Kapitel 7

Den globale klassedeling

Delt verden – delt arbejderklasse

Verden er ikke blevet mere lige de sidste hundrede år hvad angår levevil­kår. Det er rigtigt, at de 20 % rigeste, hvoraf hovedparten befinder sig i USA, Europa og Japan, har det langt bedre end tidligere generationer. Ser man imidlertid på forskellen mellem den øverste 1 % ekstremt rige og de resterende 19 %, det vil sige middelklassen og især på de resterende 80 % på verdensplan, tegner der sig et andet billede. I Danmark, hvis befolkning befinder sig i de øverste 20 %, er der fra 1945-1975 sket en udligning af indkomsterne mellem den ene procent og de 19 %, siden har der atter været en tendens til en polarisering. Gabet mellem de 20 % rigeste og de 80 % fat­tigste er til stadighed voksende. I 2015 ejer de 20% rigeste således 94,5 % af verdens formue. [1] Den 1 % rigeste del af verdens befolkning ejer alene 48 % af verdens rigdomme, og man regner med, at de i 2016 vil eje mere end halvdelen af verdens formue.

Denne ulighed har naturligvis en klassemæssig baggrund og et politisk udtryk. Et hovedsigte med denne bog er at undersøge mulighederne for, at arbejderklassen kan handle i fællesskab over for en globaliseret kapital. Hi­storisk og aktuelt har jeg på forskellig vis argumenteret for, at der eksisterer en kløft i den globale arbejderklasse mellem det, der kan betegnes som et globalt proletariat og et arbejderaristokrati eller måske bedre: et forbrugera­ristokrati. I dette afsnit vil jeg se nærmere på dette klassebegreb for at udvikle forståelsen af den opdeling, der eksisterer i arbejderklassen. Den politiske analyse foregår i del III.

Klasse er et begreb, der deler mennesker op i sociale grupper i forhold til den funktion, de har i det økonomiske system. I kapitalismen definerer man traditionelt klasserne som: Kapitalen, der ejer produktionsmidlerne på den ene side, og arbejderklassen, som kun har deres arbejdskraft at sælge, på den anden. Disse to klasser er modstandere, men også gensidige afhængige. For at få profit har kapitalen brug for arbejdere i den produktive proces. Det er dette behov for arbejdskraft, der giver arbejderklassen en potentiel mulighed for at øve indflydelse på, eller imod, kapitalismen, i og med at arbejderen kan nægte at arbejde under de givne vilkår – at strejke. Lige så meget, som kapitalen behøver arbejderen, behøver arbejderen imidler­tid kapitalen for at få et job og dermed løn til at betale mad og husly. I og med at selve den kapitalistiske produktionsproces globaliseres, er der et voksende behov for, at arbejderklassen kan handle politisk på tværs af nationale grænser. Kapitalens øgede bevægelighed har nemlig ændret styrkeforholdet mærkbart til fordel for kapitalen selv. Den kan flytte produktionen til det sted, hvor arbejdskraften er mest medgørlig og profitten størst. Den globale arbejderklasse er herved havnet i et internt konkurrenceforhold, hvor den ofte er mere tilbøjelig til at indordne sig under dårligere arbejdsforhold og ringere løn, end at kæmpe.

Global solidaritet mellem arbejdere i globaliseret produktion er nød­vendig, hvis denne situation skal forandres. Hvis kapitalen mistede mulig­heden for at sætte de nationale arbejderklasse i konkurrenceforhold mod hinanden, ville situationen være en helt anden. Om dette bliver muligt, og hvordan vi når der til, er kernespørgsmålet. Traditionen tro har den orto­dokse marxisme argumenteret for den nævnte meget klare klassemæssige todeling i kapitalismen i kapital og arbejderklasse. Beskrivelserne af bour­geoisi og proletariat i Det kommunistiske manifest er et eksempel på dette. Hardt og Negris beskrivelse af den globale kapitalisme i deres bog Empire er et moderne eksempel på en sådan klar todeling mellem klodens sociale kræfter, imperiet og multituden (mangfoldigheden). På den tid hvor Karl Marx og Friedrich Engels forfattede deres manifest, var denne klare opdeling mel­lem et bourgeoisi, der besad kapital og et proletariat, der kun havde deres arbejdskraft at sælge, mere tydelig end i dag. Siden dengang er der som be­skrevet sket noget med lønniveauet i Nord, men traditionelt har man inden for marxismen set bort fra denne udvikling. Hvis man var lønarbejder og ikke ejede produktionsmidlet, var man en del af proletariatet og dermed per definition udbyttet – basta! Differentieringen af arbejderklassen i forskellige sociale niveauer har imidlertid gjort billede mindre klart.

