(Uddrag)
… Blandt det tilsendte materiale vil I også finde nogle af de resolutioner, som I kender til, og som blev skrevet af mig, fra Generalrådet d. 30. november om den irske amnesti; ligeledes en irsk pjece om behandlingen af de dømte fenier’er [12].
Det var min hensigt at foreslå yderligere resolutioner om den nødvendige omdannelse af den nuværende Union (det vil sige slavebinding af Irland) til en fri og ligeberettiget føderation med Storbritannien. I øjeblikket er yderligere fremskridt i denne sag, hvad angår offentlige resolutioner, blevet udsat på grund af mit tvungne fravær fra Generalrådet. Ingen af de andre medlemmer af det har tilstrækkeligt kendskab til irske forhold og tilstrækkelig prestige hos dets engelske medlemmer til at kunne tage min plads her.
Imidlertid har vi ikke spildt tiden, og jeg beder jer især lægge mærke til følgende.
Efter at have beskæftiget mig med det irske spørgsmål i mange år, er jeg kommet til den slutning, at det afgørende slag mod de engelske herskende klasser (og det vil blive afgørende for arbejderbevægelsen over hele verden) ikke kan rettes i England, men kun i Irland.
Den 1. januar 1870 udsendte Generalrådet et fortroligt cirkulære udarbejdet af mig på fransk (for tilbagevirkningen på England er kun de franske, ikke de tyske, aviser af betydning) om den irske nationale kamps forhold til arbejderklassens frigørelse og derfor den holdning, som den Internationale Arbejderassociation hør indtage med hensyn til det irske spørgsmål.
Jeg skal her kun ganske kort give jer de afgørende punkter.
Irland er det engelske jordbesiddende aristokratis bolværk. Udbytningen af dette land er ikke blot en af hovedkilderne til dette aristokratis materielle velstand; den er dens største moralske styrke. Den repræsenterer i virkeligheden Englands dominering over Irland. Irland er derfor det store middel, hvormed det engelske aristokrati opretholder sin dominering over England selv.
Hvis på den anden side den engelske hær og det engelske politi trak sig tilbage fra Irland i morgen, ville man med det samme have en agrarrevolution der. Men omstyrtelsen af det engelske aristokrati i Irland indebærer og har som nødvendig konsekvens dets omstyrtelse i England. Og dette ville opfylde den første betingelse for den proletariske revolution i England. Ødelæggelsen af det engelske jordbesiddende aristokrati i Irland er en uendeligt lettere operation end i England selv, fordi i Irland har jordspørgsmålet hidtil været det sociale spørgsmåls eneste form, fordi det er et spørgsmål om eksistens, om liv eller død, for det uhyre flertal af det irske folk, og fordi det samtidig er uadskilleligt fra det nationale spørgsmål. Ganske bortset fra, at irerne er mere lidenskabelige og revolutionære af natur end englænderne.
Hvad det engelske bourgeoisi angår, har det for det første en fælles interesse med et engelske aristokrati i at gøre Irland til en ren græsgang, der forsyner det engelske marked med kød og uld til de lavest mulige priser. Det er lige så interesseret i gennem udsættelser og tvangs-udvandring at reducere den irske befolkning til et så lille antal, at engelsk kapital (kapital investeret i jord, der forpagtes) kan fungere der med “sikkerhed”. Det har den samme interesse i at rydde Irlands gods, som det havde i at rydde agerbrugs-distrikterne i England og Skotland. De 6.000 til 10.000 pund sterling til godsejere, der ikke bor i Irland, og andre indtægter fra Irland, der hvert år strømmer til London, må også tages i betragtning.
Men det engelske bourgeoisi har desuden langt vigtigere interesser i Irlands nuværende økonomi. På grund af den stadigt øgede koncentration af forpagtnings-brug, leverer Irland sit overskud (af arbejdskraft) til det engelske arbejdsmarked og tvinger således lønnen ned og sænker moralen og de materielle forhold for den engelske arbejderklasse.
Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til et redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i sin egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på en gang en medskyldig i og det stupide redskab for det engelske herredømme i Irland.
Denne antagonisme holdes kunstigt i live og forstærkes af pressen, prædikestolen, de kulørte blade, kort sagt af alle de midler, der står til de herskende klassers rådighed. Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt. Og denne klasse er fuldt ud klar over det.
Men ondet standser ikke her. Det fortsætter på den anden side oceanet. Antagonismen mellem engelsk og irsk er den skjulte basis for konflikten mellem De forenede Stater og England. Den umuliggør ethvert ærligt og alvorligt samarbejde mellem arbejderklassen i de to lande. Den gør det muligt for regeringerne i de to lande, når som helst det passer dem, at tage brodden af den sociale konflikt ved hjælp af deres gensidige tyrannisering, og når det er nødvendigt, ved hjælp af krig med hinanden.
Da England er kapitalens hovedstad, den magt, der hidtil har behersket verdensmarkedet, er det i øjeblikket det vigtigste land for arbejdernes revolution, og desuden det eneste land, i hvilket de materielle betingelser for denne revolution har udviklet sig til en vis grad af modenhed. At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det vigtigste mål for den Internationale Arbejderassociation. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændigt. Derfor er det Internationales opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden og overalt åbent tage Irlands parti. Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London at vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse. [13] …
[12] Den 18. september fandt et angreb sted på et fængsel i Manchester for at befri 2 fenianer-ledere, Kelley og Deasy; de undslap, men 5 andre blev fanget og senere dømt til døden og henrettet, anklaget for at have dræbt en betjent.
[13] Se side 16 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.
MESC s. 235.
MEOC s. 335.
MEOB s. 550.
KMUS bd. 2, s. 556.
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive MIA
