Kapitel 6

Det ulige bytte

Den glade og den sure smiley

Da vi i Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe i begyndelsen af 1980’erne kortlagde tal for arbejdsløn, produktivitet, transnationale investeringer, pro­fit og global handel undrede det os, at den globale kapital ikke i endnu højere grad end tilfældet var, flyttede industriproduktion fra Nord til Syd, for at udnytte det lave lønniveau. Vi diskuterede det dengang med Emmanuel, der mente, at der var en række praktiske, tekniske, kulturelle og politiske hindringer, der forsinkede denne proces. Det var kun relativt store firmaer, der havde tilstrækkelig med kapital og viden til at foretage disse udflytninger i 1970’erne. Transport og kommunikation var lagt mere besværlig dengang, før gennembruddet i computer- og kommunikationsteknologien. Desuden var der naturligvis den politiske modstand fra arbejderklassen i Nord mod udflytning af industrivirksomheder. Det var umiddelbart før neoliberalis­men, hvor fagforeninger og arbejderbevægelsen stod stærkere end i dag.

Mange af 1970’ernes afhængighedsteoretikere var ligeledes af den opfattelse, at imperialismens dominans over den tredje verden ville blokere for en industrialisering. Den tredje verden ville vedblive med at være råva­releverandør, producent af tropiske landbrugsprodukter og arbejdsintensive og mindre komplicerede industriprodukter. De ville vedblive med at stå i et afhængighedsforhold til imperialismen og dermed forblive en periferi. Af­hængighedsteoretikerne havde ikke forstillet sig en massiv industrialisering af periferien inden for rammerne af global neoliberalisme. Vi havde heller ikke forestillet os Sovjetunionens opløsning og Kinas integration i den glo­bale kapitalisme og dermed hundrede millioner af nye proletarer. Vi havde ikke forstillet os, at mere end 80 % af verdens industriarbejdere ville befinde sig i Syd og Nord i den grad ville blive afindustrialiseret.

Siden 1970’erne er Syd blevet en stadig større og mere integreret del af den globale økonomi. Den eksportorienterede industrialisering, med de globale produktionskæder har betydet nye former for ulige bytte, som er mere omfattende end udvekslingen af primært råvarer fra periferien for in­dustriprodukter fra centret, som kendetegnede det ulige bytte frem til slut­ningen af 1970’erne. De transnationale produktionskæder muliggør over­førsel og tilegnelse af værdi, som er blevet skabt i en produktiv sektor i et eksporterende land, men som fremtræder som værditilvækst (value added) i det importerende land, såvel i den nationale statistik som i firmaernes regn­skaber, til trods for, at der ikke er sket andet end varen er blevet solgt i sidst­nævnte. Udviklingen af de globale produktionskæder kan, kombineret med ulige bytteteori, kaste lys på de fordelingsmæssige konsekvenser af lavløns­produktion og højlønsforbrug. [1] Vi kan nu formulere det ulige bytte, ikke blot som en kritik af liberal udenrigshandelsteori, men også som en kritik af neoliberal markedsteori.

I neoliberal økonomisk teori beskrives dannelsen af markedsprisen, for eksempelvis på en computer, som en “smileykurve [2] for “value added” eller tilført værdi [sic] gennem den globale produktionskæde. Dette value ad­ded per input af kapital er forholdsvist højt i det første del af kæden, hvor højtbetalte udviklings- og designopgaver, finansstyring og management er lokaliseret i Nord. Derimod er value added lavt i midten af kæden, hvor lavt­lønnet arbejdskraft i Syd fremstiller det fysiske produkt. Value added stiger igen, i sidste del af kæden, når produktet vender tilbage til Nord, hvor bran­ding, marketing og hovedparten af salget finder sted. I en sådan neoliberal økonomisk tænkning tager smileykurven form af en glad smiley (se figur 7 nedenfor.)

Et karakteristisk træk ved globale produktionskæder er forskellene i vilkårene på arbejdsmarkedet, som man bevæger sig opad i produktions­kæden. De firmaer, som produktionen er outsourcet til og deres arbejdere, lever under meget hårde konkurrencebetingelser. Mærkevarefirmaet kan vælge mellem mange producenter i Syd, der byder sig til i hård konkur­rence med hinanden. Brandfirmaet har en langt højere grad af monopol­status. Brandfirmaet kan profitere på de globale produktionskæder ved at kombinere outsourcing af produktionen med en intensivering af branding, der differentierer deres produkt fra lignende produkter. Du kan købe mange forskellige sportssko, også meget billige fra Kina, der ikke har et brandnavn, men du kan kun købe en Nike-sko fra Nike. Branding giver produktet og dens forbruger en identitet skabt af marketing og reklame. Det skaber en forskel på produkter, der ellers er uhyre lig hinanden.

For at konkretisere det: I 1998 betalte Nike basketballspilleren Mi­chael Jordan 45 millioner USD for at markedsføre Nike, et beløb, der sva­rede til årslønnen for 30.000 af de indonesiske arbejdere, der producerede Nikes sko. [3] De sneakers, der bliver købt i New York, er fysisk de samme, som forlod fabrikken i Indonesien, men kontrollen med produktionskæden, kombineret med marketing og branding gør, at hele gevinsten tilfalder Nike, Michael Jordan og de amerikanske konsumenter. Produktet i sig selv giver ikke adgang til markedet, branded gør. I smileykurvens logik skabes største­delen af produktets “værdi” i Nord, mens arbejdskraften i Syd kun tilføjer en mindre del. Den geografiske placering af de forskellige processer i produktionskæden bestemmer således kurvens form. I en marxistisk logik ser det anderledes ud. Her er værdien af en vare summen af det socialt nødvendige arbejde, der er medgået ved produktionen i samtlige led. At værdiskabelsen er knyttet til det menneskelige arbejdet beror ikke på moralske overvejelser – det er ikke fordi, det er mest rimeligt – men fordi det er sådan økonomien fungerer ifølge marxistisk økonomi. Værdi skabes af menneskeligt arbejde. [4] Selvom markedsprisen for en vare kan adskille sig fra værdien, som det fremgår af nedenstående, så er prisen afhængig er værdien. Hvis man skulle tegne en kurve for value added eller tilført værdi i en marxistisk forstand for en global produktionskæde for computere, ville den tage form af en sur smiley (se figur 7). Hvis der imidlertid er en sammenhæng mellem den marxistiske forståelse af en vares værdi og den pris, varen ender med at få på markedet, hvordan sker så denne transformation fra værdiens sure smiley til den glade smiley for markedsprisen?