Når arbejdskraften betales ud over det fysiske subsistensniveau, skaber det et problem for teorien, i og med at arbejderklassen i så fald besidder en lønandel, som de har mulighed for at forvandle til kapital eller produkti­onsmidler. Om de kapitaliserer den lønandel, der ligger ud over subsistens­lønnen, eller de bruger den til forbrug, er et personligt valg. De kan købe forbrugsgoder, købe aktier i banken eller blive iværksætter og starte egen virksomhed. Hvad der forener denne del af arbejderklassen er, at den i kraft af sit lønniveau har mulighed for at akkumulere penge eller har adgang til kre­dit, der sætter dem i stand til at få adgang til produktionsmidler. Arbejdera­ristokratiet er således den del af arbejderklassen, hvis løn ligger betydelig ud over subsistensniveauet og dermed giver dem potentielt adgang til produkti­onsmidler. Et proletariat er den del af arbejderklassen, som ikke via deres løn har muligheden for adgang til produktionsmidler og derfor er tvunget til at sælge deres arbejdskraft.

At betragte enhver, som ikke direkte ejer produktionsmidler og som sælger sin arbejdskraft, som proletar, er ikke nok til at forstå den sociale handlen. En fodboldspiller i den engelske Premiere League havde f.eks. i 2006 en gennemsnitlig indkomst på £ 676.000 før diverse bonusordninger. [2] Det er naturligvis et ekstremt eksempel, men ikke specielt. I moderne kapi­talisme er den administrerende direktør, mellemledere, akademisk personale osv. alle lønarbejdere. Som beskrevet konsumerer disse lønarbejdere mere værdi end de skaber. Hvor langt ned i lønniveau dette fænomen strækker sig, er ikke et spørgsmål om principper, men om beregning. Det at være lønmodtager er altså i sig selv ikke tilstrækkeligt til at bestemme klasseposi­tionen, og det vil være logisk at antage, at lønniveauet har en indflydelse på klassekarakteren.

Opdelingen af den globale arbejderklasse har, som vi har set, sine øko­nomiske og politiske rødder i imperialismens historie. Den opretholdes af arbejdskraftens manglende transnationale bevægelighed, og cementeres af opdelingen af verden i produktionsnationer og konsumptionsnationer. De produktive arbejdere i det globale Syd er naturligvis interesserede i at mi­nimere udbytningen, men såvel kapital som arbejderne i de konsumerende nationer har en interesse i at maksimere udbytningen af de producerende nationer, fordi det sætter rammerne for profit og lønniveau i de konsume­rende nationer. Dette betyder, at der er en materiel basis for modsigelser mel­lem de hovedsagelig vareproducerende arbejdere i Syd og arbejderklassen i Nord, der i højere og højere grad beskæftiges i den konsumerende sektor. Der eksisterer derfor, som verden ser ud i dag og på den korte bane, en reel materiel barriere for solidaritet mellem arbejdere i Nord og Syd. Problemet med den simple opdeling i kapital og en global arbejderklasse er således, at den maskerer for de forskelle, der er på arbejdernes kår og umiddelbare inte­resser forskellige steder på kloden. Det er først, når vi får afdækket disse for­skelle, og hvad de betyder for social handlen, at vi kan udvikle strategier, der kan løse de problemer imperialismen har skabt for arbejderklassens enhed.

