Kapitel 12

Strategier og visioner

Imperialismens integration i den globale kapitalisme i form af de globale produktionskæder skaber nye, konkrete økonomiske sammenhænge, og dermed også nye muligheder for modstand i såvel Syd som Nord. Antiimperialismen har bevæget sig fra 1970’ernes fokus på national befrielse som vejen til social revolution hen imod en økonomisk frigørelse fra den globale neoliberalisme. Det betyder, at kampene får en mere antikapitalistisk profil. Strategien for denne kamp for en anden verdensorden har to sider. For det første det globale Syds forsøg på frigørelse fra neoliberalismens udbytning enten gennem de-linking kombineret med et øget Syd-Syd samarbejde, eller – som i Kinas tilfælde – en kontrolleret sameksistens med kapitalismen. Disse nationalt orienterede kampe vil i de næste årtier blive suppleret med det nye proletariats arbejdskampe, der meget vel kan tage form af politiske kampe for en helt anden verdensorden.

Der er dog også et Nord-perspektiv på denne proces. Det er ikke nok at stirre drømmende mod Syd efter alternativer. I takt med det globale Syds frigørelse fra den neoliberale økonomi vil der ske en uddybning af kapitalismens krise og dermed en grundlæggende ændring af “vores egen” økonomiske situation. Man kan således godt tænke sig, at der inden for det nærmeste årti vil komme en uddybning af de økonomiske og politiske kriser i Nord. Det er allerede begyndt i Grækenland og Spanien. Med fare for at gentage tidligere tiders falske profetier om systemets undergang er jeg, som nævnt i indledningen til denne del af bogen, optimistisk i forhold til betingelserne for grundlæggende forandring i verdenssystemet i de kommende årtier. Vi havde måske i 1970’erne en ubegrundet optimisme i forhold til det revolutionære perspektiv, men denne optimisme er i dag hos en stor del af venstrefløjen tippet over i en pessimisme, der både har begrænset radikaliteten til krav om reformer inden for systemet, og en udfasning af det globale perspektiv i kampen, der er indsnævret til et national eller lokalt perspektiv.

De næste årtier vil blive præget af økonomiske og politiske kriser på grund af kapitalismens strukturelle problemer: Spekulationsbobler, der brister på ejendoms- og aktiemarkedet, ideologiske og kulturelle konflikter, men også konflikter om adgangen ressourcer som energi, fødevarer, vand og ren luft. Kravet om højere levestandard fra BRICS-landenes befolkninger vil yderligere presse profitraten nedad og dermed true kapitalakkumulationen. Den økonomiske usikkerhed fører til, at befolkningerne kræver beskyttelse og protektionisme, hvilket igen vil føre til politiske konflikter og kriser i statssystemet. Ydermere vil klimaforandringer, miljøproblemer og pandemier være en del af dagsordenen. Fremtiden er usikker for stater, for kapitalen og for husholdningerne, og usikkerhed medfører fald i investeringer og forbrug, hvilket blot uddyber krisen.

Globale problemstillinger

Vil kapitalismens efterår være det samme som et nyt forår for socialismen? Når jeg i begyndelse af del III stillede spørgsmålet: Er revolutionen på trapperne? kan det synes en meget optimistisk vinkel, ikke mindst set i relation til de problemer, der eksisterer med organiseringen af de progressive kræfter i verden og socialismens dårlige “brand.” På den anden side har den politiske og økonomiske elite heller ikke nogen løsning på kapitalismens problemer. En mere dyster udgang på kapitalismens krise vil være en global konfrontation mellem en folkelig demokratisk baseret højre-populisme i Nord og befolkningerne i Syd. Dette er bestemt en risiko, der skal tages alvorligt. Når jeg i det følgende fokuserer på den positive udgang på krisen, er det ud fra devisen, at en beskrivelse og realistisk analyse af den vej vil være et lille bidrag til denne positive mulighed. Det er ikke nogen let situation, der ligger foran os, men krisen åbner et vindue for forandring. De objektive betingelser for forandring er i dag bedre end de var i 1970’erne. Spørgsmålet er, om subjektivkræfterne vil være i stand til at udvikle strategier og organisationsformer, der kan udnytte denne mulighed?

Den nuværende situation defineres af i hvert fald to grundlæggende problemstillinger, som vores strategier må forholde sig til:

1) globaliseringens erodering af nationalstaten,
2) splittelsen i den globale arbejderklasse.

