Kapitel 3

Antiimperialisme i Den Kolde Krig

Efterkrigstiden var præget af en bølge af afkolonisering. Kolonialismen havde mistet sin legitimitet og rationalitet. Det formelle, administrative og militære herredømme over kolonierne blev en byrde for de europæiske magter. Afkoloniseringen blev drevet frem af befrielsesbevægelser i kolonierne, der benyttede sig af den svaghed og det vindue, som Anden Verdenskrig havde åbnet. Afkoloniseringen blev også hjulpet på vej af et politisk pres fra den store sejrherre i krigen, USA, der via afkolonisering så en mulighed for at få økonomisk og politisk indflydelse i de områder, hvor de gamle kolonimagter ellers havde haft monopol.

Samtidig var tiden efter Anden Verdenskrig perioden, hvor Sovjetunionen og de nye socialistiske lande i Østeuropa konsoliderede sig i en økonomisk, politisk og militær blok uafhængig af imperialismen. Det betød, at de i løbet af 1950’erne kunne fremstå som en afbalancerende faktor i forhold til USA og de gamle kolonimagter og således skabe rum for, at nationale bevægelser kunne få fodfæste.

Imperialismen og den vestlige arbejderklasse

Afkoloniseringen var imidlertid ikke Sovjetunionens værk. Den var et resultat af autonome folkelige bevægelser, der førte en politik, der ofte var langt mere radikal end de råd, de fik fra Moskva. At lande som Cuba, Algeriet og Vietnam så senere fik støtte fra Sovjet, er en anden sag. Indien blev selvstændig i 1947, Kina udråbte folkerepublikken i 1949, og bølgen rullede videre over Asien og Afrika i 1960’erne. Med afkoloniseringen trådte imperialismen ind i en ny fase: Neokolonialismen blev det kaldt i 1960’erne. Begrebet dækkede over et system, hvor de gamle kolonier fik deres formelle nationale selvstændighed, men stadig blev økonomisk udbyttet og politisk domineret af de gamle kolonimagter.

Fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til den såkaldte oliekrise i 1973 forløb kapitalismen så at sige krisefrit i de imperialistiske lande. Perioden var et langt opsving med en hidtil uset velstandsstigning for størstedelen af befolkningen. Arbejderklassen tilkæmpede sig betydelige reallønsforbedringer, og personligt oplevede jeg denne velstandsstigning på flere måder. Jeg boede med mine forældre i en moderne treværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri, og vi fik både køleskab, TV og telefon i 1956. Mine forældre købte deres første bil, en lille Renault 4, i 1959. Vi rejste til Harzen og Italien på ferie, og i 1962 flyttede vi i parcelhus. Jeg fik en båndoptager til min konfirmation. Ungdommen blev inddraget som forbrugere af tøj, musik og modevarer, og forbrugersamfundet så dagens lys. En garanteret mindsteløn, arbejdsløshedsforsikring, sygesikring og socialhjælp fjernede den livstruende nød i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. I perioden fra slutningen af 1950’erne og op gennem 60’erne etableredes der i flere europæiske lande forskellige former for velfærdsstater, og hermed fik kapitalismen et mere “menneskeligt ansigt” i Vesteuropa og i Nordamerika. Arbejderklassens vigtigste parti, socialdemokratiet, fik regeringsmagten i en række vesteuropæiske lande, uden at dette dog ændrede disse staters imperialistiske karakter. De imperialistiske landes nationale interesser omfattede både arbejderklassen og bourgeoisiet, nationens velstand blev alle klassers velstand.

Anden Verdenskrig og afkoloniseringen forandrede ikke den vestlige arbejderklasses relationer til proletariatet i Asien, Afrika og Latinamerika. Dette til trods for at Sovjetunionen og kommunistiske partisaners indsats i bekæmpelsen af nazismen havde styrket de kommunistiske partier i Vesteuropa. Kampen for socialisme var først og fremmest national. I Storbritannien sendte Clement Atlees Labour-regering (1945-1951) sine krigsskibe til den britiske koloni Sudan, for at “gøre hvad som helst for at opretholde ro og orden.” [1] I Kenya var Atlee-regeringen ansvarlig for den brutale nedkæmpelse af arbejderuroligheder og fagforeningsstrejker i slutningen af 1940’erne. I løbet af 1949-50 gennemførtes en lovgivning i Kenya med henblik på at få sat en stopper for urolighederne i arbejderklassen. Der blev indført fastfrysning af lønningerne og tvangsarbejde til sultelønninger, strejker blev forbudt og undtagelseslovgivning indført. I en anden daværende britisk koloni, Nigeria, strejkede kulminearbejderne i Enugu i 1949 for et krav om højere løn. Det var et helt traditionelt, socialdemokratisk krav, der imidlertid ikke fik Labours støtte i kolonierne. Her mødte regeringen kravet med våben, og resultatet var 21 døde og 50 sårede kulminearbejdere. [2]

Den franske arbejderbevægelse adskilte sig ikke fra den engelske, hvad angår manglende solidaritet med proletariatet i kolonierne og proimperialistiske tendenser. Da den algeriske befrielsesbevægelse, FLN, i 1950’erne kæmpede for et frit Algeriet, mødte det meget ringe sympati i den franske arbejderbevægelse. Det franske kommunistparti viste sig som et racistisk og proimperialistisk parti, hvilket skal ses i sammenhæng med, at det hentede mange medlemmer blandt de europæiske arbejdere i Algier, der – i lighed med den hvide arbejderklasse i Sydafrika – fik en langt højere løn end algerierne i kraft af, at de var europæere. Et uafhængigt Algeriet ville betyde, at de ville miste deres privilegier, og derfor kæmpede de desperat for at bevare landet på franske hænder. Den franske forfatter, Simone de Beauvoir, skrev om det franske folks holdning til Algeriets befrielseskrig:

