Kapitel 10

Kommunistpartier og sociale bevægelser

Jeg har i afsnittet “Befrielseskampens problemer” beskrevet de problemstillinger, der førte til, at den nationale befrielseskamp med et socialistisk perspektiv mistede sin styrke. Disse problemstillinger slog igennem med endnu større kraft i forhold til de etablerede socialistiske stater og kommunistiske partier i sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Sovjetunionens og Østeuropas opløsning som “reelt eksisterende socialisme” havde få tænkt som en mulighed i 1980. I 1991 blev den sovjetiske statskapitalisme opløst og afløst af liberalistisk kapitalisme. Det nye bourgeoisi bestod dels af det gamle partiapparat, nomenklaturen, dels af nye opkomlinge. For arbejderklassen betød den nye økonomiske orden faldende levestandard. I 1995 var realindkomsten faldet med over 50 %. [1] Fødselsraten faldt i perioden fra 1989 til 1993 med 36 %, og gennemsnitslevealderen for mænd faldt fra 65,5 år i 1990 til 57,3 år i 1993, hvilket svarede til gennemsnitslevealderen i lande som Indien. [2] Indbyggertallet i det tidligere Sovjetunionen faldt med over 1,5 millioner mennesker i perioden 1992-98, og fra 2001 til 2005 med yderligere 3 mio. Historikeren Curt Sørensen skriver:

“Overskudsdødeligheden i disse år er i nyere undersøgelser ble­vet opgjort til mellem 6 og 7 millioner. Hvis disse beregninger er korrekte, nærmede de menneskelige omkostninger ved chokterapien i 1990’erne sig tallet for hungersdøden i forbindelse med Stalins ligeledes ovenfra gennemførte accelererede moderniseringspolitik i 1930’erne.” [3]

Kapitalismens genkomst i det tidligere Sovjetunionen betød således hverken stigende levefod eller mere demokrati for arbejderklassen i Rusland til trods for overgangen til flerpartisystem og parlamentarisme. Jeg skal ikke gå dybere ind i transformationen af Sovjetunionen. I stedet vil jeg se nærmere på perspektiverne for Kina og dets regerende kommunistiske parti. Det hænger naturligvis sammen med landets revolutionære historie, dets nuværende potition som verdens største industrination og kommunistpartiets status som verdens største. Jeg vil desuden se nærmere på perspektiverne for national befrielseskamp i dette århundrede. Her har jeg valgt zapatisterne som eksempel. De kan måske synes som en lille bevægelse i en del af verden, Chiapas i Mexico, der ikke har den store betydning for den globale økonomi, men zapatisterne er interessante pga. den fornyelse for teori og praksis, som de repræsenterer.

Den kinesiske vej til socialismen

Kina har de seneste tre årtier gennemgået store forandringer, såvel på det nationale plan som i dets position i det globale system. Kina har bevæget sig fra en selvcentreret, planøkonomisk politik, stort set afkoblet fra den globale økonomi til en dynamisk statskapitalisme, delvist integreret i de globale produktionskæder. Den kinesiske industri er eksportorienteret, og udenrigshandel udgør 70 % af Kinas samlede økonomi. Til sammenligning udgør udenrigshandlen blot 24 % af USA’s økonomi. En stor del af Kinas eksport går til netop USA. For at kunne fremstille og eksportere sine industrivarer, importerer Kina til gengæld kapital, energi, råvarer, teknologi og design. Kina bidrager selv med to faktorer, der prissættes uhyre lavt i forhold til de tilsvarende omkostninger i Nord: arbejdskraft og forurening af jord, vand og luft. På den baggrund har Kina i årtier haft de største økonomiske vækstrater i verden. I den sammenhæng må man spørge, om Kinas Kommunistiske Parti har begået “forræderi“ mod socialismen? Er Kina på vej til at blive et kapitalistisk land som Taiwan eller Sydkorea? Vil det udvikle sig til den nye imperialistiske supermagt? For at komme nærmere et svar på disse spørgsmål er det nødvendigt at se nærmere på det kinesiske kommunistpartis udvikling og dets opfattelse af opbygningen af socialismen i Kina.

Den kinesiske opfattelse af revolution er mere kompleks end den traditionelle leninistiske (sovjetiske), hvor statsmagten er nøglen til de politiske, sociale og økonomiske omvæltninger. I Mao Zedongs forståelse er revolutionen en række af bølger og niveauer, der afløser hinanden. Med etableringen af den kinesiske folkerepublik i 1949 var klassekampen, og dermed revolutionen, således for de kinesiske kommunister slet ikke forbi. Spørgs­målet om klassekampen blev derfor også et af hovedpunkterne i 1960’ernes ideologiske konflikt med Sovjetunionen, der havde afblæst klassekampen i den “reelt eksisterende socialisme,” mens Kina var af den opfattelse, at sovjetrevisionismen netop var udtryk for den fortsatte klassekamp. En ny overklasse havde taget magten i Sovjetunionen, og den kinesiske kulturrevolution i årene 1966-76 var ifølge Mao “en fortsættelse af revolutionen under proletariatets diktatur.” Mao så revolutionen som en bølgelignende bevægelse, hvor ethvert tilbageslag ville blive afløst af nye fremstød mod et højere niveau på den lange vej mod socialisme. Denne opfattelse af politik, klassekamp og revolution findes stadig i det kinesiske kommunistparti, og det er vigtigt at have in mente, når man analyserer på udviklingen i Kina. Kina er på 65 år gået fra at være en fattig primær landbrugsøkonomi til verdens vigtigste industrielle vareproducent. I 1949 var 90 % af befolkningen analfabeter og den gennemsnitlige levealder 32 år. Kina lå lavere end Indien i indikatorer for økonomisk udvikling og velfærd i 1952. [4]

Den kinesiske revolution i 1949 resulterede i en jordreform, der kommunaliserede ejendomsretten til jord og gav brugsretten til småbønder og kollektivbrug. Det skabte opbakning bag det kommunistiske parti og samlede den splittede nation. En anden vigtig faktor var infrastrukturprojekterne. Først og fremmest kom floderne under regulering. Fra 1949 til 1976 blev der bygget 200.000 km diger langs de kinesiske floder, og der blev bygget 302 store, 2.110 middelstore og 82.000 små dæmningsprojekter. Disse projekter hindrede de tilbagevendende naturkatastrofer, hvor tusinder omkom i oversvømmelser. De skabte vandingssystemer, der effektiviserede landbruget og endelig skabte de el-forsyning til landet. [5] I denne første periode efter revolutionen satsede Kina, med hjælp fra Sovjetunionen, på at udvikle infrastruktur, landbrug og industri samtidig med en afkobling fra det kapitalistiske verdensmarked, en udvikling, der til dels også var dikteret af omverdenens isolation af den “gule fare.” Kina byggede stålværker, udviklede atomteknologi, byggede egne rumraketter, fly, entreprenørmaskiner og så videre. Sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet udviklede sig ligeledes hastigt. Det lykkedes Kinas Kommunistiske Parti at opbygge et samfund, der med alle sine historiske begrænsninger, kunne karakteriseres som værende på vej mod socialismen i den forstand, at klasseforholdene i Kina var langt mere gunstige for arbejdere og bønder end dem, der typisk fandtes andre steder i periferien og semiperiferien af imperialismen.