Den første problemstilling, forholdet mellem globaliseringen og nationalstaten, har økonomiske såvel som politiske perspektiver, som jeg tidligere i bogen har beskrevet fra forskellige synsvinkler og diskuteret. Lad mig blot her opsummere, at globaliseringen betyder, at vi må tænke revolution anderledes. Dels er en mere eller mindre samtidig global overtagelse af magtens institutioner, som stormen på Vinterpaladset i 1917, umulig. Dels har vi hidtil haft en alt for statscentreret analyse af magten, en tro på, at erobringen af den nationale statsmagt var kernepunktet i en grundlæggende samfundsforandring. Erfaringerne fra snesevis af revolutionære, såvel som demokratiske erobringer af statsmagten har vist os, at så let går det ikke. Den nationale statsmagt er både begrænset opadtil af det globale økonomiske og politiske system, men også nedadtil af en række samfundsforhold. 75 års statsmagt i Sovjetunionen skabte ikke et radikalt andet samfund. Den måde, hvorpå mennesker arbejdede i fabrikken lignede til forveksling arbejdet i en kapitalistisk fabrik. Byens liv, skolen og familien i Sovjetunionen adskilte sig ikke radikalt fra disse institutioner i de kapitalistiske lande.

Statsmagten er væsentlig, men den er bedre til at undertrykke og kontrollere, end til at skabe fornyelse og frihed med. Statsmagten er en bastion og en talerstol, man kan agere fra, men statsmagten et stumpt instrument, når det drejer sig om at forandre menneskers normer og værdier. Det er således nødvendigt at forholde sig til statsmagten og om nødvendigt kontrollere den, da statsmagten undertrykker de kræfter, der vil revolutionere samfundet. Selve den revolutionære kraft og proces er dog langt mere kompleks og decentral end blot udøvelse af statsmagt. Magt er også at kunne definere, hvad der er godt og ondt, sandt og falsk i samfundet. Magt er indlejret i normer, vaner og holdninger. Denne kamp om menneskers hjerter foregår overalt og på mange niveauer og åbner derfor nye felter for kamp og nye modstandsformer. Når vi tænker kampen om magten, må vi derfor være åbne overfor mange muligheder og former for handling. Her kan zapatisternes praksis være en inspiration.

Kapitalisme har udbredt lønarbejdet til alle afkroge af kloden, og alle aktiviteter i vores samfund får mere og mere lønarbejdets karakter. Lønarbejde er den centrale hverdagspraksis. Lønarbejdet udgør dermed også et af de vigtigste kampfelter for, hvordan globaliseringen udvikler sig. Vi lever imidlertid i en delt verden med en delt arbejderklasse. Betegnelserne “produktionsstater” og “forbrugerstater” er et karakteriserende træk for den nuværende arbejdsdeling. Det globale perspektiv må derfor være del af den lokale og nationale kamp, hvis den ikke blot skal forblive et forsøg på snæver interessevaretagelse. Hidtil har fagbevægelsens svar på globaliseringen i høj grad koncentreret sig om at sikre den nationale arbejderklasse en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Den mangler simpelt hen en basal kapitalismekritik. Den globale arbejdsdeling har splittet arbejderklassen i Syd og Nord, men den har også skabt sammenhænge mellem de forskellige dele af verdens arbejdskraft gennem de transnationale produktionskæder. Arbejderne i Syd og Nord er således beskæftiget i de samme firmaers netværk. Det rummer potentielle muligheder for globale kollektive modstandsformer, især hvis den internationale fagbevægelse kender sin besøgstid. Fagbevægelsen har brug for en strategi, der kan matche finanskapitalens og de transnationale selskaber. Der er brug for en slagkraftig global fagbevægelse, en udvikling af ITUC til en art “world trade union,” der i politisk styrke kan matche World Trade Organisation. Der er brug for en global fagbevægelse, der ikke er bange for at overskride det snævert faglige felt og arbejde bredt politisk. Ikke blot kæmpe for bedre lønninger, men for øget arbejder- og fagforeningskontrol med arbejdsprocessen, klimaspørgsmålet, investeringer i ny teknologi osv. Sådanne strategier og kampe skal gennemføres i fælles aktion med andre sociale bevægelser med det formål at skabe mangesidige alliancer, der er tilstrækkeligt magtfulde til at bryde neoliberalismen hegemoni.

Hvis vi skal bevæge os hen imod en mere lige verden, er en af de vigtigste forudsætninger, at lønniveauet i verden udlignes. Den internationale fagbevægelse arbejder allerede nu med krav om fastlagte mindstelønninger i Syd, men dette krav må radikaliseres til et krav om global ligeløn. En sådan bevægelse er en forudsætning for en øget global solidaritet i arbejderklassen. Imperialismens ulige bytteforhold mellem Syd og Nord kan beskrives som resultat af ulige betaling for arbejde af ens værdi. Kravet om lige løn for arbejde af samme værdi er et spørgsmål om simpel retfærdighed og rimelighed. Det er unfair at betale nogen mindre for arbejde af lige værdi, blot fordi vedkommende lever i et andet land. Kvindebevægelsen har i årtier brugt samme argument om retfærdighed til at kræve ligeløn mellem mænd og kvinder for samme arbejde.

