(Uddrag)
… Imidlertid har både min bemærkning om det irske amnestispørgsmål og mit forslag i Generalrådet om at diskutere den engelske arbejderklasses holdning til Irland og om at tage beslutninger om dette punkt naturligvis også andre formål end at tage højlydt og kraftigt til orde for de undertrykte irere mod deres undertrykkere.
Jeg er blevet mere og mere overbevist om – og det eneste problem består i at hamre denne overbevisning ind i den engelske arbejderklasse – at den aldrig kan udføre noget afgørende her i England, før den adskiller sin politik med hensyn til Irland på det mest bestemte fra de herskende klassers politik, før den ikke alene gør fælles sag med irerne, men i virkeligheden tager initiativet til at opløse Unionen, der blev oprettet i 1801 [8], og erstatte den med et frit føderalt forhold. Og dette må gøres, ikke som et spørgsmål om, sympati med Irland, men som et krav, der fremsættes i det engelske proletariats egen interesse. Hvis ikke vil det engelske folk forblive bundet til de herskende klassers ledesnore, fordi det vil være nødsaget til at gå sammen med dem i en fælles front mod Irland. Hver eneste af dets bevægelser i England selv forkrøbles af striden med irerne, der udgør en meget vigtig del af arbejderklassen i England. Den første betingelse for frigørelse her – omstyrtelsen af det engelske jordbesiddende oligarki – forbliver umulig, fordi dets positioner her ikke kan stormes, så længe det opretholder sin kraftige forpost i Irland. Men når først sagerne ligger i det irske folks egne hænder, når først det bliver gjort til sin egen lovgiver og hersker, når først det bliver autonomt, vil afskaffelsen af det jordbesiddende aristokrati der (i stor udstrækning de samme personer som de engelske godsejere) blive uforligneligt lettere end her, fordi det i Irland ikke blot er et simpelt økonomisk spørgsmål, men samtidig et nationalt spørgsmål, eftersom godsejerne der, ulig dem i England, ikke er de traditionelle dignitarer og repræsentanter, men nationens dødeligt forhadte undertrykkere. Og ikke blot forbliver Englands indre sociale udvikling forkrøblet på grund af det nuværende forhold til Irland, også dets udenrigspolitik og især det politik med hensyn til Rusland og Amerikas forenede Stater lider på tilsvarende måde.
Men eftersom den engelske arbejderklasse utvivlsomt kaster det afgørende lod i den sociale frigørelses vægtskål i almindelighed, må løftestangen anvendes her. I virkeligheden led den engelske republik under Cromwell skibbrud på grund af – Irland. Non bis idem! [9] Irerne har spillet den engelske regering et puds ved at vælge tugthusfangen O’Donovan Rossa ind i parlamentet. Regeringsbladene truer allerede med en fornyet ophævelse af Habeas Corpus Loven, med et fornyet terror-regime! I virkeligheden har England aldrig hersket over og kan aldrig – så længe den nuværende forbindelse vedvarer – herske over Irland på anden måde end ved hjælp af det mest afskyelige terror-regime og den mest afskyvækkende korruption. [10]
[8] I 1800 vedtog det britiske parlament Union-loven, hvorved Irland med magt blev indlemmet i England og det irske parlament blev opløst. Unionen trådte i kraft den 1. januar 1801.
[9] Ikke det samme to gange!
[10] Se side 14 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.
MESC s. 229.
MEOC s. 330.
MEOB s. 547.
KMUS bd. 2, s. 555.
Online i fuldtekst på engelsk. Se History Is A Weapon, HIAW