I den kinesiske planøkonomi tilfaldt det økonomiske overskud staten og blev brugt til at udbygge sundhed, uddannelse, infrastruktur og til at fremme industrialiseringen. Denne proces skabte dog også en ny bureaukratisk-teknokratisk elite, der krævede stigende materielle privilegier og politisk magt. Den nye elite fandt politisk repræsentation i det kommunistiske parti i form af Kinas præsident Liu Shaoqis (1898-1969), politiske linje. Mao Zedong forsøgte sammen med Lin Piao at bekæmpe denne magtelite ved direkte at appellere til, og mobilisere, masserne af arbejdere, bønder og studerende i en kulturrevolution. “Bombardér hovedkvarteret!” var parolen. Dette radikale forsøg på at etablere en folkemagt skabte en uforsonlig magtkamp i partiet og til tider socialt kaos i landet. Efter Maos død i 1976, med Kulturrevolutionens politiske og økonomiske kaos på den ene side, og den sovjetiske økonomiske models problemer på den anden side, lå vejen åben for Deng Xiaoping [6] og hans særlige vej til socialisme. Fra omkring 1980 og frem arbejdede Dengs regering for etableringen af en statskontrolleret kapitalisme og en åbning mod verdensmarkedet. “Det er ligegyldigt hvilken farve katten har, bare den fanger mus,” som Deng, formulerede det.

Deng Xiaopings økonomiske forandringer begyndte på landet. Folkekommuner blev demonteret og store dele af driften af landbruget blev omlagt til familiebrug, selvom jorden dog forblev statsejet. I løbet af de følgende år blev millioner af landarbejdere gjort arbejdsløse og kom derved til at danne grundstammen i en reservearmé af billig arbejdskraft, der stod til rådighed for indenlandske og udenlandske kapitalistiske virksomheder i byerne. I løbet af 1990’erne blev de fleste små og mellemstore statsejede virksomheder, samt enkelte af de store, privatiseret. De blev solgt til kunstigt lave priser, og køberne var embedsmænd, tidligere ledere af statsejede virksomheder, private kapitalister med forbindelser i regeringen, samt transnationale selskaber. Den nye kapitalistklasse blev legitimeret af det kommunistiske parti. På den 16. partikongres i 2002 foretog man en vedtægtsændring, der fastslog, at det kommunistiske parti repræsenterede både “folkemassernes” og “de mest avancerede produktivkræfters” interesser. Udtrykket mest avancerede produktivkræfter dækkede over den nye kapitalistiske klasse.

Efter tre årtier med kapitalistisk udvikling er Kina forvandlet fra at være et af verdens økonomisk mest lige lande, til et land med stor ulighed. Ifølge World Wealth Report fra 2006 kontrollerede 0,4 % af de rigeste familier i Kina 70 % af den nationale velstand. I 2006 var der ca. 3.200 mennesker med en personlige kapital større end 100 millioner yuan (ca. $ 15 mio. dollars). Af disse 3.200 var omkring 2.900 eller 90 % børn af ledende funktionærer inden for regeringen eller partiet. [7] Denne nye kapitalistklasses velstand stammer således fra statslige og kollektive aktiver, akkumuleret i den socialistiske æra. Beregninger viser, at der under privatiseringsprocessen og markedsliberaliseringen blev overført omkring 30.000 milliarder yuan (ca. $ 4.500 mia. USD) fra statslige og kollektive aktiver til kapitalister med stærke regeringsforbindelser. [8] Kinas tidligere premierminister, Wen Jiabao, er en af de rigeste politikere i verden. Hans søn ejer Kinas største private aktieselskab. Hans kone står i spidsen for Kinas smykkeindustri. Det skønnes, at Wens familie har akkumuleret i omegnen af 30 milliarder yuan (ca. $ 4,3 mia. USD). Jiang Zemin, den tidligere præsident og generalsekretær i kommunistpartiet, skønnes at have en formue på 7 milliarder yuan, og den tidligere premierminister, Zhu Rongji, skønnes at være god for 15 milliarder yuan. [9]

Kinas integration i den globale kapitalistiske økonomi er imidlertid ikke magen til Indiens, Sydafrikas eller Brasiliens. Årsagen til de store udenlandske investeringer er ganske vist de samme, den billige arbejdskraft, og denne arbejdskraft er tilmed bedre uddannet, sundere og mere disciplineret end i mange andre lande i Syd, og samtidig tilbyder Kina en velfungerende infrastruktur. Forskellen mellem Kina og de øvrige lande er, at integrationen i verdensmarkedet ikke sker i en national neoliberal ramme, men i en statskapitalistisk med planøkonomiske træk, hvilket bestemt ikke gør den økonomiske udvikling mindre dynamisk end i en neoliberal ditto. Kina har kapitalistiske træk i den betydning, at regeringen tillader, at arbejdskraften bliver udbyttet. De dårlige arbejdsforhold i kulminerne, i tekstilindustriens sweatshops og elektronikindustriens kæmpefabrikker kompromitterer et kommunistpartiet, der fastholder, at Kina er på vej mod socialismen gennem en statsstyret kapitalisme. Ifølge det kinesiske kommunistparti har den statskapitalistiske udvikling tre mål:

1) at etablere en højt udviklet, integreret og varieret industrisektor,
2) at fastholde en afbalanceret sammenhæng med landbrugssektoren,
3) at opretholde en national statslig kontrol medformen og graden af integration i den globale økonomi. Først og fremmest ved at opretholde en statslig kontrolleret finanssektor og statslig ejendomsret til jord. [10]

Det store spørgsmål er, om denne industrialisering vil ende med at skabe forudsætninger for at udvikle en levedygtig socialisme, eller om den vil skabe en kapitalisme og et nationalt bourgeoisi, der er så veletableret, at Kina endegyldigt forlader den særlige kinesiske vej til socialisme.

Den kinesiske statskapitalisme forudsatte en første fase fra 1954-1980, hvor alle firmaer og al jord blev nationaliseret, og hvor der var en stram planøkonomi. Denne politik skabte et solidt grundlag i form af en velfungerende landbrugssektor og en udbygget infrastruktur for den videre udvikling. Fra 1980, men især fra 1990 fulgte en periode, hvor man åbnede op for både nationale og udenlandske private virksomheder. Intentionen var, at denne åbning skulle foregå kontrolleret inden for rammerne af en planøkonomi med en styring af placeringen, arten og funktionen af den private kapital. KKP mente, at det var nødvendigt med denne statskapitalistiske politik, for at undgå den stagnation, de havde set ramme Sovjetunionen. Under alle omstændigheder har den kinesiske statskapitalisme opnået forbavsende resultater. I løbet af de sidste 20 år er der skabt 400 millioner industrielle arbejdsplaser, hvilket stort set er svarende til Europas samlede befolkning. Der er opbygget en relativ uafhængig, varieret og højt udviklet økonomi. Tidligere eksporterede Kina hovedsagelig tekstiler og sko. Sådan er det ikke mere. Fra 2007 var det maskiner og elektronik, der stod for hovedparten af eksporten, og produkter som biler, højhastighedstog og fly er på fremmarch. [11]

