Kapitel 11

Praksisser og aktuelle politikker

Efter at have set på repræsentanter for nogle centrale og interessante aktører for politisk handlen vender jeg nu fokus mod selve den politiske praksis. Hvorledes interagerer disse aktører med de økonomiske og politiske strukturer? Hvad er de historiske erfaringer med radikal praksis, revolution, i det forgangne århundrede? Hvordan ser venstrefløjens aktuelle praksisser ud i Syd og Nord, og endelig en diskussion om fremtidige strategier og taktikker i kampen for en forandring.

De revolutionære erfaringer

En radikal forandring af ejendomsforhold og global fordeling af ressourcer er nødvendig for en mere retfærdig og bæredygtig verdensorden. Historisk har grundlæggende forandringer af de samfundsmæssige ejendomsforhold ikke foregået ved parlamentariske politiske reformer, men ved omfattende sociale kampe. Ejendomsretten til produktionsmidlerne er sjældent noget, man stemmer om. Det betyder ikke, at demokratiske procedurer ikke kan spille en positiv rolle, men en accept af parlamentarisme som den eneste metode til forandring, er en hindring for radikal forandring. I den forstand er jeg revolutionær. Jeg vil derfor begynde denne del med en præcisering af, hvad revolution er, og hvad der fremkalder en revolutionær situation.

Efter at have levet i fattigdom og affundet sig med undertrykkelse i årtier, hvad er det så pludseligt, der får folk til at gøre oprør og risikere deres liv? Hvad er det for årsager i samfundet og subjektive årsager i folks hoveder, der åbner dem for radikal forandring? Hvad er det for sprækker i magten, der tillader modstanden at udvikle sig, hvor den før blev slået ned? Hvad er det for forhold og situationer, der giver folk det mod og det håb, der får dem på gaden? Jeg definerer en revolution som en pludselig, grundlæggende forandring af ejendomsforholdene til produktionsmidler og jord samt organiseringen af statsmagten, gennemført af en klassebaseret revolte fra neden. Forandringerne i de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle strukturer sker samtidig i en gensidig forstærkende proces. Den kinesiske og cubanske revolution er klassiske eksempler på sådanne sociale revolutioner. Reformister står i modsætning til revolutionære ved, at deres politiske ideologi og praksis ikke rækker ud over de kapitalistiske produktionsforhold, men er lagt an på at udspille sig på systemets præmisser. Dette gælder uanset, hvordan klassekampens former udspiller sig. Klassekampens form, dens voldsomhed, hvor højrøstet den er og så videre, er ikke afgørende for, om den er revolutionær eller reformistisk. Vold er således ikke nødvendigvis et definerende træk ved revolution. Eksempelvis var revolutionen i Bolivia i 1952, Chile i 1970 og Grenada i 1979 ikkevoldelige. Et fællestræk ved disse er imidlertid, at de alle blev udsat for en voldelig kontrarevolution, før de fik lejlighed til at gennemføre dybere sociale forandringer. Jeg vender tilbage til det kontrover­sielle spørgsmål om vold og revolution senere i dette kapitel.

Den amerikanske sociolog, John Foran, har i bogen Taking Power undersøgt 39 revolutioner i den tredje verden i perioden 1910-2005. [1] Han søger at klarlægge hvad, der fremkalder revolutioner og hvilke omstændigheder, der fører til succes eller fiasko for en revolutionær bevægelse. Foran’s analyse søger at balancere mellem strukturelle faktorer og aktørers handlinger. Han identificerer fem faktorer, der i sammenhæng skal være til stede for at skabe en social revolution:

1) En afhængig økonomi
2) Et undertrykkende regime
3) En udviklet modstandskultur
4) En revolutionær situation, skabt af en ekstraordinær økonomisk/politisk krise.
5) Et “vindue” i det globale system, som åbner mulighed for forandring.

Lad os se nærmere på disse fem faktorer.

Den afhængige økonomi. Den tredje verdens økonomiske og sociale struktur er resultat af deres historisk betingede position som periferi til det imperialistiske center og dermed deres afhængige økonomi. Foran’s hypotese er, at denne afhængige økonomi giver anledning til den utilfredshed og vrede, som sammensvejser den revolutionære koalition. Det er bemærkelsesværdigt, at så at sige alle revolutionære forsøg i de sidste hundrede år er foregået i periferien eller semiperiferien af det imperialistiske center. Den første sejrrige revolution blev gennemført i Rusland fra 1905-17 – i et semiperifert land. Den russiske revolution betegnede således et skifte i tyngdepunktet for den kommunistiske bevægelse fra Europa til periferien. Et skifte, der kom til at forme det tyvende århundredes revolutionshistorie.

Det undertrykkende regime. At opretholde ro og orden i en afhængig økonomi kræver typisk en repressiv stat. Batistas styre i Cuba, Somozas i Nicaragua og Shahens i Iran var eksempler på sådanne personificerede, repressive statsapparater. Disse stater skaber kun på overfladen ro og orden, og hælder ofte kun mere benzin på det bål af de sociale konflikter, den afhængige økonomi skaber. Undertrykkelse af de fattige, marginalisering af middelklassen og ofte også dele af den nationale overklasse fra det politiske liv, skaber mulighed for at danne brede alliancer af modstand. En nær slægtning til den personificerede repressive stat var den koloniale stat, en statstype, der i særlig grad muliggjorde en bred national modstandskoalition. I sjældne tilfælde har der været demokratiske stater i den tredje verden, hvor det har været muligt for venstrefløjspartier åbent at organisere sig, deltage i valg og – via en parlamentarisk proces – overtage magten for at revolutionere samfundet. Den afhængige udvikling og den repressive stat definerer det strukturelle grundlag for en revolutionær udvikling, der så at sige er til stede i alle tredje verdens lande. Det næste led i analysen drejer sig om aktørerne.

Modstandskulturen. For at bevæge sig mod en revolutionær situation på grundlag af de strukturelle betingelser, må grupper og klasser i samfundet være i stand til at omdanne deres erfaringer til analyser, politiske programmer og paroler, som er i stand til at mobilisere deres egne kræfter og bygge bro til andre grupper i samfundet. Mere konkret er det evnen til at opbygge og forsvare egne institutioner, organisationer, informationskanaler, medie-, kultur- og uddannelsesplatforme. Alt dette kræver udvikling og træning i teoretiske og praktiske færdigheder og en stor organisatorisk kapacitet.

Den revolutionære situation. Givet de strukturelle problemer, som følger med den afhængige udvikling, den repressive stat og med etableringen og udviklingen af en magtfuld modstandskultur som svar på disse, vil en revolutionær situation opstå under en skærpelse af økonomiske og politiske kriser, der fremkalder et pludseligt fald i massernes livskvalitet. For at en revolutionær situation skal blive til en revolution, er det ikke nok, at folk ikke vil leve på den gamle måde. Det er også nødvendigt, at den herskende klasse, der har den økonomiske, politiske og militære magt, er ude af stand til at regere, som de plejer. Det er kun, når det eksisterende systems egen logik er svækket, at revolten fra neden har mulighed succes. Endelig skal der være et realistisk og konkret håb om, at det kan lykkes at gennemfører revolutionen og etablere en anden måde at leve på. Den økonomiske og politiske krise skærper de eksisterende modsigelser til bristepunktet. I så at sige alle de 39 revolutioner, som Foran har analyseret, er det tilfældet at ’misery matters.’ [2]

Vinduet for forandring. Hvorvidt den revolutionære situation fører til en fuldt gennemført social og politisk revolution, afhænger i høj grad af, om der eksisterer en åbning, et “vindue”, for radikal forandring i verdenssystemet. Denne åbning kan skyldes, at de magtfulde lande i systemet er distraherede af krige, som det var tilfældet under Første og Anden Verdenskrig, eller af økonomiske kriser som under oliekrisen i 1970’erne. Det kan også skyldes rivalisering mellem supermagterne, som under Den Kolde Krig, eller interne problemer, som USA oplevede det i slutningen af 1960’erne med borgerretsbevægelsen og modstanden mod Vietnamkrigen.

Ud over disse forhold er der et element mere, som socialvidenskaben ofte glemmer: det følelsesmæssige engagement over uretfærdigheden, vreden, der driver de revolutionære. Akademisk uddannelse og borgerlige konventioner overser ofte denne faktor. Dette fænomen er svært at måle og operationalisere i tal og figurer. De store følelser bliver opfattet som vulgære eller ubegribelige i ellers så sofistikerede analyser, og dog: uden denne faktor forstår man ikke, hvad der driver en revolutionær proces. Det er også grunden til, at bureaukrater, økonomer, generaler og akademikere ofte ikke ser revolutionen komme, selv om den stirrer dem lige ind i øjnene. Til grund for enhver revolution ligger et følelsesmæssigt udbrud af indignation og vrede mod den herskende orden. En vrede, der ikke kan forblive uforløst. Her er ingen velovervejet cost-benefit analyse eller snævre egeninteresser. I denne revolutionære glød handler mennesker for en stund uden tanke for eget liv og velfærd, konventioner og rutiner. Revolutioner er ikke blot mekaniske
resultater af sociale og økonomiske forhold. Over for hverdagens hårde livsbetingelser er revolutionen håbet om forandring og retfærdighed. Den er drevet af følelser og beslutsomhed. Fortællingen om dette spiller en stor rolle. Historier om helte, datoer, steder begivenheder, som sejre og massakre er betydningsfulde, men også fortællingen om, hvordan fremtiden kunne være, er en vigtig revolutionær drivkræft.

