Kapitel 4

Imperialismeteoriens guldalder

Teoretisk nybrud

Teorierne om imperialismen var i 1940’erne og 50’erne overvejende domineret af Lenins imperialismeopfattelse. I slutningen af 1960’erne skete der imidlertid et begyndende nybrud i analysen af imperialismen. Det kom både fra revolutionære praktikere i den tredje verden og fra mere akademiske kredse i Europa og Nordamerika med tilknytning til det nye venstre, der voksede frem af en kritik af både den såkaldte “reelt eksisterende socialisme” i øst og af kapitalismen i vest, og som kulminerende med ungdomsoprøret i 1968.

En vigtig tidlig eksponent for dette nybrud var Poul Baran (1910-1964). Han voksede op i Polen og Sovjetunionen, men immigrerede under truslen fra nazismen til USA i 1939, hvor han endte som professor i økonomi på Stanford University. Baran udviklede forståelsen af begrebet monopolkapitalisme som transnationalt snarere end et nationalt fænomen – i høj grad en afspejling af kapitalismens udvikling i USA efter Andens Verdenskrig. Et særligt træk ved denne transnationale monopolkapitalisme var, at den skabte underudvikling i den tredje verden. I 1957 foldede han teorien ud i bogen Political Economy of Growth og senere sammen med Poul Sweezy i Monopoly Capitalisme. [1] Der var ikke noget element af ulige bytte-teori eller arbejderaristokrati i Barans teorier. Det var monopolkapitalen med dens investeringer og dens hjemtagning af profitter, som var det centrale. Ifølge ham faldt der ikke noget af til arbejderklassen i de udviklede lande. Ikke desto mindre dannede Barans teorier bro mellem det gamle – Lenins imperialismeteori og Hilferdings forståelse af finanskapital – og så det imperialismeteoretiske nybrud. Baran blev en inspirationskilde for hele den skole af imperialismeteoretikere, der fulgte efter i 1960’erne med økonomiske teoretikere som André Gunder Frank [2], Samir Amin, Immanuel Wallerstein, Pierre Jalée [3] og Arghiri Emmanuel, og med revolutionære praktikere som Fidel Castro, Che Guevara og Almilcar Cabral. For første gang formuleredes en omfattede økonomisk teori om kapitalismens underudvikling af den tredje verden i opposition til tidens moderniseringsteorier, der lovede den tredje verden udvikling, hvis de blot fulgte den vestlige verdens eksempel. A.G. Frank skrev efter sit møde med Baran i 1964: “Barans systematiske undersøgelse af underudvikling og udvikling, som to sider af samme mønt i kapitalismen på verdensplan, åbnede døren til en forståelse af verdens historie, før, nu og i fremtiden.” [4]

I USA var det kredsen omkring tidsskriftet og forlaget Monthly Review med folk som Harry Magdorf og Poul Sweezy i spidsen, der videreførte Barans arbejde med analyser af den amerikanske imperialisme i lyset af Vietnamkrigen og USA’s engagement i Sydamerika. Det var politisk økonomi med vægt på den stigende transnationale monopolisering i kapitalismen, men også imperialismeteori. Denne teoretiske retning havde tætte forbindelser til de nye venstrebevægelser og modstanden mod Vietnamkrigen i USA. Jeg oplevede selv Sweezy og Magdof i et tæt pakket Studenterhuset i København i 1972, hvor de holdt foredrag om USA-imperialismen og Vietnamkrigen.

Netop i denne periode indgik kredsen omkring Monthly Review sammen med en række latinamerikanske akademikere i en fælles imperialismeteoretisk forståelsesramme, kaldet afhængighedsteori (dependency theory). Afhængighedsteori beskrev imperialismen som et system med et center, bestående af Nordamerika, Nordvesteuropa og Japan, der udbyttede en periferi, nemlig den tredje verden. Sidstnævnte leverede ifølge teorien råstoffer og tropiske landbrugsprodukter fremstillet med billig arbejdskraft. Centret opretholdt systemet gennem sin økonomiske og politiske dominans over periferien. Denne udbytning blokerede for en selvstændig udvikling af periferien såvel i en socialistisk retning som i en national kapitalistisk. Kun en revolution, der afkoblede periferien fra det imperialistiske system, kunne ifølge afhængighedsteoretikerne sikre udvikling af den tredje verden. Mange af afhængighedsteoretikernes bøger udkom på dansk i 1970’erne på det venstreorienterede forlag Demos. I de følgende afsnit ser jeg nærmere på de teoretikere, der kom til at spille den største rolle for os: Emmanuel, Wallerstein og Amin.

Emmanuel og det ulige bytte

Den imperialismeteoretiker, der fik størst betydning for os i M-KA, var uden tvivl Arghiri Emmanuel. Han blev født i Patras i Grækenland i 1911 og deltog fra 1942 som frivillig i den græske befrielseshær, som kæmpede mod den tyske besættelsesmagt i Grækenland. I slutningen af 1950’erne havde han tilknytning Patrice Lumumbas uafhængighedsbevægelsen i Congo. I 1957 rejste Emmanuel til Paris for at studere kunsthistorie, men begyndte i 1961 som 50-årig i stedet studier i politisk økonomi. Året efter præsenterede han i artikelform for første gang teorien om det ulige bytte. I den sammenhæng formulerede han allerede dengang spørgsmålet: “Må vi udvide Lenins begreb, arbejderaristokrati, ved at sige, at i dag udgør arbejderklassen i de udviklede lande jordens arbejderaristokrati?” [5] I 1969 udgav han sit hovedværk, Det ulige bytte, [6] som hurtigt blev oversat til en lang række sprog og fik stor opmærksomhed, men som samtidig udløste en heftig debat op gennem 1970’erne inden for teorifeltet.

Vi i KAK fik forbindelse med Emmanuel i 1974, og vi nåede hurtigt frem til, at vi i vores analyse lå meget på linje. Efter et besøg, skrev han i et brev dateret 15. marts 1974 følgende til os:

“Jeg finder Deres bestræbelser for klarhed absolut bemærkelsesværdige. Det, som jeg særligt beundre, er Deres moralske og intellektuelle mod. Jeg ved af erfaring, at det langt fra er let at vende front mod en vis konformisme. I Deres tekster har jeg svært ved at finde passager som jeg ikke kan underskrive (…) Det, som har gjort mest indtryk ved første gennemsyn af Deres papirer, er den mesterlige måde, hvorpå De fremhæver, at den marxistiske kategori arbejderaristokrati ikke nødvendigvis blot er en minoritet. Hvis dette almindeligvis, men ikke altid er tilfældet i Lenins skrifter, genspejler dette en simpel historisk kendsgerning. Men der findes absolut intet teoretisk element hverken hos Marx og Engels eller hos Lenin eller hos andre klassiske marxister, som begrænser “aristokratiseringen” af arbejderne til en vis procentdel af arbejderbefolkningen i en nation. Jeg har allerede sagt og skrevet det samme, men jeg konstaterer, at De allerede havde formuleret det før mig…” [7]

Det var dog først i 1978, efter splittelsen i KAK, at vi udviklede relationerne via besøg i Paris. Der var flere grunde til, at vi var inspirerede af Emmanuel.

Sammenlignet med de fleste andre inden for den bølge af imperialisme-, center-periferi- og afhængighedsteori, der voksede frem i begyndelsen af 1970’erne, lå Emanuels teori om udenrigshandel og det ulige bytte i direkte forlængelse af Marx’ værdiopfattelse i Kapitalen. [8] Marx havde skitseret endnu et bind af sit økonomiske hovedværk, der skulle omhandle udenrigshandel, men nåede aldrig at skrive det. [9] Det var denne tråd, Emmanuel tog op. På samme måde som i Kapitalen formulerede Emmanuel sin teori i en kritik af den klassiske politiske økonomi i form af den indflydelsesrige engelske økonom, David Ricardos (1772-1823) teori om de komparative fordele i international handel, som forudsætter fri bevægelighed af såvel kapital som arbejdskraft.

