation til lønniveau, arbejdsforhold, social sikkerhed og relationer til andre sociale lag. Arbejderaristokratiet er endvidere kendetegnet ved at være faglig organiseret mere end politisk organiseret. Hobsbawm skriver:

“Jo længere vi går ind i den imperialistiske æra, jo vanskeligere bliver det at finde en gruppe af arbejdere, som ikke på den ene eller anden måde drager fordel af Englands position… Eller på arbejdere som ikke kan overbevises om, at deres interesser afhænger af fortsættelsen af imperialismen (…)

For at opsummere. Rødderne til den britiske reformisme ligger uden tvivl i historien om et århundrede med økonomisk verdensdominans og skabelsen af et arbejderaristokrati og endda mere generelt en hel arbejderklasse, som drog fordel af det.” [37]

Den britiske økonom, Joan Robinson, skriver tilsvarende, at det ikke blot var “den overlegne produktivitet, som fik den kapitalistiske rigdom til at vokse. Hele verden blev plyndret for resurser. De oversøiske magtområder, som de
europæiske nationer havde forskaffet sig og kæmpet om siden det sekstende århundrede, blev nu vældigt udviklet, så det kunne levere råmaterialer til industrien.. ,” [38] Ifølge Robinson, profiterede industriarbejderne i hjemlandene af imperialismen på tre måder: For det første var råmaterialer og fødevarer billige i forhold til forarbejdede varer, og det opretholdt dermed arbejdernes lønningers købekraft. For det andet smittede de store formuer, som blev skabt inden for industrien, handlen og finansverdenen af på resten af samfundet i form af skatter, mens den fortsatte investering gjorde, at efterspørgslen efter arbejdskraft voksede med befolkningen. For det tredje afstedkom imperialismen, at industriarbejderne fik en følelse af at tilhøre en af herrenationerne ift. resten af verden, og derved blev deres selvagtelse næret ved forestillinger om racemæssig overlegenhed. På den måde blev industriarbejderklassen opsuget af systemet. Der er i det hele taget en betydelig forskning i 1800-tallets engelske arbejderaristokrati. [39] Både de samtidige politiske udtalelser og den historiske forskning er enig om, at det var det øvre lag af organiserede faglærte arbejdere, der udgjorde arbejderaristokratiet, og at lagets størrelse og betydning for klassen som helhed vekslede med de økonomiske konjunkturer i anden halvdel af 1800-tallet. Hvorom alt er, så viser de mange kilder samstemmende, at reallønnen rundt regnet blev fordoblet i perioden 1850 til 1900 i England og Frankrig. [40]

Engels’ forhåbninger om, at de øvrige fremskredne kapitalistiske landes nedbrydning af det engelske industri- og kolonimonopol ville medføre, at den engelske arbejderklasse ville miste sin privilegerede stilling og atter blive revolutionær, blev ikke opfyldt. Kapitalismen udviklede sig som beskrevet af andre veje, end Marx og Engels forestillede sig. Det engelske industri- og kolonimonopol blev brudt inden århundredets udgang. Eller rettere sagt: Det imperialistiske center blev udvidet til også at omfatte de øvrige vesteuropæiske magter og Nordamerika. Det lykkedes også arbejderklassen i disse lande inden for rammerne af det borgerlige parlamentariske system at tilkæmpe sig højere løn, bedre arbejdsforhold og flere politiske rettigheder. Bruddet på Englands monopolstilling betød således blot, at reformismen bredte sig til disse lande.

Settlerkolonialisme

En medvirkende årsag til, at det var muligt for arbejderklassen i Nordvesteuropa at hæve lønniveauet i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, var – foruden dens egen kamp og imperialismens gevinster – udvandringen til kolonierne. Denne udvandring reducerede nemlig i betydelig grad den industrielle reservearmé af arbejdsløse, der fungerede som løntrykkere. Masseudvandringen fra Europa styrkede således etableringen af et arbejderaristokrati hjemme og samtidig etableringen af et nyt i kolonierne i form af de nye settlere.