“… de (det franske kommunistparti) gjorde sig ingen anstrengelser for at bekæmpe de franske arbejderes racisme. De franske arbejdere betragtede de 400.000 nordafrikanere, som boede i Frankrig som ubudne gæster, der stjal deres job og som et slumproletariat, man kun burde have foragt til overs for (…) omkring juni (1955, red.) var al modstand mod krigen ophørt (…) hele nationens befolkning, arbejdere, bønder, håndværkere, civile og soldater var optændt af chauvinisme og racisme (…) Hvad jeg ikke brød mig om, var at se, at hovedparten af det franske folk var blevet chauvinistisk og ligeledes at føle omfanget af deres racisme.” [3]

Den amerikanske arbejderklasse bakkede generelt op om den amerikanske imperialisme. Som et led i kampen mod verdenskommunismen støttede den amerikanske fagbevægelse således fuldt ud USA’s udenrigspolitik i Asien, Afrika og Latinamerika. Det var ikke den amerikanske arbejderklasse, der stod bag demonstrationerne imod Vietnamkrigen i 1960’erne og 70’erne, men derimod studenter, intellektuelle og liberale. I det omfang at dele af arbejderklassen overhovedet var kritisk over for krigen, var det fordi, at de var imod at miste deres sønner i krigen. Fagbevægelsen var endda direkte aktiv i støtten til krigsførelsen imod FNL og Nordvietnam, og en række fagforbund arrangerede f.eks. i maj 1967 en “Support the boys”-march ned af 5th. Avenue i New York, hvor man kunne opleve plakater med paroler som “Bomb Peking” og “Drop the A-Bomb over Hanoi.” [4]

Den amerikanske fagbevægelses støtte til Vietnamkrigen kom også til udtryk ved fagforeningskongresser. Ved 13 fagforeningskongresser i oktober og november 1967, hvor der deltog sammenlagt 3.542 delegerede, stemte 1.448 for en fortsættelse af den daværende regerings politik i Vietnam, 1.368 var for en udvidelse af krigen, 471 mente, at krigsindsatsen burde nedtrappes, og kun 235, mindre end 7 %, gik ind for ideen om en fuldstændig tilbagetrækning. [5] I april og maj 1970, hvor Nixon-regeringen intensiverede bombningerne af Nordvietnam og invaderede nabolandet Cambodja, og hvor 12 studerende blev dræbt i anti-krigsdemonstrationer i USA, reagerede fagbevægelsen ved at optrappe sin støtte til krigen. J. Beirne, vicepræsident i AFLCIO (svarende til LO) forklarede i en tale, at modstand mod krigen var imod den amerikanske arbejderklasses interesser. Han sagde bl.a.:

“Sæt nu, at præsident Nixon i går aftes, i stedet for at udvide krigen ind i Cambodja, havde sagt — vi trækker os tilbage, på hurtigst mulige måde, med fly og skibe. Hvis han havde sagt det i går aftes, så ville Pentagon nu til morgen have givet tusinder af firmaer besked om, at “Deres kontrakt er annulleret.” Og i morgen ville millioner være fyret. Krigens effekt er en enorm omsætning af dollars, fordi folk er beskæftiget i krigsindustrien. Hvis krigen blev afsluttet i morgen, så ville disse mennesker ikke begynde at bygge huse.” [6]

Under en af de store antikrigs-demonstrationer, der begyndte den 8. maj 1970, foretog bygningsarbejdere, iført sikkerhedshjælme og bevæbnet med blyrør og koben, organiserede angreb på anti-krigsdemonstranter. Flere hundrede demonstranter blev i de kommende uger såret, og politiet udviste passivitet over for angrebene. At der ikke var tale om nogle få ekstremister viste demonstrationen den 20. maj 1970. En sammenslutning af flere af de største fagforeninger i New York-området mobiliserede over 100.000 arbejdere til en støttedemonstration for præsident Nixons Indokina-politik. Nixon udtalte sin taknemmelighed for denne “meningsfulde støttetilkendegivelse” og fik til gengæld en beskyttelseshjelm med påskriften “Commander in Chief.” [7] Michael Yates, der i mange år har beskæftiget sig med især den amerikanske arbejderbevægelse, opsummerer situationen således:

”Intet sted har arbejderbevægelsen været mere nationalistisk og forankret i imperialismen end i USA. Mens der har været enkeltstående arbejdere, fagforeninger og bevægelser, som har været hengivende over for ideen om og udøvelsen af international solidaritet, så har de dog altid været en minoritet og lidt afgørende nederlag til deres langt mere talrige modstandere. De historiske fakta er skræmmende og tragiske. På alle kritiske tidspunkter var arbejderbevægelsen mod internationalisme.” [8]

Den danske arbejderklasse var ikke direkte for Vietnamkrigen, men den var generelt set heller ikke imod, den var nærmest ligeglad. Der var ikke så meget, der stod på spil. Det dengang DKP-ledede Sømændenes forbund med Preben Møller Hansen som formand, nægtede f.eks. ikke at sejle forsyninger til regimet i Saigon, hvis de blot fik det tarifmæssige krigsrisikotillæg. [9] Ligesom andre steder i Europa, så kom modstanden mod Vietnamkrigen hovedsagelig fra unge og studenter.