De historiske erfaringer fra de sidste hundrede år viser os, at det er en kombination af alle disse faktorer, der skal til for, at en revolution kan gennemføres med succes. Med succes menes i denne sammenhæng, at de revolutionære klasser opnår tilstrækkelig magt til grundlæggende at forandre de økonomiske og politiske magtstrukturer.

Revolution i en globaliseret verden

Ligesom Foran’s model kan give svar på, hvordan revolutionære processer har udviklet sig, kan den også bruges til at analysere perspektiverne for igangværende konflikter. Tag for eksempel Palæstina. Det palæstinensiske folk lever under besættelse af settlerstaten Israel, der etablerede sig op gennem første halvdel af det 20. århundrede i ly af engelsk kolonialisme. Zionismens grundlægger, Theodor Herzl, skriver i 1896 i bogen The Jewish State: “Vi vil i Palæstina udgøre en del af Europas fæstningsværk mod Asien, en civilisationens forpost mod barbariet.” [3] Det var helt i tråd med datidens kolonialistiske tankegang. På samme måde som Cecil Rhodes så koloniseringen af Afrika som den ventil, hvor igennem England kunne slippe af med sit overskud af fattige proletarer, således skulle koloniseringen af Palæstina løse et andet europæisk problem: forfølgelsen af jøderne. Israel er på sin særegne facon en europæisk koloni, skabt af en af Europas mørkeste sider, antisemitismen. Forfølgelsen af jøderne i 1930’ernes Europa og drømmen om et fristed for et jødisk folk satte yderligere gang i bosættelserne og fordrivelsen af de palæstinensiske småbønder. Den nye israelske stat, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig, knyttede tætte strategiske forbindelser med USA og Europa og kom til at fungere netop som Vestens forpost i det urolige Mellemøsten, som Herzl havde forudset.

Den palæstinensiske økonomi er måske ikke en “afhængig økonomi” i klassisk forstand og har heller ikke nogen større betydning for imperialismen. Den er nærmere skrævvredet og undertrykt af den politiske besættelse, men resultatet er det samme: befolkningen lever i fattigdom. Hvad Palæstina mangler af økonomisk betydning, har det politisk. Det er af historiske årsager blevet nøglen til og symbolet på en række politiske konflikter i hele Mellemøsten, ikke mindst omkring adgangen til regionens oliekilder. Det palæstinensiske folks kamp er i stor udstrækning blevet til et symbol på hele den arabiske verdens modstand mod imperialisme. Det palæstinensiske folk lever under en repressiv politisk og militær besættelse. De strukturelle forhold peger mod en revolutionær situation. Der har da også, gennem de seneste årtier, været talrige opstande i Gaza og på Vestbredden, de såkaldte Intifadas.

Et problem for den palæstinensiske revolution er imidlertid det verdenspolitiske vindue. Så længe USA og Europa står bag Israel, vil den palæstinensiske revolution have det meget svært. Med Sovjetunionens sammenbrud lukkede vinduet sig helt i. Det fik også konsekvenser for den politiske modstandskultur. I 1970’erne havde marxistisk inspirerede bevægelser med social revolution på dagsordenen betydelig indflydelse. I dag er det afløst af et liberalt orienteret “selvstyre” på Vestbredden og det religiøst præget Hamas i Gaza. Ikke desto mindre fortsætter den spontane modstand fra det palæstinensiske folk mod de kummerlige sociale forhold og den apartheidlignende politik dag efter dag, hvad andet kan de gøre? En afgørende faktor for, at denne situation skulle ændre sig, ville være en åbning i det verdenspolitiske vindue. Hvis Israel mister USA som sponsor på grund af andre prioriteringer, vil regimet være uhyre sårbart politisk, militært og økonomisk. Det vil samtidig kunne åbne op for en udvikling af en politiske modstandskultur, der spænder videre end det småborgerlige selvstyre på Vestbredden og det religiøse Hamas.

En palæstinensisk national revolution vil, som situationen er for øjeblikket, komme til at basere sig på en social koalition, der vil indeholde modsigelser, som også vil udfolde sig efter en eventuel statsdannelse. Hvilken fraktion af modstanden, der bliver den dominerende, har betydning for, hvorledes en fremtidig palæstinensisk stat vil organisere sin økonomi og politik, herunder relationerne til omverdenen. Vil den palæstinensiske stat blive et eksempel på en ny udvikling i Mellemøsten, eller vil betingelserne for dannelsen af en palæstinensisk stat være et regime, der såvel økonomisk som politisk er tandløst? Det er de spørgsmål, den palæstinensiske revolution står overfor.

Det var de kommunistiske partier og befrielsesbevægelserne i den tredje verden, som jeg i 1970’erne så som drivkraften i en revolutionær forandring af verden. Det var ganske vist i Europa ideen om socialisme først tog form, og Pariserkommunen i 1872 var den første socialistiske revolution, men bortset fra det senere mislykkede forsøg på en tysk revolution i 1918 gled initiativet til modstand væk fra det kapitalistiske center ud i periferien. I 1900-tallet har stort set alle revolutioner været i periferien af det kapitalistiske verdenssystem. En første bølge af national antiimperialisme gik således over verden fra 1917 til 1980. Denne bølge af folkelige bevægelser og oprør skabte håb og optimisme i den tredje verden, men tabte som tidligere beskrevet sin kraft, dels på grund af indre begrænsninger og modsigelser, dels pga. Østblokkens kollaps. Årsagen til den manglende evne til at frigøre sig økonomisk fra imperialismen skyldtes ikke kun fejlslagne politikker i Syd, men også et manglende globalt perspektiv i arbejderbevægelsen. Meget kunne have set anderledes ud, hvis arbejderklassen i centret havde brudt med deres national-egoistiske og pro-imperialistiske linje.

I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det endnu engang kapitalismen at finde en vej ud af krisen, i form af neoliberalismen. Med nye teknologier, samt politiske og militære strategier, fik kapitalismen, i lighed med perioden 1890-1914, en ny belle époque fra 1990 til 2006, hvor finanskrisen satte en stopper for den udvikling. Hvad betyder alt dette for perspektiverne for revolution fremover? Vil det være muligt at skabe nationale politiske og sociale revolutioner i en stadig mere økonomisk og politisk globaliseret verden, hvor der ikke er nogen afbalancerende magt til USA og NATO?

Den første af Foran’s betingelser for revolution, uligheden, den afhængige økonomi, findes som beskrevet endnu og bliver stadig mere synlig for de udbyttede selv i kraft af den globale kommunikation. Statsmagten i Syd er ligeledes stadig repressiv. De transnationale selskaber har brug for statsmagter til at opretholde netop ro og orden. Staten er ikke blevet mindre voldelig, overvågende og kontrollerende over for befolkningen, tværtimod. På den led vil statsmagten stadig være et vigtigt mål for revolutionen. Vi må forsvare os mod den, og den må nedbrydes som repressivt instrument. Som redskab for opbygningen af en anden samfundsorden har vores erfaringer med at besidde statsmagten dog været relativt negative. Vi har i høj grad brug for andre måder at tænke demokratisk styrende institutioner på. Endelig vil det kapitalistiske systems krise i de nærmeste årtier ligeledes skabe økonomiske og politiske kriser, der vil udgøre potentielle revolutionære situationer. Så vidt så godt.

Hvis vi vender os mod revolutionens subjektivkræfter er billedet mere uklart. Selve revolutionens “brand” med dets håb om forandring er blevet slidt af 1900-tallets revolutioners skæbne. Hele denne parade af bristede drømme om social forandring betyder dog ikke, at den revolutionære vej er lukket. Jeg tror, vi står på tærsklen til en ny bølge af modstand, paradoksalt nok på grund af den globale neoliberalisme. Den neoliberalisme, der på den ene side gjorde den nationale uafhængighed, de gamle kolonier havde opnået, mere eller mindre betydningsløs i en økonomisk sammenhæng, skabte på den anden side den industrialisering af Syd, der danner fundamentet for en ny bølge af modstand. At neoliberalismen gjorde dette af grådighed, af nødvendigheden af til stadighed at udvidede akkumulation, er en anden sag. Inddragelsen af det nye proletariat i Kina, Vietnam, Indien, Indonesien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, der gav kapitalismen ny luft og for en stund nærede den illusion, at modstandens historie var forbi og hele verden for altid ville være liberal kapitalistisk, ruster sig igen til opgør.

Forspillet til denne anden bølge viste sig allerede i form af oprørene i Nordafrika og Mellemøsten. For det første viser disse oprør utilstrækkeligheden af 1900-tallets første bølge af national befrielse. De er et opgør med de sørgelige rester af befrielseskampen i Algeriet, af nationale revolutioner fra Nassers Ægypten, Bath-partierne i Irak og Syrien til Gadaffis Libyen. Disse oprindelige nationale regimer i regionen er i stigende grad blevet degenereret og korrupte. For det andet viser disse nye oprørs manglede gennemslagskraft, hvor vigtigt det er med alliancer til en organiseret arbejder- og bondebevægelse. Den ægyptiske revolution blev drevet af en utilfreds middelklasse i byerne, ikke mindst unge uddannede uden muligheder for at få arbejde. Denne revolution mødte muren i form af kløften mellem de radikale elementer i byerne, der ønskede politisk modernitet og den langt større konservative del af befolkningen på landet, der nok ønskede social og økonomisk forandring, men inden for rammen af en konservativ islam i form af det velorganiserede Muslimske Broderskab.

