(Uddrag)
… Manifestet fra den Demokratiske Føderation i London er blevet udsendt af omkring tyve til tredive små selskaber, der under forskellige navne (altid de samme folk) i mindst tyve år gentagne gange har forsøgt, og altid med samme mangel på succes, at gøre sig selv betydningsfulde. Det eneste betydningsfulde er, at de nu endeligt er blevet nødt til åbent at proklamere vor teori som deres egen, mens den i Internationales periode forekom dem at blive pånødet dem udefra, og at der i den senere tid er dukket en række unge mennesker fra bourgeoisiet op, der, til forsmædelse for de engelske arbejdere må det siges, forstår tingene bedre og giver sig i kast med dem med større begejstring end arbejderne selv. For selv i den Demokratiske Føderation accepterer arbejderne for størstepartens vedkommende kun uvilligt og som en formsag det nye program. Lederen af den Demokratiske Føderation, Hyndman, er en ærke-konservativ og indædt chauvinistisk, men ikke dum karrieremager, der opførte sig temmelig gement over for Marx (for hvem han blev præsenteret af R. Meyer), og som af denne årsag blev droppet af os personligt. Lad dig under ingen omstændigheder forlede til at tro, at der foregår nogen virkelig proletarisk bevægelse her. Jeg ved, at Liebknecht forsøger at narre sig selv og hele verden med dette, men det er ikke tilfældet. De elementer, der i øjeblikket er aktive, kan blive betydningsfulde, nu da de har accepteret vort teoretiske program og således har skaffet sig et grundlag, men kun hvis en spontan bevægelse bryder ud her blandt arbejderne, og det lykkes dem at få kontrol over den. Indtil da vil de forblive individuelle hoveder med et sammensurium af forvirrede sekter, levn af fyrrenes store bevægelser, bag sig og intet mere. Og – bortset fra det uventede – vil en virkelig arbejderbevægelse kun bryde ud her, når arbejderne mærker, at Englands verdensmonopol er brudt. Deltagelse i domineringen af verdensmarkedet var og er det økonomiske grundlag for de engelske arbejderes politiske nullitet. Bourgeoisiets hale i den økonomiske udnyttelse af dette monopol, men ikke desto mindre med del i dets goder, er de naturligvis politisk set halen på det “store Liberale Parti”, der for sin del betaler dem med små opmærksomheder, anerkender fagforeninger og strejker som legitime faktorer, har opgivet kampen for en ubegrænset arbejdsdag og har givet den store masse af bedrestillede arbejdere stemmeret. Men når først Amerika og den fælles konkurrence fra de andre industrilande bryder en tilstrækkelig stor breche i dette monopol (og med hensyn til jern kommer dette hurtigt, med hensyn til bomuld desværre ikke endnu), vil man se en masse ting ske her.
MESC s. 364.
MEOB s. 561.
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
