George Habash’s tale på Continental Hotel

Mine damer og herrer.

Jeg føler det som min pligt at forklare, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Naturligvis er jeg, fra et liberalt synspunkt, ked af hvad der skete, og jeg er ked af, at vi har voldt Dem ubehageligheder de sidste 2-3 dage, men bortset fra det håber jeg, De vil forstå eller i det mindste prøve at forstå, hvorfor vi har handlet, som vi har. Det vil sikkert være svært for Dem at forstå vort synspunkt. Mennesker, der lever under forskellige omstændigheder, tænker i forskellige baner. De kan ikke tænke på samme måde, og for os, det palæstinensiske folk, har de forhold, vi har levet under i en hel del år, skabt vores tankegang. De vil kunne forstå vores tænkemåde, hvis De kender et meget grundlæggende faktum: vi palæstinensere har i de sidste 22 år boet i telte og hytter. Vi blev drevet ud af vores land, vores huse, vores hjem, vores jord, vi blev drevet ud som får og efterladt her i flygtningelejrene under yderst umenneskelige forhold. I 22 år har vort folk ventet på at genopnå dets rettigheder, men intet skete. For 3 år siden blev omstændighederne gunstige for at vort folk kunne få våben og forsvare sin sag, tage tilbage og genoprette sine rettigheder og befri sit land. Efter 22 års uretfærdigheder, umenneskeligheder, mens vi bor i lejre, uden at nogen tager sig af os, føler vi, at vi har fuld ret til at forsvare vor revolution. Vi har al ret til at forsvare vor revolution. Vort moralkodeks er vor revolution. Hvad der frelser vor revolution, hvad der hjælper vor revolution, hvad der forsvarer vor revolution er rigtigt, er overordentlig rigtigt og overordentlig ærefuldt og meget nobelt og smukt, for vor revolution betyder retfærdighed, betyder, at vi får vore hjem, vort land tilbage, og det er et yderst retfærdigt og ædelt mål. De er nødt til at tage dette punkt under overvejelse. Hvis De ønsker, på den ene eller den anden måde, at samarbejde med os, må De prøve at forstå vort synspunkt.

Vi vågner ikke om morgenen til en kop mælk eller Nescafé og tilbringer ikke en halv time foran spejlet, mens vi tænker på at flyve til Schweiz eller tilbringe en måned i dette eller hint land. Vi har ikke tusinder eller millioner af dollars som De, i USA eller England har, vi lever til dagligt i lejre. Vore hustruer venter dagligt på, hvorvidt vandet kommer kl. 10 om formiddagen, kl. 12 eller kl. 3 om eftermiddagen. Vi kan ikke være så afslappede, som De kan, vi kan ikke tænke på samme måde som De!

Vi har levet under sådanne omstændigheder ikke een dag, ikke to dage, ikke tre dage, ikke een eller to uger eller tre. Ikke et år, ikke to år, men i 22 år.

Hvis en hvilkensomhelst af Dem kommer til disse lejre og bliver der i en eller to uger, vil han blive rystet, for han kan ikke tænke eller handle uden hensyn til de gældende forhold.

Da vor revolution startede for 3 år siden, blev mange rænker smedet for at ramme den. Rent faktisk startede alle fedayeen-organisationerne efter juni 1967 – enret så velkendt dato også for Dem – med øjnene rettet mod det erobrede land. Men da revolutionen udviklede sig, lagde mange kræfter – vore fjender – planer for at slå denne revolution. USA er imod os. Det er vi helt klare over. Vi mærker det også. Vi mærkede det sidste år med Phantom-hjælpen (til Israel – red.). USA er imod vor revolution. De arbejder på at knuse vor revolution. De arbejder gennem de reaktionære regimer i Libanon og Jordan. De prøvede d. 4. november 1968 at knuse revolutionen. Uanset dette havde vi alle her under begivenhederne øjnene rettet mod det erobrede land. D. 4. november 1968 var det første forsøg. Endnu et forsøg blev gjort for 4måneder siden, d. 10. februar, og i sidste uge gennemlevede vi det tredje forsøg. Rent faktisk arbejder de dagligt mod revolutionen. Hver eneste dag. Disse datoer er kun højdepunkter, hvor deres forsøg lå på det plan. Hver gang taber vi mænd, mister vi blod, yder vi ofre. D. 10. februar var der mindst 50 faldne. Hvad angår dette tredje forsøg, startede det reaktionære regime i Jordan det for at knuse revolutionen, og befolkningen her i Jordan ved det udmærket og føler det. Enhver der bor i Jordan er glimrende klar over det. Vi kan ikke basere vor revolution på løgne, jeg taler om fakta.