Transformation fra værdi til markedspris

Den følgende beskrivelse af transformationen fra værdi til pris er den gene­relle idealtype. Den konkrete markedspris for en vare kan afvige fra denne, på grund af monopolforhold, konjunkturer osv., men det samlede system fungerer over tid som beskrevet.

Uanset andre uenigheder mellem økonomiske teorier, så synes de at være enige om, at omkostningerne ved en produktion af en vare består af følgende to grundbestanddele: prisen på de materielle input i produktionen (råvarer, udstyr, lokaler osv.) plus aflønningen af de aktører, som har krav på en del af produktionens værdi. Denne sidste del kan opdeles i løn og andre krav som: profit, rente osv. Hvad er imidlertid den uafhængige variabel i systemet, som bestemmer prisen på alle disse elementer? I traditionel øko­nomisk teori er det “markedet,” det vil sige det sted, hvor sælgers produkti­onsomkostninger møder forbrugerens villighed til at betale for opfyldelsen af sit behov for varen. Det er således ifølge markedsøkonomerne forbruge­rens villighed til at betale for behov og præferencer, som bestemmer varens pris, og dermed hvad der er til rådighed til fordeling mellem løn og profit. Mens den klassiske økonomi således placerer bestemmelsen af varernes pris i markedssfæren, placerer marxistisk værditeori bestemmelses af prisen i produktionssfæren. Produktionsomkostningerne – også kaldet kostprisen – er det første skridt i transformationen fra værdi til markedspris i marxistisk økonomi forståelse.

Kostprisen for en vare består af omkostningerne til konstant kapital (råvarer, maskiner, bygninger osv.) og variabel kapital (løn). [5] Oven i denne kostpris må markedsprisen kunne dække en vis profitrate. Hvis kapitalen ikke kan opnå en vis profit ved salget, er der ingen grund til at producere. Men hvordan bestemmes kostprisen? Vi kan ikke blot referere til priser på råvarer, maskiner, bygninger og prisen på arbejdskraft (løn) i almindelighed, fordi prisdannelsen jo netop er det vi vil forklare. Der er imidlertid cn ting, som alle input i produktionen har til fælles: de er resultat af menneskeligt ar­bejde. Det gælder råvarerne, det gælder de maskiner, der bruges i produktio­nen, det gælder de fabrikker, hvor produktionen foregår og naturligvis selve produktionen af den givne vare. Alle elementer, der indgår i prisdannelsen, er i sidste instans knyttet til forbruget af arbejdskraft.

Varen arbejdskraft er imidlertid en speciel vare. Dens pris (løn) er ikke kun bestemt af dens egenpris, altså de nødvendige fysiske reproduktionsom­kostninger, der skal til, for at arbejdskraften kan møde op dag efter dag og udføre sit arbejde. Det vil sige mad, husly, nødvendige uddannelsesomkost­ninger for produktionen. Ud over dette subsistensniveau, bestemmes prisen på arbejdskraft af politiske kampe, klassekampe, som afspejler magtforhol­dene mellem klasser på nationalt og internationalt plan.

Også på en anden måde er arbejdskraft dog en helt speciel vare. Den har nemlig den egenskab, at den kan frembringe større værdi, end den selv rummer. Arbejdskraften har den brugsværdi for kapitalen, at den kan for­bruges produktivt til fremstilling af varer, hvis værdi er større end den løn, arbejdskraften modtager. Merværdien er den værdi, arbejderen skaber ud over sin egen arbejdskrafts værdi. Merværdi i marxistisk forstand er imidler­tid uden direkte interesse for kapitalen. På den ene side er kapitalen bevidst om, at lange arbejdsdage, intensivt arbejde og lav løn er kilde til profit. På den anden side behøver en skjortefabrik i Bangladesh ikke at skabe mere profit end en avanceret elektronikfabrik med robotmaskiner. Kapitalen inte­resserer sig ikke for, hvor meget merværdi arbejderen aftvinges, men for hvor meget den totale investerede kapital afkaster i overskud, i profit.

Den totale kapital deler sig som nævnt i konstant og variabel kapital. Forholdet mellem konstant og variabel kapital kaldes for kapitalens organi­ske sammensætning. Det beror på den nødvendige tekniske sammensætning af henholdsvis arbejdskraft og produktionsmidler i den givne industrigren. Kapitalen har en lav organisk sammensætning, hvis den variable kapital ud­gør en stor del af totalkapitalen. Modsat har kapitalen en høj organisk sam­mensætning, hvis den konstante kapital udgør en stor del af totalkapitalen. Det, der umiddelbart interesserer kapitalisten ved de producerede varer, er deres produktionsomkostninger, deres kostpris. Hvordan denne kostpris for­deler sig på konstant og variabel kapital er ligegyldigt for kapitalisten. For kapitalen er profitten et afkast af totalkapitalen.

Markedsprisen på en given vare, uanset sammensætningen af kon­stant og variabel kapital ved dens produktion, afspejler således en profitrate på den totale kapitalinvestering. Dette sker ved, at kapitaler til stadighed trækker sig ud af produktioner med lav profitrate og tiltrækkes af produktio­ner med høj profitrate. Der etableres således en tendens til en gennemsnitlig profitrate på investeret kapital, på tværs af sektorer. Det medfører, at nogle varer sælges for mindre end deres værdi og andre for mere i marxistisk for­stand.

Det er derfor gennem transformationen til markedspriser, at værdi og merværdi distribueres, dels mellem kapital og arbejdere i form af for­delingen af profit og løn som resultat af de herskende magtforhold mellem klasserne, og dels mellem forskellige sektorer af kapitalen med forskellig or­ganisk sammensætning via etableringen af en gennemsnitlig profitrate. Det er således det menneskelige arbejde, som skaber merværdi, men ikke som en fysik egenskab, der som en slags molekyle er inkorporeret i den enkelte vare. Værdi og transformationen fra værdi til markedspris, og profit er resultat af sociale relationer mellem arbejde og kapital og mellem forskellige kapitaler.