Den kinesiske planøkonomi er stadig gældende for større infrastrukturprojekter, som f.eks. boligbyggeriet til de millioner, der flytter ind til byerne. Det gælder også den kolossale udbygning af Kinas infrastruktur i form af havne, veje, dæmninger og elforsyning, der skal facilitere industrialiseringen og åbne en ny fase af udviklingen i kystområderne i det vestlige Kina. Et væsentligt spørgsmål er, om Kinas integration i den globale kapitalisme på sigt vil erodere de planøkonomiske træk væk og forvandle Kina til en neoliberal økonomi som alle andre. Da Kina i 1990 for alvor åbnede sig mod den globale kapitalisme var strategien baseret på eksport af industrivarer. Det passede som fod i hose med neoliberalismens behov for billig arbejdskraft, og fra 1990 til 2005 var væksten imponerende. Men finanskrisen og begyndende uro på det kinesiske arbejdsmarked har fået KKP til at satse mere på det interne marked og udviklingen af det vestlige Kina. Kina har desuden opretholdt kontrollen over sit finanssystem. Det kinesiske bank- og kreditsystem er helt og holdent statsligt, og den kinesiske møntfod yuan reguleres af den kinesiske nationalbank. Så på disse punkter adskiller den kinesiske integration i den globale kapitalisme sig også fra Indiens, Sydafrikas og Brasiliens.

Der er således ikke overensstemmelse mellem Kinas nationale projekt og den globale neoliberalisme. De har umiddelbart brug for hinanden, men der er også modsætninger. Udenrigspolitisk kommer det til udtryk ved Kinas forsøg på at omforme international politik således, at triadens hegemoni brydes, og der skabes et polycentrisk internationalt system. Kina søger at samle Syds interesser i internationale spørgsmål, for eksempel i BRICS.

Lande som Brasilien, Indien, Sydafrika og frem for alt Kina betegnes i visse sammenhænge som subimperialister. Især Kinas investeringer og engagement i råvarer og mineindustri i Afrika drages frem som eksempel. Det er klart, at nogle tidligere kolonier er stærkere end andre og derfor, blandt andet i kraft af deres størrelser, har en regional indflydelse. Betegnelsen subimperialist udvisker imidlertid den basale forskel, der er imellem disse lande og imperialismen. Kina er engageret i en grov jagt på ressourcer i Afrika, men nettoresultatet er stadig en massiv værdioverførelse til de rige lande. Størstedelen af de importerede råvarer indgår i Kinas eksportorienterede industri. Der er således et Nord-forbrug forklædt som kinesisk forbrug.

Den nuværende kinesiske kapitalakkumulationsmodel er ikke uproblematisk. Udnyttelsen af den billige arbejdskraft er både demografisk og socialt ved at nå sine grænser. Den forcerede industrialisering har ført til en massiv udnyttelse af naturressourcer og deraf følgende miljøproblemer. Kinas industribyer er plaget af luftforurening, ikke mindst fordi Kina er afhængig af kul til omkring 75 % af sit energiforbrug. Luftforurening er blot en blandt flere økologiske kriser, som Kina står over for. Ifølge International Finance Corporation forventes Kina at have et underskud af vand på 25 % i 2030 på grund af stigende forbrug i landbrug, industri og blandt byernes befolkning. [12] Som resultat af klimaændringerne og mangel på vand kan Kinas kornproduktion risikere at falde med 9-18 procent i 2040’erne. [13] Ikke mindst er Kinas kapitalakkumulation bygget på en vækstmodel, der er afhængig af en øget eksport til markeder i de kapitalistiske centerlande. Bliver det ved med at kunne lade sig gøre? Kinas investeringer har ført til en overskydende produktionskapacitet og bidraget til uholdbare energi- og ressourcekrav. En løsning på denne problematik kunne være, at den kinesiske kapitalistiske økonomi afbalancerer sig selv ved at fremme det indenlandske forbrug via stigende lønninger, men hvordan kan dette finde sted uden at underminere den kapitalistiske klasses grundlæggende interesser nationalt og internationalt? Som verdens største produktionsapparat og forbruger af energi er Kina i stigende grad i centrum af kapitalismens modsigelser. Efter år 2020 forventes de økonomiske, sociale, politiske og økologiske kriser at smelte sammen i Kina.

Klassekampen i Kina

Et særligt træk ved kommunismen i Kina er som nævnt, at den ikke fornægter, at der efter revolutionen foregår en klassekamp i samfundet og dermed i partiet. I perioden efter Mao har der imidlertid været en bevidst stræben i partiet efter at underspille denne klassekamps betydning, som i maoismens dage var almindelig at fremhæve. Problemstillingen dukker dog konstant op i partiet, og de sociale og politiske kræfter fra højre og venstre har da også været i konstant konflikt siden revolutionen i 1949. Under den kinesiske revolution blev dele af middelklassen og forretningsfolk tiltrukket af kommunistpartiet ud fra nationale følelser, og kom til at udgøre en højrefløj i partiet. Med åbningen for det private initiativ fra 1980’erne gjorde en mere magtfuld højrefløj dog sin entré på den politiske scene. Det var ikke kun business- mænd, som til tider skabte sig enorme formuer, men også embedsmænd og partifunktionærer, som blandede deres kontrolfunktioner med samarbejde med kapitalen til gensidig fordel og til tider direkte korruption. Højrefløjen i KKP nyder også støtte i dele af den voksende middelklasse. Det er en udbredt opfattelse i den kinesiske middelklasse, at vejen til velstand går gennem kopiering af de økonomiske og politiske forhold i Vesten.

En del af småborgerskabet, især unge universitetsuddannede, er dog frustrerede. Ifølge de officielle statistikker blev omkring en fjerdedel af de kinesiske universitetsstuderende, der dimitterede i 2010, arbejdsløse. De kandidater, der fik arbejde, er ofte nødt til at acceptere en løn, der ikke er højere end det, en ufaglært migrantarbejder kan tjene. Omkring en million af denne unge intelligentsia bor under dårlige forhold i udkanten af Kinas største byer. [14] De kraftige prisstigninger på bolig, sundhed og uddannelse har undermineret deres stræben efter en middelklassestatus. Disse unge bliver i stigende grad politisk radikaliseret. Det er samtidigt væsentligt at bemærke, at de kinesiske bønder ikke tilhører højrefløjen. Til forskel fra de sovjetiske bønder forsvarer de ikke den private ejendomsret, men er derimod optaget af sociale og økologiske spørgsmål. De kinesiske bønder tilhører sammen med arbejderklassen venstrefløjen i KKP.