I 1800-tallet og frem til omkring Første Verdenskrig var der ikke nogen særlige politiske restriktioner på arbejdskraftens bevægelighed over nationale grænser for europæere. [41] Pas blev sjældent brugt og immigranter fik relativt let statsborgerskab. [42] Ca. 70 millioner mennesker udvandrede fra Europa, 36 millioner af dem til USA, 6,6 millioner til Canada. 5,7 til Argentina, 5,6 til Brasilien og andre igen til Australien, New Zealand, Rhodesia, Sydafrika, Algeriet og så videre. [43] Udvandrerne settlede – indtog land. De kom ikke som ydmyge til den lokale befolkning, men fortrængte dem, ofte i blodige konflikter. [44] For settlerne var den oprindelige befolkning blot en del af faunaen, som sammen med de importerede slaver og arbejdskraft fra Asien udgjorde det egentlige proletariat. Settlerkolonierne i Nordamerika, Rhodesia, Sydafrika, Algeriet og senest Israel [45] var sociale invasioner og fungerede som forposter for den vestlige imperialisme. Desuden virkede udvandringen som en ventil for social uro og problemer hjemme i Europa. Andelen af udvandrere udgjorde samlet set mere end 17 % af de 408 millioner, der levede i Europa omkring år 1900. De udvandrede kunne få jord eller arbejde i det fremmede, og den industrielle reservearmé svandt ind i de imperialistiske lande og sikrede dermed de tilbageværende arbejdere et gunstigere udgangspunkt for forhandling med kapitalen. Forretningsmanden, politikeren og den senere præmiereminister for Kapkolonien (Sydafrika), Cecil Rhodes, beskriver det meget præcist i 1895:

“Jeg var i går i Londons arbejderkvarter, East End, og overværede et møde af arbejdsløse. Og da jeg der havde hørt de vilde taler, som var et eneste skrig om brød, og gik hjem, var jeg mere end nogen sinde overbevist om imperialismens vigtighed (…) Min store idé er løsningen af det sociale problem, nemlig således at vi kolonipolitikere for at beskytte det forenede kongeriges 40 millioner indbyggere mod en morderisk borgerkrig må skaffe nye landstrækninger, som kan optage befolkningsoverskuddet og skaffe nye afsætningsområder for de varer, de fremstiller i deres fabrikker og miner. Imperiet, det har jeg altid sagt, er et mavespørgsmål. Vil man undgå borgerkrig, må man være imperialist.” [46]

Det var dog ikke kun europæere, der udvandrede til de nye settlerkolonier. Især indere og kinesere søgte også lykken i det fremmede, men ikke på samme vilkår. De fik det hårdeste arbejde til den laveste løn. De byggede jernbaner og de arbejdede i plantagerne. De havde ikke en kinamands chance for et rimeligt liv. Allerede fra omkring århundredeskiftet, begyndte de europæiske settlere at se på de asiatiske indvandrere som konkurrenter. De første restriktioner på immigration af asiater kom i 1880’erne på initiativ af Australiens arbejderparti i form af en europæisk sprogtest. New Zealand fulgte trop i 1890’erne, hvor Australien selv helt lukkede for indvandring af kinesere. De første restriktioner for indvandring fra ikke-europæiske lande til USA kom ligeledes i 1880’erne, og i Canada kort efter år 1900. USA indførte en læsetest for immigranter i 1917. Anti-immigrationsbestemmelser for ikke-europæere blev systematiseret i de engelsktalende settlerkolonier i 1920’erne. [47]

I Nordamerika blev den oprindelige befolkning stort set udryddet, mens der i de andre settlerkolonier blev skabt apartheidlignende samfund mellem den indvandrede europæiske befolkning og de oprindelige folk. Denne fysiske og geografiske sammentrækning af livsbetingelserne for europæere og folk i kolonierne skabte nogle særdeles konfliktfyldte historiske forløb. [48] Afkoloniseringen af Algeriet i 1960’erne kostede for eksempel en million mennesker livet og Israel-Palæstina-konflikten nærmer sig en hundredårskrig.

USA: FRA KOLONI TIL IMPERIALISTISK STORMAGT

De europæiske kolonier i Asien og Afrika fik ikke en dynamisk kapitalistisk udvikling. De indtrådte i kolonisystemet i rollen som leverandør af råvarer og tropiske landbrugsvarer og i et vist omfang marked for industriprodukter. Settlerkolonierne i Nordamerika og senere Australien og New Zealand fik en helt anden udvikling. De løsrev sig fra de gamle europæiske kolonimagters dominans og gennemgik på mindre end hundrede år en udvikling fra koloni til udviklet kapitalistiske samfund. I slutningen af 1800-tallet overhalede USA således England som den største industrination. Hvilke faktorer førte til, at nogen kolonier som USA blev en del af det imperialistiske center, mens andre kolonier som Indien blev til periferi? [49]

