INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Friedrich Engels: England i 1845 og i 1885

[Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse. Forlaget Futura 1972, 66 s.]

Offentliggjort d. 1. marts 1885 i
"Commonweal", citeret i "Forord til 'Den
arbejdende klasses stilling i England'", 21. juli 1892.

For fyrretyve år siden stod England foran en krise, som efter alt at dømme kun kunne løses med magt. Industriens vældige og hurtige udvikling var gået langt hurtigere end udvidelsen af de udenlandske markeder og efterspørgselens vækst. Hvert tiende år blev produktionens gang brat afbrudt af en almindelig handelskrise, som, efter en lang periode med kronisk stagnation, efterfulgtes af nogle få, korte blomstringsår, for bestandig påny at ende i en feberagtig overproduktion og til slut i et nyt sammenbrud. Kapitalistklassen krævede højlydt frihandel med korn og truede med at gennemtvinge den ved at sende den sultende bybefolkning tilbage til de landdistrikter, hvorfra de var kommet, men, som John Bright sagde: "Ikke som trængende, der tigger brød, men som en hær, der indkvarterer sig på fjendens område". Arbejdermasserne krævede at få del i den politiske magt ("The People's Charter"); De blev understøttet af småborgernes flertal, og det eneste, der skilte dem, var spørgsmålet om, hvorvidt "The People's Charter" skulle gennemføres med magt eller ad lovens vej. Da kom handelskrisen i 1847 og hungersnøden i Irland og dermed udsigten til en revolution.

Den franske revolution i 1848 frelste det engelske bourgeoisi. De sejrrige franske arbejderes socialistiske proklamationer forskrækkede de engelske småborgere og desorganiserede den engelske arbejderbevægelse, der udviklede sig inden for snævrere rammer, men i højere grad satte sig umiddelbart praktiske mål. Netop i det øjeblik, da Chartismen skulle udvikle hele sin kraft, brød den sammen, endnu før den havde lidt sit ydre nederlag d. 10. april 1848. Arbejderklassens politiske virksomhed blev trængt i baggrunden. Kapitalist-klassen havde sejret over hele linjen.

Parlamentsreformen i 1831 var den samlede kapitalist-klasses sejr over det jordbesiddende aristokrati. Korntoldens afskaffelse betød industrikapitalisternes sejr ikke blot over godsejerne, men også over de kapitalistgrupper, hvis interesser var mere eller mindre identiske med eller sammenkædet med godsejernes: bankierer, børsfolk, rentierer osv. Frihandel betød, at Englands hele inden- og udenlandske finans- og handelspolitik omformedes i overenstemmelse med industrikapitalisternes interesser; De blev nu den klasse, der repræsenterede nationen. Og denne klasse tog nu for alvor fat. Enhver hindring for industriproduktionen blev ubarmhjertigt ryddet af vejen. Der blev vendt op og ned på toldtariffen og hele skattesystemet. Alt blev indordnet under et eneste formål, der til gengæld var af yderste vigtighed for industrikapitalisterne: At nedsætte prisen på alle råstoffer og navnlig arbejderklassens livsfornødenheder, at producere råstoffer, og at holde arbejdslønnen nede selv om den endnu ikke skulle sænkes. England skulle være "verdens værksted"; Alle andre lande skulle blive for England, hvad Irland allerede var: Markeder for dets industriprodukter og leverandører af dets råstoffer og levnedsmidler. England som det store industrielle midtpunkt for en agerdyrkende verden med et stadigt voksende antal korn- og bomuldsproducerende drabanter, der drejede sig omkring den industrielle sol. Hvilket herligt perspektiv!