Den vedvarende konflikt mellem højre og venstre er altid blevet afspejlet i de politiske linjer og kampagner, som staten og partiapparatet har gennemført. Venstrefløjen gik i offensiven i form af kulturrevolutionen i midten af 1960’erne mod partiledelsens Moskva-orienterede linje. Venstrefløjen mistede imidlertid styringen over begivenhederne, som antog ukontrollerede former og lammede økonomien. Det betød, at højrefløjen igen fik mulighed for at overtage tøjlerne og har beholdt dem siden. I 1990’erne eksisterede den politiske venstrefløj stort set ikke i Kina, men i de senere år er venstrefløjen igen ved at vinde fodfæste. På landet er bevægelsen Forny Landområderne blevet magtfuld. Venstreorienterede hjemmesider som Wu Du Zhi Xiang (utopien), The Mao Zedong Flag og China Worker’s Network har fået national indflydelse, mens nyhedssiden Strengthening the Country Forum, som er tilknyttet det kommunistiske partis dagblad, er domineret af venstreorienterede indlæg. Fejringer af Mao Zedong i forbindelse med årsdage er ofte legitime muligheder for venstrefløjen til at manifestere sig. Mindehøjtideligheder for Mao Zedong er, i betragtning af Kinas aktuelle politiske situation, i realiteten blevet antikapitalistiske massemøder. På Maos fødselsdag den 26. december organiserer arbejdere i hundredvis af byer og studerende på universiteter over hele Kina således massemøder for at fejre Mao, og under det kinesiske nytår besøger hundredtusindvis Maos hjemby, Shaoshan i Hunan-provinsen, for at vise deres støtte og respekt til hans projekt. Venstrefløjen har således stadig sine bastioner i basis, og den kinesiske regering er ikke ufølsom over for de sociale kampe, der tvinger højrefløjen til en mere midtersøgende kurs i spørgsmål om sundhed, uddannelse, bolig og pensionssystemer.

Med kommunistpartiet ved magten i Kina er en ny antikapitalistisk politik stadig mulig. Det vil dog kræve en effektiv mobilisering af arbejderklassen mod den ulighed, som truer harmonien og den sociale sammenhængskraft i den kinesiske statskapitalisme. Denne nye politiske kraft kan komme til udtryk både som kampe mod partiet og som fraktionskampe inden for partiet. I denne kamp bliver det afgørende at forbinde kampen for demokrati med kampen for social lighed i stedet for en demokratisering afkoblet fra de sociale spørgsmål. En demokratisering af samfundet består ikke nødvendigvis af parlamentarisme og flerpartisystem. Erfaringerne fra Rusland og den arabiske verden er i den henseende ikke de bedste. Repolitiseringen af samfundet kan ikke gennemføres via partiets propagandakampagner, men gennem sociale og politiske kampe. Det kræver en legitimering af disse kampe, en ret til at organisere sig og udtrykke sig. Hvis KKP stadig skal spille en progressiv rolle, må de involvere sig i disse kampe. Dykke ned og lære af masserne. Koncentrere deres synspunkter og formulere en ny politik. En repolitisering må også kombineres med demokratisering af arbejdspladserne. En sådan udvikling står ikke i modsætning til en anerkendelse af de individuelle frihedsrettigheder, men forudsætter og forstærker tværtimod deres gyldighed.

Med den kinesiske arbejderklasses historie i mente tror jeg stadig der er et potentiale for en socialistisk løsning på de voksende økonomiske og politiske modsætninger i Kina. En arbejderklasse i statssektoren, der opererer ud fra en socialistisk bevidsthed, kan potentielt overtage Kinas vigtigste økonomiske sektorer og spille en ledende rolle i alliance med migrantarbejdere, bønder og det proletariserede småborgerskab. Vejen frem mod dette går gennem organiseringen af uafhængige fagforeninger og i åben kamp mod den dominerende prokapitalistiske fløj i det kinesiske kommunistparti. På samme måde som Sovjetunionen spillede en rolle som allieret for de nationale befrielseskampe op gennem 1900-tallet, har Kina også potentiale til at spille en vigtig rolle i Syds kamp mod den globale neoliberalisme. Med Kinas centrale placering i det globale kapitalistiske system, kan betydningen af et socialistisk orienteret Kina næppe overvurderes. Det kan tippe den globale magtbalance afgørende til fordel for verdens proletariat.

Zapatisterne

I dag eksisterer der stadig traditionelle befrielsesbevægelser med socialistiske perspektiver af den type, der udgjorde en vigtig politisk aktør på den globale venstrefløj i anden halvdel af det 20. århundrede. I Nepal erobrede en maoistisk bevægelse efter mange års væbnet kamp i 2008 regeringsmagten ved et parlamentsvalg, og både på Filippinerne og i Indien er der stadig betydelige maoistiske befrielsesbevægelser med rod tilbage 1960’erne. I Colombia forsøger de gamle befrielsesbevægelser FARC og ELN, i forbindelse med fredsforhandlingerne med regeringen, at transformere sig til politiske bevægelser, og det skal blive interessant at se, om FARC og ELN formår at udvikle en ny strategi, der matcher de udfordringer en globaliseret verden stiller.

Inden for de sidste årtier har der dog også været fornyelse i befrielseskampen, bl.a. i form af zapatisternes oprør i Chiapas, Mexico i 1994. Umiddelbart kom denne opstand på et højst overraskende tidspunkt. Efter Berlinmurens fald i 1989, efter sandinisternes nederlag i Nicaragua, efter revolutionens tilbageslag i El Salvador og Guatemala og på et tidspunkt, hvor de fleste revolutionære bevægelser i det hele taget var på tilbagetog, slog zapatisterne højst uventet til. Fra slutningen af 1980’erne havde Mexico, som så mange andre latinamerikanske lande, gennemgået en neoliberal “strukturtilpasning” efter anvisning fra amerikanske økonomer, Verdensbanken og IMF Omkring 70 % af landets store, statsejede olieindustri blev privatiseret. På landet blev smålandbrug omdannet til kæmpe landbrugsselskaber. Kronen på værket var frihandelsaftalen NAFTA (North American Free Trade Agreement) mellem USA, Canada og Mexico. I den let oversete provins, Chiapas, ved grænsen til Guatemala havde indianske grupper igennem en årrække opbygget en stærk modstandskultur. Allerede i 1979 erklærede et netværk af mere end 30 organisationer store dele af Chiapas for autonomt område, og regeringen havde svaret igen med en bølge af vold og statsterror. Det var i denne kontekst at en lille gruppe tidligere aktivister fra Fuerzas de Liberación Nacional (FLN), heriblandt den senere zapatistiske talsmand, Subcomandante Marcos, i 1983 tog sydpå fra Mexico City til Lacandonjunglen i Chiapas. FLN var en af de maoistiske byguerilla-bevægelser, der op gennem 1970’erne havde kæmpet mod det mexicanske regime uden større succes. De ville nu fortsætte kampen i junglen. I løbet af de næste 10 år lærte de af den lokale befolknings erfaringer og vandt deres tillid. Koblingen mellem den indianske befolknings kamptraditioner og de tidligere maoisters marxisme var succesfuld, og sammen grundlagde de Den Zapatistiske Hær for National Befrielse (EZLN), der i løbet af 1980’erne og starten af 1990’erne voksede til flere hundrede medlemmer. [15]