Ifølge Emmanuel havde det ulige bytte et historisk grundlag skabt af kolonialismen fra 1400-talllet til 1700-tallet og videre af imperialismen i 1800- og 1900-tallet. Emmanuel mente, at center-periferi forholdet bliver cementeret i 1880’erne, hvor der udviklede sig to forskellige lønniveauer, et relativt højere i de imperialistiske centerlande og subsistenslønningerne i kolonierne. Denne proces var resultat af to gensidigt afhængige forhold: På den ene side arbejderklassens kamp, først i England, senere i resten af Europa. [10] På den anden side imperialismens undertrykkelse og udbytning af de koloniale folk. Teorien om det ulige bytte gjorde således lønniveauet til den afgørende uafhængige faktor for en nations position i det imperialistiske system. Emmanuels teori byggede endvidere på en forudsætning, som negligeredes i såvel klassisk liberal som neoliberal handelsteori, nemlig, at kapitalen er mobil på globalt niveau, mens arbejdskraft har en lav grad af global mobilitet. Arbejdskraftens manglende bevægelsesfrihed kombineret med kolonialismen udviklede således to forskellige lønniveauer i henholdsvis det globale Nord og det globale Syd. Disse forskellige lønniveauer førte til, at relativt dyre varer produceredes i “Nord”, mens relativt billige varer produceredes i “Syd”. Når der udveksledes varer mellem Nord og Syd var der ud fra en marxistisk forståelse af værdi tale om et ulige bytte, i og med der overførtes en højere værdi skjult i de lave priser på varer produceret med lav løn i Syd. [11]

Emmanuels ulige bytte teori blev fra ortodokst marxistisk hold kritiseret for kun at beskæftige sig med varecirkulationen, mens den reelle udbytning fandt sted i produktionen. Til trods for den måske lidt upræcise betegnelse “ulige bytte” er der mere bag begrebet end køb og salg af varer. Bag dette ulige bytte ligger konflikten mellem arbejde og kapital. Den globale værdioverførsel bunder i vidt forskellige udbytningsgrader i de imperialistiske lande og i den tredje verden. Kritikerne overså, at Emmanuel netop tog udgangspunkt i det forhold, at værdien skabtes i produktionen og ikke i kraft af varecirkulationen som sådan. Det var netop de forskellige lønniveauer i produktionen, der var grundlaget for det ulige bytte. Selv de mest stringente udlægninger af Marx’ værditeori involverer imidlertid, at der via handel kan ske overførsel af værdi. Det er i denne proces tilegnelsen af værdien sker. Hvad Emmanuel gjorde, var at bruge Marx’ arbejdsværditeori til det globale niveau, noget som sjældent forsøgtes af hans kritikere.

En anden årsag til vi fandt Emmanuel interessant var, at han var klar i sine formuleringer af de politiske konsekvenser af det ulige bytte – skabelsen af arbejderaristokratiet:

“Når den relative betydning af den nationale udbytning, en arbejderklasse udsættes for svinder gradvist, sammenlignet med de fordele den har ved at tilhøre en privilegeret nation, så kommer der et punkt, hvor målsætningen om at øge den nationale indkomst som helhed bliver vigtigere end at øge andelen af den nationale indkomst (…) Derved opstår der en reel fælles front af arbejdere og kapitalister i de velstående lande rettet mod de fattige lande samtidig med, at der foregår en intern fagforeningskamp om at dele byttet. Under disse betingelser bliver fagforeningskampen nødvendigvis en slags deling af byttet mellem partnere. Det er derfor ikke noget tilfælde, at militant fagforeningskamp i de rigeste lande som USA – med lignende tendenser i andre udviklede kapitalistiske lande – degenerere til økonomisk reformisme og videre til samarbejde og organiseret kriminalitet.” [12]

Med Emmanuels teori kunne vi i M-KA formulere det økonomiske grundlag for snylterstatsteorien, som vi var mislykkedes med, da vi opdaterede Lenins “Imperialismen som kapitalismens højeste stadie”. I bogen Imperialismen i dag fra 1983 beskrev vi vores analyse af, hvordan det ulige bytteforhold fungerede og af dets politiske konsekvenser. Inden udgivelsen gennemgik vi bogen med Emmanuel, og han var så venlig at bidrage med et forord. [13] I bogen arbejdede vi meget med at give et konkret bud på det ulige byttes størrelse på grundlag af undersøgelser af forskelle i lønniveauet i forskellige dele af verden sammenholdt med tal for verdenshandlen. Vi nåede frem til, at det ulige bytte i 1977 lå på ca. 350 milliarder USD, der blev overført fra den tredje verden til de rige lande (OECD-lande). Til forskel fra vores tidligere opdatering af talmaterialet i Lenins imperialismemodel, kunne det ulige byttes størrelsesorden forklare forskellen i levestandard mellem det globale Nord og Syd. [14]

I 1974 kom Emmanuel med endnu en væsentlig udgivelse, Profit and Crises, [15] hvor han i en kritik af den klassiske, franske liberale økonom, J.B. Say (1767-1832) undersøgte årsagerne til kapitalismens tilbagevendende kriser i form af en ubalance mellem udbuddet af varer og købekraften. Det grundlæggende problem i kapitalismen var ikke at producere, men at sælge, konkluderede Emmanuel. Det ulige bytte flyttede købekraft fra de fattige lande til de rige, og havde således historisk skabt en dynamisk kapitalisme i de rige lande og en krisefyldt kapitalisme i de fattige lande.

I de sidste aktive år beskæftigede Emmanuel sig med den tredje verdens gældskrise, [16] før han i slutningen af 1980’erne trak sig tilbage fra den akademiske verden. Efter vores fængsling i april 1989 blev han interviewet til en række aviser om hans relationer til os. Han kendte naturligvis intet til vores illegale praksis, vores samarbejde med ham var udelukkende omkring teoriudvikling. I disse avisartikler følte han sig til dels misforstået, hvilket han udtrykte i et brev til mig, som jeg først modtog et par år senere, da det blev tilbageholdt af politiet:

“Hvad jeg søgte at fortælle journalister i løbet af det lange interview var, at når ens egen del af kampen i den tredje verden er begrænset til at skrive bøger og artikler, så skal man være varsom med at dømme (…) Jeg forstår mere og mere hvordan I nåede frem til at betragte den illegale praksis som en “sine qua non” (ufravigelig) betingelse for kampen.” [17]

Vi forsatte en brevvekslingen, og jeg besøgte Emmanuel sidste gang i 1996 efter min løsladelse. Emmanuel døde i 2001, 90 år gammel. [18]

I 1970’erne og 80’erne havde Emmanuel meget få, der sympatiserede med hans analyser. Blandt politikere var det først og fremmest på Cuba, der var interesse for ulige bytte-teori. Efter splittelsen i KAK i 1977 fik vi øje for Cubas bidrag til imperialismeteori. [19] De cubanske revolutionære havde allerede i begyndelsen af 1960’erne talt om imperialismen i de termer, der blev brugt af akademikerne i slutningen af 1960’erne. Che Guevara, der ellers mest er kendt for tekster om guerillastrategi, har også beskæftiget sig med ulige bytte-teori. Hans tanker desangående kom til udtryk i en tale til “Det andet økonomiske seminar om afroasiatisk solidaritet” i Algeriet i februar 1965:

“Hver gang et land bliver befriet siger vi, at det er et nederlag for det imperialistiske system. Men vi må være enige om, at et brud med imperialismen ikke opnås blot ved en væbnet revolution eller ved at proklamere uafhængighed. Det er først opnået, når den imperialistiske økonomiske dominans over et folk er brudt.” [20]

Che appellerede til den socialistiske blok om at handle på lige betingelser og ikke kopiere de imperialistiske landes mønster på international handel:

“Når mange underudviklede lande analyserer deres problemer, når de til samme logiske konklusion. De siger: Hvis forringelsen af deres bytteforhold er en objektiv realitet og årsag til de fleste af deres problemer, og hvis det medvirker til faldet på prisen af de råvarer, de eksporterer og prisstigningerne på de forarbejdede varer, de importerer fra verdensmarkedet – ja så vil de socialistiske lande i handel med de underudviklede lande, baseret på verdensmarkedspriser, også drage fordel, thi generelt eksporterer de forarbejdede varer og importerer råvarer. (…)

En konklusion må drages at dette: De socialistiske lande må hjælpe med at betale udviklingen af de lande, der netop begyndt på vejen til befrielse (…) Vi må ophøre med al tale om udvikling af gensidig fordelagtig handel på basis af markedsværdien og de internationale relationer af ulige bytte, som er resultatet af denne værdilov. Hvordan kan det være gensidigt fordelagtigt at sælge råvarer til verdensmarkedspriser, råvarer som har kostet de underudviklede lande sved og tårer, og samtidig købe maskiner til verdensmarkedspriser, maskiner som er fremstillet i automatiserede fabrikker? Hvis vi etablerer den form for handelsrelationer, ja så må være enige om at de socialistiske lande, på en vis måde, er medskyldige i imperialistisk udbytning.” [21]

