(Uddrag)
Skrevet d. 10. juni 1853,
offentliggjort i “The New York
Daily Tribune” d. 25. juni 1853.
… Hvor besynderligt indviklede, pludselige og ødelæggende alle borgerkrige, invasioner, revolutioner, erobringer og hungerår end kan se ud i Hindustan, så berørte de alligevel kun overfladen. England har revet hele det indiske samfunds skelet ned, uden at der endnu den dag i dag har vist sig noget tegn på en nyopbygning. Dette tab af sin gamle verden uden erhvervelse af en ny giver hinduens nuværende elendighed en særlig melankoli og afskærer det britisk beherskede Hindustan fra alle sine gamle overleveringer og fra hele sin fortids historie. …
Hvor omskiftelig det politiske billede af Indiens fortid end kan se ud, har dets samfundsordning været uforandret fra de ældste tider til det 19. århundredes første årti. Håndvæven og spinderokken med de millioner af spindere og vævere, som de stadig påny frembragte, var grundlaget for dette samfunds struktur. … Det var den britiske erobrer, der slog den indiske håndvæv og spinderok i stykker. England begyndte med at fortrænge de indiske bomuldsvarer fra det europæiske marked; derpå bragte det garn til Hindustan og oversvømmede endelig bomuldens egentlige moderland med bomuldstøj. Fra 1818 til 1836 voksede eksporten af garn fra Storbritannien til Indien i forholdet 1:5200. I 1824 var musselin-eksporten til Indien knap 1 million yards, medens den i 1837 var over 64 millioner yards. Samtidig gik Daccas indbyggertal tilbage fra 150.000 indbyggere til 20.000. Dette forfald i indiske byer, der er berømte for deres stoffer, var imidlertid langtfra den værste følge. Britisk damp og britisk videnskab rev i hele Hindustan foreningen af landbrug og håndværk op med rode.
Disse to omstændigheder – på den ene side den kendsgerning, at inderne ligesom alle orientalske folk overlod det til centralregeringen at sørge for de store offentlige arbejder – grundlaget for deres landbrug og handel – mens de på den anden side levede spredt ud over hele landet og var sammenfattet i små centrer, fordi landbrug og håndværk var forenede i samme hus – disse to omstændigheder havde fra de ældste tider skabt et særpræget socialt system – det såkaldte landsbysystem, der gav hver af disse små enheder en selvstændig organisation og et særpræget liv. …
Disse små stereotype former for den sociale organisme blev for størstedelen opløst og er ved at forsvinde, ikke så meget som følge af den britiske skatteopkrævers og de britiske soldaters brutale indgriben som på grund af den engelske dampmaskines og den engelske frihandels indflydelse. De omtalte familiesamfund byggede på hjemmeindustrien, på den specielle forening af håndvæveri, håndspinderi og hånddrevet landbrug, der gjorde dem selvforsynende. Den engelske indgriben, der anbragte spinderen i Lancashire og væveren i Bengalen eller fejede både hindu-spinderen og hindu-væveren væk, opløste disse små halvbarbariske, halvciviliserede samfund ved at sprænge det økonomiske grundlag for dem og fuldbyrdede således den største og i virkeligheden eneste sociale revolution, man har set i Asien.
Hvor nedslående det nu end kan være for menneskets følelser at se på, hvorledes disse utallige flittige, patriarkalske og fredelige samfund opløses i deres bestanddele og kastes ud i et hav af lidelser, mens deres enkelte medlemmer med deres gamle civilisationsform samtidig berøves deres nedarvede eksistensmuligheder, så må vi alligevel ikke glemme, at disse idylliske landsbykommuner, hvor harmløse de end ser ud, fra gammel tid har dannet det faste grundlag for den orientalske despotisme, at de indskrænkede menneskeåndens horisont det mest mulige, idet de gjorde den til et modstandsløst redskab for overtroen, til en slave af traditionelle vaner og berøvede den al storhed og historisk energi. Vi må ikke glemme den barbariske egoisme, der hang ved en ussel stump jord og roligt så på, hvorledes hele riger gik under, hvorledes der blev udøvet usigelige grusomheder, og hvorledes befolkningen i store byer blev nedslagtet, ude af stand til at se andet i det end et naturfænomen samtidig med, at den selv var et hjælpeløst offer for enhver angriber, der behagede at kaste et blik på den. Vi må ikke glemme, at denne uværdige, ubevægelige og vegeterende tilværelse, at denne passive eksistens på den anden side som reaktion kaldte vilde, planløse, ubundne, ødelæggende kræfter til live, som i Hindustan endog gjorde mord til en religiøs ritus. Vi må ikke glemme, at kasteadskillelse og slaveri tærede på disse små samfund, at de nedværdigede mennesket til at være et objekt for ydre omstændigheder i stedet for at løfte det op til at være hersker over forholdene, at de forvandlede en selvudviklende social tilstand til en uforanderlig naturskæbne og derved endte ved den rå tilbedelse af naturen, der åbenbarer sin fornedrelse i den kendsgerning, at mennesket, naturens behersker, andægtigt faldt på knæ for Hanuman, aben, og Sabbala, koen.
Det er sandt nok, at England blev drevet af de laveste interesser, da det forårsagede en social revolution i Hindustan, og satte sine interesser igennem på den mest stupide måde. Men det er ikke det, det drejer sig om. Spørgsmålet er: Kan menneskehedens bestemmelse ske fyldest uden en fundamental revolution i Asiens sociale tilstand? Hvis ikke, så var England, hvilke forbrydelser det end har begået, alligevel historiens ubevidste redskab ved hidførelsen af denne revolution. …
MESW vol. 1, s. 313-317.MEOC s. 35-41.
MEOB s. 391-398.
ME bd. 1, s. 337-343.
KMUS bd. 2, s. 560-566.
Online i fuldtekst. Se Marxisme Online