Industrikapitalisterne gav sig i lag med gennemførelsen af dette deres store mål med den solide og sunde fornuft og den foragt for overleverede grundsætninger, hvorved de altid har udmærket sig frem for deres mere filisteragtige konkurrenter på kontinentet. Chartismen var ved at uddø. De gode tiders tilbagevenden, der var en naturlig og næsten selvfølgelig ting, efter at krakket i 1847 havde raset ud, blev udelukkende skrevet på frihandelens regning. Som følge af begge disse omstændigheder var den engelske arbejderklasse i politisk henseende blevet et vedhæng til det "store Liberale Parti", der stod under fabrikanternes ledelse. Det gjaldt om at bevare denne fordel, nu da den var vundet. Og af chartisternes heftige opposition, ikke mod frihandelen, men mod frihandelens forvandling til nationens eneste livssag, havde fabrikanterne lært; og de lærte det mere for hver dag, der gik, at bourgeoisiet aldrig kan få det fulde sociale og politiske herredømme over nationen uden ved arbejderklassens hjælp. Sådan forandredes efterhånden de to klassers holdning til hinanden. Fabrikslovene, som engang havde været alle fabrikanters skræk, blev nu ikke blot beredvilligt opfyldt af dem, men endog mere eller mindre udvidet til hele industrien. Fagforeningerne, som endnu for kort tid siden var blevet udskreget som djævelens værk, blev nu forkælet og protegeret af fabrikanterne som yderst berettigede indretninger og som et nyttigt middel til at udbrede sund økonomisk belæring blandt arbejderne. Man konstaterede endog af og til, at strejker, som havde været lyst i band før 1848, var ganske nyttige, navnlig hvis det var d'herr. fabrikanter selv, der fremkaldte dem på passende tidspunkter. Af de love, der havde frataget arbejderen hans ligeberettigelse med arbejdsgiveren, afskaffedes i hvert fald de mest oprørende. Og det engang så frygtelige "People's Charter" blev nu i det store og hele det politiske program for de selvsamme fabrikanter, som indtil det sidste havde opponeret imod det. De formuebestemmelser, der begrænsede valgbarheden, er blevet afskaffet og hemmelig afstemning indført ved lov. Parlamentsreformerne af 1867 og 1884 nærmer sig allerede stærkt til den almindelige valgret, i hvert fald sådan som den nu findes i Tyskland; det forslag til lov om valgkredse, som parlamentet nu drøfter, indfører lige store valgkredse, eller i hvert fald valgkredse, som i det store og hele ikke afviger mere fra hinanden, end de gør i Frankrig eller Tyskland. I den nærmeste fremtid øjner man som sikre fremskridt diæter og en kortere valgperiode, selv om der ikke ligefrem er tale om årlige valg til parlamentet. Og så er der endda folk som siger, at chartismen er uddød.

Revolutionen af 1848 har, ligesom mange af dens forgængere, haft en sælsom skæbne. De folk, der slog den ned, er, som Karl Marx plejede at sige, selv blevet fuldbyrdere af dens testamente. Louis Napoleon var nødt til at skabe et enigt og uafhængigt Italien; Bismarck var nødt til at gennemføre en omvæltning i Tyskland på sin maner og at gengive Ungarn en vis uafhængighed; og de engelske fabrikanter fandt ikke på noget bedre end at gøre "The People's Charter" til lov.

De virkninger, som industrikapitalisternes herredømme havde for England, var til at begynde med forbavsende. Forretningslivet blomstrede op igen og udviklede sig i en grad, der var uhørt selv i denne den moderne industris vugge. Alle de vældige fremskridt, som man tidligere havde opnået, takket være dampkraften og maskinerne, svandt ind til intet sammenlignet med det vældige produktionsopsving i de tyve år mellem 1850 og 1870 og sammenlignet med de overvældende tal, der angav udførslen og indførslen, de rigdomme, der hobede sig op i kapitalisternes hænder, og den menneskelige arbejdskraft, der koncentreredes i kæmpebyerne. Ganske vist blev fremskridtet ligesom tidligere afbrudt af kriser, der vendte tilbage hvert tiende år, i 1857 såvel som i 1866, men de gjaldt nu for at være naturlige, uundgåelige foreteelser, som man måtte tage med, og som til syvende og sidst alligevel førte ind på det gamle spor.