Et krav om lige løn i Nord og Syd kan synes urealistisk. Vil verdensøkonomien ikke bryde sammen? Vil kloden rent økologisk kunne klare det følgende merforbrug? Det er et spørgsmål om politiske vilje. Markedskræfterne er ikke en naturlov, vi må tilpasse os. Det er et forhold mellem mennesker. Det drejer sig om at bringe markedet under demokratisk kontrol. Man kan sagtens gennemføre politikker, som vil få det globale lønniveau til at bevæge sig i retning af lige løn, men det kræver naturligvis en anden politisk balance end den nuværende. Og vi kan godt forandre vores livsstil, så livskvalitet og bæredygtighed er forenelig med en sådan udvikling. En kamp for global ligeløn og arbejdsvilkår er ikke ensbetydende med en opgivelse af kampen for en helt anden måde at organisere arbejdet på, men den kom­munistiske vision om afskaffelsen af lønarbejdet, hvor man yder efter evne og nyder efter behov i et socialt fællesskab må konkretiseres, hvis det ikke skal forblive en drøm. Vi må udvikle modstandsformer i hverdagen mod det neoliberale lønarbejde, og samtidig må vi kunne komme med konkrete eksempler på, hvordan vi vil organisere produktionen anderledes på den lange vej mod ophævelsen af lønarbejdet.

De tre tidsperspektiver

[1]

Hvad er vores muligheder for at realisere disse krav og politikker, og hvilke strategier skal vi følge? Jeg vil anskue disse spørgsmål ud fra tre tidsperspektiver, det korte (1-5 år), det mellemlange (10-20 år) og det lange tidsperspektiv (30-50 år). På den korte bane er det især regeringer og dermed parlamentariske partier, der opererer. Deres politikker påvirker vores liv umiddelbart. Vi bor, spiser, arbejder, sover og lever vores liv på den korte bane. Her tager vi beslutninger om, hvorvidt vi skal stemme eller ej. Hvis ja, på hvilket parti? Hvad er det for emner, jeg anser for vigtige, og som jeg diskuterer med andre? Deltager jeg i en demonstration eller strejke? Hvordan er jeg organiseret? Konflikten i det korte perspektiv vil være mellem et fortsat pres for at opretholde og udvide den globale neoliberalisme og et modkrav fra Syd om en større bid af kagen og fra Nord et forsvar af velfærdsstaten.

Det mest interessante perspektiv i en politisk strategisk sammenhæng er den mellemlange bane, de næste årtier. Det er her, de poliske bevægelsers aktivister kan gøre en forskel med de rigtige strategier og organisationsformer. Det mellemlange perspektiv har været underprioriteret på venstrefløjen i mange år. Vi har haft ophedede diskussioner om det lange perspektiv, hvordan det socialistiske samfund skal se ud, og vi diskuterer indædt demonstrationens paroler i morgen. Det mellemlange perspektiv på strategien for kampen har vi svigtet, og dog er den helt afgørende for udfaldet af den nuværende krise i kapitalismen.

På den lange bane – i et 50-års perspektiv – ser jeg to mulige udfald af kapitalismens strukturelle krise. Et positivt, det vil sige en verden med større økonomisk lighed og et styrket globalt demokrati. Det dystre perspektiv er en verden, der fragmenterer i national egoisme med deraf følgende voldelige nationale, kulturelle og religiøse konflikter. Det vil sige et system, som forsat vil bygge på et hierarki mellem stater og være præget af former for udbytning og dermed polarisering. Det er i dette lange perspektiv, der plads til vi­sioner om en anden verdensorden og vores drømme. Udfaldet mellem disse positive eller negative alternativer er ikke på nogen måde givet. Historien er ikke determineret eller på nogens side, men en ting er sikkert: det nuværende verdenssystem vil ikke forsætte dette århundrede ud, historien forsætter.