I begyndelsen af 1990’erne rullede neoliberalismen for alvor ud over Chiapas med privatisering af jorden. Nytårsdag 1994, den selv samme dag, som Mexico indtrådte i NAFTA, indledte et par tusinde zapatistiske guerillaer en militær offensiv og besatte en række byer i Chiapas, heriblandt hovedbyen San Cristobal. Deres parole var “Ya Basta” – nok er nok – og budskabet fra de indianske oprører var klart: de havde simpelt hen fået nok af 500 års økonomisk udbytning, undertrykkelse og racistisk nedværdigelse. Den mexicanske regering reagerede prompte ved at sætte hæren ind, og re­sultatet af kamphandlingerne var omkring 500 dræbte og en efterfølgende kraftig repression mod zapatisterne. Da regeringen senere tilbød de zapatistiske ledere amnesti mod at lade sig afvæbne, blev svaret sendt i et åbent brev, offentliggjort i de mexicanske aviser:

“Hvad er det, vi skal sige undskyld for? For ikke at ville dø af sult? For at råbe op om vores elendige forhold? For at vise hele landet og resten af verden, at menneskelig værdighed overlever i selv det mest fattige folk?” [16]

Zapatisterne erklærede herefter, at de var forberedt på at forsætte kampen 20 eller 30 år, hvis det skulle blive nødvendigt. Efter den korte væbnede revolte i januar 1994 skiftede zapatisterne imidlertid til andre modstandsformer end de rent militære samtidig med, at de opretholdt den væbnede gren af bevægelsen intakt.

En del af zapatisternes nyskabelse skyldtes, at bevægelsen fra starten erklærede at den, i modsætning til andre guerillabevægelser, ikke ønskede at erobre statsmagten. Deres mål var dog ikke mindre ambitiøst. De ønskede at oprette autonome områder i Chiapas fri for statslig repression og neoliberal politik, områder hvor de kunne udøve deres egen magt og opbygge egne institutioner. De ville med deres sundheds- og uddannelsesinstitutioner og deres direkte form for demokrati være et konkret eksisterende alternativ til resten af det neoliberale Mexico og det korrupte demokrati. En af zapatisternes strategier i denne proces var at skabe transnationale globale alliancer, ikke mindst med de nye sociale bevægelser i Nord. Det skete især gennem det dengang helt nye medie, internettet, som zapatisterne var nogle af de første til at bruge strategisk i politisk sammenhæng. Det blev blandt andet brugt til at invitere aktivister til Chiapas for at diskutere fælles erfaringer med kampen mod neoliberalismen. Samtidig skabte det et internationalt fokus på zapatisternes kamp, og de mange udenlandske aktivisters tilstedeværelse i Chiapas var en metode til at skabe rum og tid til at opbygge egne institutio­ner og samtidig rette fokus på den mexicanske regerings repression.

Jeg var selv en af mange, der tog til Chiapas i 1996, hvor neoliberalismen buldrede frem, for at finde et lyspunkt og inspiration i en mørk tid. Sammen med tusinder af andre fra hele verden deltog jeg som en del af en delegation fra solidaritetsorganisationen International Forum i “Den første Encuentro mod neoliberalisme og for medmenneskelighed” i landsbyen La Realidad. Personligt var det en opløftende oplevelse oven på mit fængselsophold og politiske nedtur. Sigtet med mødet var ud over at vise solidaritet med zapatisterne, at udvikle analyser og praksisser i kampen mod neoliberalismen. Interkontinentale møder med 3.000 deltagere bliver som regel holdt i luftkonditionerede konferencecentre i vestens storbyer. Sådan skulle det ikke være her. I dagene op til konferencen strømmede de delegerede fra 43 lande til San Cristobal, en malerisk provinsby i Chiapas. Det var en noget broget flok, der mødtes her: Der var folk fra Latinamerika, USA, Canada og de fleste europæiske lande, heriblandt var vi 7 fra Danmark. Der var desværre få deltagere fra Afrika og Mellemøsten, men selv Australien, New Zealand, Japan og Filippinerne var repræsenteret. Der var tidligere latinamerikanske guerillaer, ex-medlemmer af Rote Armée Fraktion og de Røde Brigader. Der var mødre til de forsvundne ofre for den argentinske statsterror. Der var 68’ere, der søgte at få genopladet deres udbrændte politiske batterier. Der var unge anarkistiske punkere fra Canada, indianere fra USA og autonome fra Tyskland. Der var socialarbejdere fra London, fagforeningsfolk fra Manila, miljøaktivister fra Australien og intellektuelle fra Paris. Der var unge og gamle og stort set lige mange mænd og kvinder. Denne brogede skare blev i en konvoj af busser transporteret til små landsbyer i junglen. Efter 17 timer i en overfyldt nedslidt buskaravane, på snoede grusveje gennem regnskoven, ankom vi klokken fem om morgenen i tusmørke og silende tropisk regn til enden af grusvejen, hvor landsbyen La Realidad (virkeligheden) ligger tæt omgivet af jungle. Mens vi trætte pakkede vores liggeunderlag og soveposer ud og lagde dem på jorden under det halvtag, der udgjorde sovepladserne, spillede et lokalt band glad latinamerikansk pop til velkomst – en helt igennem absurd scene. Regntiden og de mange mennesker forvandlede hurtigt mødepladsen til den smat, der kendes fra Roskilde-festivalen, insekterne bed og en monsterstor edderkop tog bolig i mine gummistøvler mens jeg sov. Livsbetingelserne i La Realidad var i sig selv en lektion i neoliberalisme.

Zapatisternes initiativ var et eksempel på den globale bevidsthed og modmagt, der var ved at vokse frem. At det trods de vanskelige betingelser lykkedes at gennemføre mødet vidner om deres organisatoriske kapacitet. Det store opbud af sympatisører fra hele kloden har utvivlsomt også styrket zapatisterne over for det mexicanske regime. Der herskede en skrøbelig fred i Chiapas. Militæret patruljerede få kilometer fra mødeområdet, som også blev overfløjet af militære fly. En af de måder, zapatisterne søgte, og stadig søger, at forsvare sig på, var ved konstant at tage initiativer, som skabte opmærksomhed og mobiliserede folk lokalt og globalt. De søgte at sætte – og hele tiden udvide – dagsordenen. Besøgene af kendisser som Oliver Stone og Gabriel Garcia Marquez havde også en beskyttende funktion. Massakrer og borgerkrig med tilstedeværelse af verdenspressen ville ikke være godt for den mexicanske finansielle stabilitet. Mødet med La Realidad var en oplevelse, ikke mindst en fysisk oplevelse, men det var også rart at være sammen med så mange, som nærede de samme forhåbninger om en anden verden. At opleve, at man ikke er “Palle alene i verden,” men del af et globalt netværk, som vil forandring. [17]

Transnationalisme er ikke kun en forsvarsstrategi fra zapatisternes side. De ser deres kamp for den oprindelige befolkning i Chiapas, som en glassplint i et neoliberalt kalejdoskop, som de i deres karakteristiske poetiske bil­ledsprog beskriver det. “Kalejdoskopets glasfragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kalejdoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkastet den globale kapitals logik. Denne fælles skæbne samler en mangfoldighed af mennesker i en fælles modstand – i et fælles mønster dannet af kalejdoskopets glassplinter.” [18]

Den zapatistiske magtopfattelse og strategi

Zapatisternes strategi bliver af mange opfattet som luftig poesi. Smuk, men ineffektiv og urealistisk. Sagen er, at zapatisterne tænker magt, styrke og revolution på en anden måde end den sædvanlige, og derfor har de også en anden måde at øve modstand på. Spørgsmålet er, om zapatisternes stra­tegi er mere urealistisk og ineffektiv end den traditionelle? Det følgende er et forsøg på at forklare og fortolke zapatisternes måde at tænke magt på og kæmpe på.