Det interessante i denne sammenhæng er, at omfordelingen af værdi og merværdi via markedspriser ikke kun sker i en national ramme, men også globalt, som resultat af transnationale kapitalbevægelser, handel og produk­tion. De transnationale kapitalbevægelser, i en stadig søgen efter den største profitrate, skaber en tendens til udligning af den globale profitrate til trods for store forskelle i arbejdskraftens udbytningsgrad. På grund af forskellen i prisen på arbejdskraft – lønnen – og mængden på de varer, som arbejds­kraften via lønnen kan forbruge, bliver merværdi – skabt i en del af verden – systematisk konsumeret og realiseret som profit i en anden del af verden. Et firmas value added i den glade smiley repræsenterer ikke den værdi det selv har skabt, men den del af den totale globale værdi, som det har lykkedes ka­pitalen at tilegne sig via markedsprisen. Value added er i realiteten værdi tilegnet.

I en verden, hvor priserne på en vare tenderer mod en verdensmar­kedspris, mens prisen på arbejdskraft varierer, sker der en fordeling af værdi fra lande med lav markedspris på arbejde til lande med høj markedspris på arbejde. Arbejderklassen i det globale Syd bliver systematisk betalt under prisen på arbejdskraft i Nord. Ikke fordi de skaber mindre værdi, men fordi de er mere undertrykte og udbyttede. Det er essensen i den økonomiske og politiske imperialisme i dag. Denne beskrivelse af imperialismens dynamik er ikke, som nogle påstår, at flytte udbytningen fra produktionssfæren til cir­kulationssfæren. Det er arbejdet, der skaber værdi, og det er merarbejdet, der skaber merværdi, men det er transformationen fra værdi og merværdi til markedspriser og profitrater, der sikrer den forsatte kapitalakkumulation. Lige som det er i cirkulationssfæren, at realiseringen og fordelingen af pro­duktionens værdi sker i form af markedspriser, løn og profit. Udbytninger foregår således ikke i den ene eller anden sfære i økonomien, den er ej heller begrænset af nationale grænser. Den er et resultat af den totale globale ak­kumulationsproces.

Statistik og “Dark value”

Værdioverførsel fra lande med lav løn til lande med høj løn er ikke en del af mainstream økonomisk teori og fremgår heller ikke af de officielle statistikker for hverken bruttonationalprodukt (BNP) eller international handel. Selv en erklæret marxist som Alex Callinicos kunne i 2006, med henvisning til officiel statistik, stadig nå til den konklusion at “de transnationale firmaer, som do­minerer den globale kapitalisme, koncentrerer deres investeringer og handel i de udviklede økonomier (…) Kapitalen fortsætter stort set med at undgå det globale Syd.” [6] En kritisk tolkning af den officielle statistik viser imidlertid, at kapitalen på ingen måde skyr det globale Syd, tværtimod bliver kapitalismen mere og mere afhængig af udbytningen af den billige arbejdskraft.

Bruttonationalproduktet er i almen forståelse et udtryk for værdien af en nations produktion. Hvilken nation kan imidlertid gøre krav på værdien af en iPad eller en Barbiedukke, produceret i en transnational produktions­kæde? Hvis man ser på aktuelle tal for BNP desangående, så er det tydeligt, at der er lande, som uretmæssig tilegner sig andre landes værdiskabelse. Data for BNP er nemlig ikke, hvad de hævder at være, eller hvad de fleste tror, de er, nemlig objektive data, der afspejler virkeligheden. De afspejler derimod en økonomisk teori, der skjuler mere end den afslører om forholdet mellem rige og fattige nationer.

Tallet for det totale globale produkt er et fornuftigt bud på den sam­lede værdi af alle varer, som produceres i verdensøkonomien. Tal for brut­tonationalproduktet kan dog ikke bruges som reel målestok for den nationale værdiproduktion. Hvis de officielle tal for BNP skulle være en sand målestok for en nations produktion, så var Bermuda i 2005 verdens mest produk­tive nation, med det højeste BNP pr. indbygger på $ 69.900. [7] Årsagen til, at Bermuda har et højt nationalprodukt, er imidlertid, at det fungerer som skattely for såkaldte hedgefonde og offshore banking. Det Bermuda selv er mest kendt for at producere, er cocktails og andre services til krydstogtstu­rismen, men da kapitalister vælger at lægge deres værditilvækst på Bermuda af skattetekniske årsager, så får Bermuda et stort bruttonationalprodukt, da dette beregnes ved at lægge value added for hvert firma i et land sam­men. Ikke langt fra Bermuda ligger således Den Dominikanske Republik. I landets eksportzoner arbejder der 157.000 personer, hovedsagelig i sko- og beklædningsindustrien. Ca. 95 % af produktionen eksporteres til USA. [8] Den Dominikanske Republiks BNP pr. indbygger er på trods heraf på blot $ 5.549 svarende til 8 % af Bermudas. Årsagen til Bermudas BNP’s afvigelse fra den reelle produktion skyldes, at opgørelsen ikke skelner mellem produk­tiv og ikke-produktiv aktivitet.

En anden måde at sætte spørgsmålstegn ved BNP som reel målestok for en nations produktion, er ved at undersøge, hvordan værdien af et en konkret vare, fremstillet i en transnational produktionskæde, fordeler sig. Et par sko, produceret i Den Dominikanske Republiks skoindustri til det ame­rikanske marked, har eksempelvis en salgspris på $ 15,00. Her tilskrives blot 30 cent svarende til 2 % af salgsprisen Den Dominikanske Republiks BNP. De resterende $ 14,70 vil figurere i USA’s BNP som værditilvækst, men be­står reelt af omkostninger til transport, marketing, salgsomkostninger, salg, skatter og profit. Kun en økonom kan undgå at se, at der er noget underligt ved at bruge begrebet value added eller værditilvækst om den 50-dobling af “værdien” på skoene, der foregår i USA. Værditilegnelse synes at være en mere passende betegnelse. [9]