Og hvordan var så arbejderklassens stilling i denne periode? Af og til bedre, selv for den store masse. Men denne bedring blev atter og atter bragt ned til det gamle niveau, fordi der strømmede store menneskeskarer til fra den ubeskæftigede reserve, fordi de nye maskiner stadig fortrængte arbejderne, og fordi der flyttede landarbejdere, som nu også blev mere og mere fortrængt af maskinerne, til byerne.

En varig forbedring af levevilkårene finder kun sted i to beskyttede afdelinger af arbejderklassen. Den ene af disse udgøres af fabriksarbejderne. Den ved lov fastsatte normalarbejdsdag, som i hvert fald er forholdsvis rationel, har bevirket, at de til en vis grad er kommet fysisk til kræfter igen, og den har givet dem en moralsk overlegenhed, som yderligere forstærkes af deres lokale koncentration. Deres stilling er utvivlsomt bedre end før 1848. Dette bevises bedst ved, at af ti strejker, som de går ud i, er de ni fremkaldt af fabrikanterne selv og i disses egen interesse som det eneste middel, de har til at indskrænke produktionen. Man vil aldrig få fabrikanterne så vidt, at de alle går med til at arbejde med nedsat arbejdstid, hvor usælgelige deres produkter end måtte være. Men få arbejderne til at strejke, så lukker samtlige kapitalister deres fabrikker.

For det andet er der de store fagforeninger. De er organisationer for de arbejdsgrene, hvor voksne mænds arbejde alene kan anvendes eller i hvert fald er fremherskende. Her har hverken konkurrencen fra kvinder eller børn eller fra maskinerne hidtil været i stand til at bryde deres organiserede styrke. Maskinarbejderne, tømrerne, snedkerne, bygningsarbejderne er hver for sig i den grad en magt, at de endog – som f. eks. Bygningsarbejderne – med held kan yde modstand mod maskinernes indførelse. Deres stilling er utvivlsomt blevet betydeligt forbedret siden 1848; Dette bevises bedst ved, at i mere end femten år har ikke blot deres arbejdsgivere været yderst tilfredse med dem, men også de med deres arbejdsgivere. De udgør et aristokrati inden for arbejderklassen; De har været i stand til at tiltvinge sig en forholdsvis komfortabel stilling, og denne stilling accepterer de som definitiv. Det er de mønsterarbejdere, som d'herr. Leone Levi og Giffen (og også den brave Lujo Brentano) taler om, og det er faktisk meget pæne, medgørlige folk for enhver forstandig kapitalist i særdeleshed og for kapitalistklassen i almindelighed.

Men hvad arbejdernes store masse angår, så står de nu med hensyn til fattigdom og en usikker tilværelse, på et niveau, der er lige så lavt som nogensinde, om ikke lavere. Londons Eastend er en stadig større sump af håbløs elendighed og fortvivlelse, af hungersnød i arbejdsløshedsperioderne og af fysisk og moralsk fornedrelse, når der er arbejde. Og på samme måde står det til i alle andre storbyer, når man ser bort fra arbejdernes privilegerede mindretal, samt i de mindre byer og i landdistrikterne. Den lov, der reducerer arbejdskraftens værdi til de nødvendige livsfornødenheders pris, og den anden lov, der i reglen trykker dens gennemsnitspris ned på disse livsfornødenheders minimum, disse to love virker med en automatisk maskines uimodståelige kraft og knuser arbejderne mellem sine hjul.

Dette var altså den situation, som frihandelspolitikken af 1847 og industrikapitalisternes tyveårige herredømme havde skabt. Men da kom der et vendepunkt. Efter krisen i 1866 fulgte der ganske vist et kortvarigt og ringe opsving omkring 1873, men det varede ikke ved. Vi fik faktisk ikke en fuld krise på den tid, da den skulle komme, i 1877 eller 1878, men vi har siden 1876 levet i en tilstand af kronisk stagnation inden for alle dominerende industrigrene. Det fuldstændige sammenbrud vil ikke komme og heller ikke de længe ventede gode tider, som vi både før og efter krakket troede at have ret til. Et knugende tryk, kronisk overfyldte markeder for alle forretningsgrene, det er den tilstand, vi nu har levet i i næsten ti år. Hvad er grunden?