Der er flere årsager til, at koloniseringen af Nordamerika i 1600-tallet foregik vidt forskelligt fra koloniseringen af Sydamerika hundrede år tidligere. Spanierne og portugiserne kom fra feudale samfund. De kom i brynjer for at erobre og udplyndre de indianske samfund, de mødte. Efter denne første plyndringsfase opbyggede de en økonomi, som baserede sig på feudalt prægede storgodser og plantager, hvor arbejdskraften hovedsagelig var slaver. Kolonisterne i Nordamerika var af en helt anden type. Det var for en stor dels vedkommende småfolk. I den første fase, i 16- og 1700-tallet, var det ofte proletariserede håndværkere og bønder, der udvandrede. Deres situation var præget af 1600-tallets økonomiske og politiske omvæltninger i Europa. Borgerkrige og internationale konflikter i Europa havde revet dem ud af deres gamle levemåde. Det kunne være folk, der var udsat for forfølgelse på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning. De havde måske kæmpet for nye liberale ideer og religiøs frihed. Disse ideer var de fast besluttet på at bevare og forsvare i deres nye land. Heri kan man finde en del af det ideologiske grundlag for den senere amerikanske løsrivelse fra England.

Disse tidlige udvandrere kom først og fremmest efter jord. Det var der rigeligt af, men Nordamerika var ikke helt tomt. Den etniske udrensning, som er fremstillet i Hollywoods talrige indianerfilm, tog sin begyndelse i 1600-tallet og forsatte til “den sidste Mohikaner.” Det er karakteristisk for USA, at det blev en næsten “ren” settlerstat til forskel for eksempel Sydafrika eller Algeriet. Af de ca. 10 millioner indianere, der befolkede Nordamerika ved koloniseringen var kun 2-300.000 tilbage i 1900, og de var forvist til at leve i reservater. [50] Settlerne udbyttede ikke i større omfang indianernes arbejdskraft, de udryddede dem, for at give plads til det stadigt stigende antal farmere, der ønskede jord.

Et andet vigtigt aspekt ved settlerkolonien var slaveriet. Slaveriet forbindes ofte kun med sydens bomulds- og tobaksplantager, men længe før plantageøkonomien blomstrede i midten af 1800-tallet, var slaveriet en integreret del af hele Nordamerikas økonomi. De hollandske settlere brugte i vidt omfang afrikanske slaver som bygningsarbejdere i New York og i landbrugsproduktionen omkring kolonien New Amsterdam. Ligeledes blev slaver i stort omfang brugt som tjenestefolk for settlerne overalt i Nordamerika. Ved USA’s uafhængighed 1776 udgjorde den sorte befolkning af afrikansk oprindelse hele 20 % af USA’s befolkning. Fra 3 % af befolkningen i New England, 14 % i New York, til 60 % i South Carolina. [51] Klassesammensætningen hos settlere af europæisk oprindelse var på samme tids punkt:

10 % kapitalister, plantageejere, storkøbmænd etc.
20 % storfarmere og højere middelklasse
40 % småfarmere
10 % håndværkere
15 % midlertidige arbejdere, for det meste på vej til at blive farmere
5 % arbejdere [52]

Virginias guvernør Fauquir klagede i 1759 sin nød over ikke at kunne rekruttere folk til hæren med disse ord: “Alle mennesker i denne koloni ejer jord, og det er kun negere, der er arbejdere.” [53] I den sociale klassedeling fandtes der således under de europæiske settlere et proletariat af slaver og lavtlønnede sorte foruden et lag af immigranter fra Latinamerika og Asien. På den måde blev de tidlige settlere af nordvesteuropæisk oprindelse så at sige et “født” arbejderaristokrati i Nordamerika. Omkring år 1800 var USA’s økonomi en miniatureudgave af verdenssystemet. Lige som det industrielle gennembrud i England var afhængig af kolonialismen, ekspanderede den industrielle sektor i USA på baggrund af en brutal udnyttelse af arbejdskraften i plantagerne.

Disse første europæiske settlere var som nævnt draget ud for at slå sig ned som bønder eller håndværkere. De indtog på den måde en dobbeltrolle i forhold til kolonimagterne. På den ene side var de disse magters agenter, de egentlige kolonisatorer. Det var dem, der administrerede kolonierne og helhjertet nedkæmpede enhver modstand fra den oprindelige befolknings side. På den anden side kom de efterhånden til at stå i et modsætningsforhold til deres tidligere hjemland, til kolonimagten. De udviklede en egen national identitet, og så efterhånden på kolonimagten som en besættelsesmagt, der søgte at hjemtage alle profitterne fra Nordamerika. I den forstand blev settlerne et antikolonialt element. Det var den samme situation i Sydafrika, hvor de oprindelige settlere, boerne, kom i konflikt med den engelske kolonimagt om udbytningen af Sydafrikas rigdomme.