Bruttonationalproduktet bliver ofte kritiseret for at udelade såkaldte eksternaliteter som forurening, nedslidning af ikke fornybare ressourcer og desuden for ikke inddrage produktive aktiviteter uden for vareøkonomien, der genskaber arbejdskraften f.eks. husligt arbejde. Et yderligere problem for brugen af BNP i analyse af global politisk økonomi er samtidig, at produk­tionen netop ikke sker inden for rammerne af én national økonomi, men i globale produktionskæder. BNP-begrebet stammer fra en tid, hvor man med en vis rimelighed kunne tale om en afgrænset, national økonomi, men under den neoliberale globalisering duer det imidlertid ikke som målestok for national værdiskabelse. BNP foregiver at måle produktion, men måler i virkeligheden resultater af transaktioner på markedet, og dog bliver in­tet produceret på markedet, her udveksles penge med ejendomsret til va­rer. Produktionen finder sted i produktionsprocessen på ganske bestemte geografiske lokaliteter. De officielle tal for bruttonationalproduktet fungerer således som et slør for den imperialistiske udbytning, et slør, der fortæller: Det kan godt være, at de slider i det i Kina, men de virkelige værdier skabes stadig i de udviklede lande af dygtige designere og kreative markedsførings­folk, som det ses af statistikken. Som vi har set i det konkrete mikroperspek­tiv med de dominikanskproducerede sko, så udgør denne værdi kun en lille brøkdel af prisen for disse varer. Man behøver ikke at have læst Kapitalen for at konstatere, at ligegyldigt, hvad officiel statistik siger, så har de profitter, som firmaet bag skoen hjemtager, noget at gøre med de lavtlønsarbejdere, som producerer dem.

På basis af detaljerede analyser af Apples produktionskæder, foretaget af Kraemer, Linden and Dedrich, [10] har den amerikanske verdenssystemte­oretiker Donald A. Clelland i 2014 beregnet størrelsen af værdioverførelsen fra Syd til Nord via transformationen fra værdi til markedspriser på nogle Apple-produkter. Apple solgte fra midten af 2010 til midten af 2011 lidt over 100 millioner iPads uden at eje en eneste fabrik, og er dermed idealty­pen på en “fabless” – en fabriksløs virksomhed. Apple udvikler, designer og sælger elektronik, men har outsourcet al fabrikation. Apple integrerer såle­des 748 leverandører af materialer og komponenter i en produktionskæde. 613 af dem befinder sig i Asien, 351 af dem alene i Kina, hvor den endelige samling af iPad foregår. Produktionen foretages af lokale firmaer, men de er styret og kontrolleret af Appels krav og specifikationer. Apples succes bygger også på en monopolstatus, dvs. kontrol over faktorer, der kan reducere pro­duktionsomkostningerne eller øge salgsprisen, ud over hvad der kan opnås i et marked med konkurrence, en monopolstatus, der er baseret netop på produktionen i Kina i stor skala. Desuden beskyttes Appels produkter mod konkurrence af patentrettigheder, der følges tæt. Apple er det firma i verden, der fører de fleste retssager vedrørende patenter. [11]

Prisen for en iPad i en forretning i USA, var i 2011 $ 499,00, mens Apples produktionsomkostninger var per enhed på i alt $ 275,00. Profitten var således på $ 224,00 per iPad eller ca. 45 % af salgsprisen. Ud af pro­duktionsomkostningerne på $ 275,00 gik $ 150,00 til udvikling, design og marketing hovedsageligt placeret i det globale Nord, mens blot $ 33,00 gik til produktionen hos Foxcom i Kina, som betalte ca. $ 8,00 i arbejdsløn for at samle en iPad. I hvert led i produktionskæden sker der en værdiforøgelse, bestående af materialer, lønninger til arbejdere og management samt profit. Den totale sum af alle disse input i kædens led udgør salgsprisen, kaldet “bright value,” altså den synlige værdi i kæden, der fremgår af regnskaber og officiel statistik. [12] Fordeling af value added for en iPad er således helt i overensstemmelse med den ovenfor nævnte glade smiley.

Ud fra et marxistisk værdiperspektiv er den globale økonomi imidlertid ikke ulig et isbjerg. Kun en lille synlig del ses på overfladen, mens hovedparten findes under overfladen, usynlig for det blotte øje. Til forskel fra isbjerge er den globale økonomi en dynamisk struktur baseret på strømme af værdi fra bunden mod toppen af isbjerget, Syd til Nord. Disse strømme antager to ho­vedformer: en pengestrøm af synlig værdi i form af priser, og en usynlig strøm skabt af underbetalt arbejdskraft, udnyttelse af arbejdskraft i den reproduktive sektor og ubetalte økologiske eksternaliteter. Det er derfor meget betegnende, når Clelland bruger metaforen “dark value” om denne del af værdioverførslen i produktionskæder. Den er nemlig inspireret af begrebet mørkt stof der inden for astrofysikken betegner langt hovedparten af det stof og den energi, der ud­gør universet. Det er denne mørke energi, der holder sammen på galakserne og driver udvidelsen af universet. På samme måde er det det skjulte arbejde, der driver udvidelsen af det kapitalistiske system. [13]

I følge Clelland er der flere former for dark value i de globale produk­tionskæder. Dark value skabes, når underbetalt arbejde indsættes direkte i produktionen i stedet for højere betalt arbejde. Underbetalt arbejde vil sige arbejde til mindre end den gennemsnitlige verdensmarkedspris. Clelland re­fererer i denne sammenhæng til Emmanuels ulige bytte, men der findes også indirekte former for dark Value. Grundlaget for den billige arbejdskraft i Syd er lave reproduktionsomkostninger. De arbejdere, der arbejder direkte i pro­duktionen af forbrugsgoder til Nord, understøttes af et lag af underbetalte landarbejdere og bønder og en uformel sektor af servicearbejdere, der laver billig mad, passer børn osv. De udgør tilsammen det nederste led i kæden af dark value, som er nødvendig for, at arbejderen kan møde på arbejde og producere til en dollars eller to om dagen. Hvis en iPad skulle fremstilles i USA ville lønomkostningerne ikke være $ 33,00 men $ 178,00. Og hvis vi går et spadestik dybere ned i produktionskæden finder vi, at delkomponen­terne og råvarerne hovedsagelig også er produceret i Syd med en lønandel, der andrager ca. $ 39,00 pr. iPad. Hvis denne del af produktionen skulle foregå i USA, ville lønnen være ca. $ 186,00. [14] Arbejderne i Apples iPad- produktion bliver ikke betalt mindre, fordi deres produktivitet er lavere end hos arbejderne i Nord. Den er sandsynligvis højere. Apple-leverandører er de førende inden for feltet med den bedste teknologi. Management af disse virksomheder er ekstrem effektiv og med en intensivitet af arbejdet, der ikke ville blive accepteret i Nord. Det er derfor ikke et overraskende svar, direk­tøren for Apple, Steve Jobs, kom med, da han ved en middag i Det Hvide Hus i 2011 af præsident Barack Obama blev spurgt: “Hvad vil det egentlig kræve af Apple, hvis produktionen skal bringes hjem?” og dertil svarede: “De arbejdspladser kommer aldrig tilbage.” [15]