Zapatisternes nu tidligere talsperson, subcomandante Marcos siger om zapatisternes styrke: “Regeringen har militæret, vi er bevæbnet med sandheden.” [19]338 Hvad er denne “sandhed” for noget, og hvorfor spiller den en vigtig rolle i zapatisternes forståelse af magt og strategi? I samfundet er der en stadig kamp om at definere “sandheden,” fastlægge hvad der er “realiteterne”, det mulige, det moralsk rigtige og det videnskabeligt sande. Dermed fastlægges også det modsatte, hvad der er urealistisk, umoralsk, falsk eller ligefrem kriminelt. Det er det politikerne kalder værdikamp og postmoderne akademikere kalder diskursive kampe. Da Berlinmuren faldt i 1989 fortalte den amerikanske præsident George Bush os, at kapitalistisk markedsøkonomi og det borgerlige demokrati ville skabe en ny og bedre verden. Det var den sandhed, man ville pådutte os i 1989. Her i 2016 er det en anden sandhed, man vil sælge os: Markedsøkonomien er ikke fejlfri, men det er stadig den bedste løsning, den skal bare styres lidt bedre. Socialismen har haft sin chance, selv Kina er kommet til den konklusion, at neoliberalismen er den bedste løsning. Det lader til, at den herskede diskurs i samfundet er: Lad være med at håbe og kæmpe for en anden verden, prøv at få det bedst mulige ud af den nuværende. “Der er ikke noget alternativ,” som den engelske premiereminister Margaret Thatcher påstod.

Det var denne “sandhed”, zapatisterne sagde nej til, da de erklærede den herskende sandhed for at være en løgn: “En ny løgn bliver præsenteret for os som en historisk sandhed. Løgnen om håbets nederlag.” [20] Det håb om en radikal anderledes verden, der for millioner af mennesker var brudt sammen i løbet af 1980’erne med revolutionernes tilbageslag i den tredje verden og sovjetsocialismens fiasko, ville zapatisterne tænde igen. De er derfor også blevet betegnet som “professionals of hope.” Det, som zapatisterne vil, er at skabe en anden sandhed end den, de herskende magter præsenterer. En anden definition på hvad, der er rigtig og forkert, sandt og falsk, muligt og umuligt. Zapatisterne siger: “Regeringen har militær og regeringen spreder løgne, men den kan aldrig blive stærkere end fornuften og sandheden.” [21] Hvis man blot ser det som en moralsk påstand, er det absurd. Der masser af eksempler på, at militær magt har vundet over sandheden. Der er dog også eksempler på, at mennesker, der har været i stand til at formulere nye sandheder, har fået tilsyneladende stærke statsmagter til at krakelere og falde sammen.

I et hvert samfund foregår der en særdeles reel og betydningsfuld kamp om at fastlægge sandheden. Det er en kamp, der foregår ovenfra og ned og nedenfra og op. Den foregår overalt, hvor mennesker mødes og i dag ikke mindst gennem medierne. Den herskende orden har sine værdier, normer og sin sandhed. Modmagt er også at skabe andre sandheder ud fra andre værdier og normer. Det gør man blandt andet ved at praktisere disse værdier og normer gennem handling. Ved at udøve en magt anderledes end den herskende orden. Staten har politi, militær, justitsvæsen, hele det traditionelle magtapparat til rådighed. Man definerer imidlertid ikke sandheden og forandrer verden ved blot at erobre statsmagten. Statsmagtens redskaber er effektive til at undertrykke, men knap så brugbare til at skabe forandring. NATO-landene har således en overvældende militærmagt i form af våben og teknologi til at overvåge og ødelægge deres fjender. De har stor destruktiv kapacitet, men disse magtmidler er stumpe, når det gælder opbygning af nye værdier og normer. USA kunne fjerne Saddam Hussein, men kunne ikke opbygge en stat i deres eget billede, endsige blot en stabil stat. NATO er afhængig af samarbejdet med politiske kræfter og klasser, mennesker med andre normer og værdier end deres egne, for at opbygge en sådan stat. En forandring af deres værdier og normer opnås ikke med hverken våben eller penge Det er historien om Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Somalia.

Den mexicanske stat ønsker at nedkæmpe zapatisternes oprør. Stående over for denne magt, har zapatisterne valgt at søge at skabe autonome områder. Søge at ignorere og/eller vende ryggen til statsmagten og opbygge sine ege institutioner. Kun i det omfang, statsmagten søger at ødelægge disse strukturer, ønsker man at konfrontere staten. Zapatisterne har beholdt deres væbnede styrker, EZLN, for i begrænset omfang at kunne forsvare sig. EZLN skal ikke erobre statsmagten, men forsvare sig mod angreb på de autonome områder. Zapatisternes mål er ikke at overtage statsmagten, fordi den er et stumpt instrument, når det drejer sig om at forandre verden. Tværtimod er der store chancer for, at denne magtform i stedet ville forandre zapatismen til en mutation af den herskende orden. Kampen drejer sig ikke om statsmagten i sig selv, men om indholdet af den sandhed, statsmagten forvalter og udøvelsen af magten i overensstemmelse her med.

Zapatisternes forestilling om modmagt er således ikke den direkte modsatrettede konfrontation. De søger at undgå statsmagtens magtudøvelse ved at undvige den. Samtidigt udøver de deres egen magt og opbygger egne institutioner. Udøvelsen af den politiske magt skal ifølge zapatisterne ske efter princippet: At styre er at adlyde. Det minder om Maos masselinje. Man skal lytte og lære af masserne, koncentrere deres ideer til strategier og føre disse strategier tilbage til masserne i form af praksis. Zapatisternes demokratiopfattelse er imidlertid anderledes end den traditionelle maoismes demokratiske centralisme. Beslutningerne skal træffes gennem et direkte konsensuspræget demokrati. Beslutninger om forandringer sker på møder, hvor alle bliver hørt. Det kan tage tid at nå til en kollektiv beslutning, men man opnår stor indsigt i problemstillingen og sikrer konsensus om resultatet af forhandlingen. Den daglige ledelse forestås af et “Råd for god regeringsførelse,” som vælges efter rotationsbasis, der bygger på den antagelse, at alle i samfundet kan lede og samfundet styrkes, når alle får muligheden. EZLN’s mangeårige talsperson, subcomandante Marcos fremstod i medierne som den karismatiske leder med den ikoniske skihue og pibe og poetiske sprog. Han var dog underlagt den væbnede grens kollektive lederskab bestående af en række kommandanter.