Antiimperialisme i den tredje verden

Efter afkoloniseringen og i takt med USA’s stigende indflydelse i Asien og Afrika blev de gamle kolonier efterhånden omtalt som “udviklingslande.” Udviklingsdiskursen havde sin oprindelse i USA’s præsident Harry S. Truman, der i sin indsættelsestale i 1949 definerede Afrika, Asien og Latinamerika som underudviklede områder, det omvendte af USA, der var “den udviklede verdens fyrtårn.” [10] Ifølge denne moderniseringsdiskurs havde underudviklingen rod i landenes prækoloniale historie, mere end i kolonialismen. Den definerede således den vestlige verden som forbillede for de tidligere kolonier og banede vejen for forsat økonomisk, ideologisk og kulturel imperialisme. Via investeringer fra de udviklede lande skulle de gamle kolonier udvikles. Canada og de nordiske lande tilbød udviklingsbistand med eksperter og rådgivere, som skulle lære befolkningen i udviklingslandene at drive landbrug og industri. Under kolonialismen havde vesten en civiliserende mission, nu havde den en “udviklingsmission,” og udvikling blev af Truman fremstillet som et alternativ til kommunisme. [11]

Med Den Kolde Krigs opdeling af verden i Øst og Vest kom imidlertid endnu et nyt begreb til at definere de gamle kolonier: “Den tredje verden.” Begrebet optrådte første gang i artiklen “Three Worlds, One Planet” i det franske tidsskrift L’Observateur i 1952. Forfatteren var den franske demograf, Alfred Sauvy. Hans pointe var, at opdelingen af verden i en øst- og en vestblok var alt for simpel. Der var en tredje verden, der hverken var allieret med den vestlige kapitalistiske første verden eller den kommunistiske anden verden. Samtidig betød det “tredje” også noget socialt. Sauvy refererede i sin artikel til den besiddelsesløse tredjestands oprør mod adelen og præstestanden i Den franske revolution: “I sidste ende er “den tredje verden” ignoreret, udbyttet og forhånet, som “Tredjestanden” i den franske revolution. Den ønsker at blive til noget.” [12]

Den tredje verden blev sidst i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne brugt som synonym for de såkaldte underudviklede lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Begrebet den tredje verden blev dog også adopteret af radikale kræfter, der ville frigøre sig fra det euroamerikanske overherredømme. Deres teoretiske diskurs blev afhængighedsteorierne, der så den tredje verdens økonomiske problemer som netop et resultat af kolonialismen og deres nuværende relationer til de imperialistiske lande. Brugen af det nye begreb i en progressiv kontekst fik også et konkret politisk udtryk i form af Bandung-konferencen i 1955, hvor repræsentanter fra 29 neutrale stater i Asien og Afrika, herunder Kina, samt en række nationale befrielsesbevægelser deltog. Deres fælles politiske mål var at fuldende afkoloniseringen og skabe en tredje kraft i den globale politik mellem øst og vest.

Op gennem 1960’erne skete der en radikalisering af den nationale befrielseskamp med en tydeligere antiimperialisme og socialisme. Siden Lenin havde der ikke været meget udvikling i imperialismeteorierne inden for de kommunistiske og socialistiske bevægelser. Sovjetunionens Kommunistiske Parti under ledelse af Joseph Stalin fremmede ikke teoretisk nyudvikling, og den socialdemokratisk-dominerede arbejderbevægelse i Europa havde som nævnt heller ikke antiimperialisme på programmet. Udviklingen og inspirationen til ny imperialismeteori kom derimod fra den bølge af revolutionære, antikoloniale kampe, der gik over Afrika, Asien og Latinamerika i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Amilcar Cabral (1924-1973), den senere leder af befrielseskampen mod den portugisiske kolonialisme i Guinea Bissau og på Cap Verde-øerne, var en af de nye antiimperialistiske teoretikere. Han skrev flere grundlæggende bidrag til diskussionen om revolutionsstrategi og klasseanalyse i den tredje verden, hvori han forenede teori og praksis, hvilket gav ham en central plads i den antiimperialistiske kamps historie. Cabral beskrev i en tale i 1964 efterkrigsperioden således:

“Efter den Anden Verdenskrig trådte imperialismen ind i en ny fase: Efter vor opfattelse er nykolonialismen – som vi kan kalde rationaliseret imperialisme – i højere grad et nederlag for den internationale arbejderklasse end for de koloniserede lande.

Kolonialismen virker nu på to fronter samtidigt, i Europa såvel som i Afrika. Hovedsigtet med dens bistandspolitik er at skabe et kunstigt bourgeoisi, som kan bremse revolutionen, skabe muligheder for dette bourgeoisi, så det kan virke som en neutraliserende faktor på revolutionære kræfter. Kapitalinvesteringerne i vest – Frankrig, Italien, England osv. – sigter efter vores opfattelse mod at udvikle og befæste arbejderaristokratiet og udvide småborgerskabets virkefelt med en meget betydelig “forsinkelse” af revolutionen til følge.” [13]

Senere i talen beskæftiger Cabral sig direkte med den europæiske venstrefløjs opgaver:

“Vi mener også, at det europæiske venstre og den internatio­nale arbejderbevægelse har et intellektuelt ansvar for studiet og analysen af den konkrete tilstand i vore lande. Det er et bidrag vi behøver, for vi har meget lidt dokumentation og meget få intellektuelle. Endvidere må de virkeligt revolutionære befrielsesbevægelser få materiel støtte (…) Vi må tage stilling: Enten erkender vi, at vi alle berøres af kampen mod imperialismen, eller også benægter vi det. Hvis det – som alt tyder på – er rigtigt, at der eksisterer en imperialisme, hvis mål er samtidigt at beherske den internationale arbejderklasse og kvæle de nationale befrielsesbevægelser i de underudviklede lande, må vi i denne imperialisme se en fælles fjende, som vi må bekæmpe sammen. Det er ufrugtbart at holde på med og ævle om solidaritet, fordi det i virkeligheden drejer sig om kamp. Vi kæmper med våben i hånd i Guinea. Kæmp I også – jeg siger ikke med våben i hånd, jeg siger ikke på hvilken måde, for det er jeres egen sag. Men I må finde de bedste midler og de bedste former for kampen mod vor fælles fjende. Det er det bedste bevis på solidaritet, I kan give os.” [14]