Nedbrydningen af det fysiske miljø, forureningen af jord, vand og luft er en konsekvens af industriel produktion. Omkostningerne for dette, de såkaldte eksternaliteter, kan Apple også lettere unddrage ved at flytte pro­duktionen til Syd. Til produktionen af en iPad indgår der 12,2 kg. mineraler og metaller, flere af dem sjældne, 360 liter vand samt elektricitet, produceret af fossilt brændsel, der skaber 105 kg. drivhusgasser. Denne økologiske byrde bæres hovedsageligt af Kina og andre asiatiske lande, mens konsumptionen af produktet hovedsagelig foregår i Nord. Hvis vi udelukkende ser på for­ureningen, anslår Clelland, at Apple slipper for at betale ca. $ 30 pr. iPad i forhold til, hvad udgiften ville have været i USA, der endda ikke har særlig restriktive begrænsninger for industriens belastning af miljøet. [16]

På den baggrund anslår Clelland, at den total dark value i en iPad konservativt set udgør $ 472,00. En produktion i det globale Nord ville så­ledes næsten fordoble produktionsomkostningerne og dermed også salgspri­sen. Uden bidraget fra den ovennævnte dark value fra Asien, ville salget altså være mindre og Apples profit betydeligt lavere. Hovedparten af den tileg­nede dark value bliver i iPad’ens tilfælde ikke realiseret som mere profit til Apple, men i form af værdioverførsel til forbrugerne i form af billigere varer. Derved, konkluderer Clelland, drager forbrugeren i det globale Nord fordel af den udbytning, der foregår i produktionen, når vedkommende forbruger lønnen for en times arbejde til at købe et produkt, der indeholder mange flere lavt eller ubetalte timers arbejde, lavt værdisatte råvarer og økologiske input.[17] Denne analyse ligger tæt på den ulige bytteteori, som vi i Manifest Kommunistisk Arbejdsgruppe arbejdede ud fra.

Det ulige byttes størrelse

For os i M-KA var det væsentligt at undersøge om størrelsen på det ulige bytte kunne forklare forskellen i levestandard mellem Syd og Nord. Der har ikke været foretaget mange konkrete beregninger på overførslen af værdi fra fattige til rige lande. Samir Amin kom i 1965 med et bud på 22 milliarder dollars voksende til 300 milliarder dollars i 1980, men uden at han nærmere redegjorde for sine metoder og talgrundlag. [18]258 Vi beregnede som tidligere nævnt størrelsen af det ulige bytte i 1977 til omkring 350 milliarder dollars pr. år. [19]

Nøjagtige beregninger var dengang som i dag vanskelige at lave. Dels er oplysninger om løn og arbejdsstyrkens størrelse behæftet med usikkerhe­der. Dels er det vanskeligt nærmere at anslå f.eks. lønnens andel af produk­ters pris og produktiviteten. Når vi alligevel i starten af 1980’erne gjorde an­tagelser vedrørende disses størrelsesforhold, søgte vi at gøre dem realistiske og konservative, for ikke at overdrive værdioverførslen fra Syd til Nord. Kort fortalt gik vores metode ud på at undersøge lønniveauerne under hensynta­gen til produktivitet i verdens lande på grundlag af indsamling af statistisk materiale. Især lønstatistik var dengang behæftet med stor usikkerhed, da de beroede på statslige indrapporteringer. I den tredje verden var der en tilbøjelighed til at rapportere højere lønniveauer end de faktiske. Vores beregninger var således i underkanten af den reelle størrelse. Vi nåede frem til, at forholdet i lønniveau mellem Syd og Nord var på en gennemsnitlig ratio på 1 til 15. Dernæst undersøgte vi samhandlen mellem Syd og Nord til gældende verdensmarkedspriser og undersøgte lønandelens størrelse af disse varepriser. Vi kunne nu på papiret gennemføre en “lige handel” mellem Syd og Nord til den gennemsnitlige lønfaktor 5,7. Ved at sammenligne tallene fra denne hypotetiske lige handel med handlen til aktuelle priser og lønninger på verdensmarkeds kunne vi angive en størrelsesorden på det ulige bytte. [20] Vi diskuterede beregningsmetoden med Emmanuel i forbindelse med ud­givelsen af den engelske udgave af bogen Imperialismen i dag, [21] og han havde ingen større indvendinger.

I midten af 1990’erne arbejdede canadieren Gernot Köhler, der har en IT-baggrund og tilhører verdenssystemskolen, med beregninger af stør­relsen af det ulige bytte på baggrund af indsamlede historiske tal for globale arbejdslønninger og handel, et langt mere omfattende arbejde end vores. [22] Ikke mindst arbejdede han med modeller til at beregne størrelsen af det ulige bytte, hvor også forskelle i købekraften i de forskellige lande indgår. Köhler nåede frem til, at hvis man sætter det ulige bytte til nul i 1865, viser beregningen af handelstal og lønniveauer, at det ulige bytte i 1965 beløb sig til 19 milliarder dollars, i 1980 til ca. 300 milliarder (tæt på vores estimat) og i 1995 til 1.750 milliarder dollars. svarende til 6,6 % af verdens sam­lede bruttonationalprodukter. De tre største tabere på det ulige bytte i 1995 var Kina, Mexico og Indonesien. De tre største vindere var USA, Japan og Tyskland. [23]

En anden, som har beskæftiget sig med det ulige bytte, er Zak Cope. I sin bog Divided World Divided Class beskæftiger han sig således med størrelsen på overførslen af værdi fra udbyttede lande til OECD-landene. Via hele tre forskellige beregningsmetoder estimerer han størrelsen på det ulige bytte til i 2009 at beløbe sig til 3.900 milliarder dollars. Hertil kommer en hjemtag­ning af superprofitter [24] på investeringer i Syd på 2.600 milliarder dollars. I alt ca. 6.500 milliarder dollars. [25] Forskellen mellem vores beregning på 350 milliarder dollars i 1977 og Zak Copes tal på 6.500 milliarder i 2009 afspej­ler med al tydelighed betydningen af industrialiseringen af det globale Syd og inddragelse af en milliard nye proletarer.