Også Fidel Castro tog uligebytte-problematikken op i mange af sine taler. Her et citat fra hans tale til FN’s Generalforsamling i 1979 på vegne af De Alliancefrie Landes Bevægelse:

“Det primære grundlæggende mål for vores kamp består i at reducere det ulige bytte, indtil vi helt har elimineret det. Det ulige bytte har omformet international handel til et meget effektivt redskab til at udplyndre os for vores rigdomme. I dag bliver en times arbejde i de udviklede lande byttet med ti timers arbejde i de underudviklede lande (…) Det ulige bytte ruinerer vores folk. Det må høre op! (…) Den økonomiske kløft mellem udviklede lande og de lande, der søger udvikling snævres ikke ind, men udvides. Den må lukkes” [22]

Wallerstein og Amin

Sammen med den økonomiske underbygning af snylterstatsteorien med Emmanuels “ulige bytte” søgte vi også at udbygge teorien med en mere solid historisk og sociologisk klasseanalyse. I 1977-80 foretog vi et studie af kapitalismens historiske oprindelse og dens samtidige opdeling af verden i center og periferi. Vi publicerede et par artikler i vores tidsskrift Manifest og udarbejdede flere artikler i serien, som aldrig blev publiceret. Studieopgavens omfang blev hele tiden udvidet, og sammen med alle de andre praktiske opgaver, organisationen syslede med, blev vi klar over, at vi havde slået for stort et brød op. Undervejs i vores studie blev vi desuden bekendt med, at Immanuel Wallerstein sådan set allerede havde foretaget denne analyse i sit værk, The Modern World-System. [23]. For de historiske forudsætninger for kapitalismens udvikling i Europa og USA se også Cope (2015): 43-82. Stavrianos har skrevet sin verdenshistorie Global Rift i et center-periferiperspektiv.)) I den såkaldte World-System Theory, verdenssystemteorien, undersøgte han netop kapitalismen som et sammenhængende verdenssystem i det lange historiske perspektiv. Verdenssystemteorien insisterede nemlig på, at kapitalismen fra dens udspring i 1400-tallet altid havde eksisteret som et verdenssystem, organiseret i et center-semiperiferi-periferi-hierarki. Semiperiferien var særligt for verdenssystemteorien. Semiperiferien var ifølge Wallerstein et specielt dynamisk element, som udgjordes af nationer, der enten er på vej mod en center- eller periferistatus. I en nutidig kontekst kan man således med teorien spørge, om f.eks. Sydkorea er på vej på til at blive et centerland, eller om Rumænien er på vej mod periferien.

Politisk kom denne opdeling i center-semiperiferi-periferi til udtryk i et hierarki af nationalstater. Den politiske struktur i kapitalismen var ifølge teorien ikke den kapitalistiske stat, men det interstatslige system. Klassestrukturen var indlejret i det interstatslige systems magthierarki. Arbejderklassen i centerlandene var forskellig fra arbejderklassen i periferien, men disse klassers politiske aktiviteter var for det meste orienteret mod den nationalstat, hvor de boede. Det var årsagen til, at mange venstreorienterede partier og bevægelser i realiteten primært opererede inden for det nationale perspektiv, også selv om de stadig kunne have en international retorik. Netop dette nationale perspektiv i klassekampen var med til at skabe og genskabe en opdeling af den globale arbejderklasse. Center-periferi-hierarkiet og nationalismen gennemskar og nedbrød solidariteten i arbejderklassen.

Wallerstein adopterede ulige bytte-begrebet fra Emmanuel, men hvor Emmanuel lagde hovedvægten på lønnen, og dermed økonomien, som den afgørende faktor for udviklingen af det ulige bytte, lagde Wallerstein hovedvægten på staten som den afgørende faktor:

“Koncentrationen af kapital i centret skabte både den finansielle basis og den politiske motivation til at opbygge relative stærke statsmaskinerier, hvis egenskaber blandt mange andre var at sikre at de perifere statsmaskinerier blev og forblev relativt svagere. De kunne dermed presse disse statsstrukturer til at acceptere eller endog fremme en specialisering i produktion, der placerede dem i den lave ende af produktionskædernes hierarki, ved at udnytte lavt betalt arbejdskraft, og skabe husholdninger, der tillader denne arbejdskraft at overleve. På denne måde skabte den historiske kapitalisme de såkaldte historiske lønniveauer, som varierer dramatisk mellem de forskellige zoner i verdenssystemet.” [24]

Hvor lønforskellen hos Emmanuel var den uafhængige variabel, der skaber det ulige bytte, var det hos Wallerstein den historiske kapitalisme, hvis aktive aktør, statsmagten, ikke mindst via dets militære apparat, skaber den nødvendige undertrykkelse, som opretholder det ulige bytte. Hvad angår konsekvenser af det ulige bytte for arbejderklassens rolle i centret, deler Wallerstein ikke Emmanuels synspunkt. For Wallerstein er det først og fremmest kapitalen, der drager fordelen.

Verdenssystemteorien var en kombination af historie, sociologi og statsteori, mens marxistisk politisk økonomi ikke var dens stærkeste side. En verdenssystemteoretiker selv, Donald A. Clelland, påpegede dette problem:

“World-System-teoretikere tager sjældent en klar position i forhold til teori om arbejdets værdi. Selv om begrebet merværdi medfører en accept af arbejdsværditeorien, behandles det ofte tilfældigt (…) Jeg mener, at World-System-teoretikere burde tage en klar position i forhold til arbejdsværditeorien, dels fordi andet ville være en fornærmelse i forhold til vores marxistiske arv og fordi andet fører til, at man ikke ordentligt kan forklare hvordan verdenssystemets processer og mekanismer virker.” [25]

Clelland drog også de politiske konsekvenser af overførslen af værdi fra periferien til centerlande:

“Det medfører også at de, der har fordel af dræningen af overskud, inkluderer almindelige mennesker – arbejderklassen i centerlandene. Ubehaget ved en sådan påstand for radikale og “mainstream” samfundsvidenskabelige forskere forklarer sandsynligvis også den noget “tynde” forfølgelse af spørgsmålet om ulige bytte og dræning af merværdi, selv om der nu er passeret en hel generation af World-System-teoretikere. Hvis vi genopdager den centrale rolle, som drænet af overskud har, så kan World-System-analyserne blive et historisk samfundsvidenskabeligt standpunkt, som leverer en kritik af den moderne imperialisme, set fra periferiens synspunkt.” [26]

Det er et synspunkt, man meget vel kunne udbrede til kredse uden for det akademiske miljø. Det er i dag stadig udbredt at marxister beskæftiger sig med udbytningen, de dårlige arbejdsbetingelser og fattigdommen i den tredje verden, men der er en politisk uvilje til at koble det til livsbetingelserne for arbejderklassen i de rige lande. Det er efter de fleste vestlige venstreorienteredes opfattelse kun kapitalen, der drager fordel af imperialismen. Man fastholder illusionen om arbejderklassens internationale solidaritet på trods af historiske erfaringer og fakta. I de globale politiske analyser af kapitalismen har Wallerstein meget at byde på, og han er en af de få teoretikere, der beskæftiger sig med verdenssystemets fremtidige udvikling.

Vi var i M-KA ligeledes inspireret af ægypteren Samir Amin, der til trods for, at han i 2011 passerede de 80 år, stadig er en aktiv teoretiker og debattør. Han har skrevet et utal af bøger om politisk økonomi siden midten af 1950’erne og altid fra et tredjeverdensperspektiv. Et særkende ved Amin er, at han er optaget af bøndernes position i den tredje verden. I den forbindelse er det ikke så underligt, at han har sympati for maoismen, der netop så bøndernes revolutionære potentiale.