Julius K. Nyerere, Tanzanias daværende præsident, sammenlignede i 1973 arbejdernes vilkår i Europa i det 19. århundrede med de fattige nationers arbejdsstyrke i 1970’erne. Han skrev:

“Den, der har, ham skal der gives – det er den kapitalistiske internationale økonomis lov; velstand skaber velstand og fattigdom skaber fattigdom. Yderligere er fattiges fattigdom en funktion af de riges velstand (…) De fattige nationers arbejdere er i dag stillet på samme måde som en arbejder i det 19. århundredes Europa (…) Den eneste forskel mellem disse to situationer er den, at de, der i den internationale situation nyder goderne nu, er de rige nationers nationaløkonomier – heri indbefattet disse nationers arbejderklasse. Og den uenighed med hensyn til delingen af byttet, som tidligere eksisterede mellem medlemmerne af kapitalistklassen i det 19. århundrede, repræsenteres nu af uenighed om delingen af byttet mellem arbejderne og kapitalisterne i de rige økonomier.” [15]

I denne situation kunne den tredje verdens befrielsesbevægelser ikke regne med støtte fra arbejderbevægelserne i den rige del af verden. Dette forhold var befrielsesbevægelser og de kommunistiske partier i den tredje verden i stigende grad klar over. Aidat, leder i Indonesiens kommunistparti – det tredje største i verden – skrev i 1963:

“På globalt plan er Asien, Afrika og Latinamerika verdens landsbyer, mens Europa og Nordamerika er verdens storbyer. Hvis verdensrevolutionen skal sejre, er der ingen anden vej for proletariatet end at prioritere revolutionen i Asien, Afrika og Latinamerika. Med andre ord: revolutionen i verdens landsbyer.” [16]

Den indflydelsesrige politiske teoretiker og filosof, Frantz Fanon (1925-1961), der stammede fra øen Martinique i Caribien, kritiserede i sit forfatterskab den europæiske kolonialisme og den afhumaniserende virkning på de indfødte befolkninger. Hans hovedværk, Fordømte her på jorden, blev en væsentlig inspirationskilde for 1960’ernes nationale befrielsesbevægelser i Asien og Afrika og for den afroamerikanske frihedskamp i USA. I 1958 skrev Fanon følgende om modsætningsforholdet mellem arbejderne i vesten og i den tredje verden:

“Kapitalisterne i “Metropolerne” tillader, at deres arbejdere aftvinger dem sociale fremskridt og lønstigninger i præcis den udstrækning, som den koloniale stat tillader kapitalisterne selv at udbytte og plyndre de koloniale territorier. På dette kritiske tidspunkt synes det som om, at arbejderne og bøndernes interesser i metropolerne står i modsætning til de koloniserede folk.” [17]

Alle disse citater fra revolutionære teoretikere i den tredje verden afspejler på forskellig vis den kendsgerning, at der siden den russiske revolutions sejr i 1917 og den tyske revolutions nederlag i 1919 ikke har været en succesfuld eller bare stærk revolutionær bevægelse i de imperialistiske lande, men at der samtidig voksede stærke antikoloniale og antiimperialistiske bevægelser frem i den tredje verden. På det afrikanske kontinent løsrev Algeriet sig fra Frankrig i 1962. Kejser Haile Selassie i Etiopien blev styrtet ved et kup i 1974. Der var en befrielseskamp i Eritrea op gennem 1970’erne. Der var revolutionære bevægelser i Congo i 1960’erne og i de portugisiske kolonier Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og på Cape Verde-øerne. Der var en national befrielseskamp mod Ian Smiths settlerregime i Rhodesia. Der var kampen mod apartheid i Sydafrika og befrielseskampen i Namibia.

I Asien blev Indien selvstændigt i 1947. Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949. Vietnam viste vejen ved først at smide kolonimagten Frankrig på porten, for derefter at vise, at det kunne lade sig gøre at besejre selv verdens supermagt USA. Der var stærke revolutionære bevægelser i det nordøstlige Indien og befrielseskampe i Cambodja, Laos, Thailand, på Filippinerne osv. I Mellemøsten havde nationalistiske regimer taget magten i Ægypten, Syrien og Irak. Den palæstinensiske befrielsesbevægelse voksede sig stærk. Et venstreorienteret styre kom til magten i Sydyemen, der var befrielseskamp i Oman, og i Iran var der oprør mod shahens regime.

Også i Sydamerika bølgede en række oprør frem. Fidel Castros oprørere kom til magten i Cuba i 1959, og i de mange lande i Mellem- og Sydamerika opstod der bevægelser med et socialistisk sigte, fra Chile i syd til Guatemala i nord. Hvis man i begyndelsen af 1970’erne satte røde knappenåle i de lande, hvor der fandtes befrielsesbevægelser, der kæmpede eller var kommet til magten, så det umiddelbart lovende ud for verdensrevolutionen. Millioner mobiliseredes af socialistiske bevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika. I alt var der omkring 40 revolutionære forsøg i den tredje verden i perioden mellem 1945 og 1975.

68-oprøret

Et højdepunkt i denne periode var 68-oprøret, en ofte undervurderet begivenhed. Det var ikke blot et studenter- og ungdomsoprør, men en revolutionær proces, der strakte sig fra sidste halvdel af 1960’erne frem til midten af 70’erne. Hvad der er særligt ved 1968 er, at det udspillede sig i alle tre “verdener” samtidig: studenteroprørene i Paris, ved universiteterne i USA og i alle større byer i Vesteuropa, opgøret mod den “reelt eksisterende socialisme” i Prag, kulturrevolutionen i Kina og urolighederne mange steder i den tredje verden fra Mexico City til Manilla. Samtidig var de antiimperialistiske kræfter i offensiven overalt i den tredje verden.