Copes tal svarer til, at overførelsen fra det globale Syd udgør ca. 16 % af OECD-landenes bruttonationalprodukt. [26]265 Umiddelbart lyder det måske ikke af så meget i forhold til at forklare forskellen i levestandard, men man skal huske, at en stor del af bruttonationalproduktet i Nord udgøres af ikke-materiel virksomhed, service og administration. Desuden er det væsentligt også at se på det ulige byttes kvalitative effekt, dels den akkumulerede effekt af dette tilskud gennem mere end hundreder år, dels den dynamiske effekt af denne stadige overførsel af værdi. Som tidligere nævnt er den kapitali­stiske akkumulations problem ubalancen mellem produktionen og forbrug. Kapitalistiske kriser er overproduktionskriser, altså mangel på købedygtigt marked, og kapitalismens problem er derfor at sælge, ikke at producere. Den stadige transfusion fra Syd udvider det købedygtige marked i Nord og ska­ber dermed en dynamisk kapitalistisk udvikling her, mens selvstændig natio­nalt baseret kapitalisme i Syd blokeres af det stadige dræn. Det købedygtige marked i København har en større købekraft end den samlede købekraft i Tanzanias 46 millioner indbyggere. Det ulige bytte er således ikke kun et spørgsmål om x milliarder US dollars pr. år, men forudsætningen for den relativt krisefri kapitalisme i Nord.

Produktions- og konsumptionsøkonomier

Med den nye globale arbejdsdeling i produktionskæder og det stigende ulige bytteforhold er der sket en stadig tydeligere opdeling af verden i produktions­økonomier i det globale Syd og konsumptionsøkimomier i det globale Nord. Det er ikke så mærkeligt. Kapitalisme er nemlig et system, der baserer sig på at mi­nimere produktionsomkostningerne for at maksimere profitten. Kapitalister søger derfor på den ene side at lokalisere og integrere de steder, hvor de kan producere billigst, og på den anden side sælge deres varer, hvor markedet er mest købedygtigt. I dagens verden vil det sige producere billigt i Syd og sælge dyrt i Nord.

Traditionelt forstås forbrug som den sidste station for en vare: en ham­burger, der spises, en jakke, tages af bøjlen i butikken og købes. Handlen, hvor ejendomsretten til varerne skifter hænder, skaber ikke værdi. Andre ikke-produktive aktiviteter som forsikring, branding, reklame, marketing og administration er nødvendige for salget, men bidrager ikke i sig selv til for­øgelse den sociale værdi og burde i stedet indregnes som former for socialt forbrug. Disse former for aktiviteter er en voksende andel af nationalpro­duktet i Nord, både absolut og relativt, og giver anledning til talen om det postindustrielle samfund, oplevelsesøkonomier osv. Disse sektorers vækst hviler imidlertid på værdier skabt af det produktive arbejde. Vi forbruger stadig flere fysiske varer fremstillet industrielt. Det meste af vores informa­tion og underholdning konsumeres på fysiske platforme fremstillet i Syd.

I og med at produktionsprocessen er mobil, er store dele af arbejds­kraften i Nord og Syd, og landene i Syd imellem, i et konkurrenceforhold til hinanden om at tiltrække produktion. Det har resulteret i en massiv ud­flytning af produktion til Syd i de senest årtier. Anderledes forholder det sig med konsumptionen, der er en geografisk lokaliseret proces – her er Nord stadigvæk stort set uden for konkurrence. Arbejdskraften i konsumptions­sektoren, det vil f.eks. sige marketing og salg, står generelt set ikke i en global konkurrencesituation, i og med at det købedygtige marked findes bag natio­nale grænser. Man kan ikke outsource kasseekspedienten, den interne trans­portsektor og de fleste servicefunktioner. Man kan søge at erstatte dem med lidt billigere, indvandret arbejdskraft i det omfang, det er muligt. Det sker også, men det er stadig til et langt højere lønniveau, end det der findes i Syd.

Meget symbolsk for udviklingen passerede supermarkedskæden og konsumptionsvirksomheden Wal Mart i 2002 produktionsvirksomheden General Motors som det største amerikanske firma målt i salgstal. Dette skifte skete i en periode med stagnerende lønninger i USA og Europa og stigende arbejdsløshed. Hvordan kan forbruget ekspandere under disse for­hold? Det kan det gøre, hvis priserne på importerede varer til stadighed falder. Fig. 8 viser, hvordan forbruget af tøj og sko i USA er fordoblet, mens importprisen samtidig blev halveret.

Timothy Kerswell har lavet en mere generel og omfattende analyse af denne udvikling. Han illustrerer det ved en sammenligning af Kina og USA. De to lande er valgt på grund af deres betydning i den globale økonomi, men også fordi de har en betydelig samhandel, og dermed synliggøres rollefordelingen. Kerswell har undersøgt sammensætningen af Kinas og USA’s arbejdskraft ud fra nationale arbejdsmarkedsstatistikker. Han når frem til, at 66,8 % af Kinas arbejdskraft tilhører produktionssektoren, mens 33,2 % arbejder i konsumptionssektoren med salg, service, transport — det, der også kaldes for den tertiære sektor. I USA er det derimod nærmest omvendt. Her arbejder 27 % i produktionen og 73 % i konsumptionssektoren. [27] Baseret på disse tal kan man definere Kina som en produktionsøkonomi og USA som er konsumptionsøkonomi.

Der er to mulige forklaringer på hvordan 73 % af USA’s arbejdsstyrke kan befinde sig i den ikke-produktive sektor og alligevel have en bæredygtig økonomi. Enten er de 27 % produktive arbejdere i stand til at skabe tilstræk­kelig værdi til at oppebære hele det amerikanske samfund, eller også skabes værdien et andet sted og forbruges blot i USA. I juli 2010 havde USA et handelsunderskud på 497 milliarder dollars. En betydelig del af dette skyldes et importoverskud fra Kina på 365 milliarder dollars. Dette indikerer, at der via vareimporten fra Kina overføres værdi til USA. Det sker ved import af færdigvarer og produktionskædernes halvfabrikata, som transporterer værdi fra produktionsøkonomier til konsumptionsøkonomier. En værdioverførsel, der som nævnt ikke er synlig i statistikken for bruttonationalproduktet, fordi den skjules af prismekanismen. På grund af den position, som marketings-, distributions- og salgsleddene i USA har i den globale produktionskæde, kan USA konsumere en stor del af den værdi, der skabes i den egentlige produktion andre steder i verden. Noget bliver til profit for firmaet, andet konsumeres af den amerikanske arbejdskraft, dels som lønandel i konsump­tionsrelaterede brancher, dels som billige varer.