Set fra et antiimperialistisk perspektiv er det svært at se, at disse oprør i deres nuværende form og politiske indhold vil kunne skabe grundlæggende økonomiske forandringer, der forbedrer befolkningens levevilkår. Oprørernes ideologier er ofte sekteriske og religiøse, eller de repræsenterer blot klaner eller fraktioner af eliten, som kæmper om magten i samfundet. I frustration over befrielsesbevægelsernes og de nationale regimers manglende evne til at forandre livsvilkårene i regionen, har store dele af befolkningen vendt sig til religionen som politisk ideologi. Andre dele af især småborgerskabet nærer en illusion om, at en liberal kapitalisme vil skabe livsbetingelser som i Europa. Og ydermere en illusion om at denne forandring kan skabes gennem liberalt demokrati, uden et radikalt opgør med de grundlæggende politiske og økonomiske magtforhold. De sociale bevægelser, vi har set i Nordafrika og Mellemøsten de seneste år, er ofte mere udtryk for en modstand mod staten end mod bourgeoisiet, og er derfor ikke en effektiv klassekamp. Kun dybtgående forandringer i ejendomsforholdene kan skabe forandring i regionen. Det forudsætter, at arbejderklassen og bønderne organiseres. Det har de nordafrikanske og mellemøstlige bevægelser endnu ikke formået.

I Latinamerika har der i sidste årtier været et nybrud. Udover Zapatisterne, har der i Venezuela, Ecuador, Bolivia og Brasilien ligeledes været stærke sociale bevægelser. Det er dog ikke mindst det voksende industriproletariat i Asien, der udgør et revolutionært potentiale i kraft af deres centrale position i den globale kapitalisme. Jeg vender tilbage til disse perspektiver, men inden jeg forlader temaet om de historiske erfaringer med revolution, vil jeg lidt nærmere beskrive det kontroversielle spørgsmål om vold i forbindelse med revolution.

Vold og revolution

Det er en kendsgerning, at revolution historisk er forbundet med brugen af vold som politisk middel. I dagens politiske debat i Nord opfordrer man altid til demokratisk dialog, og vold betegnes som helt uacceptabelt. Også selvom det står i modsætning til den aktuelle politiske praksis i de liberale parlamentariske stater, der opbygger og bruger voldsapparater, overvågnings- og kontrolsystemer både inden- og udenrigspolitisk. Også den danske regering bruger i stigende omfang deres voldsapparat i udenrigspolitikken i Syd i sammenhæng med USA’s og NATO’s operationer. Argumentationen er, at det er nødvendig og retfærdig vold for at begrænse en uretfærdig vold fra totalitære regimer eller bevægelser.

På den politiske venstrefløj er voldsproblematikken ofte fremstillet som et klart valg: på den ene side en strategi, der fornægter brug af vold som politisk middel og som udelukkende bekender sig til den demokratiske parlamentariske vej. På den anden side en strategi, der accepterer brugen af vold i erkendelse af, at den herskende klasses økonomiske og politiske magt i sidste instans beror på statens voldsmonopol, og vold derfor kan blive en mulig kampform. Denne todeling i politiske strategier i voldelige kontra ikkevoldelige er imidlertid falsk, både historisk og i praksis.

Vold som middel til forandring er for revolutionære ikke et mål i sig selv, lige så lidt som ikkevold er et selvstændigt ufravigeligt krav. Vold eller ikkevold er midler, og mellem disse midler og deres mål er der ingen direkte og nødvendig sammenhæng. Selv det mest reformistiske, liberale eller konservative parti ville ikke tøve med at gribe til våben for at forsvare sig mod en modstandernes forsøg på at tage den magt, de på legal vis havde opnået. Modstand mod en besættelsesmagt er et klassisk eksempel, mens selv det mest uforfalskede revolutionære parti på sin side kun ville være lykkelig for at undgå borgerkrig, hvis betingelserne tillader det at have magten på fredelig vis. Med fredelig vis menes dog ikke nødvendigvis legal, forstået som værende i overensstemmelse med det eksisterende systems etablerede spilleregler. Lige så lidt som voldelig nødvendigvis betyder, at man stiller sig uden for denne legalitet. For at fuldende denne begrebsforvirring, gøres den demokratiske vej til magten ofte ensbetydende med gradvis og langsom forandring, mens vold på den anden side relateres til en hurtig, revolutionær forandring af samfundet. Som om reform hænger sammen med ikkevold og revolution med vold. Midlet “vold” kan dog generelt ikke defineres som værende hverken specielt reformistisk eller specielt revolutionært.

Historien er fyldt med eksempler på særdeles voldelige rivaliseringer mellem grupper og klaner, der ikke repræsenterer forskellige sociale klasser eller samfundsordner, men kun lag inden for samme klasse. Spørgsmålet om vold kontra ikkevold er således ikke et principielt spørgsmål, men et praktisk og taktisk spørgsmål, som afhænger af de konkrete forhold, magtkampen foregår under og de kæmpendes moral og etik. I stedet for det principielle standpunkt, ikkevold, står vi således over for en række kampformer, ikkevoldelige såvel som voldelige. Det rejser spørgsmålet: hvor går grænsen i forhold til hvilke kampformer, der er acceptable i en given situation? Hvilke midler kan anvendes for at opnå et mål under givne omstændigheder?

Når man skal veje mål og midler, er det således konkrete vurderinger af, hvad man finder vigtigt og retfærdigt. Ofte bliver de, som bruger vold, affærdiget med en moralsk bemærkning: At for dem “helliger målet jo midlerne.” Det er bekvemt, ikke blot at være politisk uenig med modstanderen, men også at tillægge vedkommende en slet moral. Der er tilsyneladende en konsensus om at målet aldrig må hellige midlerne. Hvis der med udsagnet målet helliger midlerne menes, at uanset hvilket mål, man ønsker at opnå, kan man bruge et hvilket som helst middel, som står til ens rådighed, uden hensyn til konsekvenserne, som dette måtte medføre for andre, så skal man naturligvis aldrig lade sine handlinger følge dette motto. Lige så vel som man ikke skal lade sine handlinger styre af det modsatte motto: målet helliger aldrig midlerne. Der er dog også et tredje synspunkt, som er mere realistisk end de to ovennævnte: ikke alle mål helliger ethvert middel, men nogle mål helliger nogle midler under nogle omstændigheder. Det er imidlertid et besværligt synspunkt, fordi det kræver, at man overvejer alle tre parametre: Målet, midlerne og de konkrete politiske omstændigheder. Her findes intet let universelt korrekt svar.

Det fornuftige ved dette tredje synspunkt forekommer mig at være, at aktørerne må fremlægge deres politiske mål og forklare, hvilke midler, der kan accepteres for at opnå målet. Diskussionen bevæger sig dermed fra en udelukkende moralsk principiel diskussion til at blive en konkret politisk diskussion, hvor moralen indgår som et væsentligt parameter. En sådan afvejningen af mål og midler bliver kritiseret af filosoffen Emmanuel Kant (1724-1804). Kant mener ikke, at resultatet – målet – kan bruges som argument for en bestemt handling. En handling – midlet – skal ifølge Kant kunne forsvares, uanset om målet opnås. Denne argumentation sætter fokus på valget af midler, men det fjerner ikke den politiske vurdering.

Selve midlet vold finder de fleste rimeligt, hvis situationen er alvorlig nok og målet tilstrækkelig vigtigt. Der er f.eks. i dag stort set enighed om, at den danske modstandsbevægelses brug af vold mod den tyske besættelse af Danmark var politisk-moralsk forsvarlig. Det var der imidlertid langt fra enighed om under besættelsen. Frem til midten af 1943 betragtede ikke blot regeringen, men også store dele af befolkningen, modstandsbevægelsen som terrorister. Det var først med befrielsen i 1945, at der skabtes enighed om deres heltestatus. Befrielsesbevægelsens mål var at svække Nazityskland. Det medførte, at man tog bestemte voldsformer i brug. Man saboterede togdriften og fabrikker, der producerede vigtige produkter til Tyskland. I denne kamp skete det også, at man likviderede formodede stikkere uden rettergang. Det betød dog ikke, at modstandsbevægelsen anså alle midler for politisk korrekte. I de seneste år er nogle af disse handlinger blevet problematiseret, for eksempel at en del af likvideringerne foregik på baggrund af spinkelt bevismateriale. Få vil imidlertid i dag helt afvise modstandsbevægelsens ret til at likvidere stikkere.

Det er svært at sætte en grænse for, hvornår handlinger kan forsvares, og hvornår de ikke kan. Man handler i en gråzone. I sidste instans måtte Frihedsrådet, den enkelte modstandsgruppe og den enkelte partisan sætte sine egne grænser og leve med den beslutning, man tog, resten af livet. Og det er i virkeligheden kernen i ethvert politisk dilemma, hvad enhver politisk aktør må gøre.