I Vesten var der tale om et opgør fra de unges side mod autoriteterne, lige fra forældre, læreren til direktøren. Det var også en kritik af den eksisterende socialisme, der ikke havde holdt sit løfte om en bedre verden med mere lighed og demokrati. Tilmed havde Østblokken indgået et kompromis med imperialismen om en deling af verden i interessesfærer. Der opstod en helt ny venstrefløj, der kritiserede såvel kapitalismen, som den “reelt eksisterende socialisme.” Denne kritik åbnede også op for en række nye, glemte kampfelter, der tidligere havde været underordnet klassekampen: kvindefrigørelse, etnicitet, oprindelige folk, seksualitet og økologi. Disse spørgsmål havde de gamle kommunistiske partier udskudt en løsning på til efter revolutionen, og disse kampe skulle underordne sig proletariatets klassekamp. Men 68-oprøret satte dem på dagsordenen her og nu – man ville ikke vente til efter revolutionen. 68-oprøret klingede af i slutningen af 70’erne, men bestemt ikke uden at have haft en effekt. Autoriteter var ikke længere urørlige, USA var ikke længere et urørligt hegemoni. Den radikale venstrefløj var blevet en anden og mere mangfoldig politisk bevægelse. Organisationsformer blev mindre hierarkiske og mere horisontale. Oprøret gav sig også udslag i udvikling af imperialismeteorien.

KAK og snylterstatsteorien

KAK blev dannet i 1963 i forbindelse med Gotfred Appels eksklusion af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Han havde allerede i 1945 meldt sig ind i DKP, da han som så mange andre unge var tiltrukket af kommunismen i lyset af Anden Verdenskrigs ragnarok og radikaliteten af netop kommunisternes modstand mod den tyske besættelsesmagt. Appel var på partiskole i Moskva, blev studiekredsleder og fik dermed til opgave at oplære nye partimedlemmer i marxismens doktriner. Samtidig påtog han sig at undervise på den kinesiske ambassade i København. I nogle år var han leder af DKP’s forlag Tidens, boghandel, og senere blev han journalist ved partiorganet Land og Folk med udenrigspolitik som speciale. Det var ikke mindst udviklingen i Kina, som interesserede Appel.

Da den ideologiske strid mellem Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) og Kinas Kommunistiske Parti (KKP) udviklede sig i begyndelsen af 1960’erne, tog Appel parti for KKP. Han var på linje med kinesernes kritik af SUKP’s såkaldte “moderne revisionisme” og Sovjetunionens “fredelige sameksistens med USA-imperialismen,” som det hed. Han mente, at der var en modsætning mellem de revolutionære og antiimperialistiske fraser og så Sovjetunionens mere pragmatiske udenrigspolitik. Desuden var han enig med KKP i, at klassekampen forsatte under socialismen og dermed også i Sovjetunionen og i Kina selv. I september 1963 forlod han Land og Folk og blev tilknyttet den kinesiske ambassades tidsskrift Bulletin. Kort tid efter blev han ekskluderet af DKP.

I december 1963 dannede Gotfred Appel, blandt andet sammen med historikeren Benito Scocozza, den tidligere DKU-formand John Groth og Ulla Hauton, en anden Land og Folk-journalist, der senere blev hans livsledsager, Kommunistisk Arbejdskreds, KAK. Det var Europas første maoistiske organisation og Appel besøgte flere gange Kina, hvor han som KKP’s gæst oplevede at stå på podiet på Den Himmelske Freds Plads, mens tusinder af kulturrevolutionens rødgardister defilerede forbi. KAK oversatte og udgav bl.a. Maos “Den lille Røde”, og i de første år var KAK’s medlemmer særdeles aktive på de store arbejdspladser i København, bl.a. skibsværftet Burmeister og Wain, maskinfabrikken F L. Smith og Tuborg-bryggerierne. Med løbesedler og ved møder i de faglige klubber på arbejdspladserne kritiserede de DKP’s “revisionisme” og “reformisme” og søgte derigennem at mobilisere og radikalisere arbejderne for en revolutionær socialisme og støtte til Vietnams kamp.

Appel var først og fremmest leninist. Stødte han på et politisk problem, var hans første tilgang: “Hvad siger Lenin om dette spørgsmål?” Og der var altid et svar i de 46 bind af Lenins Collected Works. Desuden var han påvirket af Mao Zedongs filosofiske skrift, Om modsigelser. Han betragtede marxismen som en eksakt videnskab og søgte derfor de “objektive” drivkræfter og modsigelser i den historiske materialisme, som uundgåeligt og ret deterministisk – om end af krogveje – bevægede sig mod socialismen. Denne logik gav sig for eksempel udslag i, at Appel og dermed KAK ikke – som hele den resterende venstrefløj – var imod Danmarks indtræden i det Europæiske Fællesskab 1973. Vi mente derimod, at EF var et udtryk for, at de politiske rammer tilpassede kapitalismens monopolistiske udvikling og blot ville accelerere den kapitalistiske proces og dermed føre socialismen nærmere. I stedet for at “hygge sig i smug” skulle Danmark være en del af den store kapitalistiske dynamik. Det ville skærpe modsigelserne og dermed bringe en revolutionær situation nærmere.