Frihandelsteorien hvilede på den ene forudsætning, at England skulle blive det eneste store industricentrum i en agerdyrkende verden, men kendsgerningerne har fuldstændig gjort det af med denne forudsætning. Betingelserne for den moderne industri, dampkraft og maskiner, kan fremstilles overalt, hvor der er brændsel, navnlig kul: Frankrig, Belgien, Tyskland, Amerika og selv Rusland. Og folk i disse lande syntes ikke, at det var i deres interesse at blive forvandlet til underernærede irske forpagtere, blot for at bringe de engelske kapitalister større ære og rigdom. De begyndte at fabrikere, ikke blot til eget brug, men også for den øvrige verden, og følgen er, at det industrimonopol, som England har haft i næsten et århundrede, nu uigenkaldeligt er brudt.

Men Englands industrimonopol er hovedhjørnestenen i det bestående engelske samfundssystem. Selv da dette monopol eksisterede, kunne markederne ikke holde trit med den engelske industris voksende produktivitet; Følgen var kriser, der indtraf hvert tiende år. Og nu bliver nye markeder dag for dag så sjældne, at man endog vil påtvinge negrene i Kongo den civilisation, der strømmer ud af bomuldstofferne fra Manchester, porcelænet fra Staffordshire og metalvarerne fra Birmingham. Hvad vil følgen blive, hvis varer fra kontinentet og især fra Amerika vælter frem i stadig stigende mængder, hvis de engelske fabrikker, som endnu forsyner verden med broderparten af dens industriprodukter, år for år ser denne andel skrumpe ind? Svar frihandel, du universalmiddel!

Jeg er ikke den første, der har peget på dette. På et møde, British Association afholdt i Southport i 1883, sagde hr. Inglis Palgrave, der er præsident for den økonomiske sektion, allerede med rene ord, at den tid, da man i England kunne tjene store penge, var forbi, og at der var indtrådt en pause i forskellige industrigrenes fortsatte udvikling. Man kunne næsten sige, at England var ved at komme ind i en ikke-progressiv tilstand.

Men hvad vil enden blive på det hele? Den kapitalistiske produktion kan ikke være stabil, den må vokse og udvide sig, eller den må dø. Allerede nu betyder formindskelsen af Englands andel i verdensmarkedets forsyning med industriprodukter stagnation og elendighed, på den ene side overflod af kapital, på den anden side overflod af ubeskæftigede arbejdere. Hvordan vil det ikke blive, når den årlige produktionsstigning hører fuldstændig op? Her er den kapitalistiske produktions akilleshæl. Det er en nødvendig livsbetingelse for den, at den stadig kan udvide sig, og denne stadige udvidelse bliver nu umulig. Den kapitalistiske produktion kommer ind i en blindgyde. Hvert år bringer England nærmere hen til spørgsmålet: Enten går nationen i stykker eller den kapitalistiske produktion. Hvem af dem skal gå til grunde?

Og arbejderklassen? Selv under handelens og industriens uhørte vækst fra 1848 til 1868 var det sådan, at den måtte leve i elendighed; Selv dengang var det sådan, at dens store flertal i bedste fald kun opnåede en forbigående forbedring af sin stilling, mens kun et lille privilegeret, beskyttet mindretal fik varige fordele. Hvordan vil det da gå, når denne blændende periode definitivt afsluttes, når den nuværende trykkende stagnation ikke blot yderligere tiltager, men når dette forøgede, dræbende tryk bliver den engelske industris varige, normale tilstand?

Sandheden er følgende: Sålænge Englands industrimonopol varede ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige imellem dem; det privilegerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik sin part, i hvert fald af og til, forbigående. Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling. Den vil en skønne dag i sin helhed – inklusive det privilegerede og ledende mindretal – komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England. [19] ...

[19] Se side 20 i Gotfred Appel: Der kommer en dag ..., Futura 1971.

MEOB s. 23-31.
ME bd. 2, s. 410-417.

Hele Forordet til 'Den arbejdende klasses stilling i England' kan læses på Marxisme Online