Amins klasseanalyse ser i korthed således ud: (a) Det imperialistiske bourgeoisi, som dominerer systemet. (b) Proletariatet i centerlandene, som historisk har fået en stigende realløn i takt med deres produktivitet. De har stort set accepteret den socialdemokratiske model. (c) Bourgeoisiet i periferien, hvis plads er defineret af den internationale arbejdsdeling, og hvis antiimperialisme i visse tilfælde kan påvirke denne arbejdsdeling. (d) Proletariatet i periferien, som er super udbyttet, fordi der ingen forbindelse er mellem deres løn og deres produktivitet. De er således særligt motiverede for forandring af verdensordenen. (e) Bønderne i periferien, ofte både udnyttet af feudale og kapitalistiske udbytningsformer og derfor proletariatets allierede. Konsekvensen af denne klasseanalyse er ifølge Amin, at hovedmodsigelsen går mellem proletariatet og bønderne i periferien og så kapitalen i centerlandene.

Samir Amin deler således i et vist omfang vore synspunkter vedrørende arbejderklassen i Vesteuropa. I en personlig korrespondance fra 1987 i forbindelse med udgivelsen af vores bog Unequal Exchange and the Prospect for Socialism skrev’ Amin: “Jeg sætter pris på bogen, og deler de fleste af dens konklusioner. Jeg synes dog, I er lidt for hårde ved den hvide arbejderklasse.” [27] Amin er bevidst om, at synspunktet vedrørende arbejderaristokratiet er kontroversielt på venstrefløjen i Europa og USA. I 2010-udgaven af hans bog, The Law of Worldwide Value havde han et nyt kapitel 4, “Accumulation on a Global Scale and Imperialist Rent”, hvor han er mere klar i sin holdning end tidligere. På bagsideteksten til bogen står der: “Det imperialistiske udbytte skabes af den store forskel i løn, der betales for det samme arbejde i henholdsvis landene i Nord og Syd. Det har den effekt at forsyne kapitalen i Nord med tilstrækkelige profit til i lange perioder at pacificere konflikten med proletariatet i Nord.” [28] Og inde i bogen hedder det:

“Proletariatet i centerlandene, som har en stigende realløn (…) og som helhed accepterede Socialdemokratiets hegemoni. Disse to fænomener er forbundne som resultat kapitalismens historisk formede struktur, med selvcentreret akkumulation i centerlandene, muliggjort af imperialismen.” [29]

Hos Amin er det de kapitalistiske monopoler, der er primus motor i genereringen af det ulige bytte, og det er deres superprofitter, som skaber mulighed for, at arbejderne kan opnå deres høje løn. I Emmanuels teori er det derimod lønningerne, nemlig den lave løn i de fattige lande og den høje i de rige, som er den uafhængige variabel, der skaber det ulige bytte, når varerne udveksledes.

Et væsentligt bidrag fra Amin til strategier for den tredje verdens økonomiske frigørelse er hans de-linkingstrategi. De-linking ville sige en afkobling fra det kapitalistiske verdensmarked. Det skal ikke forstås som isolation fra omverdenen. Ifølge denne strategi drejede det sig om at ændre de økonomiske prioriteringer. Det drejede sig om at skabe et nationalt manøvrerum i forhold til verdensmarkedet. Amin ser nationernes de-linking som den eneste mulige strategi. Imperialismens gevinst, det ulige bytte, kan kun konfiskeres af landene i periferien ved at afkoble sig fra centerlandenes behov og prioritere deres egen behov. Kun derved kan de bryde med kapitalismens logik og begynde opbygningen af socialismen. Ved at slå ind på denne vej, vil landene i det globale Syd ifølge Amin skabe betingelser i Nord, som vil udfordre den konsensus, som var skabt mellem kapital og arbejdere af profitter fra imperialismen. Fremdriften af klassekampen i Nord er således ifølge Amins teori afhængig af de imperialistiske staters nederlag i konfrontationen med Syd og den nationale befrielse her. [30]

Befrielseskampens problemer

KAK’s antiimperialistiske strategi fra slutningen af 1960’erne gik i korthed ud på at støtte befrielseskampen i den tredje verden. Det var her det revolutionære potentiale lå. Når de havde opnået uafhængighed ville de etablere socialistiske stater, der ville føre en antiimperialistisk, økonomisk politik, som ville kappe sugerørene over til de rige land, og derved fremkalde en revolutionær situation i vores del af verden.

Når man nu 40 år efter ser tilbage på den politiske udvikling, kan man med god ret spørge: Hvordan synes I så selv denne strategi har fungeret? [31] I bagklogskabens lys: Ikke særlig godt. Naivt og revolutionsromantisk vil mange sige, men med denne overfladiske karakteristik glider en mere nuanceret vurdering i baggrunden. I udgangspunktet vil jeg fastholde, at der frem til midten af 1970’erne var en generel revolutionær situation i den tredje verden. Millioner ville kæmpe og dø for revolutionen. USA blev besejret i Vietnam. Jeg mener ikke, at vi var revolutionsromantikere. Det var nærmere de, der drømte om revolution i Vesteuropa, der var arbejderromantikere og for optimistiske. Hvorom alt er, blev den bølge af afkolonisering og befrielseskamp, der gik over den tredje verden ikke transformeret til en levedygtig socialisme ret mange steder. Ej heller blev den recession, som kapitalismen befandt sig i i 1970’erne til den “endelige krise”, mange troede. Tværtimod blev det begyndelsen til ny dynamisk globalisering af kapitalismen. En ting kan man således udlede af kapitalismen historie: den er utroligt omstillingsparat. Marxister har talrige gange forudsagt kapitalismens endelige krise, men hver gang har den rejst sig i nye former som en fugl Fønix. Men hvorfor blev befrielseskamp ikke til socialisme? Og hvordan kom kapitalen ud af 1970’ernes krise? Det er disse spørgsmål, jeg beskæftiger med i de næste afsnit. [32]

1980’erne var årtiet, hvor den neoliberale kapitalisme gik sin sejrsgang. Det er perioden, hvor finanskapitalen i en form for “kasinokapitalisme” scorede de helt store gevinster, mens den tredje verden blev tynget af gældskriser. Det var også tiåret, hvor kapitalismen genindførtes i Sovjetunionen og Østeuropa, en udvikling få tænkte var mulig i 1970’erne. Ligeså var det perioden hvor Kina åbner sig mod den globale kapitalisme, mens den nationale befrielseskamp med et socialistisk perspektiv stort set forsvandt. Det gjaldt både de kæmpende bevægelser, men også opbygningen af socialisme i de lande, hvor den nationale befrielseskamp rent faktisk havde sejret. Det blev langt vanskeligere for befrielsesbevægelserne at føre kampen for national befrielse videre i en opbygning af socialistiske samfund end vi, måske noget naivt, havde forestillet os. Den politiske situation op mod årtusindeskiftet var ikke opmuntrende. I det nordlige Afrika og Mellemøsten – fra Algeriet til Irak – herskede mere eller mindre religiøse regimer eller bureaukratiske og despotiske eliter, degenereret fra oprindelige mere folkelige, nationale regimer. Det vestlige og centrale Afrika var plaget af blodige borgerkrige mellem stammer eller fraktioner inden for eliten uden noget videre progressivt perspektiv. I Zimbabwe har Mugabe efter mere end 25 år ved magten, trods en antiimperialistisk retorik, ikke realiseret den jordreform, som ZANU oprindelig stod for, og landet befinder sig nu i en politisk og økonomisk krise. I Sydafrika blev apartheid ganske vidst ophævet, men ANC slog efter at være kommet til magten i 1994 ind på en nærmest neoliberal politik. Den sociale ulighed mellem sorte og hvide er i dag større end under apartheidregimet. I Palæstina, som særligt havde vores interesse, blev befrielseskamp med et socialistisk perspektiv afløst af Hamas, der har et religiøst perspektiv på den ene side og en ny liberal palæstinensisk elite på den anden side. I Iran blev shahen styrtet af et oprør, der i sin indledende fase have progressive træk, men som et præstestyre formåede at sætte sig i spidsen for. I Latinamerika blev det socialistiske styre i Chile kuppet, og de revolutionære bevægelser i Guatemala, Nicaragua og El Salvador led nederlag i slutningen af 1980’erne. Dette er blot nogle af eksemplerne på problemerne med at føre den nationale befrielseskamp over i en opbygning af socialisme.