Zapatisterne ønsker således ikke at danne et leninistisk avantgardeparti som modstykke til de traditionelle politiske partier i Mexico. De drømmer ikke om at tilføje regeringshæren militære nederlag ved selv at opbygge en militær styrke. I zapatisternes forståelse er magt ikke noget, man kan arve eller tage. Det er handlinger, man udøver for at forme og skabe menneskers liv. I et svar til EPR, et trotskistisk parti i Mexico, på et forslag om at danne en fælles front mod regeringen, sagde subcomandante Marcos: “I kæmper for at erobre magten (…) hvad vi prøver på, er ikke at erobre magten, men at udøve magt.” [22] Har denne strategi været en succes? Ja, zapatisterne har i hvert fald formået at overleve mere end tyve års forsøg fra den mexicanske stats side på at ødelægge deres projekt. Det er ikke er resultat af EZLN’s militære styrke, som er meget begrænset, men er lykkedes på grund af deres politiske styrke både indadtil blandt befolkningen i Chiapas og globalt. Ikke med støtte fra stater, men fra bevægelser, organisationer og enkelt personer. Zapatisterne kan således udøve deres magt i form af praksisser. Ikke som en anden statsmagt i modsætning til den mexicanske stat, men i form af andre måder at drive undervisning, sundhedsarbejde, produktion og politisk styre på. Det kan vise sig at være en vigtig faktor i et land, hvor kaosset vokser og staten mister legitimitet.

Neoliberalismen har mange magtteknikker til rådighed. Den eksisterer mange steder, og den har mange udøvere, men det betyder også, at modstanden har mange redskaber til sin rådighed. Samtidig har modstanden mange angrebspunkter, der hvor vi er, og den kan have mange udøvere, heriblandt os selv. Hvis vi anskuer magt og modstand på denne måde, har vi et svar på, hvorfor Mexicos regering mener, at zapatisterne er så farlige, trods deres ringe militære styrke. Det skyldes nemlig deres ekstraordinært kraftige “Ya Basta.” At de har taget deres værdighed tilbage i en verden, som degraderer dem. At de er bevæbnet med sandheden, der truer med at gøre den herskende ordens sandhed til løgn. At bekæmpe et system som neoliberalismen er ikke så nemt som at tage statsmagten, hvilket ellers har vist sig svært nok. Neoliberalismens institutioner har mange magtstrukturer ud over den rent økonomiske magt: Patriarkatet, racisme, militarisme, ødelæggelse af natur og miljø, konsumerisme og mediekontrol. Mange af disse former for magt er ikke kun en udvendig dominans. Neoliberalisme er i vores blod, der er en “virus” af individualisme og grådighed, vi ikke slipper af med på let vis.

Udfordringen for revolutionære er ikke blot at erobre statsmagten. Det er lykkedes i talrige tilfælde. Problemet er i ligeså høj grad, at vi ikke har noget radikalt konkret alternativ til den herskende måde at organisere produktionen og styre samfundet på. Det er mindst lige så vigtigt at udvikle nye måder at leve på, nye måder at producere på og opbygge institutioner på, som det er at erobre den herskende ordens institutioner. Zapatisterne er andet end blot endnu en revolutionær bevægelse i et fjernt land. De er en teoretisk og praktisk udfordring til dem, der vil forandre verden.

Globale bevægelser

I dette afsnit ser jeg nærmere på de nye globale sociale bevægelser, der voksede frem i 1990’erne og har udviklet sig op gennem den sidste snes år som et svar på globaliseringen fra oven. Det er bevægelser som ATTAC, modstanden mod WTO- og G-møderne og ikke mindst World Social Forum, en organisering, der søger at forbinde alle disse bevægelser i et globalt netværk.

Det var ikke så sært, at der opstod et samspil mellem zapatisterne og de protestbevægelser, der voksede frem mod neoliberalismen i Nord, og som nåede et højdepunkt ved WTO-topmødet i Seattle i 1999. Ligesom zapatisterne formåede de at skabe et løst koblet netværk af alliancer, blandt andet gennem brug af internettet. Det var disse kommunikationsformer, der blev brugt til mobiliseringen til demonstrationerne mod WTO-mødet i Seattle, som det rent faktisk lykkedes demonstranterne at afbryde. Siden rullede der i det nye årtusinde en protestbølge over USA og Europa mod internationale topmøder. Demonstranternes brug af blokader og civil ulydighed førte til større konfrontationer, blandt andet ved EU-topmødet i Göteborg og G8- topmødet i Genova, begge i 2001. Lokalt i København kom bevægelsen blandt andet til udtryk i organisationen Globale Rødder, der i nogle år samlede mange aktivister, og i de store demonstrationer under klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Disse bevægelser har blandt andet hentet teoretisk inspiration fra Hardt og Negri, der netop understreger nationalstatens erodering og opbygningen af nye transnationale organisationer som WTO, Verdensbanken, IMF og G-møder som basis for den globale neoliberale magt. Kun en global modstandsstrategi fra neden kan ifølge Hardt og Negri matche det globale imperium. Det har imidlertid været vanskeligt for disse bevægelser at komme ud over demonstrationerne og diskussionerne. De har været kendetegnet ved, at det ene løst koblede netværk har afløst det andet. Et konkret resultat har dog været de globale og regionale møder mellem modstandere af neoliberalismen, kaldet World Social Forum, hvor kamperfaringer og nye visio­ner siden er blevet udvekslet. Det første WSF blev afholdt i Porto Allegre i Brasilien i 2001. Det var på mange måder en fortsættelse af den tradition, der blev indledt med zapatisternes ecuentro mod neoliberalisme i Chiapas i 1996. I forlængelse af min deltagelse i encuentroen i Chiapas deltog jeg sammen med mange andre europæere fra mødet i Chiapas i forberedelserne til WSF gennem møder i Prag og Madrid i slutningen af 1990’erne. Personligt var det inspirerende og nødvendigt med alle disse diskussioner midt i den krise, den globale venstrefløj befandt sig i, og som den stadig befinder sig i.

World Social Forum skal ses som et modspil til World Economic Forum, der hvert år afholdes i Davos i Schweiz for verdens politiske og økonomiske ledere. Her formuleres de globale økonomiske og politiske strategier for globaliseringen fra oven. En målsætning med World Social Forum er det modsatte, en globalisering fra neden gennem et åbent møde for demokratisk debat, fri udveksling af erfaringer og planlægning af effektive aktioner blandt civilsamfundets grupper og bevægelser, som arbejder for at opbygge et globalt samfund med udgangspunkt i mennesket i stedet for i profit. WSF har en horisontal struktur i modsætning til de traditionelle kommunistpartiers vertikale organisering i demokratisk centralisme. WSF’s mødeform er “open space,” hvor alle deltagere kan sætte et punkt til debat. Det tradi­tionelle, parlamentariske systems professionalisering, dets afkobling fra de folkelige bevægelser og dets underordning under transnationale institutioner som EU, WTO osv., har ifølge WSF rejst kravet om et mere nært og direkte demokrati. Det er dette behov, som populariteten af sociale forummer er et tegn på. Deltagerne på WSF er NGO’er, sociale bevægelser, fagforeninger og bondebevægelser. WSF udtrykker et ønske om at være inkluderende for alle, som afviser den neoliberale globalisering og imperialismen i alle dens former, dog ikke traditionelle partier og grupper, der fører væbnet kamp, som for eksempel FARC, PKK og indiske maoister. Den løse organisering giver imidlertid ikke WSF særlig meget kontrol over, hvem der rent faktisk deltager. Der er også andre forhold, der begrænser bredden af deltagere. Rejseomkostningerne og deltagergebyrer beløber sig let til et niveau, der udelukker de fleste i Syd fra at deltage, ligesom der kan være indrejse- og udrejse problemer for mange af de potentielle deltagere.