Den industrielle kapital i England fandt i stigende grad settlerkolonien i Amerika farlig, fordi den var på vej til at blive en potentiel konkurrent. Konflikten skærpedes, da englænderne indførte protektionistiske love over for Nordamerika i begyndelsen af 1700-tallet. Den engelske handelskapital forsøgte at opretholde monopol på al handel til og fra de nordamerikanske kolonier. Men settlerne handlede ufortrødent uden om moderlandet. Med fisk og landbrugsprodukter var settlerne i New England i stand til at underbyde England på det caribiske marked med det resultat, at englænderne mistede millioner af pund i tabt handel og søfart. Til gengæld for deres varer modtog nordamerikanerne sukker, rom, tobak og andre af caribiske varer, også uden om englænderne. Englænderne forsøgte at hindre denne trafik med forbud og toldlove. Dette forvandlede dog blot handelen til smugleri. Den engelske kolonialisme blev efterhånden en lænke for settlersamfundets udvikling. England måtte sende tropper af sted for at søge at effektuere lovgivningen og holde oprørsbevægelsen nede. I 1776 erklærede settlerne britisk Nordamerika uafhængigt under navnet Amerikas Forenede Stater. Efter en krig frem til 1783 måtte England nødtvungent anerkende USA som en selvstændig nation.

Industrialiseringen af landbruget

Den nye stat blev en magnet for immigranter. Fra 1790 til 1860 steg USA’s befolkning fra 4 til 32 millioner. Disse udvandrere drog ikke længere ud til en koloni for at hive profitter hjem til Europa. De drog til USA for at skabe sig en ny tilværelse, ofte som farmere. Den nye bølge af indvandrere, som krævede jord betød, at USA’s areal blev udvidet betragteligt. Geografisk set omfattede USA før freden med England i 1783 kun kyststrækningen mellem Atlanterhavet og Appalacher-bjergene. Ved fredsslutningen med England erhvervede USA imidlertid det vældige landområde mellem Appalacherbjergene og Mississippi-floden. Denne grænse blev dog langt fra endelig. I løbet af de 50 år fra 1803 til 1853 erobrede USA et landområde på størrelse med hele Vesteuropa. Strømmen af nye settlere bosatte sig i området og gjorde det til en integreret del af USA’s økonomi.

USA’s økonomiske udvikling i 1800-tallet var præget af to ting: For det første af overflod af frugtbar jord. For det andet af mangel på især faglært arbejdskraft. Det affødte et relativt højt lønniveau. Hvis arbejdskraften ikke blev rigeligt aflønnet, kunne den blot drage vest på og erhverve sig jord. I USA var lønniveauet i første halvdel af 1800-tallet ca. det dobbelte af lønnen i England. I anden halvdel af århundredet var lønningerne i USA ca. 50 % større end i Europa og det til trods for, at den amerikanske lønarbejder var af ringere faglig kvalitet end den europæiske. [54] Det var nemlig ikke de faglærte arbejdere, der udvandrede fra Europa til USA. De kunne finde relativt vellønnet arbejde hjemme. Manglen på arbejdskraft betød, at der meget tidligere end i Europa blev indført arbejdsbesparende teknik og maskineri i landbruget. Jern- og senere stålplove i nye forbedrede udgaver blev produceret og solgt i tusindvis i USA. På verdensudstillingen i 1851 viste de amerikanske plove sig de europæiske langt overlegne. [55] En af de vigtigste opfindelser inden for amerikansk landbrug var den mekaniske hestetrukne høstmaskine. Høstmaskinen blev opfundet i 1833 af en indvandret skotte ved navn McCormick. Den blev sat i produktionen i Chicago af firmaet International Harvester Company, der stadig er førende inden for branchen. Allerede i 1855 var der over 10.000 af disse høstmaskiner i brug i USA. Det var nemlig især i høsttiden der var mangel på arbejdskraft. Dette problem løste den nye høstmaskine, der fordoblede arbejdets produktivitet under høsten. Mekaniske tærskeværker og såmaskiner blev allerede indført i amerikansk landbrug i 1830’erne, hvor de var helt ukendte i Europa. Den forøgede produktivitet betød udvikling af meget store kapitalistiske landbrug på østkysten af USA. De småfarmere, der ikke kunne følge med den nye udvikling, gik fallit. De tog ofte vestpå og begyndte en gang til.