Ud over den principielle diskussion vold/ikke-vold er det endvidere væsentligt at afdække, hvad begrebet vold egentlig dækker over. Hvis vi med vold mener menneskelige handlinger, som forøver fysisk skade på andre, så kan man skelne mellem voldshandling og strukturel vold. En ordbogsdefinition på vold er: fysisk magtanvendelse med intention om at skade. Selve voldshandlingen er imidlertid ofte blot den mest iøjnefaldende del af et større socialt fænomen, den strukturelle vold. Hvilket vil sige de strukturer, økonomiske relationer, sociale og politiske magtforhold, som forårsager fysiske skader, ofte langt ud over de umiddelbare voldshandlinger. Den strukturelle vold kan tage mange former: fattigdom og dens følger som sult og sygdom, politisk undertrykkelse, apartheid, racisme osv. Dertil kommer statsmagtens vold for at opretholde disse strukturer. Strukturer er menneskeskabte og kan derfor også forandres af mennesker. Den revolutionære vold søger til forskel fra den repressive vold at ændre de udbyttende og undertrykkende strukturer. Det er i denne sammenhæng, at marxister har legitimeret vold som befrielseskamp. Ordbogens definition på vold som handling forklarer ikke fattigdom. Den strukturelle vold reduceres til almindelige social praksis. Du sulter fordi, du ikke kan finde arbejde. Du er hjemløs fordi, du ikke kan betale huslejen. Den, der reagerer mod den strukturelle vold, udstilles som den, der udøver uacceptabel vold. Den strukturelle vold og voldshandlingen er ikke modpoler, de er afhængige af hinanden.

Væbnet kamp kan ikke være et princip, men et nødvendigt middel – ofte i sidste instans. Statsmagtens karakter og imperialistiske landes indblanding har ofte ført til, at den demokratiske vej til frigørelse og socialisme blev blokeret med vold. Der bliver ikke nogen varig fred i Syd uden en løsning på den strukturelle vold som den globaliserede neoliberalismen skaber. Det er svært, ligefrem naivt og romantisk, at tænke sig, at disse konfrontationer ikke til tider vil få en revolutionær og voldelig karakter. Vold har dog store menneskelige og materielle omkostninger, og en revolutionær strategi må derfor søge at begrænse dens anvendelse. Det er vigtigt ikke at blive kynisk. For ofrene er alle disse principper og politiske diskussioner om vold meningsløse. De menneskelige omkostninger ved væbnet kamp er meget tydelige. Omkostningerne ved ikke at handle er ofte usynlige. Udbytningen, undertrykkelsen, den strukturelle institutionaliserede vold forsætter blot som normaliseret hverdag. Ikke at reagere mod den strukturelle vold kan være mindst lige så skadevoldende som at reagere mod den. Det er et svært dilemma.

Transnationale strategier

Jeg har flere gange i denne bog berørt dilemmaet mellem nationalisme og internationalisme i den kommunistiske bevægelse. Internationalismen er på en gang et teoretisk, historisk og nutidigt strategisk spørgsmål. Teoretisk fordi den altid har været en vigtig del af marxistisk teori og strategi for forandring. Historisk, fordi dette ideal i næsten to hundrede år har været en ledetråd for revolutionære bevægelser og stater. Aktuelt, fordi der siden midten af 1990’erne er nye tendenser til transnationale modstandsformer som svar på globaliseringen fra oven, eksempelvis parløbet mellem zapatisterne og modstanden mod Verdensbanken, IMF og finansverdenen, dels det regionale samarbejde i Latinamerika, ALBA og mellem en række progressive stater. Ikke mindst er spørgsmålet om internationalisme af den største betydning for de fremtidige kampe mellem Syds voksende proletariat og den globale kapitalisme. Vi får brug for internationalisme, hvis vi skal matche de globaliserede produktionsformer.

Den nye transnationale modstand refererer til den historiske internationalistiske tradition bevidst, men ofte ureflekteret. Hvis den nye transnationale modstand skal være mere succesfuld end den historiske, er eftertanke nødvendig. Præcis fordi internationalismen primært har været et ideal, der optræder gennem historien, kræver det konkret viden og realistisk analyse at forvandle den til en brugbar praksis og ikke kun et utopisk mål. På den ene side må denne analyse frelse internationalismen fra en kynisme, der vil smide den på møddingen som en smuk illusion for venstreorienterede drømmere. På den anden side må vi forhindre, at internationalismen bliver en ukritisk repetition af et ideal, som ikke kun er forbundet med frigørelse og solidaritet, men også med blod og undertrykkelse.

Det teoretiske grundlag for internationalisme har først og fremmest været det postulat, at arbejderklassen i højere grad er forenet af deres klassekarakter end af deres nationale tilhørsforhold. Som denne bog søger at vise, har dette ikke været tilfældet. Imperialismen har svækket klassefællesskabet til gunst for det nationale tilhørsforhold. Nationalismen har gennem to århundreder spredt sig ud over hele kloden på tværs af kulturer og ideologier. Internationalismen har i stor udstrækning været en nationalstatslig praksis. Der har dog været historiske undtagelser, hvor internationalismen har været båret af individer, bevægelser og partier, der ikke har været statsbærende, men disse tilfælde er sjældne. Støtten til de revolutionære i den spanske borgerkrig, kom for eksempel både fra stater, bevægelser og enkeltindivider, især i form af internationale frivillige fra hele verden. [4]

At praktisere internationalisme i dag kræver som nævnt en refleksion over de historiske erfaringer, der hverken romantiserer fortiden eller kynisk affejer internationalisme som et forfejlet og håbløst ideal. Marx opfordring og håb i Det Kommunistiske Manifest fra 1848 om at arbejderklassen ville vende sig væk fra nationalisme og mod en international klassesolidaritet, viste sig ikke at holde stik, selv om der har været glorværdige undtagelser. At gøre disse erfaringer til en universel sandhed, der også vil gælde dette århundredes udvikling, er dog at lægge for meget vægt på nationalismen, og for lidt vægt på de internationale eller rettere globale perspektiver, der ligger foran os. Nationalismen har vist sig at være et magtfuldt værktøj til at mobilisere følelser, reaktionære såvel som revolutionære. Udfordringen for det globale revolutionære perspektiv, ligger ikke blot i en afstandtagen fra al nationalisme – den har stadig progressive såvel som reaktionære aspekter – men i højere grad i at formulere globale politikker og udøve transnationale praksis­ser som svar på de sociale og politiske udfordringer, der ligger i nutiden. En teori og strategi for en sådan transnationalisme må omfatte:

1) en identifikation af revolutionære transnationale aktører,
2) en analyse af hvilke økonomiske, sociale og politiske forhold, der styrer og fremmer disse aktørers handlekraft,
3) en specifikation af og fortælling om, hvorfor dette globale perspektiv er til det fælles bedste. [5]

Den primære internationalistiske aktør i årene fremover er for mig at se det nye proletariat i Syd. Det har en objektiv materiel interesse i en grundlæggende forandring af den globale orden. Globaliseringen af selve produktionen tilsiger, at denne klasse må udvikle et klart globalt perspektiv i deres kamp. Den kan ikke føres succesfuldt i et nationalt perspektiv. Det bliver blot til en konkurrence mellem nationale arbejderklasser mod bunden. Det globale proletariats handlekraft fremmes af en effektiv international organisering, og det er ud fra denne internationalisme, man må lægge de nationale og lokale strategier og taktikker. Hvordan de konkret ser ud, vender jeg tilbage til efter at have kastet et blik de aktuelle politikker. Hvad er det for praksisser progressive stater, politiske partier samt sociale bevægelser har ført i Syd og Nord i de seneste år?

I Nord har en internationalistisk politik været så godt som fraværende de seneste år. Arbejderklassens strategi har været et forsvar af tidligere opnåede positioner i form af forsvar af velfærdsstaten, forsøg på at forhindre udflytning af arbejdspladser og begrænsning af indvandring for at beskytte lønniveauet og for ikke at skulle dele velfærdydelserne med de “fremmede.” I Syd har der ligeledes været bestræbelser på at opnå en national kontrol med den økonomiske udvikling i forhold til de globale markedskræfter. Både Emmanuel og Amin foreslog tidligt etableringen af statsstyrede, nationalt differentierede økonomier afkoblet fra verdensmarkedet og tilpasset de nationale markeder som løsningen på det ulige bytte for den tredje verden. Vejen til en bæredygtig, socialistisk udvikling skulle således gå gennem national befrielse.

Selvom mange lande i Syd opnåede national befrielse, og selv om befrielsesbevægelserne havde en økonomisk politik båret af socialistiske intentioner, har de haft vanskeligt ved at opbygge økonomier, der radikalt har forandret den fattige befolknings levevilkår. Syd står over for mange barrierer for at udvikle deres økonomier. En del af dem stammer fra deres integration i den globale økonomi som en periferi, der eksporterede råvarer af betydning for det imperialistiske centers udvikling. Først var det produkter som slaver, sukker, guld og sølv, olie, mineraler og metallet og en lang række landbrugsprodukter. Der var ofte tale om en ensidig monokultur i det enkelte land og dermed en skævvredet og ensidig økonomi. Den industrielle sektor var svag, og selv fødevarer til det interne marked måtte ofte importeres. Disse forhold har den konsekvens i dag, at udviklingen af en mere afbalanceret økonomi i Syd, i hvert fald i en periode, må basere sig på en betydelig import af maskiner og udstyr til udvikling af nye sektorer. Hvis en nation i Syd forbliver åben i forhold til de globale markedskræfter, må regeringen søge at få fremmed valuta til at betale for denne import. Dette medfører igen, at regeringen er tvunget til at prioritere en forsat udvikling af en konkurrencedygtig eksportsektor, hvilket igen betyder, at der kanaliseres ressourcer til at opfylde de imperialistiske landes behov, i stedet for landets egen befolknings behov.