Den massive ubalance i varehandlen mellem Kina og USA synes også at tilbagevise ideen om, at den hjemlige 27 % store produktive sektor skulle være så ekstrem produktiv, at den kan skabe tilstrækkelig værdi til at opretholde den 73 % store konsumerende sektor. Hvis dette var tilfældet, var der ingen grund at importere store varemængder fra lande som Kina. Den eneste forklaring på, hvordan en økonomi kan have hovedparten af sin befolkning beskæftiget i konsumtionssektoren er, at den fysiske produktion foretages af arbejdere i andre økonomier, og at der således sker en tilegnelse af værdi gennem prisstrukturen i den globale handel og hjemtagning af su­perprofitter. Når en økonomisk enhed som et land eller en region hovedsage­ligt består af en konsumerende arbejdskraftsektor, så er den nettomodtager af den værdi, som flyder i de globale produktionskæder. Gennem politiske kampe og institutionelle processer i det givne land distribueres denne værdi mellem kapital og arbejdere.

Et komplekst net af produktionskæder og forbrugsmønstre er skabt således, at den globale kapital er afhængig af, at arbejderne i landene i Nord forbruger deres produkter og således realiserer værdien og hiver profitten hjem. Arbejderklassen i Nord er på sin side afhængig af, at kapitalen holder hånden under deres levestandard. Kapitalister og statsapparater i de ekspor­torienterede lande i Syd er samtidig afhængige af forbruget i Nord for at få deres del af kagen og proletariatet i disse lande af deres subsistensløn for at overleve. Den gensidige afhængighed gør USA’s krise i betalingsbalancen til et problem, der skal løses, da alle klasser på den korte bane synes at tabe, hvis relationen bryder sammen. Hele dette arrangement eksisterer imidlertid på bekostning af arbejderne i produktionsøkonomierne i Syd. De betaler ikke alene profitten til kapitalisterne i deres egne lande, men også til de firmaer, der kontrollerer de globale produktionskæder og til arbejdskraften i kon­sumptionsøkonomierne.

I Nord har vi siden begyndelsen af 1970’erne talt om forbrugersam­fundet, og i de seneste årtier også om et overforbrug. Bevidstheden om, at vores forbrug ikke kun er udtryk for en økonomisk ulighed, men også er et problem i forhold til klodens miljø, er voksende. Det ulige bytte er ikke kun økonomisk. Der er også et økologisk aspekt.

Økologisk bæredygtighed og ulige bytte

I vestlig tankegang er mennesket og naturen, som oftest blevet stillet over­for hinanden i et modsætningsforhold. Ifølge den liberale filosof og stats­videnskabsmand, Thomas Hobbes (1588-1679), må mennesket erobre, tæmme og besejre naturen for at overleve. Kapitalismen var mennesket mod naturen, der skulle beherskes og udnyttes. 500 års kapitalisme har således gjort et alvorligt indhug i de ikke-fornybare ressourcer og nedslidt klodens økosystemer i en sådan grad, at det nu får meget mærkbare konsekvenser i form af klimaforandringer og jord-, luft- og havforurening.

Marxismen byggede også i høj grad på denne dualitet mellem men­neske og natur. Den beskæftigede sig med de økonomiske, sociale og histo­riske realiteter og distancerede sig fra “naturen.” Den globale økologiske, klimatiske og miljømæssige bæredygtighed spillede således ikke den store rolle i 1970’ernes imperialismeteori. I dag er det med en vis pinlighed, at jeg husker tilbage på min uvidenhed og overlegne reaktion, da jeg midt i 1970’erne første gang blev præsenteret for miljømæssige problemer midt i det praktiske solidaritetsarbejde med at sortere og pakke tøj til den namibiske befrielsesbevægelse SWAPO: “Hul i ozonlaget? Du læser for mange supermandtegneserier!” En manglende forståelse, der vel også blev afspejlet i den daværende “reelt eksisterende socialismes” miljøpolitik eller mangel på samme. Miljø og klima var ikke et problem, og hvis det var, hørte det kapitalismen til. Men faktisk havde Emmanuel allerede i 1970’erne øje for de økologiske aspekter ved det ulige bytte. Han beskrev således, hvordan de udviklede landes befolkninger kun kunne være i stand til at overforbruge klodens ressourcer, forurene og skille sig af med affaldsprodukterne, fordi resten af verdens befolkninger ikke havde midlerne til at gøre det samme. Hvis dette ikke var tilfældet, ville den økologiske balance ifølge Emmanuel allerede være tippet. [28] Emmanuel koblede således allerede i 1975 marxistisk økonomisk teori sammen med de tanker, som nutidens radikale økologer fremfører. Sidstnævnte kunne med fordel reflektere netop over hvilke økono­miske relationer, der ligger bag de økologiske og klimamæssige problemer, og hvilke politiske barrierer, der blokerer for et mindre og mere ligeligt globalt forbrug af ressourcer.

Det ulige bytte har således også en økologisk dimension. En simpel øvelse, der bekræfter dette, består i at kigge sig rundt i sin bolig og åbne sit køleskab. Har man ikke et, ja så tilhører man efter al sandsynlighed det globale Syd. Har man et, så vil indholdet af dette og resten af boligen vise det fysiske resultat af en global overførsel af ressourcer i overensstemmelse med størrelsen af ens forbrug. De 20 % rigeste i denne verden forbruger 89 gange så meget papir, 35 gange mere elektricitet, og udleder 22 gange så me­get kuldioxid i atmosfæren som de 20 % fattigste. I 1993 var Nordamerikas energiforbrug 30 gange større end Indiens og 60 gange så stort som Afrika syd for Saharas. [29]

Teorier om økologisk ulige bytte fokuserer på forholdet mellem rige og fattige lande, men i mere materielle former end traditionel økonomi. Na­turressourcer eksporteres fra Syd til Nord, og affald og forureningsbyrden sendes retur. Stefan Bunker, en af de første, der teoretiserede omkring det økologiske ulige bytte, skrev i 1984:

”Jeg er af den opfattelse, at den ubalancerede strøm af energi og stof, som udvindes fra periferien til det produktive [sic] center giver et bedre billede af størrelsen af det ulige bytte i verdens­økonomien end strømmen af varer målt i arbejde og priser (…) Den fundamentale værdi af træ, af mineraler, olie, fisk og så videre ligger i disse goder selv, mere end i det arbejde som de indeholder.” [30]