Den korte bane

Arbejdet på den korte bane er primært defensivt. Det skal forhindre tingene i at blive værre og forsvare opnåede positioner. Disse politikker har en opportunistisk karakter af “det mindst onde” eller det bedst opnåelige. Folk ved, hvad de har behov for, og hvad de vil her og nu. Løfter om en bedre fremtid på længere sigt er uinteressante, hvis det umiddelbare behov ignoreres. I Syd kan man skabe en sammenhæng mellem den dagsaktuelle kamp for bedre livsbetingelser og det længere perspektiv med mere radikale forandringer. Problemet i Nord er, at det mindst onde eller det bedste på den korte bane, ikke nødvendigvis er foreneligt med den bedste politik i Syd eller det strategisk mest fornuftige på den mellemlange bane i Nord selv. Det kan f.eks. være en kortsigtet national gevinst for arbejderklassen i Nord versus prioritering af øget globalt fagligt samarbejde. For at gøre det mere konkret: i de senere år har der været en fremgang for nye typer parlamentariske venstrepartier, eksempelvis Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. På den korte bane kan de måske minimere pinen, men på den mellemlange bane gør det ikke den store forskel. De forsøger at vende tilbage til en velfærdskapitalisme, der for mig at se, dels er et historisk fænomen under afvikling, og dels ikke hænger sammen med arbejderklassens modstand og kamp i Syd, nærmest tværtimod. De venstrepopulistiske partiers vælgere består både af radikale kræfter, der ønsker grundlæggende forandring og af andre vælgere, der er blot er trætte af de traditionelle partier og deres svigtende evne til at opfylde deres ønsker. Når disse venstrepopulistiske partier vinder magten, har de svært ved at opfylde de løfter, de gav for at opnå valg. Hvis de presser kapitalen for hårdt, vil markedet straffe dem og den nationale økonomi svækkes, så partierne går på kompromis, hvilket gør både deres reformistiske og radikale tilhængere frustrerede.

Venstrepopulistiske regeringers handlemuligheder er stærkt begrænset af den globale kapitals magt. Det er kun, hvis de lærer at kombinere det korte perspektivs lettelse af de umiddelbare problemer med det mellemlange perspektivs bestræbelser på mere grundlæggende forandringer, at de kan blive betydningsfulde i bestræbelserne på at forandre verden. Den strategiske opgave er ikke at løse kapitalismens krise i Grækenland, Spanien – eller i Danmark for den sags skyld – for at vende tilbage til velfærdskapitalismen. Dels er det ikke en farbar vej; kapitalen vil ikke kunne imødekomme disse krav uden at profitraten rammer bunden og dermed stopper akkumulationen, og dels splitter denne nationale strategi muligheden for en samlet front mellem Nord og Syd. Det er meget lidt sandsynligt, at velfærdskapitalismen er en fremtidig realistisk model i Europa, endsige globalt. Opgaven er at se løsninger på den anden side af kapitalismen i samarbejde med arbejderklassen i Syd.

Krisens revolutionære perspektiv synes glemt. Vi skal hverken kræve eller fremme denne krise, men vi skal være forberedt på den. Vi skal bekæmpe den ved at foreslå en helt anden produktionsmåde. Den revolutionære løsning er ikke den rigtige, fordi den er radikal, men fordi at de løfter, reformismen giver om velfærd, er umulige at indfri på reformismens grundlag, og dermed bliver den radikale samfundsomvæltning til det muliges kunst. I forhold til den græske krise vil en sådan tilgang sætte radikale forandringer af det græske samfund på dagsordenen i stedet for forhandlinger med EU. Et samarbejde med venstrefløjen på Balkan, i Tyrkiet eller tværs over Middelhavet med det arabiske forår være et helt anderledes og mere perspektivrigt end et forsøg på at vende tilbage til den nordeuropæiske velfærdsstatsmodel, som er under nedbrydning.

Den mellemlange bane

Arbejdet på den mellemlange bane består af udvikling af strategier, organisationer og praksisser, der vil kunne sikre en positiv udgang på kapitalismens strukturelle krise. Det er nødvendigt til stadighed at undersøge de økonomiske og politiske forhold i verden i vores bestræbelser på at forbedre og udvikle nye praksisser. Vi skal undersøge hvilke modsigelser, der er de afgørende, så vores indsats kan sættes ind, der hvor den gavner mest. Det kræver analyse og diskussion blandt aktivister. Det kræver opbygning af viden, erfaring og evnen til strategisk tænkning. Det kræver formulering af politikker og krav, der kan samle opbakning og bringe os fremad mod vores målsætning. Det kræver opbygning af bevægelser, der på den ene side har tilstrækkelig intern styrke og sammenhængskraft til at kunne handle effektivt og på den anden side vilje og evne til at samarbejde med andre bevægelser og opbygge alliancer.

Mens det på den korte bane kan være klogt at være kompromissøgende, skal man på den mellemlange bane gå efter de løsninger, der grundlæggende kan forandre systemet, selv hvis den politiske gevinst ikke kommer umiddelbart. Hvorfor reformere et system, der vil falde sammen? Denne radikalitet kræver realisme, men det er en helt anden form for realisme end den, der vælger “det mindst onde” eller det opnåelige på den korte bane. Den radikale realisme består i at inddrage erfaringerne fra tidligere forsøg på grundlæggende forandringer af verden. En sådan radikal politik med et globalt perspektiv vil for nuværende få svært ved at finde bred opbakning i Nord. Antiimperialister har været, og vil forsat i det nærmeste årti være, en minoritet i vores del af verden, men der vil altid være muligheder for modstand.