KAK’s arbejderistiske praksis i første halvdel af 1960’erne var ikke en succes. Den kamp arbejderklassen førte var ren økonomisme – mere i lønningsposen. Socialismen havde ikke den store tiltrækningskraft, og solidariteten med arbejderklassen i den tredje verden kunne ligge på et lille sted. Disse praktiske erfaringer, koblet med den antiimperialistiske kamp, vi på TV-skærmen så udfolde sig for fuldt tryk i den store verden, fik Appel til at gå i tænkeboks. Han bladrede sikkert i Lenins værker og stødte på artiklerne om imperialismen og splittelsen i socialismen, der i mange år havde været fortrængt stof i den vestlige marxisme. Resultatet blev, at KAK fra 1966 begyndte at udvikle sig i en mere selvstændig retning. I artikelserien “Perspektiverne for vor kamp” bragt i KAK’s blad Kommunistisk Orientering nr. 3, 4 og 5 i 1966 hed det bl.a.:

“Arbejderklassen har ingen mulighed for at styrte kapitalistklassen og gennemføre den socialistiske revolution, før denne kapitalistklasses fundamenter er blevet undergravet af folkenes kamp og delvise sejre i Asien, Afrika og Latinamerika.” [18]

I artiklerne defineredes USA-imperialismen som hovedfjenden, og Vietnam var brændpunktet for kampen. Der var ingen revolutionær situation i vor del af verden, og den ville ikke opstå “før kapitalistklassen har mistet i hvert fald betydelige dele af sine udbytningsmuligheder i de tidligere og nuværende kolonier.” [19] Der skulle føres kamp mod reformisme og revisionisme i arbejderklassen, som “først og fremmest har deres grobund i det såkaldte arbejderaristokrati.” [20] Det var ingen tilfældighed, at reformisme og revisionisme først og fremmes trivedes i den rige verden. Men “det betyder ikke, at arbejdere i vores del af verden ikke har måttet kæmpe for den højere løn og de bedre leveforhold, men det betyder, at kapitalistklassen takket være superprofitterne, har haft råd til at lade sig aftvinge en højere løn…” [21] hed det i artiklerne. Det var således ikke borgerskabet, som havde fået “arbejderne til at glemme klassens mission som herskende klasse i det næste samfund – socialismen – det kan kun arbejderklassen ’egne’ politiske ledere.” [22] Arbejderklassen havde en dobbelt position. På trods af “bestikkelse med smuler fra superprofitterne, er den også en udbyttet klasse (…) Bestikkelsen er midlertidig, udbytningen er konstant.” Afslutningsvis konkluderer artiklen:

“Den hovedopgave, som selve den objektive virkelighed i dag stiller den danske arbejderklasse overfor, er kampen mod den amerikanske imperialisme og den aktive støtte til det vietnamesiske folk og til alle undertrykte nationer og folk i deres antiimperialistiske kamp. Revolutionære kommunisters hovedopgave i Danmark i dag er at rejse arbejderklassen til denne støtte.” [23]

Først når den Tredje Verden havde befriet sig fra imperialismens åg, kappet sugerørene over og dermed afskåret de rige lande fra superprofitter, ville der igen være grobund for revolutionen i Vesteuropa.

KAK selv brugte begreberne snylterstatsteori eller bestikkelsesteori for deres politiske linje. I dag synes sidstnævnte begreb ikke at være en særlig præcis betegnelse. I begrebet “bestikkelse” ligger der et bevidst motiv fra både giver og modtager, og arbejderklassens fremgang i levestandard blev ikke givet af den enkelte kapitalist som en bestikkelse for ikke at lave revolution. Arbejderklassen måtte i høj grad kæmpe for forbedringerne. Men denne udvikling skabte en dynamik mellem højere løn til arbejderne og større marked for kapitalen, og deraf følgende bedre sociale forhold og demokratiske politiske rammer, alt sammen på ryggen af en udbytning af kolonierne, så “snylterstatsteori” er et bedre betegnelse.

I de følgende år skærpede KAK sine synspunkter i en hård retorisk diskussion med maoister og Moskvatro kommunister i Danmark, Norge og Sverige. Et eksempel var artikelserien “To linjer”, [24] der polemiserede mod Kommunistisk Forbund Marxister Leninister i Sverige, hvor snylterstatsteorien fik en del sympatisører i slutningen af 1960’erne. Det var dog især DKP og maoistiske grupperinger i Danmark, der blev brugt som boksebold i profileringen af snylterstatsteorien. Det førte naturligvis til, at KAK var ilde set på den traditionelle venstrefløj, mens vi nød lidt mere respekt i antiimperialistiske sammenhænge som Forbundet mod Imperialismen og International Forum. Og vi havde senere et samarbejde med organisationer, der arbejdede med materiel støtte til den tredje verden, f.eks. Ulandsklunserne, den svenske Emmaus-bevægelsen og Tvind-organisationen Ulandshjælp Folk til Folk. Formuleringen af de kontroversielle synspunkter om arbejderklassens situation i Vesteuropa fik naturligvis konsekvenser i relationen til Kinas Kommunistiske Parti. KAK havde i breve til KKP og den kinesiske ambassade i Danmark kritiseret den kinesiske retorik om arbejderklassen i Vesten i almindelighed, og den kinesiske presses referater af konkrete demonstrationer og arbejdskampe i Danmark og England i særdeleshed. I Peking Review no. 13. 1968 hed det f.eks.: “Det amerikanske og britiske folk har absolut ingen fælles interesse med monopolkapitalismen som presser dem til sidste blodsdråbe.” [25] Samme ordvalg brugtes et andet sted i bladet om situationen i Indonesien: “På grund af alvorlige finansielle vanskeligheder presser det fascistiske militærregime i Indonesien skrupelløst den sidste blodsdråbe af de arbejdende masser.” [26]

I et længere brev til KKP dateret den 24. april 1968 i anledning af partiets 9 kongres, skrev KAK på denne baggrund:

”Vi er ikke enige i vurderingen af den nuværende situation – i vores del af verden – som fører til brugen af de selv samme ord til at beskrive situationen i Indonesien på den ene side og situationen i USA og England på den anden side. Vi opfordrer jer til at overveje en differentiering. Der er en afgrund til forskel mellem de økonomiske betingelser og de materielle og åndelige livsbetingelser for det arbejdende folk i vores kapitalistiske – imperialistiske lande, og de betingelser, som de brede arbejdende masser i Indonesien og i Asien, Afrika og Latin Amerika generelt lever under…

Vores monopolkapitalister presser ikke arbejderklassen til den sidste blodsdråbe. Det gør imperialismen og de lokale udbyttere i Indonesien, i Indien – men ikke i Danmark, ikke i Sverige, ikke i Frankrig ikke i England.” [27]

Og så følger der en række konkrete eksempler på levevilkår for arbejderklassen i Danmark. En sådan direkte kritik førte naturligvis til at kineserne afbrød samarbejdet med KAK.

