(Uddrag)
… Den engelske arbejderklasse var gradvis blevet mere og mere dybt demoraliseret af korruptionsperioden siden 1848, og den var til sidst kommet til det punkt, hvor den ikke var andet end halen til det store Liberale Parti, d.v.s. til sine undertrykkere, kapitalisterne. Dens ledelse var fuldstændigt faldet i hænderne på de korrupte fagforeningsledere og professionelle agitatorer. Disse karle råbte og skreg bagved Gladstone’erne, Bright’erne, Mundella’erne, Morley’erne og hele banden af fabriksejere osv in majorem gloriam [15] for tsaren som nationernes frigører, mens de aldrig rørte en finger for deres egne brødre i Sydwales, fordømt af mineejerne til at dø af sult. De slyngler! For værdigt at sætte kronen på værket: I de seneste splidagtigheder i Underhuset (d. 7. og 8. februar, da flertallet af det “store Liberale Partis” høje dignitarer – Forst’erne, Lowe’erne, Harcourt’erne, Goschen’erne, Hartington’erne og endog den store John Bright selv – lod deres hær i stikken og hastede bort fra splittelsen for ikke at kompromittere sig selv for meget ved at stemme) stemte de eneste arbejderrepræsentanter og tilmed, horribile dictu [16] direkte repræsentanter for minearbejderne og selv oprindeligt minearbejdere – Burt og den jammerlige Mac-Donald – sammen med halehænget af det “store Liberale Parti”, Tsarens enthusiatiske støtter. …
[15] Til større hæder.
[16] Med skam at melde.
MESC s. 314.
MEOB s. 554.
Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive MIA