Selvom vi i Nord ikke har objektiv interesse i radikal forandring, kan man godt motivere enkelte individer. Vietnams kamp, palæstinensernes, de sorte sydafrikaneres, socialisterne i Chile, alle disse folks kampe skabte små radikale modstrømme i Nord op gennem 1970’erne. Man skal blot holde sig for øje, at det ikke drejer sig om at mobilisere majoriteten. Det drejer sig om at føre en politik, der i en global sammenhæng giver mening i et længere perspektiv. Vi vil være en minoritet, men ikke en uvæsentlig minoritet.

De nærmeste årti vil blive præget af politiske og militære konflikter og økonomisk ustabilitet. Kan vi i Nord i de kommende årtier blot samle 5-10 % af befolkningen, som identificerer sig med et radikalt globalt perspektiv, vil det skabe langt bedre mulighed for, at bevægelserne i Syd kan bryde de svage led i imperialismens kæde. En sådan politik vil i brede kredse i Nord blive anset som klasse- og landsforræderi. Staten stempler allerede nu international solidaritet med organisationer som PFLP, FARC og PKK som støtte til terrorisme og kriminaliserer den. Hvad betyder denne strategi mere konkret for arbejdet i Nord?

I de politiske sammenhænge, jeg har været del af, er vi i høj grad blevet identificeret med en teori om arbejderklassens i Nords manglende revolutionære potentiale. At fokusere på hvem, der ikke har et revolutionært potentiale, er ikke en særlig mobiliserende måde at formulere politik på. Det har dog til en vis grad været nødvendigt for at forklare hvorfor, man skulle koncentrere sin praksis om støtte til de antiimperialistiske bevægelser i den tredje verden. Vi må hæve blikket og tage udgangspunkt i det globale perspektiv. Hvor er de bevægelser og organisationer, som er i stand til at yde den globale kapitalisme modstand? Hvilke af dem har størst betydning i et globalt perspektiv? Vi skal støtte det nye proletariat i Syds antikapitalistiske kamp i dens forskellige former: arbejdskampe, sociale bevægelser, politiske partier, befrielsesbevægelser og progressive stater, som modsætter sig den globale neoliberalisme. Det kan være direkte materiel støtte. Det kan være politisk støtte, det kan være fælles aktioner. Vi skal især holde øje med, hvad der sker i Kina, Indien, Mellemøsten, Sydafrika, Mexico og Brasilien — lande, som har den største økonomiske tyngde og politiske strategiske betydning. En antikapitalistisk revolutionær udvikling i disse lande, vil være langt mere betydningsfuld end de nationale revolutioner for 40 år siden. Disse lande tilhører ikke længere periferien af den globale økonomi. Den enorme værdi, der i dag skabes i Syd og konsumeres i Nord vil give kommende revolutionære bevægelser langt større betydning og et mere solidt fodfæste i kampen, end der fandtes i 1970’erne. I visse tilfælde vil der være muligheder for fælles koordinerede aktioner mellem arbejdere i Syd og Nord, som indgår i samme globale produktionskæder. Vi kan organisere boykot af mærkevarer, der produceres i Syd i forbindelse med arbejdskampe og så videre.

Vi må desuden begynde at spørge os selv, hvordan skal vi indrette vores politik og økonomi, når der ikke længere vil være et ulige bytte og når Syd økonomiske frigørelse for alvor begynder at få konsekvenser for os. Vi i Nord vil utvivlsom blive materielt fattigere uden imperialismen, men det betyder ikke, at vores liv nødvendigvis bliver fattigere, hvis samfundet organiseres på en anden måde og efter andre normer end forbrug og vækst. Vi må støtte økonomiske politikker, der fremmer en global omfordeling af velstanden her og nu. Det kan ikke vente, til en fremtidig socialistisk verdensorden er etableret. Vi må bevæge os fra en situation, hvor fair trade blot er et spørgsmål om individuel moral, over til at formulere det som et politisk krav for samhandel. Vi må indstille os på at betale en langt højere pris for varer fremstillet i Syd således, at den kan dække en betydelig lønstigning for producenterne. Det betyder, at vi i Nord skal forbruge mindre og anderledes end vi gør i dag, og vi må i stigende omfang producere de varer, som vi selv forbruger. Produktionen skal ikke lokaliseres efter det laveste lønniveau, men efter hvor forbruget finder sted. Der er ikke kun et socialt bæredygtigt perspektiv i dette, men også et helt nødvendigt økologisk perspektiv.

