(Uddrag)
… I et land med en så gammel politisk og arbejderbevægelse er der altid en kolossal bunke opsamlet traditionelt ragelse, som man må se at komme af med lidt efter lidt. Der er de faglærtes fagforeningers – maskinarbejderne, murerne, tømrerne, snedkerne, typograferne – fordomme, som alle må nedbrydes; den smålige skinsyge mellem de forskellige fag, som forstærkes i hænderne og hovederne på lederne til et punkt med direkte fjendskab og bagholdsangreb; der er ledernes mangfoldige modstridende ambitioner og intriger; én ønsker at komme ind i parlamentet og det gør en anden også, en tredie vil ind i et byråd eller i en skolekommision, en fjerde ønsker at organisere et generelt centralt organ, der omfatter alle arbejdere, en femte vil starte en avis, en sjette en klub osv, osv. Kort sagt, der er gnidninger overalt. Og blandt dem er der Socialist League, som ser ned på alt, der ikke er direkte revolutionært (som her i England ligesom i dit land betyder: alt der ikke begrænser sig til at komme med fraser og ellers intet gør), og Føderationen, som stadig opfører sig, som om alle undtagen de selv er nogle fjolser og fuskere, skønt det netop er på grund af bevægelsens nye fremskridt, at de igen har fået nogen tilhængere. Kort sagt, enhver, der kun ser på overfladen vil sige, at det alt sammen er forvirring og personlige skænderier. Men under overfladen fortsætter bevægelsen, får tag i stadig bredere kredse og mest blandt de hidtil stillestående laveste lag. Den dag er ikke længere fjern, hvor denne masse pludselig vil finde sig selv, vil opdage, at den selv er denne kolossale masse i bevægelse, og når den dag kommer, vil der blive gjort kort proces med alle slyngelstreger og kævlerier.
MESC s. 411.
MEOB s. 570.
Ikke tidl. online på dansk
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