En af metoderne til at udvikle eksportsektoren er at indlade sig med eksportorienterede, transnationale selskaber. I og med at mange nationer i Syd vælger denne vej, ender de i en konkurrencesituation om at tiltrække de transnationale selskaber på lave lønninger, lav selskabsskat, få miljøkrav osv. Mange lande i Syd har derfor måtte låne penge i Verdensbanken for at opretholde en basal offentlig sundheds- og uddannelsessektor. Til gengæld har man forpligtet sig til at indføre frihandel og privatisering af sektorer som vand, el og offentlig transport. Høje vækstrater er mulige under disse betingelser, i hvert fald for en stund og for nogle få lande. Selv for disse “succesfulde” nationer har det imidlertid været vanskeligt at få gevinsten fra væksten til at gå ind i en omstilling til mere afbalancerede økonomier i forhold til nationernes egne behov. Gevinsterne ved denne strategi indkasseres af de transnationale selskaber, forbrugerne i de rige lande og en lille national overklasse.

I bevidstheden om disse konsekvenser ved at indlade sig med den globale økonomis dynamik har nogle lande i Syd forsøgt at de-linke deres økonomier fra det kapitalistiske verdenssystem. Det har imidlertid også vist sig at være en vanskelig vej at gå. Få regeringer har den organisatoriske ka­pacitet og magt til at omlægge og styre tilstrækkelige økonomiske aktiviteter til at opnå et effektfuldt resultat af denne afkoblingsstrategi. Få lande råder over de nødvendige ressourcer til at opfylde de nationale behov uden en betydelig udenrigshandel. For mange lande i Syd er der således brug for alternative strategier mellem de-linking og inkorporering i den globale økonomis logik. Spørgsmålet er, om man kan arbejde på flere fronter: Dels søge at skabe et større nationalt handlerum i forhold til det globale marked via regionalt samarbejde i Syd, dels at skabe en statsstyret strategisk integration i det globale marked.

Syd-Sydalliancer

Alternativa Bolivariana para los Pueblos de Nuestra Amcrica [6] (ALBA) blev dannet som alternativ til USA’s forsøg på at samle hele Amerika under et stort frihandelssamarbejde, ALCA. Initiativet til ALBA blev taget af Venezuelas daværende præsident, Hugo Chavez, i 2001 som et konkret forsøg på at løse dilemmaet mellem de-linking fra det neoliberale verdensmarked og behovet for ressourcer udefra. ALBA-samarbejdet skal give den nødvendige volumen og bredde i økonomien til en delvis de-linking fra den globale økonomis destruktive dynamik. ALBA lægger således vægt på udvidelse af den offentlige sektor, på produktion til hjemmemarked mere end eksport til verdensmarked, på de sociale gevinster mere end profitter, og på solidaritet mere end på konkurrence som drivkraft. Den finansielle verdenskrise har givet dette samarbejde, der således bygger på et andet værdigrundlag end neoliberalisme, legitimitet i store dele af Latinamerika. I 2004 indgik Venezuela og Cuba de første økonomiske samarbejdsaftaler. Syv andre lande er siden gået ind i samarbejdet, nemlig Bolivia, Nicaragua, Dominica, Honduras, Ecuador, Saint Vincent og Grenadinerne samt Antigua og Barbuda. Et højreorienteret, USA-støttet militærkup i Honduras førte til, at landet trak sig ud af samarbejdet i 2010.

ALBA ledes af et råd bestående af de deltagende landes præsidenter, og beslutningerne gennemføres af et ministerråd. ALBA har desuden en rådgivende forsamling bestående af sociale bevægelser, der kan komme med forslag og kommentarer til præsidenternes og ministrenes råd. Ideen med dette regionale Syd-Syd samarbejde er, at de deltagende lande skal udveksle varer og tjenesteydelser på grundlag af deres respektive nationale ressourcer, men ikke på traditionelle markedsvilkår og ikke i hård valuta. Venezuela forsyner Cuba med olie til gengæld for lægemidler, medicinsk udstyr, service og uddannelse, områder hvor Cuba har stor ekspertise. De to lande har des­uden en række fælles landbrugsaftaler om produktion og handel med sojabønner, ris, fjerkræ, mejeriprodukter og etableringen af et fællesejet stålværk på Cuba. De har ligeledes oprettet et fælles transportselskab og et rederi, der skal betjene ALBA-samarbejde. Venezuela og Cuba har en række aftaler med Bolivia om køb af soyabønner og udbygning af landets naturgassystem, ligesom Cuba udbygger Bolivias sundheds- og uddannelsesinstitutioner. Et andet eksempel på samarbejder er, at tusinder af borgere fra den caribiske ø Dominica har fået gratis øjenkirurgi i Cuba, der også uddanner læger til øen. I 2008 besluttede ALBA-samarbejdet at oprette sin egen møntenhed, Sucre, som alternativ valuta i deres samhandel. Den første transaktion med Sucre blev gennemført i 2010 i forbindelse med eksport af ris fra Venezuela til Cuba. Firmaer i Bolivia, Cuba, Ecuador og Venezuela handler nu i ALBA-sammenhæng i Sucre, og alene i første halvdel af 2011 blev der handlet for over en milliard kroner i den alternative valuta. Et mere overordnet mål med samarbejdet er at blive uafhængig af IMF og Verdensbanken, der historisk har været de to institutioner, der har fremmet den neoliberalistiske dagsorden i Latinamerika ved i forbindelse med långivning at stille krav om privatisering og frihandel. Derfor blev ALBA-banken oprettet i 2008. Den udsteder billige lån til medlemslandene, gennemfører fælles investeringer i produktion og infrastruktur samt etablerer skoler og hospitaler.

Hvis man skal se kritisk på ALBA, så er det i høj grad et top-downprojekt. Det er ikke kun et demokratisk problem. Det gør også konstruktionen sårbar, at den i høj grad hviler på beslutninger taget af præsidenterne i de deltagende lande. Ikke mindst hviler ALBA-samarbejdet tungt på Venezuelas skuldre. Det er i stort omfang finansieret af Venezuelas olierigdomme og promoveret af dets socialistisk orienterede regering. De lave oliepriser de seneste år og socialistpartiets valgnederlag i december 2015 vil utvivlsomt skabe problemer. Top-downkarakteren af projekterne betyder også, at det bliver vanskeligere at inddrage medarbejderne i beslutningerne omkring driften og dermed skabe en reel socialisering af de nye offentlige virksomheder. Det kan dermed svække den ønskede socialistiske forandringskraft, der ligger i ALBA-projektet.

De deltagende lande i ALBA-samarbejdet håber, at deres delvise de-linkingstrategi vil skabe mulighed for en koordineret planlægning og produktion, som kan rette op på deres skævvredne og svage økonomier. Projektet er også interessant, fordi det består af lande med forskellige politiske visioner. Cuba, Venezuela, Bolivia og Ecuador har for nuværende regeringer med intentioner om at opbygge socialistiske økonomier, selvom de definerer og praktiserer denne målsætning forskelligt. I Latinamerika taler mange bevægelser og partier om en bevægelse hen imod socialisme. De har forladt de traditionelle kommunistiske partiers mål om at tage statsmagten og derefter opbygge socialismen. I stedet er den mere beskedne målsætning nu tålmodigt at skabe de sociale og politiske betingelser, som tillader en sådan bevægelse hen imod et socialistisk samfund. Mens de gamle kommunistiske partiers definition på socialisme, som stammende fra de sovjetiske erfaringer, var nationalisering og planøkonomi, har de socialistiske ALBA-regeringer en mere åben og mangesidig tilgang til me­toder for styring og socialiseringen af økonomien. De øvrige deltagere i ALBA-samarbejdet kan man betegne som socialdemokratiske, men vel og mærke så nationale, at de ønsker en uafhængighed fra det USA-inspirerede frihandelsinitiativ. USA er selvsagt modstander af ALBA, men Latinamerika udgør ikke længere USA’s baggård.

Et andet latinamerikansk initiativ er Bank of the South, en bankvirksomhed dedikeret til udviklingsprojekter. Den blev etableret i 2007 på initiativ af Venezuela og Argentina i bestræbelsen på at udvikle regionens økonomier. Bankens mål er mindre ambitiøse end ALBA’s, men projektets potentiale for regional integration er i visse henseender større, da det omfatter næsten alle sydamerikanske lande. Initiativet kommer fra to grupper af lande, der har det tilfælles, at de ønsker en større Latinamerikansk uafhængighed af USA. Den ene gruppe bestående af Venezuela, Bolivia og Ecuador og måske Uruguay, der ledes af regeringer med et ønske om mere radikale sociale forandringer; den anden gruppe er Brasilien, Argentina og Paraguay, hvis regeringer forsat tror på det kapitalistiske projekt, men dog med en mere national profil og med en større finansiel uafhængighed af USA. En tredje gruppe lande, Chile, Peru og Columbia er uden for projektet og støtter forsat frihandelssamarbejde med USA. [7]

Et andet internationalt Syd-Syd-samarbejde er BRICS, der står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Disse lande mødes årligt for at styrke deres fælles økonomiske og politiske interesser. BRICS-landene er højst forskellige i både geografisk, social, økonomisk og politisk henseende. Deres samarbejde drejer sig ikke om at udvikle socialisme, langt fra, men de har nogle fælles interesser. De ønsker ikke at blive inkorporeret i den globale økonomi og politik på det globale Nords betingelser. De har indset, at de nuværende spilleregler ikke gavner dem, men USA, EU ogJapan. De ønsker selv at være med til at sætte betingelserne for den økonomiske og politiske udvikling. Det drejer sig således ikke kun om økonomi. BRICS formulerer også fælles holdninger til konflikten i Mellemøsten, Ukraine, klima og miljøpolitik med videre.