Alt dette vil kræve et radikalt andet sæt af værdier end det nuværende. En styrkelse og generobring af fællesskaber i stedet for privat forbrug. Det er i høj grad muligt at udvide det fælles forbrug og den fælles ejendomsret. Tag to store og vigtige samfundsinstitutioner som universiteter og hospitaler. Indtil for 20 år siden stillede ingen i Danmark spørgsmålstegn ved, at disse skulle drives udenfor markedsvilkår og profit. I dag trænger privatisering og styring på markedsvilkår frem i begge sektorer. I stedet for at privatisere, kan vi udvide vores fælles forbrug af transport, finans- og bankvæsen, og begynde produktion af f.eks. medicin ud fra samfundsmæssige behov i stedet for profit og så videre. I denne omstilling har såvel Syd som de progressive socialiserede dele af økonomien i Nord en fælles interesse i at kunne kontrollere og begrænse spekulative kapitalbevægelser. Det kan ske ved en beskatning, Tobin-skatten, og det kan ske ved at lukke for skattely.

De nærmeste årtier vil blive præget af militære konflikter. NATO vil sandsynligvis være en aktiv partner i disse konfrontationer. Vi skal bekæmpe imperialistiske militære interventioner i Syd og dermed give disse lande mulighed for at udøve deres suverænitet. På den ene side vil det være upopulært hos dele af arbejderklassen og ikke mindst hos statsmagten selv, på den anden sige kan anti-krigsaktiviteter ofte samle brede lag af befolkning. Denne kamp indbefatter også modstand mod eksistensen af NATO-militærbaser i Syd.

Højre-populismen er som nævnt blevet en væsentlig politisk kraft i Nord. Den kan blive regeringsbærende og har potentiale til at udvikle sig til bred folkelig fascisme i en krisesituation. Denne tendens må bekæmpes med opbygningen af en antifascistisk bevægelse. I Tyskland i starten af 1930’erne vandt højrekræfterne langt hen ad vejen befolkningens støtte med relativt fredelige midler. Det kunne blandt andet ske, fordi socialdemokrater og kommunister bekæmpede hinanden. Det er vigtigt at skabe brede alliancer i kampen mod fascisme og højreorienteret populisme i stedet for at blive sekteriske.

I den globale neoliberalisme kan penge og varer strømme frit, men fattige mennesker fra Syds bevægelighed over grænser er stærkt begrænset. Det gælder både flygtninge fra krig, naturkatastrofer, fattigdom og politisk undertrykkelse. De ses som en trussel eller en belastning, som må udelukkes. Nords grænser bliver mere og mere et system af militariseret statsvold byggende på racisme og national og kulturel diskrimination. Vi skal bekæmpe racisme og diskrimination, ikke mindst fordi det nationale og racistiske aspekt er blevet og vil blive brugt til splitte den globale arbejderklasse. Vi må kræve menneskers ret til at bevæge sig globalt og stå fast ved det synspunkt, at ingen er illegale. Det drejer sig ikke blot om at forbedre mulighederne for indvandring og forholdene for flygtninge. Det drejer sig også om en erkendelse af, at strømmen af indvandrere og flygtninge for en stor del er resultat af imperialismen. Tilstrømningen mod Nord er relateret til kolonialismens, imperialismens og neoliberalismens destruktion af det økonomiske livsgrundlag i Syd. I den antiracistiske kamp og solidariteten med flygtninge og indvandrede er det lykkedes at opbygge en bevægelse i Nord, og den må styrkes. Ligeledes vil det være muligt at etablere en fælles front med bevægelser i Syd omkring disse spørgsmål.

I afsnittet om revolutioner beskrev jeg to faktorer, som bidrager til udviklingen af en revolutionær situation: Udviklingen af en stærk politisk modstandskultur og åbningen af et vindue i det globale system, som tillader radikal forandring. Det faktum, at stater fungerer inden for et system af stater medfører, at modstand og revolutioner påvirker og overskrider statsgrænser. En nøglefaktor for at styrke modstanden er således transnationale alliancer med ligesindede bevægelser. Succesfulde modstandskulturer kan inspirere og forbinde sig med hinanden, på samme måde som både den russiske revolution, Vietnams kamp og det zapatistiske oprør gjorde det. Den politiske modstandskulturs styrke afhænger således af dens evne til at opbygge alliancer, udvikle institutioner og medier, men også psykologiske faktorer som kampgejst, offervilje og mod. Bevægelser kan levere materiel og praktisk støtte til hinanden. De kan distrahere en stærk statslig modstander og dermed medvirke til at åbne et vindue. Et vindue for radikal forandring opstår i det globale interstatslige system, når der er en intern konflikt, en fejlvurdering eller en tøven hos stormagterne, en økonomisk eller politisk krise, som hindrer de imperialistiske lande i umiddelbart at imødegå de revolutionære kræfter på en effektiv måde. Mellem de to faktorer – udviklingen af den politiske modstandskultur og åbningen af det politiske vindue for forandring – er der ofte en sammenhæng. En åbning i verdenssystemet for radikal forandring kan være resultat af en effektiv politisk modstandskultur, og denne åbning fremmer betingelserne for at styrke modstandskulturen.