I 1970’erne og 80’erne var vi ofte i tæt kontakt med befrielsesbevægelser. Det var vores indtryk at disse bevægelser reelt stræbte efter socialisme og ikke blot havde en socialistisk retorik. Når man skal analysere befrielseskampens problemer, er det således for simpelt blot at henvise til forræderi og devisen om, at magt korrumperer. Der var flere årsager til, at de forhåbninger de – og vi – havde om økonomisk udvikling, politisk demokratisering og en mere lige verden ikke blev realiseret. Der var naturligvis en række helt konkrete omstændigheder ved de enkelte kampe, men jeg vil her begrænse mig til nogle mere generelle forhold, som kan opdeles i tre: strukturer i den globale økonomi, det politiske magtspil i verden og den manglende udvikling af en velfungerende socialisme. Jeg vil i det følgende se nærmere på disse tre faktorer.

ØKONOMI

Den nationale selvbestemmelse og de ofte løse og ukonkrete økonomiske strategier, som mange befrielsesbevægelser havde, var ikke nok til at skabe økonomisk udvikling. De manglede simpelt hen en funktionsdygtig socialistisk politik og kompetencen til at gennemføre den. Omstilling fra kæmpende bevægelse til samfundsopbyggende og administrerende kraft var ofte svær, og den “reelt eksisterende socialisme” i Sovjetunionen eller Kina var i disse år hverken til meget inspiration eller hjælp, men havde rigeligt at se til i deres egne problemer. Først og fremmest havde den tredje verdens kamp mod fattigdom tydeligvis
stadig at gøre med frihandel og den markedsdrevne neoliberale globalisering, der gik i offensiven fra midten af 1970’erne. De nye progressive nationalstater i den tredje verden kunne ikke ændre på bytteforholdet på verdensmarkedet. De kunne ikke blot hæve lønninger og dermed prisen på kaffe, kobber, eller hvad de nu producerede til verdensmarkedet. De lå i en konkurrencesituation med hinanden, et rotteræs mod bunden. Alternativet – en national radikal afkobling fra verdensmarkedet – ville lægge deres økonomi i ruiner. Disse økonomier var ofte skævvredet og ensidigt udviklede som konsekvens af kolonialismen. En omstilling krævede kapital, og hvor skulle den komme fra, hvis ikke fra eksport til verdensmarkedet? Uanset hvilken økonomisk politik, der var gældende i de fattige lande, måtte de erfare, at deres individuelle bestræbelser på at udvikle deres økonomier blev bremset af de betingelser, der herskede på verdensmarkedet.

I 1970’erne organiserede en gruppe af 77 lande i den tredje verden sig i sammenslutningen G77, der krævede nye globale institutioner til styring af den økonomiske verdensorden. FN-resolutionen fra 1974 om en ny økonomisk verdensorden repræsenterede et højdepunkt af enhed mellem disse tredje verdens-lande. Tanzanias præsident Julius Nyerere sagde følgende om disse landes situation på et møde i G77-gruppen i 1979:

“Nationer, som lige har frigjort sig fra kolonialismen, og ældre lande i Latinamerika, har alle arvet den samme tanke fra den fremherskende euro-amerikanske kultur: ’Arbejd hårdt, så bliver du rig’. Men lidt efter lidt har vi alle opdaget, at hårdt arbejde og rigdom ikke var årsag og virkning. Ydre kræfter synes altid at bryde den påståede forbindelse! Den såkaldte neutralitet på verdensmarkedet viste sig at være det neutrale forhold mellem udbytteren og den udbyttede, mellem en rovfugl og dens offer (…) Selv om vi ikke har forsøgt andet end at sælge vores traditionelle eksportvarer og købe vores traditionelle importvarer, har det vist sig, at vi har kunnet købe mindre og mindre for stadigt mere af vort hårde arbejde.” [33]

Om kravet for en ny økonomisk verdensorden sagde Nyerere endvidere:

“De fattige nationers kritik af det nuværende system er ikke kun, at vi er absolut fattige og relativt fattige i forhold til de rige nationer, men også at vi inden for det eksisterende økonomiske system må forblive fattige og endda blive fattigere. De fattige nationer i verden forbliver fattige, fordi de er fattige (…) Kravet om en ny økonomisk verdensorden er et udtryk for, at selv de fattige nationer må være i stand til at udvikle sig selv i overensstemmelse med deres egne interesser og selv drage fordel af de anstrengelser, de yder.” [34]

Det eneste vellykkede eksempel på det modsatte – en hævelse af de fattige landes pris på eksportvarer – var, da en række nationalt orienterede nationer i oliekartellet OPEC i begyndelsen af 1970’erne vedtog kollektivt at hæve prisen på olie betydeligt. Et af de magtmidler, de fattige lande kunne anvende, er produktionskarteller. OPEC har vist både styrken og svagheden ved sådanne karteller. På den ene side har det kunne lade sig gøre at gennemføre betydelige prisforhøjelser, og det til trods for, at OPEC langt fra har monopol på olieproduktion. På den anden side har OPEC vist sig at være svag på længere sigt, bl.a. fordi reaktionære regimer dominerer sammenslutningen. De nationalistiske regimers krav om højere priser er blevet svækket af de reaktionæres dobbeltstilling. Lande som Saudi Arabien, Gulf-staterne og Kuwait har efterhånden store investeringer i vesten, og deres overklasser er i den grad allieret med imperialismen, at de ikke ønsker at skade de imperialistiske lande.

I slutningen af 1970’erne svandt G77- koalitionens evne til at påvirke det politiske verdenssystem. De krav, der blev formuleret i FN-resolutionen, bliver aldrig til noget. 1980’erne blev således enden på den tredje verden som en dynamisk fælles kraft. Krav blev erstattet med anmodninger om at få lettet gældsbyrderne. Samtidig blev den tredje verden mødt med krav om at indføre Vestens nye neoliberale verdensorden med frihandel, strukturtilpasning og privatisering for at få lån. Allerede i 1970’erne diskuterede man naturligvis, hvordan de nye lande, hvor socialistiske befrielsesbevægelser var kommet til magten, kunne udvikle sig økonomisk. Politiske økonomer som Amin, Frank, Emmanuel og Wallerstein var stort set enige om problemets diagnose, nemlig de globale strukturer på verdensmarkedet, det ulige bytte, center-periferi-forholdet etc. Problemet var medicinen. Samir Amin anbefalede dengang en national afkobling fra verdensmarkedet og etablering af en økonomi, der vendte sig indad mod nationens eget behov. Andre anbefalede mere transnationale strukturelle forandringer. Jeg vender tilbage til denne problemstilling og udviklingsmulighederne for økonomierne i den tredje verden i del III.

Krigens dilemma

Forfatterne til bogen Empire, Antonio Negri og Michael Hardt, har en interessant politisk forklaring på, hvorfor de nationale forsøg på at etablere socialistiske samfund hidtil har lidt en krank skæbne. De deler kampen mod den eksisterende samfundsorden op i tre faser:

1) Modstanden mod den eksisterende orden indenfor systemets rammer, det vil sige reformisme: lønkamp og den socialdemokratiske politik.
2) Oprøret eller revolutionen, den åbne borgerkrig mellem proletariatet og den herskende klasse om magten over samfundets institutioner.
3) Opbygningen og forsvaret af socialismen inden for en nations rammer efter en magtovertagelse.

Denne kamp, modmagten mod den herskende orden, som Negri og Hardt kalder den, har i hele den socialistiske bevægelses levetid udspillet sig inden for nationalstatens rum og med dens suverænitet som ramme. Revolutionen drejer sig om magten over nationalstatens institutioner, om regeringsmagten, og socialismen skulle altså opbygges inden for nationalstatens ramme. Den internationale solidaritet, som kommunismen også opererede med, var netop international, imellem nationalstaternes arbejderklasser.

Hvad har denne først og fremmest nationalstatslige og dernæst internationale strategiske ramme betydet for vilkårene for etableringen af socialistiske samfund? På paradoksal og tragisk vis har denne ramme på en gang muliggjort revolutioner, men samtidig spærret for udviklingen af socialistiske samfund, i og med nationerne altid har befundet sig midt i internationale krige og konflikter. Konfliktmønstret mellem de nye revolutionære nationer og de omgivende kapitalistiske magter har hæmmet og skævvredet opbygninger af nationale kommunistiske samfund. Lad os konkretisere denne problematik.

