(Uddrag)
Skrevet 20. maj 1853, offentliggjort
i “The New York Daily Tribune”
d. 14. juni 1853.
… Hvad de sociale årsager end måtte være, og hvilke religiøse, dynastiske eller nationale former, de end måtte antage, der har fremkaldt de kroniske oprør, som har fundet sted i Kina de sidste 10 år, og som nu er samlet i en formidabel revolution, så er anledningen til dette udbrud uden tvivl skabt af de engelske kanoner, der har påtvunget Kina det bedøvende narkotiske middel, der hedder opium. Stillet over for de britiske våben faldt Manchu-dynastiets autoritet sammen; den overtroiske tillid til Det himmelske Riges uforgængelighed blev nedbrudt; den barbariske og hermetiske isolation fra den civiliserede verden blev brudt; og en åbning blev skabt for den forbindelse, der siden har udviklet sig så hurtigt på grund af Californiens og Australiens gyldne tiltrækningskraft [1]. På samme tid begyndte Rigets sølvmønt, dets livsblod, at blive tappet bort til Britisk Ostindien. …
Det er næsten unødvendigt at observere, at i samme grad som opium har fået herredømme over kineserne, er Kejseren og hans stab af pedantiske mandariner blevet berøvet deres herredømme. Det synes, som om historien først måtte bedøve et helt folk, før den kunne ruske dem ud af deres nedarvede sløvhed.
Skønt den dårligt nok eksisterede tidligere, er importen af engelsk bomuld, og i mindre grad af engelsk uld, hastigt steget siden 1833, den epoke, da monopolhandelen på Kina overgik fra Det ostindiske Kompagni til private handelsforetagender, og i meget større skala siden 1840, den epoke, da andre nationer, og særligt vores egen, også fik del i den kinesiske handel. Denne indførsel af fremmede manufakturvarer havde en lignende virkning på det indfødte håndværk, som den tidligere havde i Lilleasien, Persien og Indien. I Kina led spinderne og væverne meget under denne fremmede konkurrence, og samfundet er i tilsvarende grad blevet ustabilt.
Den tribut, der skulle betales til England efter den ulykkelige krig i 1840, det store uproduktive forbrug af opium, udførslen af kostbare metaller gennem denne handel, den fremmede konkurrences ødelæggende virkning på det indfødte håndværk, den offentlige administrations demoraliserede tilstand, frembragte to ting: Den gamle beskatning blev mere byrdefuld og udmattende, og en ny beskatning blev føjet til den gamle. Således finder vi i et kejserligt dekret, dateret Peking, d. 5. januar 1853, ordrer til vice-konger og guvernører i de sydlige provinser Wuchang og Hanyang om at mildne eller udsætte betaling af skatter, og specielt ikke i noget tilfælde inddrive mere end det fastsatte beløb; for ellers, siger dekretet, ” hvordan vil de fattige mennesker være i stand til at bære det?”
“Og således”, fortsætter Kejseren, “vil mit folk i en periode med udbredte vanskeligheder og lidelser måske blive fritaget for den ulykke at blive forfulgt og plaget af skatteopkræveren.”
Sådanne ord og sådanne indrømmelser mindes vi at have hørt fra Østrig, Tysklands Kina, i 1848.
Alle disse opløsende kræfter, som sammen virker på Kinas finanser, moral, håndværk og politiske struktur, nåede deres fulde udvikling under de engelske kanoner i 1848, som nedbrød Kejserens autoritet og tvang Det himmelske Rige i kontakt med den jordiske verden. Fuldstændig isolation var hovedbetingelsen for det gamle Kinas bevarelse. Denne isolation har fået sin voldelige afslutning gennem England, opløsning må følge lige så sikkert som en mumie, der omhyggeligt har været opbevaret i en hermetisk forseglet kiste, opløses, såsnart den bliver bragt i kontakt med den friske luft. Altså, England har frembragt revolution i Kina, spørgsmålet er nu, hvordan den revolution med tiden vil virke tilbage på England, og gennem England på Europa. …
[1] Her hentydes til udvandring af kinesere.
MEOC s. 19.
Ikke online på dansk.
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive MIA