Bunker var af den opfattelse, at udvindingen af naturressourcer, hvad enten det er minedrift, olieboringer, høst af landbrugsvarer eller fældningen af træer, er en kritisk faktor, fordi energi og stof er essentielle input i alle varer. Det kan diskuteres, om sådanne teorier om økologisk ulige bytte adskiller sig grundlæggende for de økonomiske, eller om der ikke bare er tale om forskel­lige mere eller mindre brugbare måleenheder for det samme grundlæggende forhold. Bunkers vægt på ulige bytte af biomasse var måske mere relevant i sidste århundrede, hvor det ulige bytte var præget af udveksling af råvarer og landbrugsprodukter fra Syd mod industrivarer fra Nord. De sidste årtiers industrieksport fra Syd gør imidlertid det økonomiske fokus på arbejdsløn­nen som den essentielle faktor i det ulige bytte helt central. Forskellen i for­brug af biomasse er et meget konkret materielt udtryk for forskellen mellem rige og fattige, men den forklarer ikke de mekanismer, der skaber uligheden. Det gør lønfaktoren til gengæld. Den tyske økonom Jürgen Lipke ser det ulige bytte i form af naturressourcer som en yderligere forstærkende faktor for det ulige bytte generelt. Der er en interaktion mellem det økonomiske ulige bytte og det økologiske. Det økonomiske ulige bytte danner grundlag for et forbrug, der øger det økologiske ulige bytte. [31]

Økologer opererer med begrebet “naturlig kapital.” Den naturlige kapitals størrelse er udtryk for et geografisk områdes evne til at opretholde menneskelig aktivitet, fra produktion til affald. Hvis et samfund skal være bæredygtigt, må det ikke nedslide den naturlige kapital, men så at sige leve af den naturlige kapitals “rente”. Det vil sige, at samfundet skal efterlade samme mængde naturlige ressourcer, som det modtog. Man kan udtrykke forbruget af naturlig kapital ved en talstørrelse pr. hektar pr. indbygger. Ver­densgennemsnittet for forbrug af naturlig kapital ligger på 2,85 pr. hektar pr. indbygger, hvilket er 30 % over det tal, der betragtes som det bæredygtige forbrug, nemlig 2,18 pr. hektar pr. indbygger. Vi er altså ved at nedslide kloden. [32] Forbruget af den naturlige kapital i fattige og rige lande ligner det ulige byttes mønster. OECD-landene bruger i gennemsnit 7,22 pr. hektar pr. indbygger af den naturlige kapital, hvilket er fire gange så meget som ikke-OECD-landenes indbyggere forbruger.

Globaliseringen, med den hastigt voksende transnationale handel be­tyder, at den tidligere begrænsning mellem et geografisk områdes egen øko­logiske kapacitet og forbruget af naturlig kapital ikke længere eksisterer. Vi får ikke alene billige varer fra Kina, vi nedslider også landet økologisk. Den globale handel skaber afhængighed af ekstern biomasse fra de fattige lande til de rige lande. Det fører til et voksende overforbrug og nedslidning af klo­dens naturlige kapital og dermed til en intensiv konkurrence om politiske og økonomiske magtpositioner i verdenssystemet. Rigdom og ulige bytte i sam­menhæng med politisk og militær magt gør det muligt for OECD-landene at importere og forbruge naturlig kapital langt ud over egne ressourcer, og dermed tvinge markedskræfterne i de fattige lande til at afgive deres natur­lige kapital og gå ind på en ikke-bæredygtig udvikling.

Økologisk ulige bytte er således handel, hvor ulige mængder af naturlige ressourcer udveksles mellem regioner. Det kan f.eks. være i form af import af frugt, soja eller olie og eksport af affald. Ifølge Lipke er der en sammenhæng mellem det ulige bytte i varehandlen og det ulige bytte i ud­vekslingen af naturressourcer mellem center og periferi. Det fører igen til udvikling og underudvikling af både produktivkræfter og i håndtering af naturressourcer. Lipkes analyse bekræfter således de politiske ydre årsager til underudviklingen i det globale Syd. Neoliberalismen med strukturtilpas­ning, frihandel og fri bevægelighed af kapital fokuserer kun på at skaffe øge­de ressourcer til mere produktion. Fordelingen af goderne til mennesker og de fysiske grænser for forbruget af naturressourcer er helt underlagt denne prioritering. Konsekvensen er, at kløften mellem rige og fattige lande vokser, og nedslidningen af verdens økosystem fortsætter med deraf følgende so­ciale og politiske problemer.

Selvom det ulige bytte på det miljø- og ressourcemæssige plan, på linje med det økonomiske ulige bytte, deler verden i rige og fattige, så forener den miljømæssige problemstilling også menneskeheden på tværs af ulighe­den. Konsekvenserne af de miljømæssige uligheder kan ikke i samme grad som de økonomiske og sociale begrænses til de fattige lande. Forureningen af luften og havet, forandringerne i klimaet har grænseoverskridende kon­sekvenser. Den massive luftforurening i Kinas industriområder er allerede mærkbar på USA’s vestkyst.

Konkurrencen mellem nationalstaterne om at tiltrække investeringer gør det vanskeligt at løse klima- og miljøproblemer inden for kapitalismens rammer. Kapitalen har altid søgt at eksternalisere disse omkostninger, og en internalisering af dem vil true profitraten og dermed akkumulationen. In­den for de næste 25-50 år vil de økologiske og klimatiske problemer få store samfundsmæssige konsekvenser: klimaforandringer, forurening, mangel på råstoffer og rent vand. I de transnationale selskabers strategiudvikling og i “tænketanke” er begrebet resilience – robusthed – blevet det nye buzzword. Med resilience menes evnen til modstå og rejse sig efter uforudsete pludseli­ge katastrofer. Det kan være klimatiske, forurening, epidemier, sociale urolig­heder og så videre. De klimamæssige og økologiske problemer kan meget vel udløse økonomiske og politiske kriser i systemet, som kan fremtvinge et helt nyt værdigrundlag i forhold til vækst, forbrug og vores relationen til naturen, en form for “lifeboat-socialisme,” hvor fælles konsum, i stedet for individuel konsum, bliver en nødvendighed for vores overlevelse.

Noter