Pariserkommunen i 1871 var det første moderne kommunistiske oprør. Kommunardernes oprør viste, at det var en vinderstrategi at transformere en international krig til en borgerkrig mellem klasser. Under den preussiske belejring af Paris i forbindelse med Den Fransk-Tyske Krig fra september 1870 til januar 1871 steg de sociale spændinger i byen på grund af arbejdsløshed, sult, kulde og krigens nærhed. I denne revolutionære situation kunne kommunarderne tage magten i Paris og andre store franske byer. Oprøret blev imidlertid slået ned, ikke mindst fordi Tyskland slap grebet om den franske hær, så den kunne vende sig mod oprørerne og slå den kommunistiske opstand ned. Den tyske stats interesse i dette var angsten for, at en succesfuld revolution ville brede sig til Tyskland. Fyrre år senere behøvede Lenin Første Verdenskrig for at gennemføre den russiske revolution i 1917. Bolsjevikkerne drejede på samme måde en international krig mellem Rusland og Tyskland til en borgerkrig mellem de røde oprørere og det hvide borgerskab. Den kinesiske revolution fandt også sted på baggrund af den japanske besættelse af Kina og Anden Verdenskrig. Problemet er imidlertid, at borgerkrigen mellem proletariatet og de herskende klasser uundgåeligt transformeres tilbage til en ny international konflikt, mere præcist en defensiv krig mellem den nye nationalstat med proletariatet ved magten og det forenede internationale bourgeoisi. Den russiske revolution gik umiddelbart over i Interventionskrigen, hvor bl.a. England og USA støttede de “hvide” mod de “røde.” Siden lå der et konstant pres på sovjetstaten fra de kapitalistiske lande, fra Hitlers Tyskland over Den Kolde Krig til Reagans kamp mod “Ondskabens Imperium.” Den samme situation har Kina, Vietnam, Cuba, Nordkorea, Angola, Nicaragua, El Salvador og andre socialistiske revolutioner stået i. Det internationale konfliktmønster kaldet Den Kolde Krig, med et omfattende våbenkapløb, skabte en klaustrofobisk og paranoid socialisme i forsvarsposition, som var med til at hindre udviklingen af en demokratisk socialisme.

De samme betingelser, som muliggjorde det moderne kommunistiske oprør – krig mellem nationer – er dermed det samme forhold, som holder den sejrende revolution indespærret, eller mere præcist fordrejer den, fordi revolutionen må forsvare sig mod en aggressiv omverden og derfor også undertrykke indre afvigelser og bruge mange ressourcer på militær sikkerhed. Enhver revolution under Den Kolde Krig fra 1945 og frem til 1989 var underlagt denne situation. På den ene side skabte den permanente internationale spændingstilstand mellem supermagterne USA og Sovjetunionen en balance og dermed en sprække, som revolutioner i den tredje verden kunne udnytte. En oprørsbevægelse kunne anmode en af supermagterne om støtte eller spille dem ud mod hinanden. På den måde var Den Kolde Krig en mulighed, et “vindue for forandring”. På den anden side var det også en politisk og ideologisk spændetrøje. Det var vanskeligt at unddrage sig Den Kolde Krigs valgmulighed. Selv bevægelser, der ikke primært forstod sig selv i forhold til denne konflikt, måtte vælge side: De antikoloniale oprør i Asien og Afrika, de demokratiske oprør i Latinamerika, selv Black Power-bevægelsen i USA. Det sejrende oprør og den revolutionære nation blev blot bønder i Den Kolde Krigs skakspil, som til tider antog en yderst farlig karakter og bragte verden på randen af atomkrig.

Vi oplevede selv hvordan Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), der havde været en uafhængig marxistisk organisation med sympatier for både maoisme og Che Guevaras “Focuisme” [35] da vi første mødte dem i 1969, knyttede sig tættere til Sovjetunionen fra slutningen af 1970’erne og op gennem 1980’erne. Det skyldtes blandt andet, at den guerillastrategi, der havde vist sig at være så effektiv i Asien og Latinamerika, og derfor var stærkt inspirerende, ikke var særlig realiserbar i Mellemøstens geografi. Det viste erfaringerne fra borgerkrigen i Jordan i 1970 og fra borgerkrigen i Libanon. Vi diskuterede det problematiske i tilknytningen til Sovjet, men forstod også, hvorfor det var svært at holde sig uden for supermagtspillet i Mellemøst-konflikten. Fra Kina fik PFLP aldrig mere støtte end en kasse med “Den lille røde bog” med Mao-citater. Fra Sovjet var der derimod konkret politisk og materiel støtte at hente. [36] Først og fremmest var den palæstinensiske kamp dog helt afhængig af det mulige vindue, som konflikten mellem Sovjetunionen og USA kunne åbne. Da Sovjet og de østeuropæiske regimer faldt sammen, forsvandt både den taktiske allierede, den materielle støtte og den “reelt eksisterende socialisme” som en alternativ samfundsmodel. Det palæstinensiske folk søgte for en stor del andre veje end socialismen til løsning af deres nationale og sociale problemer.

Det interstatslige system begrænser også den enkelte stats autonomi. Mange antikoloniale bevægelser opnåede delvis eller total kontrol med statsmagten, men disse succesfulde bevægelser blev herefter konfronteret med de begrænsede muligheder statsmagten har indenfor det kapitalistiske verdenssystem. De måtte sande, at de i høj grad var begrænset af det interstatslige spil i at gennemføre de mål, der havde været bevægelsernes oprindelige mobiliseringsgrundlag. Disse forhold synes så indlysende, at man med nutidens øje må undre sig over, hvorfor bevægelserne valgte denne “nederlagsstrategi”. Svaret er simpelt: Givet den historiske kapitalismes struktur havde de intet alternativ. Erobringen af statsmagten gav dem muligheden for i det mindste i en tid at ændre magtbalancen i det interstatslige system, og hvis andre lande i den tredje verden fulgte trop, kunne de måske tilsammen ændre den globale magtbalance. Et perspektiv, der ikke var helt urealistiske i 1970’erne.

Splittelse i den socialistiske lejr

Relationen mellem det nationale og det internationale spillede ikke kun en rolle i forholdet mellem de nye revolutionære stater og den kapitalistiske omverden. Den nationale ramme, i form af dilemmaet mellem nationale interesser og international solidaritet, spillede også en rolle i udviklingen internt i den socialistiske lejr op gennem 1900-tallet, og dermed for befrielseskampens muligheder for at udvikle sig succesfuldt.

De første par år efter den russiske revolution førte Sovjetunionen under Lenin en meget aktiv internationalistisk linje. Komintern støttede revolutionære aktiviteter verden over med fuld opbakning fra Sovjet-regeringen. Lenin var simpelthen af den opfattelse, at den russiske revolutions overlevelse på længere sigt var afhængig af revolutioner i Vesteuropa, i særdeleshed i Tyskland. De udeblev som bekendt, og herefter slog Sovjetunionen under indtryk fra truslerne fra omverdenen ind på en strategi, der fordrede “socialismen i et land.” Forsvaret af Sovjetstaten skulle have højeste prioritet i den internationale kommunistiske bevægelse. Komintern blev fra en Kommunistisk Internationale forvandlet til Sovjetstatens udenrigspolitiske instrument.

Den revolution, der udeblev i Vesten kom til gengæld i øst. Kinas Kommunistiske Parti udråbte i 1949 folkerepublikken, og verdens folkerigeste stat kom dermed under socialistisk styre. Samtidig blev der som konsekvens af fascismens nederlag i Anden Verdenskrig skabt en række prosovjetiske stater i Østeuropa. Dermed var der skabt en socialistisk blok af betydeligt omfang i verden. Op gennem 1950’erne støttede Sovjetunionen massivt Kinas opbygning. 38.000 kinesere var på uddannelse i Sovjet og 11.000 sovjetiske eksperter hjalp til med opbygningen af Kinas industrisektor og infrastruktur. Kina fik arbejdstegninger og viden om alt fra fremstilling af lastbiler til atomkraftværker. Der var tale om verdenshistoriens største overførsel af viden mellem nationer. [37] Denne støtte blev givet i en periode, hvor Sovjetunionen selv knapt var kommet sig over Anden Verdenskrig og samtidigt var presset af USA i Den Kolde Krig. På lignende vis var der heller ikke belæg for at beskylde Sovjetunionen for økonomisk imperialisme i forhold til Østeuropa, men derimod for politisk dominans. Alligevel opstod der som sagt i begyndelsen af 1960 en konflikt mellem Sovjetunionen og Kina, der splittede den socialistiske lejr og dermed svækkede de socialistiske kræfter overalt i verden. De konkrete årsager var flere. Hvem skulle være den ledende kraft i den kommunistiske bevægelse? KKP så sig som den naturlige leder af verdenskommunismen efter Stalins død. Efterfølgeren Khrusjtjov havde taget afstand fra stalinismen, og dermed selv miskrediteret sovjetsystemet, og Mao var nu den mest erfarne leder.