Den objektive situation vil som nævnt være gunstig i de kommende årtier. Problemet er de subjektive kræfter, der langt fra har 1970’ernes styrke. Vi er ca. et årti inde i kapitalismens krise. Vi har set fremvæksten af bevægelser, der forholder sig kritisk til neoliberalismen af mange forskellige årsager, men der fremstår endnu ikke en klar, fælles strategi, endsige lederskab af modstanden.

Forskellen i det økonomiske og politiske grundlag for antiimperialismen i Syd og Nord finder også i sit udtryk i mobiliseringen og organiseringen af antiimperialister. I Nord er det at være antiimperialist en identitet, man kan vælge fra eller til, som det passer i ens livssituation. Det giver mange frafald og ustabile organiseringer. I Syd er dette valg langt mere indlejret i en materiel baggrund, i arbejdssituationen og i hverdagens politiske rammer. At være antiimperialist er tæt knyttet til den individuelle og kollektive kamp mod udbytning og undertrykkelse.

Diskussionen mellem enhed versus bredde, vertikal versus horisontal organisering, er et tilbagevendende spørgsmål på venstrefløjen. De organiseringer, jeg har tilhørt, havde en stor grad af enhed og sammenhængskraft, men vi savnede måske en vilje til og prioritering af et bredt samarbejde. Det er næppe realistisk eller ønskværdigt at opbygge et revolutionært parti, der så at sige skal lede slagets gang, som det var ambitionen med Komintern. Målet må være en organisationsform, der evner at kombinere bolsjevikkernes evne til at handle effektivt og strategisk, med en evne til at danne alliancer med sociale bevægelser på kryds og tværs i samfundet, der understøtter og supplerer hinanden. Autonomi og fællesskab er ikke modsætninger, vi kan og må lære at rumme begge dele.

Vi må ligeledes kombinere en statscentreret og en decentral magtopfattelse. Det vil sige erkende, at erobringen af statsmagten kan være nødvendig for at få plads til forandring af samfundet, men samtidigt, at erobringen af statsmagten ikke i sig selv er løsningen. Kapitalismen er mere end institutioners magt, den er århundreders normer, værdier og vaner, der cirkulerer i vores blod.

Den lange bane

Hvordan verdenssystemet vil udvikle sig i et 50-årsperspektiv er det umuligt at sige noget præcist om. Ikke mindst fordi vi befinder os i en strukturel krise, hvor resultatet afhænger af kampene i den kaotiske periode, der ligger foran os. Det kan blive en mere lige og demokratiske verden, men det kan også blive et nyt system præget af hierarki, ulighed og polarisering. Det kan være i form af neofeudalisme eller en opdeling af verden i mere eller mindre afgrænsede riger med lokale hierarkier, baseret på racistiske og kulturelle normer som i nutidens Qatar eller Dubai. Det kan være en demokra­tisk, “stueren” fascisme med en høj grad af social lighed og demokrati for verdens 20 % rigeste befolkning baseret på massiv overvågning, kontrol og fysisk undertrykkelse af de 80 % fattigste.

At vi ikke kan forudsige fremtiden betyder dog ikke, at det er nyttesløst eller ligegyldigt at have visioner – tvært imod. Visioner er pejlemærke, visioner skaber den længsel og det håb, der giver energien i det korte og mellemlange perspektiv. Det er vigtigt at udvikle nye visioner om en radikal anderledes verden, fordi vi mere end nogen sinde har brug for en anden verden. Visionen om en anden verden må på en gang tage afsæt i, og være i opposition til, verden af i dag. På præcis samme måde som den socialistiske bevægelse tog afsæt i, og var en kritik af, den tidlige kapitalisme. Arbejderklassen, fabrikken, den moderne samfund, individ og stat var en del af kapitalismen, men samtidig forudsætning og springbræt for forsøgene på at etablere socialistiske samfund. På samme måde er vor tids kapitalisme med dens informationsteknologi, globalisering og neoliberalisme en forudsætning og sprængbræt for at formulere en radikal anden verdensorden. Globaliseringen kan blive udgangspunkt for et opgør med opdelingen af verden i rige og fattige lande og for en demokratisering af verdenssamfundet i stedet for de evindelige nationale konflikter. Neoliberalismens vægt på individets frihed kan danne udgangspunkt for nye former for fællesskab, som bygger på respekt for forskellighed og autonomi. Det paradoksale ved den nye globale kapitalisme med dens enorme produktionspotentiale er, at den fjerner enhver rimelighed ved social nød samtidig med, at den fortsat skaber den.