Proletariatet i Syd

Proletariatet i Syd er ikke længere perifert. Ca. 85 % af verdens erhvervs­aktive befolkning befinder sig i det globale Syd, hvilket vil sige ca. 1,6 mil­liarder lønarbejdere og dertil ca. 1 milliard beskæftiget i små landbrug og den såkaldte uformelle sektor. [3] I løbet af de sidste tre årtier er proletariatet i Syd ikke alene vokset med 63 %, det er også blevet langt mere integreret i verdens økonomi. Integrationen af Kina, Indien, det tidligere Sovjetunio­nen og Østeuropa inkluderede 1,5 milliarder nye proletarer i den globale kapitalistiske økonomi.

Et træk ved industrialiseringen af Syd er en øget inddragelsen af kvinder i proletariatet. Kvinderne udgør i dag en tredjedel af den for­melle arbejdsstyrke i Syd, og i flere asiatiske lande udgør de halvdelen. Kvinderne er ofte beskæftiget i de mest mobile sektorer som tekstilindu­strien, og deres lønniveau er derfor særligt presset. Undersøgelser viser, at kvinderne går ind på arbejdsmarkedet for at sikre familiernes øko­nomi. Én løn er ofte ikke nok til, at familien kan leve. Fattigdom får dem ud på arbejdsmarkedet, selv i de lande, hvor en patriarkalsk kultur traditionelt har bundet dem til hjemmet. Kvinderne får for det meste la­vere løn end deres mandlige modpart, og placeres nederst i arbejdsplad­sens hierarki. Omkring 1 milliard mennesker i Syd tilhører den såkaldte uformelle sektor, og i et land som Indien er det mere end 80 % af den samlede erhvervsaktive befolkning, der tilhører denne gruppe. Det er en klasse i vækst og kan være daglejere, hjemmearbejdere, småhandlende, hushjælp, barnepiger osv. Fælles for dem er, at de ikke har fast reguleret lønarbejde. De er dermed ikke omfattet af regler om mindsteløn eller arbejdsforhold, de betaler ikke skat og afgifter. De har ingen legal, faglig eller social beskyttelse. De er uden for systemet og dog er størstedelen af dem direkte eller indirekte forbundet til den formelle økonomi. De glo­bale produktionskæder strækker sig langt ind i den uformelle sektor. Det kan være kvinder, der arbejder hjemme med monteringsarbejde, fordi virksomheden ikke vil beskæftige dem under mere ordnede forhold. Det kan være hjemmesyersker, der producerer til et firma til en stykbetaling, det kan være gadesælgere, der har varer i kommission fra et firma i den formelle økonomi eller rengøringsfolk, der arbejder sort for formelle fir­maer. Kapitalen er tiltrukket af denne sektor, dels fordi lønnen er lavere end i den formelle, og fordi fleksibiliteten er større. De kan umiddelbart fyres og hyres, og således kan risiko og omkostninger ved ændringer i markedet direkte overføres til arbejderne, der lever på en knivsæg.

Denne voksende uformelle økonomi er et resultat af den store arbejds­løshed, den industrielle reservearmé. For kapitalen er eksistensen af denne sektor et disciplinerende redskab over for hele proletariatet. Det skærper konkurrencen mellem dem, som er ude og inde på det formelle arbejdsmar­ked. Det er et redskab til at kræve mere fleksibilitet. Et redskab, der er blevet skærpet af undertrykkelsen af disse menneskers mulighed for at bevæge sig ad de samme ruter og krydse de samme grænser som de varer, de produce­rer. Endelig er den uformelle sektor en væsentlig årsag til, at lønniveauet kan holdes så lavt i Syd, i og med at den holder omkostningerne ved den sociale reproduktion nede. [4]

Den nye middelklasse i Syd

Som konsekvens af industrialisering har man talt om en vækst i middelklas­sen i Syd. Nu skal middelklassebegrebet, når det drejer sig om det globale Syd, tages med et gran salt. Der er ikke tale om en villa-Volvo-vovse-middel- klasse. Verdensbanken placerer middelklassen i Syd i indkomst bæltet mel­lem 2,00 og 13,00 dollars om dagen. 2,00 dollars er Verdensbankens egen fattigdomsgrænse for Syd og 13,00 dollars er den officielle fattigdomsgrænse i USA. [5] Denne gruppe udgjorde i 2005 næsten halvdelen af Syds befolk­ning, to tredjedele af Kinas, men kun en fjerdedel af Afrikas befolkning syd for Sahara.