Forøgelsen af landbrugets produktivitet var en af forudsætningerne for USA’s hurtige industrialisering. Selv om landbruget beskæftigede et stadig stigende antal mennesker, var det en faldende andel af den samlede befolkning. Det produktive landbrug kunne både forsyne andre sektorer af den amerikanske økonomi, og en stadig stigende landbrugseksport, der især var vendt imod det europæiske marked. Denne markedsorienterede udvikling af landbruget betød, at farmeren ikke længere var selvforsynende med forbrugsgoder. Farmerne havde før fremstillet så at sige alt, hvad de behøvede selv. Nu blev det langt mere profitabelt for farmerne at koncentrere sig om landbruget. Hjemmeproduktionen kunne ikke konkurrere med de fabriksfremstillede varer, hverken på pris eller kvalitet. Farmerne blev derfor et hastigt voksende købedygtigt marked for både forbrugsvarer og for landbrugsmaskineri.

I begyndelsen var det især engelsk industri, der nød godt af dette nye store marked for industriprodukter i USA, men dette ændrede sig fra midten af 1800-tallet – hovedsageligt på grund af to forhold. For det første begyndte den amerikanske stat at føre en protektionistisk politik. For det andet blev den amerikanske industri selv mere og mere konkurrencedygtig. Dette var paradoksalt nok igen et resultat af de høje lønninger og arbejdskraftens lave faglige kvalitet. Det var ofte mere profitabelt for de amerikanske kapitalister at mekanisere og spare på den dyre arbejdskraft. [56]72 Samlebåndsmetoden var blevet introduceret i slagte- og kødpakningsindustrien allerede i 1840, og denne teknik bredte sig til andre industrigrene. Slagteindustrien var centreret i Cincinnati. I en typisk fabrik blev dyret hængt op på en krog og gled gennem virksomheden fra arbejder til arbejder. En sprættede op, én tog hjertet ud, en anden skar et bestemt stykke kød ud osv., indtil kødet var saltet og pakket. Disse slagterier udnyttede hele dyret, de fremstillede rå læder, sæbe, lys osv. af affaldsprodukterne.

En våbenfabrikant, Eli Whitney, indførte udskiftelige standarddele i våbenfremstilling. Han havde fået en kontrakt på 10.000 geværer til regeringen. Førhen var hvert enkelt våben blevet samlet af individuelt tilpassede enkeltdele af en våbensmed. Whitney kunne ikke finde tilstrækkelig med faglærte våbensmede til at opfylde ordren. I stedet gik han en anden vej. Han indførte maskiner, der var i stand til at arbejde med en sådan nøjagtighed, at de enkelte dele kunne standardiseres, således at enkeltdelene kunne samles umiddelbart af en ufaglært arbejder. Maskinernes akkuratesse havde erstattet håndarbejdets akkuratesse. [57] Standardiserede enkeltdele og masseproduktion vandt op til 1860 indpas i fremstillingen af blandt andet låse, ure, symaskiner, skrivemaskiner og landbrugsmaskiner. Et godt eksempel er jernkomfuret, der blev en af de første masseproducerede forbrugsvarer. Alene fra 1850-60 blev der produceret en million komfurer i USA. [58]

Prisen på den amerikanske arbejdskraft tilskyndede til mekanisering og indførelse af arbejdsbesparende organisering af produktionen. Samtidig tillod størrelsen og væksten af det amerikanske hjemmemarked en masseproduktion. Men også andre forhold bidrog til at fremme et stort ensartet hjemmemarked. Udviklingen af den føderale amerikanske stat betød nedbrydning af told- og afgiftsskranker mellem enkeltstaterne, og den amerikanske regering satsede på udbygning af infrastrukturen. Landets transportvæsen forbedredes gennem udvidelse af vej-, jernbane- og kanalnettet. Desuden blev der indført en fælles møntfod: US dollar.

Inden udgangen af 1800-tallet havde USA udviklet en produktionskapacitet, der oversteg kapitalismens moderland, Englands. Hele denne udvikling tilvejebragte således den ene af forudsætningerne for at blive en rig kapitalistisk industriel stormagt: et stort købedygtigt marked.

