(Uddrag)
Fabianerne er en bande karrieremagere her i London, som har forstået nok til at være klar over den sociale revolutions uundgåelighed, men som ikke på nogen mulig måde kan overlade denne gigantiske opgave til det rå proletariat alene og derfor er elskværdige nok til at stille sig selv i spidsen. Frygt for revolution er deres fundamentale princip. De er de “dannede” par excellence. Deres socialisme er den kommunale socialisme; ikke nationen, men kommunen skal være ejer af produktionsmidlerne, i hvert fald for tiden. Denne deres socialisme bliver så fremlagt som en yderste, men uundgåelig konsekvens af den borgerlige liberalisme; heraf deres taktik med ikke effektivt at bekæmpe de Liberale som deres modstandere, men med at presse dem hen mod socialistiske konklusioner og derfor intrigere med dem, med at gennemvæve liberalisme med socialisme, med ikke at opstille socialistiske kandidater imod de Liberale, men med at binde dem til de Liberale, med at påtvinge de Liberale dem, eller narre dem over til dem. At de herunder enten selv besnakkes og bedrages, eller selv fornægter socialismen, er de selvfølgelig ikke klar over.
Med stor flid har de foruden al slags ragelse også produceret enkelte gode propagandistiske skriverier, faktisk noget af det bedste englænderne har produceret. Men så snart de kommer til deres specielle taktik med at neddysse klassekampen, bliver det hele modbydeligt. Heraf deres fanatiske had til Marx og alle os – på grund af klassekampen. …
MESC s. 453.
MEOB s. 578.
Ikke tidl. online på dansk
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