Der er interessante perspektiver i en sådan koordinering af Syds økonomiske og politiske interesser. Kinas stærkt voksende behov for råvarer i forbindelse med den hurtige industrialisering vil blive en udfordring for Sydamerika, Afrika og Mellemøsten, hvis rigdom på olie, mineraler og andre naturressourcer hidtil er blevet udplyndret af Nord. Kan man tænke sig, at denne naturrigdom, fra at være en historisk kilde til udbytning, kan blive en kilde til fælles udvikling for Syd? En udvikling, hvor Kina og de resterende lande i Syd indgår aftaler om en mere ligeværdig relation, som også udvikler de råvareproducerende landes økonomier afbalanceret? Kina, Peru og Brasilien har f.eks. lige nu planer om at bygge en 5.300 km lang jernbane fra Peru til Brasilien. Udviklingen af et sådant fælles Syd-projekt afhænger af de enkelte landes økonomiske udvikling, ikke mindst i Kina. Nationale økonomier, der gavner den fattige befolkning er en forudsætning for disse befolkningers støtte til en uafhængig økonomisk udvikling i Syd og dermed for den sociale stabilitet, som er nødvendig for at imødegå forsøg på økonomisk og politisk destabilisering fra omverdenen.

Statssocialisme eller statskapitalisme?

Kinas statsstyrede integration i den globale økonomi er et bud på en sådan national strategi. På den ene side ønsker den kinesiske regering at indhente de rige lande i Nord, hvad angår udvikling af produktivkræfterne, hvilket kræver en vis grad af kopiering af teknologi, kapitalistisk management og integration i verdensmarkedet. På den anden side er der stadig kræfter i det kinesiske kommunistparti, som ønsker at opbygge en socialistisk økonomi. Dette har ført til udviklingen af den nuværende form for statskapitalisme. Første trin i denne strategi er at nægte en ensidig og betingelsesløs integration i den globale kapitalisme. Det vil sige at opretholde en vis grad af suverænitet, et nationalt uafhængigt økonomisk udviklingsperspektiv, og søge at påtvinge den globale kapitalisme en tilpasning til de betingelser, det nationale projekt kræver. For Kinas vedkommende er dette nationale projekt at skabe en højtudviklet og differentieret industrisektor på basis af joint venture med transnationale firmaer. Joint venture betyder, at der altid er en kinesisk partner i de transnationale selskabers projekter. Under visse betingelser kan sådanne nationale projekter være skridt på vejen mod socialisme, men begrebet suveræne nationale projekter er naturligvis diskutabelt, hvis de transnationale investeringer og indflydelse får overtaget. Det er en delikat balance.

Kina er det land i Syd, der står med de bedste forudsætninger for at gennemføre et sådant sammenhængende nationalt projekt. Industrialiseringen af Kina sker stadig indenfor en plan, hvis mål er en alsidig og højteknologisk udvikling, hvor der også tages geografiske hensyn, således at nye regioner i Kina udvikles. Kina står også uden for det imperialistiske finanssystem, med egne nationale banker og en stærk selvstændig møntfod. Industrialiseringen sker samtidig med en modernisering af landbruget baseret på små og middelstore landbrug. I Kina er der ikke privat ejendomsret til jord, hverken på landet eller i byerne. På landet sikrer dette forhold jord til alle, og i byen er det et stærkt planlægningsinstrument. Hvor denne proces vil ende, er til gengæld ikke givet. Vil der udvikle sig et stærkt nationalt bourgeoisi, som vil overtage den politiske magt og omforme Kina til et regulært kapitalistisk land? Eller vil statskapitalismen udvikle en social dimension på vej mod en form for socialisme?

Vietnam står i en lignende situation som Kina, men ellers er der få stærke, uafhængige nationaløkonomier i Syd. Rusland er på det seneste vendt tilbage til international politik som modstander af USA’s og Europas interesser i den gamle sovjetiske interessesfære. Senest har det givet sig udtryk i krisen omkring Krim og Ukraine. Rusland har måske nok en intention om at opbygge en national kapitalisme uafhængig af USA’s og EU’s diktater, men den økonomiske politik i Rusland er liberal og kontrolleret af et oligarki af private monopoler, etableret under Yeltsin efter vestlig model. Konflikten mellem EU og USA på den ene side og Rusland på den anden, er en interimperialistisk konflikt. Der er for øjeblikket ikke nogen social dimension i Ruslands økonomiske politik, og det gamle kommunistiske parti er mere højre-nationalistisk end venstreorienteret. I Indien er der en vis statslig støtte til nationale, private industrimonopoler, men den generelle økonomiske politik er liberal. Det fører ikke mindst til en stærkt voksende fattigdom på landet, med millioner af jordløse bønder. Situationen er den samme i Brasilien. Her er der også en neoliberal økonomi, dog med den forskel, at fattigdommen mildnes af begrænsede offentlige velfærdsydelser, iværksat af det socialdemokratisk orienterede, Partido dos Trabalhadores (PT), der blev etableret af fagforeningslederen og den senere præsident Lula de Silva. I Sydafrika, hvor ANC nu har haft regeringsmagten i næsten 20 år, er økonomien helt neoliberal.

Der er intet, der tyder på, at en kapitalistisk udvikling i Syd kan hæve befolkningens levestandard, hvis de blot hæver produktiviteten og liberaliserer yderligere, som Verdensbanken og IMF anbefaler. Strategien ift. udviklingen af det globale Syd drejer sig ikke om, at de skal indhente os og kopiere vores livsstil. Det kan kloden simpelthen ikke bære af ressourcemæssige og økologiske årsag, og det er heller ikke muligt af økonomiske årsager, fordi vores livsstil bygger på udbytning af Syd, der ikke har nogen periferi at udbytte. En del forskere forudsiger, at BRICS-landene kan blive en ny kapitalistisk, hegemonisk magtblok, der afløser USA i løbet af det kommende halve århundrede, men så længe tror jeg ikke den globale kapitalisme holder, og de sociale ambitioner, der måtte ligge i BRICS, kan ikke forløses inden for en kapitalistisk ramme. Tværtimod vil BRICS-landenes voksende økonomiske og politiske styrke medvirke til en uddybning af kapitalismens strukturelle krise i og med, at BRICS vil øge antallet af mennesker, som vil gøre krav på en større andel af den globale merværdi, som kapitalismen skaber. Den globale kapitalisme kan simpelt hen ikke generere et afkast som tillader at 30-40 % af verdens befolkning kan leve på et niveau svarende til for eksempel det danske og samtidig give en profitrate, der sikrer den forsatte akkumulation.

En snylterstats karakter

Der er en verden til forskel på de politiske kampe i Syd og Nord, selvom de er del af samme system. Det økonomiske grundlag er forskelligt, ligesom kampens former er forskellige. “Snylterstaten” er kapitalistisk, ingen tvivl om det. Logikken er kapitalakkumulation og drivkræften er profit. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne er garanteret af Grundloven, men det er en særlig form for kapitalistisk stat. Styreformen er parlamentarisk demokrati med almen stemmeret. Det en retsstat med organisations- og ytringsfrihed. Statsmagten i snylterstaten bekender sig til et velfærdssystem med et udbygget offentligt sundheds- og uddannelsessystem. Der er ganske vist forskelle i omfanget og formen af velfærd mellem forskellige stater i Nord, og velfærdssystemet er kommet under pres af neoliberale politikker. Selv liberale partier bekender sig dog til velfærd for befolkningen. Det kan næppe betegnes bourgeoisiets enevældige magt, men hvem har så statsmagten i snylterstaten? Hvordan foregår klassekamp?

Staten er den organisation, som klassesamfundet etablerer for at kunne opretholde forudsætningerne for sin produktionsmåde. Staten er dog ikke blot en organisation, men en magtorganisation, der udøver magt med regeringen som ledelse. I snylterstaten er statsministeren imidlertid ikke blot kapitalens repræsentant, ej heller arbejderaristokratiets, men slet og ret den aktuelle produktionsmådes repræsentant. Magten tilfalder den regering, der er bedst egnet til at tjene, bevare og udvikle den eksisterende produktionsmåde. På samme vis som den enevældige stat i 1700-tallet repræsenterede en magtdeling mellem den feudale adel og det frembrydende borgerskab, repræsenterer den liberale parlamentariske stat i Nord en magtdeling mellem kapitalen og arbejderklassen.

Som beskrevet i det historiske afsnit foregik opbygningen af det liberale, parlamentariske system i takt med, at arbejderklassen formåede at løse sine sociale problemer inden for kapitalismens rammer. Den borgerlige demokratiske stat forlangte så at sige, at arbejderklassen ikke benyttede sin politiske frigørelse – valgretten – til at gennemføre sin økonomiske frigørelse, og at den anden part – kapitalen – på sin side fik garantier for sit økonomiske herredømme mod ikke at forlange det politiske eneherredømme. Op gennem sidste århundrede fik denne statsform ikke alene en større og større betydning for reguleringen af den kapitalistiske økonomi, staten blev ejer af infrastruktur, institutioner og sågar produktionsmidler. Velfærdsstaten fik en betydelig offentlig sektor. Sideløbende med det borgerlige demokratis udvikling blev staten en mere selvstændig faktor.