Mere konkret handlede et af konfliktpunkterne om, hvorledes linjen skulle være i forhold til USA. Presset økonomisk, militært og under indtryk af truslen om en verdensomspændende atomkrig havde Sovjetunionen indledt en fredelig sameksistens med Vesten. I den sammenhæng havde man standset støtten til Kinas atomprogram. Kina havde helt andre nationale interesser end Sovjetunionen i forhold til Vesten. De lå i direkte konfrontation med USA, der garanterede, Taiwans sikkerhed. [38] Sovjetunionen havde også nægtet at støtte Kina i en grænsekonflikt med Indien, som det sovjetiske styre ligeledes søgte bedre forbindelser til. Kina og Sovjetunionen havde således hver sine nationale interesser.

Der var imidlertid også nogle kinesiske indenrigspolitiske og mere ideologiske årsager til “Den store polemik” mellem Sovjetunionens og Kinas kommunistiske Partier. Der fandtes i KKP to politiske linjer, nemlig Maos radikale venstrelinje og den mere moderate linje under ledelse af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping. De sidstnævnte søgte netop i denne periode at udmanøvrere Mao efter at den økonomiske politik, “Det Store Spring Fremad,” var fejlet. Mao koblede denne strid til den ideologiske konflikt med Sovjetunionen. Ifølge SUKP var klassekampen i traditionel forstand ophørt i kraft af revolutionen. Sovjetstaten var hele folkets stat. Ifølge Mao derimod forsatte klassekampen efter revolutionen, og i Sovjetunionen var der derfor ifølge Mao vokset et nyt bourgeoisi op, der havde taget magten.

Begge lande havde længe kritiseret hinanden indirekte, for Kinas vedkommende blandt andet i form af KKP’s ideologiske kritik af Titos Jugoslavien, som Sovjetunionen var begyndt at normalisere sit forhold til. Sovjetunionen for sin part kritiserede det Kina-venlige Albanien. I 1960 blev splittelsen offentlig under to kommunistiske verdenskongresser i henholdsvis Rumænien og Moskva. Khrusjtjov kritiserede Mao for at føre en uansvarlig “eventyr-politik,” og kineserne anklagede Khrusjtjov for revisionisme. I 1964 hævdede Mao, at der er sket en kontrarevolution i Sovjetunionen, og at kapitalismen var blevet genindført. Relationerne mellem kommunistpartierne i Kina og Sovjetunionen blev afbrudt, og det kom til mindre militære bataljer på grænsen mellem de to lande.

Dele af den kinesiske kritik var måske ikke uberettigede. Historien giver i hvert fald Mao ret i, at klassekampen fortsatte efter revolutionen, både i Sovjetunionen og i Kina. Der var dog også svagheder i kinesernes kritik, der ofte havde en sekterisk og meget dogmatisk form. Che Guevara, som i og for sig var enig med substansen i den kinesiske position, var kritisk over for den uforsonlige og splittende form, polemikken havde. KAK’s forlag Futura udgav i midten af 1970’erne hele 5 bind med dokumenter fra striden mellem SUKP og KKP under titlen Den store polemik. På trods af, at vi selv havde udgivet den, var det en hård opgave at komme i gennem disse artiklers fraser og retorik og ind til en form for substans. Jeg savnede reelle konkrete politiske og økonomiske analyser af såvel imperialismen som de socialistiske lande selv. Denne mangel svækkede i mine øjne den kinesiske kritik. Den manglende vægt på konkret politisk økonomi forklarede måske, hvorfor den kinesiske position kammede fuldstændigt over i slutningen af 1970’erne i den såkaldte “Treverdensteori.” Nu var Sovjet ikke længere kun revisionistisk, men den ’mest aggressive socialimperialistiske magt’. Så farlig, at den tredje verden måtte gå i alliance med USA og EU for at bekæmpe Sovjet-imperialismen. At Sovjetunionen skulle have været den farligste imperialistiske magt, var der hverken økonomisk eller politik belæg for. På dette tidspunkt var Sovjet presset i defensiven udenrigspolitisk af våbenkapløbet. Kinas position fik ud fra logikken “min fjendes fjende er min ven” dem? til at støtte alt hvad der var antisovjetisk, også selv om det var i alliance med USA og Sydafrika, som det var tilfældet i støtten til Jonas Savimbis UNITA, der kæmpede mod MPLA i borgerkrigen i Angola.

KAK havde som sagt selv sit udgangspunkt i Kinas kritik af Sovjetunionens revisionisme, selv om det kom til et brud med KKP på spørgsmålet om situationen i Vesteuropa i 1968. Men vi i M-KA kunne slet ikke se logikken i Kinas Treverdensteori. Vi var nærmere kommet til at betragte Sovjetunionen som en taktisk allieret. Vi erfarede fra vores praktiske samarbejde med befrielsesbevægelser i Afrika og Mellemøsten, at Sovjetunionen rent faktisk spillede en positiv rolle. Landet uddannede folk fra befrielsesbevægelser, gav konkret materiel støtte, og ikke mindst medvirkede de via deres afbalancerende rolle i forhold til USA til at etablere et politisk råderum for befrielsesbevægelserne.

De kinesiske nationale interesser førte dem også ud i en grænsekonflikt og en mindre krig med den gamle allierede, Vietnam, i 1979. Baggrunden for krigen skal imidlertid findes i Vietnams relation til Cambodja. I forbindelse med Vietnamkrigen invaderede USA det ellers neutrale Cambodja i 1970 og indsatte en militærjunta under ledelse af Lon Nol. Vietnam støtte i begyndelsen den cambodjanske oprørsbevægelse, De Røde Khmerer, i deres kamp mod Lon Nol-regimet, men efter De Røde Khmerer under ledelse af Pol Pot kom til magten, forværredes forholdet til Vietnam hurtigt. Khmererne allierede sig med Kina og indledte en politisk udrensning, der udartede sig til et massemord på landets befolkning. Pol Pot udviklede hurtigt et fjendskab og en grænsekonflikt med Vietnam. Det var således Vietnam, der ved en invasion i 1979 gik ind og fjernede Pol Pots regime og skabte et stabilt styre, hvorefter de trak sig endeligt ud i 1985. I denne periode bevarede Pol Pot med støtte fra USA og Kina sin plads som repræsentant for Cambodja i FN. USA og Kina foretrak, ud fra hver deres nationale interesser, alligevel massemorderen Pol Pot frem for den nye vietnamesiskstøttede regering i Phnom Penh. For Kina, som havde set Vietnam alliere sig tæt med Sovjetunionen under Vietnamkrigen, var invasionen af Cambodja en provokation mod Kinas nationale og regionale interesser. Kina invaderede derfor Vietnam i 1979, men blev mødt af hård modstand. Efter nogle ugers kampe trak kineserne sig ud.

De nationale interesser hos socialistiske stater har således ofte overskygget en fælles solidaritet mod imperialismen og været med til at svække den antiimperialistiske bølge, der rullede over verden fra sidst i 1960’erne og 70’erne. Der er dog undtagelser, hvor socialistiske stater uden skelen til nationale interesser har bidraget til den internationale solidaritet. Cuba støttede således efter revolutionen i 1959 forskellige antiimperialistiske kampe i Latinamerika. Afrika og Asien. Fra 1960-1999 fik 28.000 afrikanske studenter en uddannelse i Cuba og mere end 75.000 cubanere har været udstationeret i Afrika som læger, undervisere og soldater. Allerede i 1960’erne ydede Cuba under ledelse af Che Guevara støtte til befrielsesbevægelsen i Congo, og Che blev som bekendt dræbt i Bolivia i 1967 under en mission, hvis formål tilsyneladende var at udvikle befrielseskampen i Bolivia og forbinde den med revolutionære i Argentina. Cuba ydede ligeledes betydelig bistand til Nicaraguas, El Salvadors og Guatemalas revolutionære. I 1976 hjalp Cuba den angolesiske befrielsesbevægelse MPLA i dennes kamp mod UNITA, og i 1977 begyndte Cuba at give ANC-folk træning i guerillakrig i lejre i Angola.

