(Uddrag)
… Den kroniske depression i alle de vigtige brancher inden for industrien fortsætter også stadig uafbrudt her, i Frankrig og i Amerika. Især indenfor jern og bomuld. Det er en uhørt situation, skønt helt det uundgåelige resultat af det kapitalistiske system: En så kolossal overproduktion, at det ikke engang kan komme til en krise! Overproduktionen af disponibel kapital, der søger investering, er så stor, at diskontoens størrelse hel i øjeblikket svinger mellem 1 og 1½ % pro anno, og for penge investeret i korttids kredit, som kan udbetales eller tilbagekaldes fra dag til dag (penge på anfordring) kan man næppe få ½ % pro anno. Men ved at vælge at investere sine penge på denne måde i stedet for i nye industriforetagender indrømmer penge-kapitalisterne, hvor elendigt hele forretningslivet ser ud for dem. Og denne frygt for nye investeringer samt gammeldags spekulation, som allerede gav sig udslag under krisen i 1867, er hovedgrunden til, at en akut krise ikke er kommet i stand. Men den vil alligevel komme til slut, og lad os håbe, at den så vil gøre en ende på de gamle fagforeninger her. Disse foreninger har nonchalant bibeholdt den håndværksmæssige karakter, som klæbede ved dem fra begyndelsen, og som bliver mere og mere utålelig for hver dag, der går. Du antager uden tvivl, at maskinarbejderne, snedkerne, murerne, o.s.v. vil give enhver arbejder adgang til deres fag uden videre ståhej? Slet ikke. Enhver, som ønsker adgang, må først have været tilknyttet en eller anden arbejder, der er medlem af fagforeningen, som læredreng i en årrække (sædvanligvis syv). Dette tilsigtede at holde antallet af arbejdere nede, men var meningsløst bortset fra at det indbragte penge til lærlingens mester, for hvilket han i virkeligheden intet ydede til gengæld. Dette var tåleligt op til 1848. Men siden da har industriens kolossale vækst frembragt en klasse af arbejdere, hvoraf der er lige så mange eller flere, som der er “faglærte” arbejdere i fagforeningerne, og hvis præstationer er lige så gode som de “faglærte” arbejderes eller bedre, men som aldrig kan blive medlemmer. Disse folk er blevet regulært opflasket med fagforeningernes håndværksregler. Men tror du fagforeningerne nogensinde har drømt om at afskaffe dette tåbelige vås? Ikke på nogen måde. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har læst om et eneste forslag af den slags ved en fagforeningskongres. De fjolser ønsker at reformere samfundet til gavn for sig selv, men ikke at reformere sig selv til at passe til udviklingen i samfundet. De klynger sig til deres traditionelle overtro, som kun er til skade for dem, i stedet for at blive ragelset kvit og derved fordoble deres antal og deres styrke og virkelig igen blive, hvad de nu daglig bliver mindre og mindre – sammenslutninger af alle arbejdere i et fag mod kapitalisterne. Dette, vil jeg tro, forklarer dig mangt og meget i disse privilegerede arbejderes opførsel. …
MESC s. 386.
Ikke tidl. online på dansk
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
