(Uddrag)
… Hvis du havde været her under de sidste valg, ville du have snakket anderledes om fabianerne [21]. I vor taktik er én ting slået fast med syvtommersøm for alle moderne samfund og tider: At bringe arbejderne til det punkt, hvor de danner deres eget parti, uafhængigt og i modsætning til alle borgerlige partier. Under de sidste valg tog de engelske arbejdere, for første gang og måske stadig kun instinktivt, presset af begivenhedernes gang, et afgjort skridt i denne retning; og dette skridt har været overraskende succesrigt og har bidraget mere til udviklingen af arbejdernes hoveder end nogen anden begivenhed de sidste tyve år. Og hvad gjorde fabianerne, ikke blot denne eller hin fabianer, men organisationen som helhed? Den prædikede og praktiserede: arbejdernes tilslutning til de liberale, og hvad man havde ventet, skete: de Liberale tildelte dem fire parlamentspladser, som det var umuligt at vinde, og fabianer-kandidaterne dumpede med bravour. Den paradoksale digter Shaw – meget talentfuld og åndrig som digter men absolut ubrugelig som økonomist og politiker, skønt ærlig og ikke en karrieremager – skrev til Bebel, at hvis de ikke fulgte denne politik med at påtvinge de Liberale deres kandidater, ville de ikke høste andet end nederlag og vanære (som om nederlag ikke ofte er mere ærefuld end sejr), og nu har de fulgt deres politik og høstet begge dele.
Dette er sagens kerne. På et tidspunkt, hvor arbejderne for første gang fremtræder uafhængigt, råder fabianer-selskabet dem til at forblive de Liberales hale…
Du ser noget uafsluttet i fabianer-selskabet. Tværtimod, dette sammenrend er netop for afsluttet: En klike af borgerlige “socialister” af diverse kaliber, fra karrieremagere til sentimentale socialister og filantroper, kun forenet af deres frygt for arbejdernes truende herredømme og travlt beskæftigede med at gøre alt, hvad der står i deres magt for at spigre denne angst ved at sikre deres eget lederskab, et lederskab udøvet af de “dannede”. Hvis de bagefter lader nogle få arbejdere komme ind i deres centrale ledelse, for at de der kan spille den samme rolle som arbejderen Albert af 1848, en konstant nedstemt minoritets rolle, så skal dette ikke vildlede nogen.
De midler, fabianer-selskabet benytter sig af, er præcis de samme som de korrupte parlamentariske politikere: Penge, intriger, karrieremageri. Det vil sige engelsk karrieremageri, ifølge hvilket det er underforstået, at ethvert politisk parti (kun blandt arbejderne formodes det at være anderledes) betaler sine agenter på den ene eller anden måde eller belønner dem med embeder. Disse folk er begravet op til halsen i det Liberale Partis intriger, har stillinger i det Liberale Parti, som for eksempel Sidney Webb, der i almindelighed er en ægte britisk politiker. Disse fyre gør alt det, arbejderne må advares imod.
[21] Fabianer-selskabet blev dannet i 1884. Navnet “fabian” stammer fra Fabius Cunctator (Fabius Nøleren), som sejrede over Hannibal ved sin langsomme, nølende taktik. Fabianerne blev senere teoretikerne i Labour Party.
MESC s. 446.
MEOB s. 575.
Ikke tidl. online på dansk
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