En forsker fra Verdensbanken, Nancy Birdsall sætter den nedre ind­komstgrænse for Syds middelklasse til 10,00 dollars om dagen. Efter den må­lestok har Kina ingen middelklasse på landet, og kun ca. 3 % i byerne. Mid­delklassen i Sydafrika udgør 8 %, i Brasilien 19 %, i Mexico 28 % og i USA ligger 91 % over denne grænse. [6] Der findes imidlertid også en middelklasse efter Nord-standard i det globale Syd, hvad et besøg i shoppingcentrene i for eksempel Shanghai eller Jakarta vidner om, men den måles ikke i procenter, men promiller. Når der som i Kina på to årtier skabes et nyt proletariat på hundrede millioner mennesker, skabes der også en ny over- og højere middelklasse, som bliver meget synlig såvel i Kina som i vores del af verden. Der findes i dag 200.000-300.000 kinesiske dollarmillionærer. For en bilkoncern som BMW er Kina i dag et af de vigtigste markeder overhovedet. Vi møder også den kinesiske middelklasse som turister verden over, også i København. Disse fænomener betyder dog ikke, at det brede lag af befolkningen i Kina er på vej mod en europæisk levestandard og forbrug. En middelklasse på flere millioner kinesere skal stadig ses i en sammenhæng med flere hundrede millioner af proletarer.

Det er således blandt de 20 % rigeste i verden, at der sker forskyd­ninger i fordeling og i den geografiske sammensætning. I den øverste 1 % er der trængt sig milliardærer ind fra Kina, Indien, Saudi Arabien, Golfen, Brasilien og Mexico. I de 19 % indgår ligeledes den højere middelklassen fra Syd. Men dette øvre lag fjerner sig stadig fra de 80 % fattigste på denne klode. De sidste årtier har desuden skabt et særligt lag i Syd af internationalt mobil arbejdskraft. Det er højtuddannede, især inden for IT og tekniske fag. Disse eftertragtede immigrantarbejdere kan modsat alle andre få tilladelse til at komme ind og nyde det samme lønniveau som deres kollegaer i Nord, nogle gange endda mere i kraft af skattefordele. I Nord kaldes de heller ikke for indvandrere, men “eks-pats” for ekspatrierede. Dette lag har også en bredere betydning i Syd, ikke kun for de involverede arbejdere, men også via de forhåbninger, de skaber omkring sig og de penge, de ofte sender hjem.

Arbejderklassen i Nord

Udvikling af arbejderaristokratiet er som beskrevet i del I en historisk pro­ces. Marx og Engels beskrev det som et lag af hovedsagelige faglærte ar­bejdere, et lag som kommer og går med konjunkturerne, mens Lenin defi­nerede arbejderaristokratiet som et mere permanent lag af borgerliggjorte arbejdere. Siden da er forskellen i løn og levevilkår mellem det globale Nords arbejderklasse og Syds proletariat øget betydelig. Lønniveauet i Nord har bevæget sig til et niveau, hvor arbejderklassen har meget mere end “deres lænker at miste” ved kapitalismens sammenbrud. Det drejer sig ikke bare om et globalt set højt niveau af forbrug. Arbejderklassen i Nord har direkte inte­resse i kapitalismens forsatte udvikling. Det relative høje lønniveau betyder, at mange lønmodtagere investerer en stor del af deres løn i fast ejendom. De har dermed direkte interesse i udviklingen af ejendomsmarkedet. Et andet forhold som knytter arbejderklassen i Nord til kapitalismen er pensionssy­stemet. Det er de seneste årtier lykkedes fagbevægelsen at sikre store dele af arbejderklassen supplerende pensioner til den statslige folkepension. For 25 år siden havde to ud af tre lønmodtagere ikke andet end folkepensionen at leve for i deres otium. I dag har ni ud af ti en arbejdsmarkedspension. I gennemsnit indbetales 15 % af lønindkomsten til en arbejdsmarkedspensi­onsfond, hvor arbejdsgiveren bidrager med 2/3. Pensionsfondene investerer deres midler i aktier obligationer, andre værdipapirer, køb og salg af jord og ejendom og så videre, således at kapitalen på lønmodtagerens pensionskonto forrentes bedst muligt. Arbejdsmarkedspensionerne er vokset så meget, at de i 2030 vil overstige folkepensionen. Allerede i dag er pensionsformuen 1,5 gange så stor som Danmarks årlige BNP og i 2040 det dobbelte. [7] Denne udvikling af pensionssystemet i Nord medfører, at store dele af befolkning lever, eller vil komme til at leve, som rentier af deres pensions kapital, og er således direkte knyttet til kapitalismens velbefindende.