Sidste lørdag var der en episode her i Amman, om søndagen i Zerqa, og så blussede begivenhederne op. Denne gang havde vi på fornemmelsen, at det, i det mindste udfra deres eget synspunkt, var ment som et afsluttende forsøg. Jeg mener, at de denne gang var besluttede på uanset prisen at knuse vor revolution.

Vi følte her, at vi havde al ret i verden til at forsvare vor revolution. Vi erindrede al den elendighed, alle de uretfærdigheder og de forhold, hvorunder vort folk lever, den

kulde hvormed verdensopinionen anskuer vor sag, og så følte vi, at vi ikke ville tillade dem at knuse os. Vi vil forsvare os selv og vor revolution på enhver måde og med ethvert middel, for – som jeg fortalte Dem – vort moralkodeks er vor revolution. Enhver ting, der forsvarer vor revolution, er rigtig. Således er vor tænkemåde. Derfor planlægger vi modforholdsregler, der afgør, hvorvidt vi vil sejre eller ej.

Et af punkterne i disse planer var Dem – hvad der skete her. Vi følte, at vi havde fuld ret til at lægge pression her på det reaktionære regime og USA og alle sådanne kræfter, og at dette ville være et vindende kort i vor hånd. Jeg taler meget åbent til Dem, og jeg vil også være åben og fortælle Dem noget andet: vi var fast besluttede, det var ikke nogen spøg!

Jeg er meget glad over, at tingene og forholdene udviklede sig på den måde, de gjorde, for – for at være ærlig – vi var fast besluttede på, at såfremt de ville smadre os i lejrene, ville vi sprænge denne bygning og Philadelphia i luften. Vi var faktisk fast besluttede på det. Hvorfor? Fordi vi ved, at vor revolution vil fortsætte, også selv om de knuser os her i Amman, og fordi vi ønsker, at Deres regeringer skal vide, at fra nu af mener Fronten hvert ord, den siger.

Vi var fast besluttede på at sprænge dette hotel og Philadelphia Hotel i luften under een ganske bestemt omstændighed. Vi var meget omhyggelige med ikke at miste besindelsen. Men hvis vi havde følt, at de ville knuse os med deres tanks, artilleri og flyvere, var vi fast besluttede på dette punkt. I er ikke bedre end vort folk. I det sidste sammenstød var der mindst, tro mig, mindst 500 faldne.

I går var jeg på blot eet hospital, hvor lægerne fortalte mig, at der var 280 sårede og 60 dræbte. Dræbte kæmpende.

Mine damer og herrer.

Jeg er meget lettet over, at vi ikke blev trængt op i en krog og tvunget til at gøre det, vi var fast besluttet på at gøre, såfremt tingene udviklede sig i den retning.

Jeg kender den liberale tænkemåde, jeg kender den overordentlig godt. Jeg ved, hvor overordentlig vanskeligt det vil være at overbevise Dem. Jeg ved, at nogen af Dem vil sige på nuværende tidspunkt: “Hvad har jeg at gøre med disse ting? Dette er meget uretfærdigt, ubehøvlet og selvisk.” Det er i orden! De forhold, hvorunder folk lever, er afgørende for den måde, hvorpå de tænker og for deres moralkodeks.

Vi gjorde vort bedste – og vi håber, det lykkedes for os – for at De under Deres tilstedeværelse i dette hotel under Frontens auspicier blev behandlet på den bedst tænkelige måde.

Det er første gang, vi har forestået et hotel. Vore mænd, ved jeg, er meget dygtige til at kæmpe, men jeg ved ikke i hvor vid udstrækning, de er i stand til at forestå et hotel. Men instruktionerne var meget klare, og jeg håber, det er lykkedes for dem. Jeg tror, vi hjalp Dem ved at bevare besindigheden. I forgårs blev al-Wahdat-lejren bombarderet i mere end en halv time. Enhver af Dem kan tage ud til al-Wahdat-lejren og se de steder, der blev berørt. Det er en meget naturlig ting i en sådan situation at tænke på at sætte sine planer til udførelse. Men vi bevarede i høj grad besindelsen.

Mine damer og herrer.                        

De bedes undskylde mit engelske. Lad mig personligt sige, at jeg beder Dem undskylde de ubehageligheder, De har haft i de sidste 3-4dage. Men fra et revolutionært synspunkt føler vi, og vil vi fortsætte med at føle, at vi fuldtud havde ret til at gøre det, vi gjorde.

Tak for ordet.