De drivende kræfter omkring etableringen af WSF var en række brasilianske NGO’er og ATTAC, oprindelig en fransk organisation, der arbejder for en skat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobinskat. Siden 2001 har WSF været afholdt i Brasilien, Indien, Venezuela, Pakistan, Kenya, Senegal og Tunesien. Desuden har der været afholdt en lang række kontinentale, regionale og nationale social forummer, i en årrække også i Danmark. I 2016 er der planlagt WSF i Montreal i Canada.

WSF kan synes imponerende, hvad angår antallet af deltagende organisationer fra et bredt spektrum af lande og sociale lag. Hvad er imidlertid effektiviteten i forhold til det erklærede mål: at yde modstand mod neoliberalismen og imperialismens dominans, såvel som opbygningen af et globalt samfund med radikalt anderledes relationer mellem mennesker og mennesker og natur? De folk, der ser positivt på WSF, kommer primært fra sociale bevægelser og NGO’er. De ser WSF som et åbent horisontalt netværk, hvori de kan koordinere deres aktiviteter og lære af hinandens erfaringer. Aktivisten Roger Burbach formulerede det således på WSF i Mumbai i 2004:

“Hvis vi ser nøje efter, kan vi se de første brikker til en global revolution blive lagt. Alle revolutioner frem til i dag har været nationale, med det mål at overtage den nationale regeringsmagt. Men institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO’s utilslørede globale magtudøvelse, har tvunget græsrøddernes demokratiske bevægelser til at påbegynde planlægningen af en global revolution. Det er en revolutionering af såvel værdier og institutioner. Det er en revolution, der søger at erstatte det nuværende system, som bygger på pengenes værdi, med et demokratisk system, der bygger på livets værdi.”[23]

Chico Whitaker, initiativtager og indflydelsesrig person i WSF, har fremhævet en række fordele ved WFS’s måde at organisere sig på, bl.a. dens netværksbasering, fraværet af en central ledelse og en tilsvarende ansvarlighed på alle niveauer, der overkommer de begrænsninger, som det repræsentative demokrati med dets magtkampe, er et udtryk for. [24] WSF ser sig således som et alternativ til liberalt demokrati og til partier, der går efter statsmagten, men Whitaker konkretiserer ikke, hvor og hvordan deltagerne skal praktisere denne organisering ud over på det sociale forum selv. De centrale beslutninger i WSF tages af et internationalt råd, der omfatter 120 medlemmer. Ligesom i andre organisationer er der en uformel struktur, hvor nogen har mere indflydelse end andre. Det er bare ikke åbent, hvem det er. Et medlem af det internationale råd har udtrykt situationen i ledelsen således: “Det er ligesom at være medlem af Politbureauet og ikke vide, hvem Stalin er.” [25]

WSF har haft svært ved at udvikle sig som politisk kraft ud over open space-møderne og den uformelle networking. Der har været flere forsøg at få vedtaget manifester og programmer i WSF regi. Et eksempel er Manifesto of Porto Allegre, der opsummerer fælles konkrete målsætninger som f.eks. sløjfning af Syds gæld til Nord, skat på finansielle transaktioner, lukning af skattely, støtte til mere fairtrade osv. Selv sådanne brede programmer har det dog været svært at samle fælles fodslag om. Denne diskussion indfanger de to strømninger, der har præget de senere års WSF: Der er en fløj, der ønsker at bevare WSF som et open space, og der en fløj, der ønsker at udvikle WSF til en mere traditionel politisk kraft med et fælles program. Man kan også se denne diskussion, som forskellen mellem det, der kaldes den postmoderne venstrefløj og den mere klassiske venstrefløj. [26] Den postmoderne venstrefløj mener, at kapitalismen er gået ind i en ny fase karakteriseret ved globaliserede finansnetværk og med videns-, informations- og kommunikationssektoren som den centrale drivende kraft. Dette i modsætning til den mere klassiske fløj, blandt andet repræsenteret ved Samir Amin, der er fast deltager på WSF og medlem af det internationale råd. Amin ser finanssystemet som en overbygning på den reelle økonomi, som stadig er centreret omkring vareproduktion. De postmoderne lægger vægt på den kulturelle og kommunikative magt, mens den klassiske venstrefløj lægger vægt på den mere institutionelle magt. Den postmoderne fløj ønsker at opbygge horisontale netværk, der tager beslutning i konsensus. Den klassiske venstrefløj prioriterer mere handlekraftige organisationsformer.

Den postmoderne venstrefløj har for mig at se bidraget med en uddybelse og en nuancering af det statscentrerede magtbegreb og en vægtning af et mere deltagende og direkte demokrati til forskel fra den leninistiske orga­nisationsmodel. Det betyder dog ikke, at organisering og struktur er yt. Løst koblede netværk og sociale medier, der sammenkalder til demonstrationer og besættelse gør det ikke alene, som oprøret i Ægypten har vist. Her var det netop det Muslimske Broderskabs stærke organisatoriske struktur, som gav dem deres midlertidig sejr.

Der har i WSF været et ønske om at udvikle sig fra demonstrationer til en konkret globalisering fra neden. Det vil sige en globalisering, der tager udgangspunkt i menneskers lokale hverdag, i deres arbejdsliv, i deres boligforhold og så videre. Sigtet med at udvikle sådanne praksisser er også at skabe alliancer i samfundet med andre grupper, således at bevægelsen ikke blot er udbredt i en ungdomskultur. Det betyder ikke, at man skal ophøre med at demonstrere i forbindelse med topmøder. Det svejser bevægelsen sammen, virker mobiliserende og giver bevægelsen mulighed for at komme ud til offentligheden med sine budskaber. Samtidig er det dog som om, det politiske system er ved at udvikle en immunitet over for denne aktionsform. Det kan tilsyneladende uden konsekvenser vælge at se bort fra denne opinion. Det er blevet mere et ritual end en politisk kraft. Det er imidlertid aldrig rigtig lykkedes for WSF at udvikle og udbrede disse hverdagspraksisser og kampformer. Selv om tankegodset i WSF har mange sammenfald med zapatisternes magtopfattelse, er forskellen at zapatisterne har opbygget en organisering, der er i stand til at handle, og de har en praksis ud over open space.

WSF fungerede i begyndelsen som en tiltrængt open space for fornyelse, men i og med det er blevet ved snakken, er interessen falmet. De samme ideer udtrykkes år efter år, uden man kommer videre. Måske har Walden Bello ret, når han spørger: “Er det ikke tid til, at WSF pakker teltene samme og giver plads til nye former for global modstand?” [27] Måske er det en modstands- og organisationsform, der er i stand til at kombinere den vertikale strukturs høje grad af enighed og handlekraft med den horisontale strukturs evne til at danne alliancer og dermed fælles kamp og slagkraft, der er brug for?

Noter