Emmanuel definerede arbejderaristokratiet som en klasse, der per de­finition skaber mindre værdi end den værdi, deres lønninger gør det muligt for dem at tilegne sig. Det betød samtidig, at de er allierede med den impe­rialisme, der tilvejebringer dem denne ekstra værdi. [8]

Hvad er mere præcist et lønniveau “betydelig over subsistensniveau­et”, som er nævnt ovenfor, og som i dag definerer arbejderaristokratiet eller måske nærmere forbrugeraristokratiet? Det er et lønniveau, som overstiger den gennemsnitlige værdi per arbejder skabt af den globale arbejderklasse som et hele. For at komme ind i top 20 % i den globale indkomstfordeling skal en person blot tjene $1.830 (2010-tal) om året. [9] Stort set alle, der lever i OECD-landene falder ind i denne kategori. I dag er hele den legale arbej­derklasse i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og New Zealand således en del af arbejderaristokratiet, sådan som Emmanuel har defineret begrebet. Denne globale arbejds- og lønopdeling har givet kapitalismen i Nord en dynamik og stabilitet, der igen har virket tilbage på og konsolideret arbej­deraristokratiet. Økonomisk er befolkningen blevet det højt konsumerende marked, der sikrer, at de stadig flere producerede varer bliver solgt med pro­fit, og dermed hindrer kapitalismens iboende tendens til overproduktionskri­ser. Politisk har arbejderaristokratiet også skabt stabilitet. Den revolutionære arbejderbevægelse døde ud i Europa i 1920’erne og den socialdemokratiske tendens sejrede. Det betød sikkerhed for kapitalens langsigtede investeringer, og desuden sikrede det arbejderaristokratiets loyale deltagelse i de imperia­listiske krige. De nationale interesser blev vigtigere end den klassemæssige internationale solidaritet.

Ideologisk har arbejderaristokratiets livsstil fungeret som et billede på, ikke hvad imperialismen har givet dem, men hvad liberal kapitalisme og parlamentarisk demokrati kan give. Dette billede har haft betydning for så­vel opløsningen af den “reelt eksisterende socialisme” og spiller også en rolle i de revolter, der pågår i Mellemøsten og Nordafrika i disse år. Det tænder det forfængelige håb om, at der med liberalt demokrati og kapitalisme følger økonomisk og social velfærd.

I løbet af 1900-tallet udviklede arbejderaristokratiet sig fra at være en minoritet af faglærte arbejdere i nøgleindustrier til at omfatte hovedpar­ten af arbejderklassen i metropolerne. Fra 1920’erne til 1970’erne var det socialdemokratiske politikere og fagforeningsfolk, der forhandlede arbejder­klassen en central position i de rige landes velfærdsstaten. Selv da neolibera­lismen i slutningen af sidste århundrede og i begyndelsen af dette lagde pres på lønniveauet og velfærdsstaten, lykkedes det stort set for arbejderklassen at beholde sit høje lønniveau, om end især den gamle industriarbejderklasse kom under pres fra konkurrence fra det globale Syd og fra Østeuropa. Sam­tidig er der de seneste årtier skabt et nedre lag – et prekæriat – af relativ lavtlønnet arbejdskraft i Nord, for det mest bestående af immigranter. Der er således en tendens til en opdeling af befolkningen i Nord i dem, der nyder godt af den nye globale arbejdsdeling og dem, der er under stigende pres fra outsourcing af industrielle arbejdspladser og neoliberal demontering af den gamle velfærdsstat.