Der har således ikke været en afgørende forskel på den førte politik i de nordvesteuropæiske lande de sidste halvtreds år, hvad enten det har været liberale eller socialdemokratiske partier, der har haft regeringsmagten. De politiske partier må grundlæggende føre samme økonomiske politik. Det parlamentariske system spiller en rolle, men en begrænset rolle og på den korte bane. De grundlæggende forandringer er resultat af de globale økonomiske og politiske kampe uden for det parlamentariske system. Parlamentet har traditionelt set reflekteret disse forandringer mere end styret dem. Eksempelvis er skiftet fra den socialdemokratiske politik til neoliberalisme midt i 1970’erne ikke primært et udtryk for en politisk demokratisk proces. Det politiske skifte er drevet frem af globaliseringen af økonomien. Det parlamentarisk demokratis funktion bliver at skabe de optimale poliske rammer for de nye markedskræfter. Så længe demokratiet ikke omfatter produktionsforholdene, forbliver politik mere tilpasning end styring af de økonomiske rammer.

Snylterstaten er udtryk for en magtdeling mellem bourgeoisi og arbejderklasse, en magtdeling der har givet statsmagten en grad af selvstændighed. Den nuværende politiske krise i EU illustrerer klassekampen og magtdelingen og statsmagtens karakter i snylterstaten. På den ene side er der de største transnationale selskaber og finanssektoren, der ønsker maksimal neoliberal globalisering og dermed et stærkere og mere centraliseret EU indad til og udad til. Arbejderklassen på sin side ønsker at rulle EU tilbage til fordel for en mere nationalistisk politik. De ser EU som en trussel mod deres velfærdsydelser, som de ikke ønsker at dele med borgere fra de fattigere EU-lande, for ikke at tale om med indvandrere og flygtninge, der kommer uden fra. Den britiske premierminister har i foråret forhandlet med de andre EU-ledere forud for den engelske folkeafstemning om forsat medlemskab af EU. Premierminister David Camerons mål er at begrænse EU’s overstatslige styring, blandt andet i et forsøg på at begrænse velfærdsydelser til egne statsborgere. En position, der støttes af Danmark. Cameron og Løkke Rasmussen repræsenterer således snylterstaten, der desperat søger at finde et kompromis mellem kapitalens ønsker til en stærk europæisk union og en politik, der opfylder arbejderklassen krav. En snylterstat, der i kraft af magtbalancen mellem kapital og arbejdere har en vis selvstændighed. En stat, der inden for de givne politiske rammer skal skabe de bedst mulige rammer for den kapitalistiske produktionsmådes udvikling.

Den kapitalistiske velfærdsstat udviklede sig som en ny måde for staten at styre befolkningen på. Velfærdsstaten har alle statsborgere som sit mål. Den søger at forene befolkning og stat i en gensidig forstærkende symbiose til en nation. Statsborgeren får ydelser fra staten, som ikke-statsborgere er udelukket fra. Der er en gensidig følelse af fælles interesser mellem staten og statsborgeren, der udgør de nationale interesser. Arbejderklassen i de rigeste lande er blevet forvandlet fra en “farlig klasse” til loyale borgere i deres nationalstater. En loyalitet, skabt af opbygningen af det politiske demokrati og velfærdssystem gennem de sidste hundrede år. Dette er foregået parallelt med, at de samme stater har udviklet en imperialistisk økonomi og politik, der har været en forudsætning for etableringen af velfærdsstaten og samtidig hindret de fattigste lande i verden i at nyde samme velfærd. Denne styreform, der skaber velfærd i Nord men fattigdom i Syd, er det forhold, som M.G.E. Kelly kalder for biopolitisk imperialisme:

“Jeg vil argumentere for, at biopolitikken udgør ’the missing link’ i forklaringen på, hvordan imperialismen involverer almindelige mennesker i “Den Første Verden.” For det første udgør biopolitikken en mekanisme, hvorved profitterne fra imperialismen kan spredes ud til hele befolkningen. Desforuden forener biopolitikken os til en befolkning og skaber dermed en solidaritet mellem almindelige mennesker og eliten.” [8]

En snyltende imperialisme, der ikke kun kommer til udtryk i konsumptionsmønstre, men også i den måde, statsmagten administrerer befolkningen på. Kontanthjælpen til de fattigste i Nord er tifold større end indkomsten for en gennemsnitlig inder. De biologiske indikatorer følger det samme mønster. En gennemsnitlig nordeuropæer lever 15 år længere end en inder. [9]

Denne fælles nationale identitet betyder dog ikke, at klassekampen er ophørt. Klassekamp er politisk kamp, og såvel arbejderklassen som kapitalen har deres politiske repræsentanter i partier, medier, institutioner osv., som kæmper om statsmagten. Det er imidlertid en klassekamp med et begrænset perspektiv. Det drejer sig ikke om grundlæggende forandringer, men om justeringer til egen fordel. Modsigelsen mellem kapital og arbejderklasse i de imperialistiske lande svækkes af det forhold, at de står sammen i modsigelsen mellem de udbyttede nationer og de imperialistiske lande. Så længe arbejderklassen i de imperialistiske lande deltager i udbytningen af Syd, vil de ikke kunne fører en antikapitalistisk klassekamp. Og så længe bourgeoisiet kan få tilstrækkelig profit gennem udbytningen af Syd, vil den ikke tvinge arbejderklassen i Nord til at føre en sådan radikal klassekamp. Syds frigørelse fra imperialismen er forudsætning for en ændring af dette forhold.

Velfærdsstaten er naturligvis ikke i sig selv imperialistisk, men den er historisk vokset frem i en imperialistisk sammenhæng. Den statslige velfærdspolitik er den mekanisme, der fordeler en del af superprofitterne fra imperialismen ud i samfundet gennem skatter på relativt høje lønniveauer og kapitalindtægter. Selv om det ikke umiddelbart ville påvirke proletariatet i Syd, hvis det lykkedes arbejderklassen i Nord at tilkæmpe sig en højere løn på bekostning af kapitalens profit, så er en del af grundlaget for disse lønninger stadig betalt af udbytningen af proletariatet i Syd. Hvad angår velfærdsstaten betyder denne sammenhæng ikke, at det er forkert at forsvare princippet om offentlig og gratis sundhed, uddannelse osv., det burde bare udbredes globalt.

De første 15 år af dette århundrede har været præget af migration og flygtninge. Den nye globale arbejdsdeling med store forskelle i indkomst og levevilkår, krige og kriser driver millioner fra landet mod byen og fra Syd mod Nord, i søgen efter sikkerhed og velfærd. Det har ført til et indvandringspres på det globale Nord’s grænser og til en øget konkurrence på lønninger. Dette har igen ført til en voksende racisme og højrepopulisme i Nord. Der er skabt en sammenhæng mellem menneskers etnicitet, indkomstniveau og rolle i verdensøkonomien, som er iklædt og legitimeret af traditionens og kulturens gevandter. Den nye racisme har ikke så meget at gøre med frygten for det “fremmede og anderledes.” Det er mere en ideologisk retfærdiggørelse af opdeling af den globale arbejdsstyrke i et hierarki, der siger, at de, der er økonomisk og politisk undertrykte, er kulturelt mindreværdige. Racismen er således ikke en vildfarelse, der kan fjernes med oplysning og opfordring til tolerance og gensidig respekt. Den er fuldt ud rationel i den nuværende økonomiske, politiske og sociale struktur og vil eksistere, så længe denne struktur findes.

Siden nazismens nederlag i Anden Verdenskrig og afkoloniseringen har racismen skiftet form fra en “videnskabelig”, biologisk orienteret racisme, hen imod en mere kulturel defineret racisme, som beskriver et “naturligt” hierarki baseret på kulturelle normer og værdier. Denne nye variant af racismen bliver brugt til at fremhæve en påstand om, at vi alle er lige uanset hudfarve, og at vi alle har de samme muligheder, hvis vi vel og mærke er i besiddelse af de rette normer og værdier. Med denne postkoloniale racisme kan man ud fra et liberalt verdenssyn legitimere behandlingen af flygtninge og indvandrere og de store globale forskelle i lønniveau. Racismen i Nord kommer netop først og fremmest til udtryk i spørgsmålet omkring flygtninge og indvandrere. I den institutionelle form, som racismen antager, handler det om adgangen til det politiske statsborgerskab. Diskriminering af mennesker ud fra statsborgerskab, er i modsætning til racisme eller kulturelle fordomme helt accepteret af den almindelige opinion.

Arbejdsmarkedet i Nord

Fra slutningen af 1970’erne og frem er velfærdsstaten imidlertid kommet under pres som konsekvens af neoliberalismen. Outsourcing, privatisering af offentlig virksomhed eller drift på markedslignende vilkår er i færd med at forandrede statens karakter. Statsmagten er under forandring fra velfærdsstat til en konkurrencestat, der skal kunne tiltrække kapital i en global konkurrencesituation. Udflytningen af produktion til Syd påvirker klasserelationerne i Nord på en kompleks måde. De lave lønninger i Syd betyder billigere varer og dermed råd til flere forbrugsgoder til arbejderne i Nord. De lave lønningers effekt på kapitalens profitrate frem til finanskrisen i 2006 betød desuden, at kapitalen havde mulighed for at opretholde den sociale kontrakt på hjemmefronten. Disse høje profitrater er nu på retur, bl.a. som konsekvens af den interne konkurrence mellem kapitaler, som medfører en tendens til udligning af profitraten. Alle har fundet fidusen med at flytte produktionen til det globale Syd, og dermed er den blevet mindre, men profitraten presses også af, at det nye proletariat i Syd er begyndt at kræve højere lønninger.