Hvis man vil forandring, må visionen tage udgangspunkt i situationen, som den er. Man må derfor beskrive verden, med de problemstillinger og vanskeligheder, vi står over for. Beskrive verden, som en udviklingsproces, med en historie bagud og en mulig udviklingsvej fremad. Man skal gøre det således, at beskrivelsen af denne mulige udviklingsvej kan tjene som baggrund for strategier og taktikker for praktisk politisk handlen på kort og mellemlangt sigt.

Jeg har tidligere nævnt to væsentlige problemstillinger, der har betydning for udviklingen af vores strategier: Globaliseringens erodering af nationalstaten og splittelsen i den globale arbejderklasse. Der er imidlertid et tredje forhold som har væsentlig betydning for muligheder for udviklingen af en mere lige og demokratisk verden, nemlig socialismens omdømme. I forhold til 1970’erne, hvor millioner ville kæmpe og dø for revolutionen, er socialismen i dag et dårligt brand. Marxismen har et langt større potentiale end den forgangne “reelt eksisterende socialisme” forløste, men det er lykkedes neoliberalismen at rangere socialismen ud på et sidespor, hvor den har svært ved at komme væk fra. En betingelse for at komme tilbage på sporet er, at vi bliver i stand til at formulere en ny vision for socialismen.

For Marx var spørgsmålet om frihed og demokrati ikke primært lokaliseret i den politiske sfære: Har en nation frie valg? Er pressen fri? Bliver menneskerettighederne respekteret? Nej, nøglen til frihed og demokrati ligger i en forandring af de sociale relationer: Fra produktionen til markedet og familien. Vi omtaler ofte vores nuværende samfundsmodel som demokratisk, men ikke desto mindre er et af de væsentligste elementer i vores liv, nemlig økonomien, ikke demokratisk. Hovedparten af investeringer i vores samfund fortages udemokratisk med privat profitmotiv. Vores arbejdsplads ledes i de fleste tilfælde ikke demokratisk, ligesom frugterne af arbejde fordeles ulige. Ejendomsretten til produktionsmidlerne sprænger demokratiets rammer til trods for, at produktionen af varer og tjenesteydelser er det helt centrale element for samfundets funktion. I den “reelt eksisterede socialisme” var en demokratisk økonomi ensbetydende med nationalisering, forstået som statens ejendomsret til produktionsmidlerne. Folket følte dog aldrig, at det var deres virksomheder. Det var statens, og staten var ikke dem. I en ny, socialistisk vision, er der brug for mere demokratisk deltagelse og fællesskab i økonomien.

Socialisme drejer sig om at opfylde menneskelige behov, og hvem er nærmere til at definere disse end folk selv? Det er afgørende at udvikle institutioner og procedurer, gennem hvilke folk kan tage del i de beslutninger, der vedrører deres liv. Mange mennesker siger i dag, at politik ikke interesserer dem, men de ønsker alle mere indflydelse over deres liv. Demokrati drejer sig om at give mennesker direkte indflydelse på deres arbejdssituation, deres forbrug, deres boligsituation, vores fælles hverdagsliv. En repolitisering af hverdagen ved siden af den repræsentative politik. En sådan direkte deltagelse klargør vores gensidige afhængighed, at vi er individer i et fællesskab. Det muliggør, at modstridende interesser kan mødes, men der alligevel kan opstilles fælles mål. En konkret udformning af disse nærdemokratiske institutioner må afhænge af det enkelte lokale samfunds karakteristika og historie. Zapatisternes politiske styringsformer er et konkret forsøg på at bevæge sig ad denne vej. Det lokale bliver imidlertid reaktionært, hvis det lukker sig om sig selv. Det lokale må forbinde sig med det regionale og globale. For at styre den økonomiske udvikling, må en række beslutninger træffes mere centralt. Det overordnede forhold mellem forbrug og investeringer, den regionale fordeling af investeringer osv., sådanne beslutninger må tages af organer udgået fra en demokratisk valgt repræsentativ forsamling på forskellige niveauer. En sådan myndighed kan være global, regional eller lokal alt efter karakteren og omfanget af, det der skal besluttes. Princippet om, at beslutninger skal tages nærmest de mennesker, de vedrører, må værende gældende for en ny, socialistisk vision på den lange bane.

Noter