Det globale bourgeoisi

Kapitalen eller bourgeoisiet har traditionelt bestået af familier, som fra ge­neration til generationen har specialiseret sig i særlige former for produktion. Mærsk-familien er et klassisk eksempel. Dette bourgeoisi var en klasse ind­lejret i nationen, motiveret af såkaldt “nationale interesser,” hvad der end ligger af tvetydigheder og begrænsninger i det begreb. Det nye bourgeoisi er mere transnationalt og fremtræder mere anonymt i form af bestyrelser og fonde. Det nye bourgeoisi skabes i dag mere i finans- og handelssekto­ren end ved teknologiske gennembrud, der ofte karakteriserede det gamle bourgeoisi. 20 % af verdens dollarmilliardærer genererer deres formue ved finansielle transaktioner. Uligheden mellem bourgeoisi og proletariat ved­bliver dog at være et træk ved kapitalismen, såvel inden for en nation som globalt. Fra 1996 til 2014 er antallet af dollarmilliardærer i verden vokset fra 422 til 1.645. [10] De 100 rigeste milliardærer øgede deres formue med 240 milliarder dollars i 2012. For at sætte dette tal i relief, så ville det ifølge Jeff Sachs koste 175 milliarder dollars at fjerne ekstrem fattigdom, defineret som en indkomst på under 1 dollar om dagen. [11]

I de sidste årtier er uligheden også vokset på nationalt plan. I USA er den rigeste ene procents indkomst fordoblet siden 1980 fra 10 % til 20 % af de samlede indkomster i USA, mens den for de 0,01 % rigeste er firedoblet. [12] Ser man mod det globale Syd, er Sydafrika i dag det mest ulige land i verden og betydeligt mere ulige end under apartheidregimet. Efter Kinas og det tidligere Sovjetunionens integration i den globale kapitalisme, med den deraf følgende opløsning af planøkonomien og liberaliseringen af økono­mien, er uligheden i disse lande øget markant og begge har fået et hovedrigt bourgeoisi. I 1996 var der ingen dollarmilliardærer i Rusland og Kina, men i 2010 var der 70 i Rusland og 72 i Kina. [13] Mens neoliberalismen har delt den globale arbejderklasse i nationale fragmenter, har bourgeoisiet udviklet en transnational klassebevidsthed og forfølger en stadig stigende kapitalistisk globalisering styret af institutioner som diverse “G”-møder, WTO, IMF, Verdensbanken o.l.

Den globale neoliberalisme betød en ny global arbejdsdeling af histo­riske dimensioner, der opdelte verden i produktionsøkonomier placeret i det globale Syd, og konsumtionsøkonomier i det globale Nord. Syd er således blevet køkkenet, mens Nord er spisestuen i den globale økonomi. Den glo­bale neoliberalisme har imidlertid også sine modsigelser, som for første gang kom til udtryk i den såkaldte finanskrise i 2007. Krisens egentlige grundlag er imidlertid den klassiske tendens i kapitalismen til overproduktion eller underkonsumtion, alt efter synsvinkel. De stigende profitter kunne ikke alle omsættes i produktive investeringer. Presset på lønniveauet i Nord førte til et stagnerende forbrug, og det lave lønniveau i Syd gav ikke anledning et kompenserede forbrug her. I mangel af profitable produktive investerings­muligheder blev profitten i stedet investeret i spekulation i værdipapirer, va­luta, jord og ejendom. Den accelererende efterspørgsel og handel i disse sektorer førte i første omgang til stærkt stigende priser og større profitter. Den såkaldte casinokapitalisme voksede eksponentielt på bekostning af den produktive kapitalisme. Det blæste spekulationsbobler op, der bristede, da USA’s ejendomsmarked brød sammen og rev bankerne med sig.

Et udtryk for krisen i den globale neoliberalisme har været stigende økonomisk, politisk og social uro i Syd og Nord, en uro, der indtil videre mere har haft karakter af kaos end kamp for en anden og bedre verdensorden. Jeg tror ikke, at denne krise blot er en konjunktur. Det er en dybere strukturel krise i kapitalismen. Spørgsmål er, om de kræfter, der er i opposi­tion til systemet, kan tage en progressiv retning og ikke mindst om de evner at forene sig, eller om de i stedet vil forblive splittede i varetagelse af deres egne kortsigtede interesser.