Arbejderklassen i Nord og Syd placeres i stigende omfang i et direkte konkurrenceforhold med hinanden. Det giver kapitalen mulighed for at lægge pres på lønudviklingen i Nord, en udvikling, der begyndte i tekstilindustrien, men har bredt sig til så at sige alle sektorer. Vi begynder at se en inddeling af arbejdsmarkedet i Nord i lønlag bestemt af den nye globale arbejdsdeling, samt illegal og legal indvandring:

• • Illegale indvandrere: Det er de lavest lønnede. De arbejder for at overleve og sende lidt penge hjem. De er med til at sætte ufaglært arbejdskraft under lønpres. Det er f.eks. jordbærplukkere i Spanien, tomatplukkere i Italien, sort arbejde i rengøringsbranchen og restauranter.
  • Legale indvandrere: De kan arbejde indenfor eller udenfor overenskomstområdet. De accepterer lavere lønninger end den nationale arbejdskraft. De er med til at sætte ufaglært arbejdskraft såvel som faglært arbejdskraft under lønpres. Det er f.eks. store dele af bygge og anlæg, service, transport-, restaurations- og rengøringsbranchen og andre ufaglærte job, der ikke kan flyttes til Syd.
  • Ufaglært og faglært arbejdskraft som er under lønpres: På dette område har lønnen de senere år været under pres og er typisk stagneret eller faldet. Dette forekommer specielt i lande med en svag fagbevægelse som i USA og Tyskland. Den nationale arbejdskraft er truet på lønnen på grund af udflytning af industri til Syd samt den legale og illegale indvandring. Det er hele den industrielle sektor: tekstil, maskiner, elektronik, bilfabrikker, skibsbyggeri, slagterier og så videre.
  • Faglært arbejdskraft i nicheproduktion: Her har man typisk oplevet en vækst i lønnen og kommer hermed til at udgøre arbejderaristokratiets øverste lag. Det er nicheindustrier som bioteknologi og medicinalindustri, miljø- og velfærdsteknologi m.m.
  • Den administrative og kreative klasse: Arbejder med administration, finansiering, logistik, design, udvikling, branding og marketing af varer, der typisk produceres i Syd. Denne gruppe har oplevet lønstigninger i det sidste årti.

Sat over for konkurrencen fra den billige arbejdskraft i Syd og indvandringen er nationale protektionistiske strategier og blokering af indvandring kortsigtede taberstrategier. Det er en politik, der let skrider ud til højre i retning af racisme og fascisme. Skiftet fra velfærds- til konkurrencestat har betydet, at det er blevet sværere for arbejderklasserne i det globale Nord at presse kapitalen, såvel via fagbevægelsen, som via det nationale politiske spil. Samtidig har statsmagten vanskeligere og vanskeligere ved at optræde som en neutral tredjepart i forholdet mellem arbejder og kapital. Tidligere tiders socialdemokratiske velfærdskapitalisme, der forudsatte en nationalstatslig økonomisk ramme, er eroderet væk af globaliseringen. Forsvaret af velfærdsstaten er en interessekamp for arbejderklassen, men i den udstrækning, at arbejderklassen i imperialismens centerlande begrænser sin modstand til at forsvare sine privilegier, vil resultatet i bedste fald blive en tættere tilknytning til kapitalens neoliberale partier, i værste fald blive base for højreorienterede nationale racistiske strømninger.

Med dette sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved de begrænsede muligheder for livsudfoldelse som befolkningen har i de lommer af fattigdom, der findes også i vor del af verden. Eksempelvis den ulighed og undertrykkelse den sorte befolkning i USA er udsat for, og som kommer klart til udtryk i deres forhold til politi og fængselssystemet. Men disse kampe har deres begrænsninger i lyset af den imperialistiske “snylterstat”. Dels er der tale om minoriteter af befolkningen, men – lige så vigtigt – må man spørge sig selv hvem, der i sidste instans skal betale for løsningen af deres problemer, hvis den sker inden for rammerne af det nuværende system. De strategier, der forfølges af store dele af venstrefløjen i Nord, i forhold til disse velfærdsproblemer, ser kun problemet i en national kontekst, i stedet for at løfte blikket og se det globale perspektiv. Hele det politiske spekter er de seneste årtier rykket til højre og udmønter sig i tre politiske hovedstrømninger: Det neoliberale socialdemokrati, det højrepopulistiske arbejderparti og det nationale venstrefløjsparti.

Det neoliberale socialdemokrati, inspireret af New Labour i Storbritannien, er på mange punkter svært at skelne fra regulære neoliberale partier. Her er strategien ift. velfærdssamfundet uddannelse af arbejdskraften i det globale Nord, så den kan varetage opgaver på højt niveau i en ny international arbejdsdeling, hvor særlige nøglefunktioner og nicheproduktioner bliver varetaget i vores del af verden, mens Syd tager sig af simplere, arbejdskraftintensiv industriel produktion. For det neoliberale socialdemokrati drejer det sig om at finde en rolle i den internationale arbejdsdeling, der sikrer en privilegeret position og desuden skaber de bedst mulige rammer for transnationale selskabers investeringer. Problemet er blot, at det er en strategi, der følges af mange lande over hele kloden, hvilket betyder, at strategien blot fører til et neoliberalt rotteræs mod bunden mellem forskellige nationer og forskellige dele af arbejderklassen.

Store dele af arbejderklassen forlader socialdemokratiet, der traditionelt har repræsenteret dem. De bedst betalte arbejdere bevæger sig mod de liberale partier. I og med dette lag af klassen får fast ejendom, høj løn, pensionsopsparing osv. tiltrækkes de af de liberale partiers ønske om at begrænse ejendomsskat og topskat. De nederste lag af arbejderklassen, der følger sig presset af outsourcing af deres arbejdspladser og indvandring, går mod de højre-populistiske partier eller til venstre

Det højre-nationale arbejderparti er den hurtigst voksende politiske kraft i Europa. Denne type partier kan meget vel komme til at danne regering i flere europæiske lande de kommende år. Disse partiers politik går ud på at skabe et nationalt boldværk mod globalisering. Der er næppe noget tydeligere symptom på krisen i venstrefløjen, end omfanget af utilfredse mennesker, som vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Eksemplerne er mange: Front Nationale i Frankrig, Tea Party-bevægelsen i USA og Dansk Folkeparti i Danmark. I fraværet af det klassiske socialdemokrati og en stadigt svagere fagbevægelse som politisk organisatorisk kraft, søger arbejderklassen mod højre-nationale politikker i deres forsøg på at bevare en privilegeret position i den globale arbejdsdeling. Via lovgivning og opbygning af nationale barrierer skal arbejdspladser forsvares mod udflytning til udlandet, ligesom indvandring skal standses. Dette kombineres ofte med et forsvar af – eller krav om mere – velfærd til egne statsborgere. Deres argumentation er: vi har selv skabt vores velfærd og rigdomme, og nu kommer alle de fattige fra Syd og vil nasse på hvad vi har skabt. Dansk Folkepartis velfærdspolitik kombineret med deres anti-immigrationspolitik, racisme og militarisme gør dem til repræsentanter for en biopolitisk folkeimperialisme. Arbejderklassens støtte til partier som Dansk Folkeparti er ikke et spørgsmål om falsk bevidsthed eller politisk naivitet, men nationalegoistisk interessevaretagelse.

En tredje strategi er sådan set den gamle socialdemokratiske strategi, men nu overtaget af den gamle venstrefløjs rester. Et nationalt forsvar af velfærdsstaten på et reformistisk parlamentarisk grundlag er kendetegnet ved de nationale venstrefløjspartier. Det betyder samtidigt et farvel til radikaliteten, der skræmmer vælgerne bort. Hvor man i 1970’erne så den parlamentariske strategi som en talestol for det udenomsparlamentariske arbejde, er dette i dag stort set ikke eksisterende, og det, der måtte være tilbage, betragtes for det meste som en ubehagelig belastning, der kan koste stemmer. Man tager afstand fra enhver form for gammel revolutionsromantik og arbejder helt traditionelt parlamentarisk med at udvikle en politik, der skal optimere vælgertilslutningen. Strategien er, via et forsvar for den gamle socialdemokratiske velfærdsstat, at samle alle de vælgere op, som forlader socialdemokratiet i utilfredshed med de neoliberale politikker. Det sker samtidig i konkurrence med de højre-populistiske partier.

De seneste år har vi set en tendens til en tilnærmelse mellem Socialdemokratiet, det populistiske højre og venstrefløjen på det socialpolitiske felt. Selvom højre populismen kan have elementer af socialpolitik – som også fascismen havde det – skaber et samarbejde mellem den populistiske højrefløj og venstrefløjen i velfærdspolitikken en legitimering af racismen. Det gør den populistiske højrefløj respektable og baner vejen for en åben bred folkefascisme. Hvis vi ikke gør op med den nationalistiske misopfattelse af velfærdsstatens grundlag og ser konflikten mellem kapital og arbejdere i et globalt perspektiv, kan vi ikke effektivt bekæmpe den voksende højrepopulisme.

Venstrefløjen i Nord har, så vidt jeg kan se, ikke tænkt den tanke at udvikle en mere langsigtet strategi, der spiller samme den økonomiske frigørelse i Syd. Når krisen virkelig begynder at kradse, bliver det uhyre væsentligt at have udviklet et sådant globalt økonomisk og politisk perspektiv, som alternativ til de politikker, der vil trække arbejderklassen til højre og i konflikt med de progressive bevægelser i Syd.

Noter