(Uddrag)
… I en årrække har den engelske arbejderklasse håbløst beskrevet en snæver cirkel af strejker for højere løn og kortere arbejdstid, men ikke som et redskab eller et middel til propaganda og agitation, men som det endelige mål. Fagforeningerne udelukker endog af princip og i deres love enhver politisk handling og forbyder derved også deltagelse i nogen almindelig virksomhed fra arbejderklassens side som klasse. Arbejderne er politisk delt i konservative og liberal-radikale i tilhængere af ministeriet Disraeli (Beaconsfield) og tilhængere af ministeriet Gladstone. Man kan her kun tale om en arbejderbevægelse, for så vidt der foregår strejker her, der, hvad enten de vindes eller ej, ikke fører bevægelsen et skridt videre. At puste sådanne strejker – der ofte nok i de senere år med dårlige konjunkturer er blevet fremkaldt med vilje af kapitalisterne for at få et påskud til at lukke deres fabrikker og værker, strejker i hvilke arbejderbevægelsen ikke gør det ringeste fremskridt – op til kampe af verdensomspændende betydning, som det f. eks. gøres i Freiheit i London, kan efter min mening kun gøre skade. Der bør ikke gøres noget forsøg på at skjule den kendsgerning, at der for tiden ikke eksisterer en virkelig arbejderbevægelse i den kontinentale betydning her, og jeg tror derfor ikke, du mister noget, hvis du for tiden ikke får nogen rapporter om fagforeningernes gøren og laden her. [17]
[17] Se side 21 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.
MESC s. 320.
MEOB s. 555.
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive MIA