Imperialisme og immigranter

Den anden side – en høj profit til kapitalen – blev etableret via udbytningen af et internt og eksternt proletariat. De europæiske magters kolonisering af Asien og Afrika hindrede amerikansk samhandel med disse områder helt frem til Anden Verdenskrigs afslutning. I stedet udviklede USA en stigende samhandel med Caribien, Mellem- og Sydamerika, i begyndelsen i skarp konkurrence med England og Spanien, men med øget amerikansk dominans. I den spansk-amerikanske krig i 1898 erobrede USA Puerto Rico, Cuba og Filippinerne fra det aldrende spanske imperium. Spanien havde i realiteten mistet kontrollen over disse kolonier inden krigen med USA, dels på grund af egen svaghed, dels på grund af borgerlige nationale befrielsesbevægelser i kolonierne. Det var således i højere grad de nationale opstande end det var spanierne, der voldte amerikanerne problemer, især i Filippinerne, hvor en borgerlig national revolution havde smidt spanierne på porten. USA måtte indsætte mere end halvdelen af sin hær, 1,2 million soldater, i en brutal krig, der varede mere end tre år, for at nedkæmpe de filippinske guerillaer. Mellem 200.000 og en million filippinere mistede livet i krigen mod USA. [59] Så mens de europæiske magter opdelte Afrika mellem sig, blev Caribien og Mellem- og Sydamerika samt Stillehavsregionen USA’s periferi.

USA havde også et internt proletariat. Mellem 1830 og 1860 kom der 4,5 millioner nye immigranter til landet. To tredjedele af dem var irere og tyskere. De var en del af Europas industrielle reservearmé og afspejler både det tryk, der var fra de hårde tider i Europa, specielt Irland med arbejdsløshed og den store hungersnød 1840’erne, der medførte i hundredetusinder af døde, og på den anden side det træk, der kom fra den boomende amerikanske økonomi. Disse nye irske, tyske, italienske og polske arbejdere supplerer de sorte, latinamerikanerne og asiaterne i den hastigt voksende industrisektor. De oprindelige settlere af første generations angelsaksiske oprindelse bibeholdt deres privilegerede position i faglærte job eller som sjakbajser med det højeste lønniveau for en arbejder i datidens verden.

Omkring år 1900 var den amerikanske arbejderklasse således skarpt opdelt i tre grupper efter national oprindelse: Øverst det euro-amerikanske arbejderaristokrati, et privilegeret lag af “indfødte”, der udgjorde ca. 25 % af arbejderklassen i industrien og besad de bedst betalte, faglærte jobs beskyttet af den restriktive fagforening American Federation of Labor (AF). Under dem rangerede et lag af proletarer bestående af de nye immigranter, der udgjorde mellem 50 til 75 % af nordstaternes industriarbejderklasse, og som blev groft udbyttet og dårligt betalt. De var for det meste uorganiserede og blev systematisk udelukket fra de faglærtes fagforeninger, og dermed de bedre betalte job. På bunden var det ”koloniale proletariat” af afrikansk, latinamerikansk og asiatisk oprindelse. De havde det hårdeste og dårligst betalte arbejde i nordstaternes industri, jernbane- og byggesektorer, i minedriften samt i landbruget. Ikke mindst var der bomuldsproduktionen i sydstaterne, der stadig var helt central i USA’s økonomi, og som blev udført af arbejdskraft af afrikansk oprindelse. Mellem 1870 og 1910 tredobledes bomuldsproduktionen og udgjorde 25 % af USA’s totale eksport i denne periode. De sorte arbejdede også i Alabamas kulminer og på jern- og stålværker. På samme måde udgjorde mexicanere, asiater og de resterende indianere det mest udbyttede proletariat i de sydvestlige stater som landarbejdere på marken, på kvæg- og fårefarme, i minerne, i jernbanebyggeri og servicefunktioner i byerne. Lønniveauet for disse fattige proletarer var omkring $4 om ugen. Industriproletariatet i nordstaterne fra Øst- og Sydeuropa tjente $6-10 om ugen, mens det faglærte arbejderaristokrati havde et lønniveau på $15-20 om ugen. [60]

På denne måde have USA ved indgangen til 1900-tallet fået etableret forudsætningerne for en dynamisk kapitalisme: Et købedygtigt marked og høje profitter. Verdens industriproduktion blev syvdoblet mellem 1860 og 1913. Englands voksede blot tre gange, Frankrigs fire gange mod Tysklands syv gange og USA med tolv gange. Englands position som verdens fabrik var således blevet seriøst udfordret. [61]

Noter