Sydafrika prøvede flere gange i løbet af 1970’erne og 80’erne at angribe Angola fordi det ønske at vælte MPLA-regeringen, der støttede befrielseskampen i Namibia og Sydafrika selv. I 1987 invaderede store sydafrikanske styrker støttet af kampvogne og fly Angola med det mål at indsætte et nyt regime i landet. Angola bad Cuba om hjælp, og cubanerne reagerede omgående ved at sende store styrker og militært udstyr af sted med skibe fra Cuba til Angola. Cubas militære indsats i Angola holdt apartheidregimets tropper i skak og efter det endelige sydafrikanske nederlag ved den lille by Cuito Cuanavale i sommeren 1987, blev P.W. Botha og de Klerk tvunget til forhandlingsbordet og senere til en anerkendelse med ANC og dermed til Mandelas løsladelse. Først efter Namibias uafhængighed og SWAPO’s valgsejr i marts 1991 forlod de sidste cubanske soldater Angola samme måned.

Cuba ydede således et stort bidrag til kampen mod apartheidregimet, også målt på menneskeliv, ud fra principper om solidaritet og uden hensyn til nationale interesser. Og det i en periode, hvor Cuba selv stod i en vanskelig økonomisk og politisk situation i forbindelse med Sovjetunionens opløsning. Denne internationale antiimperialistiske solidaritet var væsentlig for os i M-KA. Vi var af den opfattelse, at der var et stort potentiale i et øget praktisk og politisk samarbejde mellem befrielsesbevægelser forskellige steder i verden.

Den falmende socialisme

Ud over de globale økonomiske strukturer og det politiske spil mellem nationalstaterne vil jeg nævne et tredje forhold, som har bidraget til befrielseskampens vanskelige situation, nemlig udviklingen, eller rettere den manglende udvikling, af den såkaldt “reelt eksisterende socialisme.” Den manglende demokratiske og økonomiske udvikling i de socialistiske lande hang til dels sammen med de ovenfor nævnte økonomiske og politiske faktorer, men havde også sine egne selvstændige årsager og betydning.

Siden Det kommunistiske manifest blev skrevet i 1848, har millioner op gennem det 20. århundrede villet kæmpe og dø for den kommunistiske ide. Fra begyndelsen af 1980’erne begyndte mange dog for alvor at miste troen på visionen, både i de socialistiske lande og i den tredje verden. Siden 1989 har alt tydet på, at kun relativt få vil kæmpe, endsige dø, for en kommunistisk verden. På de givne økonomiske og politiske betingelser er det ikke lykkedes at opbygge en socialisme, som både har kunnet opfylde materielle behov, være demokratisk og opfylde behovet for individuel frihed. Det hjælper ikke blot at sige: “Jamen socialismen, sådan som den konkret kom til udtryk i Sovjetunionen, Kina og de mange tredje verdens-lande, der gennemførte antiimperialistiske revolutioner, er ikke rigtig socialisme. Det er forræderi, fejltrin, revisionisme og imperialisme, som er forklaringer på hvorfor det er gået som det er. Lad os prøve en gang til.” Vi har haft mere end hundrede år og talrige revolutioner og magtovertagelser uden at kunne realisere visionen i en tiltrækkende udgave. Det er ikke så sært, folk har mistet troen.

Årsagen til, at den gamle socialistiske model ikke længere kan mobilisere er ikke, at den herskende orden er populær og opfylder menneskers behov. Verdens goder er stadig ekstremt ulige fordelt og tiden er præget af social uro og voldelige konflikter. Uroen og konflikterne mangler imidlertid et perspektiv af frihed, lighed og fællesskab. Modstanden er præget af blindt raseri, og hvis der er en vision, virker den enten mørk og præget af fundamentalisme, eller også er det en naiv tro på, at liberal, demokratisk kapitalisme automatisk vil bringe øget velstand til den brede befolkning. Den palæstinensiske modstandskamp og de nationale arabiske og nordafrikanske bevægelser er eksempler på dette. Engang var visionen en panarabisk, socialistisk stat fra Irak til Marokko, i dag er visionen for en væsentlig del af modstanden en muslimsk stats eller et liberalt kapitalistisk samfund.

Der er brug for nye konkrete økonomiske og politiske modeller for, hvordan et socialistisk samfund kan fungere. Modeller som både er tiltrækkende og troværdige. Og ikke mindst realistiske strategier for, hvordan vi kan bevæge os mod disse mål. Disse spørgsmål vender jeg tilbage til i del III.

Opløsningen af Sovjetunionen i 1989 var kulminationen på den “reelt eksisterende socialismes” nederlag og dermed endnu en pind til kisten for den gamle antiimperialistiske strategi. På det strategiske plan var den afbalancerende effekt, Sovjetunionen havde på USA’s ageren i den tredje verden, væk. På den konkrete, materielle plan forsvandt det bidrag, som Sovjetunionen og Østblokken havde ydet til befrielsesbevægelser og mange tredje verdens lande. Der har således både været økonomiske, politiske, militære og ideologiske årsager til, at den nationale befrielseskamp svandt ind i slutningen af 1970’erne. For det første har den globale neoliberalisme forstærket integrationen af den tredje verden i kapitalismen, hvilket gav systemet ny luft og gjorde det kompliceret at afkoble lande fra verdensmarkedet og opbygge autonome, nationale økonomier. De fattige lande drænes til stadighed for de midler, der kunne skabe udvikling af nationale økonomier. For det andet er enhver socialistisk revolution blevet tvunget i defensiven politik/militært og økonomisk, primært af USA. Det har ofte medført en politisk nationalisme i den tredje verden, der måske nok har fungeret som et forsvar mod imperialisme, men også har haft politiske omkostninger indad til. For det tredje blev visioner og håb for udviklingen af socialismen i den tredje verden konfronteret med en “reelt eksisterende socialismes” store problemer. Det var ikke længere en styreform, der var politisk eller økonomiske tiltrækkende.

I de revolutionære bølger omkring den russiske revolution i 1917 og den nationale befrielseskamp fra 1945-1975 blev der kastet enorme mængder af menneskelige ressourcer ind i forsøget på at omstyrte den herskende orden. Begge disse forsøg blev slået tilbage med en kombination af rå magt og fornyelse af det kapitalistiske system. Men det er vigtigt at understrege, at kapitalismen ikke er den samme efter et revolutionært angreb. Økonomiske, politiske og militære magtbalancer forandres. Når jeg således ser tilbage på resultaterne på 1970’ernes befrielseskamp, var strategien nok vel optimistisk, men det har heller ikke væres en lang nedtur. Der blev gjort op med kolonialismen i Afrika og Asien. Der blev sat en stopper for apartheid i det sydlige Afrika. En række diktatorer i Mellem- og Sydamerika blev væltet. Palæstinensernes skæbne blev sat på dagsordenen. På den anden side blev det dog ikke til meget socialisme og slet ikke i en form, vi havde håbet på. Den nationale befrielseskamp har således været et relativt simpelt projekt i sammenligning med opbygningen af en ny samfundsmodel. Under de givne betingelser, må man konstatere, at det ikke lykkedes for 1970’ernes befrielsesbevægelser at udvikle nye styreformer for politik og økonomi, der kunne løsrive sig fra imperialismen.

I stedet fik vi neoliberalismen, som gav den globale kapitalisme 30 års optur. Denne højkonjunktur sluttede imidlertid brat i 2008 med den såkaldte finanskrise. En krise, der har en langt dybere strukturel karakter end blot overdreven finansiel spekulation. En krise som åbner et vindue for grundlæggende forandringer af verden i løbet af de næste 20-30 år. Hvor 1970’erne måske var præget af en overdreven optimisme, hvad angik mulighederne for en radikal transformation af verden, så mener jeg, at de revolutionære kræfter i dag er præget af for meget pessimisme. Kapitalismens strukturelle krise åbner et revolutionært perspektiv i de kommende årtier. Hvad det kræver af de politiske kræfter, kommer jeg tilbage til i del III, men først er det nødvendigt netop at give en status på den aktuelle globale politiske økonomi, for meget er forandret i det kapitalistiske system siden 1970’erne.

Noter