Udviklingen af snylterstatsteorien førte også til, at en række personer, der var med til at danne KAK som maoistisk gruppe i 1963, forlod gruppen i protest mod den “arbejderfjendske” linje. Det gjaldt blandt andet Benito Scocozza, der kort efter oprettede en ny loyal prokinesisk organisation: Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML), der senere blev til Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Antiimperialistisk praksis

Antiimperialisme spillede en større rolle på venstrefløjen i Europa og USA i slutningen af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, end den gør i dag. Også i Danmark. Modstanden mod USA’s krig i Vietnam blev for en del af ungdomsoprøret i 1968 et symbol på modstanden mod “systemet”. Demonstrationer foran USA’s ambassade i København samlede titusinder, og demonstrationen mod Verdensbankens kongres i København i 1970 udviklede sig til regulære gadekampe. Bogcafeerne solgte antiimperialistisk litteratur, solidaritetsbevægelserne havde flere hundrede medlemmer, ikke kun i København, men selv i en mindre provinsby som Holbæk, hvor jeg gik i gymnasiet i 1968-70. Der fandtes således to antiimperialistiske paraplyorganisationer i Danmark, nemlig Forbundet mod Imperialismen og Internationalt Forum. [28]148 Dertil kom en række solidaritetsgrupper, der støttede forskellige befrielseskampe i Vietnam, Palæstina, de portugisiske kolonier i Afrika, Sydafrika, Zimbabwe, Chile, Cuba, Filippinerne, Vestsahara osv.

KAK engagerede sig tidligt i solidaritetsarbejdet med befrielsesbevægelsen FNL i Vietnam. Dette sammen med den generelle mobilisering af ungdommen i slutningen af 1960’erne tiltrak en del aktivister, og KAK oprettede i 1968 en ungdomsafdeling, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF). KAK/KUF var i de følgende år meget aktive i solidaritetsarbejdet med Vietnam, Palæstina og afrikanske befrielsesbevægelser. I de første år var aktivismen koncentreret om demonstrationer og politisk motiveret hærværk, for eksempel mod den daværende Saga-biograf på Vesterbro, da den havde premiere på filmen De grønne baretter, en actionfilm om de amerikanske specialstyrkers krigsførelse i Vietnam. KUF deltog også meget aktivt i Verdensbanksdemonstrationerne. Ud over Vietnam voksede der i begyndelse af 1970’erne en solidaritetsbevægelse med de afrikanske befrielsesbevægelser og palæstinenserne frem. Sidstnævnte var det vanskeligt at skabe sympati for i bredere kredse. Staten Israel havde stor opbakning i befolkningen, ikke mindst på grund af holocaust og krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1967. Det generelle billede af krigen var, at general Moche Dayan med heltemod og snilde havde forsvaret det lille land mod arabernes overfald. Mange unge tilbragte i disse år nogle måneder i israelske kooperativer, Kibbutzer, efter endt skolegang. Kibbutzerne gav settlerpolitikken et venstreorienteret skær, der skabte sympati langt ind på venstrefløjen. Den zionistiske bevægelse havde skabt et land for de fordrevne jøder og forvandlet den “golde, tomme ørken” til frodige appelsinlunde og grønsagsmarker, hed det sig. Fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning fra deres jord og byer var ikkeeksisterende i folks bevidsthed. Da KUF i 1969 havde en plancheudstilling på Strøget i Købehavn om fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning og forholdene flygtningelejrene i Jordan, blev det betragtet som antisemitisme. Det var først efter Israel invasion Libanon i 1982 og massakrerne i Sabra og Shatila-flygtningelejren, at det palæstinensiske spørgsmål blev mødt med en vis forståelse i bredere kredse.

I 1971 begyndte KAK, efter inspiration fra nordamerikanske Liberation Support Movement at prioritere det praktisk-materielle solidaritetsarbejde ud fra devisen, at solidaritet ikke kun er politiske erklæringer, men noget “man kan have i hånden.” Dette arbejde foregik gennem organisationen med det ret neutrale navn: Tøj Til Afrika (TTA). Selv om organisationens medlemmer var hardcore antiimperialister, var det ikke noget, vi skiltede med ud ad til. Det var ikke hemmeligt hvem vi støttede, men prioriteringen var i denne sammenhæng, at samle mest muligt tøj og loppemarkedseffekter ind, ikke politisk information. TTA havde på et tidspunkt afdelinger i København, Århus, Odense, Holbæk og Løgstør, som frem til slutningen af 1980’erne støttede befrielsesbevægelserne MPLA og FRELIMO i de portugisiske kolonier i Afrika, ZANU i Rhodesia, SWAPO i Namibia og en black consciousness organisation i Sydafrika ved navn Islandwana Revolutionary Effort. Støtten bestod fortrinsvis af indsamlet tøj, men også med penge fra loppemarkeder og indsamlinger.

