Kære Marx,
Under vor rejse i Irland kom vi fra Dublin til Galway på vestkysten, derefter 20 miles mod nord ind i landet, så til Limerick, ned ad Shannon til Tarbet, Tralee, Killarney og tilbage til Dublin – i alt 450 til 500 engelske miles ind i landet selv, således at vi har set omkring to trediedele af det hele. Med undtagelse af Dublin, der står i samme forhold til London som Düsseldorf til Berlin og helt har karakter af en lille tidligere hovedstad, helt engelsk-bygget endda, ser hele landet og især byerne ud, som om man var i Frankrig eller Norditalien. Gendarmer, præster, sagførere, bureaukrater, adelsmændenes i behagelig forvirring og total mangel på enhver industri overhovedet, således at det ville være vanskeligt at forstå, hvad alle disse snyltervækster lever af, hvis ikke bøndernes nød gav den anden halvdel af billedet. “Kraftige forholdsregler” ses i alle dele af landet, regeringen blander sig i alt, der er ikke antydning af såkaldt selvstyre. Irland kan betragtes som den første engelske koloni og som en koloni, der på grund af sin nærhed stadig regeres nøjagtig på den gamle maner, og man kan her allerede se, at den engelske borgers såkaldte frihed er baseret på undertrykkelsen af kolonierne. Jeg har aldrig set så mange gendarmer i noget land, og den drikfældige prøjsiske gendarms sure udtryk udvikles til sin højeste fuldkommenhed her blandt konstablerne, der er bevæbnet med karabiner, bajonetter og håndjern.
Karakteristisk for dette land er dets ruiner, hvoraf de ældste stammer fra det 5. og 6. århundrede, de yngste fra det 19. – med ruiner fra alle mellemliggende perioder. De ældste er alle kirker, efter 1100 kirker og borge, efter 1800 bondehuse. Hele den vestlige del, især omkring Galway, er dækket af ødelagte bondehuse, hvoraf de fleste først er blevet forladt siden 1846. Jeg har aldrig troet, at hungersnød kunne have en så håndgribelig realitet. Hele landsbyer er lagt øde, og der mellem dem ligger de mindre herremænds pragtfulde parker, de er næsten de eneste mennesker, der stadig bor her, for det meste sagførere. Hungersnød, udvandringer og rydninger tilsammen har afstedkommet dette. Der ses end ikke kvæg på markerne. Jorden er en ren ørken, som ingen vil have. I grevskabet Clare, syd for Galway, er det noget bedre. Her er der i det mindste kvæg, og bakkerne i retning af Limerick er udmærket opdyrket, hovedsageligt af skotske landmænd, ruinerne er blevet fjernet, og landet har et borgerligt udseende. Mod sydvest er der en mængde bjerge og sumpe, men også pragtfuldt rigt skovland, og på den anden side igen er der fine græsgange, især i Tipperary, og i retning af Dublin er der jord, som man kan se, gradvis er ved at komme på storbønders hænder.
Landet er blevet lagt fuldstændigt i ruiner af de engelske erobringskrige fra 1100 til 1850 (for i virkeligheden varede både krige og belejringstilstande så længe). Det er blevet konstateret, at de fleste af ruinerne skyldes ødelæggelserne under krigene. Folket selv har fået sine aparte karakteristika på grund af dette, og på trods af al deres irske fanatisme føler de, at de ikke længere hører hjemme i deres eget land. Irland for sakseren! Det er nu ved at blive virkeliggjort. Ireren ved, at han ikke kan hamle op med englænderen, der kommer udrustet med midler, der i enhver henseende er overlegne; udvandringen vil fortsætte, indtil befolkningens overvejende, i virkeligheden næsten udelukkende keltiske karakter er gået fløjten. Hvor ofte har irerne ikke påbegyndt et eller andet, og hver gang er de blevet knust, politisk og industrielt. Gennem konsekvent underkuelse er de kunstigt blevet omdannet til en totalt forarmet nation, og opfylder nu, som alle ved, den funktion at forsyne England, Amerika, Australien o.s.v. med ludere, daglejere, drukkenbolte, tyveknægte, svindlere, tiggere og andet afskum. Forarmelse kendetegner også aristokratiet. Herremændene, der alle andre steder er blevet borgerliggjorte, reduceres her til fuldstændig fattigdom. Deres herresæder er omgivet af enorme, forbløffende smukke parker, men hele vejen rundt om dem ligger brakmarker, og hvor pengene skal komme fra, er det umuligt at se. Disse fyre er så komiske, at man kan brøle af latter. Af blandet herkomst, for det meste høje, stærke, smukke karle, de går alle sammen med enorme moustacher under kolossale romerske næser, og de anlægger falske militære miner som pensionerede oberster, rejser landet rundt efter alle slags fornøjelser, og hvis man spørger, ejer de ikke en øre, er tynget af gæld og lever i frygt for loven om forgældede godser.
Vedrørende de veje og midler, hvormed England hersker over dette land – undertrykkelse og korruption – længe før Bonaparte forsøgte den slags, skriver jeg inden længe, hvis du ikke kommer hertil snart. Hvad er udsigterne?
Din
F.E.
MEOC s. 318-320.
MEOB s. 535-536.
KMUS bd. 2, s. 553-555.
Online i fuldtekst på engelsk. Se History is a Weapon, HIAW