TTA i København havde lokaler i en nedlagt maskinfabrik med en stor lagerhal i Titangade på Nørrebro. I weekenden samlede vi store mængder tøj og loppemarkedseffekter ind. Det var relativt let at få fat i gode ting i 1970’erne og begyndelsen af 80erne. Det var før Den Blå Avis og de mange genbrugsbutikker dukkede frem. Vi havde bjerge af tøj. I løbet af ugen og i sommer- og efterårsferien sorterede og pakkede vi tøj i tonsvis. Det blev herefter transporteret til Hamborg og derfra med skib til destinationer, hvor befrielsesbevægelserne kunne modtage det. En gang om måneden holdt vi loppemarked, der trak mange mennesker. Indtægten fra loppemarkederne løb op i flere hundrede tusinde om året i datidens kroner. Andre tog denne praksis op, blandt andet Tvind-organisationen Ulandshjælp Folk til Folk (UFF). De sendte i hundrede vis af unge mennesker på busture til tredjeverdenslande, hvor de fik direkte erfaringer med livsbetingelserne. Desuden havde de tøjindsamlinger og genbrugsbutikker, hvor overskuddet gik til projekter i den tredje verden.

Vi havde vores eget offsettrykkeri, der ved siden af bøger og pjecer også trykte plakater og løbesedler til TTA’s arbejde. Parallelt med dette arbejde udviklede KAK i begyndelsen af 1970’erne desuden en illegal praksis i form af blandt andet røverier, hvor udbyttet gik til befrielsesbevægelser
– fortrinsvis den palæstinensiske organisation PFLP. [29] Og så var der studier og teoretisk arbejde og det almindelige organisatoriske arbejde med at holde sammen på det hele. Så vi havde en travl, men samtidig meningsfuld hverdag. Der var en sammenhæng mellem vores praksis og vores analyse af verden. Vi følte os som et tandhjul i en stor maskine, der arbejdede for en anden verdensorden.

Appels parti- og politikopfattelse var inspireret af Lenin med dennes sans for organisatoriske kampe. Han var en skarp og dreven debattør, og hans kompromisløshed appellerede til de mere militante dele af 68-generationen. Han koncentrerede så at sige radikale, men samtidig disciplinerede kræfter i en lille men effektiv organisering. Appel ville udvikle en organisation, der havde den fornødne viden og praktiske erfaring til at træde i karakter “når den dag kom” hvor socialismen atter kom på dagsordenen i Vesteuropa. Denne organisationsopbygning skulle foregå samtidigt med
– og via – et materielt støttearbejde til de bevægelser i den tredje verden, der gennem deres kamp netop skulle bibringe den revolutionære situation i Vesteuropa ved at kappe imperialismens sugerør over. Den illegale praksis skal også ses i dette dobbelte perspektiv, af dels støtte og dels organisatorisk læring og kapacitetsopbyggelse: Vi skulle lære at arbejde hemmeligt, at observere og planlægge aktioner, tilegne os praktiske færdigheder, som at forfalske dokumenter, stjæle biler og så videre. Endelig skulle man gennemføre teoretiske studier af de marxistiske klassikere og af den konkrete virkelighed, for at skaffe den viden, som ville gøre organisationen i stand til at handle på den mest effektive måde i forhold til at fremme revolutionen. En del af disse aktiviteter bestod af studierejser, der dels satte os i direkte forbindelse med mange befrielsesbevægelser i Mellemøsten, Afrika og Asien, men også med organisationer i de imperialistiske lande, med hvem vi delte anskuelser.

Manifest Kommunistisk Arbejdsgruppe

I foråret 1978 splittedes KAK. Personlige modsætninger og magtkampe brød ud i lys lue i form af en kampagne mod kønsdiskriminering, iværksat af Ulla Hauton med godkendelse fra KAK’s ledelse. Det endte med en splittelse i tre grupper, men efter et års tid er kun Manifest Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA) tilbage. [30] Umiddelbart var der således ikke dybere ideologiske forskelle bag splittelsen, og så alligevel.

Gotfred Appel var mere kinesisk orienteret end de medlemmer, der kom til at udgøre M-KA. Medlemmerne af M-KA var først og fremmest antiimperialister, og i 1970’ernes befrielseskampe spillede Kina bestemt ikke nogen progressiv rolle. Kina var først og fremmest optaget af at modsætte sig øget sovjetisk indflydelse i verden. Støttede Sovjet en bevægelse, så var Kina imod uanset de lokale konkrete omstændigheder. På den måde endte Kina ofte med at støtte de samme bevægelser som CIA, som det for eksempel var tilfældet i Angola, hvor både USA og Kina støttede bevægelsen UNITA’s kamp mod MPLA i den borgerkrig, der fulgte portugisernes exit fra landet i 1975.

M-KA så sig som arvtagere af KAK politiske linje og praksis, om end under andre organisatoriske former. I splittelsen lå der også et ønske om mere medlemsindflydelse og en udvikling af teori og praksis. På det organisatoriske plan fik M-KA en mere flad struktur, hvor beslutninger blev taget i konsensus. På det praktiske plan videreførte organisationen det legale og det illegale solidaritetsarbejde. Teoretisk havde KAK været stærkt influeret af Lenins teorier om imperialisme og arbejderaristokrati, og vi prøvede 1975-77 under Appels ledelse at opdatere Lenins tekst “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” fra 1916 på det statistiske materiale. Vi undersøgte blandt andet direkte investeringer i den tredje verden fra de imperialistiske lande, og vi studerede – i det omfang det var muligt – profitrater. Vi fandt imidlertid, at de direkte investeringer i den tredje verden var langt mindre end de gensidige investeringer mellem de imperialistiske lande. Profitraten i investeringer i den tredje verden var i gennemsnit lidt højere, og for udvinding af olie og visse mineraler, betydeligt højere, end i de imperialistiske lande. Men alt i alt kunne profitter fra investeringer i den tredje verden langt fra forklare forskellen i arbejderklassens levestandard i henholdsvis vesten og den tredje verden. Appel hentede sin teoretiske viden fra Marx, Engels, Lenin og Mao og nærede en uvilje mod at inddrage nyere teoretikere. Der skulle således en splittelse i KAK til, før vi kunne komme uden om Lenin og inddrage de nye imperialismeteorier, der siden midten af 1960’erne var dukket frem.

Noter